PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2005-06
2709 - RIA Bilag 3
Offentligt

Justitsministeriet

Civil- og Politiafdelingen

Dato

Kontor:

Sagsnr.:

Dok.:

7. februar 2006

Det Internationale Kontor

2006-3061/1-0016

CDH40886

Samlenotat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets ansvarsområde, der forven-

tes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i de blandede udvalg

på ministerniveau med deltagelse henholdsvis af Norge og Island og af Schweiz den 21.

februar 2006.

Side:

3-24

Dagsordenspunkt 1

25-42

Dagsordenspunkt 2

EU-Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser

uden for kontraktforhold (”Rom II”) (KOM (2003)

427 endelig)

Rådets og Europa-Parlamentets forordning om indfø-

relse af en europæisk betalingspåkravsprocedure

(KOM (2004) 173 endelig)

Rammeafgørelse om den europæiske bevissikrings-

kendelse (KOM(2003)688)

Aftale mellem EU og Norge og Island om udlevering

Opfølgning på EF-domstolens afgørelse af 13. sep-

tember 2005 vedrørende Rådets rammeafgørelse fra

2003 om strafferetlig beskyttelse af miljøet (Sag C-

176/03, Kommissionen mod Rådet)

Den nye generation af Schengen-informationssystemet

(SIS II)

Flerårig opstilling over godkendte anlægsudgifter ved-

rørende C.SIS

43-80

Dagsordenspunkt 3

81-106

Dagsordenspunkt 4

107-112

Dagsordenspunkt 5

113-119

Dagsordenspunkt 6

120-122

Dagsordenspunkt 7

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amster-

damtraktaten, finder derfor anvendelse.

Slotsholmsgade 10

DK 1216 København K

Telefon: + 45 33 92 33 40

Telefax: + 45 33 93 35 10

E-post: [email protected]

Internet: http://www.jm.dk

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

123-126

Dagsordenspunkt 8

127-132

Dagsordenspunkt 9

133-137

Dagsordenspunkt 10

138-140

Dagsordenspunkt 11

141-144

Dagsordenspunkt 12

Rådskonklusioner om opfølgning på anbefalinger fra

Schengen-evaluering af Portugal

Bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Det

Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein

om undertegnelse af en protokol om Liechtensteins

tilslutning til aftalen mellem Den Europæiske Union,

Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske For-

bund om Det Schweiziske Forbunds associering i gen-

nemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-

reglerne

Tredje runde af de gensidige evalueringer vedrørende

”Udveksling af oplysninger og efterretninger mellem

Europol og medlemsstaterne og mellem medlemssta-

terne indbyrdes” – rapport om 15 evalueringsbesøg

(Sverige, Portugal, Tyskland, Finland, Belgien,

Frankrig, Storbritannien, Luxembourg, Nederlandene,

Irland, Italien, Danmark, Østrig, Grækenland og Spa-

nien)

Opsigelse fra Europols vicedirektør

Bemyndigelse for Europol til at indlede forhandlinger

med Australien om udfærdigelse af en samarbejdsafta-

Revisionsberetning om gennemførelsen af Europols

budget og decharge til Europols direktør for perioden

1. januar 2004 til 31. december 2004

145-147

Dagsordenspunkt 13

Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er

knyttet til Amsterdam-traktaten, finder derfor anvendelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 1: EU-Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (”Rom II”) (KOM

(2003) 427 endelig)

Nyt notat.

Resumé

Kommissionen har fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lov-

valgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (”ROM II”). Formålet er at harmonisere

medlemsstaternes lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold og dermed skabe

større forudsigelighed i spørgsmålet om, hvilket lands lov der skal anvendes i en konkret sag,

uanset ved hvilket lands domstole sagen anlægges. Forordningen skal omfatte forpligtelser på

det civil- og handelsretlige område. Forordningen skal dog alene finde anvendelse for forplig-

telser uden for kontraktforhold, herunder f.eks. erstatningskrav i forbindelse med færdsels-

uheld. Der skal desuden være en lovkonflikt, dvs. at der skal være et eller flere grænseover-

skridende elementer i retsforholdet, hvorved flere landes retssystemer er relevante.

Da retsgrundlaget for Kommissionens forslag er EF-Traktatens artikel 61, litra c, jf. artikel

65, deltager Danmark i henhold til artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling (forbeholdet

vedrørende retlige og indre anliggender) ikke i en kommende vedtagelse af det foreliggende

forordningsforslag, der således ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Forslaget er sat på dagsordenen for rådsmødet den 21. februar 2006. Det østrigske formand-

skab har oplyst, at kun dele af forslaget vil blive drøftet på rådsmødet (forslagets artikel 3-6,

22-23 og muligvis artikel 25).

Baggrund

På Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i oktober 1999 blev det fastslået, at princippet

om gensidig anerkendelse skal udgøre hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU. Det

Europæiske Råd opfordrede således Rådet og Kommissionen til inden december 2000 at vedta-

ge et program for foranstaltninger til gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse.

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amster-

damtraktaten, finder derfor anvendelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I Rådets og Kommissionens handlingsplan fra december 1998 for, hvordan Amsterdam-

traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed

bedst kan gennemføres, blev der udpeget en række foranstaltninger, der skal træffes inden to

år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden, herunder udarbejdelse af regler om, hvilken lov

der skal anvendes på forpligtelser uden for kontraktforhold (Rom II).

I Rådets program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig

anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fra januar 2001 er det

understreget, at foranstaltninger vedrørende harmonisering af lovvalgsregler er ”ledsageforan-

staltninger”, der skal lette gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgø-

relser på det civil- og handelsretlige område.

Rådet har den 22. december 2000 vedtaget forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompe-

tence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige om-

råde (herefter Bruxelles I-forordningen). Bruxelles I-forordningen regulerer bl.a., hvilken

medlemsstats domstole der er kompetente til at behandle en tvist i borgerlige sager, dvs.

spørgsmålet om rette værneting for behandling af tvisten. Forordningen har den 1. marts 2002

afløst Bruxelles-konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsaf-

gørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (Bruxelles-konventionen). Da Bruxelles I-

forordningen er vedtaget i henhold til afsnit IV i EF-traktaten, er Danmark i henhold til Proto-

kollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, ikke bundet af forordnin-

gen. Det betyder, at Bruxelles-konventionens bestemmelser om værneting fortsat gælder i rela-

tionerne mellem Danmark og de øvrige EU-lande. Det forventes dog, at Rådet og Danmark

inden for kort tid vil kunne undertegne en såkaldt parallelaftale, hvorefter bestemmelserne i

Bruxelles I-forordningen vil kunne finde anvendelse på mellemstatsligt grundlag mellem EU-

landene.

Værnetingsregler alene sikrer efter Kommissionens opfattelse ikke tilstrækkelig forudsigelig-

hed med hensyn til, hvordan selve tvisten vil blive afgjort. Der bør derfor udarbejdes EU-

regler om lovvalg, dvs. regler som afgør, hvilket lands lov der skal anvendes på en forpligtel-

se.

For så vidt angår kontraktlige forpligtelser blev der allerede i 1980 vedtaget lovvalgsregler

herom i form af Rom-konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kon-

traktlige forpligtelser (Rom-konventionen). Kommissionen har den 15. december 2005 fremsat

forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalg for kontraktlige forpligtelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forslaget foreligger endnu ikke i dansk sprogversion. Forslaget skal erstatte Rom-

konventionen. Derudover foreslås en revision af visse af Rom-konventionens bestemmelser.

Kommissionen har den 22. juli 2003 fremsat nærværende forslag til Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (”Rom II”)

(herefter forordningsforslaget). Kommissionen foreslår med forordningsforslaget at harmonise-

re medlemsstaternes lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold.

Hjemmelgrundlag

Hjemmelsgrundlaget for en kommende forordning om lovvalgsregler vedrørende forpligtelser

uden for kontrakt vil være EF-traktatens afsnit IV (artikel 61, litra c, jf. artikel 65) om civilret-

ligt samarbejde.

Efter artikel 1 i Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, del-

tager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV i

EF-traktaten, og disse foranstaltninger vil ikke være bindende for eller finde anvendelse i

Danmark.

Forordningsforslaget skal i henhold til EF-traktatens artikel 67, som ændret ved Nice-traktaten,

vedtages ved fælles beslutningstagning efter reglerne i EF-traktatens artikel 251.

Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører i de ledsagende bemærkninger til forordningsforslaget, at harmonise-

ring af lovvalgsreglerne styrker retssikkerheden uden at kræve en harmonisering af de nationa-

le materielle regler og tilgodeser dermed både nærheds- og proportionalitetsprincippet.

Med hensyn til valg af retsakt har Kommissionen fundet det hensigtsmæssigt at vælge forord-

ningsformen, uanset at det fremgår af protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og pro-

portionalitetsprincippet, at direktiver normalt bør foretrækkes frem for forordninger. Kommis-

sionen peger herved på, at de foreslåede regler er meget detaljerede, præcise og ubetingede, og

forordningsformen er derfor nødvendig for at garantere en ensartet anvendelse af reglerne i

medlemsstaterne.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

En EU-harmonisering af lovvalgsreglerne er efter regeringens opfattelse nødvendig for at

mindske risikoen for såkaldt ”forum shopping” (dvs. det forhold, at sagsøgeren vælger at an-

lægge sag ved et bestemt lands domstole, fordi han på grund af særlige lovvalgsregler kan op-

nå et gunstigere resultat). På den baggrund finder regeringen, at nærhedsprincippet er over-

holdt.

Formål og indhold

4.1. Formålet med forordningsforslaget

Formålet med forordningsforslaget er ifølge Kommissionen at harmonisere medlemsstaternes

lovvalgsregler med henblik på at skabe større forudsigelighed i spørgsmålet om, hvilket lands

lov der skal anvendes på en konkret sag, uanset ved hvilket lands domstole sagen anlægges.

Derved mindskes risikoen for ”forum shopping”.

Ifølge Kommissionen er der betydelige forskelle i medlemsstaternes lovvalgsregler. Hertil

kommer, at kun nogle medlemsstater har kodificeret deres lovvalgsregler, mens lovvalgs-

reglerne i de øvrige medlemsstater udledes af retspraksis, hvilket skaber usikkerhed om regler-

nes indhold. På den baggrund er det overordnede mål med forordningsforslaget at gøre afgø-

relsen af det konkrete retsforhold mere forudsigelig, hvorved retssikkerheden styrkes, og om-

kostningerne forbundet med sagen mindskes.

Forslaget har været drøftet på en række møder i Rådets arbejdsgruppe, senest den 24. og 25.

januar 2006. Der er under drøftelserne fremsat ændringsforslag til en række artikler. Det tidli-

gere britiske og det nuværende østrigske formandskab har den 22. december 2005 sammenfat-

tet drøftelserne i arbejdsgruppen i et samlet kompromisforslag. I den følgende gennemgang af

forordningsforslaget er indholdet af kompromisforslaget indarbejdet de steder, hvor det er re-

levant.

Det østrigske formandskab har oplyst, at rådsmødet den 21. februar 2006 vil omhandle artik-

lerne 3-6, 3A, 22, 23 og muligvis artikel 25. Formandskabet henviser til, at drøftelserne i Rå-

dets arbejdsgruppe er kommet dertil, hvor der er behov for en politisk stillingtagen for så vidt

angår de nævnte artikler. Formandskabet har sammenfattet nogle retningslinjer og kompromis-

forslag vedrørende de nævnte artikler, som der forsøges opnået enighed om på rådsmødet den

21. februar. Retningslinjerne skal danne grundlag for det videre arbejde i Rådets arbejdsgruppe

med henblik på at opnå enighed om forslaget i løbet af 2006.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retningslinjerne og de seneste kompromisforslag er ligeledes indarbejdet de relevante steder i

den følgende gennemgang af forordningsforslaget. Artikel 3 a om aftalt lovvalg (artikel 10 i

det oprindelige forslag) er omtalt under pkt. 4.2. Den almindelige bestemmelse om lovvalg

uden for kontrakt (artikel 3) er omtalt under pkt. 4.2.1.a. Lovvalg ved produktansvar (artikel

4), ved illoyal konkurrence og handlinger, der begrænser den frie konkurrence (artikel 5) og

ved krænkelse af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder æreskrænkelse (artikel

6) er omtalt under pkt. 4.2.1.b. Artikel 22 (ordre public), artikel 23 (forholdet til andre be-

stemmelser i fællesskabsretten) og artikel 25 (forholdet til eksisterende internationale konventi-

oner) er omtalt under pkt. 4.2.4.

4.2. Gennemgang af de enkelte artikler

Forordningens anvendelsesområde fremgår af artikel 1. Efter forslaget skal forordningen om-

fatte forpligtelser på det civil- og handelsretlige område, hvilket svarer til anvendelsesområdet

for Bruxelles I-forordningen og Rom-konventionen. Forordningen skal dog alene finde anven-

delse for forpligtelser uden for kontraktforhold, herunder f.eks. erstatningskrav i forbindelse

med færdselsuheld.

Desuden skal forordningen finde anvendelse i alle situationer, hvor der foreligger en lovkon-

flikt, dvs. at der er et eller flere grænseoverskridende elementer i retsforholdet, og hvor flere

landes retssystemer således er relevante. Forordningen skal efter Kommissionens opfattelse

også finde anvendelse i rent ”fællesskabseksterne” situationer, hvilket f.eks. kan forekomme,

hvis en sag anlægges ved en domstol i en medlemsstat på grundlag af en aftale om værneting,

selv om ingen af parterne har bopæl i en medlemsstat.

Rådets Juridiske Tjeneste har den 2. marts 2004 afgivet en udtalelse om forordningsforslagets

hjemmelsgrundlag. Det fremgår af udtalelsen, at det foreslåede hjemmelsgrundlag ikke er til-

strækkeligt for sådanne ”fællesskabseksterne” situationer, som er omfattet af forslagets artikel

1, idet forordningen herved ikke anses at have den i artikel 65 forudsatte nødvendighed for det

indre markeds funktion.

De fleste medlemsstater har ikke indtaget nogen endelig holdning til hjemmelsspørgsmålet,

men tilkendegivet at der så vidt muligt bør tilstræbes et anvendelsesområde, der er sammenfal-

dende med henholdsvis Bruxelles-I-forordningen og Rom-konventionen.

Kommissionen har erklæret sig uenig i udtalelsen fra Rådets Juridiske Tjeneste og finder det

nuværende retsgrundlag tilstrækkeligt. En gennemførelse af forordningen anses af Kommissio-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

nen for at være nødvendig for det indre markeds funktion allerede derved, at medlemsstaternes

borgere og virksomheder har en interesse i ensartede regler for lovvalg.

I formandskabets kompromisforslag er foreslået forskellige modeller til at afklare hjemmels-

problematikken i forhold til artikel 1. En mulighed er, at forordningen ikke skal finde anven-

delse, såfremt den eneste tilknytning til EU beror på en værnetingsaftale, der udpeger en ret i

en medlemsstat, og ingen af parterne har bopæl i EU. Det foreslås også, at forordningen ikke

skal finde anvendelse i de tilfælde, hvor en domstol i en medlemsstat har erklæret sig kompe-

tent i medfør af nationale kompetenceregler, der ikke er indført på grundlag af EU-retlige reg-

ler.

En række forpligtelser undtages helt fra forordningens anvendelsesområde, bl.a. forpligtelser

som angår familieforhold, formueforholdet mellem ægtefæller og ved arv samt forpligtelser

ifølge veksler, checks, ordregældsbreve mv. Desuden skal forordningen efter forslaget ikke

finde anvendelse på det skatteretlige, toldretlige og forvaltningsretlige område.

Efter artikel 2 skal loven udpeget efter forordningen finde anvendelse, selv om det ikke er en

medlemsstats lov, som udpeges. Kommissionen anfører, at princippet om universel anvendelse

er et grundlæggende princip, som ligeledes findes i Rom-konventionen og Bruxelles I-

forordningen.

Lovvalgsreglerne fremgår af forordningsforslagets artikel 3-10.

Formandskabet foreslår, at der opnås enighed på rådsmødet om, at parterne indbyrdes – efter

tvistens opståen - skal kunne aftale, hvilken lov der skal regulere retsforholdet, hvis aftalen

herom er tilstrækkelig klar. Det gælder dog ikke ved sager omfattet af artikel 5 om illoyal

konkurrence og artikel 8 om krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, jf. artikel 10 (for-

slaget til artikel 3 a). Forslaget svarer stort set til Kommissionens oprindelige forslag. Efter det

oprindelige forslag var sager omfattet af artikel 5 dog ikke undtaget.

Derudover søges der opnået enighed om, at det skal være muligt at foretage et lovvalg forud

for tvistens opståen. Dette skal dog kun være muligt for erhvervsdrivende, mens forbrugere og

arbejdstagere ikke skal være omfattet af bestemmelsen. Et forudgående lovvalg vil f.eks. være

relevant forud for iværksættelsen af et stort byggeprojekt. Muligheden for at indgå et lovvalg

forud for tvistens opståen var ikke medtaget i Kommissionens oprindelige forslag.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

En lovvalgsaftale skal dog ikke kunne tilsidesætte ufravigelige regler i et andet land, hvis alle

andre elementer i sagen - ud over lovvalget - er knyttet til dette land. Eksempelvis kan en

tilskadekommen person og en skadevolder, som begge har sædvanligt opholdssted i England,

hvor også skaden har fundet sted, aftale, at tvisten skal afgøres efter fransk ret, men lovvalg-

saftalen kan ikke derved fravige eventuelle ufravigelige engelske regler, som ellers ville finde

anvendelse. Tilsvarende kan parternes valg af et tredjelands lov ikke tilsidesætte fællesskabets

regler, hvis alle andre elementer i sagen er lokaliseret i en eller flere medlemsstater på skades-

tidspunktet. Nogle lande har talt for, at Danmark i denne sammenhæng skal anses som en med-

lemsstat, selv om Danmark i øvrigt ikke er omfattet forordningen.

Har parterne ikke indgået en lovvalgsaftale, skal spørgsmålet om rette lovvalg afgøres efter

reglerne i artikel 3-9. Kommissionen foreslår, at der i forordningen sondres mellem, om den

konkrete tvist angår en forpligtelse, der udspringer af en retsstridig handling (dvs. at der fore-

ligger et culpaansvar), eller en forpligtelse, som udspringer af andet end en retsstridig hand-

ling, f.eks. uanmodet forretningsførelse. Der henvises til henholdsvis artikel 3-8 (omtalt i af-

snit 4.2.1.) og artikel 9 (omtalt i afsnit 4.2.2).

Endelig indeholder forslagets artikel 10-17 en række fælles regler, som finder anvendelse på

begge typer af forpligtelser (omtalt i afsnit 4.2.3.), mens artikel 18-27 indeholder en række

andre og afsluttende bestemmelser (omtalt i afsnit 4.2.4.).

4.2.1. Forpligtelser, som udspringer af en retsstridig handling

a. Artikel 3 indeholder hovedreglen for lovvalget i de tilfælde, hvor parterne ikke har indgået

en lovvalgsaftale. Bestemmelsen omfatter alle forpligtelser, der ikke er omfattet af særlige reg-

ler.

Udgangspunktet er, at loven på det sted, hvor den direkte skade er indtrådt eller vil kunne ind-

træde, skal finde anvendelse, uanset i hvilket land handlingen eller undladelsen (”den udløsen-

de begivenhed”) fandt sted eller vil kunne finde sted. Reglen er baseret på princippet om lex

loci delicti, dvs. skadesstedets lov. Udgangspunktet fører til, at det i de fleste tilfælde vil være

loven på skadelidtes sædvanlige opholdssted, der skal anvendes. Ordene ”vil kunne indtræde ”

indebærer, at den foreslåede forordning også omfatter søgsmål, der anlægges i forebyggelses-

øjemed, f.eks. med påstand om nedlæggelse af et forbud.

Artikel 3 indeholder to undtagelser hertil. Af stk. 2 fremgår det, at hvis skadelidte eller den

potentielt skadelidte og den påståede ansvarlige på skadestidspunktet har sædvanligt opholds-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

sted i samme land, skal loven i dette land finde anvendelse. Endvidere følger det af den gene-

relle undtagelsesklausul i stk. 3, at hvis det fremgår af samtlige kendte forhold i sagen, at for-

pligtelsen har en åbenbart stærkere tilknytning til et andet land, skal loven i dette land anven-

des. En sådan åbenbart stærkere tilknytning kan være et forudgående eller påtænkt retsforhold

mellem parterne, f.eks. en aftale, der har nær tilknytning til den pågældende skadevoldende

handling.

Artikel 3 er søgt bragt i overensstemmelse med Bruxelles-I-forordningen, således at den ikke

blot omfatter aktuelle skader, men også potentielle, fremtidige skader.

Formandskabet ønsker, at man på det kommende rådsmøde når til enighed om affattelsen af

artikel 3. Kompromisforslaget svarer i store træk til Kommissionens oprindelige forslag. På

rådsmødet vil der ikke blive taget stilling til forholdet mellem artikel 3, stk. 3 og kompromis-

forslagets artikel 9 c om lovvalg for forpligtelser uden for kontrakt, der er udløst af forhand-

linger forud for kontraktindgåelse.

b. Artikel 4-8 indeholder regler for forpligtelser, som udspringer af særlige typer af skader.

Produktansvar

I artikel 4 foreslås en regel om lovvalget for forpligtelser, som udspringer af en skade eller

risiko for skade forårsaget af et defekt produkt (produktansvar). Der er enighed mellem med-

lemslandene om, at forordningen bør indeholde en bestemmelse om produktansvar, men der er

er ikke enighed om bestemmelsens nærmere udformning. Af formandskabets kompromisfor-

slag fremgår således tre forskellige forslag til bestemmelsens udformning. Der synes dog at

tegne sig et flertal omkring ét af forslagene. Ifølge dette forslag skal - med forbehold af artikel

3, stk. 3 – loven i det land, hvor den skadelidte og den påståede ansvarlige begge har deres

sædvanlige opholdssted på skadestidspunktet, finde anvendelse. Subsidiært skal loven i det

land, hvor den skadelidte havde sit sædvanlige opholdssted på skadestidspunktet, og hvor ska-

den indtrådte, anvendes, såfremt produktet blev erhvervet i dette land. Mere subsidiært skal

loven i det land, hvor den skadelidte havde sit sædvanlige opholdssted på skadestidspunktet

anvendes, såfremt produktet er markedsført i dette land. Såfremt den person, hvis ansvar gøres

gældende, ikke kunne forudse, at produktet ville blive markedsført i dette land, skal loven i det

land, hvor den person har sit sædvanlige opholdssted, anvendes. Mest subsidiært skal loven i

det land, hvor skaden blev lidt, finde anvendelse.

Formandskabet foreslår nu i sit seneste oplæg til drøftelse anvendelse af loven i det land, hvor

skadelidte havde sit sædvanlige opholdssted, hvis produktet er blevet markedsført i dette land.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Subsidiært skal anvendes loven i det land, hvor produktet blev erhvervet, såfremt produktet

blev markedsført i dette land. Mere subsidiært skal anvendes loven i det land, hvor skaden

indtrådte, såfremt produktet er blevet markedsført i dette land. Disse tre punkter gælder dog

med forbehold for anvendelse af artikel 3, stk. 2 (fælles opholdssted) og 3, stk. 3 (nærmeste

tilknytning). Endelig følger det af forslaget, at såfremt produktet ikke er blevet markedsført i

et af de nævnte lande, så skal loven i det land, hvor den påståede ansvarlige havde sit sædvan-

lige opholdssted, finde anvendelse. Der skal ikke gælde en formodning for, at et produkt er

markedsført i en medlemsstat må det anses for markedsført i alle medlemsstater.

Illoyal konkurrence

Lovvalget for forpligtelser, som udspringer af illoyal konkurrence og konkurrenceretsovertræ-

delser, foreslås reguleret i artikel 5. Illoyal konkurrence kan eksempelvis være forsøg på at

påvirke efterspørgslen af et produkt, skabe hindringer for konkurrenter eller udnytte konkur-

renters image. I sådanne sager skal efter forslaget loven i det land, hvor konkurrenternes eller

forbrugernes kollektive interesser (kan) påvirkes, finde anvendelse.

Artikel 5 er ikke en særregel som f.eks. artikel 4 om produktansvar, men derimod en regel

som præciserer hovedreglen i artikel 3. Det bør efter arbejdsgruppens foreløbige opfattelse

fremgå af betragtningerne til forordningen.

Formandskabet foreslår, at artiklen drøftes på det kommende rådsmøde. Formandskabet ønsker

yderligere, at der i betragtningerne nævnes nogle eksempler på bestemmelsens anvendelsesom-

råde. Formandskabet ønsker derudover tilføjet en lovvalgsbestemmelse for konkurrencebe-

grænsende adfærd, hvorefter loven i det land, på hvis marked den begrænsende handling har

eller kunne have effekt, skal finde anvendelse.

Ifølge formandskabet skal Rådets arbejdsgruppe herefter have mulighed for særskilt at drøfte

spørgsmålet om lovvalg og overtrædelse af artiklerne 81 og 82 i Traktaten om Den Europæiske

Union.

Krænkelse af privatlivet og af individets rettigheder

Det følger af Kommissionens forslag (artikel 6, stk. 1), at spørgsmålet om, hvilken lov der

skal anvendes på krænkelser af privatlivet og individets rettigheder, skal afgøres efter reglerne

i artikel 3, der fører til anvendelse af loven på det sted, hvor den direkte skade er opstået,

medmindre parterne har sædvanligt opholdssted i samme land, eller tvisten har stærkere til-

knytning til et andet land. Strider den udpegede lov mod grundlæggende principper om ytrings-

og informationsfrihed i domstolslandet, skal domstolslandets lov dog anvendes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forslaget til artikel 6, stk. 2 indeholder en særlig lovvalgsregel for så vidt angår berigtigelse af

oplysninger, hvorefter loven i det land, hvor radio- eller tv-foretagendet eller udgiveren har sit

sædvanlige opholdssted, skal anvendes.

Der synes at være flertal i Rådet for at indføre en særlig bestemmelse om lovvalg vedrørende

krænkelse af privatlivet og af individets rettigheder. Der er dog ikke enighed om bestemmel-

sens nærmere udformning. Problemet med Kommissionens forslag er, at det vil kunne føre til

anvendelse af 25 forskellige nationale regelsæt på den samme udgivelse. Der er dog ikke opnå-

et enighed om afvejningen af beskyttelseshensynet til på den side den ansvarlige skadevolder,

som i mange tilfælde vil være en medievirksomhed, og på den anden side den skadelidte. For-

mandskabet konkluderede på sidste møde i arbejdsgruppen, at der ikke kunne opnås enighed i

gruppen, og at emnet derfor skulle tages ud til særskilt drøftelse på et rådsmøde.

Europa-Parlamentet har foreslået en ændring af forslagets artikel 6. Efter Europa-Parlamentets

opfattelse skal loven i det land, hvor skadens vigtigste element (eller elementer) er eller for-

mentlig vil være lokaliseret, finde anvendelse. For så vidt angår krænkelser, der skyldes en

trykt udgivelse eller en udsendelse, anses en skades væsentligste element at være i det land,

som publikationen eller udsendelsen hovedsageligt retter sig imod, eller hvis dette ikke er

klart, det land, hvori den redaktionelle kontrol udøves. Ved afgørelsen af, om en publikation

eller udsendelse er rettet imod et land skal der bl.a. lægges vægt på sprog og salgs-, seer-,

eller lyttertal i forhold det samlede salgs-, seer-, eller lyttertal. Det bør efter Europa-

Parlamentets opfattelse fremgå direkte af bestemmelsen, at den finder anvendelse på publikati-

oner, der offentliggøres via Internettet eller andre elektroniske net.

Formandskabet forslår i lyset af de hidtidige drøftelser i Rådets arbejdsgruppe og Europa-

Parlamentets holdning, at visse punkter vedrørende bestemmelsen afklares på rådsmødet. Det

foreslås således, at bestemmelsens anvendelsesområde begrænses til massemedier (herunder

presse og radioudsendelser). Derudover ønsker formandskabet, at der formuleres nogle ret-

ningslinjer for så vidt angår bestemmelsen, mens der ikke forsøges opnået enighed om be-

stemmelsens ordlyd.

Formandskabet foreslår således, at der opnås enighed på rådsmødet om, at en bestemmelse

skal kombinere loven i det land, hvor skadelidte har sit sædvanlige opholdssted, hvis udgivel-

sen er distribueret i dette land og loven i det land, hvor udgiveren har sit forretningsted. For-

mandskabet henviser i øvrigt til, at det skal undersøges nærmere, hvorledes de to beskyttelses-

hensyn kan indarbejdes i en bestemmelse, men at landene nu skal nå til enighed om, at be-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

stemmelsen skal forsøges udformet, så der tages hensyn til såvel skadelidte som den ansvarlige

skadevolder.

Miljøskader

For så vidt angår miljøskader følger det af forslagets artikel 7, at lovvalget skal afgøres efter

den almindelige regel i artikel 3, stk. 1, hvilket indebærer, at loven på det sted, hvor miljøska-

den er opstået, skal finde anvendelse. Skadelidte kan dog også vælge at gøre krav gældende

efter loven i det land, hvor den skadevoldende begivenhed fandt sted.

Det fremgår af de ledsagende bemærkninger, at dommeren uanset lovvalget skal tage hensyn

til, om skadevolderen har overholdt de offentligretlige bestemmelser (sikkerheds- og adfærds-

regler), der var gældende i det land, hvor den skadevoldende aktivitet blev udøvet, jf. forsla-

gets artikel 13.

Der er ikke enighed i arbejdsgruppen om, om der skal være en særlig bestemmelse vedrørende

miljøskader. Problemet med bestemmelsen er, at det kan vise sig vanskeligt at afgrænse miljø-

skader. Enkelte lande ønsker derfor, at bestemmelsen slettes, således at miljøskader er omfattet

af den generelle regel i artikel 3.

Krænkelse af intellektuelle rettigheder

Kommissionen foreslår vedrørende lovvalget for forpligtelser, som udspringer af krænkelse af

intellektuelle ejendomsrettigheder, at loven i det land, for hvilket beskyttelsen gøres gældende,

skal finde anvendelse, jf. forslagets artikel 8, stk. 1. Dette ”territorialitetsprincip” er bl.a. lagt

til grund i Bern-konventionen af 1886 om litterære og kunstneriske værker og i Paris-

konventionen af 1883 om industrielle ejendomsrettigheder.

Ved krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, der er en enhedsret gældende for hele Fæl-

lesskabet (f.eks. EF-varemærker og EF-mønstre), skal den relevante fællesskabsforordning

finde anvendelse. I det omfang et spørgsmål ikke reguleres af forordningen, skal loven i det

land, hvor rettigheden er blevet krænket, finde anvendelse, jf. forslagets artikel 8, stk. 2.

Faglige aktioner

Af formandskabets kompromisforslag fremgår et forslag til artikel 8 a om faglig aktion. For-

målet med bestemmelsen er at sikre, at lovvalgsreglerne fører til anvendelse af loven i det

land, hvor den faglige aktion er varslet eller iværksat. Herefter skal der for en forpligtelse

uden for kontrakt, der er udløst af eller kan blive udløst af en varslet eller iværksat faglig akti-

on, anvendes loven i det land, hvor aktionen er varslet eller iværksat. Forslaget til bestemmel-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

sen støttes foreløbig af Sverige og Finland. Forslaget giver anledning til tvivl, navnlig for så

vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt loven i det land, hvor den faglige aktion rent faktiskt

iværksættes, skal finde anvendelse.

4.2.2. Forpligtelser, som udspringer af andet end en retsstridig handling

Forslagets artikel 9 indeholder særlige lovvalgsregler vedrørende forpligtelser, som udspringer

af andet end en retsstridig handling, f.eks. tilbagesøgningskrav som følge af fejlagtigt betalte

beløb (condictio

indebiti)

og uberettiget berigelse, overskridelse af en fuldmagt eller uanmodet

forretningsførelse (negotiorum

gestio).

Der tegner sig nogenlunde enighed i Rådets arbejdsgruppe om, at lade artikel 9 udgå. Samtidig

synes der enighed om at indføre to nye bestemmelser i (foreløbigt) artikel 9 a om uberettiget

berigelse og artikel 9 b om uanmodet forretningsførelse. Herved tydeliggøres, hvilke typer af

forpligtelser der anses for omfattet af denne kategori af rettigheder.

Efter formandskabets kompromisforslag vedrørende artikel 9 a og 9 b, bør der i de tilfælde,

hvor forpligtelsen er knyttet til et forudgående retsforhold mellem parterne, såsom en aftale

med nær tilknytning til forpligtelsen uden for kontraktforhold, anvendes loven i det land, hvis

lov finder anvendelse på dette retsforhold.

Har parterne på det tidspunkt, hvor skaden opstod, sædvanligt opholdssted i samme land, skal

loven i dette land anvendes på forpligtelsen.

For så vidt angår krav, der udspringer af uberettiget berigelse, foreslås anvendelse af loven i

det land, hvor berigelsen har fundet sted. Ved uanmodet forretningsførelse forslås anvendelse

af loven i det land, hvor handlingen fandt sted.

Begge bestemmelser indeholder et forslag til en generel undtagelsesregel, der indebærer, at

hvis det af samtlige forhold fremgår, at forpligtelsen uden for kontraktforhold har en åbenbart

stærkere tilknytning til et andet land, skal dette andet lands lov anvendes.

4.2.3. Fælles regler for forpligtelser, som udspringer af en retsstridig handling eller af

andet end en retsstridig handling.

I afsnit 3 foreslås en række fælles regler.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 11 regulerer, hvilke spørgsmål der skal afgøres på grundlag af den lov, som efter arti-

kel 3-10 finder anvendelse på den pågældende forpligtelse. Af retssikkerhedsmæssige hensyn

foreslår Kommissionen, at den udpegede lov tillægges et bredt anvendelsesområde svarende til

Rom-konventionens artikel 10.

Det skal efter forordningsforslaget desuden være muligt at anvende ufravigelige regler i et an-

det land end det land, hvis lov skal finde anvendelse, såfremt forpligtelsen har nær tilknytning

til dette andet land. Derudover har dommeren mulighed for at anvende domslandets ufravigeli-

ge regler (artikel 12). Ved ufravigelige regler forstås bestemmelser, som en stat tillægger så

væsentlig betydning, at staten kræver dem anvendt over for enhver, når forpligtelsen har til-

knytning til staten.

Efter forslagets artikel 13, skal der ved vurderingen af den påstået ansvarliges adfærd tages

hensyn til de sikkerheds- og adfærdsregler, der var gældende på stedet og tidspunktet for den

begivenhed, der her udløst eller vil kunne løse erstatningsansvaret.

Efter formandskabets kompromisforslag til artikel 14 vil skadelidte kunne rejse krav direkte

mod den erstatningsansvarliges forsikringsselskab, hvis der er hjemmel hertil i den lov, der

finder anvendelse på forpligtelsen uden for kontrakt eller forsikringsaftalen.

Desuden foreslås en række bestemmelser af mere processuel karakter, bl.a. bestemmelser om

flere skadevoldere (artikel 15), formkrav (artikel 16) og bevisbyrde (artikel 17), som i vidt

omfang svarer til de tilsvarende bestemmelser i Rom-konventionen.

4.2.4. Andre og afsluttende bestemmelser

Forordningsforslagets afsnit III og IV indeholder en række andre og afsluttende bestemmelser,

der hovedsageligt svarer til de tilsvarende bestemmelser i Rom-konventionen. Kommissionen

foreslår bl.a., at der indføres regler om udelukkelse af renvoi (dvs. at det pågældende lands

internationalt privatretlige regler ikke skal finde anvendelse) (artikel 20), om stater der omfat-

ter flere territoriale enheder (artikel 21) samt om ordre public-regler i domstolslandet (artikel

22). Endvidere foreslås regler om forordningsforslagets forhold til gældende internationale

konventioner (artikel 25 og 26).

Kommissionen foreslår at indføre en bestemmelse om, hvad der skal forstås ved en stats terri-

torium (artikel 18). Eksempelvis sidestilles skibe, der befinder sig på åbent hav, og som er

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

indregistreret i en stat, med den pågældende stats territorium. Selve lovvalget afgøres efter

artikel 3-10. Der er enighed i Rådets arbejdsgruppe om, at artikel 18 bør udgå.

Artikel 19 definerer selskabers og andre juridiske personers sædvanlige opholdssted som det

sted, hvor selskabet mv. har sit hovedkontor. Er krænkelsen foretaget af en filial eller afdeling

mv., anses dette som sædvanligt opholdssted. En fysisk person, der handler som led i sin er-

hvervsmæssige virksomhed, har sit sædvanlige opholdssted det sted, hvor den pågældende har

sin hovedvirksomhed.

Efter forslaget skal forordningen ikke erstatte særlige lovvalgsregler i den eksisterende fælles-

skabsret eller i internationale konventioner, jf. artikel 23 og artikel 25. Forordningen anerken-

der således, at der fastsættes særlige lovvalgsregler i andre EU-retsakter, ligesom den respek-

terer de enkelte medlemsstaters deltagen i internationale konventioner indeholdende særskilte

lovvalgsforpligtelser. Forordningens lovvalgsregler vil derfor - uanset formålet om forudsige-

lighed i lovvalget ved indførelse af generelle, ensartede regler - i praksis alene have betydning

for områder, hvor EU ikke særskilt har vedtaget andre, specielle lovvalgsregler, og hvor med-

lemsstaterne ikke er parter i en international konvention om lovvalg som f.eks. Haager-

konventionen af 2. oktober 1973 om lovvalget ved produktansvar og Haager-konventionen af

4. maj 1971 om lovvalget ved færdselsuheld.

Der synes at være enighed mellem medlemsstaterne om, at artikel 23, stk. 2, bør udgå af for-

slaget. Selv om det ikke var nævnt direkte i stk. 2, var det formentlig tanken, at Rom II-

forordningen skulle vige for e-handelsdirektivets såkaldte afsenderlandsprincip (Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af infor-

mationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked), der bl.a. indebærer,

at en erhvervsdrivende, der sælger sine varer eller tjenester online over Internettet, som ud-

gangspunkt skal overholde de regler, der gælder i etableringslandet, men ikke i de øvrige EU-

lande. Bestemmelsen i forordningsforslagets artikel 23, stk. 2, synes i øvrigt ikke at harmonere

med e-handelsdirektivets artikel 1, stk. 4, hvoraf det fremgår, at e-handelsdirektivet ikke ind-

fører nye internationale privatretlige regler (dvs. lovvalgsregler).

