Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06

Europaudvalget 2005-06
2725 - RIA Bilag 3
Offentligt

Justitsministeriet

Civil- og Politiafdelingen

Dato

Kontor:

Sagsnr.:

Dok.:

11. april 2006

Det Internationale Kontor

2006-3061/1-0018

CDH41125

Bidrag til samlenotat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets ansvarsområde, der

forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i de blandede

udvalg på ministerniveau med deltagelse henholdsvis af Norge og Island og af Schweiz den

27.-28. april 2006.

Side:

5-27

Dagsordenspunkt 1

28-30

Dagsordenspunkt 2

31-33

Dagsordenspunkt 3

34-37

Dagsordenspunkt 4

EU-Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser

uden for kontraktforhold (”Rom II”) (KOM(2003)427

endelig, som ændret ved (KOM(2006)83 endelig)

. (B-

punkt, Justitsministeriet, sagen forventes sat på dagsor-

denen for rådsmødet med henblik på politisk enighed).

Åbning af N-Lex (adgangsportal til national lovgiv-

ning) og præsentation af EUR-Lex. Rådets generalse-

kretariat forventes at foretage en præsentation af inter-

netportalerne. (B-punkt, Justitsministeriet, forventes sat

på dagsordenen for rådsmødet med henblik på oriente-

ring).

Orientering fra formandskabet til RIA-ministrene om,

hvilke udkast til instrumenter, der indeholder bestem-

melser med relation til det civilretlige samarbejde, som

i øjeblikket behandles i andre rådsformationer. Oriente-

ringen forventes at omfatte udkast til servicedirektiv og

udkast til direktiv om forbrugerkreditaftaler. (B-punkt,

Justitsministeriet, forventes sat på dagsordenen for

rådsmødet med henblik på orientering).

Proceduremæssige rettigheder i straffesager i

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amster-

damtraktaten, finder derfor anvendelse

Slotsholmsgade 10

DK 1216 København K

Telefon: + 45 33 92 33 40

Telefax: + 45 33 93 35 10

E-post: [email protected]

Internet: http://www.jm.dk

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

38-50

Dagsordenspunkt 5

51-88

Dagsordenspunkt 6

89-111

Dagsordenspunkt 7

112-144

Dagsordenspunkt 8

145-170

Dagsordenspunkt 9

171-179

Dagsordenspunkt 10

180-199

Dagsordenspunkt 11

200-204

Dagsordenspunkt 12

EU (KOM(2004)328).

(B-punkt,

Justitsministeri-

et, forventes sat på dagsordenen for rådsmødet med

henblik på generel drøftelse).

Rammeafgørelse om den europæiske straffedom og

overførelse af domfældte mellem EU-medlemsstaterne

(den europæiske fuldbyrdelsesordre). (B-punkt,

Justitsministeriet, forventes sat på dagsordenen for

rådsmødet med henblik på drøftelse af visse spørgs-

mål).

Rammeafgørelse om den europæiske bevissikringsken-

delse (B-punkt, Justitsministeriet, forventes sat på

dagsordenen for rådsmødet med henblik på politisk

enighed).

Rådets afgørelse om forbedring af politisamarbejdet

mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, særligt

ved de indre grænser, og om ændring af konventionen

gennemførelse

Schengen-aftalen

(KOM(2005)317). (B-punkt, Justitsministeriet, forven-

tes sat på dagsordenen for rådsmødet med henblik på

politisk enighed).

Rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i

forbindelse med det politimæssige og strafferetlige

samarbejde (KOM (2005) 475 endelig). (B-punkt,

Justitsministeriet, forventes sat på dagsordenen for

rådsmødet med henblik på drøftelse af visse spørgs-

mål).

Aftale mellem EU og Norge og Island om udlevering.

(B-punkt, Justitsministeriet, forventes sat på dagsorde-

nen for rådsmødet med henblik på politisk enighed).

Rådets afgørelse om samarbejdsordninger mellem med-

lemsstaternes kontorer for inddrivelse af aktiver. (B-

punkt, Justitsministeriet, forventes sat på dagsordenen

for rådsmødet med henblik på vedtagelse).

Den nye generation af Schengen-informationssystemet

(SIS II). (B-punkt, Justitsministeriet, forventes sat på

dagsordenen for rådsmødet med henblik på oriente-

ring).

Menneskehandel. (B-punkt, Justitsministeriet, forventes

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

205-222

Dagsordenspunkt 13

223-231

Dagsordenspunkt 14

232-236

Dagsordenspunkt 15

237-239

Dagsordenspunkt 16

240-242

Dagsordenspunkt 17

243-245

Dagsordenspunkt 18

sat på dagsordenen for rådsmødet med henblik på ved-

tagelse af rådskonklusioner).

Rammeafgørelse om deltagelse i en kriminel organisa-

tion. (B-punkt, Justitsministeriet, forventes sat på dags-

ordenen for rådsmødet med henblik på politisk enig-

hed).

Endelig vedtagelse af Rådets afgørelse om indgåelse af

aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Konge-

riget Danmark om udvidelse af bestemmelserne i Rå-

dets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompe-

tence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgø-

relser på det civil- og handelsretlige område til også at

omfatte Danmark (KOM(2005)145 endelig), samt Rå-

dets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Det Eu-

ropæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om udvi-

delse af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr.

1348/2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retsli-

ge og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle

sager til også at omfatte Danmark (KOM(2005)146

endelig)

. (A-punkt, Justitsministeriet, forventes sat på

dagsordenen for rådsmødet med henblik på vedtagelse).

Rådets afgørelse om indgåelse på Det Europæiske Fæl-

lesskabs vegne af to protokoller om menneskehandel og

menneskesmugling til supplering af De Forenede Nati-

oners konvention om bekæmpelse af grænseoverskri-

dende organiseret kriminalitet. (A-punkt, Justitsministe-

riet, forventes sat på dagsordenen for rådsmødet med

henblik på vedtagelse).

Rådsafgørelse om ændring af rådsafgørelse om sikker-

hed i forbindelse med internationale fodboldkampe. (A-

punkt, Justitsministeriet, forventes sat på dagsordenen

for rådsmødet med henblik på vedtagelse).

Europols budget for 2007. (A-punkt, Justitsministeriet,

forventes sat på dagsordenen for rådsmødet med hen-

blik på vedtagelse).

C.SIS budget for 2007. (A-punkt, Justitsministeriet,

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amster-

damtraktaten, finder derfor anvendelse

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

forventes sat på dagsordenen for Rådsmødet med hen-

blik på vedtagelse).

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 1: EU-Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (”Rom II”) (KOM

(2003) 427 endelig,

som ændret ved KOM (2006) 83 endelig)

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

Resumé

Kommissionen har fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgs-

regler for forpligtelser uden for kontraktforhold (”ROM II”). Formålet er at harmonisere med-

lemsstaternes lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold og dermed skabe større

forudsigelighed i spørgsmålet om, hvilket lands lov der skal anvendes i en konkret sag, uanset

ved hvilket lands domstole sagen anlægges. Forordningen skal omfatte forpligtelser på det civil-

og handelsretlige område. Forordningen skal dog alene finde anvendelse for forpligtelser uden

for kontraktforhold, herunder f.eks. erstatningskrav i forbindelse med færdselsuheld. Der skal

desuden være en lovkonflikt, dvs. at der skal være et eller flere grænseoverskridende elementer i

retsforholdet, hvorved flere landes retssystemer er relevante.

Dele af forslaget blev drøftet på rådsmødet den 21. februar 2006, hvor der var generel politisk

tilslutning til visse aspekter af forslagets artikel 4-7 (det oprindelige forslags artikel 3-6 og 10)

og 23-24 (det oprindelige forslags artikel 22-23).

Kommissionen har efterfølgende fremsat et revideret forordningsforslag i lyset af Europa-

Parlamentets ændringsforslag og drøftelserne i Rådet.

Da retsgrundlaget for Kommissionens forslag er EF-Traktatens artikel 61, litra c, jf. artikel 65,

deltager Danmark i henhold til artikel 1 i protokollen om Danmarks stilling (forbeholdet vedrø-

rende retlige og indre anliggender) ikke i en kommende vedtagelse af det foreliggende forord-

ningsforslag, der således ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Forslaget er sat på den foreløbige dagsorden for rådsmødet den 27. og 28. april 2006. Det

østrigske formandskab har oplyst, at forslaget er sat på dagsordenen med henblik på at opnå

politisk enighed om forslaget i sin helhed.

Baggrund

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amster-

damtraktaten, finder derfor anvendelse.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

På Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i oktober 1999 blev det fastslået, at princippet om

gensidig anerkendelse skal udgøre hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU. Det Euro-

pæiske Råd opfordrede således Rådet og Kommissionen til inden december 2000 at vedtage et

program for foranstaltninger til gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse.

I Rådets og Kommissionens handlingsplan fra december 1998 for, hvordan Amsterdam-

traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst

kan gennemføres, blev der udpeget en række foranstaltninger, der skal træffes inden to år efter

Amsterdam-traktatens ikrafttræden, herunder udarbejdelse af regler om, hvilken lov der skal an-

vendes på forpligtelser uden for kontraktforhold (Rom II).

I Rådets program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig

anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fra januar 2001 er det un-

derstreget, at foranstaltninger vedrørende harmonisering af lovvalgsregler er ”ledsageforanstalt-

ninger”, der skal lette gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser

på det civil- og handelsretlige område.

Rådet har den 22. december 2000 vedtaget forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence

og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (her-

efter Bruxelles I-forordningen). Bruxelles I-forordningen regulerer bl.a., hvilken medlemsstats

domstole der er kompetente til at behandle en tvist i borgerlige sager, dvs. spørgsmålet om rette

værneting for behandling af tvisten. Forordningen har den 1. marts 2002 afløst Bruxelles-

konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige

sager, herunder handelssager (Bruxelles-konventionen). Da Bruxelles I-forordningen er vedtaget

i henhold til afsnit IV i EF-traktaten, er Danmark i henhold til Protokollen om Danmarks stilling,

der er knyttet til Amsterdam-traktaten, ikke bundet af forordningen. Det betyder, at Bruxelles-

konventionens bestemmelser om værneting fortsat gælder i relationerne mellem Danmark og de

øvrige EU-lande. Det forventes dog, at Rådet og Danmark inden for kort tid vil kunne underteg-

ne en såkaldt parallelaftale, hvorefter bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen vil kunne finde

anvendelse på mellemstatsligt grundlag mellem EU-landene.

Værnetingsregler alene sikrer efter Kommissionens opfattelse ikke tilstrækkelig forudsigelighed

med hensyn til, hvordan selve tvisten vil blive afgjort. Der bør derfor udarbejdes EU-regler om

lovvalg, dvs. regler som afgør, hvilket lands lov der skal anvendes på en forpligtelse.

For så vidt angår kontraktlige forpligtelser blev der allerede i 1980 vedtaget lovvalgsregler her-

om i form af Rom-konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontrakt-

lige forpligtelser (Rom-konventionen). Kommissionen har den 15. december 2005 fremsat for-

slag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalg for kontraktlige forpligtelser. For-

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

slaget skal erstatte Rom-konventionen. Derudover foreslås en revision af visse af Rom-

konventionens bestemmelser.

Kommissionen har den 22. juli 2003 fremsat nærværende forslag til Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (”Rom II”) (her-

efter forordningsforslaget). Kommissionen foreslår med forordningsforslaget at harmonisere

medlemsstaternes lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold.

Den 21. februar 2006

har Kommissionen fremsat et revideret forordningsforslag i lyset af Europa-Parlamentets æn-

dringsforslag og drøftelserne i Rådet.

Hjemmelgrundlag

Hjemmelsgrundlaget for en kommende forordning om lovvalgsregler vedrørende forpligtelser

uden for kontrakt vil være EF-traktatens afsnit IV (artikel 61, litra c, jf. artikel 65) om civilretligt

samarbejde.

Efter artikel 1 i Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, delta-

ger Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV i

EF-traktaten, og disse foranstaltninger vil ikke være bindende for eller finde anvendelse i Dan-

mark.

Forordningsforslaget skal i henhold til EF-traktatens artikel 67, som ændret ved Nice-traktaten,

vedtages ved fælles beslutningstagning efter reglerne i EF-traktatens artikel 251.

Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører i de ledsagende bemærkninger til forordningsforslaget, at harmonisering

af lovvalgsreglerne styrker retssikkerheden uden at kræve en harmonisering af de nationale ma-

terielle regler og tilgodeser dermed både nærheds- og proportionalitetsprincippet.

Med hensyn til valg af retsakt har Kommissionen fundet det hensigtsmæssigt at vælge forord-

ningsformen, uanset at det fremgår af protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og pro-

portionalitetsprincippet, at direktiver normalt bør foretrækkes frem for forordninger. Kommissi-

onen peger herved på, at de foreslåede regler er meget detaljerede, præcise og ubetingede, og

forordningsformen er derfor nødvendig for at garantere en ensartet anvendelse af reglerne i med-

lemsstaterne.

En EU-harmonisering af lovvalgsreglerne er efter regeringens opfattelse nødvendig for at mind-

ske risikoen for såkaldt ”forum shopping” (dvs. det forhold,

at sagsøgeren vælger at anlægge sag

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

ved et bestemt lands domstole, fordi han eller hun på grund af særlige lovvalgsregler kan opnå et

gunstigere resultat). På den baggrund finder regeringen, at nærhedsprincippet er overholdt.

Formål og indhold

4.1. Formålet med forordningsforslaget

Formålet med forordningsforslaget er ifølge Kommissionen at harmonisere medlemsstaternes

lovvalgsregler med henblik på at skabe større forudsigelighed i spørgsmålet om, hvilket lands

lov der skal anvendes på en konkret sag, uanset ved hvilket lands domstole sagen anlægges. Der-

ved mindskes risikoen for ”forum shopping”.

Ifølge Kommissionen er der betydelige forskelle i medlemsstaternes lovvalgsregler. Hertil kom-

mer, at kun nogle medlemsstater har kodificeret deres lovvalgsregler, mens lovvalgsreglerne i de

øvrige medlemsstater udledes af retspraksis, hvilket skaber usikkerhed om reglernes indhold. På

den baggrund er det overordnede mål med forordningsforslaget at gøre afgørelsen af det konkre-

te retsforhold mere forudsigelig, hvorved retssikkerheden styrkes, og omkostningerne forbundet

med sagen mindskes.

Kommissionen har som nævnt fremsat et revideret forordningsforslag til det oprindelige forslag.

Den følgende gennemgang af forslaget er ændret i overensstemmelse med det nye forslag fra

Kommissionen.

Dele af forslaget blev drøftet på rådsmødet den 21. februar 2006, hvor der var politisk enighed

om visse aspekter af artikel 4-7 og 23-24 (det oprindelige forslag artikel 3-6, 10 og 22-23).

Forslaget har derudover været drøftet på en række møder i Rådets arbejdsgruppe, senest den 27.

og 28. marts 2006. Der er under drøftelserne fremsat ændringsforslag til en række artikler.

Det

nuværende østrigske formandskab har den 16. marts 2006 sammenfattet drøftelserne i Rådet og i

arbejdsgruppen i et samlet kompromisforslag, som tager udgangspunkt i det oprindelige forslag.

I den følgende gennemgang af forordningsforslaget er indholdet af kompromisforslaget indar-

bejdet de steder, hvor det er relevant.

Det østrigske formandskab har oplyst, at forslaget vil blive behandlet på rådsmødet den 27. og

28. april 2006 med henblik på at opnå politisk enighed om forslaget.

4.2. Gennemgang af de enkelte artikler

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Forordningens anvendelsesområde fremgår af artikel 1. Efter forslaget skal forordningen omfatte

forpligtelser på det civil- og handelsretlige område, hvilket svarer til anvendelsesområdet for

Bruxelles I-forordningen og Rom-konventionen. Forordningen skal dog alene finde anvendelse

for forpligtelser uden for kontraktforhold.

Desuden skal forordningen finde anvendelse i alle situationer, hvor der foreligger en lovkonflikt,

dvs. at der er et eller flere grænseoverskridende elementer i retsforholdet, og hvor flere landes

retssystemer således kan komme på tale. Forordningen skal efter Kommissionens opfattelse også

finde anvendelse i rent ”fællesskabseksterne” situationer, hvilket f.eks. kan forekomme,

hvis en

sag anlægges ved en domstol i en medlemsstat på grundlag af en aftale om værneting, selv om

ingen af parterne har bopæl i en medlemsstat.

Rådets Juridiske Tjeneste har den 2. marts 2004 afgivet en udtalelse om forordningsforslagets

hjemmelsgrundlag. Det fremgår af udtalelsen, at det foreslåede hjemmelsgrundlag ikke er til-

strækkeligt for sådanne ”fællesskabseksterne” situationer, som er omfattet

af forslagets artikel 1,

idet forordningen herved ikke anses at have den i artikel 65 forudsatte nødvendighed for det in-

dre markeds funktion.

Der er ikke enighed i Rådets arbejdsgruppe vedrørende disse ”fællesskabseksterne” situationer.

Flere medlemsstater

har talt for, at forordningen bør omfatte ”fællesskabseksterne” situationer,

da det har vist sig at være vanskeligt at nå til enighed om en tekst, der undtager disse situatio-

ner. Disse lande er derimod ikke uenige i udtalelsen fra Rådets Juridiske Tjeneste, men mener at

forordningen af overskuelighedsgrunde også bør omfatte ”fællesskabseksterne” situationer.

Kommissionen har erklæret sig uenig i udtalelsen fra Rådets Juridiske Tjeneste og finder det

nuværende retsgrundlag tilstrækkeligt. En gennemførelse af forordningen anses af Kommissio-

nen for at være nødvendig for det indre markeds funktion allerede derved, at medlemsstaternes

borgere og virksomheder har en interesse i ensartede regler for lovvalg.

En række forpligtelser undtages helt fra forordningens anvendelsesområde, bl.a. forpligtelser

som angår familieforhold, formueforholdet mellem ægtefæller og ved arv samt forpligtelser iføl-

ge veksler, checks, ordregældsbreve mv. Desuden skal forordningen efter forslaget ikke finde

anvendelse på det skatteretlige, toldretlige og forvaltningsretlige område.

I Kommissionens reviderede forslag undtages desuden krænkelser af privatlivets fred og af indi-

videts rettigheder i medier. Undtagelsen er blevet tilføjet på baggrund af drøftelserne på råds-

mødet den 21. februar 2006, hvor landene ikke kunne nå til enighed om en lovvalgsregel vedrø-

rende disse krænkelser i medierne, men i stedet blev enige om at undtage området fra forordnin-

gens anvendelsesområde. Den nærmere afgrænsning af begrebet ”i medierne”

er uafklaret.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Da det kun er krænkelser af privatlivets fred og individets rettigheder ”i medierne”, der skal

undtages fra forordningens anvendelsesområde, vil krænkelser af denne art i øvrigt være omfat-

tet af den generelle lovvalgsregel i artikel 5.

Efter artikel 2 skal loven udpeget efter forordningen finde anvendelse, selv om det ikke er en

medlemsstats lov, som udpeges. Kommissionen anfører, at princippet om universel anvendelse

er et grundlæggende princip, som ligeledes findes i Rom-konventionen og Bruxelles I-

forordningen.

Lovvalgsreglerne fremgår af forordningsforslagets artikel 4-10.

Af forslagets artikel 4 (det oprindelige forslags artikel 10) fremgår, at parterne indbyrdes

–

efter

tvistens opståen - kan aftale, hvilken lov der skal regulere retsforholdet, hvis aftalen herom er

tilstrækkelig klar. Aftalen må ikke gøre indgreb i tredjemands rettigheder. Derudover skal det

være muligt for erhvervsdrivende at foretage et lovvalg forud for tvistens opståen.

En lovvalgsaftale skal dog ikke kunne tilsidesætte ufravigelige regler i et andet land, hvis alle

andre elementer i sagen - ud over lovvalget - er knyttet til dette land. Eksempelvis kan en tilska-

dekommen person og en skadevolder, som begge har sædvanligt opholdssted i England, hvor

også skaden har fundet sted, aftale, at tvisten skal afgøres efter fransk ret, men lovvalgsaftalen

kan ikke derved fravige eventuelle ufravigelige engelske regler, som ellers ville finde anvendelse.

Tilsvarende kan parternes valg af et tredjelands lov ikke tilsidesætte fællesskabets regler, hvis

alle andre elementer i sagen er lokaliseret i en eller flere medlemsstater på skadestidspunktet.

Nogle lande har talt for, at Danmark i denne sammenhæng skal anses som en medlemsstat, selv

om Danmark i øvrigt ikke er omfattet forordningen.

Der var politisk enighed om bestemmelsen på rådsmødet den 21. februar 2006. Medlemsstaterne

blev enige om en tekst, som i det store hele svarer til teksten i Kommissionens reviderede forord-

ningsforslag.

Har parterne ikke indgået en lovvalgsaftale, skal spørgsmålet om rette lovvalg afgøres efter reg-

lerne i artikel 5-11. Kommissionen foreslår, at der i forordningen sondres mellem, om den kon-

krete tvist angår en forpligtelse, der udspringer af en retsstridig handling (dvs. at der foreligger et

culpaansvar), eller en forpligtelse, som udspringer af andet end en retsstridig handling, f.eks.

uanmodet forretningsførelse. Der henvises til henholdsvis artikel 5-9 (omtalt i afsnit 4.2.1.) og

artikel 10-11 (omtalt i afsnit 4.2.2).

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Endelig indeholder forslagets artikel 12-19 en række fælles regler, som finder anvendelse på

begge typer af forpligtelser (omtalt i afsnit 4.2.3.), mens artikel 20-27 indeholder en række andre

og afsluttende bestemmelser (omtalt i afsnit 4.2.4.).

4.2.1. Forpligtelser, som udspringer af en retsstridig handling

a. Artikel 5 (det oprindelige forslags artikel 3) indeholder hovedreglen for lovvalget i de tilfælde,

hvor parterne ikke har indgået en lovvalgsaftale. Bestemmelsen omfatter alle forpligtelser, der

ikke er omfattet af særlige regler.

Udgangspunktet er, at loven på det sted, hvor den direkte skade er indtrådt eller vil kunne ind-

træde, skal finde anvendelse, uanset i hvilket land handlingen eller undladelsen (”den udløsende

begivenhed”) fandt sted eller vil kunne finde sted.

Reglen er baseret på princippet om lex loci

delicti, dvs. skadesstedets lov. Udgangspunktet fører til, at det i de fleste tilfælde vil være loven

på skadelidtes sædvanlige opholdssted, der skal anvendes. Ordene ”vil kunne indtræde ” indebæ-

rer, at den foreslåede forordning også omfatter søgsmål, der anlægges i forebyggelsesøjemed,

f.eks. med påstand om nedlæggelse af et forbud.

Artikel 5 indeholder to undtagelser hertil. Af stk. 2 fremgår det, at hvis skadelidte eller den po-

tentielt skadelidte og den påståede ansvarlige på skadestidspunktet har sædvanligt opholdssted i

samme land, skal loven i dette land finde anvendelse. Endvidere følger det af den generelle und-

tagelsesklausul i stk. 3, at hvis det fremgår af samtlige kendte forhold i sagen, at forpligtelsen har

en åbenbart stærkere tilknytning til et andet land, skal loven i dette land anvendes. En sådan

åbenbart stærkere tilknytning kan være et forudgående eller påtænkt retsforhold mellem parterne,

f.eks. en aftale, der har nær tilknytning til den pågældende skadevoldende handling.

Derudover

kan der tages hensyn til parternes forventninger om, hvilken lov der skal finde anvendelse.

