Dato:            5. december 2006

Kontor:         Forvaltningsjuridisk kt.

J.nr.:             2006-1640-17

Sagsbeh.:   MER

Fil-navn:       Dokument 6

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 63 (L 50), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 15. november 2006

 

Spørgsmål 63:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 8. november 2006 fra ansatte i psykiatrien i Randers, jf. L 50 - bilag 10."

 

Svar:

 

Lovforslagets § 1, nr. 13 (sundhedslovens § 42 a og § 42 b) om adgangen til at indhente helbredsoplysninger m.v. fra elektroniske systemer har givet anledning til, at en række organisationer, foreninger m.fl. har rettet henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg herom.

 

Det fremgår af henvendelsen fra de ansatte i psykiatrien i Randers, at reguleringen af adgangen til at indhente elektroniske helbredsoplysninger m.v. fra elektroniske patientjournaler (EPJ) rejser flere problemstillinger både i forhold til, hvilke sundhedspersoner der skal have adgang til at foretage opslag i EPJ, samt i forhold til, hvilke oplysninger i EPJ de pågældende sundhedspersoner skal have adgang til.

 

I det fremsatte lovforslag er der lagt op til, at læger, sygeplejersker og jordemødre skal have adgang til de elektroniske patientjournaler. Lovforslaget er udtryk for en afvejning af to hensyn. På den ene side hensynet til, at vi i sundhedsvæsenet udnytter de fordele, som elektroniske journaler indebærer med hensyn til at give hurtig adgang til relevante oplysninger om den enkelte patient. På den anden side er der hensynet til at sikre, at patienterne ikke skal føle sig utrygge ved, om for mange sundhedspersoner har adgang til for mange helbredsoplysninger mv.

 

Jeg er opmærksom på de problemstillinger, som der peges på i henvendelsen. I det videre arbejde med lovforslaget skal der findes løsninger på, hvordan vi understøtter det øvrige personales behov for adgang til elektroniske patientjournaloplysninger.

 

Jeg vil derfor fremsætte et ændringsforslag til den del af lovforslaget, der vedrører reguleringen af adgangen til at indhente helbredsoplysninger m.v. fra elektroniske systemer.