Formandskabet ønsker, at der opnås enighed om artikel 23 på rådsmødet, herunder at stk. 2

slettes.

I forholdet til lovvalgsregler i internationale konventioner berører forordningen hverken kon-

ventioner, som alle medlemsstater har tilsluttet sig, eller konventioner med et færre antal kon-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

traherende stater, jf. artikel 25. I medfør af artikel 26 skal medlemsstaterne udarbejde en liste

over de i artikel 25, stk. 1, omhandlede konventioner.

Det har været overvejet, om medlemsstaterne kunne opnå en fælles forståelse om enten at fra-

kende sig eller tilslutte sig de større internationale lovvalgskonventioner som f.eks. Haager-

konventionen af 2. oktober 1973 om lovvalget ved produktansvar og Haager-konventionen af

4. maj 1971 om lovvalget ved færdselsuheld, hvilket vil øge den faktiske harmonisering af

lovvalget i medlemsstaterne ved disse hyppigt forekomne skadessituationer. Enkelte medlems-

stater har talt for denne løsning. Disse lande betinger sig dog, at forordningen ikke indeholder

en forpligtelse til at tilslutte sig de nævnte konventioner.

Rådets Juridiske Tjeneste har i øvrigt i en udtalelse af 4. marts 2004 anført, at en vedtagelse af

den foreslåede forordning vil indebære, at de interne fællesskabsregler fremover omfatter ge-

nerelle lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold, og enhver senere international

aftale på dette område vil derfor falde ind under Fællesskabets enekompetence, i den udstræk-

ning aftalen vil kunne berøre disse regler eller ændre deres rækkevidde.

Formandskabet har oplyst, at artikel 25 muligvis vil blive behandlet på rådsmødet den 21. fe-

bruar 2006. Der foreligger endnu ikke nærmere oplysninger om, hvad der eventuelt vil blive

drøftet vedrørende artikel 25.

Endelig foreslås det i artikel 24, at det vil være i strid med Fællesskabets ufravigelige regler at

anvende en bestemmelse i den lov, der finder anvendelse efter forordningen, når dette ville

føre til tilkendelsen af en ikke-kompenserende erstatning, som alene har et afskrækkende eller

straffende formål. I formandskabets kompromisforslag foreslås artikel 24 slettet. I stedet bør

der ifølge formandskabet i betragtningen vedrørende artikel 22 om ordre public tilføjes, at or-

dre public f.eks. foreligger ved tilkendelse af ikke-kompenserende erstatning. Formandskabet

ønsker, at der opnås enighed om artikel 22 på rådsmødet.

Europa-Parlamentets udtalelse

Europa-Parlamentet har i henhold til TEF art. 251 afgivet en udtalelse den 6. juli 2005. Euro-

pa-Parlamentet foreslår 53 ændringsforslag til Kommissionens forslag.

Europa-Parlamentets ændringsforslag går i hovedtræk ud på, at hovedreglen i artikel 3 også

skal finde anvendelse i sager om lovvalg ved produktansvar, illoyal konkurrence og miljøska-

der. Samtidig bør artikel 3 efter Europa-Parlamentets opfattelse udbygges, således at der over-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

lades et større skøn til domstolene med henblik på at kunne vælge den løsning, der yder skade-

lidte størst retfærdighed og imødekommer parternes berettigede forventninger.

Europa-Parlamentet ønsker derudover, at der indføres detaljerede lovvalgsregler vedrørende

færdselsuheld.

Endivdere foreslår Europa-Parlamentet, at der indføres en særregel vedrørende faglig aktion,

således at arbejdstagerens ret til kollektiv aktion, som er sikret i national lovgivning, ikke un-

dergraves. Ifølge Europa-Parlamentets forslag om faglig aktion bør loven i det land, hvor den

faglige aktion vil finde sted eller har fundet sted, finde anvendelse. Bestemmelsen skal omfatte

forpligtelser uden for kontraktforhold, som udspringer af en faglig aktion, der er varslet eller

gennemført.

Europa-Parlamentets ændringsforslag har været drøftet i Rådets arbejdsgruppe. Med ganske få

undtagelser synes der ikke at være flertal i arbejdsgruppen for at gennemføre ændringsforsla-

gene.

Gældende ret og forslagets konsekvenser herfor

6.1. Gældende ret

Efter dansk ret er lovvalget ved erstatning uden for kontrakt som udgangspunkt ikke lovregule-

ret, men afgøres efter domstolsskabte principper.

Den generelle hovedregel i dansk ret antages at være skadesstedets lov (lex loci delicti). Det

betyder, at en sag om krav på erstatning uden for kontrakt afgøres efter loven i det land, hvor

den skadegørende handling blev foretaget, eller hvor skaden indtrådte.

Spørgsmålet om anvendelsen af lex loci delicti har i teorien bl.a. været diskuteret i relation til

”distancedelikter”, dvs. tilfælde hvor den skadegørende handling eller undladelse foretages i et

land, mens skaden indtræffer i et andet land. Som eksempler kan nævnes miljøforurening,

konkurrencebegrænsende aktiviteter og injurier fremsat i f.eks. aviser, radio og tv.

I praksis er der i nyere tid i stigende grad anvendt et princip om, at lovvalget sker efter den

individualiserede metode. Metoden indebærer, at lovvalget sker til fordel for loven i det land,

som retsforholdet har den nærmeste tilknytning til. En væsentlig faktor ved denne vurdering vil

ofte være skadesstedet. Det afhænger dog af sagens konkrete omstændigheder, til hvilket land

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

retsforholdet har sin nærmeste tilknytning. Den individualiserede metode må formentlig anses

som den praktiske hovedregel i sager om trafikuheld, der har et grænseoverskridende element -

f.eks. fordi uheldet sker i et andet land end skadelidtes og/eller skadevolders bopælsland.

Danmark har ikke tiltrådt Haager-konventionen af 4. maj 1971 om lovvalg ved færdselsuheld.

Lovvalget ved produktansvar afgøres efter de ovennævnte principper om lex loci delicti

og/eller den individualiserende metode. Danmark har ikke tiltrådt Haager-konventionen af 2.

oktober 1973 om lovvalg ved produktansvar eller Europarådskonventionen om produktansvar,

men produktansvarsloven indeholder i § 16 en bemyndigelse hertil.

Efter gældende dansk ret findes der enkelte egentlige lovvalgsregler om erstatningskrav uden

for kontrakt inden for transportområdet. Der kan herved bl.a. henvises til søloven (lovbe-

kendtgørelse nr. 538 af 15. juni 2004 med senere ændringer), der i § 182 indeholder lovvalgs-

regler ved tilfælde af rederens, ejerens m.v. ansvarsbegrænsning.

6.2. Forslagets lovgivningsmæssige konsekvenser

Danmark deltager som nævnt ikke i vedtagelsen af forslaget til forordningsforslaget, der er

fremsat med hjemmel i EF-traktatens afsnit IV, jf. pkt. 1.2 ovenfor. Forordningsforslaget vil

derfor ikke have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.

Hvis man fra dansk side måtte ønske at gennemføre regler svarende til forordningsforslagets

regler, vil det kunne ske ved vedtagelse af en lov om lovvalg for forpligtelser uden for kon-

traktforhold, i det omfang internationale forpligtelser ikke er til hinder herfor.

Forslagets konsekvenser i øvrigt.

Som nævnt er forslaget omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggen-

der.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af forordningen, der ikke vil være

bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Høring

Forordningsforslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer

mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsiden-

terne for Københavns Byret og retterne i Århus, Aalborg, Odense og Roskilde, Domstolssty-

relsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Amts-

rådsforeningen, Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og Industrifor-

ening, Brancheforeningen af Forbrugerelektronik, Danmarks Automobilhandler Forening,

Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks

Radio, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Dataforening, Dansk

Detail Kreditråd, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri,

Dansk Journalistforbund, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Organisation af Detailhan-

delskæder, Dansk Postordreforening, Dansk Textil Union, Dansk Transport og Logistik, Dan-

ske Dagblades Forening, Danske Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers Forening, De

Danske Bilimportører, De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Den Danske Bog-

handlerforening, DSB, Erhvervssammenslutningen G 1930, Finansrådet, Forbrugerombuds-

manden, Forbrugerklagenævnet, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af

Danske InternetMedier, Foreningen af fabrikanter og importører, Foreningen af Registrerede

Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension, Frederiksberg

Kommune, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, HTS – Handel, Transport og

Serviceerhvervene, Handelshøjskolen i København, Handelshøjskolen i Århus, Håndværksrå-

det, IT-Brancheforeningen, Kommunernes Landsforening, Konkurrencerådet, Københavns

Kommune, Københavns Universitet, Landbrugsraadet, Landsforeningen Loyal Handel, Libera-

le Erhvervs Råd, LO Landsorganisationen i Danmark, Lægemiddelindustriforeningen, Post

Danmark, Realkreditrådet, Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer i Danmark, Syd-

dansk Universitet, Tekniq, TV 2, Aalborg Universitet og Århus Universitet.

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og ret-

terne i Århus, Ålborg, Odense og Roskilde, Dommerfuldmægtigforeningen, formanden

for Forbrugerklagenævnet og Forbrugerombudsmanden

finder ikke anledning til at udtale

sig om forordningsforslaget.

Domstolsstyrelsen, præsidenten for Sø- og Handelsretten, Den Danske Dommerforening,

Amtsrådsforeningen, Danmarks Automobilhandlerforening, Dansk Detail Kreditråd,

Danske Finansieringsselskabers Forening, De Danske Bilimportører, Finansrådet, For-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

enede Danske Motorejere, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsau-

toriserede Revisorer, Landbrugsraadet, Realkreditrådet, Tekniq og Aarhus Universitet

har ingen bemærkninger til forordningsforslaget.

Advokatrådet

finder, at Danmark bør forsøge at indgå en aftale på folkeretligt grundlag med

EU vedrørende den kommende forordning eller, hvis dette ikke er muligt, ”kopiere” det kom-

mende fællesskabsinstrument i dansk ret. Efter Advokatrådets opfattelse bør forordningsforsla-

gets regler generelt udformes således, at der tages hensyn til på den ene side at sikre forudsige-

lighed om lovvalget og på den anden side at sikre fleksibilitet. Rådet finder, at forslaget – der

bygger på lex loci delicti kombineret med en fleksibel, men forholdsvis snæver undtagelse -

opfylder disse krav. De fleksible regler i artikel 3, stk. 2 og 3, bør ligeledes finde anvendelse

på de særlige delikter i artikel 4-8, men det kan give anledning til tvivl, om dette er hensigten

efter forslaget. Rådet finder desuden, at bestemmelsen i artikel 9 om forpligtelser, der ud-

springer af andet end retsstridige handlinger, bør udgå eller i hvert fald præciseres, da det

fremstår som usikkert, hvilke sagstyper reglen regulerer. Rådet har herudover nogle bemærk-

ninger af mere teknisk karakter til de foreslåede regler, herunder at artikel 6, stk. 1, om kræn-

kelse af privatlivets fred og individets rettigheder og artikel 24 om ikke-kompenserende erstat-

ninger formentlig kan anses for indeholdt i artikel 22 om ordre public, alternativt at artikel 22

kan præciseres, således at disse bestemmelser kan bortfalde. Rådet udtaler sig endelig imod

den foreslåede artikel 23, stk. 2, som efter Rådets opfattelse vil medføre, at det for visse er-

hvervsgrupper altid vil være skadevolders lov, der finder anvendelse.

Danmarks Rederiforening

finder, at hovedreglen i artikel 3 om anvendelse af loven på det

sted, hvor skaden har virkning, kun bør anvendes i tilfælde, hvor en handling er udført forsæt-

ligt med henblik på at forvolde skade eller tab. I andre tilfælde vil det efter foreningens opfat-

telse være mere rimeligt, at loven på stedet for den skadeforvoldende handling finder anven-

delse. På denne måde undgås desuden anvendelse af forskellige love ved skade i flere lande

ved samme ansvarspådragende handling. Foreningen finder endvidere reglen i artikel 12 om

ufravigelige regler uklar og er herudover i relation til forslagets artikel 14 af den opfattelse, at

spørgsmålet om direkte søgsmål mod det ansvarlige forsikringsselskab bør afgøres efter dom-

stolslandets lov. Vedrørende forslagets artikel 18 anfører foreningen desuden, at skibe generelt

bør anses som en del af flagstatens territorium. Forordningsforslagets respekt af internationale

konventioner, jf. forslagets artikel 25, bør endelig udstrækkes til ligeledes at omfatte kommen-

de internationale aftaler, særligt aftaler som ændrer allerede indgåede konventioner.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dansk Arbejdsgiverforening

er positiv over for forordningsforslagets hovedregel om, at lo-

ven i det land, hvor skaden er opstået eller truer med at opstå, skal finde anvendelse på for-

pligtelser uden for kontraktforhold.

Dansk Industri

finder det positivt, at der tages initiativ til et fælles regelsæt om lovvalget for

forpligtelser uden for kontraktforhold. Et sådant fælles regelsæt vil betyde, at parterne kan

nøjes med at undersøge et enkelt sæt lovvalgsregler. Det vil endvidere mindske sagsomkost-

ningerne og gøre afgørelser mere forudsigelige og dermed styrke parternes retssikkerhed.

Dansk Industri opfordrer til, at Danmark søger at tilslutte sig forordningsforslaget ved en pa-

rallelaftale.

Dansk Journalistforbund

finder forordningsforslagets artikel 6 om krænkelse af privatlivet og

individets rettigheder utilstrækkeligt til at skabe forudsigelighed for journalister og medier.

Journalisterne kender presselovene i deres eget land, og det forventes af dem, at de kender og

respekterer de grænser, der gælder for ytrings- og pressefriheden i dette land. Journalister skal

kunne fortælle deres historier så frit og uafhængigt som muligt. Det gælder også, om forhold

uden for landets grænser. Den enkleste regel til sikring af pressefriheden vil være, at det er

loven i det land, hvor journalistens arbejdsplads befinder sig, som skal gælde. Subsidiært kan

forbundet støtte en regel, hvor loven i det land, hvor skadelidte har sin bopæl, lægges til

grund, såfremt det pågældende medie markedsfører sig selv i og distribueres bredt i det pågæl-

dende land. Denne regel ligger tæt op ad det kompromisforslag, som Europa-Parlamentet har

vedtaget, og vil stadig være egnet som lovvalgsregel for udgivelser i digitale net. Hertil kræves

dog, at bestemmelsen indeholder utvetydige formuleringer, som gør det klart, at muligheden

kun foreligger, når mediet bevidst har rettet sin udgivelses- eller udsendelsesvirksomhed mod

det pågældende land.

Dansk Transport og Logistik

finder ikke, at der er påvist et reelt behov for regler om lovval-

get for forpligtelser uden for kontrakt. Det forhold, at der efter forslaget kan ske udpegning

også af lovgivningen i en ikke-medlemsstat vil kunne medføre manglende forudsigelighed om

lovvalget og dermed en dårligere retstilstand for EU-borgerne. Herudover er Dansk Transport

og Logistik bekymret for, om forordningsforslaget vil være i konflikt med e-handelsdirektivet.

Danske Mediers Forum

finder i relation til artikel 6 om krænkelse af privatlivet og individets

rettigheder, at de foreslåede regler vil være ensbetydende med manglende forudsigelighed om

lovvalget, idet det i praksis vil være svært at forudsige, hvor en skade opstår eller truer med at

opstå. Der vil som følge heraf være risiko for, at medierne undlader at bringe en udsendelse

eller en artikel, som overholder dansk ret, men som kan frygtes at krænke reglerne i et andet

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

land. Danske Mediers Forum finder på denne baggrund, at sager om mediernes krænkelse af

privatlivets fred helt bør undtages fra forordningsforslagets anvendelsesområde, alternativt at

lovvalget bør afgøres efter afsenderlandets regler. Danske Mediers Forum finder på denne

baggrund, at sager om mediernes krænkelse af privatlivets fred bør afgøres efter afsenderlan-

dets regler. I denne forbindelse peges på det forslag, som Europa-Parlamentet har fremsat ved-

rørende art. 6. Hvis der ikke findes en tilfredsstillende løsning med udgangspunkt i at lovval-

get afgøres efter afsenderlandets regler findes sager om mediernes krænkelse af privatlivets

fred helt at burde undtages fra forordningsforslagets anvendelsesområde. Danske Mediers Fo-

rum kan derimod støtte forslaget i artikel 8, hvorefter sager om krænkelse af intellektuelle

ejendomsrettigheder skal afgøres efter loven i det land, hvor den krænkende handling er begå-

et.

Forbrugerrådet

mener ikke, at bestemmelsen i forordningsforslagets artikel 4 om produktan-

svar tager tilstrækkeligt hensyn til, at forbrugerne i det indre marked handler over grænserne

uden nødvendigvis at være klar over, om den pågældende vare sælges på hjemmemarkedet.

Desuden finder Forbrugerrådet, at artikel 10 om aftalt lovvalg vil kunne være urimelig over

for forbrugerne, der ikke nødvendigvis er klar over betydningen af en lovvalgsaftale. Rådet

kan herudover ikke gå ind for den foreslåede artikel 13, hvorefter tid og sted for den skadefor-

voldende begivenhed er afgørende for, hvilket lands sikkerheds- og adfærdsregler der skal fin-

de anvendelse. Det samme gælder forslagets artikel 23, stk. 2, der efter rådets opfattelse vil

medføre, at udbyderens retsregler altid vil skulle anvendes.

Forsikring & Pension

finder, at lovvalgssystemet bør være så fleksibelt som muligt, således at

lovvalget sker på basis af en friere vurdering af, hvilket land retsforholdet har den nærmeste

tilknytning til. På denne måde er der større sikkerhed for rimelige resultater. Forsikring &

Pension kan som udgangspunkt gå ind for forslagets artikel 3 om anvendelse af virkningsste-

dets lov, men finder, at det bør overvejes at ”vende reglen om”, således at udgangspunktet for

lovvalget bliver en konkret vurdering af sagens omstændigheder med mulighed for at lægge

vægt på virkningsstedet.

HTS – Handel, Transport og Serviceerhvervene

finder, at der er behov for harmonisering af

lovvalgsreglerne uden for kontrakt, idet der herved sikres ligebehandling, forudsigelighed og

dermed også retssikkerhed ved løsning af grænseoverskridende tvister. Efter HTS’ opfattelse

indeholder de foreslåede lovvalgsregler – der i øvrigt i det væsentlige svarer til gældende

dansk ret - en rimelig afvejning af henholdsvis skadevolders og skadelidtes interesser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Professor, dr. jur. Joseph Lookofsky, Københavns Universitet,

finder generelt, at forord-

ningsforslaget lægger for stor vægt på hensynet til lovvalgets forudsigelighed og enkelhed,

således at domstolenes mulighed for at træffe det mest hensigtsmæssige og rimelige lovvalg i

den konkrete sag indskrænkes i unødig grad, jf. herved navnlig forslagets artikel 3, stk. 2 og

3, og artikel 4. Lookofsky er herudover ikke enig i forslaget til artikel 23, stk. 2, som giver e-

handelsdirektivet forrang for de generelle lovvalgsregler.

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Forslaget tillige med grundnotat herom blev oversendt til Folketingets Europaudvalg og Folke-

tingets Retsudvalg den 3. december 2003.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 2: Rådets og Europa-Parlamentets forordning om indførelse af en euro-

pæisk betalingspåkravsprocedure (KOM (2004) 173 endelig).

∗

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

Resumé

På rådsmødet forventes forslaget fremlagt med henblik på politisk enighed om retsakten som

helhed. På rådsmødet den 1.-2. december 2005 opnåede Rådet enighed om teksten til forord-

ningsforslaget. Der udestår herefter alene spørgsmål om præambelteksten og de standardfor-

mularer, der skal anvendes i forbindelse med proceduren, samt ikrafttrædelsestidspunktet for

forordningsforslaget. Forslaget er omfattet af det danske forbehold (retlige og indre anliggen-

der). Forslaget rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet og medfører ikke lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser for Danmark. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser

om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side har man en overordnet

positiv holdning til forslaget.

Baggrund

Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i Tammerfors i oktober 1999 Rådet og Kommis-

sionen til at forberede nye regler på de punkter i den civile retspleje, der kan fremme et smi-

digt retligt samarbejde og en bedre adgang til domstolene. Indførelse af en betalingspåkravs-

procedure, dvs. en særlig forenklet procedure til at opnå afgørelser om ubestridte krav (inkas-

soproces), var blandt de emner, som fremgår af listen over anbefalede lovgivningsinitiativer

fra mødet.

Den 30. november 2000 vedtog Rådet et ”Program med foranstaltninger med henblik på gen-

nemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsret-

lige område”, hvor afskaffelse af eksekvaturproceduren (dvs. den mellemliggende procedure,

der kræves for at opnå anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser afsagt i en anden medlems-

stat) i relation til ubestridte krav udpeges som en af hovedprioriteterne. Herudover er harmoni-

sering af medlemslandenes regler vedrørende den civile retspleje i programmet nævnt som en

hjælpeforanstaltning, der på visse områder kan være en forudsætning for de ønskede frem-

skridt hen imod en gradvis afskaffelse af eksekvaturproceduren.

∗

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amster-

damtraktaten, finder derfor anvendelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kommissionen fremsatte på den baggrund i april 2002 et forslag til forordning om indførelse af

et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav. Forslaget blev vedtaget den 21.

april 2004.

Desuden fremlagde Kommissionen i december 2002 en grønbog om en EF-procedure for beta-

lingspåkrav og om foranstaltninger til forenkling af søgsmål om krav af mindre værdi, hvor

Kommissionen bl.a. beskrev de modeller for en betalingspåkravsprocedure (inkassoproces),

der på nuværende tidspunkt findes i medlemsstaternes lovgivning.

Kommissionen har som opfølgning fremsat et forslag af 19. marts 2004 til Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure.

Proceduren skal efter forslaget gælde i såvel rent interne (nationale) sager som i sager med et

grænseoverskridende islæt.

Efter artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, del-

tager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV i

EF-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender).

Da retsgrundlaget for Kommissionens forslag er EF-Traktatens artikel 61, litra c, jf. artikel

65, deltager Danmark ikke i en kommende vedtagelse af forordningen, der således ikke vil

være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Rådets Juridiske Tjeneste har på foranledning af Udvalget for Civilretlige Spørgsmål under

Rådet afgivet en udtalelse om det retsgrundlag, som forslaget bygger på. Det fremgår bl.a. af

udtalelsen, at Rådets Juridiske Tjeneste ikke finder, at der er tilstrækkeligt grundlag i artikel

61, litra c, jf. artikel 65, til forslaget, i det omfang reglerne i forslaget ikke er begrænset til at

vedrøre sager med et grænseoverskridende islæt.

Rådets Juridiske Tjeneste anfører endvidere, at det efter omstændighederne vil være muligt at

regulere rent interne (nationale) sager i et (nyt) forslag med hjemmel i EF-Traktatens artikel

308 (der indeholder hjemmel til at udstede retsakter, der er påkrævet for at virkeliggøre Fæl-

lesskabets mål, hvor ingen anden hjemmel findes) samtidig med at det foreliggende forslag

begrænses til sager med et grænseoverskridende islæt. Danmark er ikke bundet af og deltager

ikke i vedtagelsen af forslag fremsat med hjemmel i EF-Traktatens artikel 308, hvis forslaget

tilsigter at virkeliggøre ét af de formål, der ligger bag EF-Traktatens afsnit IV.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Medlemsstaterne har på en række rådsmøder drøftet det nærmere indhold af forordningsforsla-

get, herunder vedrørende forslagets anvendelsesområde. På rådsmødet (retlige og indre anlig-

gender) den 12. oktober 2005 fandt et flertal af medlemsstaterne i lighed med Danmark, at

forslaget om en europæisk betalingspåkravsprocedure alene skal gælde for egentligt grænse-

overskridende sager, hvilket Kommissionen accepterede under forudsætning af, at der anlæg-

ges en bred fortolkning af begrebet ”grænseoverskridende”.

På rådsmødet forventes forslaget fremlagt med henblik på politisk enighed om retsakten som

helhed. På rådsmødet den 1.-2. december 2005 opnåede Rådet enighed om teksten til forord-

ningsforslaget. Der udestår herefter alene spørgsmål om præambelteksten og de standardfor-

mularer, der skal anvendes i forbindelse med proceduren, samt ikrafttrædelsestidspunktet for

forordningsforslaget.

Der er på baggrund af navnlig drøftelserne i Rådet og i Udvalget for Civilretlige Spørgsmål

udarbejdet et revideret udkast til forordningsforslaget, som nærmere beskrives nedenfor.

Indhold

Forslaget sigter imod at fastsætte fælles europæiske regler, der skal tjene til hurtig og effektiv

inddrivelse af ubestridte krav.

Proceduren indledes med, at en domstol eller anden kompetent myndighed på fordringshave-

rens anmodning udsteder en betalingsmeddelelse vedrørende det pågældende forfaldne penge-

krav. Betalingsmeddelelsen forkyndes for skyldner, idet denne anmodes om enten at efter-

komme kravet eller bestride dette inden for en bestemt tidsfrist. Hvis skyldner undlader dette,

bliver kravet eksigibelt (dvs. det vil kunne tvangsfuldbyrdes). Gør skyldner derimod indsigelse

mod kravet, fortsætter sagen som udgangspunkt som en almindelig retssag.

For at lette administrationen af proceduren og gøre det muligt at anvende elektronisk databe-

handling følger det af forslaget, at proceduren bør baseres på anvendelsen af formularer ved

kommunikationen mellem retten og parterne. Som bilag til forordningsforslaget findes således

en række formularer.

Formular A er til brug for fordringshaverens indgivelse af en anmodning til den kompetente ret

om udstedelse af et europæisk betalingspåkrav, mens formular B er til brug for rettens eventu-

elle anmodning til fordringshaveren om at berigtige en sådan anmodning. Formular C indehol-

der rettens forslag til fordringshaveren om at ændre en anmodning om et europæisk betalings-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

påkrav. Ved rettens afvisning af en anmodning om et europæisk betalingspåkrav anvendes for-

mular D, mens formular E udgør det egentlige europæiske betalingspåkrav, der indeholder en

række vigtige oplysninger til skyldneren om bl.a. muligheden for at fremkomme med indsigelser

og retsvirkningerne af påkravet, såfremt skyldner ikke fremkommer med indsigelser inden for

en nærmere angiven tidsfrist. Formular F er til brug for skyldnerens eventuelle indsigelser mod

et betalingspåkrav. Formular G udfyldes af retten i forbindelse med erklæring om betalingspå-

kravets eksigibilitet.

Efter artikel 1, stk. 1, har forordningen til formål at forenkle og fremskynde grænseoverskri-

dende søgsmål om ubestridte pengekrav og at nedbringe søgsmålsomkostningerne ved at indfø-

re en europæisk betalingspåkravsprocedure. Forordningen har endvidere til formål at muliggø-

re fri bevægelighed for europæiske betalingspåkrav overalt i medlemsstaterne, hvilket skal ske

ved fastsættelse af mindstestandarder, hvis overholdelse overflødiggør en mellemliggende pro-

cedure i fuldbyrdelsesstaten forud for anerkendelsen og fuldbyrdelsen af betalingspåkravet (af-

skaffelse af eksekvaturproceduren).

Det bestemmes i artikel 1, stk. 2, at forordningen ikke er til hinder for, at en kreditor kan for-

følge et krav ved brug af en anden procedure, der er hjemlet i loven i en medlemsstat eller i

fællesskabsretten.

I henhold til artikel 2 skal forordningen finde anvendelse på grænseoverskridende sager på det

civil- og handelsretlige område, uanset hvilken domstol eller ret der er kompetent. Forordnin-

gen finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender

eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure impe-

rii). Forordningen finder heller ikke anvendelse på formueforholdet mellem ægtefæller samt arv

efter loven eller testamente, konkurs, akkord og andre lignende ordninger samt social sikring.

Forordningen finder herudover ikke anvendelse på krav affødt af forpligtelser uden for kon-

trakt, medmindre parterne har indgået en aftale om disse krav, eller der foreligger en gælds-

vedgåelse, eller hvis disse krav vedrører opgjort gæld som følge af formuefællesskab.

Efter artikel 2, stk. 3 forstås der i forordningen ved ”medlemsstat” alle medlemsstater med

undtagelse af Danmark.

Forordningens artikel 3 indeholder en definition af grænseoverskridende sager. Herefter for-

stås der ved en ”grænseoverskridende sag” en sag, hvori mindst en af parterne har bopæl eller

sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, ved hvilken sagen er

anlagt er beliggende.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I artikel 3, stk. 2, bestemmes det, at bopæl afgøres efter artikel 59 og 60 i Rådets forordning

(EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuld-

byrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen).

I medfør af artikel 3, stk. 3, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en sag er grænseoverskridende,

på det tidspunkt, hvor anmodningen om et europæisk betalingspåkrav indgives til den kompe-

tente ret.

Efter artikel 4 begrænses anvendelsen af den europæiske betalingspåkravsprocedure til inddri-

velse af opgjorte og forfaldne pengekrav. Der er ikke fastsat nogen beløbsgrænse for pengekra-

vets størrelse.

Forordningsforslagets artikel 5 indeholder en række definitioner af betydning for forordningens

anvendelsesområde. Ved ”udstedelsesstat” forstås således den medlemsstat, hvori det europæi-

ske betalingspåkrav udstedes og ved ”fuldbyrdelsesstat” forstås den medlemsstat, hvori det

europæiske betalingspåkrav ønskes fuldbyrdet, jf. artikel 5, nr. 1 og 2. ”Ret” skal forstås som

alle myndigheder i medlemsstaterne med kompetence i spørgsmål, der falder ind under forord-

ningen og ”den udstedende ret” er den ret, der udsteder det europæiske betalingspåkrav, jf.

artikel 5, nr. 3 og 4.

Artikel 6 vedrører retternes kompetence. I medfør af artikel 6, stk. 1, afgøres retternes kompe-

tence ved anvendelse af forordningen efter de relevante fællesskabsretlige bestemmelser, her-

under Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og

om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelse på det civil- og handelsretlige område (Bru-

xelles I-forordningen).

Det følger af artikel 6, stk. 2, at såfremt anmodningen vedrører en aftale, der er indgået af en

person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for dennes er-

hvervsmæssige virksomhed, og skyldneren er forbrugeren, er dog alene retterne i den medlems-

stat, hvor skyldneren har bopæl efter artikel 59 i Bruxelles I-forordningen, kompetente.

Artikel 7 bestemmer, at anmodning om et europæisk betalingspåkrav indgives ved brug af en

standardformular, som skal indeholde oplysning om:

a) parternes, og i givet fald deres repræsentanters, navne og adresser og den domstol,

som anmodningen indgives til,

b) kravets størrelse,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

c) såfremt der påløber renter, rentesatsen og det tidsrum, for hvilket der kræves renter,

medmindre en lovbestemt rente automatisk tilføjes hovedstolen i medfør af loven i ud-

stedelsesstaten,

d) den retlige interesse, herunder en beskrivelse af de forhold, hvorpå kravet og i givet

fald de krævede renter støttes,

e) en beskrivelse af de bevisligheder, hvorpå kravet støttes

f) grundlaget for rettens kompetence

g) sagens grænseoverskridende karakter i henhold til artikel 3.

Det følger af artikel 7, stk. 3, at fordringshaveren i anmodningen skal angive, at de afgivne

oplysninger efter vedkommendes bedste overbevisning er sande, og at han er klar over, at

eventuelle bevidst falske angivelser vil kunne medføre passende sanktioner efter udstedelsessta-

tens lov.

Efter artikel 7, stk. 4, kan fordringshaveren i et bilag til anmodningen meddele retten, at han

modsætter sig overgang til almindelig retssag som omhandlet i artikel 17, hvis skyldneren frem-

kommer med indsigelse. Fordringshaveren kan dog meddele retten denne oplysning på et sene-

re tidspunkt, dog under alle omstændigheder inden påkravet udstedes.

I medfør af artikel 7, stk. 5, kræver anvendelse af alle andre kommunikationsmidler end papir-

form, at sådanne accepteres af udstedelsesstaten og er til rådighed for den behandlende ret. En

elektronisk signatur skal efter artikel 7, stk. 6, anerkendes i udstedelsesstaten, uden at der må

stilles yderligere krav end hvad der følger af artikel 2, nr. 2, i direktiv 1999/93/EF om en fæl-

lesskabsramme for elektroniske signatur.

Som betingelse for udstedelse af et europæisk betalingspåkrav angiver artikel 8, at den valgte

domstol hurtigst muligt skal undersøge, om kravet, der søges inddrevet, er omfattet af forord-

ningens anvendelsesområde og at formkravene til anmodningen er opfyldt. Domstolen skal her-

udover undersøge, om kravet forekommer berettiget og antageligt.

I artikel 9 bestemmes det, at fordringshaveren gives mulighed for at supplere eller berigtige

anmodningen, hvis anmodningen ikke opfylder formkravene i artikel 7. Dette gælder dog ikke,

hvis anmodningen er klart uberettiget eller uantagelig.

Det bestemmes i artikel 9, stk. 2, at retten fastsætter en passende frist under de givne omstæn-

digheder for supplering eller berigtigelse. Fristen kan efter rettens eget skøn forlænges.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Finder retten, at anmodningen kun er antagelig og kun er begrundet for en del af kravet, un-

derretter den fordringshaveren herom ved anvendelse af formularen i bilaget, jf. bestemmelsen

i artikel 10. Fordringshaveren opfordres til at acceptere eller afvise et påkrav på det beløb,

som retten finder antageligt og begrundet, samt om konsekvenserne heraf.

Såfremt fordringshaveren accepterer påkravet som foreslået af retten, udstedes betalingspåkra-

vet i overensstemmelse hermed efter reglerne i artikel 12. Hvis fordringshaveren ikke accepte-

rer det delvise påkrav eller ikke svarer inden for fristen, afsluttes den europæiske betalingspå-

kravsprocedure, og fordringshaveren må herefter indlede en almindelig retssag vedrørende

kravet, jf. artikel 10, stk. 2 og 3.

Hvis anmodningen (eventuelt efter at fordringshaveren har haft mulighed for at fuldstændiggø-

re eller berigtige anmodningen) ikke opfylder kravene, afviser domstolen ifølge artikel 11 at

udstede et betalingspåkrav. Det samme gælder, hvis kravet er klart uberettiget eller uantage-

ligt. Fordringshaveren underrettes om grundene til afvisningen ved hjælp af formularen i bila-

get. Afvisningen af anmodningen kan ikke appelleres.

Det følger af forslagets artikel 11, stk. 3, at afvisningen af anmodningen ikke er til hinder for,

at fordringshaveren kan forfølge sit krav gennem en ny anmodning om et europæisk betalings-

påkrav eller enhver anden procedure, der er til rådighed efter en medlemsstats lov.

Artikel 12 vedrører udstedelse af et europæisk betalingspåkrav. Det følger heraf, at såfremt

betingelserne herfor er opfyldt, udsteder retten hurtigst muligt, normalt senest tredive dage

efter anmodningens indgivelse, betalingspåkravet ved anvendelse af formularen i bilaget.

Skyldneren gøres i betalingspåkravet opmærksom på, at han har valget mellem at betale det

beløb, som er anført i betalingspåkravet, eller at modsætte sig kravet ved at fremkomme med

indsigelser inden for den frist, der følger af artikel 16, stk. 2.

Skyldneren gøres ligeledes opmærksom på, at påkravet alene er udstedt på grundlag af oplys-

ninger fra fordringshaveren, som ikke er blevet prøvet af retten, og at påkravet bliver eksigi-

belt, medmindre der er indgivet en indsigelse til retten. Herudover oplyses skyldneren om, at

såfremt der fremkommes med indsigelser, vil sagen fortsætte ved de kompetente retter i udste-

delsesstaten efter de almindelige civile retsplejeregler, medmindre fordringshaveren har anmo-

det om, at sagen i så fald hæves, jf. artikel 12, stk. 4.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retten påser i medfør af artikel 12, stk. 5, at betalingspåkravet forkyndes for skyldneren i over-

ensstemmelse med national lov på en måde, der opfylder de mindstestandarder, der er fastsat i

forordningsforslagets artikel 13-15.

Efter artikel 13 forkyndes det europæiske betalingspåkrav for skyldneren med bevis for modta-

gelse fra skyldnerens side i overensstemmelse med national lov i den anmodende medlemsstat

på en af følgende måder:

a) personlig forkyndelse bekræftet ved et dateret modtagelsesbevis, som skyldneren har

underskrevet,

b) personlig forkyndelse bekræftet ved et dokument underskrevet af den kompetente stæv-

ningsmand, der ud over at fastslå, at skyldneren har modtaget dokumentet eller har

nægtet at modtage det uden lovlig grund, angiver forkyndelsesdatoen,

c) postforkyndelse bekræftet ved et dateret modtagelsesbevis, som skyldneren har under-

skrevet og returneret, eller

d) forkyndelse ved elektroniske midler f.eks. fax eller e-post bekræftet ved et dateret mod-

tagelsesbevis, som skyldneren har underskrevet og returneret.

I medfør af artikel 14, kan der også ske forkyndelse uden bevis for modtagelse fra skyldnerens

side på en af følgende måder:

a) personlig forkyndelse på skyldnerens personlige adresse for personer, der har adresse

på samme bopæl som skyldneren, eller som af skyldneren er ansat til at arbejde dér,

b) personlig forkyndelse på skyldnerens erhvervsmæssige hjemsted, hvis skyldneren er en

selvstændig erhvervsdrivende eller en juridisk person, for personer, der er ansat af

skyldneren,

c) deponering af påkravet i skyldnerens postkasse,

d) deponering af påkravet på et postkontor eller hos kompetente offentlige myndigheder og

skriftlig meddelelse om dennes deponering i skyldnerens postkasse, forudsat at den

skriftlige meddelelse tydeligt angiver, at det drejer sig om et retsdokument, eller at

meddelelsen har retsvirkning som forkyndelse og medfører, at tidsfrister begynder at

løbe,

e) postforkyndelse uden den i stk. 3 omhandlede form for bekræftelse, hvis skyldneren har

adresse i udstedelsesstaten, eller

f) elektroniske midler bekræftet ved en automatisk kvittering for levering, forudsat at

skyldneren på forhånd udtrykkeligt har accepteret denne forkyndelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forkyndelse i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, kan dog kun foretages, hvis skyldneres

adresse ikke med sikkerhed er kendt.

Efter artikel 15 kan forkyndelse i henhold til artikel 13 og 14 også foretages for en repræsen-

tant for skyldneren.