Artikel 5 er søgt bragt i overensstemmelse med Bruxelles-I-forordningen, således at den ikke

blot omfatter aktuelle skader, men også potentielle, fremtidige skader.

Der blev opnået politisk tilslutning til bestemmelsen på rådsmødet den 21. februar 2006. Med-

lemsstaterne blev enige om en tekst, som i det store hele svarer til teksten i Kommissionens revi-

derede forordningsforslag. På rådsmødet blev der ikke taget stilling til forholdet mellem artikel

5, stk. 3 og teksten i formandskabets kompromisforslag artikel 9 c om lovvalg for forpligtelser

uden for kontrakt, der er udløst af forhandlinger forud for kontraktindgåelse.

b. Artikel 6-9 indeholder regler for forpligtelser, som udspringer af særlige typer af skader.

Produktansvar

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

I artikel 6 (det oprindelige forslags artikel 4) foreslås en regel om lovvalget for forpligtelser, som

udspringer af en skade eller risiko for skade forårsaget af et defekt produkt (produktansvar).

Ef-

ter forslaget skal loven i det land, hvor den skadelidte havde sit sædvanlige opholdssted på ska-

destidspunktet, finde anvendelse, medmindre den person, hvis ansvar gøres gældende, beviser, at

produktet er markedsført i dette land uden hans samtykke. Såfremt det er tilfældet, skal loven i

det land, hvor den person, hvis ansvar gøres gældende, har sit sædvanlige opholdssted, finde

anvendelse. Bestemmelsen finder dog kun anvendelse, medmindre andet gælder i henhold til

artikel 5, stk. 2 (fælles opholdssted) og stk. 3 (nærmeste tilknytning). Henvisningen til artikel 5,

stk. 3, synes at give anledning til tvivlsspørgsmål. Det er således ikke ganske klart, hvilken be-

tydning henvisningen til parternes forventninger i Kommissionens forslag har for lovvalget ved

produktansvar.

På rådsmødet den 21. februar 2006 var der politisk tilslutning til formandskabets tekstforslag til

bestemmelsen. Efter dette forslag skal anvendes loven i det land, hvor skadelidte havde sit sæd-

vanlige opholdssted, hvis produktet er blevet markedsført i dette land, subsidiært loven i det

land, hvor produktet blev erhvervet, såfremt produktet er blevet markedsført i dette land, og me-

re subsidiært, loven i det land, hvor skaden indtrådte, såfremt produktet er blevet markedsført i

dette land. Disse tre punkter gælder dog med forbehold for anvendelse af artikel 5, stk. 2 (fælles

opholdssted) og 5, stk. 3 (nærmeste tilknytning). Endelig følger det af forslaget, at såfremt pro-

duktet ikke er blevet markedsført i et af de nævnte lande, så skal loven i det land, hvor den påstå-

ede ansvarlige havde sit sædvanlige opholdssted, finde anvendelse. Det fremgår ikke klart af

forslaget, om markedsføringen skal være sket med producentens samtykke, hvilket bør afklares.

Urimelig handelspraksis

Kommissionen foreslår i artikel 7 (til dels det oprindelige forslags artikel 5), at hovedreglen i

artikel 5, stk. 1, skal finde anvendelse på en forpligtelse uden for kontraktforhold, som udsprin-

ger af urimelig handelspraksis. Det præciseres i bestemmelsen, at loven i det land, hvor skaden

er opstået eller truer med at opstå, er loven i det land hvor konkurrenceforholdene eller forbru-

gernes kollektive interesser påvirkes eller risikerer at blive påvirket direkte eller væsentligt. I de

tilfælde, hvor kun en bestemt konkurrents interesser påvirkes, skal artikel 5, stk. 2 og 3, efter

forslaget også anvendes.

Kommissionen anfører i de ledsagende betragtninger, at terminologien er den samme som i di-

rektiv 29/2005/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbru-

gerne på det indre marked. Forpligtelser uden for kontraktforhold, der udspringer af en konkur-

renceskadelig praksis, og som bl.a. sanktioneres inden for rammerne af traktatens artikel 81 og

82 eller tilsvarende regler i medlemsstaterne, er ikke omfattet af forslagets artikel 7, men omfat-

tet af den generelle bestemmelse i artikel 5. Med grønbog (KOM (2005) 672 endelig)

om ”Er-

statningssøgsmål efter overtrædelser af EU´s konkurrenceregler” har Kommissionen

forespurgt

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

medlemsstaterne, hvilken lov der skal finde anvendelse i civile sager om erstatningskrav som

følge af en konkurrenceskadelig praksis. På baggrund af resultaterne af denne undersøgelse, vil

Kommissionen

–

inden for rammerne af artikel 251

–

eventuelt foreslå en anden bestemmelse.

På rådsmødet den 21. februar 2006 var der politisk tilslutning til, at forordningen bør indeholde

en bestemmelse vedrørende illoyal konkurrence og handlinger, der begrænser den frie konkur-

rence. Formandskabets kompromisforslag til artikel 5, stk. 1 og 2 er overordnet i overensstem-

melse med Kommissionens forslag til artikel 7. Derudover indeholder formandskabets tekst en

bestemmelse om forpligtelser uden for kontrakt, der er udløst af en konkurrencebegrænsning. I

dette tilfælde foreslås anvendelse af loven i det land, hvis marked påvirkes eller kan blive påvir-

ket af begrænsningen.

Medlemsstaterne har endnu ikke taget stilling til, hvilken lov der bør finde anvendelse på over-

trædelser af EF-traktatens artikel 81 og 82. Der er umiddelbart flertal for at anvende loven i det

land, hvis marked påvirkes eller kan blive påvirket af konkurrencebegrænsningen, men flere lan-

de ønsker en nærmere undersøgelse af spørgsmålet.

Miljøskader

For så vidt angår miljøskader følger det af forslagets artikel 8 (det oprindelige forslag artikel 7),

at lovvalget skal afgøres efter den almindelige regel i artikel 5, stk. 1, hvilket indebærer, at loven

på det sted, hvor miljøskaden er opstået, skal finde anvendelse. Skadelidte kan dog også vælge at

gøre krav gældende efter loven i det land, hvor den skadevoldende begivenhed fandt sted.

Det fremgår i øvrigt af forslagets artikel 14, at der uanset lovvalget i rimeligt omfang skal tages

hensyn til, om skadevolderen har overholdt de sikkerheds- og adfærdsregler, der var gældende i

det land, hvor den skadevoldende aktivitet blev udøvet.

Krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder

Kommissionen foreslår vedrørende lovvalget for forpligtelser, som udspringer af krænkelse af

intellektuelle ejendomsrettigheder, at loven i det land, for hvilket beskyttelsen gøres gældende,

skal finde anvendelse, jf. forslagets artikel 9, stk. 1. Dette ”territorialitetsprincip” er bl.a. lagt til

grund i Bern-konventionen af 1886 om litterære og kunstneriske værker og i Paris-konventionen

af 1883 om industrielle ejendomsrettigheder.

Ved krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, der er en enhedsret gældende for hele Fæl-

lesskabet (f.eks. EF-varemærker og EF-mønstre), skal den relevante fællesskabsforordning finde

anvendelse. I det omfang et spørgsmål ikke reguleres af forordningen, skal loven i det land, hvor

rettigheden er blevet krænket, finde anvendelse, jf. forslagets artikel 9, stk. 2.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Europa-Parlamentet har ikke foreslået ændringer af denne bestemmelse, og Formandskabets

tekst er overordnet i overensstemmelse med Kommissionens forslag.

Faglig aktion

Af formandskabets kompromisforslag fremgår et forslag til artikel 8 a om faglig aktion. Formålet

med bestemmelsen er at sikre, at lovvalgsreglerne fører til anvendelse af loven i det land, hvor

den faglige aktion er varslet eller iværksat. Herefter skal der for en forpligtelse uden for kontrakt,

der er udløst af eller kan blive udløst af en varslet eller iværksat faglig aktion, anvendes loven i

det land, hvor aktionen er varslet eller iværksat.

Det skal dog ikke gælde i de tilfælde, hvor par-

terne har fælles opholdssted. I de tilfælde foreslås i stedet anvendelse af artikel 5, stk. 2. Forsla-

get til bestemmelsen støttes af flere lande. Forslaget giver anledning til tvivl, navnlig for så vidt

angår spørgsmålet om, hvorvidt loven i det land, hvor den faglige aktion rent faktisk iværksættes,

skal finde anvendelse.

Europa-Parlamentets ændringsforslag indeholder også en bestemmelse vedrørende faglig akti-

on. Herefter skal loven i det land, hvor den faglige aktion vil finde sted eller har fundet sted, fin-

de anvendelse. Kommissionen anfører i de ledsagende betragtninger, at den ikke kan acceptere

Parlamentets forslag vedrørende faglige aktioner, da den foreslåede bestemmelse efter Kommis-

sionens opfattelse er for usmidig.

4.2.2. Forpligtelser, som udspringer af andet end en retsstridig handling

Uberettiget berigelse og uanmodet forretningsførelse

Kommissionens oprindelige forslag til artikel 9 indeholdt særlige lovvalgsregler vedrørende

forpligtelser, som udspringer af andet end en retsstridig handling, f.eks. tilbagesøgningskrav

som følge af fejlagtigt betalte beløb (condictio indebiti) og uberettiget berigelse, overskridelse af

en fuldmagt eller uanmodet forretningsførelse (negotiorum gestio).

Bestemmelsen er nu erstattet af to bestemmelser i henholdsvis artikel 10 om uberettiget berigelse

(formandskabets tekst artikel 9 a) og artikel 11 om uanmodet forretningsførelse (formandskabets

tekst artikel 9 b). Herved præciseres, hvilke typer af forpligtelser der anses for omfattet af denne

kategori af rettigheder.

Efter begge bestemmelser skal der i de tilfælde, hvor forpligtelsen er knyttet til et forudgående

retsforhold mellem parterne, såsom en aftale med nær tilknytning til forpligtelsen uden for kon-

traktforhold, anvendes loven i det land, hvis lov finder anvendelse på dette retsforhold.

Kan der ikke træffes et lovvalg på baggrund heraf, og har parterne på det tidspunkt, hvor skaden

opstod, sædvanligt opholdssted i samme land, skal loven i dette land anvendes på forpligtelsen.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Er det heller ikke muligt at træffe et lovvalg på baggrund af et fælles opholdssted foreslås, for så

vidt angår krav, der udspringer af uberettiget berigelse, anvendelse af loven i det land, hvor be-

rigelsen har fundet sted, og ved uanmodet forretningsførelse anvendelse af loven i det land, hvor

handlingen fandt sted.

Begge bestemmelser indeholder et forslag til en generel undtagelsesregel, der indebærer, at hvis

det af samtlige forhold fremgår, at forpligtelsen uden for kontraktforhold har en åbenbart stær-

kere tilknytning til et andet land, skal dette andet lands lov anvendes.

Bestemmelserne er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets ændringsforslag og formand-

skabets kompromisforslag.

Culpa in contrahendo

Formandskabets kompromisforslag indeholder i artikel 9 c to forskellige forslag til en bestem-

melse om forpligtelser uden for kontraktforhold, der er udløst af forhandlinger forud for indgå-

elsen af en kontrakt (”culpa in contrahendo”). Det ene forslag

går ud på anvendelse af den lov,

som skulle være anvendt på en kontrakt, såfremt den var blevet indgået. Vurderingen af, hvilken

lov der skulle finde anvendelse på kontrakten, skal i givet fald foretages i medfør af bestemmel-

serne i Rom-konventionen om lovvalg i kontraktforhold eller bestemmelserne i den kommende

Rom I-forordning.

Det andet forslag går ud på anvendelsen af loven i det land, hvor skaden indtræder. Hvis parter-

ne havde sædvanligt opholdssted i samme land, skal dette lands lov dog anvendes. Hvis det af

alle sagens omstændigheder fremgår, at forpligtelsen har en åbenbart nærmere tilknytning til et

andet land, skal loven i dette land dog anvendes.

4.2.3. Fælles regler for forpligtelser, som udspringer af en retsstridig handling eller af an-

det end en retsstridig handling.

I afsnit 3 foreslås en række fælles regler.

Artikel 12 regulerer, hvilke spørgsmål der skal afgøres på grundlag af den lov, som efter artikel

4-11 finder anvendelse på den pågældende forpligtelse. Af retssikkerhedsmæssige hensyn fore-

slår Kommissionen, at den udpegede lov tillægges et bredt anvendelsesområde svarende til Rom-

konventionens artikel 10.

Det skal efter forordningsforslaget desuden være muligt at anvende ufravigelige regler i et andet

land end det land, hvis lov skal finde anvendelse, såfremt forpligtelsen har nær tilknytning til

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

dette andet land. Derudover har dommeren mulighed for at anvende domslandets ufravigelige

regler (artikel 13). Ved ufravigelige regler forstås bestemmelser, som en stat tillægger så væsent-

lig betydning, at staten kræver dem anvendt over for enhver, når forpligtelsen har tilknytning til

staten.

Efter forslagets artikel 14, skal der ved vurderingen af den påstået ansvarliges adfærd

i rimeligt

omfang

tages hensyn til de sikkerheds- og adfærdsregler, der var gældende på stedet og tidspunk-

tet for den begivenhed, der har udløst eller vil kunne løse erstatningsansvaret.

I medfør af forslagets artikel 15 skal skadelidte kunne rejse krav direkte mod den erstatningsan-

svarliges forsikringsselskab, hvis der er hjemmel hertil i den lov, der finder anvendelse på for-

pligtelsen uden for kontrakt eller forsikringsaftalen.

Desuden foreslås en række bestemmelser af mere processuel karakter, bl.a. bestemmelser om

flere skadevoldere (artikel 17), formkrav (artikel 18) og bevisbyrde (artikel 19), som i vidt om-

fang svarer til de tilsvarende bestemmelser i Rom-konventionen.

4.2.4. Andre og afsluttende bestemmelser

Forordningsforslagets afsnit III og IV indeholder en række andre og afsluttende bestemmelser,

der hovedsageligt svarer til de tilsvarende bestemmelser i Rom-konventionen. Kommissionen

foreslår bl.a., at der indføres regler om udelukkelse af renvoi, (dvs. at det pågældende lands in-

ternationalt privatretlige regler ikke skal finde anvendelse (artikel 21), om stater der omfatter

flere territoriale enheder (artikel 22) samt om ordre public-regler i domstolslandet (artikel 23).

Endvidere foreslås regler om forordningsforslagets forhold til gældende internationale konventi-

oner (artikel 24-25).

Artikel 20 definerer selskabers og andre juridiske personers sædvanlige opholdssted som det

sted, hvor selskabet mv. har sit hovedkontor. Er krænkelsen foretaget af en filial eller afdeling

mv., anses dette som sædvanligt opholdssted. En fysisk person, der handler som led i sin er-

hvervsmæssige virksomhed, har sit sædvanlige opholdssted det sted, hvor den pågældende har

sin hovedvirksomhed.

Forholdet til andre internationale konventioner

Kommissionen har i sit reviderede forordningsforslag foreslået en ny artikel 24 (oprindelige

forslag artikel 25), hvorefter forordningen ikke skal berøre anvendelsen af de multilaterale in-

ternationale konventioner, som medlemsstaterne er parter i på tidspunktet for forordningens

vedtagelse, og som på særlige områder fastsætter lovvalgsregler for forpligtelser uden for kon-

traktforhold, og som er meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 25.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Forordningen respekterer således de enkelte medlemsstaters deltagen i multilaterale internatio-

nale konventioner indeholdende særskilte lovvalgsforpligtelser. Forordningens lovvalgsregler vil

derfor som udgangspunkt - uanset formålet om forudsigelighed i lovvalget ved indførelse af ge-

nerelle, ensartede regler - i praksis alene have betydning for områder, hvor medlemsstaterne

ikke er parter i en multilateral international konvention om lovvalg.

Kommissionen foreslår

–

ligesom Europa-Parlamentet - dog, at såfremt alle sagens relevante

elementer på det tidspunkt, hvor skaden opstår, er lokaliseret i en eller flere medlemsstater, skal

forordningen finde anvendelse frem for Haager-konventionen af 2. oktober 1973 om lovvalget

ved produktansvar og Haager-konventionen af 4. maj 1971 om lovvalget ved færdselsuheld. Rå-

dets Juridiske Tjeneste har i en udtalelse af 16. marts 2006 fastslået, at bestemmelsen er i over-

ensstemmelse med fællesskabsretten. Tjenesten har i øvrigt præciseret, at i de tilfælde, hvor et

enkelt tilknytningsmoment i en sag befinder sig i et land uden for EU, skal de to konventioner

fortsat finde anvendelse. Udtalelsen er blevet drøftet i Rådets arbejdsgruppe med en repræsen-

tant for Rådets Juridiske Tjeneste. Det fremgik af drøftelsen, at udtalelsen imidlertid ikke inde-

holder en stillingtagen til, om bestemmelsen vil være i overensstemmelse med medlemsstaternes

folkeretlige forpligtelser i forhold til de to konventioner.

Af formandskabets tekst fremgår, at forordningen kun skal have forrang for internationale kon-

ventioner, der er indgået mellem to eller flere medlemsstater, men uden deltagelse af tredjelan-

de. Efter formandskabets kompromisforslag skal både multilaterale og bilaterale konventioner i

øvrigt have forrang for forordningen.

I medfør af det reviderede forslags artikel 25, skal medlemsstaterne fremsende en liste over de

konventioner, der er omfattet af artikel 24. Rådets Juridiske Tjeneste har i udtalelsen af 16.

marts 2006 foreslået, at denne del af bestemmelsen slettes. Tjenesten henviser til, at en manglen-

de meddelelse til Kommissionen om en konvention under alle omstændigheder ikke kan føre til,

at denne konvention ikke kan anvendes.

Rådets Juridiske Tjeneste har i øvrigt i en udtalelse af 4. marts 2004 anført, at en vedtagelse af

den foreslåede forordning vil indebære, at de interne fællesskabsregler fremover omfatter gene-

relle lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold, og enhver senere international

aftale på dette område vil derfor falde ind under Fællesskabets enekompetence, i den udstræk-

ning aftalen vil kunne berøre disse regler eller ændre deres rækkevidde.

Forholdet til andre bestemmelser i fællesskabsretten

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Kommissionens oprindelige forslag indeholdt en bestemmelse i artikel 23 om forholdet til andre

bestemmelser i fællesskabsretten. Efter dette forslag skulle forordningen ikke berøre anvendelsen

af de fællesskabsretlige regler, som på særlige områder fastsætter lovvalgsregler for forpligtel-

ser uden for kontraktforhold. Derudover indeholdt dette forslag også en bestemmelse i artikel

23, stk. 2, som formentlig havde til hensigt at fastsætte, at Rom II-forordningen skulle vige for e-

handelsdirektivets såkaldte afsenderlandsprincip (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig

elektronisk handel, i det indre marked), der bl.a. indebærer, at en erhvervsdrivende, der sælger

sine varer eller tjenester online over Internettet, som udgangspunkt skal overholde de regler, der

gælder i etableringslandet, men ikke i de øvrige EU-lande. Bestemmelsen harmonerede ikke

umiddelbart med e-handelsdirektivets artikel 1, stk. 4, hvoraf det fremgår, at e-handelsdirektivet

ikke indfører nye internationale privatretlige regler (dvs. lovvalgsregler).

I Rådets arbejdsgruppe er der umiddelbart støtte til artikel 23, stk. 2, i det oprindelige forslag.

Kommissionens reviderede forslag til forordning indeholder imidlertid en bestemmelse i artikel 3

om forholdet til andre fællesskabsretlige bestemmelser. Artikel 3 er udarbejdet i overensstem-

melse med Europa-Parlamentets ændringsforslag. Det fremgår heraf, at forordningen ikke berø-

rer anvendelsen af fællesskabsretlige regler, som på særlige områder fastsætter lovvalgsregler

for forpligtelser uden for kontraktforhold mv.

Derudover fremgår det af forslaget til artikel 3, litra d), at forordningen ikke berører anvendel-

sen eller udstedelsen af fællesskabsretsakter,

som ” fastsætter regler, der skal bidrage til det

indre markeds korrekte funktion, for så vidt som de ikke kan finde anvendelse i forbindelse med

lovvalget efter internationalprivatretlige regler”. Af præamblen til bestemmelsen fremgår

der-

udover, at forordningen bør sigte på at lette det indre markeds funktion, specielt i relation til frie

varebevægelser og fri udveksling af tjenesteydelser. Den nærmere rækkevidde af bestemmelsen

er uklar. Formuleringerne i bestemmelsen og dens præambel svarer i et vist omfang til ordlyden

af artikel 23, stk. 2, i det oprindelige forslag og betragtningerne hertil, og fører formentlig til

samme resultat.

Rapport om forordningens anvendelse

Kommissionen foreslår, at den senest 5 år efter forordningens ikrafttrædelse skal forelægge en

rapport om forordningens anvendelse for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og

Sociale udvalg. Rapporten kan eventuelt indeholde forslag til tilpasning af forordningen. Rap-

porten skal desuden indeholde en undersøgelse af, om det er hensigtsmæssigt at vedtage særlige

regler vedrørende færdselsuheld.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Derudover fremgår det af formandskabets tekst, at Kommissionen senest 2 år efter forordningens

ikrafttræden skal forelægge et forslag om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt, der

er udløst af krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ærekrænkelser,

i medierne. Formandskabet forsøger herved at imødekomme Europa-Parlamentets ønske om, at

forordningen skulle indeholde en bestemmelse om disse krænkelser.

Kommissionen har oplyst, at den ikke kan acceptere formandskabets tekst, som Kommissionen

finder er i strid med dens initiativret. Europa-Parlamentet støtter imidlertid, at denne bestem-

melse bliver indsat i forordningen.

Europa-Parlamentets udtalelse

Europa-Parlamentet har i henhold til TEF art. 251 afgivet en udtalelse den 6. juli 2005. Europa-

Parlamentet foreslår 53 ændringsforslag til Kommissionens forslag.

Europa-Parlamentets ændringsforslag er inddraget de relevante steder i gennemgangen ovenfor.

Europa-Parlamentets ændringsforslag går i hovedtræk ud på, at hovedreglen i artikel 3 også skal

finde anvendelse i sager om lovvalg ved produktansvar, illoyal konkurrence og miljøskader.

Samtidig bør artikel 3 efter Europa-Parlamentets opfattelse udbygges, således at der overlades et

større skøn til domstolene med henblik på at kunne vælge den løsning, der yder skadelidte størst

retfærdighed og imødekommer parternes berettigede forventninger.

Europa-Parlamentet ønsker derudover, at der indføres detaljerede lovvalgsregler vedrørende

færdselsuheld.

Endvidere foreslår Europa-Parlamentet, at der indføres en særregel vedrørende faglig aktion,

således at arbejdstagerens ret til kollektiv aktion, som er sikret i national lovgivning, ikke under-

graves. Ifølge Europa-Parlamentets forslag om faglig aktion bør loven i det land, hvor den fagli-

ge aktion vil finde sted eller har fundet sted, finde anvendelse. Bestemmelsen skal omfatte for-

pligtelser uden for kontraktforhold, som udspringer af en faglig aktion, der er varslet eller gen-

nemført.

Europa-Parlamentets ændringsforslag har været drøftet i Rådets arbejdsgruppe. Med ganske få

undtagelser synes der ikke at være flertal i arbejdsgruppen for at gennemføre ændringsforslage-

ne, men arbejdsgruppen forsøger i vidt omfang at finde frem til kompromisløsninger med Parla-

mentet.

