Ministeren

 

J.nr.

 

 

  

Den 7. november 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 10 ad L 55  - Forslag til

lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 10

Ministeren bedes kommentere udgangspunktet for niveauet af den i lovforslaget § 25, stk. 2 (bufferzone II) omtalte merdeposition (af ammoniak), der vurderes at kunne have en væsentlig virkning på miljøet.

 

Svar

Ifølge lovforslaget er niveauet for merdeposition 0,3 – 0,7 kg N/ha før der vurderes at kunne være en væsentlig virkning på miljøet. Den forventede udvikling i erhvervet og lovforslagets elementer vedrørende en reduktion af den generelle ammoniakbelastning fra husdyrproduktionen betyder, at depositionen på naturområderne i Danmark generelt vil falde.

 

I beregningen af merbelastningen skal udvidelser gennemført de sidste 8 år medregnes. Ved en grænseværdi på 0,3 kg N/ha/år vil ammoniakemissionen ved uændret regulering således i løbet af f.eks. 24 år kunne forøges med i alt max. 0,9 kg/ha/år. Den nuværende praksis i amterne er mange steder kun 3 år, så selvom grænseværdien mange steder kun er 0,1 kg/ha/år, vil ammoniakemissionen i løbet af 24 år kunne forøges med max. 0,8 kg/ha/år.

 

Lovforslagets elementer vil bidrage med en reduktion på 0,5-0,6 kg N/ha, jf. svar 1 ad L 55. Effekten på naturområderne forventes derfor at være forskellig afhængig af strukturen i husdyrproduktionen i nærheden af naturområderne.

 

På naturområder, hvor der ikke er husdyrbrug i nærheden vil reduktionen slå fuldt igennem.

 

På grund af strukturudviklingen, hvor mange mindre husdyrbrug nedlægges og få større udvider, vil situationen for mange naturområder være, at et tidligere husdyrbrug forsvinder. Her vil der både være forbedringer på grund af den generelle udvikling og ved at en tidligere punktkilde, forsvinder.

 

Nær naturområder, hvor 1 husdyrbrug i nærheden udvider, vil den acceptable merdeposition stort set opveje den generelle forbedring, der følger af lovforslaget. I disse situationer vil naturområder opnå den forbedring, som kan henføres til den generelle forventede udvikling i landbruget.

 

Kun i situationer, hvor 2 eller flere husdyrbrug udvider i samme område, kan der være en risiko for at naturområdet bliver yderligere belastet. Den eventuelle yderligere belastning vurderes dog ikke at overstige et niveau, som kan medføre målbare ændringer af naturtilstanden. Det hænger sammen med, at afskæringskriterierne inden for zonen differentieres i forhold til antallet af øvrige brug over 75 DE, der ligger i zonen og maksimalt 1000 meter fra det husdyrbrug, der skal have en miljøgodkendelse, for derved at tage højde for den akkumulerede effekt af produktionen i zonen, jf. lovforslagets bemærkninger s. 70, 1. spalte.