Efter artikel 16 kan skyldneren fremsætte indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav over

for den behandlende ret. Indsigelse kan fremsættes ved anvendelse af den standardformular,

der fremsendes sammen med det europæiske betalingspåkrav. Fristen for svarskriftet er tredive

dage regnet fra dagen efter den dato, hvor det europæiske betalingspåkrav blev forkyndt for

skyldneren.

Skyldner skal angive i indsigelsen, at han bestrider kravet, men skyldneren er ikke forpligtet til

at angive grundene hertil. Fordringshaveren skal underrettes om, hvorvidt skyldneren har gjort

indsigelse.

Det bestemmes i artikel 17, at hvis der rettidigt er fremsat indsigelser mod et betalingspåkrav

fortsætter sagen ved de kompetente retter i udstedelsesstaten efter de almindelige civile retsple-

jeregler, medmindre fordringshaveren i anmodningen udtrykkeligt har anmodet om, at denne i

så fald ønsker sagen hævet. Overgangen til almindelig domstolsbehandling er underlagt lov-

givningen i udstedelsesstaten.

Såfremt der ikke rettidigt er fremsat indsigelser mod et betalingspåkrav skal retten straks er-

klære det europæiske betalingspåkrav for eksigibelt ved anvendelse af formularen i bilaget til

forordningen, jf. artikel 18.

Efter artikel 19 i det reviderede forordningsforslag skal et europæisk betalingspåkrav, der er

eksigibelt i anerkendelsesstaten, anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater, uden at

der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendel-

sen (afskaffelse af eksekvaturproceduren).

Skyldner kan i særlige tilfælde efter udløbet af fristen i artikel 16, stk. 2, anmode om fornyet

prøvelse af betalingspåkravet.

En fornyet prøvelse forudsætter, enten at betalingspåkravet er blevet forkyndt ved brug af en

metode, der ikke giver bevis for, at skyldner personligt har modtaget det, og at dokumentet ikke

er nået frem til skyldner i så god tid, at skyldner har kunnet varetage sine interesser under sa-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gen, uden at dette skyldes fejl fra skyldnerens side, eller at skyldner uden egen skyld var for-

hindret i at gøre indsigelse mod kravet på grund af force majeure eller andre ekstraordinære

omstændigheder. I begge tilfælde skal debitor handle hurtigst muligt, jf. artikel 20, stk. 1.

I medfør af artikel 20, stk. 2, har skyldneren også ret til at anmode om en særlig prøvelse,

såfremt betalingspåkravet klart er blevet udstedt med urette under hensyntagen til de krav, der

er fastsat i forordningen, eller som følge af andre ekstraordinære omstændigheder.

Med forbehold for bestemmelserne i forordningen afgøres fuldbyrdelsesproceduren efter fuld-

byrdelsesstatens lov, jf. artikel 21, stk. 1. Der kan ikke stilles krav om sikkerhed eller deposi-

tum af nogen art med den begrundelse, at fordringshaveren er udlænding eller ikke har bopæl

eller opholdssted i fuldbyrdelsesstaten.

I forordningsforslagets artikel 22, bestemmes det, at der gives afslag på fuldbyrdelse, hvis det

europæiske betalingspåkrav er uforeneligt med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en

medlemsstat eller i et tredjeland, forudsat

a) at den tidligere retsafgørelse havde samme genstand, hvilede på samme grundlag og var

mellem samme parter,

b) at den tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for anerkendelse i fuldbyr-

delsesstaten, og

c) at uforeneligheden ikke kunne være blevet gjort gældende som indsigelse under retssagen i

udstedelsesstaten.

Efter artikel 22, stk. 2, afslås fuldbyrdelse tillige på anmodning, hvis og i det omfang skyldne-

ren har betalt fordringshaveren det beløb, som er angivet i det europæiske betalingspåkrav.

Det følger af artikel 24, at det hverken for fordringshaveren eller skyldneren er obligatorisk at

lade sig repræsentere ved en advokat eller en anden jurist i relation til betalingspåkravsproce-

duren.

Retsafgifterne til en europæisk betalingspåkravsprocedure samt en eventuel efterfølgende civil

retssag som følge af skyldners bestridelse af kravet ved afgivelse af et svarskrift eller en indsi-

gelse mod betalingspåkravet må ifølge artikel 25 ikke overstige retsafgiften ved en almindelig

civil retssag uden forudgående betalingspåkravsprocedure.

I øvrigt reguleres alle processuelle spørgsmål, der ikke specifikt er behandlet i forordningen, af

lovgivningen i den medlemsstat, hvor betalingspåkravsproceduren gennemføres, jf. artikel 26.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det bestemmes i artikel 27, at forordningen ikke berører anvendelsen af Rådets forordning

(EF) nr. 1348/2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i

civile og kommercielle sager (forkyndelsesforordningen).

Efter artikel 28 skal medlemsstaterne samarbejde for at sikre, at offentligheden og relevante

fagkredse informeres om, hvilke udgifter, der er forbundet med forkyndelse af dokumenter, og

hvilke myndigheder, der er kompetente med hensyn til fuldbyrdelse af et europæisk betalings-

påkrav, navnlig gennem det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område,

der er oprettet i overensstemmelse med Rådets beslutning 2001/470/EF.

Efter artikel 29 skal medlemsstaterne inden en ikke nærmere anført dato meddele Kommissio-

nen en række oplysninger, herunder hvilke retter, der har kompetence til at udstede et europæ-

isk betalingspåkrav, og de kommunikationsmidler, som accepteres i forbindelse med det euro-

pæiske betalingspåkrav og som er til rådighed for retterne.

Kommissionen stiller de oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1, til rådighed for offent-

ligheden gennem offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende og på enhver anden hen-

sigtsmæssig måde, jf. artikel 29, stk. 2.

Artikel 30 og 31 indeholder gennemførelsesbestemmelser vedrørende ajourføring eller ændring

af standardformularerne.

Efter artikel 32 forelægger Kommissionen fem år efter forordningens anvendelsesdato Europa-

Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anven-

delsen af forordningen. Rapporten skal omfatte en vurdering af proceduren, sådan som den har

fungeret, og en udvidet konsekvensanalyse for hver enkelt medlemsstat. Rapporten skal bl.a.

afgives på baggrund af medlemsstaternes oplysninger om den grænseoverskridende anvendelse

af det europæiske betalingspåkrav. Kommissionens rapport ledsages om nødvendigt af forslag

om tilpasning.

I henhold til artikel 33 træder forordningen i kraft på en ikke nærmere angivet dato.

Gældende dansk ret

Indtil 1. januar 2005 indeholdt retsplejeloven ikke særlige regler om behandling af sager ved-

rørende ubestridte (penge)krav.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ved lov nr. 450 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter (forenklet

inkassoproces) blev der pr. 1. januar 2005 indført en valgfri, forenklet inkassoproces, der kan

anvendes ved inddrivelse af forfaldne pengekrav på højst 50.000 kr. (eksklusive renter og om-

kostninger), når fordringshaveren forventer, at skyldneren ikke har indsigelser mod kravet

eller vil gøre modkrav gældende.

Efter loven indledes inddrivelsen ved indlevering af et betalingspåkrav til fogedretten, der ind-

ledningsvis foretager samme prøvelse som ved afsigelse af udeblivelsesdomme. Opfylder på-

kravet de fastsatte betingelser, forkyndes påkravet for skyldneren, der har en frist til at gøre

indsigelse mod påkravet.

Fordringshaveren skal i anmodningen bl.a. anføre en kort fremstilling af de faktiske og retlige

omstændigheder, som kravet støttes på, men skal ikke fremlægge eller angive beviser for det

krav, der ønskes inddrevet. Hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i

sagsfremstillingen eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig,

afviser retten sagen.

Hvis påkravet opfylder de fastsatte betingelser

skyldneren ikke rettidigt fremsætter indsigel-

se, giver fogedretten betalingspåkravet påtegning herom. Når betalingspåkravet har fået en

sådan påtegning, kan det tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse og har i øvrigt samme bin-

dende virkning som en dom. Skyldneren har dog mulighed for at få sagen genoptaget efter

samme regler, som gælder ved genoptagelse af udeblivelsesdomme i civile sager.

Der er efter loven mulighed for at få gennemført den samlede inddrivelse på baggrund af blot

én anmodning, betalingspåkravet, således at fordringshaver kan vælge, at sagen automatisk

fortsætter med indkaldelse til møde i fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg, såfremt

skyldneren ikke har indsigelser mod kravet.

Fordringshaveren kan desuden vælge, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalings-

påkravet uden indlevering af stævning, hvis skyldneren fremsætter indsigelser.

Retsafgiften for rettens behandling af selve betalingspåkravet er lavere end retsafgiften for en

civil retssag. Retsafgiften for rettens behandling af betalingspåkravet og en efterfølgende civil

retssag, hvis sagen overgår til almindelig rettergang, fordi skyldneren gør indsigelse, er den

samme som retsafgiften for behandlingen af civil retssag uden forudgående betalingspåkravs-

procedure.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Som anført under punkt 1 er forslaget omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og

indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af forordningen, der ikke vil være

bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Høring

Forslaget har været sendt i høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense,

Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Dommerforeningen, Dom-

merfuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole,

Advokatrådet, Foreningen Danske Inkassoadvokater, Dansk Retspolitisk Forening, Institut for

Menneskerettigheder, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kom-

mune, Frederiksberg Kommune, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Finansrådet,

Realkreditrådet, Forsikring & Pension, HTS Interesseorganisationen, Dansk Industri, Dansk

Handel & Service, Håndværksrådet, Byggeriets Firkant, Dansk InkassoBrancheforening, Dan-

ske Entreprenører, Liberale Erhvervs Råd, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Dansk

Ejendomsmæglerforening, De Danske Patentagenters Forening, Danmarks Rederiforening,

Danske Speditører, Grundejernes Landsorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorga-

nisationen i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark, Handels- og Kontorfunktionærer-

nes Forbund, Det Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed,

Landbrugsrådet, Foreningen af Registrerede Revisorer, IT-Brancheforeningen, Danske Finan-

sieringsselskabers Forening, Boligselskabernes Landsforening samt Lejernes Landsorganisati-

on.

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense,

Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Politiforbundet i Danmark,

Institut for Menneskerettigheder, Amtsrådsforeningen, Frederiksberg Kommune, Finansrådet,

Realkreditrådet, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Danmarks Rederiforening, Det

Danske Voldgiftsinstitut, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed og Foreningen af

Registrerede Revisorer har ikke bemærkninger til forslaget.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Den Danske Dommerforening

finder det svært at se behovet for europæisk regulering af sa-

ger uden grænseoverskridende islæt.

Dommerfuldmægtigforeningen

støtter tilvejebringelsen af en summarisk proces, der kan lette

bl.a. virksomheders mulighed for at iværksætte inddrivelse af udestående fordringer i udlandet.

Foreningen finder forslaget til forordning gennemarbejdet og velafbalanceret, men peger på, at

det kan forekomme formalistisk, at såvel det indledende processkrift som det betalingspåkrav,

som udstedes af retten, skal forkyndes. Foreningen finder endelig, at idéen med at etablere et

katalog over kompetente domstole er god, og opfordrer til, at man skaber en søgemulighed

svarende til den, der findes på www.domstol.dk.

HK Landsklubben Danmarks Domstole

bemærker, at behandlingen af ikke-tvistige penge-

krav bør finde sted ved domstolene, idet domstolene er de bedst egnede til at behandle sådanne

sager. HK Landsklubben gør desuden opmærksom på, at der er flere uafklarede spørgsmål i

relation til forslaget, blandt andet om danske erhvervsdrivende vil kunne benytte sig af regler,

der ikke vil gælde for og i Danmark, og om et betalingspåkrav fra et andet EU-land vil kunne

inddrives ved fogedretten i Danmark, når reglerne på grund af det retlige forbehold ikke gæl-

der i Danmark.

Advokatrådet

bemærker, at det ikke fremgår af forslaget, om betalingspåkravsproceduren kan

anvendes af danske kreditorer, som har forfaldne krav mod en skyldner med værneting i et af

de øvrige EU-lande, eller om en kreditor fra et tredjeland vil kunne anvende betalingspåkravs-

proceduren mod en skyldner med værneting i et af de øvrige EU-lande. Efter Advokatrådets

opfattelse kan der med fordel hentes inspiration i de danske regler ved udformningen af for-

ordningens regler, da den foreslåede procedure indeholder flere sagsskridt end den, der er gen-

nemført i Danmark ved reglerne om en forenklet inkassoproces for sager indtil 50.000 kr.

Advokatrådet anbefaler, at det fremgår af forordningen, at de vedhæftede standardformularer

skal udfyldes på det sprog, der anvendes i det land, hvor skyldner har værneting. Med hensyn

til forslagets artikel 5, hvorefter domstolen skal påse, at forordningens betingelser er opfyldt

og i modsat fald afvise anmodningen uden mulighed for appel, foreslår Advokatrådet, at det

overvejes at skabe hjemmel til at udsætte sagen med en frist til at berigtige formelle fejl. Ad-

vokatrådet foreslår endvidere, at en eventuel afvisning begrundes, således at det bliver muligt

for kreditor at rette eventuelle formelle mangler.

Skyldneren skal efter forslaget reagere, hvis han eller hun vil bestride en fordring, og forslaget

er ikke begrænset til fordringer under et vist beløb. Advokatrådet peger på, at en domstol der-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

med vil skulle give dom for selv meget store beløb, herunder eventuelt med krav om dækning

af betydelige rente- og inkassoomkostninger, uden noget bestyrket grundlag for, at der forelig-

ger en forfalden, retskraftig fordring. Efter Advokatrådets opfattelse bør det overvejes, at ret-

ten af egen drift påser overholdelse af materiel, ufravigelig lovgivning, i hvert fald i tilfælde

hvor der er tale om ufravigelige regler, der skal beskytte forbrugeren. Endelig bemærker Ad-

vokatrådet, at det ikke fremgår direkte af forordningsforslaget, om retten skal påse, at eventu-

elle krav i national lovgivning til den forudgående, udenretlige procedure, f.eks. krav om ryk-

ker- og inkassoskrivelser, opgørelse af fordringen mv., er iagttaget.

Foreningen Danske Inkassoadvokater

tilslutter sig Advokatrådets høringssvar og finder det

endvidere problematisk, at en rets afvisning af at udstede et betalingspåkrav ikke kan appelle-

res.

Forbrugerrådet

henviser til sit høringssvar af 23. februar 2004 over Retsplejerådets betænk-

ning nr. 1436/2004 om Adgang til domstolene (Reform af den civile retspleje III), der bl.a.

indeholder et forslag om en forenklet inkassoproces. Forbrugerrådet anfører heri generelt, at

anvendelsen af et statsligt tvangsfuldbyrdelsessystem mod en borger kræver et sikkert grund-

lag, og at de grundlæggende regler om prøvelse af kravet ved udeblivelse, genoptagelse, fo-

gedrettens prøvelse af indsigelser samt appel af fogedrettens afgørelser mv. derfor også bør

gælde en forenklet inkassoproces.

Forbrugerrådet opfordrer til, at det sikres, at forordningen får et retssikkerhedsniveau, som

opfylder kravene i den danske lov om en forenklet inkassoproces samt i Retsplejerådets be-

tænkning om bl.a. en forenklet inkassoproces for det tilfælde, at Danmark i fremtiden vil del-

tage i det retlige samarbejde.

Forsikring & Pension

tilslutter sig overordnet intentionerne i forslaget om at skabe en forenk-

let inddrivelsesprocedure, herunder ideen om at skabe ensartede og forenklede regler for så

vidt angår grænseoverskridende sager.

Forsikring & Pension finder, at der ikke er behov for at indarbejde forslagets regler i de dan-

ske regler om en forenklet inkassoproces, herunder udvide ordningen til krav over 50.000 kr.

HTS Interesseorganisationen

peger på, at det forekommer uhensigtsmæssigt, hvis en er-

hvervsdrivende skal forholde sig til to forskellige forenklede inddrivelsesprocedurer og anbefa-

ler, at en eventuel europæisk ordning er i overensstemmelse med den danske inkassoproces.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dansk Industri

opfatter det som positivt, at der på europæisk niveau indføres forenklede reg-

ler for inddrivelsen af både ubestridte og bestridte krav og opfordrer samtidig til, at Danmark

søger at tilslutte sig en kommende forordning på dette område gennem en parallelaftale. Dansk

Industri opfordrer til, at de gældende danske regler på de områder, der dækkes af forordnings-

forslaget, tilpasses de kommende regler i en forordning.

Håndværksrådet

anbefaler, at der indføres en europæisk betalingspåkravsprocedure i lighed

med den inkassoproces, der er indført i Danmark. I den forbindelse finder Håndværksrådet, at

reglen om, at kun krav på under 50.000 kr. er omfattet af reglerne i retsplejeloven om forenk-

let inkassoproces, bør tilpasses forslaget til en europæisk betalingspåkravsprocedure, som ikke

indeholder en beløbsgrænse.

Håndværksrådet anfører derudover, at andre end advokater bør kunne indgive betalingspåkrav,

og at den danske ordning også på dette punkt bør tilpasses forslaget til en europæisk betalings-

påkravsprocedure. Endelig efterlyser Håndværksrådet en afklaring af, på hvilken måde sprog-

problemer, der opstår i relation til anvendelsen af en europæisk betalingspåkravsprocedure, vil

skulle løses.

Liberale Erhvervs Råd

finder forslaget positivt.

Specialarbejderforbundet i Danmark

(nu Fagligt Fælles Forbund) anfører, at forslaget, i det

omfang det ikke begrænses til sager med et grænseoverskridende islæt, vil ”udhule” de be-

stemmelser, der er indført i Danmark om en forenklet inkassoproces, idet en betalingspåkravs-

procedure herefter vil kunne anvendes uafhængigt af fordringens størrelse. SID forudser, at de

gældende regler i retsplejeloven om en forenklet inkassoproces vil blive uden betydning, hvis

de regler, der foreslås i forordningen, indføres i dansk ret. I sager, der ikke har et grænseover-

skridende islæt, tilgodeses formålet om at skabe en ensartet europæisk procedure for hurtig

opnåelse af en afgørelse, der kan fuldbyrdes, efter SIDs opfattelse allerede i national (dansk)

ret.

SID anfører, at de retssikkerhedshensyn, som formentlig har været afgørende for vedtagelsen

af reglerne om den danske inkassoproces, vil bortfalde med indførelsen af forslaget. SID hen-

viser endvidere til de bemærkninger, forbundet afgav i relation til den foreslåede inkassoproces

i Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om Adgang til domstolene (Reform af den civile

retspleje III) og nævner derudover, at man tidligere har beklaget den udvikling, at processen

ved domstolene i stadig større omfang sker på et skriftligt grundlag.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

SID kan samlet set kun tiltræde forslaget til forordning, i det omfang reglerne udformes såle-

des, at betalingspåkravsproceduren alene kan anvendes på grænseoverskridende tvister.

Nærhedsprincippet

Forslaget til Rådets og Europa-Parlamentets forordning ses ikke at være i strid med nærheds-

princippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Danmark deltager som nævnt ikke i en kommende vedtagelse af Rådets og Europa-

Parlamentets forordning, der således ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Dan-

mark, jf. Protokollen om Danmarks stilling (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggen-

der).

Danmark er generelt positivt indstillet over for forslaget om at indføre en europæisk betalings-

påkravsprocedure.

Europa-Parlamentet

Forslaget behandles efter EF-traktatens art. 251 (proceduren for fælles beslutningstagen). Eu-

ropa-Parlamentet har den 13. december 2005 afgivet en udtalelse om forslaget.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samar-

bejde den

6. februar 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Et grundnotat er henholdsvis den 2. og den 5. juli 2004 sendt til Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

De modtagne høringssvar og en høringsoversigt vedrørende forslaget er den 9. november 2004

sendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

Et bidrag til samlenotat blev endvidere forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg til

orientering forud for rådsmøderne den 14. april, 12. oktober og 1.-2. december 2005.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt

(KOM(2003)688)

Rammeafgørelse

den

europæiske

bevissikringskendelse

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

Resumé

Formålet med forslaget er at sikre et hurtigere og mere effektivt retligt samarbejde i straffesa-

ger, når det drejer sig om fremskaffelse af visse genstande, dokumenter og data til brug i en

straffesag i et andet EU-medlemsland. Forslaget vurderes ikke at rejse spørgsmål i forhold til

nærhedsprincippet. Forslaget vil have lovgivningsmæssige konsekvenser, mens det ikke vurde-

res at ville have statsfinansielle konsekvenser af betydning. Der ses ikke at foreligge offentlige

tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side har man

fra starten været meget skeptisk over for Kommissionens forslag, som dog på en række afgø-

rende punkter er blevet forbedret, således at man nu fra dansk side generelt ser positivt på det

foreliggende udkast til rammeafgørelse. På rådsmødet forventes det, at Rådet skal drøfte det

foreliggende udkast til rammeafgørelse med henblik på at nå til samlet politisk enighed herom.

Baggrund

På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbej-

det af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam-traktatens be-

stemmelser om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen

er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal

iværksættes en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet,

navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption

samt svig.

Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politimyndigheder

og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingsplanen, at der inden to år efter Amster-

dam-traktatens ikrafttræden bør iværksættes en proces med henblik på at forenkle procedurerne

for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager.

I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15.-16. oktober 1999 vedtog

stats- og regeringscheferne, at princippet om gensidig anerkendelse skulle være hjørnestenen i

det retlige samarbejde inden for EU på både det civil- og det strafferetlige område. Princippet

skulle gælde for såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæ-

iske Råds møde i Tampere et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af

princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Af programmet fremgår det,

at der skal gives højeste prioritet til afgørelser med henblik på tilvejebringelse af bevismateria-

le, jf. programmets pkt. 2.1.1., hvor følgende bl.a. er anført:

Mål: Muliggøre anerkendelse af bevismateriale, forhindre, at det går tabt, og lette

fuldbyrdelsen af ransagnings- og beslaglæggelseskendelser med henblik på hurtigt

at tilvejebringe bevismateriale i straffesager (punkt 36 i Det Europæiske Råds kon-

klusioner fra Tampere).

Foranstaltning nr. 3: For at lette den gensidige information bør der indføres en

standardformular til anmodning om oplysninger om tidligere straffedomme på alle

fællesskabssprog.

Foranstaltning nr. 5: Undersøge, hvilke fremskridt der kan gøres med henblik på:

at sikre, at forbehold og erklæringer vedrørende tvangsforanstaltninger i hen-

hold til artikel 5 i konventionen om gensidig retshjælp fra 1959, suppleret med

artikel 51 og 52 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, ikke

længere kan gøres gældende mellem medlemsstaterne, navnlig for så vidt angår

bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvidvaskning af udbyttet fra strafbart

forhold og økonomisk kriminalitet.

at sikre, at de grunde til at afslå anmodninger om gensidig retshjælp, som er

nævnt i artikel 2 i konventionen fra 1959, suppleret med artikel 50 i konventio-

nen om gennemførelse af Schengen-aftalen, ikke længere kan gøres gældende

mellem medlemsstaterne.

Foranstaltning nr. 6: Udarbejdelse af et instrument med henblik på anerkendelse af

kendelser vedrørende sikring af bevismateriale for at undgå, at bevismateriale, der

befinder sig på en anden medlemsstats område, går tabt.

Foranstaltning nr. 6 i programmet er gennemført ved Rådets rammeafgørelse om gennemførel-

se i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale.

Denne rammeafgørelse, som bl.a. indeholder krav om gensidig anerkendelse af kendelser ud-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

stedt for at indefryse bevismateriale og eventuelt udlevere det til udstedelsesstaten, blev vedta-

get den 22. juli 2002 og er offentliggjort i EF-Tidende den 2. august 2003 (EFT2002/C184/8).

Kommissionen har bl.a. med henvisning til, at den nævnte rammeafgørelse om indefrysnings-

kendelser alene omhandler en del af samarbejdet om bevismateriale, fremsat et forslag til Rå-

dets rammeafgørelse om en europæisk bevissikringskendelse til fremskaffelse af genstande,

dokumenter og data til brug i straffesager. Kommissionen har i den forbindelse henvist til, at

der er behov for at løse betydelige udestående problemer i samarbejdet, hvad angår bevismate-

riale, som er omfattet af rammeafgørelsen om indefrysningskendelser. Kommissionen peger

bl.a. på, at der vil kunne forekomme situationer, hvor en anerkendelse af en indefrysningsken-

delse vil kræve yderligere tvangsindgreb, f.eks. i form af ransagning, som i givet fald vil skul-

le foretages i overensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens gældende regler, herunder procedu-

reregler.

Hensigten med forslaget er på denne baggrund at sikre et hurtigere og mere effektivt retligt

samarbejde i straffesager, når det drejer sig om fremskaffelse af (eksisterende) genstande, do-

kumenter og data til brug i straffesager i et andet EU-medlemsland. Rammeafgørelsen om en

(ny) europæisk bevissikringskendelse på dette område vil således – efter Kommissionens for-

slag – skulle erstatte de traditionelle aftaler om gensidig retshjælp efter Europarådets konventi-

on fra 1959 om gensidig retshjælp i straffesager og lignende instrumenter. Anmodninger om

retshjælp til fremskaffelse af (nyt) bevismateriale, såsom afhøring af mistænkte, vidner mv.,

eller efterforskningsskridt, der indebærer bevisoptagelse i reel tid, f.eks. aflytning af samtaler

eller overvågning af banktransaktioner, vil ikke være omfattet af rammeafgørelsen om den

europæiske bevissikringskendelse, og de eksisterende internationale instrumenter om gensidig

retshjælp vil således fortsat finde anvendelse her.

Med forslaget fastlægges mindstekravene til den retshjælp, som EU-medlemslandene skal yde

hinanden. Disse krav kan ifølge Kommissionen overordnet beskrives på følgende måde:

1. En retsanmodning fra en anden EU-medlemsstat skal anerkendes umiddelbart, uden at der

er behov for at omdanne den til en national afgørelse, før den kan fuldbyrdes.

2. Retsanmodninger bliver standardiserede ved hjælp af formular.

3. Der skal indføres frister for efterkommelse af anmodninger.

4. Der skal indføres minimumsbeskyttelse både for udstedelse og efterkommelse af retsan-

modninger.

5. Mulighederne for at afvise en retsanmodning skal begrænses.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det fremsatte forslag om en europæisk bevissikringskendelse anses af Kommissionen for at

være første skridt mod udskiftningen af den eksisterende ordning for gensidig retshjælp i Den

Europæiske Union med et samlet EU-regelsæt baseret på gensidig anerkendelse omfattet af

regler om minimumsbeskyttelse.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. december 2004 orienterede det daværen-

de nederlandske formandskab om status i forhandlingerne om forslaget.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 24. februar 2005 blev der konstateret enighed

om at basere listen over forbrydelser (positiv-liste), hvor der ikke stilles krav om dobbelt straf-

barhed, på listen fra rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og rammeafgørelsen om

fuldbyrdelse i Den Europæisk Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller be-

vismateriale. Listen i rammeafgørelsen om den europæiske bevissikringskendelse vil herefter

bestå af 32 forbrydelser og et minimumskrav til strafferammen på tre år. Der blev endvidere

opnået enighed om, at Rådet til enhver tid enstemmigt kan udvide listen. Herudover blev der

konstateret enighed om, at det ved fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse skal være muligt at

tage højde for, at forbrydelsen er begået på fuldbyrdelsesstatens territorium, eller hvis forbry-

delsen er begået uden for udstedelsesstatens territorium (en såkaldt territorialklausul). Den

nærmere formulering heraf blev henvist til arbejdsgruppen om strafferetligt samarbejde. Rådet

blev endelig enig om at slette ophørsklausulen i forslagets artikel 24, idet der dog samtidig

blev konstateret enighed om i stedet at indsætte en revisionsbestemmelse med henblik på, at

man om fem år tager spørgsmålet om, hvorvidt kravet om dobbelt strafbarhed uden for positiv-

listen helt skal bortfalde, op til fornyet overvejelse.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. juni 2005 kunne der ikke konstateres

enighed om, hvorvidt den foreslåede bestemmelse i rammeafgørelsens artikel 21 (om dom-

stolskompetence for edb-data lagret i et informationssystem på en anden medlemsstats område)

skal slettes. Der kunne heller ikke konstateres enighed om den nærmere udstrækning og ud-

formning af den såkaldte territorialklausul.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12. oktober 2005 kunne der (med undtagelse

af forbehold fra et medlemsland) konstateres enighed om, at udstedelsesstaten er ansvarlig for,

at udstedelse af en bevissikringskendelse er nødvendig og proportional i den konkrete sag.

Endvidere var der enighed om, at fuldbyrdelsesstaten er ansvarlig for at vælge procedurerne

for fuldbyrdelse af en europæisk bevissikringskendelse, men at fuldbyrdelsesstaten skal være

rede til at overholde de formaliteter og procedurer, som udstedelsesstaten anmoder om, også

selv om de eventuelt ikke ville blive anvendt i et tilsvarende indenlandsk tilfælde, forudsat at

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

de ikke er i modstrid med fuldbyrdelsesstatens grundlæggende retsprincipper. Rådet var ende-

lig enig om at medtage en menneskerettighedsklausul i teksten. Der kunne derimod ikke kon-

stateres enighed om, i hvilket omfang fuldbyrdelsesstaten vil kunne afslå at fuldbyrde en bevis-

sikringskendelse.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. december 2005 kunne Rådet ikke nå til

samlet politisk enighed om forslaget.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 20.-21. februar 2006 forventes Rådet på ny at

skulle drøfte forslaget til rammeafgørelse med henblik på at nå til samlet politisk enighed her-

om.

Indhold

Forslaget, der er udarbejdet med hjemmel i artikel 31 og artikel 34, stk. 2, litra b, i Traktaten

om Den Europæiske Union (TEU), indebærer, at en europæisk bevissikringskendelse, som er

udstedt i en medlemsstat (udstedelsesstaten), som udgangspunkt skal anerkendes af den med-

lemsstat, der skal gennemføre kendelsen (fuldbyrdelsesstaten), uden yderligere formaliteter,

dog således at selve fuldbyrdelsen sker på samme måde, som myndigheden i fuldbyrdelsessta-

ten normalt fremskaffer bevismateriale.

Forslaget til rammeafgørelse er inddelt i følgende hovedafsnit:

Afsnit 1: Den europæiske bevissikringskendelse

Afsnit 2: Procedurer og garantier i udstedelsesstaten

Afsnit 3: Procedurer og garantier i fuldbyrdelsesstaten

Afsnit 4: Jurisdiktionskompetence for elektroniske kommunikationsnetværk

Afsnit 5: Afsluttende bestemmelser

Det bemærkes indledningsvist, at henholdsvis det nederlandske, luxembourgske og britiske

formandskab siden fremlæggelsen af det oprindelige forslag til rammeafgørelse – på baggrund

af omfattende drøftelser i arbejdsgruppen vedrørende strafferetligt samarbejde og i artikel 36-

udvalget samt drøftelser om delspørgsmål i Rådet – har fremlagt flere reviderede udkast til

rammeafgørelse. Justitsministeriet har på den baggrund fundet det rigtigst – med henblik på at

give et samlet og læsevenligt billede af status i forhandlingerne – at beskrive udkastet til ram-

meafgørelse på baggrund af de ændringer, der senest er foretaget i lyset af de nævnte drøftel-

ser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forslaget i dets nuværende udformning indeholder følgende bestemmelser:

Ad afsnit 1: Den europæiske bevissikringskendelse

Artikel 1 i forslaget fastsætter, at en europæisk bevissikringskendelse er en retsafgørelse ud-

stedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat med henblik på at fremskaffe genstande,

dokumenter og data fra en anden medlemsstat til brug i de retssager, der er nævnt i artikel 4.

Det følger videre af bestemmelsen, at medlemsstaterne skal fuldbyrde en europæisk bevissik-

ringskendelse på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med

bestemmelserne i forslaget.

Bestemmelsen fastslår endelig, at rammeafgørelsen ikke ændrer pligten til at respektere de

grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i arti-

kel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.

Forslagets artikel 2 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen.

Udstedelsesstat

defineres som den medlemsstat, der har udstedt den europæiske bevissikrings-

kendelse, og

fuldbyrdelsesstaten

er den medlemsstat, på hvis område de omhandlede genstan-

de, dokumenter og data er tilgængelige.

Udstedelsesmyndighed

er en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller anklager; eller en

anden judiciel myndighed, der er defineret af udstedelsesstaten, og som i den pågældende sag

handler i sin egenskab af efterforskningsmyndighed i straffesager og er kompetent til at kræve

bevisoptagelse i grænseoverskridende sager i henhold til national lovgivning, inklusiv de judi-

cielle myndigheder hvorfra en sådan kompetence er delegeret.

Fuldbyrdelsesmyndighed

den myndighed, der ifølge national ret har kompetence til at anerkende eller fuldbyrde en eu-

ropæisk bevissikringskendelse.

Ransagning og beslaglæggelse

defineres for så vidt angår dette instrument som også omfat-

tende foranstaltninger, der foretages under straffesager,

hvorved

en fysisk eller juridisk person

kan

pålægges at

fremskaffe eller medvirke til at fremskaffe

genstande, dokumenter eller data,

som kan tvangsfuldbyrdes uden den pågældende persons samtykke eller

give anledning til

sanktioner, hvis pålægget ikke efterkommes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 2a fastsætter, at medlemsstaterne skal informere Rådets Generalsekretariat om, hvilke

myndigheder der i henhold til national ret er kompetente som henholdsvis udstedelsesmyndig-

hed og fuldbyrdelsesmyndighed. Medlemsstaterne skal endvidere informere Rådets Generalse-

kretariat om eventuel udpegning af en central myndighed, jf. artikel 7.

Artikel 3 fastlægger anvendelsesområdet for europæiske bevissikringskendelser. Det følger

heraf, at en europæisk bevissikringskendelse kan udstedes med henblik på fremskaffelse af alle

genstande, dokumenter og data, der kan bruges i de retssager, der er nævnt i artikel 4. Den

europæiske bevissikringskendelse kan ikke udstedes med henblik på bevisoptagelse i form af

afhøringer, vidneforklaringer eller andre former for forhør, bevisoptagelse fra en persons le-

geme (herunder DNA-profil og fingeraftryk) eller bevisoptagelse i reel tid, bevisoptagelse i

form af fremskaffelse af kommunikationsdata, der opbevares af leverandører af en offentlig

tilgængelig elektronisk kommunikationstjeneste eller et offentligt kommunikationsnet, ligesom

en bevissikringskendelse ikke kan udstedes med henblik på, at fuldbyrdelsesmyndigheden skal

foretage analyser af eksisterende genstande, dokumenter og data. Den europæiske bevissik-

ringskendelse vil dog kunne udstedes med henblik på fremskaffelse af de undtagne bevistyper,

hvis beviset allerede er i fuldbyrdelsesmyndighedens besiddelse.

Bevissikringskendelse skal endvidere, i det omfang udstedelsesmyndigheden anmoder herom,

også omfatte andre genstande, dokumenter og data, som fuldbyrdelsesmyndigheden finder un-

der fuldbyrdelsen af bevissikringskendelsen, og som uden yderligere undersøgelser findes rele-

vante for den retsforfølgning, der ligger til grund for bevissikringskendelsen. Bevissikrings-

kendelsen kan, i det omfang udstedelsesmyndigheden anmoder herom, desuden omfatte forkla-

ringer fra personer, der er til stede i forbindelse med fuldbyrdelsen af bevissikringskendelsen,

og som har direkte relation til bevissikringskendelsens genstand. De regler i fuldbyrdelsessta-

ten, der er anvendelige i nationale sager, skal ligeledes være anvendelige med hensyn til så-

danne forklaringer.

Det følger endvidere af artikel 3, stk. 2a, at udveksling af oplysninger om strafferetlige dom-

fældelser hidrørende fra strafferegisteret skal ske i medfør af Rådsbeslutning [2005/x/JHA],

som der er opnået politisk enighed om….. og andre relevante instrumenter.

Det følger af artikel 4, at en europæisk bevissikringskendelse kan udstedes til brug for straffe-

sager samt sager anlagt af en administrativ eller judiciel myndighed vedrørende handlinger, der

er strafbare efter udstedelsesstatens nationale lovgivning, da de udgør overtrædelser af gælden-

de retsregler, og når afgørelsen kan indbringes for en domstol med kompetence navnlig i straf-

fesager. Dette gælder uanset, om der er tale om en sag vedrørende en fysisk eller juridisk per-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

son.

Artikel 5 indeholder regler for bevissikringskendelsens indhold og form, herunder hvilke sprog

der skal anvendes. Det fastsættes, at den europæiske bevissikringskendelse skal indeholde de

oplysninger, der fremgår af formular A i bilaget. Bevissikringskendelsen skal underskrives, og

indholdets rigtighed skal bekræftes af udstedelsesstaten. Udstedelsesstaten skal oversætte den

europæiske bevissikringskendelse til det eller de officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten. Med-

lemsstaterne kan dog, når rammeafgørelsen er vedtaget, afgive erklæring om, at de accepterer

en oversættelse til et eller flere af de officielle sprog, der anvendes af De Europæiske Fælles-

skabers institutioner.

Ad afsnit 2: Procedurer og garantier i udstedelsesstaten

I artikel 6 fastslås det, at en europæisk bevissikringskendelse alene vil kunne udstedes, hvis

udstedelsesstaten har sikret sig, at de ønskede genstande, dokumenter og data er nødvendige og

proportionelle i forhold til den pågældende retssag, og at de omhandlede genstande, dokumen-

ter og data ligeledes ville kunne fremskaffes ifølge udstedelsesstatens lovgivning, hvis de var

tilgængelige på udstedelsesstatens område, selv om der eventuelt vil skulle anvendes en anden

fremgangsmåde. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at vurderingen af de nævnte forhold

alene foretages i udstedelsesstaten i den konkrete sag.

Artikel 7 fastsætter, at en europæisk bevissikringskendelse skal fremsendes af udstedelsesmyn-

digheden til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor udstedelsesmyndigheden har

rimelig grund til at antage, at de relevante genstande, dokumenter eller data

befinder sig, eller

i tilfælde af elektroniske data er direkte

tilgængelige

i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgiv-

ning.

Bevissikringskendelsen skal fremsendes ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe

skriftlig dokumentation, og som giver fuldbyrdelsesstaten mulighed for at fastslå ægtheden. Al

yderligere officiel kommunikation skal foregå direkte mellem udstedelsesmyndighed og fuld-

byrdelsesmyndighed.