Gældende ret og forslagets konsekvenser herfor

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

6.1. Gældende ret

Efter dansk ret er lovvalget ved erstatning uden for kontrakt som udgangspunkt ikke lovregule-

ret, men afgøres efter domstolsskabte principper.

Den generelle hovedregel i dansk ret antages at være skadesstedets lov (lex loci delicti). Det be-

tyder, at en sag om krav på erstatning uden for kontrakt afgøres efter loven i det land, hvor den

skadegørende handling blev foretaget, eller hvor skaden indtrådte.

Spørgsmålet om anvendelsen af lex loci delicti har i teorien bl.a. været diskuteret i relation til

”distancedelikter”, dvs. tilfælde hvor den skadegørende handling eller undladelse foretages i et

land, mens skaden indtræffer i et andet land. Som eksempler kan nævnes miljøforurening, kon-

kurrencebegrænsende aktiviteter og injurier fremsat i f.eks. aviser, radio og tv.

I praksis er der i nyere tid i stigende grad anvendt et princip om, at lovvalget sker efter den indi-

vidualiserede metode. Metoden indebærer, at lovvalget sker til fordel for loven i det land, som

retsforholdet har den nærmeste tilknytning til. En væsentlig faktor ved denne vurdering vil ofte

være skadesstedet. Det afhænger dog af sagens konkrete omstændigheder, til hvilket land rets-

forholdet har sin nærmeste tilknytning. Den individualiserede metode må formentlig anses som

den praktiske hovedregel i sager om trafikuheld, der har et grænseoverskridende element - f.eks.

fordi uheldet sker i et andet land end skadelidtes og/eller skadevolders bopælsland. Danmark har

ikke tiltrådt Haager-konventionen af 4. maj 1971 om lovvalg ved færdselsuheld.

Lovvalget ved produktansvar afgøres efter de ovennævnte principper om lex loci delicti og/eller

den individualiserende metode. Danmark har ikke tiltrådt Haager-konventionen af 2. oktober

1973 om lovvalg ved produktansvar eller Europarådskonventionen om produktansvar, men pro-

duktansvarsloven indeholder i § 16 en bemyndigelse hertil.

Efter gældende dansk ret findes der enkelte egentlige lovvalgsregler om erstatningskrav uden for

kontrakt inden for transportområdet. Der kan herved bl.a. henvises til søloven (lovbekendtgørel-

se nr. 538 af 15. juni 2004 med senere ændringer), der i § 182 indeholder lovvalgsregler ved til-

fælde af rederens, ejerens m.v. ansvarsbegrænsning.

6.2. Forslagets lovgivningsmæssige konsekvenser

Danmark deltager som nævnt ikke i vedtagelsen af forslaget til forordningsforslaget, der er frem-

sat med hjemmel i EF-traktatens afsnit IV, jf. pkt. 1.2 ovenfor. Forordningsforslaget vil derfor

ikke have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Hvis man fra dansk side måtte ønske at gennemføre regler svarende til forordningsforslagets

regler, vil det kunne ske ved vedtagelse af en lov om lovvalg for forpligtelser uden for kontrakt-

forhold, i det omfang internationale forpligtelser ikke er til hinder herfor.

Forslagets konsekvenser i øvrigt.

Som nævnt er forslaget omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af forordningen, der ikke vil være bin-

dende for eller finde anvendelse i Danmark.

Høring

Det oprindelige forordningsforslag

har været sendt i høring hos følgende myndigheder og orga-

nisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenterne

for Københavns Byret og retterne i Århus, Aalborg, Odense og Roskilde, Domstolsstyrelsen,

Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Amtsrådsforenin-

gen, Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og Industriforening, Branche-

foreningen af Forbrugerelektronik, Danmarks Automobilhandler Forening, Danmarks Fiskeindu-

stri- og Eksportforening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Radio, Danmarks Rede-

riforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Dataforening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk

Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Journalistforbund,

Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Dansk Postordrefor-

ening, Dansk Textil Union, Dansk Transport og Logistik, Danske Dagblades Forening, Danske

Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers Forening, De Danske Bilimportører, De Samvir-

kende Købmandsforeninger i Danmark, Den Danske Boghandlerforening, DSB, Erhvervssam-

menslutningen G 1930, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerklagenævnet, Forbru-

gerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af Danske InternetMedier, Foreningen af

fabrikanter og importører, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Fællesforeningen for Danmarks

Brugsforeninger, HTS

–

Handel, Transport og Serviceerhvervene, Handelshøjskolen i Køben-

havn, Handelshøjskolen i Århus, Håndværksrådet, IT-Brancheforeningen, Kommunernes Lands-

forening, Konkurrencerådet, Københavns Kommune, Københavns Universitet, Landbrugsraadet,

Landsforeningen Loyal Handel, Liberale Erhvervs Råd, LO Landsorganisationen i Danmark,

Lægemiddelindustriforeningen, Post Danmark, Realkreditrådet, Sammenslutningen af lokale

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

radio- og tv-stationer i Danmark, Syddansk Universitet, Tekniq, TV 2, Aalborg Universitet og

Århus Universitet.

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og ret-

terne i Århus, Ålborg, Odense og Roskilde, Dommerfuldmægtigforeningen, formanden for

Forbrugerklagenævnet og Forbrugerombudsmanden

finder ikke anledning til at udtale sig

om forordningsforslaget.

Domstolsstyrelsen, præsidenten for Sø- og Handelsretten, Den Danske Dommerforening,

Amtsrådsforeningen, Danmarks Automobilhandlerforening, Dansk Detail Kreditråd, Dan-

ske Finansieringsselskabers Forening, De Danske Bilimportører, Finansrådet, Forenede

Danske Motorejere, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautorisere-

de Revisorer, Landbrugsraadet, Realkreditrådet, Tekniq og Aarhus Universitet

har ingen

bemærkninger til forordningsforslaget.

Advokatrådet

finder, at Danmark bør forsøge at indgå en aftale på folkeretligt grundlag med EU

vedrørende den kommende forordning eller, hvis dette ikke er muligt, ”kopiere” det kommende

fællesskabsinstrument i dansk ret. Efter Advokatrådets opfattelse bør forordningsforslagets reg-

ler generelt udformes således, at der tages hensyn til på den ene side at sikre forudsigelighed om

lovvalget og på den anden side at sikre fleksibilitet. Rådet finder, at forslaget

–

der bygger på lex

loci delicti kombineret med en fleksibel, men forholdsvis snæver undtagelse - opfylder disse

krav. De fleksible regler i artikel 3, stk. 2 og 3, bør ligeledes finde anvendelse på de særlige de-

likter i artikel 4-8, men det kan give anledning til tvivl, om dette er hensigten efter forslaget. Rå-

det finder desuden, at bestemmelsen i artikel 9 om forpligtelser, der udspringer af andet end rets-

stridige handlinger, bør udgå eller i hvert fald præciseres, da det fremstår som usikkert, hvilke

sagstyper reglen regulerer. Rådet har herudover nogle bemærkninger af mere teknisk karakter til

de foreslåede regler, herunder at artikel 6, stk. 1, om krænkelse af privatlivets fred og individets

rettigheder og artikel 24 om ikke-kompenserende erstatninger formentlig kan anses for indeholdt

i artikel 22 om ordre public, alternativt at artikel 22 kan præciseres, således at disse bestemmel-

ser kan bortfalde. Rådet udtaler sig endelig imod den foreslåede artikel 23, stk. 2, som efter Rå-

dets opfattelse vil medføre, at det for visse erhvervsgrupper altid vil være skadevolders lov, der

finder anvendelse.

Danmarks Rederiforening

finder, at hovedreglen i artikel 3 om anvendelse af loven på det sted,

hvor skaden har virkning, kun bør anvendes i tilfælde, hvor en handling er udført forsætligt med

henblik på at forvolde skade eller tab. I andre tilfælde vil det efter foreningens opfattelse være

mere rimeligt, at loven på stedet for den skadeforvoldende handling finder anvendelse. På denne

måde undgås desuden anvendelse af forskellige love ved skade i flere lande ved samme ansvars-

pådragende handling. Foreningen finder endvidere reglen i artikel 12 om ufravigelige regler

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

uklar og er herudover i relation til forslagets artikel 14 af den opfattelse, at spørgsmålet om di-

rekte søgsmål mod det ansvarlige forsikringsselskab bør afgøres efter domstolslandets lov. Ved-

rørende forslagets artikel 18 anfører foreningen desuden, at skibe generelt bør anses som en del

af flagstatens territorium. Forordningsforslagets respekt af internationale konventioner, jf. for-

slagets artikel 25, bør endelig udstrækkes til ligeledes at omfatte kommende internationale afta-

ler, særligt aftaler som ændrer allerede indgåede konventioner.

Dansk Arbejdsgiverforening

er positiv over for forordningsforslagets hovedregel om, at loven i

det land, hvor skaden er opstået eller truer med at opstå, skal finde anvendelse på forpligtelser

uden for kontraktforhold.

Dansk Industri

finder det positivt, at der tages initiativ til et fælles regelsæt om lovvalget for

forpligtelser uden for kontraktforhold. Et sådant fælles regelsæt vil betyde, at parterne kan nøjes

med at undersøge et enkelt sæt lovvalgsregler. Det vil endvidere mindske sagsomkostningerne

og gøre afgørelser mere forudsigelige og dermed styrke parternes retssikkerhed. Dansk Industri

opfordrer til, at Danmark søger at tilslutte sig forordningsforslaget ved en parallelaftale.

Dansk Journalistforbund

finder forordningsforslagets artikel 6 om krænkelse af privatlivet og

individets rettigheder utilstrækkeligt til at skabe forudsigelighed for journalister og medier.

Journalisterne kender presselovene i deres eget land, og det forventes af dem, at de kender og

respekterer de grænser, der gælder for ytrings- og pressefriheden i dette land. Journalister skal

kunne fortælle deres historier så frit og uafhængigt som muligt. Det gælder også, om forhold

uden for landets grænser. Den enkleste regel til sikring af pressefriheden vil være, at det er loven

i det land, hvor journalistens arbejdsplads befinder sig, som skal gælde. Subsidiært kan forbundet

støtte en regel, hvor loven i det land, hvor skadelidte har sin bopæl, lægges til grund, såfremt det

pågældende medie markedsfører sig selv i og distribueres bredt i det pågældende land. Denne

regel ligger tæt op ad det kompromisforslag, som Europa-Parlamentet har vedtaget, og vil stadig

være egnet som lovvalgsregel for udgivelser i digitale net. Hertil kræves dog, at bestemmelsen

indeholder utvetydige formuleringer, som gør det klart, at muligheden kun foreligger, når mediet

bevidst har rettet sin udgivelses- eller udsendelsesvirksomhed mod det pågældende land.

Dansk Transport og Logistik

finder ikke, at der er påvist et reelt behov for regler om lovvalget

for forpligtelser uden for kontrakt. Det forhold, at der efter forslaget kan ske udpegning også af

lovgivningen i en ikke-medlemsstat vil kunne medføre manglende forudsigelighed om lovvalget

og dermed en dårligere retstilstand for EU-borgerne. Herudover er Dansk Transport og Logistik

bekymret for, om forordningsforslaget vil være i konflikt med e-handelsdirektivet.

Danske Mediers Forum

finder i relation til artikel 6 om krænkelse af privatlivet og individets

rettigheder, at de foreslåede regler vil være ensbetydende med manglende forudsigelighed om

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

lovvalget, idet det i praksis vil være svært at forudsige, hvor en skade opstår eller truer med at

opstå. Der vil som følge heraf være risiko for, at medierne undlader at bringe en udsendelse eller

en artikel, som overholder dansk ret, men som kan frygtes at krænke reglerne i et andet land.

Danske Mediers Forum finder på denne baggrund, at sager om mediernes krænkelse af privatli-

vets fred helt bør undtages fra forordningsforslagets anvendelsesområde, alternativt at lovvalget

bør afgøres efter afsenderlandets regler. Danske Mediers Forum finder på denne baggrund, at

sager om mediernes krænkelse af privatlivets fred bør afgøres efter afsenderlandets regler. I den-

ne forbindelse peges på det forslag, som Europa-Parlamentet har fremsat vedrørende art. 6. Hvis

der ikke findes en tilfredsstillende løsning med udgangspunkt i at lovvalget afgøres efter afsen-

derlandets regler findes sager om mediernes krænkelse af privatlivets fred helt at burde undtages

fra forordningsforslagets anvendelsesområde. Danske Mediers Forum kan derimod støtte forsla-

get i artikel 8, hvorefter sager om krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder skal afgøres

efter loven i det land, hvor den krænkende handling er begået.

Forbrugerrådet

mener ikke, at bestemmelsen i forordningsforslagets artikel 4 om produktan-

svar tager tilstrækkeligt hensyn til, at forbrugerne i det indre marked handler over grænserne

uden nødvendigvis at være klar over, om den pågældende vare sælges på hjemmemarkedet. Des-

uden finder Forbrugerrådet, at artikel 10 om aftalt lovvalg vil kunne være urimelig over for for-

brugerne, der ikke nødvendigvis er klar over betydningen af en lovvalgsaftale. Rådet kan herud-

over ikke gå ind for den foreslåede artikel 13, hvorefter tid og sted for den skadeforvoldende

begivenhed er afgørende for, hvilket lands sikkerheds- og adfærdsregler der skal finde anvendel-

se. Det samme gælder forslagets artikel 23, stk. 2, der efter rådets opfattelse vil medføre, at ud-

byderens retsregler altid vil skulle anvendes.

Forsikring & Pension

finder, at lovvalgssystemet bør være så fleksibelt som muligt, således at

lovvalget sker på basis af en friere vurdering af, hvilket land retsforholdet har den nærmeste til-

knytning til. På denne måde er der større sikkerhed for rimelige resultater. Forsikring & Pension

kan som udgangspunkt gå ind for forslagets artikel 3 om anvendelse af virkningsstedets lov, men

finder, at det bør overvejes at ”vende reglen om”, således at udgangspunktet

for lovvalget bliver

en konkret vurdering af sagens omstændigheder med mulighed for at lægge vægt på virknings-

stedet.

HTS

–

Handel, Transport og Serviceerhvervene

finder, at der er behov for harmonisering af

lovvalgsreglerne uden for kontrakt, idet der herved sikres ligebehandling, forudsigelighed og

dermed også retssikkerhed ved løsning af grænseoverskridende tvister. Efter HTS’ opfattelse

indeholder de foreslåede lovvalgsregler

–

der i øvrigt i det væsentlige svarer til gældende dansk

ret - en rimelig afvejning af henholdsvis skadevolders og skadelidtes interesser.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Professor, dr. jur. Joseph Lookofsky, Københavns Universitet,

finder generelt, at forord-

ningsforslaget lægger for stor vægt på hensynet til lovvalgets forudsigelighed og enkelhed, såle-

des at domstolenes mulighed for at træffe det mest hensigtsmæssige og rimelige lovvalg i den

konkrete sag indskrænkes i unødig grad, jf. herved navnlig forslagets artikel 3, stk. 2 og 3, og

artikel 4. Lookofsky er herudover ikke enig i forslaget til artikel 23, stk. 2, som giver e-

handelsdirektivet forrang for de generelle lovvalgsregler.

Foreløbig dansk holdning

Som nævnt vil retsgrundlaget for en kommende forordning om lovvalgsregler for forpligtelser

uden for kontrakt være EF-Traktatens afsnit IV (artikel 61, litra c, jf. artikel 65) om civilretligt

samarbejde. Forslaget til forordning er således omfattet af Danmarks forbehold vedrørende retli-

ge og indre anliggender.

Danmark deltager derfor ikke i Rådets eventuelle vedtagelse af forordningen og kan alene bidra-

ge til arbejdsgruppens drøftelser, herunder særligt til mere generelle overvejelser, hvor drøftel-

serne har berøring med dele af traktaten, hvor der ikke er forbehold.

Danmark vil have mulighed for at indføre tilsvarende danske lovvalgsregler, i det omfang inter-

nationale forpligtelser ikke er til hinder herfor.

Danmark er allerede i dag kontraherende part i Rom-konventionen om, hvilket lands lov der skal

anvendes på kontraktlige forpligtelser. Forordningsforslaget har ligesom konventionen til formål

at ensarte de forskellige medlemsstaters regler om lovvalg.

Fra dansk side bør man på nævnte baggrund generelt stille sig positiv over for Kommissionens

forslag til at vedtage lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold. Det er hensigts-

mæssigt, at det ved forordningsforslaget tilsigtes at skabe større forudsigelighed også i spørgs-

målet om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes på en konkret forpligtelse uden for kon-

trakt, således at problemet med ”forum shopping” mindskes. Det er

tillige hensigtsmæssigt, at

harmonisering netop sker ved en forordning, der indfører generelle regler for lovvalg, hvorved

sektorspecifik regulering af internationale privatretlige regler i størst mulig omfang kan undgås.

10.

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Grundnotat om forslaget er oversendt til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg

den 1. december 2003. Derudover er forordningsforslaget omtalt i Justitsministeriets samlenotat

oversendt til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg forud for rådsmødet (for

retlige og indre anliggender) den 21. februar 2006.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 2: Åbning af N-Lex (adgangsportal til national lovgivning) og præsenta-

tion af EUR-Lex

Nyt notat.

Resumé

Rådets Generalsekretariat forventes at ville give en kort præsentation af de to internetportaler N-

Lex og EUR-Lex. Der forventes ingen drøftelser i forbindelse med dette dagsordenspunkt. Dan-

mark vil tage orientering til efterretning.

Baggrund

N-Lex er en ny internetportal, som giver adgang til medlemsstaternes nationale lovgivning. Por-

talen har været under udarbejdelse siden 2002 og er blevet offentlig tilgængelig i 2006.

EUR-Lex

er en internetportal, som giver adgang til EU’s retstekster. Portalen har været offentligt

tilgængelig siden 1. november 2004 og er løbende blevet udviklet for forbedret.

Indhold

N-Lex:

N-Lex er en adgangsportal på internettet til de nationale retskilder. Portalen er udviklet af Publi-

kationskontoret i samarbejde med EU's medlemsstater. Via portalen er det muligt at søge i de

nationale databaser, som indeholder lovgivning mv, herunder for Danmarks vedkommende Rets-

information. N-Lex er foreløbig et forsøgsprojekt.

I N-Lex er der søgemasker på elleve officielle sprog. Søgegrænsefladerne er forbundet med med-

lemsstaternes nationale juridiske databaser - én for hver af EU-medlemsstaterne - som giver ad-

gang til hver medlemsstats lovgivning. De nye medlemsstater tilføjes i takt med, at der bliver

adgang til deres samlinger. Det er hensigten, at der med tiden skal tilbydes søgesider for alle

medlemsstater på alle de officielle EU-sprog.

EUR-Lex:

EUR-Lex

er en adgangsportal på internettet, der giver adgang til en fuldstændig samling af EU’s

retstekster på alle officielle sprog samt de databaser, som forvaltes af EU-institutionerne eller af

Publikationskontoret, samt andre institutionelle dokumentationskilder, herunder Celex. Siden

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

indeholder endvidere forklarende tekster om EU’s lovgivningsprocedure og øvrige beslutnings-

processer.

EUR-Lex indeholder: Den Europæiske Unions Tidende, traktatsamling, lovgivning, lovgivning

under forberedelse, retspraksis, parlamentsforespørgsler samt udtalelser fra Kommissionen.

Gældende dansk ret

Da der er tale om en et orienteringspunkt, er spørgsmålet om gældende dansk ret ikke relevant.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ingen lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring om sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen giver ikke anledning til at overveje nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Danmark vil tage orienteringen til efterretning.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet skal ikke høres om sagen.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den

11. april 2006.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har ikke været forelagt Folketingets Europaudvalg eller Retsudvalg.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 3: Orientering fra formandskabet til RIA-ministrene om, hvilke udkast

til instrumenter, der indeholder bestemmelser med relation til det civilretlige samarbejde,

som i øjeblikket behandles i andre rådsformationer

Nyt notat.

Resumé

Formandskabet vil orientere RIA-ministrene om, hvilke sager med betydning for det civilretlige

samarbejde, der behandles under andre rådsformationer. Punktet skal ses i sammenhæng med

Udvalget for Civilretlige Spørgsmåls forpligtelse til at sikre, at der er en konsekvent linie i Det

Europæiske Fællesskabs indsats på det civilretlige område, navnlig i de spørgsmål, der er omfat-

tet af EF-traktatens artikel 65 og 293. Udvalget kan ligeledes rådgive om spørgsmål med relation

til det civilretlige samarbejde, som måtte dukke op på andre områder inden for EF-traktaten.

Danmark vil tage orientering til efterretning.

Baggrund

På mødet den 10. marts 1999 besluttede De Faste Repræsentanters Komité at overdrage det til

Udvalget for Civilretlige Spørgsmål at sørge for, at der er en konsekvent linie i Det Europæiske

Fællesskabs indsats på det civilretlige område, navnlig i de spørgsmål, der er omfattet af EF-

traktatens artikel 65 og 293. Udvalget kan ligeledes rådgive om spørgsmål med relation til det

civilretlige samarbejde, som måtte dukke op på andre områder inden for EF-traktaten.

På RIA-ministrenes uformelle møde den 12.-14. januar 2006 blev dette mandat til Udvalget for

Civilretlige Spørgsmål drøftet nærmere, og udvalget blev anmodet om regelmæssigt at orientere

Rådet for at sikre, at der er en konsekvent linie i Det Europæiske Fællesskabs indsats på det ci-

vilretlige område.

På den baggrund har formandskabet udarbejdet et dokument, som orienterer om, hvilke udkast til

instrumenter, der indeholder bestemmelser med betydning for det civilretlige samarbejde, der

aktuelt behandles under andre rådsformationer. Dokumentet forventes præsenteret for RIA-

ministrene på rådsmødet den 27.-28. april 2006.

Indhold

Formandskabet forventes at ville orientere om følgende punkter:

Udkast til servicedirektiv: Den 13. januar 2004 forelagde Kommissionen et forsalg til

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Europa-Parlamentet om Rådets direktiv om tjenesteydelser i det indre marked. For-

målet med servicedirektivet er at etablere generelle bestemmelser, der fremmer etab-

leringsfriheden for tjenesteydelser og den frie udveksling af tjenesteydelser. Forslaget

indfører et bredt baseret oprindelseslandsprincip, ifølge hvilket tjenesteydere udeluk-

kende er omfattet af deres oprindelsesmedlemsstats nationale bestemmelser, hvad an-

går det koordinerende område. Udvalget for Civilretlige Spørgsmål har udtalt, at op-

rindelsesprincippet efter udvalgets opfattelse ikke stemmer overens med bestemmel-

serne om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (Rom I-

konventionen) og forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) på det civil-

retlige område.

II.

Udkast til direktiv om forbrugerkreditaftaler: Kommissionen forelagde den 7. oktober

2005 et ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerkre-

ditaftaler og om ændring af Rådets direktiv 93/13EF. En anvendelse af princippet om

gensidig anerkendelse, der er omhandlet i forslagets artikel 21, stk. 2 vil skabe det

problem, at bestemmelserne i Rom I-konventionen om, hvilken lov der skal anvendes

på kontraktlige forpligtelser, og den fremtidige Rom I-forordning ikke vil gælde i

forbindelse med visse aspekter af forbrugerkreditaftaler. Det forventes, at Udvalget

for Civilretlige Spørgsmål vil afgive en udtalelse om dette spørgsmål, hvori udvalget

vil foreslå, at forslagets artikel 21, stk. 2 enten slettes eller begrænses således, at be-

stemmelsen ikke får indvirkning på forbrugernes retsstilling.

