Dato:            1. december 2006

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.:             2006-1307-2

Sagsbeh.:   KFC

Fil-navn:       L 51 - spørgsmål nr. 24 - svar.doc

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 24 (L 51) som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 21. november 2006

 

Spørgsmål 24:

"Ministeren har i svar af 6. november 2006 til udvalget på alm. del – spørgsmål 32-34 oplyst, at ministeren ikke finder, at Lægemiddelstyrelsens ændrede bekendtgørelse om forhandling af håndkøbslægemidler går videre end den politiske aftale af 8. juni 2006 om handlingsplan på medicinområdet.

 

I forlængelse heraf bedes ministeren oplyse, om ministeren vil være indstillet på at sikre, at udviklingen på området følges med henblik på at belyse, om ændringerne fører til, at forhandlere i større omfang vælger alene at sælge rygeafvænningsprodukter med den konsekvens, at tilgængeligheden til andre liberaliserede håndkøbslægemidler end rygeafvænningsprodukter forringes, og om ministeren i givet fald vil være indstillet på at tage initiativ til ændring af bekendtgørelsen med henblik på at imødegå en sådan udvikling."

 

Svar:

Udviklingen på området for forhandling af liberaliserede håndkøbslægemidler følges af Lægemiddelstyrelsen, som løbende offentliggør rapporter om salget af og prisudviklingen i forhold til disse håndkøbslægemidler. Denne rapportering vil blive videreført fremover.

 

I september 2005 gennemførte Lægemiddelstyrelsen desuden en undersøgelse af liberaliseringen af håndkøbslægemidler. Det fremgår af undersøgelsen, at der i august 2005 var godt 1.300 godkendte forhandlere af liberaliserede håndkøbslægemidler. I november 2006 er antallet af forhandlere ifølge Lægemiddelstyrelsen steget til over 1.400.  

 

Jeg kan til udvalgets orientering endvidere oplyse, at Lægemiddelstyrelsen indtil videre kun har modtaget en henvendelse fra en enkelt forhandler af håndkøbslægemidler, som har ønsket at udskifte sin almindelige forhandlertilladelse med en forhandlertilladelse, der alene omfatter lægemidler til behandling af gener ved rygeafvænning.