Endvidere fremgår det bl.a. af bestemmelsen, at medlemsstaterne kan udpege en eller flere

centrale myndigheder til at assistere de kompetente myndigheder, og at en central myndighed

kan være ansvarlig for den administrative fremsendelse og modtagelse af bevissikringskendel-

ser.

Bestemmelsen i artikel 8, der omhandler medlemsstaternes mulighed for at afgive en erklæring

om en central strafferegistermyndighed, er slettet i det foreliggende udkast til rammeafgørelse,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

idet anmodninger om oplysninger om strafferetlige domfældelser, jf. artikel 3, stk. 2a, ikke

længere er omfattet af rammeafgørelsen.

Artikel 9 fastsætter, at hvis udstedelsesmyndigheden ønsker supplerende genstande, dokumen-

ter og data i en sag, hvor der tidligere er fremsendt en europæisk bevissikringskendelse eller

en kendelse om indefrysning af formuegoder eller bevismidler (jf. rammeafgørelsen af 22. juli

2003 om fuldbyrdelse i Den Europæisk Union af kendelser om indefrysning af formuegoder

eller bevismateriale (2003/577/JHA)), skal udstedelsesmyndigheden oplyse herom i (den nye)

bevissikringskendelse.

Hvis udstedelsesmyndigheden i overensstemmelse med de gældende bestemmelser herom del-

tager i fuldbyrdelsen af den europæiske bevissikringskendelse i fuldbyrdelsesstaten, kan denne

indlevere en (ny) kendelse om supplerende bevismateriale direkte til den kompetente fuldbyr-

dende myndighed, mens myndigheden befinder sig i den pågældende stat.

Artikel 10 fastslår, at personoplysninger fremskaffet inden for rammerne af rammeafgørelsen

kan anvendes af udstedelsesstaten i forbindelse med sager, i hvilke der kan udstedes en euro-

pæisk bevissikringskendelse (jf. artikel 4), andre retsprocedurer og administrative procedurer,

som hænger direkte sammen med sådanne sager, og til forebyggelse af en umiddelbar og al-

vorlig trussel mod den offentlige sikkerhed. Anvendelse af personoplysninger fremskaffet in-

den for rammerne af rammeafgørelsen til andre formål kan kun ske med fuldbyrdelsesstatens

forudgående samtykke, medmindre udstedelsesstaten har indhentet samtykke fra den oplysnin-

gerne vedrører.

I forbindelse med en bestemt sag kan fuldbyrdelsesstaten kræve, at den medlemsstat, som per-

sonoplysningerne er oversendt til, underretter fuldbyrdelsesstaten om anvendelsen af de pågæl-

dende oplysninger.

De nævnte bestemmelser i artikel 10 finder dog ikke anvendelse på personoplysninger, som er

tilvejebragt af en medlemsstat i medfør af rammeafgørelsen, og som hidrører fra denne med-

lemsstat.

Ad afsnit III: Procedurer og garantier i fuldbyrdelsesstaten

Efter artikel 11 skal fuldbyrdelsesmyndigheden, medmindre den beslutter sig for at påberåbe

sig en af de i artikel 15 eller artikel 18 anførte grunde til at afvise eller udsætte fuldbyrdelsen

af en bevissikringskendelse, anerkende en europæisk bevissikringskendelse, som er fremsendt i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

henhold til artikel 7, uden yderligere formaliteter, og straks træffe de nødvendige foranstalt-

ninger med henblik på fuldbyrdelse på samme måde, som myndigheden i fuldbyrdelsesstaten

normalt fremskaffer genstande, dokumenter og data.

Fuldbyrdelsesstaten er ansvarlig for at vælge de foranstaltninger, som i henhold til national

lovgivning skal sikre fremskaffelsen af de i bevissikringskendelsen omhandlede genstande,

dokumenter og data, herunder hvorvidt det er nødvendigt at anvende tvangsforanstaltninger.

Alle foranstaltninger skal dog foretages i overensstemmelse med gældende procedureregler i

fuldbyrdelsesstaten.

Det følger videre af bestemmelsen, at medlemsstaterne skal sikre, at samtlige foranstaltninger,

der er anvendelige i en tilsvarende national sag, også er anvendelige med henblik på at fuld-

byrde en bevissikringskendelse, samt at foranstaltninger, inklusiv beslaglæggelse og ransagning

(jf. definitionen heraf ovenfor i artikel 2), er tilgængelige med henblik på at fuldbyrde bevis-

sikringskendelsen i det omfang kendelsen omhandler en forbrydelse, der er opregnet på den

positiv-liste, som fremgår af artikel 16, stk. 2.

Bestemmelsen fastsætter endvidere en valideringsordning, hvorefter fuldbyrdelsesmyndigheden

i de tilfælde, hvor udstedelsesmyndigheden ikke er en dommer, en domstol, en undersøgelses-

dommer eller en offentlig anklager, og bevissikringskendelsen ikke er godkendt af en af de

disse myndigheder, kan beslutte, at man ikke vil anvende tvangsforanstaltninger med henblik

på at fuldbyrde bevissikringskendelsen.

En medlemsstat kan desuden afgive en erklæring til Rådets Generalsekretariat om, at man for-

langer en sådan validering i alle sager, hvor udstedelsesmyndigheden ikke er en dommer, dom-

stol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager, og hvor de foranstaltninger, der er nød-

vendige for at fuldbyrde bevissikringskendelsen, vil kræve en dommer, domstol, undersøgel-

sesdommer eller offentlig anklagers medvirken i en tilsvarende national sag.

Artikel 12, der opregnede en række materielle minimumsbetingelser, som skal overholdes ved

fuldbyrdelse af en europæisk bevissikringskendelse, er i det foreliggende udkast til rammeafgø-

relse slettet.

Det fremgår af artikel 13, at fuldbyrdelsesmyndigheden skal opfylde de formkrav og procedu-

rer, som udstedelsesmyndigheden udtrykkeligt har angivet, medmindre andet er fastsat i denne

rammeafgørelse, og forudsat at sådanne formkrav og procedurer ikke er i strid med de grund-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

læggende retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten. Artikel 13 medfører ikke en pligt til at foretage

tvangsforanstaltninger.

Det bemærkes i relation til artikel 13, at det forventes, at det kommer til at fremgå af den for-

mular, der er knyttet som bilag til rammeafgørelsen, at udstedelsesmyndigheden kan angive, at

fuldbyrdelsesmyndigheden skal holde det forhold, at der er en efterforskning i gang, samt ef-

terforskningens indhold, fortroligt, hvis det er nødvendigt for fuldbyrdelsen af den europæiske

bevissikringskendelse.

Artikel 14, der omhandler fuldbyrdelsesmyndighedens mulighed for at iværksætte efterforsk-

ningsskridt, der ikke var forudset fra begyndelsen, er i det foreliggende udkast til rammeafgø-

relse slettet. Dele af artikel 14 er imidlertid indsat i artikel 18bis, hvortil der henvises.

Artikel 15 vedrører grundene til at afvise anerkendelse og fuldbyrdelse af en europæisk bevis-

sikringskendelse. Der følger af bestemmelsen, at en dommer, domstol, undersøgelsesdommer

eller anklager kan afslå at anerkende og fuldbyrde en bevissikringskendelse, hvis dette vil være

i strid med princippet om ne bis in idem (hvorefter en person ikke kan straffes for den samme

handling flere gange), eller hvis forbrydelsen i et af de tilfælde, der er nævnt i artikel 16, stk.

3, ikke er strafbar i fuldbyrdelsesstaten. Fuldbyrdelse vil endvidere kunne afslås,

hvis det ikke

er muligt at fuldbyrde bevissikringskendelsen ved hjælp af nogen af de foranstaltninger, som

fuldbyrdelsesmyndigheden har adgang til i det specifikke tilfælde i overensstemmelse med arti-

kel 11, stk. 1, litra b.

Fuldbyrdelse vil også kunne afslås, hvis der ifølge fuldbyrdelsesstatens

lovgivning gælder immuniteter og privilegier, der gør det umuligt at fuldbyrde den europæiske

bevissikringskendelse, eller hvis bevissikringskendelsen ikke er valideret, jf. artikel 11, stk. 2-

3, eller fuldbyrdelsen vil skade essentielle interesser vedrørende den nationale sikkerhed, brin-

ge informationskilden i fare, eller fuldbyrdelsen vedrører brugen af hemmeligholdt information

om specifikke efterretningsrelaterede aktiviteter, eller hvis bevissikringskendelsen er mangel-

fuld eller ikke er korrekt udfyldt.

Bestemmelsen fastsætter endvidere, at anerkendelse og fuldbyrdelse kan afslås, hvis bevissik-

ringskendelsen omfatter lovovertrædelser, som efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning betragtes

som begået helt eller delvis på denne medlemsstats territorium eller på et sted, der ligestilles

hermed, eller er begået uden for udstedelsesstatens territorium, og fuldbyrdelsesstatens lov-

givning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er be-

gået uden for fuldbyrdelsesstatens område.

Beslutningen om at afvise at fuldbyrde eller anerkende en bevissikringskendelse skal træffes af

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i fuldbyrdelsesstaten. Hvis

bevissikringskendelsen ikke er udstedt af en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller

offentlig anklager, men derimod, jf. artikel 2, stk. 1, litra c, 2. tankestreg, af en anden judiciel

myndighed, der er defineret af udstedelsesstaten, og som i den pågældende sag handler i sin

egenskab af efterforskningsmyndighed i straffesager og er kompetent til at kræve bevisoptagel-

se i grænseoverskridende sager i henhold til national lovgivning, og bevissikringskendelsen

ikke er valideret af en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i ud-

stedelsesstaten, kan beslutningen om afvisning også træffes af en anden judiciel myndighed,

der er kompetent i henhold til national lovgivning.

Artikel 16 omhandler spørgsmålet om dobbelt strafbarhed. I henhold til bestemmelsen kræver

anerkendelse og fuldbyrdelse af en europæisk bevissikringskendelse ikke kontrol af, om der

gælder dobbelt strafbarhed, medmindre fuldbyrdelsen af kendelsen nødvendiggør brug af ran-

sagning og beslaglæggelse.

De forbrydelser, som er opregnet på positiv-listen i artikel 16, stk. 2, må dog under ingen om-

stændigheder kontrolleres for dobbelt strafbarhed, selvom det er nødvendigt at foretage ran-

sagning og beslaglæggelse.

Positiv-listen i artikel 16, stk. 2, består af 32 typer af forbrydelser og indeholder desuden et

minimumskrav til strafferammen på tre år. Listen, der svarer til positiv-listen i rammeafgørel-

sen om den europæiske arrestordre, og som enstemmigt kan udvides af Rådet, omfatter bl.a.

deltagelse i en kriminel organisation, terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn

og børnepornografi, ulovlig handel med narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse,

svig, hvidvaskning, falskmøntneri, internetkriminalitet, miljøkriminalitet, menneskesmugling,

forsætligt manddrab, grov legemsbeskadigelse, racisme, væbnet tyveri og bortførelse.

Hvis forbrydelsen ikke er omfattet af positiv-listen, og fuldbyrdelse af bevissikringskendelsen

vil kræve anvendelse af ransagning og beslaglæggelse, må medlemsstaterne, jf. stk. 3, kontrol-

lere, om der gælder dobbelt strafbarhed.

Artikel 17 indeholder frister for anerkendelse, fuldbyrdelse og overførsel af bevismateriale. Af

bestemmelsen følger, at medlemsstaterne skal træffe de foranstaltninger, som gør dem i stand

til at overholde de frister, der er fastsat i bestemmelsen. Det følger videre, at hvis udstedel-

sesmyndigheden i den europæiske bevissikringskendelse har anført, at det på grund af procedu-

remæssige frister eller andre særligt hastende omstændigheder er nødvendigt med en kortere

frist, skal fuldbyrdelsesmyndigheden i så høj grad som muligt tage højde for en sådan anmod-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ning.

Enhver beslutning om at afvise anerkendelse eller fuldbyrdelse skal træffes så hurtigt som mu-

lig og ikke senere end 30 dage efter, at den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed har modtaget

den europæiske bevissikringskendelse.

Hvis der ikke findes grunde til udsættelse i henhold til artikel 18, eller hvis fuldbyrdelsesmyn-

digheden ikke allerede har de genstande, dokumenter og data, der anmodes om, i sin besiddel-

se, skal fuldbyrdelsesmyndigheden tage disse genstande, dokumenter og data i besiddelse uden

forsinkelse og senest 60 dage efter, at den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed har modtaget

den europæiske bevissikringskendelse.

Hvis det i en specifik sag ikke er praktisk muligt for den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed

at overholde de ovennævnte frister, underretter denne uden forsinkelse den kompetente myn-

dighed i udstedelsesstaten herom, herunder om grundene til forsinkelsen og om, hvor lang tid

der skønnes nødvendig for at skride til handling.

Medmindre der er indgivet klage, jf. artikel 19, eller der foreligger en udsættelsesgrund, jf.

artikel 18, skal fuldbyrdelsesstaten uden forsinkelse udlevere de genstande, dokumenter og

data, der er fremskaffet i forbindelse med den europæiske bevissikringskendelse, til udstedel-

sesstaten.

I henhold til artikel 18 kan fuldbyrdelsesmyndigheden udsætte afgørelsen om anerkendelse af

en europæisk bevissikringskendelse, hvis formularen i bilaget er ufuldstændig eller åbenlys

ukorrekt, indtil formularen er udfyldt korrekt eller rettet. Udsættelse kan også ske, hvis den

europæiske bevissikringskendelse i et af de tilfælde, der er nævnt i artikel 11, stk. 2 eller 3,

ikke er blevet bekræftet, indtil en sådan bekræftelse er givet.

Fuldbyrdelsesmyndigheden kan desuden udsætte fuldbyrdelsen af en europæisk bevissikrings-

kendelse eller udleveringen af de genstande, dokumenter og data, der er fremskaffet, hvis

fuldbyrdelsen vil kunne påvirke en igangværende strafferetlig efterforskning eller retsforfølg-

ning, så længe myndigheden finder en sådan udsættelse nødvendig, eller hvis de omhandlede

genstande, dokumenter og data allerede anvendes i forbindelse med andre sager, indtil de ikke

længere er nødvendige til dette formål.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Så snart grundene til udsættelse ikke længere er til stede, skal fuldbyrdelsesmyndigheden straks

træffe de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde den europæiske bevissikringskendelse og

underrette den relevante kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten herom.

Artikel 18 bis omhandler fuldbyrdelsesmyndighedens forpligtigelse til at orientere udstedel-

sesmyndigheden i visse nærmere opregnede situationer. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal såle-

des straks orientere udstedelsesmyndigheden, hvis det kan være nødvendigt at foretage uforud-

sete efterforskningsskridt, hvis bevissikringskendelsen ikke er fuldbyrdet i overensstemmelse

med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, eller hvis fuldbyrdelsesmyndigheden ikke har mulighed

for at efterkomme de formaliteter og procedurer, som udstedelsesmyndigheden, jf. artikel 13,

har angivet i bevissikringskendelsen.

Fuldbyrdelsesmyndigheden skal endvidere uden forsinkelse orientere udstedelsesmyndigheden

om, at bevissikringskendelsen, jf. artikel 7, stk. 3, er videresendt til den myndighed (i fuld-

byrdelsesstaten), der er ansvarlig for at fuldbyrde bevissikringskendelsen, samt om enhver be-

slutning om at nægte eller udsætte anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en bevissikringskendel-

se.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at fuldbyrdelsesmyndigheden uden forsinkelse skal

orientere udstedelsesmyndigheden, hvis de pågældende genstande, dokumenter eller data er

forsvundet, ødelagt, ikke kan findes på den angivne lokalitet, eller lokaliteten ikke er tilstræk-

keligt præcist angivet.

Endelig skal fuldbyrdelsesmyndigheden uden forsinkelse orientere udstedelsesmyndigheden i

de tilfælde, hvor bevissikringskendelsen, med forbehold af artikel 11, stk. 1b, er umulig at

fuldbyrde med de tilgængelige midler efter fuldbyrdelsesstatens nationale lovgivning.

Artikel 19 foreskriver, at medlemsstaterne skal sikre, at alle interesserede parter, herunder

tredjemand i god tro, har adgang til retsmidler mod anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en eu-

ropæisk bevissikringskendelse. Denne adgang kan begrænses til sager, hvor der er sket fuld-

byrdelse via tvangsforanstaltninger. Klagen skal indgives til en domstol i fuldbyrdelsesstaten i

overensstemmelse med denne stats nationale lovgivning.

De materielle grunde til udstedelse af en europæisk bevissikringskendelse, herunder overhol-

delse af kriterierne i artikel 6, kan, jf. stk. 2, kun påklages ved en domstol i udstedelsesstaten.

Udstedelsesstaten skal sikre, at retlige garantier, der er anvendelige i tilsvarende nationale sa-

ger, tillige er anvendelige i relation til sådanne klager.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Medlemsstaterne skal sikre, at de tidsfrister, der gælder for indgivelse af klage, anvendes på

en måde, der giver alle berørte parter adgang til effektive retsmidler. Hvis der klages i fuld-

byrdelsesstaten, skal den judicielle myndighed i udstedelsesstaten underrettes herom og om

grundene til klagen, således at udstedelsesmyndigheden kan fremkomme med de argumenter,

den finder nødvendige. Den pågældende myndighed skal informeres om udfaldet af klagen.

Både udstedelses- og fuldbyrdelsesstaten skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for

at lette udøvelsen af klageretten, navnlig ved at give de berørte parter de relevante oplysninger.

Fuldbyrdelsesstaten kan suspendere overførslen af bevismateriale, mens udfaldet af en klage

afventes.

Artikel 20 vedrører udstedelsesstatens pligt til at refundere udbetalte erstatningsbeløb til fuld-

byrdelsesstaten.

Artikel 21 i det oprindelige forslag, som omhandlede jurisdiktion for edb-data lagret i et infor-

mationssystem på en anden medlemsstats område, er udgået.

Artikel 22 vedrører overvågningen af rammeafgørelsens effektivitet.

Artikel 23 regulerer forholdet mellem rammeafgørelsen og andre retlige instrumenter på områ-

det.

Det fremgår af bestemmelsen, at rammeafgørelsen – uden at det berører forbindelserne mellem

medlemsstaterne og tredjelande – skal sameksistere med eksisterende retlige instrumenter, når

disse instrumenter angår anmodninger om gensidig retshjælp vedrørende bevismateriale, der er

omfattet af rammeafgørelsens anvendelsesområde.

Det fremgår endvidere, at udstedelsesmyndigheden skal sætte sin lid til den europæiske bevis-

sikringskendelse, når samtlige de anmodede genstande, dokumenter og data falder inden for

rammeafgørelsens anvendelsesområde. Udstedelsesmyndigheden må dog anvende en anmod-

ning om gensidig retshjælp, hvis anmodningen er en del af en større forespørgsel, eller hvis

udstedelsesmyndigheden vurderer, at dette vil lette samarbejdet i den konkrete sag.

Medlemsstaterne vil fortsat kunne indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger,

hvis disse aftaler eller ordninger udvider rammeafgørelsens mål og indebærer yderligere for-

enkling af procedurerne for bevisoptagelse, der falder ind under rammeafgørelsens anvendel-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

sesområde.

Artikel 24 fastslår, at anmodninger om gensidig retshjælp modtaget før […] fortsat skal be-

handles efter de eksisterende regler om gensidig retshjælp i straffesager. Artikel 25 og 26 ved-

rører gennemførelse og ikrafttræden.

Gældende dansk ret

De typiske former for anmodninger om retshjælp angår i praksis uden- og indenretlig afhøring

af mistænkte/sigtede/tiltalte/vidner, ransagning, beslaglæggelse, edition, forkyndelse af dom-

me, retsmødeindkaldelser, anklageskrifter og bødeforlæg samt oplysninger om domme.

Forslaget til rammeafgørelse om en europæisk bevissikringskendelse omfatter ikke forkyndelse

af domme, retsmødeindkaldelser, anklageskrifter samt bødeforlæg, og forslaget tager som ud-

gangspunkt heller ikke sigte på egentlig afhøring af mistænkte mv., jf. herved rammeafgørel-

sens artikel 3. Derimod omfatter forslaget efter artikel 3 anmodninger om retshjælp til frem-

skaffelse af bevismateriale, som indbefatter, at der foretages ransagning, beslaglæggelse eller

edition.

I det følgende beskrives derfor retsplejelovens almindelige bestemmelser for foretagelse af ran-

sagning, beslaglæggelse og edition, idet disse bestemmelser i dag skal være opfyldt for, at dan-

ske myndigheder vil kunne imødekomme udenlandske anmodninger om retshjælp på disse om-

råder, jf. pkt. 3.1.-3.2. Det bemærkes, at fremskaffelse af bevismidler i henhold til rammeaf-

gørelsen – set i forhold til gældende ret – også må antages efter omstændighederne at ville

kunne berøre andre af retsplejelovens bestemmelser om tvangsforanstaltninger i strafferetsple-

jen, og disse regler er derfor kort omtalt under pkt. 3.3. For så vidt angår gennemførelsen af

udenlandske retshjælpsanmodninger i straffesager, herunder Danmarks internationale forplig-

telser til at yde sådan retshjælp, beskrives dette under pkt. 3.4.

Der vil derimod ikke – i modsætning til det grundnotat, som er oversendt til Folketingets Eu-

ropaudvalg den 19. juli 2004 og til Folketingets Retsudvalg den 15. juli 2004 – blive givet en

beskrivelse af de gældende regler om udveksling af oplysninger om strafbare forhold (officielle

udskrifter fra strafferegisteret), idet det foreliggende udkast til rammeafgørelse ikke omfatter

udveksling af oplysninger fra strafferegistre.

3.1. Ransagning

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

De gældende regler om ransagning findes i retsplejelovens kapitel 73 (§§ 793-800).

Af lovens § 793 følger, at politiet kan foretage ransagning af boliger og andre husrum, doku-

menter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande og andre genstande samt loka-

liteter uden for husrum. Undersøgelser af lokaliteter eller genstande, som er frit tilgængelige

for politiet, er ikke omfatter af reglerne i lovens kapitel 73.

Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en mistænkt har rådighed over,

må kun foretages, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse,

der er undergivet offentlig påtale, og ransagningen må antages at være af væsentlig betydning

for efterforskningen. Hvis der er tale om ransagning af boliger og andre husrum, dokumenter,

papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande, kræves det tillige, enten at sagen angår

en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf, eller at der er bestemte grunde

til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagnin-

gen. Findes der under ransagningen hos en mistænkt skriftlige meddelelser eller lignende, som

hidrører fra en person, der efter reglerne i lovens § 170 (dvs. præster i folkekirken eller andre

trossamfund, læger, forsvarere og advokater) er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i

sagen, eller som efter lovens § 172 (dvs. redaktører og redaktionelle medarbejdere) er fritaget

herfor, må der ikke foretages ransagning af materialet, jf. i det hele retsplejelovens § 794.

Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en person, der ikke er mistænkt,

har rådighed over, er ikke omfattet af reglerne i kapitel 73, såfremt den pågældende meddeler

skriftligt samtykke til ransagningen eller der i tilslutning til opdagelsen eller anmeldelsen af en

forbrydelse gives samtykke af den pågældende. I øvrigt må ransagning hos en person, der ikke

er mistænkt kun ske, hvis efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan

medføre fængselsstraf, og der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen, kan findes ved

ransagningen. Hos personer, der efter reglerne i lovens § 170 er udelukket fra at afgive forkla-

ring som vidne i sagen, er skriftlige meddelelser og lignende vedrørende den mistænkte og den

pågældende person samt dennes notater og lignende vedrørende den mistænkte ikke genstand

for ransagning. Hos personer, som er omfattet af § 172, er materiale, der indeholder oplysnin-

ger om forhold, som de pågældende er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen,

ikke genstand for ransagning, jf. i det hele retsplejelovens § 795.

Efter retsplejelovens § 796 træffes afgørelser om ransagning af ”andre genstande og lokaliteter

uden for husrum”, som en mistænkt har rådighed over, af politiet. I andre tilfælde træffes af-

gørelsen af retten, dog således at (også) politiet kan træffe beslutning om ransagning, hvis ran-

sagningen er rettet imod husrum, lokaliteter eller genstande, som en mistænkt har rådighed

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

over, og den pågældende samtykker til, at ransagningen foretages. Det samme gælder, hvis der

i tilslutning til opdagelsen eller anmeldelsen af en forbrydelse skal ske ransagning af gernings-

stedet, og den person, der har rådighed over vedkommende husrum mv., ikke er mistænkt, og

det ikke er muligt straks at komme i kontakt med den pågældende. Der skal i så fald snarest

muligt gives den pågældende underretning om ransagning.

Hvis undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet

træffe beslutning om at foretage ransagningen. Fremsætter den, mod hvis husrum mv. ransag-

ningen retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fore-

lægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes, jf. lovens § 796,

stk. 3.

Ransagning er undergivet et proportionalitetsprincip, og det følger således af lovens § 797, at

ransagning ikke må foretages, hvis det efter undersøgelsens formål, sagens betydning og den

krænkelse og ulempe, som undersøgelsen må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæs-

sigt indgreb. Ved afgørelsen skal der tillige lægges vægt på, om ransagningen er forbundet

med ødelæggelse eller beskadigelse af ting.

Det følger videre af lovens § 798, at ransagning skal ske så skånsomt, som omstændighederne

tillader, herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og uden ind-

grebet på grund af tidspunktet for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver

anledning til unødig opsigt. Hvis den person, der har rådighed over husrummet mv., eller i

dennes fravær andre personer træffes til stede, skal de pågældende gøres bekendt med ransag-

ningens foretagelse og grundlaget herfor samt opfordres til at overvære ransagningen. Foreta-

ges ransagningen på grundlag af en retskendelse, skal denne på begæring forevises. Er der tale

om et tilfælde, hvor undersøgelsens øjemed ville forspildes (jf. ovenfor) skal politiet vejlede

den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten. Den person, der har

rådighed over husrummet mv., kan kræve, at et af den pågældende udpeget vidne er til stede

under ransagningen, medmindre tidsmæssige eller efterforskningsmæssige grunde taler her-

imod. Såfremt ransagningens øjemed gør det påkrævet, herunder hvis der lægges hindringer i

vejen for ransagningens gennemførelse, kan politiet bestemme, at de personer, der træffes til

stede, fjernes, mens ransagningen foregår. Træffes der ingen til stede, når en ransagning af

boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende skal foretages, tilkaldes så vidt mu-

ligt to husfæller eller andre vidner til at overvære ransagningen. Den person, der har rådighed

over husrummet mv. underrettes, såfremt der er foretaget ransagning efter reglen om ”øjeme-

dets forspildelse”, om muligheden for at få spørgsmålet indbragt for retten.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at

den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis efterforskningen angår en

forsætlig overtrædelse af nærmere angivne (alvorlige) bestemmelser i straffeloven, herunder

kapitel 12 og 13 (om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser

mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.), ved kendelse træffe bestemmelse

herom, og om at reglerne om vidners tilstedeværelse mv. (jf. ovenfor) fraviges. Dette gælder

dog ikke med hensyn til husrum mv., som nogen, der efter reglerne i lovens § 170 er udeluk-

ket fra eller efter reglerne i § 172 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, har

rådighed over. Der henvises i øvrigt nærmere til lovens § 799.

Endelig er der i lovens § 800 fastsat regler for anvendelsen af oplysninger om en lovovertræ-

delse, der ikke har dannet, og efter de ovennævnte regler heller ikke kunne danne grundlag for

indgrebet. I et sådant tilfælde vil det ved ransagningen tilvejebragte materiale kunne anvendes

af politiet som led i efterforskningen af den pågældende lovovertrædelse, men ikke som bevis i

retten vedrørende lovovertrædelsen. Retten kan dog bestemme, at dette ikke skal gælde i et

tilfælde, som er omfattet af reglen i lovens § 799 (jf. ovenfor), hvis nærmere angivne betingel-

ser er opfyldt.

Byrettens afgørelse om ransagning kan indbringes for landsretten.

3.2. Beslaglæggelse og edition

De gældende regler om beslaglæggelse og edition findes i retsplejelovens kapitel 74 (§§ 801-

807 d).

Efter retsplejelovens § 801 kan der bl.a. foretages beslaglæggelse til sikring af bevismidler.

Ifølge § 802, stk. 1, kan genstande, som en mistænkt har rådighed over, beslaglægges, såfremt

den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet of-

fentlig påtale, og der er grund til at antage, at de pågældende genstande kan tjene som bevis.

Noget tilsvarende gælder i forhold til en person, der ikke er mistænkt, idet genstande, som den

pågældende har rådighed over, vil kunne beslaglægges som led i efterforskningen af en lov-

overtrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden

kan tjene som bevis, jf. retsplejelovens § 803, stk. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Skriftlige meddelelser eller lignende fra en person, der efter reglerne i lovens § 170 er udeluk-

ket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, kan ikke beslaglægges hos en mistænkt. Det

samme gælder materiale, der er omfattet af § 172, når materialet indeholder oplysninger, som

den pågældende efter § 172 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen.

Efter retsplejelovens § 804 kan der som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er

undergivet offentlig påtale, meddeles en person, der ikke er mistænkt, pålæg om at forevise

eller udlevere genstande (edition), hvis der er grund til at antage, at en genstand, som den på-

gældende har rådighed over, kan tjene som bevis. Det følger af retspraksis, at allerede lagrede

– dvs. historiske – teleoplysninger (hvorved forstås oplysninger om, hvilke telefoner eller an-

dre tilsvarende kommunikationsapparater der har været sat i forbindelse med en bestemt tele-

fon eller andet kommunikationsapparat) kan kræves udleveret efter reglerne om edition, dog

forudsat at de materielle betingelser i retsplejelovens § 781 (om indgreb i meddelelseshemme-

ligheden) er opfyldt.

Er en genstand udleveret til politiet efter pålæg om edition, finder reglerne om beslaglæggelse

efter § 803, stk. 1, tilsvarende anvendelse, jf. herom ovenfor. Der kan ikke meddeles pålæg

om edition, hvis der derved vil fremkomme oplysning om forhold, som den pågældende ville

være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. §§ 169-172.

Beslaglæggelse og editionspålæg er undergivet et proportionalitetsprincip, og det følger således

af lovens § 805, at sådanne indgreb ikke må foretages, hvis indgrebet står i misforhold til sa-

gens betydning og det tab eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre. Kan ind-

grebets øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse,

kan der med den, mod hvem indgrebet retter sig, træffes skriftlig aftale herom.

Afgørelse om beslaglæggelse og om pålæg af edition træffes af retten ved kendelse på begæ-

ring af politiet, jf. retsplejelovens § 806. Såfremt den, som indgrebet retter sig imod, har givet

samtykke til indgrebet, træffes afgørelse om beslaglæggelse dog af politiet. Hvis indgrebets

øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet – med mulighed for ef-

terfølgende kontrol ved retten – træffe beslutning om beslaglæggelse og om edition, idet be-

slaglæggelse af visse trykte skrifter eller lyd- og billedprogrammer dog kun kan ske efter rets-

kendelse.

Inden retten træffer afgørelse vedrørende lovligheden af en af politiet truffet beslutning om

beslaglæggelse eller om edition i et tilfælde, hvor indgrebets øjemed ellers ville forspildes, skal

der være givet den, mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at udtale sig, jf. § 806, stk. 5.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ligeledes følger det af § 806, stk. 6, at inden retten træffer afgørelse om pålæg om edition skal

der være givet den, der har rådighed over genstanden, adgang til at udtale sig. Denne bestem-

melse finder dog ikke anvendelse, hvis rettens afgørelse skal danne grundlag for en internatio-

nal retsanmodning om edition.

Efter retsplejelovens § 807, stk. 1, iværksætter politiet beslaglæggelsen. Foretages beslaglæg-

gelsen på grundlag af en retskendelse, skal denne på begæring forevises for den, som indgrebet

retter sig imod. Foretages indgrebet i et tilfælde, hvor ”øjemedet ellers ville forspildes”, skal

politiet vejlede den pågældende om adgangen til af få spørgsmålet indbragt for retten.

Politiet foranlediger, jf. § 807, stk. 2, ved henvendelse til den, som indgrebet retter sig imod,

at en kendelse om edition opfyldes. Rettens kendelse skal på begæring forevises for den på-

gældende. Afviser den pågældende uden lovlig grund at efterkomme pålægget, kan de tvangs-

midler, som fremgår af retsplejelovens § 178, anvendes.

Beslaglæggelse sker indtil videre, men indtil sagens afgørelse kan begæring om hel eller delvis

ophævelse af beslaglæggelse fremsættes over for retten af den, der har interesse heri.

Det fremgår af § 807 d, at rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse efter § 802, stk. 1,

og § 803, stk. 1, bortfalder senest, når sagen er endeligt sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller

tiltalefrafald, medmindre det beslaglagte konfiskeres.

Byrettens afgørelse om beslaglæggelse kan indbringes for landsretten.

3.3. Andre former for strafprocessuelle tvangsindgreb

Som nævnt ovenfor under pkt. 3. vil fremskaffelse af bevismidler i henhold til rammeafgørel-

sen – set i forhold til gældende ret – efter omstændighederne også kunne berøre andre af rets-

plejelovens bestemmelser om tvangsindgreb i strafferetsplejen (end ransagning, beslaglæggelse

og edition).

Dette skyldes dels, at forslaget efter artikel 3, stk. 1, omfatter alle genstande, dokumenter og

data, der kan bruges i straffesager (med undtagelse af nogle positivt opregnede tilfælde i artikel

3, stk. 2), dels at den europæiske bevissikringskendelse efter forslagets artikel 3, stk. 3, kan

udstedes med henblik på fremskaffelse af eksisterende bevismateriale, der ellers falder ind un-

der undtagelsesbestemmelsen i artikel 3, stk. 2, hvis bevismaterialet er blevet indsamlet før

udstedelsen af kendelsen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Som følge heraf vil en europæisk bevissikringskendelse bl.a. kunne omfatte allerede tilveje-

bragt bevismateriale, som udspringer af en gennemført afhøring af mistænkte, vidner mv.,

eller som har tilknytning til en gennemført bevisoptagelse fra en persons legeme, herunder

udtagning af dna-prøver. I det sidstnævnte tilfælde vil det pågældende bevismiddel skulle være

tilvejebragt i overensstemmelse med retsplejelovens bestemmelser om legemsundersøgelse, jf.

herved lovens kapitel 72 (§§ 792-792 f). Af disse regler følger det bl.a., at der skal være en

begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, der efter

loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller i en overtrædelse af straffe-

lovens § 249, 1. led (om uagtsom legemsbeskadigelse), og at indgrebet må antages at være af

afgørende betydning for efterforskningen, jf. lovens § 792 a, stk. 2.

Oplysninger om dna-prøver, som er udtaget som led i strafferetlig efterforskning, kan opbeva-

res og videregives i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 434 af 31. maj 2000 (som ændret

ved lov nr. 369 af 24. maj 2005) om oprettelse af et centralt dna-profilregister. Det følger bl.a.

af denne lovs § 5, at der til brug for identifikation af personer kan videregives oplysninger fra

registeret til udenlandske domstole samt politi- og anklagemyndigheder til brug for offentlige

straffesager, såfremt det i det enkelte tilfælde findes ubetænkeligt.

En europæisk bevissikringskendelse vil som følge af forslagets artikel 3, stk. 3, også kunne

omfatte bevismateriale, som politiet har tilvejebragt på et tidligere tidspunkt gennem f.eks.

aflytning af samtaler, eller som politiet har udarbejdet på grundlag af yderligere efterforskning,

f.eks. via analyse af eksisterende genstande, dokumenter og oplysninger. Hvad angår det

førstnævnte tilfælde, vil det pågældende bevismiddel skulle være tilvejebragt i overensstem-

melse med retsplejelovens bestemmelser om indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. herved

lovens kapitel 71 (§§ 780 – 791 b). Dette betyder bl.a., at bevismidlet alene har kunnet frem-

skaffes (f.eks. gennem telefonaflytning), hvis der er bestemte grunde til at antage, at der på

den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt,

hvis indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og efterforsk-

ningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover,

eller angår en forsætlig overtrædelse af nærmere angivne bestemmelser i straffeloven og ud-

lændingeloven, jf. retsplejelovens § 781, stk. 1.

Hvad særligt angår fremskaffelse af historiske teleoplysninger – dvs. oplysninger om, hvilke

telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater der har været sat i forbindelse med

en bestemt telefon eller andet kommunikationsapparat) – henvises der til pkt. 3.2. ovenfor.

Som det fremgår her, følger det af retspraksis, at sådanne oplysninger kan kræves udleveret

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(med tilbagevirkende kraft) efter reglerne om edition, men at det dog er en forudsætning, at de

materielle betingelser i retsplejelovens § 781 er opfyldt.

3.4. Gennemførelse af udenlandske retshjælpsanmodninger

Retsplejeloven indeholder ikke særlige bestemmelser om gennemførelse af udenlandske an-

modninger om retshjælp i form af fremskaffelse af bevismateriale, herunder ved foretagelse af

ransagning, beslaglæggelse eller edition.

Danmark har imidlertid tiltrådt den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig rets-

hjælp i straffesager (retshjælpskonventionen), og det følger af artikel 1 i konventionen, at de

kontraherende parter forpligter sig til i overensstemmelse med konventionens bestemmelser i

videst muligt omfang at yde hinanden bistand med henblik på retsforfølgning af forbrydelser.

Efter artikel 3 i konventionen skal den anmodede stat i overensstemmelse med national lovgiv-

ning efterkomme retsanmodninger, der vedrører en straffesag, og som fremsættes af den begæ-

rende stats judicielle myndigheder med henblik på fremskaffelse af beviser, herunder f.eks.

beslaglæggelse eller udlevering af bevismateriale, akter eller dokumenter. Retshjælpskonventi-

onens artikel 3 omfatter ikke udtrykkeligt bistand til gennemførelse af telefonaflytning eller

andre efterforskningsskridt, der ikke var aktuelle, da konventionen blev vedtaget i 1959. Det

afhænger således af den nationale retsorden, om anmodninger vedrørende sådanne efterforsk-

ningsskridt imødekommes, jf. herved Justitsministeriets vejledning af 5. december 2001 om

behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager (side 6)

Danmark har endvidere tiltrådt de tillægsprotokoller fra henholdsvis 1978 og 2001, som rets-

hjælpskonventionen er blevet suppleret med. Tillægsprotokollerne indebærer navnlig en udvi-

delse af konventionens anvendelsesområde til også at omfatte fiskale forbrydelser (1978-

tillægsprotokollen) og visse sager, som kan afgøres af administrative myndigheder (2001-

tillægsprotokollen). Sidstnævnte tillægsprotokol indeholder desuden en række bestemmelser til

udbygning af konventionens bestemmelser om bl.a. fremsendelse af retshjælpsanmodninger og

udsættelse af gennemførelse af retshjælpsanmodninger, som nødvendiggør efterforskning.