Grønbogen

om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF’s kartel-

og monopolregler:

Kommissionen fremlagde den 19. december 2005 en grønbog om erstatningssøgsmål

for overtrædelse af EF’s kartel-

og monopolregler, hvori bl.a. spørgsmål om dom-

stolskompetence og lovvalgsregler i forbindelse med erstatningssøgsmål i kartel- og

monopolsager behandles. Grønbogen rejser bl.a. spørgsmål om, hvilken materiel lov,

der bør gælde for krav om skadeserstatning i kartel- og monopolsager, og de forskel-

lige muligheder behandles. Udvalget for Civilretlige Spørgsmål bør følge spørgsmålet

og om nødvendigt afgive udtalelse.

III.

Gældende dansk ret

Spørgsmålet om gældende dansk ret er ikke relevant i denne forbindelse.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ingen lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Høring

Der er ikke foretaget høring om sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen giver ikke anledning til at overveje nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Danmark vil tage formandskabets orientering til efterretning.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet skal ikke høres om sagen.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den 11. april

2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har ikke været forelagt Folketingets Europaudvalg eller Retsudvalg.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 4: Proceduremæssige rettigheder i straffesager i EU (KOM(2004)328)

Nyt notat.

Resumé

Kommissionen fremsatte den 8. april 2004 et forslag til Rådets rammeafgørelse om visse proce-

duremæssige rettigheder i straffesager i EU (KOM(2004)328). Forslaget har været drøftet gen-

nem længere tid i navnlig Arbejdsgruppen om materiel strafferet, uden at det er lykkedes at opnå

væsentlige fremskridt i sagen. På denne baggrund forventes det østrigske formandskab at lægge

op til, at Rådet (retlige og indre anliggender) skal drøfte spørgsmålet om mulighederne for

–

på

EU-plan

–

at fastsætte krav til medlemslandenes straffeprocessuelle regler. Sagen har ikke i sig

selv lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at foreligge offentlige

tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til sagen. Fra dansk side kan man gene-

relt støtte en tilnærmelse af den strafprocessuelle lovgivning i medlemslandene, når dette er nød-

vendigt med henblik på at lette samarbejdet og den gensidige anerkendelse af retlige afgørelser i

straffesager.

Baggrund

Kommissionen har den 8. april 2004 fremlagt et forslag til Rådets rammeafgørelse om visse pro-

ceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union (KOM(2004)328).

Det fremgår af Kommissionens begrundelse for forslaget, at rammeafgørelsen udgør en konkre-

tisering af den generelle målsætning om at øge beskyttelsen af individuelle rettigheder. Forslaget

er fremsat med henblik på at øge alle mistænktes og anklagedes rettigheder generelt, idet et ens-

artet beskyttelsesniveau for mistænkte og anklagede i EU skal gøre det lettere at anvende prin-

cippet om gensidig anerkendelse. Det fremgår endvidere af Kommissionens begrundelse, at for-

slaget ikke har til hensigt at duplikere de retssikkerhedsgarantier, der følger af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, men snarere at fremme overholdelse af denne konvention ved at

fastsætte fælles EU-standarder på området.

Kommissionen understreger, at forslaget til rammeafgørelsen

–

der omhandler fem hovedområ-

der (som er adgang til juridisk bistand, adgang til tolkning og oversættelse, beskyttelse af særligt

udsatte grupper, underretning af pårørende mv. samt konsulær bistand og skriftlig underretning

af mistænkte og anklagede om deres rettigheder)

–

skal betragtes som et første skridt, idet Kom-

missionen forventer at fremsætte forslag om yderligere foranstaltninger til sikring af retssikker-

hedsgarantier i de kommende år.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Kommissionens forslag til rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager

i Den Europæiske Union har været drøftet gennem længere tid i navnlig Arbejdsgruppen om

materiel strafferet, uden at det er lykkedes at opnå væsentlige fremskridt i sagen.

På denne baggrund var der på det uformelle ministermøde (retlige og indre anliggender) i Wien

den 12.-14. januar 2006 en overordnet, indledende drøftelse af spørgsmålet om mulighederne for

–

på EU-plan

–

at fastsætte krav til medlemslandenes straffeprocessuelle regler.

Det forventes, at formandskabet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27.-28. april

2006 vil lægge op til, at Rådet drøfter sagen med henblik på at udstikke nogle generelle retnings-

linier for det videre arbejde.

Indhold

Som nævnt forventes det, at der på det kommende rådsmøde vil være en drøftelse af spørgsmålet

om mulighederne for

–

på EU-plan

–

at fastsætte krav til medlemslandenes straffeprocessuelle

regler.

Formandskabet forventes i den forbindelse at lægge op til, at de videre drøftelser af dette

spørgsmål skal ske på baggrund af forslaget til rammeafgørelse om visse proceduremæssige ret-

tigheder i straffesager i Den Europæiske Union. Det forventes, at formandskabet

–

også i lyset af

drøftelserne på det uformelle ministermøde i Wien

–

vil lægge op til, at det videre arbejde med

proceduremæssige rettigheder i straffesager skal fokuseres på foranstaltninger, som generelt er

nødvendige straffeprocessuelle garantier i forbindelse med den gensidige anerkendelse og fuld-

byrdelse af strafferetlige afgørelser. Formandskabets overvejelser går

–

ifølge det oplyste

–

navn-

lig på spørgsmålet om adgang til juridisk bistand, adgang til tolkning og oversættelse samt skrift-

lig underretning af mistænkte og anklagede om deres rettigheder.

Endelig vil der formentlig også skulle tages stilling til spørgsmålet om det hjemmelsmæssige

grundlag for forslag vedrørende proceduremæssige rettigheder i straffesager i EU, herunder det

nævnte forslag til visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union.

Gældende ret

Under henvisning til at der alene forventes en overordnet drøftelse af spørgsmålet om mulighe-

derne for

–

på EU-plan

–

at fastsætte krav til medlemslandenes straffeprocessuelle regler, er der

ikke medtaget en beskrivelse af gældende ret.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

For en beskrivelse af gældende ret på de områder, som omfattes af det allerede fremlagte forslag

til rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Uni-

on (KOM(2004)328), kan der henvises til det samlenotat, som er oversendt til udvalgene forud

for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. december 2005.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Som nævnt forventes der alene en overordnet drøftelse af spørgsmålet om mulighederne for

–

på

EU-plan

–

at fastsætte krav til medlemslandenes straffeprocessuelle regler. En sådan drøftelse vil

ikke sig selv være forbundet med lovgivningsmæssige konsekvenser eller have statsfinansielle

konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring vedrørende de spørgsmål, som forventes at skulle drøftes på råds-

mødet.

Det bemærkes, at forslaget til rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffe-

sager i Den Europæiske Union (KOM(2004)328) på sædvanlig vis har været sendt i høring. Der

kan henvises til det samlenotat, som er oversendt til udvalgene forud for rådsmødet (retlige og

indre anliggender) den 1.-2. december 2005.

Nærhedsprincippet

Sagen vurderes ikke i sig selv at rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side kan man generelt støtte en tilnærmelse af den strafprocessuelle lovgivning i med-

lemslandene, når dette er nødvendigt med henblik på at lette samarbejdet og den gensidige aner-

kendelse af retlige afgørelser i straffesager.

Europa-Parlamentet

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Europa-Parlamentet vil ikke skulle afgive udtalelse vedrørende de spørgsmål, som forventes at

skulle drøftes på rådsmødet.

Det bemærkes, at Europa-Parlamentet den 12. april 2005 har afgivet udtalelse om forslaget til

rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union

(KOM(2004)328). Det følger heraf (med henvisning til en udtalelse fra Parlamentets Retsud-

valg), at Europa-Parlamentet er enig i Kommissionens valg af retsgrundlag. Fastlæggelsen af

fælles grundlæggende principper er efter Europa-Parlamentets opfattelse med til at øge med-

lemsstaternes tillid til hinandens retssystemer, og en rammeafgørelse synes at være et rigtigt in-

strument med henblik på at opnå dette mål.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

En statusrapport vedrørende forslaget til rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder

i straffesager i Den Europæiske Union (KOM(2004)328) blev forelagt Folketingets Europaud-

valg og Retsudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. december 2005.

Et grundnotat vedrørende forslaget blev oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

den 16. december 2004.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 5: Rammeafgørelse om den europæiske straffedom og overførsel af dom-

fældte mellem EU-medlemsstaterne (den europæiske fuldbyrdelsesordre)

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

Resumé

Forslaget har til formål at sikre, at der mellem EU-medlemsstaterne sker en gensidig anerkendel-

se og fuldbyrdelse af endelige domme i straffesager, hvorved der er idømt frihedsstraf eller andre

frihedsberøvende foranstaltninger. Forslaget indebærer navnlig en grundlæggende forpligtelse

for fuldbyrdelsesstaten til at overtage fuldbyrdelsen af domme vedrørende egne statsborgere og

personer med fast lovligt ophold på dens område uafhængigt af de pågældendes samtykke,

medmindre der foreligger bestemte grunde til at afslå dette. Forslaget vurderes ikke at rejse

spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Forslaget vil have lovgivningsmæssige konsekvenser,

og det vil muligvis også have statsfinansielle konsekvenser. Forslaget er fremsat af Østrig, Fin-

land og Sverige. Der ses ikke i øvrigt at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side er man positiv over for udviklingen af et EU-

instrument på området. Det forventes, at Rådet skal drøfte spørgsmålet om, i hvilket omfang

fuldbyrdelsesstaten kan stille krav om dobbelt strafbarhed som betingelse for at overtage fuld-

byrdelsen af en dom.

Baggrund

Det Europæiske Råd godkendte på sit møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 princippet

om gensidig anerkendelse, der bør være hjørnestenen i det retlige samarbejde inden for EU på

både det civilretlige og det strafferetlige område.

Den 29. november 2000 vedtog Rådet i overensstemmelse med konklusionerne fra Tammerfors

et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig aner-

kendelse af afgørelser i straffesager, og det gik i den forbindelse ind for at vurdere behovet for

moderne mekanismer med henblik på gensidig anerkendelse af endelige straffedomme, der inde-

bærer frihedsberøvelse (foranstaltning 14), samt for at udvide anvendelsesområdet for princippet

om overførelse af domfældte, så det også finder anvendelse på personer med bopæl i en med-

lemsstat (foranstaltning 16).

I Haag-programmet om styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU (punkt 3.3.1.), som

blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 5. november 2004, er der lagt op til, at det samlede

program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerken-

delse af afgørelser i straffesager, der som nævnt bl.a. omfatter fuldbyrdelse af endelige domme,

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

der indebærer frihedsberøvelse, bør suppleres, og at man nærmere bør overveje yderligere for-

slag i den forbindelse.

Med henvisning hertil har Østrig, Finland og Sverige fremlagt et forslag til en rammeafgørelse

om den europæiske straffedom og overførelse af domfældte mellem EU-medlemsstaterne (frem-

over benævnt rammeafgørelse om den europæiske fuldbyrdelsesordre).

Forslaget til rammeafgørelse om den europæiske straffedom og overførelse af domfældte mellem

EU-medlemsstaterne har ikke tidligere været drøftet i Rådet.

Det forventes, at Rådet på det kommende møde skal drøfte spørgsmålet om, i hvilket omfang

fuldbyrdelsesstaten kan stille krav om dobbelt strafbarhed (det vil sige, at det forhold, som den

pågældende er dømt for, også skal være strafbart i den medlemsstat, som anmodes om at overta-

ge fuldbyrdelsen af en dom) som betingelse for at overtage fuldbyrdelsen af en dom.

Indhold

Forslaget til rammeafgørelse om den europæiske fuldbyrdelsesordre er fremlagt under henvis-

ning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 1, litra a, hvoraf det fremgår,

at fælles handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager bl.a. omfatter fremme og frem-

skyndelse af samarbejdet om fuldbyrdelse af afgørelser mellem kompetente ministerier og retlige

eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne, og artikel 34, stk. 2, litra b, hvoraf det fremgår,

at Rådet med henblik på at bidrage til opfyldelse af Unionens målsætninger på initiativ af en

medlemsstat eller Kommissionen kan vedtage rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.

Som begrundelse for forslaget er der bl.a. peget på, at man i forholdet mellem medlemsstaterne,

der er præget af en særlig gensidig tillid til de øvrige medlemsstaters retssystemer, bør gå ud

over Europarådets eksisterende instrumenter vedrørende overførelse af fuldbyrdelse af straffe-

domme. Ifølge forslagsstillerne bør det fastsættes, at fuldbyrdelsesstaten principielt er forpligtet

til at overtage egne statsborgere og personer med fast lovligt ophold på dens område, som ved en

endelig dom i en anden medlemsstat er idømt en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foran-

staltning uafhængigt af de pågældendes samtykke, medmindre der foreligger bestemte grunde til

at afslå dette. Det anføres i den forbindelse, at overførelse af domfældte til deres hjemland eller

det land, som den domfældte har andre tætte forbindelser med, vil kunne sikre en bedre resociali-

sering af disse personer.

Hovedelementerne i det fremlagte forslag er:

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

–

En grundlæggende forpligtelse for fuldbyrdelsesstaten til at acceptere domfældte stats-

borgere, personer med fast bopæl og personer med andre tætte forbindelser, når der ikke

er særlige grunde til at afvise dem.

–

En række lovovertrædelser som defineret i udstedelsesstatens lovgivning (positiv-listen)

skal medføre anerkendelse og fuldbyrdelse af en europæisk fuldbyrdelsesordre på de be-

tingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed,

hvis de i udstedelsesstaten kan straffes med frihedsstraf eller en frihedsberøvende foran-

staltning af en maksimal varighed på mindst tre år. Den pågældende positiv-liste svarer

til den liste, som fremgår af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

For andre end de former for lovovertrædelser, som er omfattet af positiv-listen, kan fuld-

byrdelsesstaten lade anerkendelse og fuldbyrdelse af en europæisk fuldbyrdelsesordre

være betinget af, at den vedrører handlinger, som udgør en overtrædelse efter fuldbyr-

delsesstatens lovgivning.

–

Der kræves ikke samtykke fra den domfældte, medmindre den europæiske fuldbyrdelsesor-

dre sendes til fuldbyrdelsesstaten på grund af den domfældtes tætte forbindelser med denne

stat. Den domfældte skal dog af retfærdighedshensyn underrettes om konsekvenserne af

overførelsen og skal, såfremt han befinder sig i udstedelsesstaten, have mulighed for at til-

kendegive sin mening.

Anerkendelse af den endelige udenlandske fængselsdom eller anden frihedsberøvende for-

anstaltning på grundlag af en formular (den såkaldte europæiske fuldbyrdelsesordre).

Fastsættelse af tidsfrister for afgørelsen om den europæiske fuldbyrdelsesordre og for

overførelsen af den domfældte til fuldbyrdelsesstaten.

Fuldbyrdelse af den endelige fængselsdom eller anden frihedsberøvende foranstaltning

uden omsætning af retsfølgen. Hvis sanktionen på grund af sin varighed ikke er forenelig

med grundlæggende retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten, kan den kompetente myndighed i

denne stat dog træffe beslutning om at tilpasse sanktionen til det maksimale niveau for en

strafbar handling efter denne stats nationale lovgivning. Hvis selve sanktionen på grund af

sin art ikke er forenelig med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, kan den kompetente myndig-

hed i denne stat ved en retlig eller administrativ afgørelse tilpasse sanktionen til den straf

eller den foranstaltning, der efter denne stats lovgivning gælder for en strafbar handling af

samme art. Denne straf eller foranstaltning skal ligge så tæt som muligt på den sanktion,

udstedelsesstaten har idømt, dvs. at sanktionen ikke kan konverteres til en bøde. Den må

ikke skærpe udstedelsesstatens sanktion.

–

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

–

Fuldbyrdelsesstatens lovgivning, herunder om prøveløsladelse, afsoningssted mv., finder

anvendelse på fuldbyrdelsen på samme måde som på en sanktion idømt i fuldbyrdelsessta-

ten. Dog lægger forslaget op til, at prøveløsladelse først kan ske, når sammenlagt mindst

halvdelen af sanktionen er fuldbyrdet.

Herudover kan det nævnes, at visse dele af den foreslåede rammeafgørelse også skal finde an-

vendelse på håndhævelsen af sanktioner, der er pålagt statsborgere i fuldbyrdelsesstaten eller

personer bosat heri, hvis fuldbyrdelsesstaten gør overgivelsen til udstedelsesstaten (i henhold til

artikel 5, stk. 3, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre) betinget af, at den domfæld-

te sendes tilbage til fuldbyrdelsesstaten for at afsone straffen. Det samme gælder, hvis udstedel-

sesstaten har anmodet fuldbyrdelsesstaten om at udlevere den domfældte med henblik på fuld-

byrdelse af en straffedom, og fuldbyrdelsesstaten i stedet for at udlevere den pågældende, ønsker

at overtage fuldbyrdelsen af straffen i medfør af artikel 4, stk. 6 i rammeafgørelsen om den euro-

pæiske arrestordre.

Gældende dansk ret

3.1. Lov om international fuldbyrdelse af straf mv.

Reglerne om fuldbyrdelse her i landet af udenlandske afgørelser om straf mv. og om fuldbyrdel-

se i udlandet af danske afgørelser om straf mv. findes i lov om international fuldbyrdelse af straf

mv. (lov nr. 323 af 4. juni 1986 med senere ændring).

Efter lovens kapitel 2 kan afgørelser, som er omfattet af Europarådets konvention om overførelse

af domfældte (af 21. marts 1983) og tillægsprotokollen (af 18. december 1997), fuldbyrdes efter

konventionens og protokollens regler.

Loven åbner endvidere (i kapitel 3) mulighed for, at afgørelser, som er omfattet af den europæi-

ske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger (af 28. maj 1970), kan fuldbyr-

des efter reglerne i konventionens afsnit I, jf. afsnit II.

Loven indeholder herudover i kapitel 4 fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse

af udenlandske afgørelser i Danmark efter bl.a. lovens kapitel 2 og 3.

For så vidt angår den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger er

denne ikke tiltrådt af samtlige EU-medlemsstaterne, og i praksis anvendes derfor

–

ved overfø-

relse af personer, som er idømt frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning

–

den nyere

konvention fra 1983 om overførelse af domfældte.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Sidstnævnte konvention, som alle EU-medlemsstater har ratificeret, indebærer bl.a., at en stats-

borger i et kontraherende land, som er idømt frihedsstraf i et andet kontraherende land, kan frem-

sætte anmodning om at blive overført til afsoning i sit hjemland. En sådan overførsel forudsætter

efter konventionen, at en række betingelser er opfyldt, herunder bl.a. at begge de involverede

lande samtykker i overførelsen. I den forbindelse er det fastsat i lovens § 2, stk. 2, at afgørelse

om samtykke efter konventionen træffes af Justitsministeriet.

Det følger desuden af lovens § 3, stk. 1, at begrebet ”statsborger” i

konventionens artikel 3, stk.

1, litra a, og stk. 4 (om betingelserne for overførelse), for Danmarks vedkommende bestemmes

som personer, som har dansk indfødsret eller som har fast bopæl i riget.

Endelig fastsættes det, at fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark sker efter reglerne i

konventionens artikel 11 om omsætning af straffen, og at dette sker ved rettens foranstaltning.

Justitsministeriet kan dog, hvis det ellers ikke vil være muligt at få en domfældt overført hertil,

bestemme, at fuldbyrdelse kan ske efter reglerne i konventionens artikel 10 om fortsat fuldbyr-

delse, jf. herved nærmere lovens § 3, stk. 2 og 3.

Konventionen om overførelse af domfældte indeholder herudover

–

i hovedtræk

–

følgende ele-

menter:

–

De kontraherende stater påtager sig i størst muligt omfang indbyrdes at samarbejde med

hensyn til overførelse af personer i overensstemmelse med bestemmelserne i konventio-

nen. En egentlig forpligtelse for fuldbyrdelsesstaten til at acceptere domfældte stats-

borgere følger ikke af konventionen, og det er således op til den enkelte kontraherende stat

–

såfremt nærmere betingelser i øvrigt er opfyldt

–

at træffe beslutning om, hvorvidt over-

førelse bør tillades.

En betingelse for, at en dømt person kan overføres, er bl.a., at den handling eller undladel-

se, som har foranlediget retsfølgen, er en forbrydelse efter fuldbyrdelsesstatens lov eller

ville have været en forbrydelse, hvis den var begået på fuldbyrdelsesstatens eget område.

Der kræves samtykke fra den domfældte eller, hvis de involverede lande af hensyn til den

pågældendes alder, fysiske eller mentale tilstand anser det for nødvendigt, af den dømte

persons retlige stedfortræder.

Der skal tilvejebringes en række dokumenter og oplysninger af såvel udstedelsesstaten som

fuldbyrdelsesstaten. Der stilles ikke krav om anvendelse af særlige formularer, og der fast-

sættes ikke bestemte tidsfrister for afgørelsen om og den faktiske overførelse af en dom-

–

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

fældt til fuldbyrdelsesstaten.

–

Fuldbyrdelse af den endelige fængselsdom eller anden frihedsberøvende foranstaltning

sker som nævnt ovenfor enten i form af fortsat fuldbyrdelse (dvs. at fuldbyrdelsesstaten

som udgangspunkt

–

medmindre særlige omstændigheder foreligger

–

er bundet af retsføl-

gens retlige karakter og varighed, således som den er bestemt af udstedelsesstaten), eller i

form af omsætning af retsfølgen (dvs. at den i fuldbyrdelsesstaten foreskrevne fremgangs-

måde anvendes). Der henvises nærmere til konventionens artikel 9-11.

For så vidt angår tillægsprotokollen til konventionen fra 1983 om overførsel af domfældte, fast-

sætter denne, at der på bestemte betingelser kan ske overførelse uden den pågældendes samtyk-

ke. Det drejer sig om de tilfælde, hvor domfældte enten har unddraget sig fuldbyrdelsen ved at

flygte til sit hjemland (statsborgerland), eller hvor der i udstedelsesstaten er truffet afgørelse om

udvisning eller udsendelse af den pågældende. Tillægsprotokollen er ikke ratificeret af samtlige

EU-medlemsstater. For en nærmere omtale af reglerne i tillægsprotokollen kan der i øvrigt hen-

vises til Justitsministeriets vejledning af 2. december 2003.

Det bemærkes, at loven om international fuldbyrdelse af straf mv. ikke gælder for afgørelser, der

er omfattet af lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse

af straf mv. I forhold til disse lande vil den hidtidige lov således fortsat skulle anvendes.

3.2. Udlevering

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre er gennemført i dansk ret ved lov nr. 433 af

10. juni 2003 om ændring af bl.a. udleveringsloven.

Udleveringsloven indeholder (i §§ 10 a-10 j) en række materielle betingelser for udlevering til

medlemsstater inden for EU.

Af bestemmelsen i lovens § 10 a følger, at en person kan udleveres fra Danmark til en anden EU-

medlemsstat med henblik på retsforfølgning eller straffuldbyrdelse, hvis den pågældende lov-

overtrædelse er omfattet af den opregning af forbrydelser, som fremgår af lovens såkaldte posi-

tiv-liste, og lovovertrædelsen efter den anmodende EU-medlemsstats lovgivning kan straffes

med fængsel mv. i mindst 3 år. I de tilfælde, hvor der er tale om handlinger, som ikke er omfattet

af den nævnte positiv-liste, kan udlevering til strafforfølgning kun ske, hvis den strafbare hand-

ling i den pågældende EU-medlemsstat kan medføre fængsel i mindst 1 år, og en tilsvarende

handling er strafbar efter dansk ret. Udlevering til straffuldbyrdelse af en dom for handlinger,

som ikke er omfattet af positiv-listen, kan kun ske, hvis den pågældende ved dommen er idømt

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed, og en

tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Af bestemmelsen i lovens § 10 b følger det, at ved udlevering af en person, der er dansk stats-

borger eller har fast bopæl her i landet, til strafforfølgning kan der stilles vilkår om, at den på-

gældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf eller

anden frihedsberøvende foranstaltning (1. pkt.). Udlevering af en person, der er dansk statsbor-

ger eller har fast bopæl her i landet, til straffuldbyrdelse kan afslås, hvis straffen i stedet fuldbyr-

des her i landet.