Også Schengen-konventionen fra 1990, som indeholder nærmere – og i forhold til retshjælps-

konventionen – videregående bestemmelser, er tiltrådt af Danmark, jf. lov nr. 418 af 10. juni

1997. Konventionen, som har til formål at supplere og lette anvendelsen af retshjælpskonventi-

onen fra 1959, udvider området for gensidig retshjælp til bl.a. også at omfatte retsforfølgning

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

for handlinger, der ifølge en eller begge kontraherende parters nationale ret betragtes som

overtrædelser af bestemmelser, som kan afgøres af administrative myndigheder, hvis afgørel-

sen kan indankes for en domstol med kompetence i straffesager, jf. konventionens artikel 49.

Efter konventionens artikel 50 skal der endvidere under nærmere angivne betingelser ydes gen-

sidig retshjælp ved overtrædelser af fiskal lovgivning.

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande (Finland, Island, Norge og Sverige) ind-

gået Den Nordiske Overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp. Efter artikel 1 i

overenskomsten fremsendes anmodninger om bevisoptagelse direkte mellem de pågældende

landes judicielle myndigheder. Den nordiske overenskomst supplerer retshjælpskonventionen

for så vidt angår fremsendelse af retsanmodninger, men overenskomsten regulerer ikke, i hvil-

ket omfang retsanmodninger om ransagning og beslaglæggelse mv. skal imødekommes.

Spørgsmål herom afgøres efter reglerne i Schengen-konventionens artikel 51.

Ud over retshjælpskonventionen og Schengen-konventionen har Danmark ratificeret en række

andre konventioner, der indeholder bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager. For

disse konventioner, herunder den europæiske konvention af 8. november 1990 om hvidvask-

ning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold

(Hvidvaskkonventionen) og FN’s konvention af 20. december 1988 om ulovlig handel med

narkotika og psykotrope stoffer (FN-konventionen), gælder, at anmodninger som hovedregel

skal fremsendes mellem de centrale myndigheder, men at anmodninger i hastende tilfælde vil

kunne fremsendes mellem de judicielle myndigheder.

FN-konventionen har selvstændig betydning i de tilfælde, hvor danske myndigheder i sager

vedrørende overtrædelser af narkotikalovgivningen har behov for at fremsende anmodninger til

lande, der ikke har tiltrådt retshjælpskonventionen. Det følger af konventionens artikel 11, at

en part på anmodning fra en anden part, der har iværksat strafferetlig forfølgning, skal træffe

de nødvendige foreløbige foranstaltninger som f.eks. fastfrysning eller beslaglæggelse med

henblik på at forhindre handel med, overførsel af eller råden over formuegoder, som ville

kunne tjene til at efterkomme anmodningen. Hvidvaskkonventionen anvendes som grundlag for

en retsanmodning – eventuelt i kombination med retshjælpskonventionen – i den type sager,

der er omfattet af konventionens anvendelsesområde.

Danmark har endelig tiltrådt EU-retshjælpskonventionen fra 2000, som indeholder bestemmel-

ser om formkrav og fremgangsmåde ved udførelse af anmodninger om gensidig retshjælp samt

materielle regler for anmodninger om visse særlige former for gensidig retshjælp. EU-rets-

hjælpskonventionen er gennemført ved lov nr. 258 af 8. maj 2002. EU-retshjælpskonventionen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

er trådt i kraft i Danmark

den 23. august 2005.

Hvad angår tillægsprotokollen (fra oktober

2001) til EU-retshjælpskonventionen, er denne på nuværende tidspunkt ikke ratificeret af no-

gen af EU-medlemslandene.

Uanset at retsplejeloven ikke indeholder særlige bestemmelser om gennemførelse af udenland-

ske retsanmodninger om fremskaffelse af bevismateriale, antages det med støtte i retspraksis,

at udenlandske begæringer om retshjælp i straffesager, som indebærer iværksættelse af efter-

forskningsskridt i Danmark, herunder bl.a. i form af ransagning, beslaglæggelse og edition,

kan imødekommes på grundlag af en analogisk anvendelse af de relevante bestemmelser i rets-

plejeloven, herunder reglerne om kompetencen til at træffe beslutning om tvangsindgreb, jf.

herom ovenfor under pkt. 3.1.-3.3.

Dette indebærer bl.a., at en udenlandsk anmodning om iværksættelse af efterforskningsskridt i

form af f.eks. ransagning, beslaglæggelse eller edition, vil kunne imødekommes, hvis det på-

gældende efterforskningsskridt kan iværksættes i forbindelse med en tilsvarende national straf-

feretlig efterforskning. Gennemførelse af udenlandske retshjælpsanmodninger er endvidere

betinget af, at det forhold, som efterforskningen vedrører, er strafbart efter dansk lovgivning

(krav om dobbelt strafbarhed), og at forholdet er undergivet offentlig påtale. I visse tilfælde er

det desuden en forudsætning, at lovovertrædelsen kan medføre en nærmere angiven mini-

mumsstraf (strafferammekravet).

Der gælder ikke efter de internationale konventioner en absolut pligt for det anmodede land til

at gennemføre en anmodning om retshjælp i form af fremskaffelse af bevismateriale, herunder

ved foretagelse af ransagning, beslaglæggelse eller edition.

Efter retshjælpskonventionens artikel 2 (sammenholdt med tillægsprotokollen fra 1978, artikel

2) kan anmodninger om retshjælp afslås, hvis anmodningen vedrører en forbrydelse, der af den

anmodede stat betragtes som en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har forbindelse

med en politisk forbrydelse. Endvidere kan en anmodning afslås, hvis den anmodede stat fin-

der, at imødekommelse af anmodningen vil kunne krænke den pågældende stats suverænitet,

bringe dens sikkerhed i fare, stride mod dens almindelige retsprincipper eller skade andre livs-

vigtige interesser.

Den anmodede stat kan endvidere efter retshjælpskonventionens artikel 5 ved at afgive en er-

klæring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen af konven-

tionen eller ved deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument forbeholde sig, at

retsanmodninger om ransagning eller beslaglæggelse kun skal efterkommes, når den forbrydel-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

se, som har givet anledning til retsanmodningen, er strafbar efter såvel den begærende som den

anmodede stats lovgivning (litra a), eller den forbrydelse, som har givet anledning til retsan-

modningen, kan medføre udlevering efter det anmodede lands lovgivning (litra b), eller at ef-

terkommelse af retsanmodningen er forenelig med den anmodede stats lovgivning (litra c).

Danmark har afgivet erklæring om, at en retsanmodning om ransagning eller beslaglæggelse

vil kunne afslås, hvis betingelserne i artikel 5, litra a og c, i retshjælpskonventionen ikke er

opfyldt i den konkrete sag.

For så vidt angår anmodninger om retshjælp i henhold til Schengen-konventionen, følger det af

artikel 51, at de kontraherende parter ikke må stille andre betingelser for efterkommelse af

retsanmodninger om ransagning og beslaglæggelse end, at den handling, der ligger til grund

for retsanmodningen, efter begge kontraherende parters lovgivning skal kunne straffes med

frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning af en varighed på mindst 6 måneder, eller den skal

efter den ene kontraherende parts lovgivning kunne straffes tilsvarende og efter den anden kon-

traherende parts lovgivning kunne afgøres som en overtrædelse af bestemmelser af administra-

tive myndigheder, hvis afgørelse kan indankes for en domstol med kompetence i straffesager.

Der kan endvidere stilles krav om, at efterkommelse af retsanmodningen skal være forenelig

med den anmodede stats lovgivning.

Ifølge artikel 18 i Hvidvaskkonventionen gælder der tilsvarende muligheder for at afslå at imø-

dekomme en retshjælpsanmodning.

De nævnte konventioner indeholder desuden nærmere bestemmelser om fremgangsmåden ved

fremsendelse af retshjælpsanmodninger og om indholdet mv. heraf. Der kan herom bl.a. hen-

vises til Justitsministeriets vejledning af 5. december 2001 om behandlingen af anmodninger

om gensidig retshjælp i straffesager.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Retsplejeloven indeholder som nævnt ovenfor under pkt. 3 ingen særlige bestemmelser om

gennemførelse af udenlandske begæringer om efterforskning i Danmark, herunder bl.a. i form

af fremskaffelse af bevismateriale ved ransagning, beslaglæggelse og edition. Imidlertid anta-

ges det med støtte i retspraksis, at sådanne anmodninger fra udenlandske myndigheder på visse

betingelser kan gennemføres her i landet efter en analogi af de relevante bestemmelser i rets-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

plejeloven, herunder reglerne om kompetencen til at træffe beslutning om sådanne efterforsk-

ningsskridt.

Det vil imidlertid efter dansk ret ikke være muligt at anerkende og foretage direkte gennemfø-

relse af udenlandske retsanmodninger i overensstemmelse med de regler, der følger af forsla-

get til rammeafgørelse.

Gennemførelse her i landet af en udenlandsk retsanmodning forudsætter, at der forinden ind-

grebet iværksættes – og i overensstemmelse med retsplejelovens kompetenceregler – foretages

en prøvelse af, om gennemførelsen af det pågældende indgreb er foreneligt med dansk ret,

herunder om retsplejelovens materielle betingelser for foretagelse af indgrebet er opfyldt.

Forslaget til rammeafgørelse indebærer imidlertid en forpligtelse til at træffe beslutning om at

gennemføre en udenlandsk retsanmodning (i form af en bevissikringskendelse), hvis det i

rammeafgørelsen nævnte certifikat er fremsendt og korrekt udfyldt. Danske myndigheder vil

derfor i en række tilfælde ikke kunne foretage en prøvelse af, hvorvidt (nugældende) krav om

dobbelt strafbarhed er opfyldt. Med rammeafgørelsen forpligtes Danmark til at sikre, at foran-

staltninger, inklusive beslaglæggelse og ransagning, altid er tilgængelige med henblik på at

fuldbyrde bevissikringskendelsen, i det omfang kendelsen omhandler en forbrydelse, der er

opregnet på den positiv-liste, som fremgår af artikel 16, stk. 2. Dansk politi vil med andre ord

skulle ransage lokaliteter i Danmark, selvom en ransagning ikke nødvendigvis ville være mulig

i en tilsvarende national sag, hvis forbrydelsen er omfattet af positiv-listen.

Den ordning, som forslaget til rammeafgørelse lægger op til, vil derfor kræve, at der fastsættes

særlige regler herom i dansk ret, idet de materielle betingelser, der efter dansk ret vil skulle

være opfyldt for at kunne foretage et tvangsindgreb i forbindelse med en udenlandsk rets-

hjælpssag, ikke ved de forbrydelser, der er omfattet af positiv-listen i artikel 16, stk. 2, vil

kunne opretholdes inden for anvendelsesområdet for forslaget til rammeafgørelse om den euro-

pæiske bevissikringskendelse. Dette gælder såvel med hensyn til det såkaldte kriminalitetskrav

(dvs. betingelsen om, at den efterforskede kriminalitet skal være af en vis grovhed, stigende

med intensiteten af det pågældende tvangsindgreb, f.eks. i form af et krav til strafferammen),

som med hensyn til det såkaldte mistankekrav (dvs. den styrke, hvormed mistanken retter sig

mod en mulig gerningsmand ligeledes varierende med indgrebets intensitet) samt for så vidt

angår den såkaldte indikationsbetingelse (dvs. det konkrete behov for at anvende netop det på-

gældende tvangsindgreb i den aktuelle efterforskning). Kravet om, at forholdet også er straf-

bart efter dansk ret, som i relation til internationale retshjælpsbegæringer indgår som en del af

kriminalitetskravet, vil dog kunne opretholdes, hvis der er behov for ransagning og beslaglæg-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gelse (og edition), og der er tale om en lovovertrædelse, som ikke er omfattet af den liste, som

fremgår af forslagets artikel 16, stk. 2 (positiv-listen).

Forslaget giver desuden anledning til at overveje, om der i en gennemførelseslov må fastsættes

regler om den europæiske bevissikringskendelses indhold og eventuelt også om dens form.

Ligeledes må det – inden for rammerne af rammeafgørelsen – overvejes at fastsætte nærmere

regler om, under hvilke betingelser en europæisk bevissikringskendelse vil kunne anerkendes,

samt hvorledes fuldbyrdelse heraf skal finde sted, jf. bl.a. rammeafgørelsens artikel 15 (om

afslagsgrunde) og artikel 18 (om udsættelse af fuldbyrdelse). Også rammeafgørelsens artikel

17, hvori der opstilles en række frister for anerkendelse, fuldbyrdelse og overførsel af bevis-

materiale, giver anledning til lovgivningsmæssige overvejelser, og det samme gælder med hen-

syn til den procedure vedrørende klageadgang, der er foreslået i artikel 19, og med hensyn til

artikel 20 om udstedelsesstatens ansvar.

Det vil endelig skulle overvejes, om der skal foretages visse ændringer af de gælder regler for

videregivelse af oplysninger, som politiet er kommet i besiddelse af i forbindelse med efter-

forskning i en straffesag.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Forslaget vurderes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser af betydning.

Høring

Kommissionens oprindelige forslag har været sendt i høring hos følgende myndigheder og or-

ganisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns

Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Ret-

ten i Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommer-

fuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for

særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsfor-

eningen af beskikkede advokater, Datatilsynet, Amnesty International og Institut for Menne-

skerettigheder.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for

Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Den Danske Dommerforening, Dom-

stolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af

Politimestre i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskik-

kede advokater, Datatilsynet og Institut for Menneskerettigheder.

Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Politidirektøren i København

Politi-

forbundet i Danmark

har oplyst, at de ikke har bemærkninger til forslaget.

Præsidenten for Østre Landsret

Præsidenten for Vestre Landsret

har bemærket, at

spørgsmålet om, hvorvidt man fra dansk side bør tilslutte sig en ordning, som indebærer, at

danske domstole skal medvirke til bevissikring til brug for straffesager i andre lande, selv om

de pågældende bevissikringsskridt ikke ville være tilladt – eller i det enkelte tilfælde ikke kun-

ne foretages – efter de gældende danske regler, såfremt der var tale om en straffesag i Dan-

mark, er et spørgsmål af en sådan retspolitisk karakter, at de ikke finder at burde udtale sig

herom.

5.1. Generelle bemærkninger til forslaget

Rigsadvokaten

har bemærket, at han finder det tvivlsomt, om Kommissionens antagelse om,

at det eksisterende samarbejde om bevisoptagelse er langsomt og ineffektiv, og at de forskelli-

ge nationale lovgivninger udgør hindringer for samarbejdet, uden videre er rigtig. Rigsadvoka-

ten peger på, at nye regler om gensidig retshjælp bør afvente ikrafttrædelsen af og erfaringerne

med EU-konventionen fra maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager og 2001-protokollen

hertil.

Foreningen af Politimestre i Danmark

har anført, at de eksisterende retshjælpskonventioner

mv. fungerer tilfredsstillende i praksis, og at det må forventes, at samarbejdet vil kunne effek-

tiviseres yderligere, når bl.a. EU-konventionen fra maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesa-

ger og 2001-protokollen hertil træder i kraft. Igangsættelse af nye omfattende initiativer bør

efter foreningens opfattelse afvente erfaringerne med disse instrumenter.

Advokatrådet

fremhæver, at princippet om gensidig tillid, anerkendelse og fuldbyrdelse af

afgørelser truffet af en myndighed i en anden EU-medlemsstat uden nogen selvstændig kontrol

i fuldbyrdelsesstaten giver anledning til væsentlige overvejelser i relation til det opstillede mål

om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – navnlig vedrørende gensidig anerken-

delse af afgørelser om strafprocessuelle tvangsindgreb under efterforskningen. Målsætningen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed må efter Advokatrådets opfattelse også

indebære, at borgere og virksomheder i EU-medlemsstaterne beskyttes mod uberettigede eller

ikke-proportionale indgreb fra myndighedernes side. Gennemførelse af EU-regler bør således

ikke efter Advokatrådets opfattelse føre til, at retssikkerhedsniveauet i medlemsstaterne sænkes

til laveste fællesnævner.

Advokatrådet peger endvidere på, at forudsætningen for anerkendelse og fuldbyrdelse i Dan-

mark uden selvstændig prøvelse hos de danske myndigheder bør være, at der er sikkerhed for,

at de retssikkerhedsgarantier, som gælder i Danmark, også er lovfæstede og praktiseres i de

øvrige medlemsstater. Advokatrådet peger i den forbindelse på, at der ikke i forslaget er rede-

gjort for retsstillingen i de 25 medlemsstater, men at det derimod fremgår, at forskellene mel-

lem landenes lovgivning er en barriere for kriminalitetsbekæmpelsen. Efter Advokatrådets op-

fattelse er der store forskelle mellem beskyttelsesniveauet i de enkelte medlemsstater, uagtet

alle stater er forpligtet til at overholde de garantier, der følger af Den Europæiske Menneske-

rettighedskonvention, og som er væsentligt lavere end det generelle retssikkerhedsniveau i et

land som f.eks. Danmark.

Advokatrådet fremhæver herudover, at forslaget ikke tager højde for, at de nationale regler om

tvangsindgreb inden for strafferetsplejen består af et regelkompleks, der er baseret på sin egen

indre sammenhæng og balance mellem hensynet til kriminalitetsbekæmpelse og hensynet til

den enkeltes retssikkerhed.

For så vidt angår behovet for nye regler på området bemærker Advokatrådet, at Kommissio-

nens forslag ikke indeholder en nærmere redegørelse for de problemer, som de eksisterende

ordninger for gensidig bistand til bevisoptagelse i straffesager, giver anledning til.

Datatilsynet

har bemærket, at forslaget – sammen med andre forslag om øget informationsud-

veksling inden for det politi- og strafferetlige samarbejde – aktualiserer behovet for at overveje

et generelt og opdateret databeskyttelsesretligt instrument på området. I mangel af et mere ge-

nerelt instrument på området finder Datatilsynet, at databeskyttelse i forbindelse med det plan-

lagte intensiverede samarbejde bør omtales i selve forslaget til rammeafgørelse og ikke blot

ved en henvisning til artikel 23 i EU-konvention fra maj 2000 om gensidig retshjælp i straffe-

sager. Datatilsynet henviser i den forbindelse til, at Schengen- og Europol-konventionerne in-

deholder en særskilt regulering om beskyttelse og sikring af personoplysninger. Datatilsynet

anbefaler, at der indsættes regler om f.eks. formålsbestemthed, sikker behandling af oplysnin-

ger og tilsyn med behandlingerne i selve rammeafgørelsen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Institut for Menneskerettigheder

anfører, at forslaget bygger på en forudsætning om, at de

enkelte medlemsstater opfylder kravene i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved

udstedelsen af bevissikringskendelser. For det tilfælde, at enkelte eller flere af EU-

medlemsstaterne anvender minimumskrav for at kunne foretage ransagning mv., som ligger

under det niveau, man i Danmark finder retssikkerhedsmæssigt forsvarlig, fordi det måtte være

i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan det efter Instituttets opfattelse

ikke udelukkes, at Danmark ved at fuldbyrde en bevissikringskendelse uden forudgående prø-

velse, kan ifalde et passivitetsansvar. I hvert fald såfremt der konkret er forhold i sagen, der

tyder på, at retssikkerhedsgarantierne ikke er overholdt, og de danske myndigheder undlader at

undersøge forholdet under processen i Danmark. Det er på den baggrund Instituttets opfattelse,

at det bør overvejes at indføre mulighed for afvisning af en bevissikringskendelse, hvis fuld-

byrdelse vil føre til et resultat, som strider mod fuldbyrdelsesstatens retsopfattelse, herunder

hvis anerkendelsen eller fuldbyrdelsen må anses for at være i strid med Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention.

5.2. Definitioner

Advokatrådet

har ad forslagets artikel 2, litra c), hvorefter ”udstedelsesmyndighed” efter for-

slaget kan være den dommer, undersøgelsesdommer eller anklager, der ifølge national ret kan

udstede en europæisk bevissikringskendelse, bemærket, at denne afgræsning vil kunne indebæ-

re, at myndighederne i fuldbyrdelsesstaten i givet fald vil være forpligtet til at fuldbyrde f.eks.

en ransagningskendelse udstedt af anklagemyndigheden i en anden medlemsstat uden, at der vil

kunne foretages en reel domstolsprøvelse af, om ransagningen bør gennemføres. Efter Advo-

katrådets opfattelse rejser et sådant fravær af domstolskontrol spørgsmål i forhold til grundlo-

vens § 72.

5.3. Anvendelsesområde

Rigsadvokaten

bemærker, at de mange begrænsninger i rækkevidden af forslaget i praksis vil

være vanskelige at håndtere, og at afgrænsningen af anvendelsesområdet formentlig vil føre til

yderligere usikkerhed på et området, der for praktikere allerede i dag synes vanskeligt. Rigs-

advokaten peger på, at en række meget praktisk anvendte bevisindsamlingsmetoder ligger uden

for bevissikringskendelsens anvendelsesområde, jf. pkt. 1.6. i begrundelsen for forslaget, sam-

tidig med at forslaget inden for sit anvendelsesområde er meget bredt, og at alle mulige tvangs-

indgreb og bevissikringsskridt kan komme på tale.

Advokatrådet

peger på, at politiets (eksisterende) afhøringsrapporter efter artikel 3 kan udle-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

veres og anvendes som bevismateriale i et tilfælde, hvor der ikke er adgang til at kræve den

afhørte person genafhørt. Advokatrådet peger endvidere på, at der efter forslaget ikke stilles

krav om, at en afhøringsrapport skal vedrøre samme sagsforhold, ligesom der ikke sondres

mellem, om der er tale om afhøring af en sigtet eller et vidne, eller stilles krav om, at den af-

hørte er blevet vejledt om muligheden for senere udlevering af rapportmateriale. Advokatrådet

anfører i den forbindelse, at de europæiske retssystemer tillægger politirapporter forskellig

bevismæssig vægt, herunder at politirapporter efter dansk ret som hovedregel ikke kan anven-

des som bevis under en retssag, at det efter dansk ret ikke kan tillægges selvstændig betydning,

om tiltalte eller vidner under afhøring hos politiet har nægtet at udtale sig, og at det efter dansk

ret ikke er muligt at tiltale vidner for at lægge hindringer i vejen for politiets efterforskning

(ved at nægte at udtale sig til politiet). I modsætning hertil kan politiafhøringer i andre europæ-

iske lande tillægges større bevismæssig vægt, ligesom der i visse tilfælde er mulighed for at

rejse tiltale for obstruktion af politiets arbejde.

5.4. Typer af retssager omfattet af den europæiske bevissikringskendelse

Advokatrådet

finder, at formuleringen af artikel 4, litra b), om sager, der er anlagt af en ad-

ministrativ myndighed vedrørende handlinger, der er strafbare, og hvor afgørelsen kan give

anledning til en procedure ved en domstol, efterlader tvivl om det præcise anvendelsesområde

for bevissikringskendelsen.

5.5. Betingelser for udstedelse af en europæisk bevissikringskendelse

Præsidenten for Københavns Byret

finder, at det forhold, at der efter forslaget ikke vil kun-

ne opretholdes et strafferammekrav som betingelse for at fuldbyrde en udenlandsk bevissik-

ringskendelse kan give anledning til nærmere overvejelser.

Advokatrådet

finder, at artikel 6, litra a), hvorefter en bevissikringskendelse kan udstedes,

når de ønskede genstande, dokumenter og data er nødvendige og proportionale, er vag og

upræcis. Advokatrådet peger således på, at de hensyn, der fremgår af bestemmelsen, ikke er

sammenfaldende med de hensyn, der efter retsplejeloven indgår som betingelse for f.eks. ran-

sagning, og at dette kan indebære, at danske myndigheder vil skulle gennemføre ransagning på

et grundlag, som ikke ville være tilstrækkeligt til at gennemføre en ransagning efter dansk ret.

Advokatrådet finder, at bevissikringskendelsen i praksis vil betyde, at beskyttelsen af borgeren

i fuldbyrdelseslandet vil ligge på det niveau, som udstedelseslandets lovgivning sikrer.

Landsforeningen af beskikkede advokater

har ligeledes påpeget, at bevissikringskendelsen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

giver mulighed for at foretage strafprocessuelle tvangsindgreb efter begæring fra andre EU-

medlemsstater, som ikke vil kunne foretages efter danske strafprocessuelle regler. Foreningen

bemærker i den forbindelse, at man ikke kan anbefale en justering af retsplejeloven med hen-

blik på at gøre sådanne (danske) indgreb mulige.

5.6. Den centrale strafferegistermyndighed

Rigspolitichefen

har bemærket, at han ikke har bemærkninger til forslagets bestemmelser om

officielle udskrifter fra strafferegistre (navnlig artikel 8).

5.7. Supplerende bevismateriale

Advokatrådet

har anført, at bestemmelsen i forslagets artikel 9 om kendelse om supplerende

bevismateriale giver den anmodende myndighed, som deltager i fuldbyrdelsen af bevissik-

ringskendelsen, fuld kontrol over den praktiske gennemførelse af bevissikringsanmodningen,

hvilket synes at rejse spørgsmål om, hvorvidt myndighedsudøvelsen fortsat reelt foretages af

den fuldbyrdende stats myndigheder.

5.8. Betingelser for anvendelse af personoplysninger

Datatilsynet

har bemærket, at det er uklart, hvad der reelt er indholdet i sidste del af artikel

10, stk.1, om personoplysninger fremskaffet inden for rammerne af rammeafgørelsen til andre

formål end nævnt i første afsnit. Datatilsynet finder det endvidere uklart, hvad der sigtes til

med bestemmelsen i artikel 10, stk. 4, hvorefter artikel 10 ikke finder anvendelse på personop-

lysninger, som er tilvejebragt af en medlemsstat i medfør af denne rammeafgørelse, og som

hidrører fra denne medlemsstat.

5.9. Anerkendelse og fuldbyrdelse uden yderligere prøvelse

Foreningen af Politimestre i Danmark

finder, at den manglende mulighed for at afprøve, om

gennemførelsen af den udenlandske retsanmodning vil være forenelig med dansk ret, er i strid

med principper, som bør være grundlæggende for gennemførelsen af strafprocessuelle tvangs-

indgreb på områder, hvor lovgivningen endnu ikke er harmoniseret.

Advokatrådet

bemærker, at den manglende adgang for den udførende myndighed til at foreta-

ge en selvstændig kontrol efter Advokatrådets opfattelse ikke er udtryk for gensidig tillid. Ad-

vokatrådet finder derimod, at der er risiko for, at princippet om gensidig tillid i realiteten bli-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ver et skjold for den anmodende myndighed, som ikke behøver at redegøre nærmere for

grundlaget for sin beslutning. Gensidig tillid bør efter Advokatrådets opfattelse være baseret på

fuld åbenhed om grundlaget for beslutningen, og den anmodende medlemsstat bør således have

fuld tillid til, at den udførende stats myndigheder alene vil nægte at gennemføre anmodningen,

hvis den finder at være forpligtet og berettiget hertil.

Landsforeningen af beskikkede advokater

finder det betænkeligt, at retsakter fra andre EU-

medlemsstater skal anerkendes umiddelbart uden materiel prøvelse i fuldbyrdelseslandet.

Institut for Menneskerettigheder

anfører, at kravet om gennemførelse i Danmark af f.eks. en

ransagningskendelse afsagt i en anden EU-medlemsstat efter dette lands lovgivning gør det

yderst vanskeligt for en borger i fuldbyrdelsesstaten at forudsige sin retsstilling i forhold til et

sådan indgreb i privatlivet. Efter Instituttets opfattelse er det tvivlsomt, om indgreb i retten til

privatliv foretaget på grundlag af en europæisk bevissikringskendelse, vil kunne leve op til det

legalitetskrav, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2.

Institut for Menneskerettigheder har endvidere anført, at det efter forslaget vil kunne fore-

komme, at danske myndigheder skal foretage beslaglæggelse af skrifter mv., herunder ikke

offentliggjorte skrifter, uanset at der ikke er grundlag herfor efter dansk ret. Dette vil efter

instituttets opfattelse åbne op for den mulighed, at danske myndigheder vil skulle efterkomme

europæiske bevissikringskendelser om beslaglæggelse af ikke offentliggjorte skrifter, som ikke

opfylder kravene til domstolsprøvelse i grundlovens § 77, hvorefter ansvar for ytringer skal

udmøntes af domstolene.

5.10. Garantier for fuldbyrdelse (minimumsgarantier)

Institut for Menneskerettigheder

finder det positivt, at der ved forslagets artikel 12, stk. 1,

litra b), er taget højde for, at princippet om forbud mod selvinkriminering, jf. Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention artikel 6, skal overholdes i forbindelse med fuldbyrdelsen af en

europæisk bevissikringskendelse. Instituttet finder det endvidere positivt, at der i forslagets

artikel 15 er taget højde for princippet om, at en person ikke kan dømmes to gange for samme

forhold (”ne bis in idem”- princippet).

5.11. Afslagsgrunde

Rigspolitichefen

finder, at der bør indsættes en afslagsgrund svarende til artikel 2 i retshjælps-

konventionen fra 1959, hvorefter en anmodning om retshjælp kan afslås, hvis den vedrører en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forbrydelse, der af den anmodede stat betragtes som en politisk forbrydelse eller en forbrydel-

se, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller hvor den anmodede stat finder, at

imødekommelse af anmodningen vil kunne krænke den pågældende stats suverænitet, bringe

dens sikkerhed i fare, stride mod dens almindelige retsprincipper eller skade andre livsvigtige

interesser. Rigspolitichefen har som baggrund for forslaget henvist til, at det er en forudsæt-

ning for efterretningstjenesternes modtagelse af oplysninger fra samarbejdsparter i ind- og ud-

land, at sådanne oplysninger alene anvendes til efterretningsmæssig brug og ikke videregives

til andre. Det vil således ofte være af afgørende betydning for efterretningstjenestens arbejde

og effektivitet, at materiale fra tidligere og igangværende efterforskning ikke kompromitteres

ved f.eks. at skulle indgå i en straffesag i ind- eller udland, herunder på grundlag af en euro-

pæisk bevissikringskendelse.

Advokatrådet

har bemærket, at rækkevidden i forslagets artikel 15, stk. 2, litra b, om mulig-

hed for at afvise fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse, hvis der ifølge fuldbyrdelsesstatens

lovgivning gælder immuniteter og privilegier, der gør det umuligt at fuldbyrde den europæiske

bevissikringskendelse, ikke er ganske klar. Rådet peger herved på, at det synes usikkert, om

kredsen af vidneudelukkede personer, jf. retsplejelovens §§ 169-172, vil være omfattet af be-

stemmelsen. Rådet finder det endvidere usikkert, om regler i dansk lovgivning, som udelukker

anvendelse af oplysninger fra f.eks. et register i efterforskningsmæssig og strafferetlig sam-

menhæng, skal forstås som en ”immunitet”.

Institut for Menneskerettigheder

finder, at det bør overvejes at indføre mulighed for at afslå

at anerkende og fuldbyrde en europæisk bevissikringskendelse, hvis anerkendelse og fuldbyr-

delse må anes for at være i strid med fuldbyrdelsesstatens retsopfattelse, herunder hvis det an-

ses for stridende med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

5.12. Dobbelt strafbarhed

Præsidenten for Københavns Byret

anfører, at det forhold, at der efter forslaget ikke vil

kunne opretholdes et strafferammekrav som betingelse for at fuldbyrde en udenlandsk bevissik-

ringskendelse kan give anledning til nærmere overvejelser.

Foreningen af Politimestre i Danmark

Advokatrådet

har givet udtryk for betænkelighe-

der i forhold til, at der efter forslaget – efter en overgangsperiode – ikke kan opstilles krav om

dobbelt strafbarhed.

Landsforeningen af beskikkede advokater

tager afstand fra afskaffelse af kravet om dobbelt

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

strafbarhed.

5.13. Klage

Præsidenten for Københavns Byret

bemærker, at forslagets artikel 19, hvorefter de materiel-

le forhold, der ligger til grund for en bevissikringskendelse, kun kan påklages til udstedelses-

staten, kan gøre det vanskeligt for personer, der er bosiddende i fuldbyrdelsesstaten, at udnytte

klageadgangen, og det kan derfor overvejes, om der bør gennemføres tiltage med henblik på at

lette klageadgangen.

Datatilsynet

udtrykker betænkeligheder over for forslaget om, at de omhandlede genstande,

dokumenter og data af udstedelsesmyndigheden kan kræves udleveret senest 60 dage efter

fuldbyrdelsen af bevissikringskendelsen, selv om der i fuldbyrdelsesstaten er indgivet en klage

i anledning heraf.

Advokatrådet

finder, at forslaget om, at klage skal ske til en domstol i udstedelsesstaten, i en

række tilfælde vil gøre det umuligt eller særdeles vanskeligt og bekosteligt at udnytte klagead-

gangen. Advokatrådet finder, at muligheden for at suspendere en udlevering af genstande mv. i

60 dag, hvis der indgivet klage, er en helt utilstrækkelig beskyttelse af den, indgrebet rettes

imod.

Landsforeningen af beskikkede advokater

bemærker, at såfremt forslaget gennemføres, bør

der skabes mulighed for, at danske statsborgere kan få beskikket en advokat i forbindelse med

en klage til en anden medlemsstats domstole.

Nærhedsprincippet

Formålet med forslaget er – ifølge Kommissionen – ved anvendelse af princippet om gensidig

anerkendelse at skabe et hurtigere og mere effektivt retligt samarbejde i straffesager og erstatte

den eksisterende ordning for gensidig retshjælp i forhold til fremskaffelse af genstande, doku-

menter og data til brug i straffesager. Kommissionen har ikke i forslaget redegjort nærmere for

forholdet til nærhedsprincippet. Forslaget har som nævnt til formål at skabe et hurtigere og

mere effektivt retligt samarbejde i straffesager. Forslaget vurderes på denne baggrund ikke at

rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side har man fra starten været meget skeptisk over for Kommissionens forslag, som

dog på en række afgørende punkter er blevet forbedret, således at man nu fra dansk side gene-

relt ser positivt på det foreliggende udkast til rammeafgørelse.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet er den 31. marts 2004 fremkommet med en foreløbig udtalelse om forsla-

get.

I sin foreløbige udtalelse opfordrer Europa-Parlamentet bl.a. til, at der i forslagets artikel 6

indføjes et krav om, at udstedelsesstaten i bevissikringskendelsen skal godtgøre, at de ønskede

genstande mv. er nødvendige og proportionale og ifølge udstedelsesstatens lovgivning vil kun-

ne fremskaffes under lignende omstændigheder på udstedelsesstatens område samt vil kunne

antages som bevis i den retssag, de rekvireres til. Europa-Parlamentet har endvidere foreslået,

at der i artikel 9 indsættes et krav om begrundelse for, at udstedelsesstaten ønsker supplerende

bevismateriale i tilknytning til den oprindelige bevissikringskendelse.

I forhold til artikel 10 om betingelser for anvendelse af personoplysninger anbefaler Europa-

Parlamentet, at der indføjes en bestemmelse om registrerede personers ret til at påberåbe sig de

rettigheder om databeskyttelse, som måtte være hjemlet i enten udstedelsesstatens eller fuld-

byrdelsesstatens nationale lovgivning.

Europa-Parlamentet foreslår endvidere, at der indsættes en række yderligere afslagsgrunde i

forslagets artikel 15, idet Parlamentet finder, at anerkendelse og fuldbyrdelse af en bevissik-

ringskendelse skal afslås, hvis udstedelsesstaten har anmodet en anden medlemsstat om at fore-

tage retsforfølgning, hvis den pågældende lovovertrædelse er omfattet af amnesti i fuldbyrdel-

sesstaten, og denne stat har kompetence til at forfølge sagen, hvis den person, der er omfattet

af kendelsen er under den kriminelle lavalder i fuldbyrdelsesstaten, hvis der er grund til at

formode, at bevissikringskendelsen er udtryk for forfølgelse på grund af den pågældende per-

sons køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller

seksuelle orientering, hvis fuldbyrdelsen vil strid mod fuldbyrdelsesstatens forfatningsmæssige

regler om retfærdig rettergang, beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger samt for-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

eningsfrihed, ytringsfrihed og pressefrihed, og hvis der er væsentlige grunde til at formode, at

fuldbyrdelsen vil undergrave respekten for grundlæggende rettigheder og retsprincipper, jf.

TEU artikel 6.

Endelig opfordrer Europa-Parlamentet til, at der aflægges rapport om anvendelse af rammeaf-

gørelsen, navnlig med fokus på anvendelsen af retssikkerhedsgarantier, at EU-medlemsstaterne

bestræber sig på, inden rammeafgørelsen om bevissikringskendelser træder i kraft, at nå til

enighed om en rammeafgørelse om retssikkerhedsgarantier for sagsøgte, og at medlemsstaterne

meddeler Rådets Generalsekretariat, hvilke nationale organer der er udpeget som udstedelses-

myndighed og fuldbyrdelsesmyndighed.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samar-

bejde den

7. februar 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Kommissionens forslag og et grundnotat om forslaget er oversendt til Folketingets Europaud-

valg den 19. juli 2004 og til Folketingets Retsudvalg den 15. juli 2004.

Sagen har senest været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg for-

ud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. december 2005.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 4: Aftale mellem EU og Norge og Island om udlevering

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Resumé

På baggrund af Rådets beslutninger af 10. juli 2001 og 19. december 2002 om på grundlag af

artikel 38, jf. artikel 24 i TEU, at bemyndige formandskabet til at indlede forhandlinger med

Norge og Island om indgåelse af en udleveringsaftale, herunder om anvendelsen af den euro-

pæiske arrestordre, er der udarbejdet et udkast til aftale mellem på den ene side Den Europæi-

ske Union og på den anden side Norge og Island om en udleveringsprocedure. Det forventes,

at der på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 21. februar 2006 fremlægges et udkast

til råds-afgørelse om bemyndigelse af formandskabet til på Den Europæiske Unions vegne at

undertegne aftale mellem på den ene side Den Europæiske Union og på den anden side Norge

og Island om en udleveringsprocedure. Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprin-

cippet. Sagen har lovgivningsmæssige konsekvenser, men vurderes ikke at have statsfinansielle

konsekvenser af betydning. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaters holdninger til sagen. Fra dansk side kan man fuldt ud støtte, at EU indgår en

udleveringsaftale med Norge og Island.

Baggrund

Rådet vedtog den 10. marts 1995 på grundlag af den daværende artikel K.3 i Traktaten om

Den Europæiske Union (TEU) en konvention om forenklet udleveringsprocedure mellem med-

lemsstaterne i Den Europæiske Union (1995-konventionen). Endvidere vedtog Rådet den 27.

september 1996 ligeledes på grundlag af den daværende artikel K.3 i TEU en konvention om

udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (1996-konventionen). Formålet med

konventionerne er i forholdet mellem medlemsstaterne at supplere og lette anvendelsen af bl.a.

den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere med tilhø-

rende tillægsprotokoller og Schengen-konventionen.

Danmark ratificerede de to konventioner henholdsvis den 19. november 1996 og den 17. sep-

tember 1997.

I forbindelse med Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 blev Schengen-reglerne

integreret i Den Europæiske Union.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

For at sikre Norges og Islands fortsatte deltagelse i Schengen-samarbejdet efter integrationen i

Den Europæiske Union har Rådet indgået en aftale med disse lande om deres associering i gen-

nemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne. Aftalen er for Rådets ved-

kommende godkendt ved Rådets afgørelse af 17. maj 1999.

Efter artikel 2, stk. 1, i associeringsaftalen gennemfører og anvender Norge og Island de be-

stemmelser i Schengen-reglerne, der er opført i bilag A til aftalen. Alle relevante bestemmelser

i Schengen-konventionens kapitel 4 (artiklerne 59-66) om udlevering er indeholdt i dette bilag.

Disse bestemmelser har derfor fundet anvendelse i forhold til Norge og Island siden den 25.

marts 2001, hvor de nordiske lande indtrådte i det praktiske Schengen-samarbejde.

I henhold til artikel 2, stk. 3, i associeringsaftalen accepterer, gennemfører og anvender Norge

og Island de retsakter og foranstaltninger, som EU har vedtaget med henblik på at ændre og

udbygge de i bilag A nævnte bestemmelser, og som procedurerne i associeringsaftalen har væ-

ret gældende for.

Spørgsmålet om, hvorvidt en retsakt eller en foranstaltning vedtages med henblik på at udbyg-

ge Schengen-reglerne, afgøres af EU-landene.

De to EU-udleveringskonventioner indeholder bestemmelser, der ændrer eller udbygger be-

stemmelserne i Schengen-konventionens kapitel 4. Disse konventioner blev imidlertid vedtaget

af Rådet forud for associeringsaftalen. Derfor kunne de procedurer, der senere er fastlagt i

associeringsaftalen, ikke anvendes i denne forbindelse.

Resultatet er, at Schengen-konventionens bestemmelser om udlevering finder anvendelse i for-

hold til Norge og Island, hvorimod de bestemmelser i de to EU-udleveringskonventioner, der

udgør en udvikling af Schengen-konventionens bestemmelser om udlevering, ikke finder an-

vendelse i forhold til de to lande.

Det må antages, at alle bestemmelser i 1995-konventionen og en række bestemmelser i 1996-

konventionen udgør en videreudvikling af Schengen-reglerne.

For så vidt angår de bestemmelser i de to udleveringskonventioner, der ikke udgør en videre-

udvikling af Schengen-reglerne, besluttede Rådet den 10. juli 2001 på grundlag af artikel 38,

jf. artikel 24 i TEU, at bemyndige formandskabet til at indlede forhandlinger med Norge og

Island om det retlige samarbejde.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Formålet med forhandlingerne er at indgå aftale mellem Den Europæiske Union på den ene

side og Norge og Island på den anden side vedrørende Norges og Islands anvendelse af de be-

stemmelser i de to udleveringskonventioner, der ikke udgør en videreudvikling af Schengen-

reglerne.

Bemyndigelsen til formandskabet blev ændret den 19. december 2002, hvor Rådet vedtog, at

forhandlingerne med Norge og Island også skal omfatte spørgsmålet om anvendelsen af den

europæiske arrestordre i relationerne mellem medlemsstaterne og Norge og Island.

I henhold til dette forhandlingsmandat har formandskabet bistået af Kommissionen haft en

række møder med delegationer fra Norge og Island. Det seneste møde fandt sted den 13. juni

2005.

Et udkast til aftale mellem på den ene side Den Europæiske Union og på den anden side Norge

og Island om en udleveringsprocedure mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Nor-

ge og Island blev forelagt for Rådet (retlig og indre anliggende) den 12. oktober 2005. På

rådsmødet (retlige og indre anliggender) kunne der ikke konstateres politisk enighed om afta-

len.

Endvidere var et udkast til aftale sat på dagsordenen for rådsmødet (retlige og indre anliggen-

der) den 1.-2. december 2005, men sagen blev taget af dagsordenen forud for mødet.

Det forventes, at der på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 20.-21. februar 2006

fremlægges et udkast til rådsafgørelse om bemyndigelse af formandskabet til på Den Europæi-

ske Unions vegne at undertegne aftale mellem på den ene side Den Europæiske Union og på

den anden side Norge og Island om en udleveringsprocedure

Indhold

Baggrunden for aftalen er et ønske om at forbedre det strafferetlige samarbejde mellem Den

Europæiske Unions medlemsstater og Island og Norge. Aftalen bygger dels på 1996-

konventionen, dels på Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre

og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne.

Udkastet til en aftale mellem på den ene side Den Europæiske Union og på den anden side

Norge og Island om en udleveringsprocedure mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

og Norge og Island er opdelt i fire kapitler:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

kapitel 1 (artikel 1 - 11) om almindelige principper,

kapitel 2 (artikel 12 - 28) om overgivelsesproceduren,

kapitel 3 (artikel 29 – 33) om virkninger af overgivelsen og

kapitel 4 (artikel 34 – 41) vedrørende generelle bestemmelser.

Artikel 1:

Efter aftalens artikel 1, stk. 1, forpligter de kontraherende parter (EU’s medlemsstater på den

ene side og Norge og Island på den anden side) sig til i overensstemmelse med bestemmelserne

i aftalen at forbedre overgivelsen af mistænkte og domfældte mellem medlemsstaterne på den

ene side og Norge og Island på den anden side ved som minimumsnorm at anvende konventio-

nen af 27. september 1996 om udlevering mellem medlemsstaterne i den Europæiske Union.

De kontraherende parter forpligter sig til at basere udleveringsanmodningen på en overgivel-

sesordning på grundlag af en arrestordre og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne

aftale, jf. artikel 1, stk. 2.

Aftalen indebærer efter artikel 1, stk. 3, ingen ændring af pligten til at respektere de grund-

læggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i den euro-

pæiske menneskerettighedskonvention, eller hvis fuldbyrdelsen foretages af en judiciel myn-

dighed i en medlemsstat, principperne i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.

Efter aftalens artikel 1, stk. 4, kan intet i aftalen fortolkes som et forbud mod at nægte at over-

give en person, der er omfattet en arrestordre, hvis der er objektive grunde til at formode, at

arrestordren er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den

pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politisk overbevisning

eller seksuelle orientering eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse

grunde.

Artikel 2:

Artikel 2 indeholder definitionen af ”kontraherende parter” (Den Europæiske Union, Norge og

Island), ”medlemsstat” (en medlemsstat i Den Europæiske Union), ”stat” (en medlemsstat,

Norge eller Island), ”tredjeland” (enhver anden stat som defineret i stk. 3), og ”arrestordre”

(en afgørelse truffet af en stat for at få en anden stat til at anholde og overgive en eftersøgt

person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden fri-

hedsberøvende foranstaltning).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 3:

Artikel 3 fastlægger anvendelsesområdet for aftalen. Efter denne bestemmelses stk. 1 kan ar-

restordren udstedes med henblik på:

1) Strafforfølgning i straffesager, der medfører frihedsberøvelse eller en anden frihedsberø-

vende foranstaltning og vedrører en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den stat, der har

udstedt arrestordren, kan medføre frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning

af mindst 12 måneders varighed.

2) Straffuldbyrdelse af en endelig dom i en straffesag, hvorved den pågældende - i den stat, der

har udstedt arrestordren - er idømt frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning

af mindst 6 måneders varighed. De kontraherende parter kan dog i en erklæring tilkendegive,

at en arrestordre ligeledes kan udstedes, hvis den endelige dom er på mindst 4 måneders fæng-

sel eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Spørgsmålet om, hvorvidt den fuldbydende stat kan kræve, at den handling, for hvilken en

arrestordre er udstedt, ligeledes er strafbar i denne stat (kravet om dobbelt strafbarhed), er

reguleret i aftalens artikel 3, stk. 2.

Artikel 3, stk. 2, fastslår, jf. dog stk. 3 og 4, at udlevering er betinget af, at de forhold, der

ligger til grund for en arrestordre, udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende stats lov-

givning, uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse. I disse tilfælde vil der således

skulle gennemføres en kontrol af, om forholdet også er strafbart i den stat, som skal gennem-

føre udleveringen.

Det følger af artikel 3, stk. 3, at en stat under ingen omstændigheder, jf. dog artiklerne 4-8,

må afslå en arrestordre, der er udstedt i forbindelse med en adfærd, hvorved en person med-

virker til, at en gruppe personer, som handler med et fælles formål, begår en eller flere for-

brydelser i forbindelse med terrorisme som omhandlet i artikel 1 og 2 i den europæiske kon-

vention om bekæmpelse af terrorisme og artikel 1, 2, 3 og 4 i EU’s rammeafgørelse af 13. juni

2002 om bekæmpelse af terrorisme, ulovlig narkotikahandel og andre former for organiseret

kriminalitet eller andre voldshandlinger, der er rettet mod en persons liv, fysiske integritet el-

ler frihed, eller som medfører en kollektiv fare for personer, når sådanne forbrydelser kan

medføre en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning af en varighed på mindst

12 måneder, selvom den pågældende person ikke deltager i selve udførelsen af den eller de

pågældende forbrydelser. En sådan medvirken skal være forsætlig og være baseret på kend-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

skab til gruppens formål og generelle kriminelle virksomhed eller kendskab til, at gruppen har

til hensigt at begå den eller de pågældende forbrydelser.

Hvis arrestordren er udstedt for en handling, der er omfattet af stk. 3, og denne lovovertrædel-

se kan medføre en frihedsstraf på mindst 1 år i den udstedende stat, kan der således ikke stilles

krav om dobbelt strafbarhed.

Efter artikel 3, stk. 4, kan de kontraherende parter afgive en erklæring om, at det i stk. 2 om-

handlede krav om dobbelt strafbarhed ikke anvendes på en række nærmere angivne forbrydel-

ser (positiv-listen).

Positiv-listen omfatter en række lovovertrædelser, herunder bl.a. terrorisme, menneskehandel,

seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig handel med narkotika, ulovlig handel

med våben, bestikkelse, svig, hvidvaskning, falskmøntneri, deltagelse i en kriminel organisati-

on, miljøkriminalitet, manddrab, sabotage, pengeafpresning, røveri, bortførelse, racisme, ty-

veri og forfalskning af betalingsmidler.

Er arrestordren omfattet af stk. 4 (positiv-listen), og har staterne ved erklæring meddelt, at

kravet om dobbelt strafbar ikke skal finde anvendelse for lovovertrædelser omfattet af positiv-

listen, og kan lovovertrædelsen medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst 3 år i

den udstedende stat, kan der således ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed.

Artikel 4:

Artikel 4 i aftalen indeholder tre obligatoriske afslagsgrunde, der, hvis en af disse foreligger,

bevirker, at staterne skal afslå gennemførelsen af en arrestordre og dermed udlevering.

For det første skal den fuldbyrdende stat, jf. artikel 4, nr. 1, nægte udlevering, hvis den lov-

overtrædelse, der ligger til grund for arrestordren, kan retsforfølges i den fuldbyrdende stat,

og der i denne stat er truffet beslutning om benådning (amnesti).

For det andet skal udlevering, jf. artikel 4, nr. 2, afslås, hvis det, af de oplysninger den fuld-

byrdende stats relevante myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den person, der er omfattet

af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i en anden stat for de samme handlinger, som

ligger til grund for arrestordren, og straffen – i tilfælde af domfældelse – er fuldbyrdet, er ved

at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Denne

bestemmelse omhandler princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning (»ne bis in idem«).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Endelig skal udlevering, jf. artikel 4, nr. 3, afslås, hvis den person, der er omfattet af arrest-

ordren, er under den kriminelle lavalder efter den fuldbyrdende stats lovgivning.

Artikel 5:

Artikel 5 indeholder en række fakultative afslagsgrunde. Staterne har således mulighed for at

afslå at gennemføre en arrestordre og dermed udlevering, hvis en eller flere af disse afslags-

grunde foreligger.

Udlevering kan for det første afslås i det tilfælde, hvor en arrestordre er udstedt for en lov-

overtrædelse, der er nævnt i artikel 3, stk. 1, og den lovovertrædelse, der ligger til grund for

arrestordren, ikke er strafbar efter lovgivningen i den fuldbyrdende stat (kravet om dobbelt

strafbarhed), jf. artikel 5, nr. 1.

Dernæst kan udlevering afslås, hvis den person, der er genstand for en arrestordre, allerede

retsforfølges i den fuldbyrdende stat for de samme lovovertrædelser, som ligger til grund for

arrestordren, jf. artikel 5, nr. 2.

Herudover kan udlevering afslås, hvis den fuldbyrdende stat allerede har besluttet ikke at ind-

lede retsforfølgning eller at opgive retsforfølgning af den lovovertrædelse, der ligger til grund

for arrestordren, jf. artikel 5, nr. 3.

Udlevering kan endvidere afslås, hvis lovovertrædelsen eller adgangen til at fuldbyrde en fri-

hedsstraf er forældet i henhold til lovgivningen i den fuldbyrdende stat, og denne stat har kom-

petence til at retsforfølge lovovertrædelsen, jf. artikel 5, nr. 4.

Herudover kan udlevering afslås, hvis den fuldbyrdende stat er i besiddelse af oplysninger om,

at den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i et tredjeland

for den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren, og straffen er fuldbyrdet, er ved

at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes i domslandet, jf. artikel 5, nr. 5.

For så vidt angår statsborgere eller personer med bopæl i den fuldbyrdende stat kan udlevering

afslås, hvis arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en straffedom, og den fuld-

byrdende stat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen, jf. artikel 5, nr. 6.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Endelig indeholder artikel 5, nr. 7, en mulighed for at afslå udlevering, hvis den lovovertræ-

delse, der er omfattet af arrestordren, efter den fuldbyrdende stats lovgivning helt eller delvis

anses for at være begået på denne stats territorium. Udlevering kan ligeledes nægtes, hvis lov-

overtrædelsen er begået uden for den udstedende stats territorium, og den fuldbyrdende stats

lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er

begået uden for denne stats territorium.

Artikel 6:

Artikel 6 indeholder undtagelsesbestemmelser vedrørende politiske forbrydelser.

Efter artikel 6, stk. 1, kan fuldbyrdelse af en arrestordre ikke afslås med den begrundelse, at

lovovertrædelsen af den fuldbyrdende stat kan anses for at være en politisk lovovertrædelse, en

lovovertrædelse, der har forbindelse med en politisk lovovertrædelse, eller en lovovertrædelse,

der udspringer af politiske motiver.

De kontraherende parter kan dog i medfør af artikel 6, stk. 2, afgive en erklæring om, at de

kun vil anvende stk. 1 i forbindelse med:

a) de forbrydelser, der er omhandlet i artikel 1 og 2 i den europæiske konvention om be-

kæmpelse af terrorisme,

b) forbrydelser, der kan karakteriseres som sammensværgelser m.v. i henhold til artikel 3,

nr. 1, litra a, og som har til formål at begå en eller flere af de forbrydelser, der er

nævnt i artikel 1 og 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, og

c) artikel 1, 2, 3 og 4 i EU’s rammeafgørelse af 13. juni 2002 om bekæmpelse af terro-

risme.

Artikel 7:

I artikel 7 er der fastsat en række undtagelsesbestemmelser vedrørende udlevering af egne

statsborgere.

Efter artikel 7, stk. 1, kan fuldbyrdelse ikke afslås med den begrundelse, at en person, der

begæres udleveret, er statsborger i den fuldbyrdende stat. De kontraherende stater kan dog

afgive en erklæring om, at statsborgere ikke vil blive overgivet, eller om at overgivelse kun

tillades under visse nøje afgrænsede omstændigheder, jf. artikel 7, stk. 3.

Udtrykket statsborger kan defineres af de enkelte kontraherende parter, jf. artikel 7, stk. 2.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 8:

Artikel 8 omfatter de garantier, som den udstedende stat skal give den fuldbyrdende stat i visse

særlige tilfælde.

Hvis arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, og domfældte

ikke er blevet indkaldt personligt eller på anden måde er blevet underrettet om tid og sted for

domsforhandlingen, kan udlevering betinges af, at den udstedende stat garanterer, at sagen kan

genoptages, og at der kan gennemføres en ny domsforhandling, hvor den tiltalte er til stede, jf.

artikel 8, nr. 1.

I de tilfælde, hvor arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der kan straffes med fængsel

på livstid, kan udlevering betinges af, at det udstedende lands lovgivning tillader, at der – en-

ten på anmodning eller senest efter 20 år – kan ske fornyet prøvelse af, om der er grundlag for

at fortsætte fuldbyrdelsen af dommen, jf. artikel 8, nr. 2.

Hvis arrestordren er udstedt med henblik på strafforfølgning af en person, der er statsborger i

den fuldbyrdende stat, kan udlevering betinges af, at den pågældende kan tilbageføres til den

pågældende stat med henblik på fuldbyrdelsen af en eventuel straf, jf. artikel 8, nr. 3. Be-

stemmelsen skal ses i sammenhæng med artikel 5, nr. 6, hvorefter udlevering af egne statsbor-

gere eller personer med bopæl i den fuldbyrdende stat kan afslås, hvis arrestordren er udstedt

med henblik på fuldbyrdelsen af en straffedom, og den fuldbyrdende stat forpligter sig til selv

at fuldbyrde straffen.

Artikel 9:

Efter artikel 9 skal staterne udpege de judicielle myndigheder, som er kompetente til at udstede

og fuldbyrde en arrestordre. Udpegningen af kompetente nationale myndigheder sker i over-

ensstemmelse med national ret.

Artikel 10:

I henhold til artikel 10 kan staterne udpege en eller flere centrale myndigheder til at bistå de

judicielle myndigheder. Staterne kan pålægge den centrale myndighed at forestå modtagelse og

fremsendelse af en europæisk arrestordre.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 11:

Artikel 11 fastlægger indholdet og formen af en arrestordre, og der er som bilag til aftalen

vedlagt det certifikat, der udgør arrestordren. En arrestordre skal indeholde følgende oplysnin-

ger:

den eftersøgte persons identitet og nationalitet

angivelse af den judicielle myndighed i udstedelseslandet

angivelse af, hvorvidt arrestordren omfatter overgivelse med henblik på strafforfølgning

eller straffuldbyrdelse

–

lovovertrædelsens art og de relevante lovbestemmelser

–

en beskrivelse af sagens omstændigheder, herunder den eftersøgte persons deltagelse i

lovovertrædelsen

–

den idømte straf, hvis arrestordren er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, eller

den foreskrevne strafferamme, hvis arrestordren er udstedt med henblik på strafforfølg-

ning

–

eventuelle andre konsekvenser af lovovertrædelsen.

–

En række af de oplysninger, som en arrestordre skal indeholde, er identiske med de oplysnin-

ger, der efter artikel 95 i Schengen-konventionen skal fremgå af en efterlysning med henblik

på optagelse i Schengen-informationssystemet.

Artikel 12:

Artikel 12 vedrører fremsendelse af en arrestordre.

Bestemmelsen indebærer, at i de tilfælde, hvor opholdsstedet for den person, der er omfattet af

en arrestordre, er kendt, kan de judicielle myndigheder i den udstedende stat fremsende arrest-

ordren direkte til de kompetente judicielle myndigheder i den fuldbyrdende stat, jf. stk. 1.

I alle tilfælde, herunder når opholdsstedet er ukendt, kan den eftersøgte person dog indberettes

til Schengen-informationssystemet. Denne indberetning foretages i overensstemmelse med arti-

kel 95 i Schengen-konventionen, og indberetningen har samme gyldighed som en arrestordre

ledsaget af de oplysninger, der er nævnt i artikel 11, stk. 1, jf.

artikel 12, stk. 2.

For tiden kan Schengen-informationssystemet imidlertid ikke indeholde alle de oplysninger,

der fremgår af artikel 11. Indberetningen vil dog i en overgangsperiode have samme gyldighed

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

som en arrestordre, således at indberetningen betragtes som en efterlysning og en anmodning

om anholdelse, indtil den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat har modtaget den origi-

nale arrestordre, jf. artikel 12, stk. 3.

Artikel 13:

Artikel 13 omhandler en række praktisk spørgsmål i forbindelse med fremsendelsen af en ar-

restordre.

Artikel 14:

Efter artikel 14 skal en person, som anholdes af den fuldbyrdende stats kompetente myndig-

hed, underrettes om arrestordren og dens indhold. Endvidere skal den pågældende orienteres

om muligheden for at meddele samtykke til udleveringen. Underretningen sker i overensstem-

melse med national ret. Den anholdte har ret til at lade sig bistå af en advokat og – om nød-

vendigt – en tolk i overensstemmelse med national ret i den fuldbyrdende stat.

Artikel 15:

Artikel 15 indebærer, at den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat i overensstemmelse

med national ret skal afgøre, om den anholdte fortsat skal være frihedsberøvet i forbindelse

med undersøgelsen af, om en arrestordre skal imødekommes. Den anholdte kan på et hvilket

som helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med national ret, dog under for-

udsætning af, at den kompetente myndighed træffer de nødvendige foranstaltninger for at sik-

re, at den pågældende ikke flygter.

Det er grundtanken i aftalen, at den fuldbyrdende stat på grundlag af de oplysninger, der frem-

går af en arrestordre, skal kunne træffe afgørelse om anholdelse, varetægtsfængsling og udle-

vering af den eftersøgte person. Den fuldbyrdende stat vil således normalt ikke have behov for

andre oplysninger fra den udstedende stat end de oplysninger, der følger af en arrestordre.

Artikel 16:

Hvis den anholdte meddeler samtykke til udleveringen, herunder eventuelt et udtrykkeligt af-

kald på anvendelsen af den såkaldte specialitetsregel i artikel 30, stk. 2, skal dette samtykke

efter artikel 16 meddeles den judicielle myndighed i overensstemmelse med national ret. Sam-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

tykket kan i princippet ikke tilbagekaldes, men staterne kan dog fastsætte, at samtykke kan

tilbagekaldes i henhold til national ret.

Artikel 17:

Hvis den anholdte ikke meddeler samtykke til udleveringen, skal den pågældende ifølge artikel

17 have lejlighed til at udtale sig om arrestordren.

Artikel 18:

Efter artikel 18 afgør den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat inden for de frister og

på de betingelser, der er fastsat i aftalen, om der er grundlag for udlevering. Den judicielle

myndighed kan anmode om yderligere oplysninger fra den udstedende stat, og den kan fastsæt-

te en tidsfrist for fremsendelse af disse supplerende oplysninger.

Artikel 19:

Artikel 19 vedrører de situationer, hvor der foreligger konkurrerende anmodninger.

Hvis flere stater har udstedt en europæisk arrestordre eller en arrestordre i forhold til den

samme person, skal de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende stat afgøre, hvilken anmod-

ning der skal imødekommes. Afgørelsen skal træffes under hensyntagen til alle de foreliggende

oplysninger, herunder lovovertrædelsernes grovhed, gerningsstederne samt tidspunktet for ud-

stedelsen af arrestordrerne, jf. artikel 19, stk. 1.

Hvis der foreligger en arrestordre og tillige en anmodning om udlevering fra et tredjeland, skal

den fuldbyrdende stat træffe afgørelse om, hvilken anmodning der skal imødekommes under

hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder, herunder de omstændigheder der følger af

den relevante konvention eller udleveringsaftale, jf. artikel 19, stk. 3.

Aftalen berører ifølge bestemmelsen ikke staternes forpligtelser i henhold til statutten for Den

Internationale Straffedomstol.

Artikel 20:

Artikel 20 fastsætter, at en arrestordre skal behandles og fuldbyrdes som en hastesag, og op-

stiller i øvrigt visse frister for sagsbehandlingen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Bestemmelsen indebærer, at den endelige afgørelse om udlevering bør træffes senest 10 dage

efter, at den anholdte har meddelt samtykke til udleveringen, jf. artikel 20, stk. 2. I andre til-

fælde bør afgørelsen træffes senest 60 dage efter anholdelsen af den pågældende, jf. artikel 20,

stk. 3.

Fristerne nævnt i stk. 2 og 3, kan dog i særlige tilfælde forlænges med 30 dage, jf. artikel 20,

stk. 4.

Den fuldbyrdende stat skal sikre, at den pågældende forbliver i denne stat, indtil der er truffet

en endelig afgørelse, jf. artikel 20, stk. 5.

Artikel 21

Artikel 21 indebærer, at i de tilfælde, hvor en arrestordre er udstedt med henblik på straffor-

følgning, skal den fuldbyrdende stats judicielle myndigheder efter anmodning enten meddele

samtykke til, at der gennemføres afhøring af den eftersøgte person, eller at den eftersøgte per-

son midlertidigt overføres til den udstedende stat.

Artikel 22:

Efter artikel 22 skal den eftersøgte afhøres af en judiciel myndighed bistået af enhver anden

person, der er udpeget i henhold til lovgivningen i den stat, hvor den udstedende myndighed er

hjemmehørende. Den eftersøgte afhøres i overensstemmelse med lovgivningen i den fuldbyr-

dende stat og på de betingelser, der er aftalt mellem den udstedende judicielle myndighed og

den fuldbyrdende judicielle myndighed.

Artikel 23:

Hvis den person, der ønskes overgivet, f.eks. nyder immunitet i den fuldbyrdende stat, løber

fristen for afgørelse af udleveringsspørgsmålet efter artikel 20 først fra det tidspunkt, hvor den

judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat er blevet underrettet om, at immuniteten i givet

fald er ophævet, jf. artikel 23.

Artikel 24:

Artikel 24 fastlægger, at aftalen ikke påvirker de forpligtelser, som staterne har over for en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

tredjestat, når en person er udleveret fra en sådan tredjestat. Staterne skal således respektere

eventuelle forbud mod videreudlevering, herunder til en anden stat.

Artikel 25:

Efter artikel 25 skal den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat straks meddele den ud-

stedende stat, om arrestordren vil blive imødekommet, og dermed om udlevering kan finde

sted.

Artikel 26:

Efter artikel 26, stk. 1, udleveres den eftersøgte person hurtigst muligt efter aftale mellem de

berørte stater. Udleveringen skal dog finde sted senest 10 dage efter, at der er truffet endelig

afgørelse fuldbyrdelse af arrestordren, jf. artikel 26, stk. 2.

Hvis det på grund af omstændigheder, som ikke kan tilskrives nogen af staterne, viser sig

umuligt at overgive den eftersøgte inden for den i stk. 2 fastsatte frist, skal den fuldbyrdende

judicielle myndighed og den udstedende judicielle myndighed straks aftale en ny dato for over-

givelse. I så fald skal overgivelsen finde sted senest 10 dage efter den nye aftalte dato, jf. arti-

kel 26, stk. 3.

Udleveringen kan midlertidigt udsættes, hvis den anholdtes alder, helbred eller andre humani-

tære grunde taler herfor. Hvis udleveringen ikke kan finde sted inden den angivne frist, løsla-

des den pågældende, jf. artikel 26, stk. 5.

Artikel 27:

I medfør af artikel 27, stk. 1, kan den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat – efter at

have truffet afgørelse om udlevering – beslutte, at udleveringen udsættes med henblik på, at

den pågældende retsforfølges eller fuldbyrder en straf i denne stat.

I stedet for at udsætte overgivelsen kan den fuldbyrdende judicielle myndighed midlertidigt

overgive den eftersøgte til den udstedende stat på betingelser, der aftales mellem den fuldbyr-

dende judicielle myndighed og den udstedende judicielle myndighed, jf. artikel 27, stk. 2.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 28:

Efter artikel 28, stk. 1, skal staterne tillade transit gennem deres områder af en eftersøgt per-

son, der skal udleveres fra en stat til en anden stat eller fra en tredjestat til en stat, hvis de bl.a.

har modtaget oplysning om identiteten på den pågældende person, statsborgerskab og lovover-

trædelsens karakter.

Der er efter artikel 28, stk. 2, mulighed for at afslå en anmodning om transit for en statsborger

eller en person bosat i transitstaten eller betinge transitten, jf. artikel 7, stk. 3.

Artikel 29:

I henhold til artikel 29 skal den udstedende stat fratrække enhver frihedsberøvelse, herunder

frihedsberøvelsen i den fuldbyrdende stat, i den samlede straf.

Artikel 30:

Artikel 30 omhandler den såkaldte specialitetsregel.

Staterne kan meddele hinanden, at en person, der er blevet udleveret fra denne stat på grundlag

af en arrestordre, i den udstedende stat kan retsforfølges, dømmes og tilbageholdes for andre

lovovertrædelser end den lovovertrædelse, for hvilken arrestordren var udstedt, medmindre

den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat i særlige tilfælde anfører andet i sin beslut-

ning, jf. artikel 30, stk. 1.

Hvis en stat ikke har afgivet en sådan erklæring overfor den kontraherende stat, finder de gæl-

dende specialitetsregler fortsat anvendelse. Dette indebærer, at en person, der er udleveret,

som hovedregel ikke kan retsforfølges, dømmes eller tilbageholdes for andre lovovertrædelser

begået forud for udleveringen, jf. artikel 30, stk. 2.

Det følger af artikel 30, stk. 3, at artikel 30, stk. 2, ikke finder anvendelse i følgende tilfælde:

a) hvis den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade den stat, han er overgi-

vet til, har undladt at gøre dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse eller er

vendt tilbage til denne stats territorium efter at have forladt det;

b) hvis lovovertrædelsen ikke kan straffes med frihedsberøvelse;

c) hvis retsforfølgningen ikke medfører anvendelse af en foranstaltning, der begrænser

den pågældendes personlige frihed;

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

d) hvis den pågældende vil blive pålagt en straf eller en foranstaltning, der ikke indebærer

frihedsberøvelse, herunder bødestraf eller en anden foranstaltning, der måtte træde i

stedet for bøde, også selvom denne straf eller foranstaltning begrænser den pågælden-

des personlige frihed;

e) hvis den pågældende har givet sit samtykke til overgivelse, eventuelt samtidig med at

han giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen i henhold til artikel 16;

f) hvis den pågældende efter overgivelsen udtrykkeligt giver afkald på anvendelsen af spe-

cialitetsreglen for så vidt angår specifikke lovovertrædelser, der er begået inden overgi-

velsen;

g) hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har overgivet den pågældende, giver

sit samtykke i henhold til stk. 4.

Artikel 30, stk. 4, omhandler proceduren for afgivelse af samtykke fra den judicielle fuldbyr-

dende myndighed.

Artikel 31:

Efter artikel 31, stk. 1, kan de kontraherende parter i en erklæring meddele, at den person, der

udleveres, kan videreudleveres til en anden stat, medmindre den judicielle myndighed i det

land, der har udleveret den pågældende, i særlige tilfælde anfører andet. Hvis en sådan erklæ-

ring ikke afgives, kan videreudlevering som udgangspunkt ikke finde sted.

Der gælder dog visse undtagelser, jf. artikel 31, stk. 2 og 3, herunder hvis den person, der er

udleveret, har meddelt samtykke til videreudlevering, eller hvis det land, der har udleveret den

pågældende, har meddelt samtykke til videreudlevering.

En person, der er overgivet i henhold til en arrestordre, må dog ikke udleveres til et tredjeland

uden samtykke fra den kompetente myndighed i den stat, der har overgivet den pågældende, jf.

artikel 31, stk. 4.

Artikel 32:

Artikel 32 indeholder regler om overgivelse af genstande i forbindelse med udlevering. Be-

stemmelsen fastslår, at den fuldbyrdende stat i overensstemmelse med national ret skal beslag-

lægge og overlevere genstande, der er påkrævet som bevismateriale, eller som den eftersøgte

har erhvervet som resultat af lovovertrædelsen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 33:

Det følger af artikel 33, at den fuldbyrdende stat afholder de udgifter på sit territorium, der

følger af fuldbyrdelsen af arrestordren, mens andre udgifter afholdes af den udstedende stat.

Artikel 34:

Artikel 34 vedrører forholdet til andre juridiske instrumenter.

Da aftalens regler skal erstatte de gældende regler om udlevering af lovovertrædere mellem

staterne, indebærer aftalen efter artikel 34, stk. 1, at bestemmelserne i aftalen ved ikrafttrædel-

sen træder i stedet for de gældende konventioner om udlevering mellem staterne, uden at dette

berører disse bestemmelsers anvendelse mellem staterne og tredjelande.

Derimod berører aftalen ikke anvendelsen af forenklede procedurer eller betingelser, der følger

af bilaterale eller multilaterale aftaler, eller som er aftalt mellem staterne på grundlag af ensar-

tet eller gensidig lovgivning, i det omfang de er gældende ved aftalens ikrafttræden, og i det

omfang de er mere vidtrækkende end aftalen, jf. artikel 34, stk. 2.

Staterne kan endvidere indgå bilaterale eller multilaterale aftaler efter aftalens ikrafttræden,

hvis sådanne aftaler er mere vidtrækkende end aftalens forskrifter og bidrager til yderligere at

forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er omfattet af en arrestordre,

navnlig ved at fastsætte kortere frister end dem, der er fastsat i artikel 20, men sådanne afta-

lerne må ikke påvirke forbindelserne med de stater, der ikke er parter i dem, jf. artikel 34, stk.

De kontraherende parter skal inden tre måneder efter aftalens ikrafttræden meddele hinanden,

hvilke gældende aftaler og ordninger de fortsat ønsker at anvende. Ligeledes skal parterne give

hinanden meddelelse om nye aftaler og ordninger senest tre måneder efter deres undertegnelse,

jf. artikel 34, stk. 4.

Artikel 35:

Artikel 35, stk. 1, indebærer, at de gældende konventioner m.v. om udlevering fortsat finder

anvendelse på anmodninger, der er fremsat inden aftalens ikrafttræden. Anmodninger, der

modtages efter dette tidspunkt, behandles efter reglerne i aftalen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Staterne kan dog fremsætte en erklæring om, at anmodninger, der vedrører handlinger begået

før en af staten nærmere afgivet dato, dog senest ikrafttrædelsesdatoen, vil blive behandlet i

overensstemmelse med de gældende udleveringsregler, jf. artikel 35, stk. 2.

Artikel 36:

Artikel 36 vedrører den territoriale anvendelse af aftalen.

Artikel 37:

Det følger af artikel 37, at eventuelle tvister mellem de kontraherende parter vedrørende for-

tolkningen af aftalen kan forelægges på et møde mellem repræsentanter for regeringerne for

Den Europæiske Unions medlemsstater og for Island og Norge med henblik på bilæggelse in-

den seks måneder.

Artikel 37a:

Med henblik på at virkeliggøre målet om at nå frem til en så ensartet anvendelse og fortolkning

af denne aftale som muligt følger de kontraherende parter løbende udviklingen i den retsprak-

sis, der fastlægges af De Europæiske Fællesskabers Domstol, samt udviklingen i retspraksis

ved de kompetente domstole i Island og Norge vedrørende disse bestemmelser og lignende

overgivelsesaftaler, jf. artikel 37a.

Artikel 38:

Efter artikel 38 skal de kontraherende parter give hinanden meddelelse om afslutningen af de

procedurer, der er nødvendige for, at de kan give deres samtykke til at være bundet af denne

aftale.

Når Den Europæiske Union afgiver en sådan erklæring, angiver den for hvilke af dens med-

lemsstater erklæringer skal gælde.

Aftalen træder i kraft den første dag i den tredje måned efter den dato, på hvilken generalse-

kretæren for Rådet for Den Europæiske Union har sikret sig, at alle formelle krav er opfyldt

for så vidt angår det samtykke til at være bundet af denne aftale, der er givet af parterne eller

på deres vegne.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 39 - 41:

Artikel 39-41 vedrører tiltrædelse af nye medlemsstater i den Europæiske Union, fælles forny-

et vurdering af aftalen, muligheden for at bringe aftalen til ophør m.v.

Gældende ret

3.1.

Udlevering mellem de nordiske lande er i dag reguleret i lov nr. 27 af 3. februar 1960 om

udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (nordisk udleveringslov)

med de ændringer, der følger af lov nr. 251 af 12. juni 1975, § 5 i lov nr. 433 af 31. maj

2000, § 6 i lov nr. 378 af 6. juni 2002 og § 2 i lov nr. 433 af 10. juni 2003.

Efter § 1, stk. 1, i den nordiske udleveringslov kan den, der i Finland, Island, Norge, Sverige

og Danmark er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, og som opholder sig i et af de

nordiske lande, udleveres til strafforfølgning og straffuldbyrdelse. Loven omfatter dog ikke

udlevering fra Danmark til Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering

mellem stater i Den Europæiske Union, jf. bekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005 af lov

om udlevering af lovovertrædere, er mere vidtgående end reglerne i den nordiske udleverings-

lov.

Det følger af § 2 i den nordiske udleveringslov, at udlevering af egne statsborgere kun kan

ske, såfremt den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i

det land, hvortil udlevering ønskes, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter

national ret i det fuldbyrdende land kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Det fremgår af § 3, stk. 1, i den nordiske udleveringslov, at udlevering til strafforfølgning kun

kan finde sted for handlinger, der efter lovgivningen i det begærende land, kan medføre højere

straf end bøde. Udlevering til straffuldbyrdelse kan kun ske, hvis dommen lyder på fængsels-

straf eller anbringelse i en anstalt, eller der med hjemmel i dommen er truffet bestemmelse om

sådan anbringelse, jf. § 3, stk. 2.

Udlevering for en handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, kan kun ske, såfremt en

tilsvarende handling er strafbar som politisk lovovertrædelse efter dansk ret og den, der begæ-

res udleveret, ikke er dansk statsborger, jf. § 4.

Herudover kan udlevering efter den nordiske udleveringslovs § 5 ikke ske, når den, der begæ-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

res udleveret, i det fuldbyrdende land er dømt eller frifundet for den lovovertrædelse, der er

omfattet af udleveringsbegæringen. Hvis tiltale er frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis

de i retsplejelovens fastsatte betingelser for omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er

opfyldt.