Udleveringsloven indeholder en række afslagsgrunde, som dels er obligatoriske (dvs. at der skal

gives afslag), dels er fakultative (dvs. at der efter en konkret vurdering kan gives afslag), jf. her-

om nærmere lovens §§ 10 c-10 h.

Herudover fastsættes det i lovens § 10 i, at hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til

den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering

ville være uforenelig med humanitære hensyn, skal udlevering udsættes, indtil de særlige for-

hold, der forhindrer udlevering ikke længere er til stede.

For så vidt angår spørgsmålet om gennemrejse (transit) reguleres dette i relation til udlevering til

en anden EU-medlemsstat af bestemmelsen i udleveringslovens § 21, stk. 2.

Hvad særligt angår udlevering af lovovertrædere fra Danmark til Sverige og Finland, vil dette

som udgangspunkt skulle ske efter reglerne i den nordiske udleveringslov.

3.3. Prøveløsladelse

Reglerne om prøveløsladelse fremgår af straffelovens 6. kapitel (§§ 38-42).

Af disse regler følger bl.a., at når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået,

afgør justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, om den dømte skal løslades på prøve.

Løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har

udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder. Der henvises til straffelovens § 38, som

også fastsætter, i hvilke tilfælde der ikke kan blive tale om prøveløsladelse.

Af straffelovens § 40 a fremgår det endvidere, at når halvdelen af straffetiden, dog mindst 4 må-

neder, er udstået, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, ud over i de i

§ 38, 2. pkt., nævnte tilfælde beslutte, at den dømte skal løslades på prøve, hvis hensynet til rets-

håndhævelsen skønnes ikke at tale imod det, og hvis den dømte har ydet en særlig indsats for

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

ikke på ny at begå kriminalitet, herunder ved at deltage i behandlings- eller uddannelsesforløb,

eller den dømtes forhold taler derfor.

For så vidt angår fængselsstraf på livstid afgør justitsministeren i henhold til straffelovens § 41,

om den dømte skal løslades på prøve, når 12 år er udstået.

Der findes i øvrigt regler om prøveløsladelse i straffuldbyrdelseslovens kapitel 14 og i admini-

strative forskrifter udstedt i henhold hertil.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslaget til rammeafgørelse om den europæiske fuldbyrdelsesordre vil have lovgivningsmæssi-

ge konsekvenser. I forhold til de nugældende regler på området er der navnlig grund til at frem-

hæve følgende elementer:

Som det er fremgået ovenfor under punkt 3, indeholder ingen af de nuværende internationale

instrumenter på området nogen egentlig forpligtelse til at overtage domfældte personer med hen-

blik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning. En sådan for-

pligtelse følger imidlertid af forslaget, som således på dette punkt principielt vil indebære en

ændring af den gældende retstilstand. Det skal dog bemærkes, at der i dag i praksis sker overfø-

relse af domfældte personer, hvis betingelserne i 1983-konventionen om overførelse af domfæld-

te, herunder kravet om dobbelt strafbarhed, er opfyldt.

Forslaget om, at der ikke skal ske en undersøgelse af kravet om dobbelt strafbarhed med hensyn

til visse anførte forbrydelser svarende til dem, der er indeholdt i positiv-listen i rammeafgørelsen

om den europæiske arrestordre, vil betyde en ændret retstilstand.

Det samme gælder med hensyn til forslaget om, at der ikke kræves samtykke fra den domfældte,

medmindre den europæiske fuldbyrdelsesordre sendes til fuldbyrdelsesstaten på grund af den

domfældtes tætte forbindelser med denne stat. Det skal dog bemærkes, at der efter tillægsproto-

kollen til 1983-konventionen om overførelse af domfældte kan ske overførelse uden samtykke,

jf. herom nærmere ovenfor under pkt. 3.1.

Også forslaget om, at anerkendelse af den endelige udenlandske fængselsdom eller anden fri-

hedsberøvende foranstaltning skal ske på grundlag af en formular, og om, at der fastsættes tids-

frister for afgørelsen om den europæiske fuldbyrdelsesordre og for overførelsen af den domfæld-

te til fuldbyrdelsesstaten, vil betyde en ændret retstilstand.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Endelig kan det nævnes, at forslaget om, at fuldbyrdelse af den endelige fængselsdom eller an-

den frihedsberøvende foranstaltning skal ske uden mulighed for omsætning af sanktionen, lige-

ledes vil ændre den gældende retstilstand.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Som beskrevet ovenfor under pkt. 2.2. vil der efter forslaget skulle ske fuldbyrdelse af den straf-

feretlige sanktion uden omsætning af denne samtidig med, at der efter forslaget er en grundlæg-

gende forpligtelse for fuldbyrdelsesstaten til at acceptere domfældte statsborgere, personer med

fast bopæl og personer med andre tætte forbindelser, når der ikke er særlige grunde til at afvise

dem. Forslaget vil i lyset heraf muligvis kunne have visse statsfinansielle konsekvenser i form af

indflydelse på behovet for fængselskapacitet.

Høring

Det fremsatte forslag til Rådets rammeafgørelse om den europæiske straffedom og overførelse af

domfældte mellem EU-medlemsstaterne har været sendt i høring hos Præsidenten for Østre

Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for

Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten

for Retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstols-

styrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet,

Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforenin-

gen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Amnesty International, Dansk Told- og Skatte-

forbund, Institut for Menneskerettigheder og Landsforeningen af beskikkede advokater.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten

for Københavns Byret, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen,

Rigsadvokaten, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifor-

bundet i Danmark, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder og Landsforeningen af be-

skikkede advokater.

Præsidenten for Vestre Landsret

har anført, at landsretten ikke finder at burde udtale sig om

forslaget. Det samme er anført af

Dommerfuldmægtigforeningen.

Domstolsstyrelsen, Politidirektøren i København og Politiforbundet i Danmark

har oplyst, at

forslaget ikke giver anledning til bemærkninger.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Præsidenten for Københavns Byret

har anbefalet, at der bliver mulighed for at kræve, at dom-

men (inklusiv en dansk oversættelse) forelægges for retten til brug for afgørelsen om tilpasning,

idet domstolene ikke bør være henvist til at træffe denne afgørelse alene på grundlag af en for-

mular. Der henvises endvidere til udkastet til rammeafgørelse artikel 8, stk. 1, nr. 4, hvortil det

bemærkes, at det

–

i det omfang en dom omfatter flere strafbare forhold

–

ikke uden videre vil

være muligt at angive, hvilken del af sanktionen der vedrører én eller flere bestemte strafbare

handlinger, og hvilken del der vedrører andre strafbare handlinger, idet sanktionen typisk vil

blive fastsat efter en samlet vurdering af alle de forhold, der er til pådømmelse.

Rigspolitichefen

har anført, at det må anses for væsentligt at fastholde en ordning, hvorefter

domslandet frit kan afslå at lade en domfældt overføre til straffuldbyrdelse i et andet land, og at

der således under ingen omstændigheder bør være pligt til at udstede en europæisk fuldbyrdel-

sesordre.

Rigsadvokaten

har anført, at en gennemførelse af forslaget må antages at ville nødvendiggøre

en ganske gennemgribende ændring af lovgrundlaget for overførsel af domfældte til afsoning i et

andet land end domslandet. Rigsadvokaten anfører desuden, at man er enig i de betragtninger,

der fremgår af grundnotatets afsnit om lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

samt i den foreløbige generelle danske holdning, hvorefter udviklingen af et EU-instrument på

området for gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v. kan støttes.

Foreningen af Politimestre i Danmark

har udtalt, at man overordnet set kan tilslutte sig forsla-

get til rammeafgørelse.

Advokatrådet

konstaterer, at en vedtagelse af forslaget til rammeafgørelse vil indebære, at en

medlemsstat kan blive pålagt at forestå straffuldbyrdelsen over for en person, som har begået en

handling, som medlemsstatens egen lovgivning anser for lovlig. Resultatet vil således kunne bli-

ve, at der vil kunne blive anbragt danske statsborgere i danske fængsler til afsoning af en dom,

som er idømt ved en udenlandsk domstol for forhold, som danske lovgivere ikke ønsker at krimi-

nalisere, eller eventuelt direkte er afkriminaliseret i Danmark. Efter Advokatrådets opfattelse

bør det overvejes ganske nøje, om det er i medlemsstaternes interesse at skabe mulighed for, at

ovenstående situation kan opstå, og om statsmagten i tilstrækkeligt omfang opfylder forpligtelsen

til at beskytte sine befolkninger mod risiko for overgreb begået af andre medlemsstater.

Landsforeningen af beskikkede advokater

har afgørende betænkeligheder ved, at kravet om

dobbelt strafbarhed foreslås opgivet. Landforeningen finder det positivt, hvis der bliver en pligt

for fuldbyrdelsesstaten til at modtage egne statsborgere og personer med fast lovligt ophold til

afsoning. Forudsætningen må imidlertid være, at den domfældte samtykker heri. Landsforenin-

gen finder endvidere, at fastsættelse af tidsfrister, hvis der foreligger en endelig dom og begæ-

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

ring fra den domfældte, vil være ønskelig. Landsforeningen kan ikke anbefale, at der sker fuld-

byrdelse uden omsætning af straffen.

Institut for Menneskerettigheder

har oplyst, at instituttet på grund af utilstrækkelige ressourcer

ikke har haft mulighed for at kommentere udkastet til rammeafgørelse.

Nærhedsprincippet

Som nævnt i det foreløbige nærhedsnotat, som er sendt til Folketingets Europaudvalg den 17.

februar 2005 og til Folketingets Retsudvalg den 25. februar 2005 har forslagsstillerne ikke i for-

slaget eller i den ledsagende note redegjort nærmere for forholdet til nærhedsprincippet.

Regeringen finder på det foreløbige grundlag, at nærhedsprincippet er overholdt, da formålet

med forslaget som nævnt er at sikre, at der vil kunne ske en gensidig anerkendelse og fuldbyrdel-

se af endelige fængselsdomme eller andre frihedsberøvende foranstaltninger mellem EU-

medlemsstaterne.

Andre landes kendte holdninger

Forslaget er fremsat af Østrig, Finland og Sverige. Der ses ikke i øvrigt at foreligge offentlige

tilkendegivelser om de øvrige medlemslandes holdninger til forslaget.

Foreløbig dansk holdning

I overensstemmelse med den danske regerings høringssvar vedrørende Kommissionens grønbog

om tilnærmelse, gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner (se ovenfor

under pkt. 1) kan man generelt støtte udviklingen af et EU-instrument på området for gensidig

anerkendelse og fuldbyrdelse af frihedsstraffe mv.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet blev den 22. april 2005 anmodet om at afgive en udtalelse inden den 30.

september 2005. Europa-Parlamentet har imidlertid endnu ikke afgivet en udtalelse om forslaget.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samar-

bejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Forslaget til rammeafgørelse om den europæiske fuldbyrdelsesordre samt et grundnotat om for-

slaget er oversendt til Folketingets Europaudvalg den 7. marts 2005 og til Folketingets Retsud-

valg den 2. august 2005.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 6: Rammeafgørelse om den europæiske bevissikringskendelse

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

Resumé

Formålet med forslaget er at sikre et hurtigere og mere effektivt retligt samarbejde i straffesager,

når det drejer sig om fremskaffelse af visse genstande, dokumenter og data til brug i en straffesag

i et andet EU-medlemsland. Forslaget vurderes ikke at rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprin-

cippet. Forslaget vil have lovgivningsmæssige konsekvenser, mens det ikke vurderes at ville

have statsfinansielle konsekvenser af betydning. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegi-

velser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side har man fra starten

været meget skeptisk over for Kommissionens forslag, som dog på en række afgørende punkter

er blevet forbedret, således at man nu fra dansk side generelt ser positivt på det foreliggende ud-

kast til rammeafgørelse. Det østrigske formandskab må forventes at lægge op til, at Rådet på det

kommende møde skal drøfte et udkast til rammeafgørelse med henblik på at nå til samlet politisk

enighed herom.

Baggrund

På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbejdet

af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam-traktatens bestemmel-

ser om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der

gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes

en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig terro-

risme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig.

Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politimyndigheder

og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingsplanen, at der inden to år efter Amsterdam-

traktatens ikrafttræden bør iværksættes en proces med henblik på at forenkle procedurerne for

gensidig anerkendelse af kendelser og domme i straffesager.

I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15.-16. oktober 1999 vedtog stats-

og regeringscheferne, at princippet om gensidig anerkendelse skulle være hjørnestenen i det ret-

lige samarbejde inden for EU på både det civil- og det strafferetlige område. Princippet skulle

gælde for såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder.

Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæi-

ske Råds møde i Tampere et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af prin-

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

cippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Af programmet fremgår det, at der

skal gives højeste prioritet til afgørelser med henblik på tilvejebringelse af bevismateriale, jf.

programmets pkt. 2.1.1., hvor følgende bl.a. er anført:

Mål: Muliggøre anerkendelse af bevismateriale, forhindre, at det går tabt, og lette

fuldbyrdelsen af ransagnings- og beslaglæggelseskendelser med henblik på hurtigt at

tilvejebringe bevismateriale i straffesager (punkt 36 i Det Europæiske Råds konklu-

sioner fra Tampere).

Foranstaltning nr. 3: For at lette den gensidige information bør der indføres en stan-

dardformular til anmodning om oplysninger om tidligere straffedomme på alle fæl-

lesskabssprog.

Foranstaltning nr. 5: Undersøge, hvilke fremskridt der kan gøres med henblik på:

at sikre, at forbehold og erklæringer vedrørende tvangsforanstaltninger i henhold

til artikel 5 i konventionen om gensidig retshjælp fra 1959, suppleret med artikel

51 og 52 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, ikke længere

kan gøres gældende mellem medlemsstaterne, navnlig for så vidt angår bekæm-

pelse af organiseret kriminalitet, hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold og

økonomisk kriminalitet.

at sikre, at de grunde til at afslå anmodninger om gensidig retshjælp, som er

nævnt i artikel 2 i konventionen fra 1959, suppleret med artikel 50 i konventio-

nen om gennemførelse af Schengen-aftalen, ikke længere kan gøres gældende

mellem medlemsstaterne.

Foranstaltning nr. 6: Udarbejdelse af et instrument med henblik på anerkendelse af

kendelser vedrørende sikring af bevismateriale for at undgå, at bevismateriale, der

befinder sig på en anden medlemsstats område, går tabt.

Foranstaltning nr. 6 i programmet er gennemført ved Rådets rammeafgørelse om gennemførelse i

Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale. Den-

ne rammeafgørelse, som bl.a. indeholder krav om gensidig anerkendelse af kendelser udstedt for

at indefryse bevismateriale og eventuelt udlevere det til udstedelsesstaten, blev vedtaget den 22.

juli 2002 og er offentliggjort i EF-Tidende den 2. august 2003 (EFT2002/C184/8).

Kommissionen har bl.a. med henvisning til, at den nævnte rammeafgørelse om indefrysnings-

kendelser alene omhandler en del af samarbejdet om bevismateriale, fremsat et forslag til Rådets

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

rammeafgørelse om en europæisk bevissikringskendelse til fremskaffelse af genstande, doku-

menter og data til brug i straffesager. Kommissionen har i den forbindelse henvist til, at der er

behov for at løse betydelige udestående problemer i samarbejdet, hvad angår bevismateriale, som

er omfattet af rammeafgørelsen om indefrysningskendelser. Kommissionen peger bl.a. på, at der

vil kunne forekomme situationer, hvor en anerkendelse af en indefrysningskendelse vil kræve

yderligere tvangsindgreb, f.eks. i form af ransagning, som i givet fald vil skulle foretages i over-

ensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens gældende regler, herunder procedureregler.

Hensigten med forslaget er på denne baggrund at sikre et hurtigere og mere effektivt retligt sam-

arbejde i straffesager, når det drejer sig om fremskaffelse af (eksisterende) genstande, dokumen-

ter og data til brug i straffesager i et andet EU-medlemsland. Rammeafgørelsen om en (ny) euro-

pæisk bevissikringskendelse på dette område vil således

–

efter Kommissionens forslag

–

skulle

erstatte de traditionelle aftaler om gensidig retshjælp efter Europarådets konvention fra 1959 om

gensidig retshjælp i straffesager og lignende instrumenter. Anmodninger om retshjælp til frem-

skaffelse af (nyt) bevismateriale, såsom afhøring af mistænkte, vidner mv., eller efterforsknings-

skridt, der indebærer bevisoptagelse i reel tid, f.eks. aflytning af samtaler eller overvågning af

banktransaktioner, vil ikke være omfattet af rammeafgørelsen om den europæiske bevissikrings-

kendelse, og de eksisterende internationale instrumenter om gensidig retshjælp vil således fortsat

finde anvendelse her.

Med forslaget fastlægges mindstekravene til den retshjælp, som EU-medlemslandene skal yde

hinanden. Disse krav kan ifølge Kommissionen overordnet beskrives på følgende måde:

1. En retsanmodning fra en anden EU-medlemsstat skal anerkendes umiddelbart, uden at der er

behov for at omdanne den til en national afgørelse, før den kan fuldbyrdes.

2. Retsanmodninger bliver standardiserede ved hjælp af formular.

3. Der skal indføres frister for efterkommelse af anmodninger.

4. Der skal indføres minimumsbeskyttelse både for udstedelse og efterkommelse af retsanmod-

ninger.

5. Mulighederne for at afvise en retsanmodning skal begrænses.

Det fremsatte forslag om en europæisk bevissikringskendelse anses af Kommissionen for at være

første skridt mod udskiftningen af den eksisterende ordning for gensidig retshjælp i Den Europæ-

iske Union med et samlet EU-regelsæt baseret på gensidig anerkendelse omfattet af regler om

minimumsbeskyttelse.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. december 2004 orienterede det daværende

nederlandske formandskab om status i forhandlingerne om forslaget.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 24. februar 2005 blev der konstateret enighed

om at basere listen over forbrydelser (positiv-liste), hvor der ikke stilles krav om dobbelt straf-

barhed, på listen fra rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og rammeafgørelsen om

fuldbyrdelse i Den Europæisk Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevis-

materiale. Listen i rammeafgørelsen om den europæiske bevissikringskendelse vil herefter bestå

af 32 forbrydelser og et minimumskrav til strafferammen på tre år. Der blev endvidere opnået

enighed om, at Rådet til enhver tid enstemmigt kan udvide listen. Herudover blev der konstateret

enighed om, at det ved fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse skal være muligt at tage højde

for, at forbrydelsen er begået på fuldbyrdelsesstatens territorium, eller hvis forbrydelsen er begå-

et uden for udstedelsesstatens territorium (en såkaldt territorialklausul). Den nærmere formule-

ring heraf blev henvist til arbejdsgruppen om strafferetligt samarbejde. Rådet blev endelig enig

om at slette ophørsklausulen i forslagets artikel 24, idet der dog samtidig blev konstateret enig-

hed om i stedet at indsætte en revisionsbestemmelse med henblik på, at man om fem år tager

spørgsmålet om, hvorvidt kravet om dobbelt strafbarhed uden for positiv-listen helt skal bortfal-

de, op til fornyet overvejelse.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. juni 2005 kunne der ikke konstateres enig-

hed om, hvorvidt den foreslåede bestemmelse i rammeafgørelsens artikel 21 (om domstolskom-

petence for edb-data lagret i et informationssystem på en anden medlemsstats område) skal slet-

tes. Der kunne heller ikke konstateres enighed om den nærmere udstrækning og udformning af

den såkaldte territorialklausul.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12. oktober 2005 kunne der (med undtagelse af

forbehold fra et medlemsland) konstateres enighed om, at udstedelsesstaten er ansvarlig for, at

udstedelse af en bevissikringskendelse er nødvendig og proportional i den konkrete sag. Endvi-

dere var der enighed om, at fuldbyrdelsesstaten er ansvarlig for at vælge procedurerne for fuld-

byrdelse af en europæisk bevissikringskendelse, men at fuldbyrdelsesstaten skal være rede til at

overholde de formaliteter og procedurer, som udstedelsesstaten anmoder om, også selv om de

eventuelt ikke ville blive anvendt i et tilsvarende indenlandsk tilfælde, forudsat at de ikke er i

modstrid med fuldbyrdelsesstatens grundlæggende retsprincipper. Rådet var endelig enig om at

medtage en menneskerettighedsklausul i teksten. Der kunne derimod ikke konstateres enighed

om, i hvilket omfang fuldbyrdelsesstaten vil kunne afslå at fuldbyrde en bevissikringskendelse.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. december 2005 kunne Rådet ikke nå til

samlet politisk enighed om forslaget.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 21. februar 2006 blev der konstateret enighed

om spørgsmålet om, hvilke myndigheder som kan udstede og fuldbyrde en europæisk bevissik-

ringskendelse, samt om spørgsmålet om en afslagsgrund baseret på privilegier og immunitet og

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

en afslagsgrund ved ikke-tilgængelige foranstaltninger. De øvrige udestående spørgsmål blev

der ikke opnået enighed om.

Det østrigske formandskab må forventes at lægge op til, at Rådet på det kommende møde skal

fortsætte sine drøftelser af udkastet til rammeafgørelse med henblik på at nå til samlet politisk

enighed herom.

Indhold

Forslaget, der er udarbejdet med hjemmel i artikel 31 og artikel 34, stk. 2, litra b, i Traktaten om

Den Europæiske Union (TEU), indebærer, at en europæisk bevissikringskendelse, som er udstedt

i en medlemsstat (udstedelsesstaten), som udgangspunkt skal anerkendes af den medlemsstat, der

skal gennemføre kendelsen (fuldbyrdelsesstaten), uden yderligere formaliteter, dog således at

selve fuldbyrdelsen sker på samme måde, som myndigheden i fuldbyrdelsesstaten normalt frem-

skaffer bevismateriale.

Forslaget til rammeafgørelse er inddelt i følgende hovedafsnit:

Afsnit 1: Den europæiske bevissikringskendelse

Afsnit 2: Procedurer og garantier i udstedelsesstaten

Afsnit 3: Procedurer og garantier i fuldbyrdelsesstaten

Afsnit 4: Jurisdiktionskompetence for elektroniske kommunikationsnetværk

Afsnit 5: Afsluttende bestemmelser

Det bemærkes indledningsvist, at henholdsvis det nederlandske, luxembourgske og britiske for-

mandskab siden fremlæggelsen af det oprindelige forslag til rammeafgørelse

–

på baggrund af

omfattende drøftelser i arbejdsgruppen vedrørende strafferetligt samarbejde og i artikel 36-

udvalget samt drøftelser om delspørgsmål i Rådet

–

har fremlagt flere reviderede udkast til ram-

meafgørelse. Justitsministeriet har på den baggrund fundet det rigtigst

–

med henblik på at give

et samlet og læsevenligt billede af status i forhandlingerne

–

at beskrive udkastet til rammeafgø-

relse på baggrund af de ændringer, der senest er foretaget i lyset af de nævnte drøftelser.

Forslaget i dets nuværende udformning indeholder følgende bestemmelser:

Ad afsnit 1: Den europæiske bevissikringskendelse

Artikel 1 i forslaget fastsætter, at en europæisk bevissikringskendelse er en retsafgørelse udstedt

af en kompetent myndighed i en medlemsstat med henblik på at fremskaffe genstande, dokumen-

ter og data fra en anden medlemsstat til brug i de retssager, der er nævnt i artikel 4.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Det følger videre af bestemmelsen, at medlemsstaterne skal fuldbyrde en europæisk bevissik-

ringskendelse på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med

bestemmelserne i forslaget.

Bestemmelsen fastslår endelig, at rammeafgørelsen ikke ændrer pligten til at respektere de

grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel

6 i traktaten om Den Europæiske Union.

Forslagets artikel 2 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen.

Udstedelsesstat

defineres som den medlemsstat, der har udstedt den europæiske bevissikrings-

kendelse, og

fuldbyrdelsesstaten

er den medlemsstat, på hvis område de omhandlede genstande,

dokumenter og data er tilgængelige.

Udstedelsesmyndighed

er en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller anklager; eller en

anden judiciel myndighed, der er defineret af udstedelsesstaten, og som i den pågældende sag

handler i sin egenskab af efterforskningsmyndighed i straffesager og er kompetent til at kræve

bevisoptagelse i grænseoverskridende sager i henhold til national lovgivning, inklusiv de judici-

elle myndigheder hvorfra en sådan kompetence er delegeret.

Fuldbyrdelsesmyndighed

er den

myndighed, der ifølge national ret har kompetence til at anerkende eller fuldbyrde en europæisk

bevissikringskendelse.

Ransagning og beslaglæggelse

defineres for så vidt angår dette instrument som også omfattende

foranstaltninger, der foretages under straffesager, hvorved en fysisk eller juridisk person kan

pålægges at fremskaffe eller medvirke til at fremskaffe genstande, dokumenter eller data, og som

kan tvangsfuldbyrdes uden den pågældende persons samtykke eller give anledning til sanktioner,

hvis pålægget ikke efterkommes.

Artikel 2a fastsætter, at medlemsstaterne skal informere Rådets Generalsekretariat om, hvilke

myndigheder der i henhold til national ret er kompetente som henholdsvis udstedelsesmyndighed

og fuldbyrdelsesmyndighed. Medlemsstaterne skal endvidere informere Rådets Generalsekreta-

riat om eventuel udpegning af en central myndighed, jf. artikel 7.

Artikel 3 fastlægger anvendelsesområdet for europæiske bevissikringskendelser. Det følger her-

af, at en europæisk bevissikringskendelse kan udstedes med henblik på fremskaffelse af alle gen-

stande, dokumenter og data, der kan bruges i de retssager, der er nævnt i artikel 4. Den europæi-

ske bevissikringskendelse kan ikke udstedes med henblik på bevisoptagelse i form af afhøringer,

vidneforklaringer eller andre former for forhør, bevisoptagelse fra en persons legeme (herunder

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

DNA-profil og fingeraftryk) eller bevisoptagelse i reel tid, bevisoptagelse i form af fremskaffelse

af kommunikationsdata, der opbevares af leverandører af en offentlig tilgængelig elektronisk

kommunikationstjeneste eller et offentligt kommunikationsnet, ligesom en bevissikringskendelse

ikke kan udstedes med henblik på, at fuldbyrdelsesmyndigheden skal foretage analyser af eksi-

sterende genstande, dokumenter og data. Den europæiske bevissikringskendelse vil dog kunne

udstedes med henblik på fremskaffelse af de undtagne bevistyper, hvis beviset allerede er i fuld-

byrdelsesmyndighedens besiddelse.

Bevissikringskendelse skal endvidere, i det omfang udstedelsesmyndigheden anmoder herom,

også omfatte andre genstande, dokumenter og data, som fuldbyrdelsesmyndigheden finder under

fuldbyrdelsen af bevissikringskendelsen, og som uden yderligere undersøgelser findes relevante

for den retsforfølgning, der ligger til grund for bevissikringskendelsen. Bevissikringskendelsen

kan, i det omfang udstedelsesmyndigheden anmoder herom, desuden omfatte forklaringer fra

personer, der er til stede i forbindelse med fuldbyrdelsen af bevissikringskendelsen, og som har

direkte relation til bevissikringskendelsens genstand. De regler i fuldbyrdelsesstaten, der er an-

vendelige i nationale sager, skal ligeledes være anvendelige med hensyn til sådanne forklaringer.

Det følger endvidere af artikel 3, stk. 2a, at udveksling af oplysninger om strafferetlige domfæl-

delser hidrørende fra strafferegisteret skal ske i medfør af den rådsafgørelse om udveksling af

oplysninger fra strafferegistre, som blev vedtaget den 21. november 2005, og andre relevante

instrumenter.

Det følger af artikel 4, at en europæisk bevissikringskendelse kan udstedes til brug for straffesa-

ger samt sager anlagt af en administrativ eller judiciel myndighed vedrørende handlinger, der er

strafbare efter udstedelsesstatens nationale lovgivning, da de udgør overtrædelser af gældende

retsregler, og når afgørelsen kan indbringes for en domstol med kompetence navnlig i straffesa-

ger. Dette gælder uanset, om der er tale om en sag vedrørende en fysisk eller juridisk person.

Artikel 5 indeholder regler for bevissikringskendelsens indhold og form, herunder hvilke sprog

der skal anvendes. Det fastsættes, at den europæiske bevissikringskendelse skal indeholde de

oplysninger, der fremgår af formular A i bilaget. Bevissikringskendelsen skal underskrives, og

indholdets rigtighed skal bekræftes af udstedelsesstaten. Udstedelsesstaten skal oversætte den

europæiske bevissikringskendelse til det eller de officielle sprog i fuldbyrdelsesstaten. Medlems-

staterne kan dog, når rammeafgørelsen er vedtaget, afgive erklæring om, at de accepterer en

oversættelse til et eller flere af de officielle sprog, der anvendes af De Europæiske Fællesskabers

institutioner.

Ad afsnit 2: Procedurer og garantier i udstedelsesstaten

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

I artikel 6 fastslås det, at en europæisk bevissikringskendelse alene vil kunne udstedes, hvis ud-

stedelsesstaten har sikret sig, at de ønskede genstande, dokumenter og data er nødvendige og

proportionelle i forhold til den pågældende retssag, og at de omhandlede genstande, dokumenter

og data ligeledes ville kunne fremskaffes ifølge udstedelsesstatens lovgivning, hvis de var til-

gængelige på udstedelsesstatens område, selv om der eventuelt vil skulle anvendes en anden

fremgangsmåde. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at vurderingen af de nævnte forhold

alene foretages i udstedelsesstaten i den konkrete sag.

Artikel 7 fastsætter, at en europæisk bevissikringskendelse skal fremsendes af udstedelsesmyn-

digheden til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor udstedelsesmyndigheden har

rimelig grund til at antage, at de relevante genstande, dokumenter eller data befinder sig, eller i

tilfælde af elektroniske data er direkte tilgængelige i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning.

Bevissikringskendelsen skal fremsendes ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe skrift-

lig dokumentation, og som giver fuldbyrdelsesstaten mulighed for at fastslå ægtheden. Al yderli-

gere officiel kommunikation skal foregå direkte mellem udstedelsesmyndighed og fuldbyrdel-

sesmyndighed.

Endvidere fremgår det bl.a. af bestemmelsen, at medlemsstaterne kan udpege en eller flere cen-

trale myndigheder til at assistere de kompetente myndigheder, og at en central myndighed kan

være ansvarlig for den administrative fremsendelse og modtagelse af bevissikringskendelser.

Bestemmelsen i artikel 8, der omhandler medlemsstaternes mulighed for at afgive en erklæring

om en central strafferegistermyndighed, er slettet i det foreliggende udkast til rammeafgørelse,

idet anmodninger om oplysninger om strafferetlige domfældelser, jf. artikel 3, stk. 2a, ikke læn-

gere er omfattet af rammeafgørelsen.

Artikel 9 fastsætter, at hvis udstedelsesmyndigheden ønsker supplerende genstande, dokumenter

og data i en sag, hvor der tidligere er fremsendt en europæisk bevissikringskendelse eller en ken-

delse om indefrysning af formuegoder eller bevismidler (jf. rammeafgørelsen af 22. juli 2003 om

fuldbyrdelse i Den Europæisk Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevis-

materiale (2003/577/JHA)), skal udstedelsesmyndigheden oplyse herom i (den nye) bevissik-

ringskendelse.

Hvis udstedelsesmyndigheden i overensstemmelse med de gældende bestemmelser herom delta-

ger i fuldbyrdelsen af den europæiske bevissikringskendelse i fuldbyrdelsesstaten, kan denne

indlevere en (ny) kendelse om supplerende bevismateriale direkte til den kompetente fuldbyr-

dende myndighed, mens myndigheden befinder sig i den pågældende stat.

Artikel 10 fastslår, at personoplysninger fremskaffet inden for rammerne af rammeafgørelsen

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

kan anvendes af udstedelsesstaten i forbindelse med sager, i hvilke der kan udstedes en europæ-

isk bevissikringskendelse (jf. artikel 4), andre retsprocedurer og administrative procedurer, som

hænger direkte sammen med sådanne sager, og til forebyggelse af en umiddelbar og alvorlig

trussel mod den offentlige sikkerhed. Anvendelse af personoplysninger fremskaffet inden for

rammerne af rammeafgørelsen til andre formål kan kun ske med fuldbyrdelsesstatens forudgåen-

de samtykke, medmindre udstedelsesstaten har indhentet samtykke fra den oplysningerne vedrø-

rer.

I forbindelse med en bestemt sag kan fuldbyrdelsesstaten kræve, at den medlemsstat, som per-

sonoplysningerne er oversendt til, underretter fuldbyrdelsesstaten om anvendelsen af de pågæl-

dende oplysninger.

De nævnte bestemmelser i artikel 10 finder dog ikke anvendelse på personoplysninger, som er

tilvejebragt af en medlemsstat i medfør af rammeafgørelsen, og som hidrører fra denne med-

lemsstat.

Ad afsnit III: Procedurer og garantier i fuldbyrdelsesstaten

Efter artikel 11 skal fuldbyrdelsesmyndigheden, medmindre den beslutter sig for at påberåbe sig

en af de i artikel 15 eller artikel 18 anførte grunde til at afvise eller udsætte fuldbyrdelsen af en

bevissikringskendelse, anerkende en europæisk bevissikringskendelse, som er fremsendt i hen-

hold til artikel 7, uden yderligere formaliteter, og straks træffe de nødvendige foranstaltninger

med henblik på fuldbyrdelse på samme måde, som myndigheden i fuldbyrdelsesstaten normalt

fremskaffer genstande, dokumenter og data.

Fuldbyrdelsesstaten er ansvarlig for at vælge de foranstaltninger, som i henhold til national lov-

givning skal sikre fremskaffelsen af de i bevissikringskendelsen omhandlede genstande, doku-

menter og data, herunder hvorvidt det er nødvendigt at anvende tvangsforanstaltninger. Alle for-

anstaltninger skal dog foretages i overensstemmelse med gældende procedureregler i fuldbyrdel-

sesstaten.

Det følger videre af bestemmelsen, at medlemsstaterne skal sikre, at samtlige foranstaltninger,

der er anvendelige i en tilsvarende national sag, også er anvendelige med henblik på at fuldbyrde

en bevissikringskendelse, samt at foranstaltninger, inklusiv beslaglæggelse og ransagning (jf.

definitionen heraf ovenfor i artikel 2), er tilgængelige med henblik på at fuldbyrde bevissikrings-

kendelsen i det omfang kendelsen omhandler en forbrydelse, der er opregnet på den positiv-liste,

som fremgår af artikel 16, stk. 2.

Bestemmelsen fastsætter endvidere en valideringsordning, hvorefter fuldbyrdelsesmyndigheden i

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

de tilfælde, hvor udstedelsesmyndigheden ikke er en dommer, en domstol, en undersøgelses-

dommer eller en offentlig anklager, og bevissikringskendelsen ikke er godkendt af en af de disse

myndigheder, kan beslutte, at man ikke vil anvende tvangsforanstaltninger med henblik på at

fuldbyrde bevissikringskendelsen.

En medlemsstat kan desuden afgive en erklæring til Rådets Generalsekretariat om, at man for-

langer en sådan validering i alle sager, hvor udstedelsesmyndigheden ikke er en dommer, dom-

stol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager, og hvor de foranstaltninger, der er nødvendi-

ge for at fuldbyrde bevissikringskendelsen, vil kræve en dommer, domstol, undersøgelsesdom-

mer eller offentlig anklagers medvirken i en tilsvarende national sag.

Artikel 12, der opregnede en række materielle minimumsbetingelser, som skal overholdes ved

fuldbyrdelse af en europæisk bevissikringskendelse, er i det foreliggende udkast til rammeafgø-

relse slettet.

Det fremgår af artikel 13, at fuldbyrdelsesmyndigheden skal opfylde de formkrav og procedurer,

som udstedelsesmyndigheden udtrykkeligt har angivet, medmindre andet er fastsat i denne ram-

meafgørelse, og forudsat at sådanne formkrav og procedurer ikke er i strid med de grundlæggen-

de retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten. Artikel 13 medfører ikke en pligt til at foretage tvangs-

foranstaltninger.

Det bemærkes i relation til artikel 13, at det forventes, at det kommer til at fremgå af den formu-

lar, der er knyttet som bilag til rammeafgørelsen, at udstedelsesmyndigheden kan angive, at

fuldbyrdelsesmyndigheden skal holde det forhold, at der er en efterforskning i gang, samt efter-

forskningens indhold, fortroligt, hvis det er nødvendigt for fuldbyrdelsen af den europæiske be-

vissikringskendelse.

Artikel 14, der omhandler fuldbyrdelsesmyndighedens mulighed for at iværksætte efterforsk-

ningsskridt, der ikke var forudset fra begyndelsen, er i det foreliggende udkast til rammeafgørel-

se slettet. Dele af artikel 14 er imidlertid indsat i artikel 18bis, hvortil der henvises.

Artikel 15 vedrører grundene til at afvise anerkendelse og fuldbyrdelse af en europæisk bevissik-

ringskendelse. Der følger af bestemmelsen, at en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller

anklager kan afslå at anerkende og fuldbyrde en bevissikringskendelse, hvis dette vil være i strid

med princippet om ne bis in idem (hvorefter en person ikke kan straffes for den samme handling

flere gange), eller hvis forbrydelsen i et af de tilfælde, der er nævnt i artikel 16, stk. 3, ikke er

strafbar i fuldbyrdelsesstaten. Fuldbyrdelse vil endvidere kunne afslås, hvis det ikke er muligt at

fuldbyrde bevissikringskendelsen ved hjælp af nogen af de foranstaltninger, som fuldbyrdelses-

myndigheden har adgang til i det specifikke tilfælde i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1,

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

litra b. Fuldbyrdelse vil også kunne afslås, hvis der ifølge fuldbyrdelsesstatens lovgivning gælder

immuniteter og privilegier, der gør det umuligt at fuldbyrde den europæiske bevissikringskendel-

se, eller hvis bevissikringskendelsen ikke er valideret, jf. artikel 11, stk. 2-3, eller fuldbyrdelsen

vil skade essentielle interesser vedrørende den nationale sikkerhed, bringe informationskilden i

fare, eller fuldbyrdelsen vedrører brugen af hemmeligholdt information om specifikke efterret-

ningsrelaterede aktiviteter, eller hvis bevissikringskendelsen er mangelfuld eller ikke er korrekt

udfyldt.

Bestemmelsen fastsætter endvidere, at anerkendelse og fuldbyrdelse kan afslås, hvis bevissik-

ringskendelsen omfatter lovovertrædelser, som efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning betragtes

som begået helt eller delvis på denne medlemsstats territorium eller på et sted, der ligestilles

hermed, eller er begået uden for udstedelsesstatens territorium, og fuldbyrdelsesstatens lov-

givning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er begået

uden for fuldbyrdelsesstatens område.

Beslutningen om at afvise at fuldbyrde eller anerkende en bevissikringskendelse skal træffes af

en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i fuldbyrdelsesstaten. Hvis

bevissikringskendelsen ikke er udstedt af en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller of-

fentlig anklager, men derimod, jf. artikel 2, stk. 1, litra c, 2. tankestreg, af en anden judiciel

myndighed, der er defineret af udstedelsesstaten, og som i den pågældende sag handler i sin

egenskab af efterforskningsmyndighed i straffesager og er kompetent til at kræve bevisoptagelse

i grænseoverskridende sager i henhold til national lovgivning, og bevissikringskendelsen ikke er

valideret af en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i udstedelsessta-

ten, kan beslutningen om afvisning også træffes af en anden judiciel myndighed, der er kompe-

tent i henhold til national lovgivning.

Artikel 16 omhandler spørgsmålet om dobbelt strafbarhed. I henhold til bestemmelsen kræver

anerkendelse og fuldbyrdelse af en europæisk bevissikringskendelse ikke kontrol af, om der gæl-

der dobbelt strafbarhed, medmindre fuldbyrdelsen af kendelsen nødvendiggør brug af ransagning

og beslaglæggelse.

De forbrydelser, som er opregnet på positiv-listen i artikel 16, stk. 2, må dog under ingen om-

stændigheder kontrolleres for dobbelt strafbarhed, selvom det er nødvendigt at foretage ransag-

ning og beslaglæggelse.

Positiv-listen i artikel 16, stk. 2, består af 32 typer af forbrydelser og indeholder desuden et mi-

nimumskrav til strafferammen på tre år. Listen, der svarer til positiv-listen i rammeafgørelsen om

den europæiske arrestordre, og som enstemmigt kan udvides af Rådet, omfatter bl.a. deltagelse i

en kriminel organisation, terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepor-

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

nografi, ulovlig handel med narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse, svig, hvidvask-

ning, falskmøntneri, internetkriminalitet, miljøkriminalitet, menneskesmugling, forsætligt mand-

drab, grov legemsbeskadigelse, racisme, væbnet tyveri og bortførelse.

Hvis forbrydelsen ikke er omfattet af positiv-listen, og fuldbyrdelse af bevissikringskendelsen vil

kræve anvendelse af ransagning og beslaglæggelse, må medlemsstaterne, jf. stk. 3, kontrollere,

om der gælder dobbelt strafbarhed.

Artikel 17 indeholder frister for anerkendelse, fuldbyrdelse og overførsel af bevismateriale. Af

bestemmelsen følger, at medlemsstaterne skal træffe de foranstaltninger, som gør dem i stand til

at overholde de frister, der er fastsat i bestemmelsen. Det følger videre, at hvis udstedelsesmyn-

digheden i den europæiske bevissikringskendelse har anført, at det på grund af proceduremæssi-

ge frister eller andre særligt hastende omstændigheder er nødvendigt med en kortere frist, skal

fuldbyrdelsesmyndigheden i så høj grad som muligt tage højde for en sådan anmodning.

Enhver beslutning om at afvise anerkendelse eller fuldbyrdelse skal træffes så hurtigt som mulig

og ikke senere end 30 dage efter, at den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed har modtaget den

europæiske bevissikringskendelse.

Hvis der ikke findes grunde til udsættelse i henhold til artikel 18, eller hvis fuldbyrdelsesmyn-

digheden ikke allerede har de genstande, dokumenter og data, der anmodes om, i sin besiddelse,

skal fuldbyrdelsesmyndigheden tage disse genstande, dokumenter og data i besiddelse uden for-

sinkelse og senest 60 dage efter, at den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed har modtaget den

europæiske bevissikringskendelse.

Hvis det i en specifik sag ikke er praktisk muligt for den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed at

overholde de ovennævnte frister, underretter denne uden forsinkelse den kompetente myndighed

i udstedelsesstaten herom, herunder om grundene til forsinkelsen og om, hvor lang tid der skøn-

nes nødvendig for at skride til handling.

Medmindre der er indgivet klage, jf. artikel 19, eller der foreligger en udsættelsesgrund, jf. arti-

kel 18, skal fuldbyrdelsesstaten uden forsinkelse udlevere de genstande, dokumenter og data, der

er fremskaffet i forbindelse med den europæiske bevissikringskendelse, til udstedelsesstaten.

I henhold til artikel 18 kan fuldbyrdelsesmyndigheden udsætte afgørelsen om anerkendelse af en

europæisk bevissikringskendelse, hvis formularen i bilaget er ufuldstændig eller åbenlys ukor-

rekt, indtil formularen er udfyldt korrekt eller rettet. Udsættelse kan også ske, hvis den europæi-

ske bevissikringskendelse i et af de tilfælde, der er nævnt i artikel 11, stk. 2 eller 3, ikke er blevet

bekræftet, indtil en sådan bekræftelse er givet.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Fuldbyrdelsesmyndigheden kan desuden udsætte fuldbyrdelsen af en europæisk bevissikrings-

kendelse eller udleveringen af de genstande, dokumenter og data, der er fremskaffet, hvis fuld-

byrdelsen vil kunne påvirke en igangværende strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning, så

længe myndigheden finder en sådan udsættelse nødvendig, eller hvis de omhandlede genstande,

dokumenter og data allerede anvendes i forbindelse med andre sager, indtil de ikke længere er

nødvendige til dette formål.

Så snart grundene til udsættelse ikke længere er til stede, skal fuldbyrdelsesmyndigheden straks

træffe de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde den europæiske bevissikringskendelse og

underrette den relevante kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten herom.

Artikel 18 bis omhandler fuldbyrdelsesmyndighedens forpligtigelse til at orientere udstedelses-

myndigheden i visse nærmere opregnede situationer. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal således

straks orientere udstedelsesmyndigheden, hvis det kan være nødvendigt at foretage uforudsete

efterforskningsskridt, hvis bevissikringskendelsen ikke er fuldbyrdet i overensstemmelse med

fuldbyrdelsesstatens lovgivning, eller hvis fuldbyrdelsesmyndigheden ikke har mulighed for at

efterkomme de formaliteter og procedurer, som udstedelsesmyndigheden, jf. artikel 13, har angi-

vet i bevissikringskendelsen.

Fuldbyrdelsesmyndigheden skal endvidere uden forsinkelse orientere udstedelsesmyndigheden

om, at bevissikringskendelsen, jf. artikel 7, stk. 3, er videresendt til den myndighed (i fuldbyrdel-

sesstaten), der er ansvarlig for at fuldbyrde bevissikringskendelsen, samt om enhver beslutning

om at nægte eller udsætte anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en bevissikringskendelse.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at fuldbyrdelsesmyndigheden uden forsinkelse skal

orientere udstedelsesmyndigheden, hvis de pågældende genstande, dokumenter eller data er for-

svundet, ødelagt, ikke kan findes på den angivne lokalitet, eller lokaliteten ikke er tilstrækkeligt

præcist angivet.

Endelig skal fuldbyrdelsesmyndigheden uden forsinkelse orientere udstedelsesmyndigheden i de

tilfælde, hvor bevissikringskendelsen, med forbehold af artikel 11, stk. 1b, er umulig at fuldbyr-

de med de tilgængelige midler efter fuldbyrdelsesstatens nationale lovgivning.

Artikel 19 foreskriver, at medlemsstaterne skal sikre, at alle interesserede parter, herunder tred-

jemand i god tro, har adgang til retsmidler mod anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en europæisk

bevissikringskendelse. Denne adgang kan begrænses til sager, hvor der er sket fuldbyrdelse via

tvangsforanstaltninger. Klagen skal indgives til en domstol i fuldbyrdelsesstaten i overensstem-

melse med denne stats nationale lovgivning.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

De materielle grunde til udstedelse af en europæisk bevissikringskendelse, herunder overholdelse

af kriterierne i artikel 6, kan, jf. stk. 2, kun påklages ved en domstol i udstedelsesstaten. Udste-

delsesstaten skal sikre, at retlige garantier, der er anvendelige i tilsvarende nationale sager, tillige

er anvendelige i relation til sådanne klager.