§ 6 i den nordiske udleveringslov beskriver på hvilke vilkår en udlevering kan finde sted. Her-

af fremgår det bl.a., at det kræver justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede skal videre

udleveres til en tredjestat for nogen før udleveringen begået strafbare handling, jf. stk. 1, nr.

1, og hvis den udleverede skal drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafbare

handling, for hvilken tiltale er frafaldet her i landet, jf. stk. 1, nr. 3.

Derudover må den udleverede ikke drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafba-

re handling, for hvilken han her i landet er dømt eller frifundet, jf. stk. 1, nr. 2.

Det fremgår endvidere, at den udleverede, hvis han er dansk statsborger, ikke kan drages til

ansvar for nogen anden før udleveringen begået strafbare handling end den, han er udleveret

for, medmindre a) justitsministeren tillader det, b) han selv i et retsmøde meddeler samtykke

dertil, c) han, uanset at han i en måned uhindret har kunnet forlade det land, til hvilket han er

udleveret, har undladt dette, eller d) han efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage,

jf. stk. 1, nr. 4.

Endelig fremgår det, at den udleverede kun under betingelserne i nr. 4, litra a)-d) må drages til

ansvar for nogen før udleveringen begået handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, for

hvilken han ikke er udleveret, såfremt han ikke er dansk statsborger, jf. stk. 1, nr. 5.

Begæring om udlevering kan fremsættes af politi eller anklagemyndighed i det land, hvortil

udlevering ønskes. Anmodningen fremsendes til rigsadvokaten, statsadvokaten, eller politime-

steren (i København politidirektøren), jf. § 8, stk. 1.

Begæringen skal indeholde oplysning om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaf-

fenhed, de anvendelige straffebestemmelser, nationalitet og om muligt opholdssted for den, der

begæres udleveret, samt andre oplysninger, der er nødvendige til at fastslå hans identitet, jf. §

8, stk. 2.

Såfremt den, der ønskes udleveret til strafforfølgning ikke i et retsmøde meddeler samtykke til

udleveringen eller erkender sig skyldig i det forhold, for hvilket udleveringen begæres, skal

der som grundlag for begæringen foreligge en af en domstol truffet beslutning, hvoraf fremgår,

100

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

at domstolen har fundet rimelig grund til mistanke om, at han har begået den strafbare hand-

ling, jf. § 8, stk. 3.

Efter modtagelsen af en begæring om udlevering iværksætter politiet uden ophold den nødven-

dige undersøgelse, jf. § 9.

Den, som begæres udleveret, kan forlange rettens prøvelse af, om betingelserne for udlevering

er opfyldt. Politiet skal gøre ham bekendt med adgangen til domstolsprøvelse. Rettens afgørel-

se træffes ved kendelse og kære til landsretten kan kun ske inden for en frist af 3 dage. Er der

fremsat krav om domstolsprøvelse, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig

ved endelig retskendelse, jf. § 10.

I forbindelse med undersøgelsen af anmodningen kan retsplejelovens regler i kapitel 69 om

anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om

ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforsk-

ningsskridt anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende

art, der forfølges her i landet, jf. § 11.

I sager om udlevering finder de i retsplejelovens kapitel 66 indeholdte regler om beskikkelse

og valg af forsvarer tilsvarende anvendelse. Offentlig forsvarer skal dog altid beskikkes, når

den, der begæres udleveret, fremsætter ønske herom, jf. § 12.

Hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke til udleveringen og det fin-

des utvivlsomt, at betingelserne for udlevering er opfyldt, kan udleveringen i almindelighed

iværksættes af politiet. I øvrigt forelægges spørgsmålet om, hvorvidt udlevering skal finde

sted, for Justitsministeriet, jf. § 13.

Derudover følger det af § 14, at når der er truffet bestemmelse om udlevering, kan der med

henblik på at sikre udleveringens gennemførelse anvendes de retsmidler, der er indeholdt i

retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, såfremt den

handling, for hvilken udlevering er begæret, efter dansk ret kunne medføre højere straf end

bøde eller fængsel i 4 måneder. Den pågældende vil dog altid kunne undergives anholdelse i

indtil 24 timer.

Efter § 15 kan det i forbindelse med en beslutning om udlevering bestemmes, at genstande,

som er beslaglagt eller taget i forvaring under sagen, med forbehold af tredjemands eventuelle

rettigheder, skal overgives til den myndighed, som har begæret udlevering.

101

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det følger af § 16, at hvis en person er efterlyst af myndighederne i et af de nordiske lande for

en strafbar handling, som kan begrunde udlevering efter denne lov, kan de retsmidler, der om-

tales i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72

om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt

kapitel 75 a om andre efterforskningskridt, anvendes i overensstemmelse med reglerne i § 11.

Det samme gælder, hvis myndighederne tilkendegiver, at de agter at fremsætte begæring om

udlevering for en sådan handling. En fængsling iværksat efter stk. 1, skal dog ophæves, så-

fremt begæring om udlevering ikke er modtaget inden for en frist af 2 uger.

Efter § 17 kan tilladelse efter § 6 kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende hand-

ling kunne have fundet sted til vedkommende land.

Personer, som udleveres fra et af de § 1 nævnte lande til et andet nordisk land, kan efter § 18

uden særlig tilladelse føres over dansk territorium.

3.2.

De nordiske lande færdiggjorde en ny konvention om overgivelse for strafbare forhold

mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) i efteråret 2005.

Baggrunden for konventionen er, at de nordiske ministre på justitsministermødet på Svalbard i

juni 2002 besluttede, at den gældende udleveringsordning mellem de nordiske lande skulle re-

videres og udvides med fuld respekt af grundlæggende retsprincipper og i overensstemmelse

med de internationale forpligtelser bl.a. i forhold til EU, herunder specielt Rådets rammeafgø-

relse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mel-

lem staterne (den europæiske arrestordre).

På det nordiske justitsministermøde i Skagen den 20.-22. juni 2005 blev der opnået politisk

enighed om udkastet til en ny konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nor-

diske lande.

Nordisk Embedsmandskomité for lovgivningsspørgsmål (EK-Lov/NÄL) blev i den forbindelse

pålagt at færdiggøre udkastet til konventionen, således at konventionen

kunne

undertegnes af

de nordiske justitsministre inden udgangen af 2005 med henblik på, at konventionen kan træde

i kraft mellem de nordiske lande senest i 2007.

Konventionen blev undertegnet i København

den 15. december 2005.

Den nordiske konvention er opbygget som rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og

102

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fastlægger, i hvilke tilfælde de nordiske lande vil være forpligtede til at overgive en lovover-

træder til et andet nordisk land, og i hvilke tilfælde landene kan eller skal afslå overgivelse af

en lovovertræder.

Konventionen vil medføre en række udvidelser i pligten til overgivelse i forhold til såvel den

gældende nordiske udleveringslov som i forhold til rammeafgørelsen om den europæiske ar-

restordre.

I relation til den gældende nordiske ordning, der er en ”kan-ordning”(dvs. at udlevering kan

finde sted),

indebærer

den nordiske konvention, at der som udgangspunkt skal ske overgivelse

i medfør af en nordisk arrestordre. Konventionen indeholder på den baggrund en række af-

slagsgrunde, hvorefter det fuldbyrdende land enten skal eller kan afslå overførslen.

I forhold til den gældende nordiske udleveringslov, indebærer konventionen bl.a., at kravet om

dobbelt strafbarhed afskaffes, at der i forbindelse med overgivelse for strafbare forhold ikke

skelnes mellem egne statsborgere og udlændinge, og at overgivelse ikke vil kunne nægtes med

henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse.

Derudover indeholder konventionen ikke et strafferammekrav. En nordisk arrestordre vil såle-

des kunne udstedes for forhold, der efter det udstedende lands lovgivning kan straffes med

frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

Endelig vil en person, der ifølge en nordisk arrestordre er overgivet til strafforfølgning eller

straffuldbyrdelse, i et videre omfang kunne drages til ansvar for andre inden overgivelsen be-

gåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.

Anvendelsesområdet for konventionen vil dog være begrænset i relation til Island på den ene

side og de øvrige nordiske lande på den anden side for så vidt angår de bestemmelser, der ved-

rører politiske forbrydelser og egne statsborgere.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1.

Udkastet til udleveringsaftale mellem på den ene side Den Europæiske Union og på den

anden side Norge og Island vil – set i forhold til den nugældende ordning på området – have

lovgivningsmæssige konsekvenser på en række punkter, herunder navnlig med hensyn til kra-

vet om dobbelt strafbarhed, forbudet mod at behandle egne statsborgere og udlændinge forskel-

ligt og politiske lovovertrædelser.

103

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Som det er fremgået ovenfor under punkt pkt. 3.1., stilles der i den nordiske udleveringslov

i dag krav om dobbelt strafbarhed ved såvel udlevering af egne statsborgere som udlændinge.

Efter udkastet til udleveringsaftale mellem EU og Norge og Island (artikel 3, stk. 2) vil kravet

om dobbelt strafbarhed på en række områder skulle fraviges.

I relation til udlevering af egne statsborgere fremgår det i dag af den nordiske udleverings-

lov, at egne statsborgere kun kan udleveres, såfremt den pågældende i de sidste 2 år forud for

den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller hvis den

strafbare handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Med udkastet til udleveringsaftale mellem EU og Norge og Island (artikel 7) lægges der op til,

at udlevering ikke kan afslås med den begrundelse, at den person, der begæres udleveret, er

statsborger i den fuldbyrdende stat. De kontraherende parter kan dog afgive en erklæring om,

at statsborgere ikke vil blive overgivet, eller om at overgivelse kun kan tillades under visse

afgrænsede omstændigheder.

For så vidt angår politiske forbrydelser skelnes der i dag i den nordiske udleveringslov mel-

lem udlevering af egne statsborger og udlændinge. Udlevering af egne statsborgere for en

handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, kan kun ske, såfremt en tilsvarende handling

er strafbar som en politisk lovovertrædelse efter lovgivningen i det fuldbyrdende land.

Efter udkastet til udleveringsaftale mellem EU og Norge og Island (artikel 6), kan fuldbyrdelse

ikke afslås med den begrundelse, at lovovertrædelsen af den fuldbyrdende stat anses for at væ-

re en politisk lovovertrædelse. De kontraherende parter kan dog afgive en erklæring om, at de

kun vil anvende denne bestemmelse i forbindelse med forbrydelser der er omhandlet i terro-

rismekonventionen m.v.

Udkastet til udleveringsaftale mellem EU og Norge og Island vil herudover også på andre

punkter nødvendiggøre ændringer i de gældende regler på udleveringsområdet.

Som anført under pkt. 3.2.,

blev den nordiske konvention om overgivelse for strafbare forhold

mellem de nordiske lande undertegnet af de nordiske lande i december 2005.

Denne konventi-

on vil på en række områder, herunder de ovenfor nævnte områder, gå videre end udkastet til

udleveringsaftale mellem EU og Norge og Island.

104

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det er Justitsministeriets vurdering, at de ændringer i den nordiske udleveringslov, som EU-

aftaleudkastet vil kræve, vil kunne rummes indenfor de ændringer, der følger af den nye kon-

vention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk Arrestordre).

4.2.

Udkastet til udleveringsaftale mellem EU og Norge og Island vurderes ikke at ville have

statsfinansielle konsekvenser af betydning.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen skønnes ikke at være i strid med nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side kan man fuldt ud støtte, at EU indgår en udleveringsaftale med Norge og Is-

land.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har ikke afgivet udtalelse i sagen.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samar-

bejde den

7. februar 2006.

105

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Forhandlingsmandaterne for Kommissionens og formandskabets forhandlinger med Norge og

Island om indgåelse af aftaler vedrørende det retlige samarbejde, herunder anvendelsen af den

europæiske arrestordre, blev forelagt til orientering for Folketingets Europaudvalg og Retsud-

valg forud for rådsmøderne den 10. juli 2001 og den 19. december 2002.

Et samlenotat om forslaget er sendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for

rådsmødet (retlige og indre anliggender)

den 1.-2. december 2005.

106

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 5: Opfølgning på EF-domstolens afgørelse af 13. september 2005 vedrø-

rende Rådets rammeafgørelse fra 2003 om strafferetlig beskyttelse af miljøet (Sag C-

176/03, Kommissionen mod Rådet)

Nyt notat.

Resumé

EF-domstolen traf den 13. september 2005 afgørelse i sagen om annullation af Rådets ramme-

afgørelse fra 2003 om strafferetlig beskyttelse af miljøet (Sag C-176/03, Kommissionen mod

Rådet). Det forventes, at der på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 21. februar 2006

vil være en drøftelse af spørgsmålet om, hvorledes der sikres en koordination af den strafferet-

lige regulering inden for fællesskabsretten, sådan at denne ikke udvikler sig i forskellige ret-

ninger, afhængig af den enkelte rådsformation under søjle 1. Det er muligt, at formandskabet

vil lægge op til vedtagelse af rådskonklusioner herom. Sagen ses ikke at rejse spørgsmål i for-

hold til nærhedsprincippet, og den har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konse-

kvenser. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters

holdninger til sagen. Fra dansk side hilser man en drøftelse af det nævnte spørgsmål velkom-

men.

Baggrund

EF-domstolen traf den 13. september 2005 afgørelse i sagen om annullation af Rådets ramme-

afgørelse fra 2003 om strafferetlig beskyttelse af miljøet (Sag C-176/03, Kommissionen mod

Rådet).

Kommissionen har den 23. november 2005 udsendt en meddelelse om betydningen af dommen

(KOM (2005) 583).

Spørgsmålet om rækkevidden af dommen har været drøftet i flere sammenhænge i rådsregi,

senest blandt EU’s justitsministre på det uformelle rådsmøde i Wien den 12.-14. januar 2006.

Det forventes, at der på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 21. februar 2006 vil være

en drøftelse af spørgsmålet om, hvorledes der sikres en koordination af den strafferetlige regu-

lering inden for fællesskabsretten, sådan at denne ikke udvikler sig i forskellige retninger, af-

hængig af den enkelte rådsformation under søjle 1. Det er muligt, at formandskabet vil lægge

op til vedtagelse af rådskonklusioner herom.

107

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Indhold

2.1.

Ved dom af 13. september 2005, sag C-176/03, Kommissionen mod Rådet, annullerede

EF-Domstolen Rådets rammeafgørelse 2003/80/RIA af 27. januar 2003 om strafferetlig be-

skyttelse af miljøet, der var vedtaget under det mellemstatslige samarbejde i EU-Traktatens

afsnit VI om strafferetlige og politimæssige spørgsmål. Domstolen fandt, at rammeafgørelsens

artikel 1-7 på grund af bestemmelsernes formål og indhold havde miljøbeskyttelse som over-

ordnet mål, hvorfor de gyldigt kunne – og derfor skulle - have været vedtaget med hjemmel i

EF-Traktatens artikel 175, dvs. efter det overstatslige samarbejde på miljøområdet.

Baggrunden for sagen var, at Kommissionen den 15. marts 2001 havde fremsat et forslag til

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig beskyttelse af miljøet. Direktivforsla-

get henviste til EF-Traktatens artikel 175, stk. 1, som hjemmel og opregnede i et bilag de fæl-

lesskabsretsakter, hvortil medlemsstaterne skulle indføre strafferetlige sanktioner i deres natio-

nale lovgivninger.

En lang række medlemsstater fandt imidlertid ikke, at EF-Traktaten indeholdt hjemmel til at

forpligte medlemsstaterne til at indføre strafferetlige sanktioner, idet sådanne krav kun kunne

vedtages på mellemstatsligt grundlag efter EU-Traktatens afsnit VI om strafferetlige og politi-

mæssige spørgsmål. En række af bestemmelserne fra direktivforslaget blev derfor på baggrund

af et dansk forslag indarbejdet i den nu annullerede rammeafgørelse.

Rammeafgørelsens artikel 2 indeholdt under overskriften ”Forsætlige overtrædelser” en for-

pligtelse for medlemsstaterne til at kvalificere de opregnede overtrædelser af regler på miljø-

området som strafbare efter national ret. Artikel 3 indeholdt under overskriften ”Uagtsom ad-

færd” en forpligtelse for medlemsstaterne til også at kvalificere de opregnede overtrædelser i

artikel 2 som strafbare efter national ret, når de blev begået ved uagtsomhed eller i det mindste

ved grov uagtsomhed. Artikel 4 indeholdt en bestemmelse om medvirken. I artikel 5 forpligte-

des medlemsstaterne til at sikre, at handlinger omfattet af artikel 2 og 3 kunne straffes med

sanktioner, der ”er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende

virkning, herunder, i det mindste i de groveste tilfælde, straf i form af frihedsberøvelse, som

kan medføre udlevering”. Rammeafgørelsens artikel 6 og 7 indeholdt regler om ansvar og

sanktioner for juridiske personer. Artikel 8 indeholdt bestemmelser om medlemsstaternes ju-

risdiktion, og artikel 9 fastsatte bestemmelser om udlevering og retsforfølgning.

Da det var Kommissionens opfattelse, at rammeafgørelsens artikel 1-7 burde have været vedta-

get som et direktiv efter EF-Traktatens artikel 175, anlagde Kommissionen i april 2003 et an-

108

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

nullationssøgsmål mod Rådet i henhold til EU-Traktatens artikel 35. Det var derimod ikke

Kommissionens retsopfattelse, at hele rammeafgørelsen skulle have været vedtaget som et di-

rektiv. Under sagen bestred Kommissionen således ikke, at EU-Traktatens afsnit VI var den

korrekte hjemmel for bestemmelserne i rammeafgørelsens artikel 8-9, der som nævnt ovenfor

vedrørte medlemsstaternes jurisdiktionskompetence samt udlevering og retsforfølgning af stats-

borgere, der havde overtrådt de pågældende miljøbestemmelser.

En lang række medlemsstater, herunder Danmark, afgav interventionsindlæg i sagen til støtte

for Rådets retsopfattelse. Europa-Parlamentet afgav interventionsindlæg til støtte for Kommis-

sionens retsopfattelse.

Annullationssøgsmålet indebar, at Domstolen for første gang skulle tage stilling til det princi-

pielle spørgsmål om, hvorvidt EF-Traktaten – i den konkrete sag EF-Traktatens artikel 175 –

indeholder hjemmel til at fastsætte bestemmelser om strafferetlige sanktioner i tilknytning til en

fællesskabsregulering inden for det enkelte politikområde.

Forud for Domstolens dom havde generaladvokat Colomer den 26. maj 2005 afgivet sit forslag

til afgørelse i sagen. Generaladvokaten var enig med Kommissionen i, at EF-Traktatens artikel

175 indeholder hjemmel til at pålægge medlemsstaterne at indføre strafferetlige sanktioner i en

retsakt på miljøområdet. Dog fandt generaladvokaten, at Fællesskabet ikke kan pålægge med-

lemsstaterne at indføre bestemte former for strafferetlige sanktioner, f.eks. bøde eller friheds-

berøvelse.

I sin dom i sagen konstaterede EF-domstolen indledningsvis (se herved præmis 38 og 40), at

efter EU-Traktatens artikel 47 kan ingen af bestemmelserne i EF-Traktaten berøres af en be-

stemmelse i EU-Traktaten, hvorfor Domstolen skulle undersøge, om rammeafgørelsens artikel

1-7 berørte den kompetence, som Fællesskabet er tillagt i medfør af EF-Traktatens artikel 175,

”i den forstand at disse bestemmelser, således som Kommissionen har hævdet, kunne have

været vedtaget med hjemmel i [EF-Traktatens] artikel 175.”

Herefter anførte Domstolen i dommens præmis 41, at beskyttelsen af miljøet er et af Fælles-

skabets grundlæggende formål og henviste til, at det ”fastslås… i EF-Traktatens artikel 2, at

Fællesskabet har til opgave at fremme et ”højt niveau for miljøbeskyttelse og forbedring af

miljøkvaliteten”, og med henblik herpå bestemmer [EF-Traktatens] artikel 3, stk. 1, litra l), at

der skal indføres ”en miljøpolitik”.” Endvidere konstaterede Domstolen i præmis 43, at ”[EF-

Traktatens] artikel 174 – 176 udgør principielt den ramme, som Fællesskabets miljøpolitik skal

udøves inden for.”

109

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I dommens præmis 45 bemærkede Domstolen, at ”ifølge Domstolens faste praksis skal valget

af hjemmel for en fællesskabsretsakt ske på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt

at foretage en domstolskontrol, herunder af retsaktens formål og indhold …”. Efter i præmis

46 at have konstateret, at rammeafgørelsens formål og indhold var miljøbeskyttelse, fastslog

Domstolen herefter følgende i dommens præmis 47-49:

”… Det kan tiltrædes, at rammeafgørelsens artikel 2-7 indebærer en delvis harmonisering af

straffelovgivningen i medlemsstaterne, navnlig for så hvad angår de forhold, som man har beslut-

tet udgør miljøkriminalitet. Straffelovgivningen og reglerne om behandlingen af straffesager hen-

hører principielt heller ikke under Fællesskabets kompetence (jf. i denne retning dom af

11.11.1981, sag 203/80, Casati, Sml. s. 2595, præmis 27, og af 16.6.1998, sag C-226/97,

Lemmens, Sml. I, s. 3711, præmis 19).

Når det udgør en nødvendig foranstaltning til bekæmpelse af alvorlig skade på miljøet, at de nati-

onale myndigheder anvender sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertræ-

delsen og har afskrækkende virkning, kan … fællesskabslovgiver dog [ikke hindres] i at træffe

foranstaltninger, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet, og som fællesskabslovgiver fin-

der nødvendige for at sikre, at de bestemmelser, den vedtager på miljøbeskyttelsesområdet, er

fuldt ud effektive.

Det skal tilføjes, at selv om visse særligt grove handlinger til skade for miljøet i det foreliggende

tilfælde skal være strafbare i henhold til rammeafgørelsens artikel 1-7, overlades det til medlems-

staterne at vælge de strafferetlige sanktioner, der skal finde anvendelse. Disse sanktioner skal dog

i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1, være effektive, stå i et rimeligt for-

hold til lovovertrædelsen og have afskrækkende virkning.”

Domstolen konstaterede herefter i dommens præmis 51, at ”rammeafgørelsens artikel 1–7, på

grund af deres formål og indhold, har miljøbeskyttelse som overordnet mål, hvorfor de gyldigt

kunne have været vedtaget med hjemmel i [EF-Traktatens] artikel 175”, og da ”rammeafgørel-

sen således griber ind i de kompetencer, som Fællesskabet er tillagt i henhold til [EF-

Traktatens] artikel 175, er den i strid med [EU-Traktatens] artikel 47, hvilket gælder for hele

rammeafgørelsen, eftersom denne ikke kan opdeles”, jf. dommens præmis 53.

Domstolen annullerede på dette grundlag rammeafgørelsen.

2.2. Det østrigske formandskab forventes som nævnt at ville lægge op til en drøftelse af

spørgsmålet om, hvorledes der sikres en koordination af den strafferetlige regulering inden for

fællesskabsretten, sådan at denne ikke udvikler sig i forskellige retninger, afhængig af den en-

kelte rådsformation under søjle 1. Det forventes i den forbindelse, at formandskabet vil lægge

op til en drøftelse af, hvilken rolle RIA-rådet skal spille i forbindelse med behandlingen og

vedtagelsen af retsakter inden for søjle 1, som indeholder strafferetlige bestemmelser.

110

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Gældende ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen ses ikke at rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side hilser man en drøftelse af spørgsmålet om, hvorledes der sikres en koordination

af den strafferetlige regulering inden for fællesskabsretten, velkommen.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet vil ikke skulle afgive udtalelse i sagen.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

den 7. februar 2006.

111

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Spørgsmålet om rækkevidden af EF-domstolens dom af 13. september 2005 (sag C-176/03)

har tidligere været drøftet i Folketingets Europaudvalg den 14. oktober 2005 i forbindelse med

besvarelse af samrådsspørgsmål A.

Forud for samrådet fik Europaudvalget oversendt et notat om EF-Domstolens dom af 13. sep-

tember 2005, sag C-176/03, Kommissionen mod Rådet. Endvidere blev det talepapir, som ju-

stitsministeren anvendte under samrådet, efterfølgende oversendt til udvalget.

112

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 6: Den nye generation af Schengen-informationssystemet (SIS II)

Nyt notat.

Resumé

På rådsmødet forventes Rådet at blive orienteret om status for og formandskabets planer for

det videre arbejde med udviklingen af den nye generation af Schengen-informationssystemet

(det såkaldte SIS II). Sagen ses ikke at rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet, og ori-

enteringen af Rådet om sagen giver i sig selv heller ikke anledning til statsfinansielle eller lov-

givningsmæssige overvejelser. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvri-

ge medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side vil man tage orienteringen til efter-

retning.

Baggrund

Som led i Schengen-samarbejdet er der oprettet et fælles informationssystem (Schengen-

informationssystemet), der ved hjælp af elektronisk søgning giver de myndigheder, der er ud-

peget af Schengen-landene, adgang til indberetninger om personer og genstande til brug for

grænsekontrollen og for anden politi- og toldkontrol i de enkelte lande samt for administratio-

nen af udlændingelovgivningen. Schengen-informationssystemet består af en national del i

hvert medlemsland (N.SIS) og en central teknisk støttefunktion (C.SIS), som er beliggende i

Strasbourg.

Bestemmelserne vedrørende Schengen-informationssystemet

konventionens afsnit IV (artikel 92-119).

(SIS)

findes

Schengen-

Ved Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 blev Schengen-reglerne integreret i

Den Europæiske Union. I den forbindelse blev der ikke taget stilling til retsgrundlaget for

Schengen-konventionens bestemmelser vedrørende SIS. Disse bestemmelser betragtes derfor

som udgangspunkt som retsakter baseret på afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union

(TEU), jf. artikel 2, stk. 1, 2. afsnit, sidste punktum, i protokollen om integrationen af Schen-

gen-reglerne i Den Europæiske Union (Schengen-protokollen), der ved Amsterdam-traktaten er

knyttet som bilag til TEU og Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF).

Det følger imidlertid af Schengen-protokollens artikel 5, stk. 2, at forslag og initiativer til ud-

bygning af Schengen-reglerne er underlagt de relevante traktatbestemmelser, hvilket medfører,

at man i forbindelse med enhver udbygning af reglerne om SIS må tage stilling til retsgrundla-

get for det konkrete forslag til udbygning, jf. nærmere nedenfor.

113

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det eksisterende Schengen-informationssystem (SIS) er dimensioneret til maksimalt at indehol-

de oplysninger for så vidt angår 18 lande og giver således ikke mulighed for at medtage oplys-

ninger fra yderligere lande i forbindelse med udvidelsen af Den Europæiske Union.

Etableringen af et ændret og udvidet Schengen-informationssystem (SIS II) med mulighed for

tilslutning af yderligere lande er på denne baggrund en forudsætning for de nye medlemsstaters

aktive deltagelse i Schengen-samarbejdet. Etableringen af SIS II vil endvidere give mulighed

for at gennemføre forbedringer inden for en række områder for så vidt angår anvendelsen af

Schengen-informationssystemet.

På den baggrund blev det på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) og

mødet i Det Blandede Udvalg den 28.-29. maj 2001 besluttet, at udgifter til udvikling af SIS II

i 2001 skulle afholdes over anlægsbudgettet for C.SIS. Endvidere vedtog Rådet en række kon-

klusioner vedrørende udviklingen af SIS II, hvori det bl.a. anføres, at udviklingen af SIS II bør

have højeste prioritet, at der i Fællesskabets budget for 2002 bør afsættes de fornødne midler

med henblik på udviklingen af SIS II, ligesom der bør udarbejdes udkast til de fornødne retsak-

ter med henblik på gennemførelsen af udviklingsarbejdet.

I forlængelse heraf vedtog Rådet på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyt-

telse) og mødet i Det Blandede Udvalg den 6.-7. december 2001 henholdsvis en rådsforordning

(2001/2424/EF, EFT L 328 af 13. 12 2001, s. 4) og en rådsafgørelse (EFT L 328 af 13. 12

2001, s. 1) om udviklingen af den anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II),

og Kommissionen har på denne baggrund indledt udviklingsarbejdet.

Danmark deltog ikke i vedtagelsen af ovennævnte forordning, jf. protokollen om Danmarks

stilling. Danmark meddelte ved skrivelse af 27. maj 2002, at Danmark i henhold til artikel 5 i

protokollen om Danmarks stilling havde truffet afgørelse om at gennemføre forordningen i

dansk ret. Forordningens gennemførelse krævede ikke lovændringer i Danmark.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau

med deltagelse af Norge og Island den 13.-14. juni 2002 blev der opnået enighed om en række

rådskonklusioner vedrørende SIS II. Konklusionerne blev efterfølgende vedtaget af Rådet den

17. juni 2002.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau

med deltagelse af Norge og Island den 5.-6. juni 2003 blev der vedtaget yderligere en række

rådskonklusioner vedrørende bl.a. tilrettelæggelsen af det videre arbejde med SIS II.

114

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau

med deltagelse af Norge og Island den 29.-30. april 2004 blev der vedtaget en række

rådskonklusioner om placering, ledelse og finansiering af SIS II i udviklingsfasen.

Endelig blev der på rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 14. juni

2004 vedtaget en række rådskonklusioner om funktioner i SIS II. Heraf fremgår det bl.a., at

SIS II – udover de funktioner, der allerede findes i det eksisterende SIS med senere ændringer

– skal indeholde en række yderligere nærmere angivne funktioner, samt at SIS II herudover

skal indeholde teknisk mulighed for yderligere funktioner.

Kommissionen har på denne baggrund udarbejdet forslag til tre retsakter, der tilsammen skal

udgøre retsgrundlaget for SIS II: en rådsafgørelse om oprettelse, drift og brug af SIS II

(KOM(2005) 230 endelig) (herefter rådsafgørelsen), en forordning om oprettelse, drift og brug

af SIS II (KOM(2005) 236 endelig) (herefter hovedforordningen) og en forordning om adgang

til SIS II for de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsatte-

ster for motorkøretøjer (KOM(2005) 237 endelig) (herefter forordningen vedrørende motorkø-

retøjsregistreringsmyndigheder).

Forslaget til rådsafgørelse er fremsat med hjemmel i TEU, særlig artikel 30, stk. 1, litra a) og

b), artikel 31, stk. 1, litra a) og b), og artikel 34, stk. 2, litra c). Af TEU artikel 30, stk. 1,

litra a) og b) følger det, at fælles handling vedrørende politisamarbejde omfatter operativt sam-

arbejde mellem de kompetente myndigheder vedrørende forebyggelse, afsløring og efterforsk-

ning af kriminelle handlinger samt indsamling, opbevaring, behandling, analyse og udveksling

af relevante oplysninger. Af TEU artikel 31, stk. 1, litra a) og b) fremgår det, at retligt samar-

bejde i kriminalsager omfatter fremme og fremskyndelse af samarbejdet mellem kompetente

ministerier og retlige eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne samt lettelse af udleve-

ring mellem medlemsstaterne. Endelig fremgår det af TEU artikel 34, stk. 2, litra c), at Rådet

på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen med enstemmighed kan vedtage afgørelser i

overensstemmelse med målsætningerne i TEU afsnit VI, uden at de dog indebærer nogen ind-

byrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.

Forslaget til hovedforordning er fremsat med hjemmel i TEF, særlig artikel 62, nr. 2), litra a),

og artikel 66. Af TEF artikel 62, nr. 2), litra a), fremgår det, at Rådet efter fremgangsmåden i

TEF artikel 67 vedtager foranstaltninger vedrørende passage af medlemsstaternes ydre græn-

ser, hvori der fastlægges standarder og procedurer, som medlemsstaterne skal følge ved ud-

øvelsen af personkontrol ved disse grænser. Af TEF artikel 66 fremgår det, at Rådet efter

115

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fremgangsmåden i TEF artikel 67 træffer foranstaltninger til at sikre samarbejde mellem de

kompetente tjenester i medlemsstaternes administrationer på de områder, der er omfattet af

TEF afsnit IV, og mellem disse tjenester og Kommissionen.

Endelig er forslaget til forordning vedrørende motorkøretøjsregistreringsmyndigheder fremsat

med hjemmel i TEF, særlig artikel 71. Af TEF artikel 71 fremgår det bl.a. af bestemmelsens

stk. 1, litra d), at Rådet efter fremgangsmåden i TEF artikel 251 og efter høring af Det Øko-

nomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget fastsætter formålstjenlige bestemmelser med

henblik på gennemførelsen af TEF artikel 70 om en fælles transportpolitik.

Den samtidige fremsættelse af forslaget til rådsafgørelsen i medfør af TEU afsnit VI og forsla-

get til hovedforordningen i medfør af TEF afsnit IV skal ses i sammenhæng med, at SIS II har

betydning dels for det fællesskabsretlige samarbejde om visum, asyl og indvandring mv. (TEF

afnit IV), dels for det mellemstatslige samarbejde på det politimæssige og strafferetlige område

(TEU afsnit VI). Endelig fremsættes der som nævnt tillige et særskilt forordningsforslag om

motorkøretøjsregistreringsmyndigheders adgang til visse oplysninger i SIS II under henvisning

til det fællesskabsretlige samarbejde om transport (TEF afsnit V).

Ifølge artikel 1 i Protokollen om Danmarks Stilling, der ved Amsterdam-traktaten er knyttet

som bilag til TEU og TEF, deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der

foreslås i henhold til TEF afsnit IV, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de foranstalt-

ninger, der vedtages i henhold til dette afsnit bindende for Danmark, ligesom de ikke finder

anvendelse i forholdet til Danmark.

I det omfang Rådet har truffet afgørelse om et forslag om eller initiativ til udbygning af Schen-

gen-reglerne efter bestemmelserne i TEF afsnit IV, træffer Danmark i henhold til artikel 5 i

Protokollen om Danmarks Stilling inden seks måneder afgørelse om, hvorvidt det vil gennem-

føre denne afgørelse i sin nationale lovgivning. Hvis Danmark beslutter sig herfor, vil afgørel-

sen skabe en folkeretlig forpligtelse mellem Danmark og de øvrige lande.

I forbindelse med rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i de blandede udvalg med

deltagelse af henholdsvis Norge og Island og Schweiz den 1.-2. december 2005 informerede

Kommissionen Rådet om status vedrørende den tekniske udvikling af SIS II.

Det forventes, at Rådet på det kommende møde den 21. februar 2006 vil blive orienteret om

status i sagen, og der lægges således ikke op til, at der på mødet skal træffes nogen beslutnin-

ger vedrørende SIS II.

116

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Indhold

Det forventes, at formandskabet på det kommende rådsmøde vil orientere om dels sine overve-

jelser vedrørende den videre behandling af det retlige grundlag for SIS II, herunder oprettelse

af en højniveau-gruppe med det formål at sikre sammenhæng mellem det centrale system og de

nationale systemer, dels om den tekniske udvikling af systemet.

For så vidst angår det førstnævnte spørgsmål har Kommissionen – som nævnt – fremlagt for-

slag til tre retsakter, der tilsammen skal udgøre retsgrundlaget for SIS II. Forslagene er – på

baggrund af forhandlingerne indtil nu – undergået væsentlige ændringer, og det østrigske for-

mandskab har således senest fremlagt udkast til reviderede retsakter, som indholdsmæssigt

stort set svarer til de nugældende regler vedrørende Schengen-informationssystemet.

Med hensyn til status vedrørende den tekniske udvikling forventes det, at Kommissionen vil

redegøre nærmere herfor.

Gældende dansk ret

Bestemmelserne vedrørende Schengen-informationssystemet (SIS) findes i Schengen-

konventionens afsnit IV (artikel 92-119), der er gennemført i dansk ret ved lov nr. 418 af 10.

juni 1997 med senere ændringer.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Der er alene tale om et orienteringspunkt, som i sig selv ikke giver anledning til lovgivnings-

mæssige eller statsfinansielle overvejelser. Gennemførelse af SIS II vil imidlertid have statsfi-

nansielle konsekvenser og formentlig også lovgivningsmæssige konsekvenser.

For så vidt angår udgifterne til udvikling af drift af SIS II er der afsat 156 mio. euro på EU-

budgettet til den centrale del af SIS II. Det danske bidrag vil være omkring 3,1 mio. euro.

Med hensyn til den nationale del af systemet vurderer Rigspolitichefen i sit høringssvar – på et

meget foreløbigt grundlag – at de samlede omkostninger til DK’s tilslutning til SIS II vil udgø-

re ca. 20-25 mio. kr.

117

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Høring

Kommissionen har som nævnt udarbejdet forslag til tre retsakter, der tilsammen skal udgøre

retsgrundlaget for SIS II. Forslagene har været sendt i sædvanlig høring. Under hensyn til at

sagen alene forelægges Rådet til orientering er høringssvarene ikke medtaget i det foreliggende

notat.

Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters holdninger.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side vil man tage orienteringen til efterretning.

Europa-Parlamentet

Der foreligger endnu ikke udtalelse fra Europa-Parlamentet vedrørende forslagene til SIS II-

retsakter.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

den 7. februar 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Rådsforordningen og rådsafgørelsen om udbygning af SIS II blev forelagt for Folketingets par-

tier forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6.-7. december

2001. Aktuelle notater blev oversendt til Folketingets partier den 29. november 2001. Aktuelle

notater blev efterfølgende oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg henholdsvis

den 4. og 10. december 2001.

118

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Rådets konklusioner vedrørende SIS II blev forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsud-

valg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) og mødet i Det

Blandede Udvalg den 13.-14. juni 2002.

Rådets konklusioner vedrørende SIS II blev forelagt for Folketingets Europaudvalg og Folke-

tingets Retsudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede

Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 5.-6. juni 2003.

Rådets konklusioner om placering, ledelse og finansiering af SIS II blev forelagt for Folketin-

gets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggen-

der) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den

29.-30. april 2004.

119

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 7: Flerårig opstilling over godkendte anlægsudgifter vedrørende C.SIS

Nyt notat.

Resumé

De samlede godkendte udgifter til C.SIS pr. 31. december 2005 fremgår af den flerårige op-

stilling, der forventes fremlagt på rådsmødet. Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for

sagen, som heller ikke har lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke

at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget.

Fra dansk side kan man godkende den fremlagte flerårige opstilling over godkendte anlægsud-

gifter til C.SIS.

Baggrund

I forbindelse med Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 blev Schengen-reglerne

integreret i Den Europæiske Union, idet bestemmelserne vedrørende Schengen-informations-

systemet (SIS) fik retsgrundlag i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

Bestemmelserne vedrørende Schengen-informationssystemet (SIS) findes i Schengen-kon-

ventionens afsnit IV (artikel 92-119). Schengen-informationssystemet består af en national del i

hvert medlemsland (N.SIS) og en central teknisk støttefunktion (C.SIS), som er beliggende i

Strasbourg.