Medlemsstaterne skal sikre, at de tidsfrister, der gælder for indgivelse af klage, anvendes på en

måde, der giver alle berørte parter adgang til effektive retsmidler. Hvis der klages i fuldbyrdel-

sesstaten, skal den judicielle myndighed i udstedelsesstaten underrettes herom og om grundene

til klagen, således at udstedelsesmyndigheden kan fremkomme med de argumenter, den finder

nødvendige. Den pågældende myndighed skal informeres om udfaldet af klagen.

Både udstedelses- og fuldbyrdelsesstaten skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at

lette udøvelsen af klageretten, navnlig ved at give de berørte parter de relevante oplysninger.

Fuldbyrdelsesstaten kan suspendere overførslen af bevismateriale, mens udfaldet af en klage

afventes.

Artikel 20 vedrører udstedelsesstatens pligt til at refundere udbetalte erstatningsbeløb til fuldbyr-

delsesstaten.

Artikel 21 i det oprindelige forslag, som omhandlede jurisdiktion for edb-data lagret i et informa-

tionssystem på en anden medlemsstats område, er udgået.

Artikel 22 vedrører overvågningen af rammeafgørelsens effektivitet.

Artikel 23 regulerer forholdet mellem rammeafgørelsen og andre retlige instrumenter på områ-

det.

Det fremgår af bestemmelsen, at rammeafgørelsen

–

uden at det berører forbindelserne mellem

medlemsstaterne og tredjelande

–

skal sameksistere med eksisterende retlige instrumenter, når

disse instrumenter angår anmodninger om gensidig retshjælp vedrørende bevismateriale, der er

omfattet af rammeafgørelsens anvendelsesområde.

Det fremgår endvidere, at udstedelsesmyndigheden skal sætte sin lid til den europæiske bevissik-

ringskendelse, når samtlige de anmodede genstande, dokumenter og data falder inden for ram-

meafgørelsens anvendelsesområde. Udstedelsesmyndigheden må dog anvende en anmodning om

gensidig retshjælp, hvis anmodningen er en del af en større forespørgsel, eller hvis udstedelses-

myndigheden vurderer, at dette vil lette samarbejdet i den konkrete sag.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Medlemsstaterne vil fortsat kunne indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, hvis

disse aftaler eller ordninger udvider rammeafgørelsens mål og indebærer yderligere forenkling af

procedurerne for bevisoptagelse, der falder ind under rammeafgørelsens anvendelsesområde.

Artikel 24

fastslår, at anmodninger om gensidig retshjælp modtaget før […] fortsat skal behand-

les efter de eksisterende regler om gensidig retshjælp i straffesager. Artikel 25 og 26 vedrører

gennemførelse og ikrafttræden.

Gældende dansk ret

De typiske former for anmodninger om retshjælp angår i praksis uden- og indenretlig afhøring af

mistænkte/sigtede/tiltalte/vidner, ransagning, beslaglæggelse, edition, forkyndelse af domme,

retsmødeindkaldelser, anklageskrifter og bødeforlæg samt oplysninger om domme.

Forslaget til rammeafgørelse om en europæisk bevissikringskendelse omfatter ikke forkyndelse

af domme, retsmødeindkaldelser, anklageskrifter samt bødeforlæg, og forslaget tager som ud-

gangspunkt heller ikke sigte på egentlig afhøring af mistænkte mv., jf. herved rammeafgørelsens

artikel 3. Derimod omfatter forslaget efter artikel 3 anmodninger om retshjælp til fremskaffelse

af bevismateriale, som indbefatter, at der foretages ransagning, beslaglæggelse eller edition.

I det følgende beskrives derfor retsplejelovens almindelige bestemmelser for foretagelse af ran-

sagning, beslaglæggelse og edition, idet disse bestemmelser i dag skal være opfyldt for, at dan-

ske myndigheder vil kunne imødekomme udenlandske anmodninger om retshjælp på disse om-

råder, jf. pkt. 3.1.-3.2. Det bemærkes, at fremskaffelse af bevismidler i henhold til rammeafgø-

relsen

–

set i forhold til gældende ret

–

også må antages efter omstændighederne at ville kunne

berøre andre af retsplejelovens bestemmelser om tvangsforanstaltninger i strafferetsplejen, og

disse regler er derfor kort omtalt under pkt. 3.3. For så vidt angår gennemførelsen af udenlandske

retshjælpsanmodninger i straffesager, herunder Danmarks internationale forpligtelser til at yde

sådan retshjælp, beskrives dette under pkt. 3.4.

Der vil derimod ikke

–

i modsætning til det grundnotat, som er oversendt til Folketingets Euro-

paudvalg den 19. juli 2004 og til Folketingets Retsudvalg den 15. juli 2004

–

blive givet en be-

skrivelse af de gældende regler om udveksling af oplysninger om strafbare forhold (officielle

udskrifter fra strafferegisteret), idet det foreliggende udkast til rammeafgørelse ikke omfatter

udveksling af oplysninger fra strafferegistre.

3.1. Ransagning

De gældende regler om ransagning findes i retsplejelovens kapitel 73 (§§ 793-800).

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Af lovens § 793 følger, at politiet kan foretage ransagning af boliger og andre husrum, dokumen-

ter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande og andre genstande samt lokaliteter

uden for husrum. Undersøgelser af lokaliteter eller genstande, som er frit tilgængelige for politi-

et, er ikke omfatter af reglerne i lovens kapitel 73.

Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en mistænkt har rådighed over, må

kun foretages, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der

er undergivet offentlig påtale, og ransagningen må antages at være af væsentlig betydning for

efterforskningen. Hvis der er tale om ransagning af boliger og andre husrum, dokumenter, papi-

rer og lignende samt indholdet af aflåste genstande, kræves det tillige, enten at sagen angår en

lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf, eller at der er bestemte grunde til at

antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen. Fin-

des der under ransagningen hos en mistænkt skriftlige meddelelser eller lignende, som hidrører

fra en person, der efter reglerne i lovens § 170 (dvs. præster i folkekirken eller andre trossam-

fund, læger, forsvarere og advokater) er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen,

eller som efter lovens § 172 (dvs. redaktører og redaktionelle medarbejdere) er fritaget herfor,

må der ikke foretages ransagning af materialet, jf. i det hele retsplejelovens § 794.

Ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en person, der ikke er mistænkt,

har rådighed over, er ikke omfattet af reglerne i kapitel 73, såfremt den pågældende meddeler

skriftligt samtykke til ransagningen eller der i tilslutning til opdagelsen eller anmeldelsen af en

forbrydelse gives samtykke af den pågældende. I øvrigt må ransagning hos en person, der ikke er

mistænkt kun ske, hvis efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medfø-

re fængselsstraf, og der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen, kan findes ved ransag-

ningen. Hos personer, der efter reglerne i lovens § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som

vidne i sagen, er skriftlige meddelelser og lignende vedrørende den mistænkte og den pågælden-

de person samt dennes notater og lignende vedrørende den mistænkte ikke genstand for ransag-

ning. Hos personer, som er omfattet af § 172, er materiale, der indeholder oplysninger om for-

hold, som de pågældende er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen, ikke genstand

for ransagning, jf. i det hele retsplejelovens § 795.

Efter retsplejelovens § 796 træffes afgørelser om ransagning af ”andre genstande og lokaliteter

uden for husrum”, som

en mistænkt har rådighed over, af politiet. I andre tilfælde træffes afgø-

relsen af retten, dog således at (også) politiet kan træffe beslutning om ransagning, hvis ransag-

ningen er rettet imod husrum, lokaliteter eller genstande, som en mistænkt har rådighed over, og

den pågældende samtykker til, at ransagningen foretages. Det samme gælder, hvis der i tilslut-

ning til opdagelsen eller anmeldelsen af en forbrydelse skal ske ransagning af gerningsstedet, og

den person, der har rådighed over vedkommende husrum mv., ikke er mistænkt, og det ikke er

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

muligt straks at komme i kontakt med den pågældende. Der skal i så fald snarest muligt gives

den pågældende underretning om ransagning.

Hvis undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet

træffe beslutning om at foretage ransagningen. Fremsætter den, mod hvis husrum mv. ransagnin-

gen retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge

sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes, jf. lovens § 796, stk. 3.

Ransagning er undergivet et proportionalitetsprincip, og det følger således af lovens § 797, at

ransagning ikke må foretages, hvis det efter undersøgelsens formål, sagens betydning og den

krænkelse og ulempe, som undersøgelsen må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt

indgreb. Ved afgørelsen skal der tillige lægges vægt på, om ransagningen er forbundet med øde-

læggelse eller beskadigelse af ting.

Det følger videre af lovens § 798, at ransagning skal ske så skånsomt, som omstændighederne

tillader, herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og uden ind-

grebet på grund af tidspunktet for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver

anledning til unødig opsigt. Hvis den person, der har rådighed over husrummet mv., eller i den-

nes fravær andre personer træffes til stede, skal de pågældende gøres bekendt med ransagningens

foretagelse og grundlaget herfor samt opfordres til at overvære ransagningen. Foretages ransag-

ningen på grundlag af en retskendelse, skal denne på begæring forevises. Er der tale om et tilfæl-

de, hvor undersøgelsens øjemed ville forspildes (jf. ovenfor) skal politiet vejlede den pågælden-

de om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten. Den person, der har rådighed over hus-

rummet mv., kan kræve, at et af den pågældende udpeget vidne er til stede under ransagningen,

medmindre tidsmæssige eller efterforskningsmæssige grunde taler herimod. Såfremt ransagnin-

gens øjemed gør det påkrævet, herunder hvis der lægges hindringer i vejen for ransagningens

gennemførelse, kan politiet bestemme, at de personer, der træffes til stede, fjernes, mens ransag-

ningen foregår. Træffes der ingen til stede, når en ransagning af boliger og andre husrum, doku-

menter, papirer og lignende skal foretages, tilkaldes så vidt muligt to husfæller eller andre vidner

til at overvære ransagningen. Den person, der har rådighed over husrummet mv. underrettes,

såfremt der er foretaget ransagning efter reglen om ”øjemedets

forspildelse”,

om muligheden for

at få spørgsmålet indbragt for retten.

Såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen foretages, uden at

den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan retten, hvis efterforskningen angår en for-

sætlig overtrædelse af nærmere angivne (alvorlige) bestemmelser i straffeloven, herunder kapitel

12 og 13 (om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod stats-

forfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.), ved kendelse træffe bestemmelse herom, og

om at reglerne om vidners tilstedeværelse mv. (jf. ovenfor) fraviges. Dette gælder dog ikke med

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

hensyn til husrum mv., som nogen, der efter reglerne i lovens § 170 er udelukket fra eller efter

reglerne i § 172 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, har rådighed over. Der

henvises i øvrigt nærmere til lovens § 799.

Endelig er der i lovens § 800 fastsat regler for anvendelsen af oplysninger om en lovovertrædel-

se, der ikke har dannet, og efter de ovennævnte regler heller ikke kunne danne grundlag for ind-

grebet. I et sådant tilfælde vil det ved ransagningen tilvejebragte materiale kunne anvendes af

politiet som led i efterforskningen af den pågældende lovovertrædelse, men ikke som bevis i

retten vedrørende lovovertrædelsen. Retten kan dog bestemme, at dette ikke skal gælde i et til-

fælde, som er omfattet af reglen i lovens § 799 (jf. ovenfor), hvis nærmere angivne betingelser er

opfyldt.

Byrettens afgørelse om ransagning kan indbringes for landsretten.

3.2. Beslaglæggelse og edition

De gældende regler om beslaglæggelse og edition findes i retsplejelovens kapitel 74 (§§ 801-807

d).

Efter retsplejelovens § 801 kan der bl.a. foretages beslaglæggelse til sikring af bevismidler.

Ifølge § 802, stk. 1, kan genstande, som en mistænkt har rådighed over, beslaglægges, såfremt

den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offent-

lig påtale, og der er grund til at antage, at de pågældende genstande kan tjene som bevis. Noget

tilsvarende gælder i forhold til en person, der ikke er mistænkt, idet genstande, som den pågæl-

dende har rådighed over, vil kunne beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædel-

se, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som

bevis, jf. retsplejelovens § 803, stk. 1.

Skriftlige meddelelser eller lignende fra en person, der efter reglerne i lovens § 170 er udelukket

fra at afgive forklaring som vidne i sagen, kan ikke beslaglægges hos en mistænkt. Det samme

gælder materiale, der er omfattet af § 172, når materialet indeholder oplysninger, som den på-

gældende efter § 172 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen.

Efter retsplejelovens § 804 kan der som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er un-

dergivet offentlig påtale, meddeles en person, der ikke er mistænkt, pålæg om at forevise eller

udlevere genstande (edition), hvis der er grund til at antage, at en genstand, som den pågældende

har rådighed over, kan tjene som bevis. Det følger af retspraksis, at allerede lagrede

–

dvs. histo-

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

riske

–

teleoplysninger (hvorved forstås oplysninger om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende

kommunikationsapparater der har været sat i forbindelse med en bestemt telefon eller andet

kommunikationsapparat) kan kræves udleveret efter reglerne om edition, dog forudsat at de ma-

terielle betingelser i retsplejelovens § 781 (om indgreb i meddelelseshemmeligheden) er opfyldt.

Er en genstand udleveret til politiet efter pålæg om edition, finder reglerne om beslaglæggelse

efter § 803, stk. 1, tilsvarende anvendelse, jf. herom ovenfor. Der kan ikke meddeles pålæg om

edition, hvis der derved vil fremkomme oplysning om forhold, som den pågældende ville være

udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. §§ 169-172.

Beslaglæggelse og editionspålæg er undergivet et proportionalitetsprincip, og det følger således

af lovens § 805, at sådanne indgreb ikke må foretages, hvis indgrebet står i misforhold til sagens

betydning og det tab eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre. Kan indgrebets

øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse, kan der

med den, mod hvem indgrebet retter sig, træffes skriftlig aftale herom.

Afgørelse om beslaglæggelse og om pålæg af edition træffes af retten ved kendelse på begæring

af politiet, jf. retsplejelovens § 806. Såfremt den, som indgrebet retter sig imod, har givet sam-

tykke til indgrebet, træffes afgørelse om beslaglæggelse dog af politiet. Hvis indgrebets øjemed

ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet

–

med mulighed for efterfølgende

kontrol ved retten

–

træffe beslutning om beslaglæggelse og om edition, idet beslaglæggelse af

visse trykte skrifter eller lyd- og billedprogrammer dog kun kan ske efter retskendelse.

Inden retten træffer afgørelse vedrørende lovligheden af en af politiet truffet beslutning om be-

slaglæggelse eller om edition i et tilfælde, hvor indgrebets øjemed ellers ville forspildes, skal der

være givet den, mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at udtale sig, jf. § 806, stk. 5. Ligeledes

følger det af § 806, stk. 6, at inden retten træffer afgørelse om pålæg om edition skal der være

givet den, der har rådighed over genstanden, adgang til at udtale sig. Denne bestemmelse finder

dog ikke anvendelse, hvis rettens afgørelse skal danne grundlag for en international retsanmod-

ning om edition.

Efter retsplejelovens § 807, stk. 1, iværksætter politiet beslaglæggelsen. Foretages beslaglæggel-

sen på grundlag af en retskendelse, skal denne på begæring forevises for den, som indgrebet ret-

ter sig imod. Foretages indgrebet i et tilfælde, hvor ”øjemedet ellers ville forspildes”, skal politiet

vejlede den pågældende om adgangen til af få spørgsmålet indbragt for retten.

Politiet foranlediger, jf. § 807, stk. 2, ved henvendelse til den, som indgrebet retter sig imod, at

en kendelse om edition opfyldes. Rettens kendelse skal på begæring forevises for den pågælden-

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

de. Afviser den pågældende uden lovlig grund at efterkomme pålægget, kan de tvangsmidler,

som fremgår af retsplejelovens § 178, anvendes.

Beslaglæggelse sker indtil videre, men indtil sagens afgørelse kan begæring om hel eller delvis

ophævelse af beslaglæggelse fremsættes over for retten af den, der har interesse heri.

Det fremgår af § 807 d, at rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, og

§ 803, stk. 1, bortfalder senest, når sagen er endeligt sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller tiltale-

frafald, medmindre det beslaglagte konfiskeres.

Byrettens afgørelse om beslaglæggelse kan indbringes for landsretten.

3.3. Andre former for strafprocessuelle tvangsindgreb

Som nævnt ovenfor under pkt. 3. vil fremskaffelse af bevismidler i henhold til rammeafgørelsen

–

set i forhold til gældende ret

–

efter omstændighederne også kunne berøre andre af retsplejelo-

vens bestemmelser om tvangsindgreb i strafferetsplejen (end ransagning, beslaglæggelse og edi-

tion).

Dette skyldes dels, at forslaget efter artikel 3, stk. 1, omfatter alle genstande, dokumenter og da-

ta, der kan bruges i straffesager (med undtagelse af nogle positivt opregnede tilfælde i artikel 3,

stk. 2), dels at den europæiske bevissikringskendelse efter forslagets artikel 3, stk. 3, kan udste-

des med henblik på fremskaffelse af eksisterende bevismateriale, der ellers falder ind under und-

tagelsesbestemmelsen i artikel 3, stk. 2, hvis bevismaterialet er blevet indsamlet før udstedelsen

af kendelsen.

Som følge heraf vil en europæisk bevissikringskendelse bl.a. kunne omfatte allerede tilvejebragt

bevismateriale, som udspringer af en gennemført afhøring af mistænkte, vidner mv., eller som

har tilknytning til en gennemført bevisoptagelse fra en persons legeme, herunder udtagning af

dna-prøver. I det sidstnævnte tilfælde vil det pågældende bevismiddel skulle være tilvejebragt i

overensstemmelse med retsplejelovens bestemmelser om legemsundersøgelse, jf. herved lovens

kapitel 72 (§§ 792-792 f). Af disse regler følger det bl.a., at der skal være en begrundet mistanke

om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre

fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller i en overtrædelse af straffelovens § 249, 1. led

(om uagtsom legemsbeskadigelse), og at indgrebet må antages at være af afgørende betydning

for efterforskningen, jf. lovens § 792 a, stk. 2.

Oplysninger om dna-prøver, som er udtaget som led i strafferetlig efterforskning, kan opbevares

og videregives i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 434 af 31. maj 2000 (som ændret ved

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

lov nr. 369 af 24. maj 2005) om oprettelse af et centralt dna-profilregister. Det følger bl.a. af

denne lovs § 5, at der til brug for identifikation af personer kan videregives oplysninger fra regi-

steret til udenlandske domstole samt politi- og anklagemyndigheder til brug for offentlige straf-

fesager, såfremt det i det enkelte tilfælde findes ubetænkeligt.

En europæisk bevissikringskendelse vil som følge af forslagets artikel 3, stk. 3, også kunne om-

fatte bevismateriale, som politiet har tilvejebragt på et tidligere tidspunkt gennem f.eks. aflytning

af samtaler, eller som politiet har udarbejdet på grundlag af yderligere efterforskning, f.eks. via

analyse af eksisterende genstande, dokumenter og oplysninger. Hvad angår det førstnævnte til-

fælde, vil det pågældende bevismiddel skulle være tilvejebragt i overensstemmelse med retsple-

jelovens bestemmelser om indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. herved lovens kapitel 71 (§§

780

–

791 b). Dette betyder bl.a., at bevismidlet alene har kunnet fremskaffes (f.eks. gennem

telefonaflytning), hvis der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives

meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt, hvis indgrebet må antages at

være af afgørende betydning for efterforskningen, og efterforskningen angår en lovovertrædelse,

som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller angår en forsætlig overtrædel-

se af nærmere angivne bestemmelser i straffeloven og udlændingeloven, jf. retsplejelovens §

781, stk. 1.

Hvad særligt angår fremskaffelse af historiske teleoplysninger

–

dvs. oplysninger om, hvilke

telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater der har været sat i forbindelse med en

bestemt telefon eller andet kommunikationsapparat)

–

henvises der til pkt. 3.2. ovenfor. Som det

fremgår her, følger det af retspraksis, at sådanne oplysninger kan kræves udleveret (med tilbage-

virkende kraft) efter reglerne om edition, men at det dog er en forudsætning, at de materielle

betingelser i retsplejelovens § 781 er opfyldt.

3.4. Gennemførelse af udenlandske retshjælpsanmodninger

Retsplejeloven indeholder ikke særlige bestemmelser om gennemførelse af udenlandske anmod-

ninger om retshjælp i form af fremskaffelse af bevismateriale, herunder ved foretagelse af ran-

sagning, beslaglæggelse eller edition.

Danmark har imidlertid tiltrådt den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig rets-

hjælp i straffesager (retshjælpskonventionen), og det følger af artikel 1 i konventionen, at de

kontraherende parter forpligter sig til i overensstemmelse med konventionens bestemmelser i

videst muligt omfang at yde hinanden bistand med henblik på retsforfølgning af forbrydelser.

Efter artikel 3 i konventionen skal den anmodede stat i overensstemmelse med national lovgiv-

ning efterkomme retsanmodninger, der vedrører en straffesag, og som fremsættes af den begæ-

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

rende stats judicielle myndigheder med henblik på fremskaffelse af beviser, herunder f.eks. be-

slaglæggelse eller udlevering af bevismateriale, akter eller dokumenter. Retshjælpskonventio-

nens artikel 3 omfatter ikke udtrykkeligt bistand til gennemførelse af telefonaflytning eller andre

efterforskningsskridt, der ikke var aktuelle, da konventionen blev vedtaget i 1959. Det afhænger

således af den nationale retsorden, om anmodninger vedrørende sådanne efterforskningsskridt

imødekommes, jf. herved Justitsministeriets vejledning af 5. december 2001 om behandlingen af

anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager (side 6)

Danmark har endvidere tiltrådt de tillægsprotokoller fra henholdsvis 1978 og 2001, som rets-

hjælpskonventionen er blevet suppleret med. Tillægsprotokollerne indebærer navnlig en udvidel-

se af konventionens anvendelsesområde til også at omfatte fiskale forbrydelser (1978-

tillægsprotokollen) og visse sager, som kan afgøres af administrative myndigheder (2001-

tillægsprotokollen). Sidstnævnte tillægsprotokol indeholder desuden en række bestemmelser til

udbygning af konventionens bestemmelser om bl.a. fremsendelse af retshjælpsanmodninger og

udsættelse af gennemførelse af retshjælpsanmodninger, som nødvendiggør efterforskning.

Også Schengen-konventionen fra 1990, som indeholder nærmere

–

og i forhold til retshjælps-

konventionen

–

videregående bestemmelser, er tiltrådt af Danmark, jf. lov nr. 418 af 10. juni

1997. Konventionen, som har til formål at supplere og lette anvendelsen af retshjælpskonventio-

nen fra 1959, udvider området for gensidig retshjælp til bl.a. også at omfatte retsforfølgning for

handlinger, der ifølge en eller begge kontraherende parters nationale ret betragtes som overtræ-

delser af bestemmelser, som kan afgøres af administrative myndigheder, hvis afgørelsen kan

indankes for en domstol med kompetence i straffesager, jf. konventionens artikel 49. Efter kon-

ventionens artikel 50 skal der endvidere under nærmere angivne betingelser ydes gensidig rets-

hjælp ved overtrædelser af fiskal lovgivning.