De finansielle bestemmelser i forbindelse med anlæg og drift af C.SIS er fastsat i en finansfor-

ordning for C.SIS. Efter finansforordningen er Frankrig ansvarlig for anlæg og drift af C.SIS.

Det følger endvidere af finansforordningen, at Rådet (Schengen-landene) fastlægger budgettet

for C.SIS. Frankrig afholder de løbende anlægs- og driftsudgifter, som efterfølgende dækkes

af Schengen-landene i fællesskab. Dette sker i henhold til en fordelingsnøgle, der fastlægges

hvert år på grundlag af den andel, som de enkelte landes momsindtægt udgør af Det Europæi-

ske Fællesskabs samlede momsindtægter i det foregående regnskabsår, jf. Schengen-kon-

ventionens artikel 119, stk. 1.

Efter finansforordningen for C.SIS skal Frankrig hvert år udarbejde en oversigt vedrørende

godkendte anlægsudgifter i forbindelse med C.SIS.

120

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Da udgifterne til forvaltningen af C.SIS afholdes af de berørte medlemslande, skal årsberetnin-

gen godkendes af de pågældende medlemslande. Danmarks bidrag varierer, men ligger på ca.

2 procent af den samlede udgift.

En flerårig opstilling over godkendte anlægsudgifter til C.SIS i perioden indtil den 31. decem-

ber 2005 forventes forelagt til godkendelse i forbindelse med rådsmødet (retlige og indre an-

liggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse henholdsvis af

Norge og Island og af Schweiz den 21. februar 2006.

Indhold

Det fremgår af opstillingen, at der i perioden fra den 18. december 1991 (første budget) til den

31. december 2004 i alt er godkendt anlægsudgifter til C.SIS for 23.091.915,27 euro (svarende

til ca. 172.265.687,91 dkr.), og at der i 2005 i alt er godkendt anlægsudgifter til C.SIS for

1.268.575,14 euro (svarende til ca. 9.463.570,2 dkr.). I alt er der i perioden indtil 31. decem-

ber 2005 godkendt anlægsudgifter til C.SIS for 24.360.490,41 euro (svarende til ca.

181.729.258,46 dkr.).

Det fremgår endvidere af opstillingen, at der i perioden indtil den 31. december 2001 er god-

kendt anlægsudgifter 461.663,26 euro (svarende til ca. 3.436.528,97 dkr.), mens ingen an-

lægsudgifter er godkendt for SIS II i hverken 2004 eller 2005. Opstillingen er på dette punkt

identisk med den opstilling, der viste situationen pr. 31. december 2003.

Gældende dansk ret

Der findes ikke dansk lovgivning af relevans for sagen.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

121

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side kan man godkende den fremlagte flerårige opstilling over godkendte anlægsud-

gifter til C.SIS.

Europa-Parlamentet

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

den 7. februar 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Den flerårige opstilling over godkendte anlægsudgifter til C.SIS har ikke tidligere været fore-

lagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

122

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 8: Rådskonklusioner om opfølgning på anbefalinger fra Schengen-

evaluering af Portugal

Nyt notat.

Resumé

Udkastet til rådskonklusioner har til formål at følge op på rådskonklusionerne af 27. november

2003 om evalueringen af anvendelsen af Schengen-reglerne i Portugal. Nærhedsprincippet ses

ikke at have betydning for sagen, som heller ikke har lovgivningsmæssige eller statsfinansielle

konsekvenser. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemssta-

ters holdninger til forslaget. Fra dansk side har man ikke bemærkninger til det fremlagte ud-

kast til rådskonklusioner.

Baggrund

På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) og mødet i Det Blandede Ud-

valg den 28.-29. maj 2001 blev der opnået enighed om en handlingsplan for den løbende eva-

luering af Schengen-reglernes gennemførelse og anvendelse.

I handlingsplanen lagde man op til landespecifikke evalueringer af Schengen-reglernes prakti-

ske anvendelse i Frankrig, Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Spanien, Portugal, Østrig og

Italien inden 2005 med henblik på at vurdere Schengen-reglernes gennemførelse inden for alle

områder.

På baggrund af evalueringsresultaterne er der blevet udarbejdet kataloger med henstillinger og

oversigter over den bedste praksis inden for udvalgte områder af Schengen-samarbejdet. Disse

kataloger vil bl.a. kunne anvendes i forbindelse med de 10 nye medlemsstaters forberedende

arbejde med henblik på fuldstændig gennemførelse og anvendelse af Schengen-reglerne.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet på ministerniveau i de blandede udvalg

med deltagelse henholdsvis af Norge og Island og af Schweiz den 2. december 2004 vedtog

man et nyt program for Schengen-evalueringerne.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau

med deltagelse af Norge og Island den 27. november 2003 tog Rådet en samlet evalueringsrap-

port vedrørende Portugal til efterretning og vedtog en række konklusioner, hvori det er anført,

123

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

at Portugal generelt efterlever Schengen-reglerne på en tilfredsstillende måde. I rapporten

fremhæves en række positive forhold, herunder den måde hvorpå databeskyttelsesreglerne ad-

ministreres. Ligeledes bliver Portugals forvaltning af landets luftgrænser og søgrænser i kon-

klusionerne fremhævet som meget professionel. Samtidig fremgår det imidlertid af rapporten,

at evalueringen har vist, at der på visse områder bør ske forbedringer, herunder intensivering

og effektivisering af samarbejdet mellem de forskellige myndigheder samt forbedring af proce-

durerne i forbindelse med visumudstedelse på de portugisiske konsulære repræsentationer. Li-

geledes bemærkes det i konklusionerne, at SIS’ muligheder ikke synes at blive udnyttet i fuldt

omfang i Portugal, idet systemet hovedsageligt anvendes som et middel til at kontrollere ind-

vandring.

I Rådets konklusioner af 27. november 2003 henstilles det, at Portugal overvejer de konkrete

anbefalinger med henblik på at forbedre gennemførelsen af Schengen-reglerne. Portugal opfor-

dres i den forbindelse til inden for seks måneder skriftligt at underrette Rådet om det opfølgen-

de arbejde, idet Rådet forbeholder sig muligheden for at gennemføre yderligere evalueringsbe-

søg.

Formandskabet forventes på rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i de blandede

udvalg med deltagelse henholdsvis af Norge og Island og af Schweiz den 20.– 21. februar

2006 at forelægge et udkast til rådskonklusioner om opfølgning på Rådets konklusioner om

evalueringen af anvendelsen af Schengen-reglerne i Portugal med henblik på vedtagelse.

Indhold

Udkastet til rådskonklusioner henviser til, at Portugal løbende har orienteret rådsarbejdsgrup-

pen vedrørende Schengen-evaluering om de foranstaltninger, man har truffet for at rette op på

de svagheder og mangler, der blev konstateret i forbindelse med Schengen-evalueringen af

Portugal i 2003.

Rådet erklærer sig tilfreds med Portugals bestræbelser på at efterkomme Rådets henstillinger

vedrørende korrekt anvendelse af Schengen-reglerne.

Gældende dansk ret

Der findes ikke dansk lovgivning af relevans for sagen.

124

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side har man ikke bemærkninger til det fremlagte udkast til rådskonklusioner om

opfølgning på rådets konklusioner om evalueringen af anvendelsen af Schengen-reglerne i Por-

tugal.

Europa-Parlamentet

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

den 7. februar 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Udkastet til rådskonklusioner om opfølgning på rådets konklusioner om evalueringen af anven-

delsen af Schengen-reglerne i Portugal har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Euro-

paudvalg og Retsudvalg.

125

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det bemærkes, at den samlede evalueringsrapport og udkastet til rådskonklusioner om evalue-

ringen af anvendelsen af Schengen-reglerne i Portugal blev forelagt Folketingets Europaudvalg

og Retsudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Ud-

valg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 27. november 2003.

126

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 9: Bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Det Schweiziske For-

bund og Fyrstendømmet Liechtenstein om undertegnelse af en protokol om Liechtensteins

tilslutning til aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det

Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anven-

delsen og udviklingen af Schengen-reglerne

Nyt notat.

Resumé

Den 26. oktober 2004 undertegnede Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og

Det Schweiziske Forbund en aftale om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførel-

sen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne (Schengen-associeringsaftalen). Aftalen

åbner mulighed for, at Liechtenstein kan tilslutte sig associeringsaftalen ved en protokol.

Liechtenstein har ved brev af 10. juni 2005 bekræftet sit ønske om at blive associeret i bl.a.

Schengen-reglerne. Kommissionen har i lyset heraf udarbejdet et udkast til henstilling til Rådet

om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger med Det Schweiziske Forbund

og Fyrstedømmet Liechtenstein om undertegnelse af en protokol om Liechtensteins tilslutning

til aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske

Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udvik-

lingen af Schengen-reglerne. Det forventes, at sagen vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og

indre anliggender) den 21. februar 2006 med henblik på Rådets vedtagelse af forhandlings-

mandatet. Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Sagen har ikke i sig

selv lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at foreligge offentlige

tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til sagen. Fra dansk side kan man

støtte, at der gives Kommissionen forhandlingsmandat på området.

Baggrund

Kommissionen har den 16. november 2005 fremlagt et udkast til Kommissionens henstilling til

Rådet om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger med Det Schweiziske

Forbund og Fyrstedømmet Liechtenstein om undertegnelse af en protokol om Liechtensteins

tilslutning til aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det

Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendel-

sen og udviklingen af Schengen-reglerne.

Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyt-

tet til Amsterdam-traktaten, finder derfor anvendelse.

127

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Om baggrunden for forslaget anføres følgende:

”Den 26. oktober 2004 undertegnede Den Europæiske Union, Det Europæiske

Fællesskab og Det Schweiziske Forbund en aftale om Det Schweiziske Forbunds

associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne

(Schengen-associe-ringsaftalen). Samme dag indgik Det Europæiske Fællesskab til-

lige en aftale med Det Schweiziske Forbund om kriterierne og procedurerne for af-

gørelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøger indgivet

i en medlemsstat eller i Schweiz (Dublin/Eurodac-associeringsaftalen).

Schengen-associeringsaftalen indeholder bestemmelser om Schweiz’ forpligtelse til

at acceptere alle Schengen-reglerne og om konsekvenserne i tilfælde af, at Schweiz

ikke accepterer dem. Der er kun én undtagelse fra denne forpligtelse, og den drejer

sig om anmodninger om ransagning og beslaglæggelse i forbindelse med efter-

forskning eller retsforfølgning af lovovertrædelser angående direkte skatter, for

hvilke der efter schweizisk ret ikke ville kunne idømmes frihedsstraf, hvis de var

begået i Schweiz. Schweiz har ikke pligt til at acceptere en sådan udvikling af

Schengen-reglerne.

Desuden indeholder aftalen bestemmelser om etablering af organisatoriske rammer

og finansielle bidrag. Gennemførelsen af Schengen-associeringsaftalen er knyttet til

gennemførelsen af Dublin/Eurodac-associeringsaftalen.

Med henblik på Liechtensteins eventuelle associering i Schengen-reglerne har Den

Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Schweiz åbnet mulighed for, at

Liechtenstein bliver tilsluttet deres aftale. Aftalen med Schweiz om Schweiz’ asso-

ciering i Schengen-reglerne åbner således mulighed for, at Liechtenstein også kan

tilslutte sig aftalen via en protokol herom, der fastlægger de kontraherende parters

respektive rettigheder og forpligtelser.

Ved brev af 12. oktober 2001 tilkendegav Fyrstendømmet Liechtenstein interesse i

sammen med Schweiz at blive kontraherende part i en eventuel aftale om associe-

ring i Schengen- og Dublin-reglerne, eftersom der igennem årtier har været en åben

grænse mellem Liechtenstein og Schweiz. Men Liechtenstein deltog ikke i forhand-

lingerne med Schweiz, hvilket hang sammen med, at der ikke fandtes nogen aftale

mellem Det Europæiske Fællesskab og Liechtenstein om beskatning af renteindtæg-

ter.

I mellemtiden har Det Europæiske Fællesskab og Liechtenstein indgået en sådan af-

tale om beskatning af renteindtægter, der trådte i kraft den 1. juli 2005.

Det Europæiske Fællesskab er derfor nu i stand til at optage forhandlinger om

Liechtensteins associering i Schengen- og Dublin/Eurodac-reglerne.

Ved brev af 10. juni 2005 bekræftede Liechtenstein sit ønske om at blive associeret

i Schengen- og Dublin-reglerne.

128

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

De begrundelser, der blev fremført for Schweiz’ associering i Schengen-reglerne,

som bl.a. beroede på landets geografiske position som transitland inden for Schen-

gen-området uden grænser og nødvendigheden af at iværksætte ledsagerforanstalt-

ninger, herunder angående politisamarbejde og samarbejde i straffesager, for at

kunne afskaffe kontrollen ved de indre grænser, gælder følgelig på samme måde

for Liechtenstein.

Liechtensteins associering i Schengen-reglerne vil desuden gøre det muligt at beva-

re den ordning, der siden 1963 har bestået mellem Schweiz og Liechtenstein, og

som indebærer en afskaffelse af grænsekontrollen mellem disse to stater.

Det må understreges, at Schengen-reglerne og Dublin/Eurodac-reglerne er uadskil-

lelige, både hvad angår det koncept, der ligger til grund for dem, og den måde, de

fungerer på. Det er derfor nødvendigt at sikre en helt klar forbindelse mellem de to

protokoller om Liechtensteins deltagelse i gennemførelsen og udviklingen af

Schengen-reglerne og Dublin/Eurodac-reglerne.

Det bør fastsættes, hvilke gensidige rettigheder og forpligtelser der består mellem

Liechtenstein og Danmark på grund af Danmarks stilling som følge af protokollen

til Amsterdam-traktaten og alle de tredjelande, der er associeret i Dublin/Eurodac-

reglerne.

Forhandlingsdirektiverne følger samme model som ved forhandlingerne med

Schweiz.”

Det forventes, at sagen vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 21.

februar 2006 eller et rådsmøde snarest derefter med henblik på Rådets vedtagelse af forhand-

lingsmandatet.

Indhold

Kommissionen henstiller til Rådet, at Rådet – hvad angår de institutionelle rammer og de dele

af Schengen-reglerne, der henhører under oprettelsen af Det Europæiske Fællesskab (TEF -

søjle 1) – bemyndiger Kommissionen, og at Rådet – hvad angår de dele af Schengen-reglerne,

der henhører under traktaten om Den Europæiske Union – bemyndiger formandskabet med

bistand af Kommissionen (TEU – søjle 3) til at forhandle med Schweiz og Liechtenstein om

undertegnelse af en protokol om Liechtensteins deltagelse i aftalen mellem Den Europæiske

Union, Det Europæiske Fællesskab og Schweiz om Schweiz’ gennemførelse, anvendelse og

udviklingen af Schengen-reglerne.

Derudover henstiller Kommissionen til Rådet, at der nedsættes et særligt udvalg til at bistå med

denne opgave.

129

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Endelig henstiller Kommissionen til Rådet at vedtage de forhandlingsdirektiver, der er anført i

bilaget til henstillingen. Det drejer sig om følgende forhandlingsdirektiver:

Liechtenstein skal acceptere alle Schengen-reglerne, herunder de relevante EU/EF-

retsakter, der erstatter tilsvarende Schengen-bestemmelser. Den eneste undtagelse eller

fravigelse herfra, der kan accepteres, er den samme fravigelse som den, der er accepte-

ret over for Schweiz, og den skal være af samme rækkevidde og kan kun indrømmes

efter Liechtensteins udtrykkelige anmodning.

Liechtenstein skal acceptere at gennemføre alle afgørelser om anvendelse og udvikling

af Schengen-reglerne.

Protokollen skal indeholde en bestemmelse om, at protokollen ophører med at gælde,

hvis Liechtenstein ikke følger de afgørelser, der træffes om udviklingen af Schengen-

reglerne.

Formaliteterne for Liechtensteins accept af en foranstaltning til udvikling af Schengen-

reglerne skal tilgodese Liechtensteins forfatningsret.

Liechtenstein skal deltage i de organisatoriske rammer, der blev etableret ved aftale

med Schweiz.

Liechtenstein skal deltage i administrations- og driftsomkostningerne med et bidrag, der

er proportionalt med Norges, Islands og Schweiz’ bidrag.

Protokollen skal indeholde en bestemmelse, der knytter dens gennemførelse til gennem-

førelsen af aftalerne med Danmark og aftalerne med Norge og Island.

Protokollen skal indeholde en bestemmelse, der knytter dens gennemførelse og opsigel-

se til gennemførelsen og opsigelsen af protokollen til aftalen om kriterierne og procedu-

rerne for afgørelsen af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøg-

ning.

Der er tale om en retsakt om mandatgivning til Kommissionen vedrørende indgåelse af en in-

ternational aftale, som har et blandet retsgrundlag, jf. herved at en del af retsgrundlaget er om-

130

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fattet af forbeholdet for retlige og indre anliggender, mens en anden del ikke er omfattet af

forbeholdet, dvs. såkaldte tværgående retsakter.

I overensstemmelse med hidtidig praksis deltager Danmark i vedtagelsen af retsakten, men er

ikke bundet af en eventuel senere aftale, der er omfattet af afsnit IV, TEF.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Vedtagelse af forhandlingsmandatet vil ikke i sig selv have lovgivningsmæssige eller statsfi-

nansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

6. Nærhedsprincippet

Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

7. Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters holdninger til

forslaget.

8. Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side kan man støtte, at der gives Kommissionen forhandlingsmandat på området.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har ikke afgivet udtalelse i sagen.

131

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde på et møde

den 7. februar 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

132

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 10: Tredje runde af de gensidige evalueringer vedrørende ”Udveksling

af oplysninger og efterretninger mellem Europol og medlemsstaterne og mellem medlems-

staterne indbyrdes” – rapport om 15 evalueringsbesøg (Sverige, Portugal, Tyskland, Fin-

land, Belgien, Frankrig, Storbritannien, Luxembourg, Nederlandene, Irland, Italien,

Danmark, Østrig, Grækenland og Spanien)

Nyt notat.

Resumé

Den 5. december 1997 vedtog Rådet en fælles aktion vedrørende indførelse af en ordning for

evaluering af, hvordan de internationale forpligtelser med hensyn til bekæmpelse af organiseret

kriminalitet udmøntes og efterleves i de enkelte medlemsstater. I medfør af artikel 2, stk. 1, i

den fælles aktion besluttede Den Tværfaglige Gruppe vedrørende Organiseret Kriminalitet på

sit møde den 3.-4. juni 2002 at iværksætte en tredje runde af gensidige evalueringer vedrøren-

de udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem Europol og medlemsstaterne og mel-

lem medlemsstaterne indbyrdes. Evalueringen skulle navnlig tage sigte på at vurdere samarbej-

det og koordineringen mellem de forskellige retshåndhævende myndigheder med særlig fokus

på det daglige praktiske samarbejde mellem de forskellige enheder på nationalt og inter-

nationalt plan. De fem lande, der senest er blevet evalueret, er Italien, Danmark, Østrig, Græ-

kenland og Spanien. Rapporterne om besøgene i hvert af landene er blevet udarbejdet og fore-

lagt den pågældende medlemsstat. Rapporterne er efterfølgende drøftet på møder i Den Tvær-

faglige Gruppe vedrørende Organiseret Kriminalitet. I overensstemmelse med artikel 8, stk. 3,

i den fælles aktion skal formandskabet én gang om året orientere Rådet om resultatet af evalue-

ringerne. Den Tværfaglige Gruppe vedrørende Organiseret Kriminalitet har i den anledning

udarbejdet en rapport, som afspejler de væsentligste konklusioner og henstillinger, der dels er

indeholdt i de første to sammenfattende rapporter vedrørende evalueringsbesøg i Sverige, Por-

tugal, Tyskland, Finland, Belgien, Frankrig, Storbritannien, Luxembourg, Nederlandene og

Irland, der blev forelagt for Rådet henholdsvis den 25.-26. oktober 2004 og den 1.-2. decem-

ber 2005, dels omfatter de seneste 5 evalueringsbesøg, der som anført er blevet foretaget i Ita-

lien, Danmark, Østrig, Grækenland og Spanien. Rapporten forventes forelagt på rådsmødet

(retlige og indre anliggender) den 21. februar 2006 med henblik på, at Rådet noterer sig kon-

klusionerne og henstillingerne. Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet,

ligesom sagen ikke har lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at

foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til rapporten.

Rapporten giver ikke anledning til bemærkninger fra dansk side.

133

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Baggrund

Den 5. december 1997 vedtog Rådet en fælles aktion vedrørende indførelse af en ordning for

evaluering af, hvordan de internationale forpligtelser med hensyn til bekæmpelse af organiseret

kriminalitet udmøntes og efterleves i de enkelte medlemsstater.

I medfør af artikel 2, stk. 1, i den fælles aktion besluttede Den Tværfaglige Gruppe vedrøren-

de Organiseret Kriminalitet på sit møde den 3.-4. juni 2002 at iværksætte en tredje runde af

gensidige evalueringer vedrørende udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem Euro-

pol og medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne indbyrdes. Evalueringen skulle navnlig

tage sigte på at vurdere samarbejdet og koordineringen mellem de forskellige retshåndhævende

myndigheder med særlig fokus på det daglige praktiske samarbejde mellem de forskellige en-

heder på nationalt og internationalt plan.

De fem lande, der senest er blevet evalueret, er Italien, Danmark, Østrig, Grækenland og Spa-

nien. Rapporterne om besøgene i hvert af landene er blevet udarbejdet og forelagt den pågæl-

dende medlemsstat. Rapporterne er efterfølgende drøftet på møder i Den Tværfaglige Gruppe

vedrørende Organiseret Kriminalitet.

I overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, i den fælles aktion skal formandskabet én gang om

året orientere Rådet om resultatet af evalueringerne. Den Tværfaglige Gruppe vedrørende Or-

ganiseret Kriminalitet har i den anledning udarbejdet en rapport, som afspejler de væsentligste

konklusioner og henstillinger, der dels er indeholdt i de første to sammenfattende rapporter

vedrørende evalueringsbesøg i Sverige, Portugal, Tyskland, Finland, Belgien, Frankrig, Stor-

britannien, Luxembourg, Nederlandene og Irland, der blev forelagt for Rådet henholdsvis den

25.-26. oktober 2004 og den 1.-2. december 2005, dels omfatter de seneste 5 evalueringsbe-

søg, der som anført er blevet foretaget i Italien, Danmark, Østrig, Grækenland og Spanien.

Rapporten forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 21. februar 2006

med henblik på, at Rådet noterer sig konklusionerne og henstillingerne.

Indhold

Rapporten indeholder en række generelle konklusioner.

Rapporten indeholder en række generelle konklusioner. Det anføres bl.a. i rapporten, at der i

alle landene er en klar tendens til reformer. Den organiserede kriminalitet har ændret sig, især

134

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ved at den har bredt sig geografisk, og ved at der i højere grad sker udveksling af oplysninger.

Som følge heraf, har de evaluerede lande været bevidst om nødvendigheden af at ændre deres

interne strukturer i relation til de enheder, der har ansvar for bekæmpelse af grov organiseret

kriminalitet således, at man bedre er i stand til at tilpasse sig de nye udfordringer fra den nu-

værende og fremtidige organiseret kriminalitet. Samtidig har der været en mere intensiv drøf-

telse af, hvilke metoder der skal indføres, så der bliver mulighed for at få adgang til og dele de

oplysninger, der er til rådighed, ikke blot inden for de enkelte medlemsstater, men også inden

for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed i et EU med 25 medlemslande. I den for-

bindelse nævnes det bl.a., at de fleste lande har oprettet særlige fælles platforme for det inter-

nationale samarbejde, som gør den internationale informationsudveksling mere effektiv og rati-

onel.

Rapporten konstaterer dog samtidig bl.a., at der trods de anførte ændringer i de interne struk-

turer og oprettelse de særlige fælles platforme for det internationale samarbejde, stadig er store

problemer med den daglige informationsudveksling. Evalueringen har dog samtidig vist, at der

er politisk og teknisk vilje til at ændre på denne situation.

Rapporten indeholder endvidere en række specifikke henstillinger til Europol.

Endelig findes der i rapporten et sammendrag af de henstillinger, der er givet til medlemssta-

terne. Det henstilles, at medlemsstaterne hurtigst muligt skal ratificere alle Europol-

protokoller, at der, når det er nødvendigt, gives alle politifolk med ansvar for bekæmpelse af

international kriminalitet adgang fra én edb-teminal til alle relevante databaser, der udarbejdes

af alle polititjenester, at undersøge hvordan politi-, told- og indvandringstjenester kan inddra-

ges mere, så oplysninger kan udveksles mere effektivt af hensyn til samarbejdet, at tilskynde

til, at der oprettes synergifunktioner for at bistå analytikere med at holde kontakt til efterfor-

skerne, så de kan udføre deres arbejde og udvikle produkter, der er bedre tilpasset de krav,

som efterforskere med ansvar på bekæmpelse af grov kriminalitet har, at Europols analytikere

– når det er muligt – inddrages i medlemsstaternes efterforskning, hvis flere medlemsstater er

berørt, at opfordre alle retshåndhævende myndigheder til - hvor det er nødvendig - mere sy-

stematisk at anvende Europol-kanalen, så snart to eller flere medlemsstater synes at være be-

rørt af organiseret og grov kriminalitet, at udarbejde interne instruktioner for at opfordre de

retshåndhævende myndigheder til at forbedre anvendelsen af ressourcer og tjenester fra Euro-

pol, at lande med mange forskellige retshåndhævende myndigheder så vidt muligt sikrer for-

skellige myndigheders tilstedeværelse på kontaktpunkterne for internationalt samarbejde, at

lande med flere politistyrker opfordres til, at der oprettes et integreret system, der giver alle

landets politistyrker mulighed for at få adgang til forskellige databaser, i det mindste på grund-

135

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

lag af et ”hit/no-hit”-system, at skabe mulighed for, at relevant og passende personale kan gø-

re midlertidig tjeneste ved Europols nationale kontor, at analysedatabasen bør bygge på en fea-

sibility-undersøgelse og et tilsagn fra de berørte medlemsstater - inden en medlemsstat deltager

i oprettelsen af en analyse database, bør den sikre sig, at vigtige spørgsmål såsom retlige hin-

dringer, databeskyttelse og ejerskab til oplysninger (forholdet mellem politi og retlige myndig-

heder) er løst, at medlemsstaterne bør give tilsagn om at give Europol så mange oplysninger –

som hører under Europols kompetenceområde - af god kvalitet som muligt, og at overveje mu-

ligheden for en permanent samarbejdsstruktur mellem alle de særskilte retshåndhævende myn-

digheder (politi, toldvæsen, grænsevagt osv.), således at de optræder samlet på grundlag af en

fælles efterforskningsmodel.

Gældende dansk ret

Rapporten giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Rapporten giver ikke Danmark anledning til bemærkninger.

136

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europa-Parlamentet

Rapporten har ikke været forelagt Europa-Parlamentet, men formandskabet har foreslået, at

rapporten fremsendes til Europa-Parlamentet til orientering, når Rådet har taget den til efter-

retning.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

den 7. februar 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Rapporten har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

137

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 11: Opsigelse fra Europols vicedirektør

Nyt notat.

Resumé

Vicedirektør for Europol, Jens Henrik Højbjerg, har i et brev af 17. januar 2006 til formanden

for Rådet anmodet om at fratræde sin stilling med virkning fra den 1. september 2006. Det

forventes, at Rådet på det kommende rådsmøde vil skulle godkende opsigelsen i overensstem-

melse med Europols personalevedtægt. Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansiel-

le konsekvenser. Forslaget giver ikke anledning til overvejelser i forhold til nærhedsprincippet.

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget. Fra dansk side kan man tilslutte sig, at ønske om at fratræde den 1. september 2006

imødekommes.

Baggrund

I henhold til Europol-konventionens artikel 29 ledes Europol af en direktør, der efter indstil-

ling fra Europols Styrelsesråd udnævnes af Rådet for en periode på fire år. Direktøren bistås af

vicedirektører, der udnævnes af Rådet for en periode på fire år. Hvis en vicedirektør ønsker at

fratræde sin stilling før ansættelsesperioden udløber, kan dette i henhold til artikel 14 i appen-

dix 8 i Europols personalevedtægt ske ved en skriftlig henvendelse til Rådsformanden, med

kopi til formanden for Styrelsesrådet, der indeholder forslag til en dato for fratrædelse.

Rådet skal herefter efter nærmere angivne regler tage stilling til, om og i givet fald hvornår

den pågældende kan fratræde sin stilling. Rådets beslutning skal foreligge senest to måneder

efter modtagelsen af anmodningen om fratrædelse, og Rådet skal fastlægge en dato for ophøret

af ansættelsesperioden, der kan fravige den foreslåede dato med op til tre måneder, eller even-

tuelt beslutte, at fratrædelse skal afvente, at en ny vicedirektør er tiltrådt.

Det forventes, at sagen vil skulle behandles på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den

21. februar 2006.

Indhold

Ved Rådets retsakt af 8. maj 2003 om udnævnelse af to vicedirektører for Europol, blev Jens

Henrik Højbjerg udnævnt til vicedirektør for Europol. Jens Henrik Højbjergs embedsperiode

138

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

udløber ifølge retsakten den 30. juni 2007.

Jens Henrik Højbjerg har imidlertid i et brev af 17. januar 2006 anmodet om at fratræde sin

stilling med virkning fra den 1. september 2006. Europol har anbefalet, at Jens Henrik Høj-

bjerg meddeles opsigelse som ønsket og har i den forbindelse udarbejdet en oversigt over an-

sættelsesproceduren for en ny vicedirektør.

Gældende dansk ret

Konventionen af 26. juli 1995 om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-

konventionen) er gennemført i dansk ret ved lov nr. 415 af 10. juni 1997. I henhold til lovens

§ 6 har justitsministeren ved bekendtgørelse nr. 508 af 23. juni 1999 om ikrafttræden af lov

om gennemførelse af Europol-konventionen bestemt, at loven træder i kraft den 1. juli 1999.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side kan man tilslutte sig, at ønsket om at fratræde den 1. september 2006 imøde-

kommes.

139

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europa-Parlamentet

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

den 7. februar 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg eller Retsudvalg.

140

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 12: Bemyndigelse for Europol til at indlede forhandlinger med Australi-

en om udfærdigelse af en samarbejdsaftale

Nyt notat

Resumé

Forslaget vil indebære, at Europol bemyndiges til at indlede forhandlinger med Australien om

udfærdigelse af en samarbejdsaftale. Forslaget giver ikke anledning til overvejelser i forhold til

nærhedsprincippet. Forslaget har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget. Fra dansk side har man ikke bemærkninger til, at Europol bemyndiges til at indlede

forhandlinger med Australien om udfærdigelse af en samarbejdsaftale.

Baggrund

Det følger af Europol-konventionens artikel 42, stk. 2, 1. pkt., at Europol, i det omfang det er

nødvendigt for at kunne gennemføre de opgaver, der er pålagt Europol i henhold til konventio-

nens artikel 3, kan oprette og opretholde forbindelser med tredjelande og eksterne organisatio-

ner.

Rådet vedtog den 3. november 1998 en afgørelse, der fastsætter nærmere regler for Europols

forbindelser med tredjelande og eksterne organisationer.

Det fremgår af artikel 2, stk. 2, i rådsafgørelsen, at Rådet med enstemmighed beslutter, hvilke

tredjelande og eksterne organisationer der skal indledes forhandlinger med.

Det fremgår endvidere af artikel 2, stk. 3, at Europols direktør efter at have konsulteret Styrel-

sesrådet og efter Rådets godkendelse kan indlede forhandlinger om aftaler med tredjelande og

eksterne organisationer. Sådanne aftaler kan først indgås, efter at Rådet med enstemmighed har

godkendt disse.

Rådet har desuden ved to rådsafgørelser af henholdsvis 3. november 1998 og 12. marts 1999

fastsat nærmere regler for Europols videregivelse af personlige oplysninger til tredjelande og

eksterne organisationer samt for Europols modtagelse af information fra tredjeparter.

141

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ved Rådets afgørelse af 27. marts 2000 blev Europols direktør bemyndiget til at indlede for-

handlinger om samarbejde mellem Europol og en række tredjelande og internationale organisa-

tioner. Disse lande og organisationer fremgår af afgørelsens artikel 2, stk. 1. Ved en række

efterfølgende rådsafgørelser er denne række af lande og organisationer udvidet. Ved Rådets

afgørelse af 2. december 2004 blev Australien optaget på listen over mulige samarbejdspartne-

re for Europol.

Rådets afgørelse angiver de nærmere betingelser for denne bemyndigelse, herunder at eventu-

elle bestemmelser i aftalerne om udveksling af oplysninger skal være i overensstemmelse med

reglerne i Europol-konventionen og gennemførelsesbestemmelserne i tilknytning hertil.

For så vidt angår udvekslingen af personoplysninger er det i rådsafgørelsen fastsat, at forhand-

linger med tredjelande og eksterne organisationer om videregivelse af personoplysninger først

kan påbegyndes, når Rådet med enstemmighed på grundlag af en rapport fra Europol og efter

høring af Styrelsesrådet og Den Fælles Kontrolinstans har konstateret, at der ikke er hindringer

for at påbegynde sådanne forhandlinger.

På den baggrund har Europol udfærdiget en rapport vedrørende udveksling af personoplysnin-

ger med de australske myndigheder og anbefalet, at der indledes forhandlinger med Australien

om udfærdigelse af en samarbejdsaftale. Rapporten er tiltrådt af Styrelsesrådet, og Den Fælles

Kontrolinstans har den 12. december 2005 udtalt, at der ikke ud fra et databeskyttelsesperspek-

tiv er noget til hinder for, at Europol bemyndiges til at indlede forhandlinger med Australien

om udfærdigelse af en samarbejdsaftale.

Det forventes, at der på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 20.-21. februar 2006 vil

blive fremlagt et forslag om, at Europol bemyndiges til at indlede forhandlinger med Australi-

en om udfærdigelse af en samarbejdsaftale.

Indhold

Forslaget vil indebære, at Europol bemyndiges til at indlede forhandlinger med Australien om

udfærdigelse af en samarbejdsaftale i overensstemmelse med Rådets afgørelse af 27. marts

2000. En aftale kan først indgås, efter at Rådet med enstemmighed har godkendt denne.

Gældende dansk ret

Konventionen af 26. juli 1995 om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-

142

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

konventionen) er gennemført i dansk ret ved lov nr. 415 af 10. juni 1997. I henhold til lovens

§ 6 har justitsministeren ved bekendtgørelse nr. 508 af 23. juni 1999 om ikrafttræden af lov

om gennemførelse af Europol-konventionen bestemt, at loven træder i kraft den 1. juli 1999.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side har man ikke bemærkninger til, at Europol bemyndiges til at indlede forhand-

linger med Australien om udfærdigelse af en samarbejdsaftale.

Europa-Parlamentet

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

den 7. februar 2006.

143

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg eller Retsudvalg.

144

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsordenspunkt 13: Revisionsberetning om gennemførelsen af Europols budget og de-

charge til Europols direktør for perioden 1. januar 2004 til 31. december 2004

Nyt notat.

Resumé

Forslaget vil indebære, at Europols direktør på grundlag af revisionsberetningen fra det fælles

revisionsudvalg meddeles decharge for gennemførelsen af budgettet i regnskabsåret 2004.

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen, som heller ikke har lovgivningsmæs-

sige eller statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om

de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side kan man tilslutte sig, at der

meddeles Europols direktør decharge for gennemførelsen af budgettet i regnskabsåret 2004.

Baggrund

Det følger af artikel 29, stk. 3, nr. 5, i Europol-konventionen, at Europols direktør er ansvar-

lig for gennemførelsen af Europols budget.

I medfør af artikel 36, stk. 3, i Europol-konventionen skal det fælles revisionsudvalg i over-

ensstemmelse med afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) forelægge en revi-

sionsberetning for hvert regnskabsår for Rådet. Europols direktør og Europols finansinspektør

skal have mulighed for at udtale sig om beretningen, og Europols Styrelsesråd skal behandle

revisionsberetningen med henblik på forelæggelse for Rådet. På grundlag af revisionsberetnin-

gen skal Rådet tage stilling til, hvorvidt Europols direktør skal meddeles decharge for gennem-

førelsen af budgettet for det pågældende regnskabsår, jf. herved konventionens artikel 36, stk.

Revisionsberetningen for perioden 1. januar 2004 – 31. december 2004 blev behandlet på et

møde i Europols Styrelsesråd den 24.-25. november 2005. Styrelsesrådet har i den forbindelse

indstillet, at Rådet meddeler Europols direktør decharge for gennemførelsen af budgettet i

regnskabsåret 2004.

Revisionsberetningen forventes forelagt på det kommende rådsmøde (retlige og indre anliggen-

der) den 21. februar 2006 med henblik på meddelelse af decharge til Europols direktør.

145

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Indhold

Det fælles revisionsudvalg peger i beretningen for perioden 1. januar 2004 – 31. december

2004 på, at der er sket forbedringer i den økonomiske administration i den pågældende perio-

de. Revisionsudvalget peger dog på visse forhold, som giver anledning til overvejelser, herun-

der at Europol bør iværksætte en undersøgelse af, om Europols arbejdsløshedskasse vil være i

stand til at betale for samtlige omkostninger til eventuel understøttelse, ligesom udvalget fin-

der, at der ikke er tilstrækkelige informationer til at anslå værdien af Europols anlægsaktiver.

Revisionsudvalget finder dog samlet, at Europols regnskab for den omhandlede periode giver

et retvisende billede af Europols finansielle situation og overordnet dokumenterer retmæssig-

heden af Europols økonomiske dispositioner.

Gældende dansk ret

Konventionen af 26. juli 1995 om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-

konventionen) er gennemført i dansk ret ved lov nr. 415 af 10. juni 1997. I henhold til lovens

§ 6 har justitsministeren ved bekendtgørelse nr. 508 af 23. juni 1999 om ikrafttræden af lov

om gennemførelse af Europol-konventionen bestemt, at loven træder i kraft den 1. juli 1999.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget.

146

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side kan man tilslutte sig, at der på grundlag af revisionsberetningen meddeles Eu-

ropols direktør decharge for gennemførelsen af budgettet i regnskabsåret 2004.

Europa-Parlamentet

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

den 7. februar 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg eller Retsudvalg.

147