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande (Finland, Island, Norge og Sverige) indgået

Den Nordiske Overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp. Efter artikel 1 i overens-

komsten fremsendes anmodninger om bevisoptagelse direkte mellem de pågældende landes judi-

cielle myndigheder. Den nordiske overenskomst supplerer retshjælpskonventionen for så vidt

angår fremsendelse af retsanmodninger, men overenskomsten regulerer ikke, i hvilket omfang

retsanmodninger om ransagning og beslaglæggelse mv. skal imødekommes. Spørgsmål herom

afgøres efter reglerne i Schengen-konventionens artikel 51.

Ud over retshjælpskonventionen og Schengen-konventionen har Danmark ratificeret en række

andre konventioner, der indeholder bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager. For disse

konventioner, herunder den europæiske konvention af 8. november 1990 om hvidvaskning, efter-

forskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold (Hvidvaskkon-

ventionen) og FN’s konvention af 20. december 1988 om ulovlig handel med narkotika og psy-

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

kotrope stoffer (FN-konventionen), gælder, at anmodninger som hovedregel skal fremsendes

mellem de centrale myndigheder, men at anmodninger i hastende tilfælde vil kunne fremsendes

mellem de judicielle myndigheder.

FN-konventionen har selvstændig betydning i de tilfælde, hvor danske myndigheder i sager ved-

rørende overtrædelser af narkotikalovgivningen har behov for at fremsende anmodninger til lan-

de, der ikke har tiltrådt retshjælpskonventionen. Det følger af konventionens artikel 11, at en part

på anmodning fra en anden part, der har iværksat strafferetlig forfølgning, skal træffe de nød-

vendige foreløbige foranstaltninger som f.eks. fastfrysning eller beslaglæggelse med henblik på

at forhindre handel med, overførsel af eller råden over formuegoder, som ville kunne tjene til at

efterkomme anmodningen. Hvidvaskkonventionen anvendes som grundlag for en retsanmodning

–

eventuelt i kombination med retshjælpskonventionen

–

i den type sager, der er omfattet af kon-

ventionens anvendelsesområde.

Danmark har endelig tiltrådt EU-retshjælpskonventionen fra 2000, som indeholder bestemmelser

om formkrav og fremgangsmåde ved udførelse af anmodninger om gensidig retshjælp samt ma-

terielle regler for anmodninger om visse særlige former for gensidig retshjælp. EU-rets-

hjælpskonventionen er gennemført ved lov nr. 258 af 8. maj 2002. EU-retshjælpskonventionen er

trådt i kraft i Danmark

den 23. august 2005.

Hvad angår tillægsprotokollen (fra oktober 2001) til

EU-retshjælpskonventionen, er denne på nuværende tidspunkt ikke ratificeret af nogen af EU-

medlemslandene.

Uanset at retsplejeloven ikke indeholder særlige bestemmelser om gennemførelse af udenlandske

retsanmodninger om fremskaffelse af bevismateriale, antages det med støtte i retspraksis, at

udenlandske begæringer om retshjælp i straffesager, som indebærer iværksættelse af efterforsk-

ningsskridt i Danmark, herunder bl.a. i form af ransagning, beslaglæggelse og edition, kan imø-

dekommes på grundlag af en analogisk anvendelse af de relevante bestemmelser i retsplejeloven,

herunder reglerne om kompetencen til at træffe beslutning om tvangsindgreb, jf. herom ovenfor

under pkt. 3.1.-3.3.

Dette indebærer bl.a., at en udenlandsk anmodning om iværksættelse af efterforskningsskridt i

form af f.eks. ransagning, beslaglæggelse eller edition, vil kunne imødekommes, hvis det pågæl-

dende efterforskningsskridt kan iværksættes i forbindelse med en tilsvarende national strafferet-

lig efterforskning. Gennemførelse af udenlandske retshjælpsanmodninger er endvidere betinget

af, at det forhold, som efterforskningen vedrører, er strafbart efter dansk lovgivning (krav om

dobbelt strafbarhed), og at forholdet er undergivet offentlig påtale. I visse tilfælde er det desuden

en forudsætning, at lovovertrædelsen kan medføre en nærmere angiven minimumsstraf (straffe-

rammekravet).

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Der gælder ikke efter de internationale konventioner en absolut pligt for det anmodede land til at

gennemføre en anmodning om retshjælp i form af fremskaffelse af bevismateriale, herunder ved

foretagelse af ransagning, beslaglæggelse eller edition.

Efter retshjælpskonventionens artikel 2 (sammenholdt med tillægsprotokollen fra 1978, artikel 2)

kan anmodninger om retshjælp afslås, hvis anmodningen vedrører en forbrydelse, der af den an-

modede stat betragtes som en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har forbindelse med

en politisk forbrydelse. Endvidere kan en anmodning afslås, hvis den anmodede stat finder, at

imødekommelse af anmodningen vil kunne krænke den pågældende stats suverænitet, bringe

dens sikkerhed i fare, stride mod dens almindelige retsprincipper eller skade andre livsvigtige

interesser.

Den anmodede stat kan endvidere efter retshjælpskonventionens artikel 5 ved at afgive en erklæ-

ring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen af konventionen

eller ved deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument forbeholde sig, at retsan-

modninger om ransagning eller beslaglæggelse kun skal efterkommes, når den forbrydelse, som

har givet anledning til retsanmodningen, er strafbar efter såvel den begærende som den anmode-

de stats lovgivning (litra a), eller den forbrydelse, som har givet anledning til retsanmodningen,

kan medføre udlevering efter det anmodede lands lovgivning (litra b), eller at efterkommelse af

retsanmodningen er forenelig med den anmodede stats lovgivning (litra c).

Danmark har afgivet erklæring om, at en retsanmodning om ransagning eller beslaglæggelse vil

kunne afslås, hvis betingelserne i artikel 5, litra a og c, i retshjælpskonventionen ikke er opfyldt i

den konkrete sag.

For så vidt angår anmodninger om retshjælp i henhold til Schengen-konventionen, følger det af

artikel 51, at de kontraherende parter ikke må stille andre betingelser for efterkommelse af rets-

anmodninger om ransagning og beslaglæggelse end, at den handling, der ligger til grund for rets-

anmodningen, efter begge kontraherende parters lovgivning skal kunne straffes med frihedsstraf

eller sikkerhedsforanstaltning af en varighed på mindst 6 måneder, eller den skal efter den ene

kontraherende parts lovgivning kunne straffes tilsvarende og efter den anden kontraherende parts

lovgivning kunne afgøres som en overtrædelse af bestemmelser af administrative myndigheder,

hvis afgørelse kan indankes for en domstol med kompetence i straffesager. Der kan endvidere

stilles krav om, at efterkommelse af retsanmodningen skal være forenelig med den anmodede

stats lovgivning.

Ifølge artikel 18 i Hvidvaskkonventionen gælder der tilsvarende muligheder for at afslå at imø-

dekomme en retshjælpsanmodning.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

De nævnte konventioner indeholder desuden nærmere bestemmelser om fremgangsmåden ved

fremsendelse af retshjælpsanmodninger og om indholdet mv. heraf. Der kan herom bl.a. henvises

til Justitsministeriets vejledning af 5. december 2001 om behandlingen af anmodninger om gen-

sidig retshjælp i straffesager.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Retsplejeloven indeholder som nævnt ovenfor under pkt. 3 ingen særlige bestemmelser om gen-

nemførelse af udenlandske begæringer om efterforskning i Danmark, herunder bl.a. i form af

fremskaffelse af bevismateriale ved ransagning, beslaglæggelse og edition. Imidlertid antages det

med støtte i retspraksis, at sådanne anmodninger fra udenlandske myndigheder på visse betingel-

ser kan gennemføres her i landet efter en analogi af de relevante bestemmelser i retsplejeloven,

herunder reglerne om kompetencen til at træffe beslutning om sådanne efterforskningsskridt.

Det vil imidlertid efter dansk ret ikke være muligt at anerkende og foretage direkte gennemførel-

se af udenlandske retsanmodninger i overensstemmelse med de regler, der følger af forslaget til

rammeafgørelse.

Gennemførelse her i landet af en udenlandsk retsanmodning forudsætter, at der forinden indgre-

bet iværksættes

–

og i overensstemmelse med retsplejelovens kompetenceregler

–

foretages en

prøvelse af, om gennemførelsen af det pågældende indgreb er foreneligt med dansk ret, herunder

om retsplejelovens materielle betingelser for foretagelse af indgrebet er opfyldt.

Forslaget til rammeafgørelse indebærer imidlertid en forpligtelse til at træffe beslutning om at

gennemføre en udenlandsk retsanmodning (i form af en bevissikringskendelse), hvis det i ram-

meafgørelsen nævnte certifikat er fremsendt og korrekt udfyldt. Danske myndigheder vil derfor i

en række tilfælde ikke kunne foretage en prøvelse af, hvorvidt (nugældende) krav om dobbelt

strafbarhed er opfyldt. Med rammeafgørelsen forpligtes Danmark til at sikre, at foranstaltninger,

inklusive beslaglæggelse og ransagning, altid er tilgængelige med henblik på at fuldbyrde bevis-

sikringskendelsen, i det omfang kendelsen omhandler en forbrydelse, der er opregnet på den po-

sitiv-liste, som fremgår af artikel 16, stk. 2. Dansk politi vil med andre ord skulle ransage lokali-

teter i Danmark, selvom en ransagning ikke nødvendigvis ville være mulig i en tilsvarende nati-

onal sag, hvis forbrydelsen er omfattet af positiv-listen.

Den ordning, som forslaget til rammeafgørelse lægger op til, vil derfor kræve, at der fastsættes

særlige regler herom i dansk ret, idet de materielle betingelser, der efter dansk ret vil skulle være

opfyldt for at kunne foretage et tvangsindgreb i forbindelse med en udenlandsk retshjælpssag,

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

ikke ved de forbrydelser, der er omfattet af positiv-listen i artikel 16, stk. 2, vil kunne oprethol-

des inden for anvendelsesområdet for forslaget til rammeafgørelse om den europæiske bevissik-

ringskendelse. Dette gælder såvel med hensyn til det såkaldte kriminalitetskrav (dvs. betingelsen

om, at den efterforskede kriminalitet skal være af en vis grovhed, stigende med intensiteten af

det pågældende tvangsindgreb, f.eks. i form af et krav til strafferammen), som med hensyn til det

såkaldte mistankekrav (dvs. den styrke, hvormed mistanken retter sig mod en mulig gernings-

mand ligeledes varierende med indgrebets intensitet) samt for så vidt angår den såkaldte indika-

tionsbetingelse (dvs. det konkrete behov for at anvende netop det pågældende tvangsindgreb i

den aktuelle efterforskning). Kravet om, at forholdet også er strafbart efter dansk ret, som i rela-

tion til internationale retshjælpsbegæringer indgår som en del af kriminalitetskravet, vil dog kun-

ne opretholdes, hvis der er behov for ransagning og beslaglæggelse (og edition), og der er tale

om en lovovertrædelse, som ikke er omfattet af den liste, som fremgår af forslagets artikel 16,

stk. 2 (positiv-listen).

Forslaget giver desuden anledning til at overveje, om der i en gennemførelseslov må fastsættes

regler om den europæiske bevissikringskendelses indhold og eventuelt også om dens form.

Ligeledes må det

–

inden for rammerne af rammeafgørelsen

–

overvejes at fastsætte nærmere

regler om, under hvilke betingelser en europæisk bevissikringskendelse vil kunne anerkendes,

samt hvorledes fuldbyrdelse heraf skal finde sted, jf. bl.a. rammeafgørelsens artikel 15 (om af-

slagsgrunde) og artikel 18 (om udsættelse af fuldbyrdelse). Også rammeafgørelsens artikel 17,

hvori der opstilles en række frister for anerkendelse, fuldbyrdelse og overførsel af bevismateria-

le, giver anledning til lovgivningsmæssige overvejelser, og det samme gælder med hensyn til den

procedure vedrørende klageadgang, der er foreslået i artikel 19, og med hensyn til artikel 20 om

udstedelsesstatens ansvar.

Det vil endelig skulle overvejes, om der skal foretages visse ændringer af de gælder regler for

videregivelse af oplysninger, som politiet er kommet i besiddelse af i forbindelse med efter-

forskning i en straffesag.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Forslaget vurderes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser af betydning.

Høring

Kommissionens oprindelige forslag har været sendt i høring hos følgende myndigheder og orga-

nisationer:

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns

Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i

Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig-

foreningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig øko-

nomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politi-

fuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikke-

de advokater, Datatilsynet, Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for

Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Den Danske Dommerforening, Domstols-

styrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politi-

mestre i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede

advokater, Datatilsynet og Institut for Menneskerettigheder.

Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Politidirektøren i København

Politi-

forbundet i Danmark

har oplyst, at de ikke har bemærkninger til forslaget.

Præsidenten for Østre Landsret

Præsidenten for Vestre Landsret

har bemærket, at

spørgsmålet om, hvorvidt man fra dansk side bør tilslutte sig en ordning, som indebærer, at dan-

ske domstole skal medvirke til bevissikring til brug for straffesager i andre lande, selv om de

pågældende bevissikringsskridt ikke ville være tilladt

–

eller i det enkelte tilfælde ikke kunne

foretages

–

efter de gældende danske regler, såfremt der var tale om en straffesag i Danmark, er

et spørgsmål af en sådan retspolitisk karakter, at de ikke finder at burde udtale sig herom.

5.1. Generelle bemærkninger til forslaget

Rigsadvokaten

har bemærket, at han finder det tvivlsomt, om Kommissionens antagelse om, at

det eksisterende samarbejde om bevisoptagelse er langsomt og ineffektiv, og at de forskellige

nationale lovgivninger udgør hindringer for samarbejdet, uden videre er rigtig. Rigsadvokaten

peger på, at nye regler om gensidig retshjælp bør afvente ikrafttrædelsen af og erfaringerne med

EU-konventionen fra maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager og 2001-protokollen hertil.

Foreningen af Politimestre i Danmark

har anført, at de eksisterende retshjælpskonventioner

mv. fungerer tilfredsstillende i praksis, og at det må forventes, at samarbejdet vil kunne effektivi-

seres yderligere, når bl.a. EU-konventionen fra maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager og

2001-protokollen hertil træder i kraft. Igangsættelse af nye omfattende initiativer bør efter for-

eningens opfattelse afvente erfaringerne med disse instrumenter.

Advokatrådet

fremhæver, at princippet om gensidig tillid, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgø-

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

relser truffet af en myndighed i en anden EU-medlemsstat uden nogen selvstændig kontrol i

fuldbyrdelsesstaten giver anledning til væsentlige overvejelser i relation til det opstillede mål om

et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed

–

navnlig vedrørende gensidig anerkendelse af

afgørelser om strafprocessuelle tvangsindgreb under efterforskningen. Målsætningen om et om-

råde med frihed, sikkerhed og retfærdighed må efter Advokatrådets opfattelse også indebære, at

borgere og virksomheder i EU-medlemsstaterne beskyttes mod uberettigede eller ikke-

proportionale indgreb fra myndighedernes side. Gennemførelse af EU-regler bør således ikke

efter Advokatrådets opfattelse føre til, at retssikkerhedsniveauet i medlemsstaterne sænkes til

laveste fællesnævner.

Advokatrådet peger endvidere på, at forudsætningen for anerkendelse og fuldbyrdelse i Danmark

uden selvstændig prøvelse hos de danske myndigheder bør være, at der er sikkerhed for, at de

retssikkerhedsgarantier, som gælder i Danmark, også er lovfæstede og praktiseres i de øvrige

medlemsstater. Advokatrådet peger i den forbindelse på, at der ikke i forslaget er redegjort for

retsstillingen i de 25 medlemsstater, men at det derimod fremgår, at forskellene mellem landenes

lovgivning er en barriere for kriminalitetsbekæmpelsen. Efter Advokatrådets opfattelse er der

store forskelle mellem beskyttelsesniveauet i de enkelte medlemsstater, uagtet alle stater er for-

pligtet til at overholde de garantier, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-

on, og som er væsentligt lavere end det generelle retssikkerhedsniveau i et land som f.eks. Dan-

mark.

Advokatrådet fremhæver herudover, at forslaget ikke tager højde for, at de nationale regler om

tvangsindgreb inden for strafferetsplejen består af et regelkompleks, der er baseret på sin egen

indre sammenhæng og balance mellem hensynet til kriminalitetsbekæmpelse og hensynet til den

enkeltes retssikkerhed.

For så vidt angår behovet for nye regler på området bemærker Advokatrådet, at Kommissionens

forslag ikke indeholder en nærmere redegørelse for de problemer, som de eksisterende ordninger

for gensidig bistand til bevisoptagelse i straffesager, giver anledning til.

Datatilsynet

har bemærket, at forslaget

–

sammen med andre forslag om øget informationsud-

veksling inden for det politi- og strafferetlige samarbejde

–

aktualiserer behovet for at overveje

et generelt og opdateret databeskyttelsesretligt instrument på området. I mangel af et mere gene-

relt instrument på området finder Datatilsynet, at databeskyttelse i forbindelse med det planlagte

intensiverede samarbejde bør omtales i selve forslaget til rammeafgørelse og ikke blot ved en

henvisning til artikel 23 i EU-konvention fra maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager. Da-

tatilsynet henviser i den forbindelse til, at Schengen- og Europol-konventionerne indeholder en

særskilt regulering om beskyttelse og sikring af personoplysninger. Datatilsynet anbefaler, at der

indsættes regler om f.eks. formålsbestemthed, sikker behandling af oplysninger og tilsyn med

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

behandlingerne i selve rammeafgørelsen.

Institut for Menneskerettigheder

anfører, at forslaget bygger på en forudsætning om, at de

enkelte medlemsstater opfylder kravene i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved

udstedelsen af bevissikringskendelser. For det tilfælde, at enkelte eller flere af EU-

medlemsstaterne anvender minimumskrav for at kunne foretage ransagning mv., som ligger un-

der det niveau, man i Danmark finder retssikkerhedsmæssigt forsvarlig, fordi det måtte være i

strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan det efter Instituttets opfattelse

ikke udelukkes, at Danmark ved at fuldbyrde en bevissikringskendelse uden forudgående prøvel-

se, kan ifalde et passivitetsansvar. I hvert fald såfremt der konkret er forhold i sagen, der tyder

på, at retssikkerhedsgarantierne ikke er overholdt, og de danske myndigheder undlader at under-

søge forholdet under processen i Danmark. Det er på den baggrund Instituttets opfattelse, at det

bør overvejes at indføre mulighed for afvisning af en bevissikringskendelse, hvis fuldbyrdelse vil

føre til et resultat, som strider mod fuldbyrdelsesstatens retsopfattelse, herunder hvis anerkendel-

sen eller fuldbyrdelsen må anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention.

5.2. Definitioner

Advokatrådet

har ad forslagets artikel 2, litra c),

hvorefter ”udstedelsesmyndighed” efter forsla-

get kan være den dommer, undersøgelsesdommer eller anklager, der ifølge national ret kan ud-

stede en europæisk bevissikringskendelse, bemærket, at denne afgræsning vil kunne indebære, at

myndighederne i fuldbyrdelsesstaten i givet fald vil være forpligtet til at fuldbyrde f.eks. en ran-

sagningskendelse udstedt af anklagemyndigheden i en anden medlemsstat uden, at der vil kunne

foretages en reel domstolsprøvelse af, om ransagningen bør gennemføres. Efter Advokatrådets

opfattelse rejser et sådant fravær af domstolskontrol spørgsmål i forhold til grundlovens § 72.

5.3. Anvendelsesområde

Rigsadvokaten

bemærker, at de mange begrænsninger i rækkevidden af forslaget i praksis vil

være vanskelige at håndtere, og at afgrænsningen af anvendelsesområdet formentlig vil føre til

yderligere usikkerhed på et området, der for praktikere allerede i dag synes vanskeligt. Rigsad-

vokaten peger på, at en række meget praktisk anvendte bevisindsamlingsmetoder ligger uden for

bevissikringskendelsens anvendelsesområde, jf. pkt. 1.6. i begrundelsen for forslaget, samtidig

med at forslaget inden for sit anvendelsesområde er meget bredt, og at alle mulige tvangsindgreb

og bevissikringsskridt kan komme på tale.

Advokatrådet

peger på, at politiets (eksisterende) afhøringsrapporter efter artikel 3 kan udleve-

res og anvendes som bevismateriale i et tilfælde, hvor der ikke er adgang til at kræve den afhørte

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

person genafhørt. Advokatrådet peger endvidere på, at der efter forslaget ikke stilles krav om, at

en afhøringsrapport skal vedrøre samme sagsforhold, ligesom der ikke sondres mellem, om der

er tale om afhøring af en sigtet eller et vidne, eller stilles krav om, at den afhørte er blevet vejledt

om muligheden for senere udlevering af rapportmateriale. Advokatrådet anfører i den forbindel-

se, at de europæiske retssystemer tillægger politirapporter forskellig bevismæssig vægt, herunder

at politirapporter efter dansk ret som hovedregel ikke kan anvendes som bevis under en retssag,

at det efter dansk ret ikke kan tillægges selvstændig betydning, om tiltalte eller vidner under af-

høring hos politiet har nægtet at udtale sig, og at det efter dansk ret ikke er muligt at tiltale vidner

for at lægge hindringer i vejen for politiets efterforskning (ved at nægte at udtale sig til politiet).

I modsætning hertil kan politiafhøringer i andre europæiske lande tillægges større bevismæssig

vægt, ligesom der i visse tilfælde er mulighed for at rejse tiltale for obstruktion af politiets arbej-

de.

5.4. Typer af retssager omfattet af den europæiske bevissikringskendelse

Advokatrådet

finder, at formuleringen af artikel 4, litra b), om sager, der er anlagt af en admini-

strativ myndighed vedrørende handlinger, der er strafbare, og hvor afgørelsen kan give anledning

til en procedure ved en domstol, efterlader tvivl om det præcise anvendelsesområde for bevissik-

ringskendelsen.

5.5. Betingelser for udstedelse af en europæisk bevissikringskendelse

Præsidenten for Københavns Byret

finder, at det forhold, at der efter forslaget ikke vil kunne

opretholdes et strafferammekrav som betingelse for at fuldbyrde en udenlandsk bevissikrings-

kendelse kan give anledning til nærmere overvejelser.

Advokatrådet

finder, at artikel 6, litra a), hvorefter en bevissikringskendelse kan udstedes, når

de ønskede genstande, dokumenter og data er nødvendige og proportionale, er vag og upræcis.

Advokatrådet peger således på, at de hensyn, der fremgår af bestemmelsen, ikke er sammenfal-

dende med de hensyn, der efter retsplejeloven indgår som betingelse for f.eks. ransagning, og at

dette kan indebære, at danske myndigheder vil skulle gennemføre ransagning på et grundlag,

som ikke ville være tilstrækkeligt til at gennemføre en ransagning efter dansk ret. Advokatrådet

finder, at bevissikringskendelsen i praksis vil betyde, at beskyttelsen af borgeren i fuldbyrdelses-

landet vil ligge på det niveau, som udstedelseslandets lovgivning sikrer.

Landsforeningen af beskikkede advokater

har ligeledes påpeget, at bevissikringskendelsen

giver mulighed for at foretage strafprocessuelle tvangsindgreb efter begæring fra andre EU-

medlemsstater, som ikke vil kunne foretages efter danske strafprocessuelle regler. Foreningen

bemærker i den forbindelse, at man ikke kan anbefale en justering af retsplejeloven med henblik

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

på at gøre sådanne (danske) indgreb mulige.

5.6. Den centrale strafferegistermyndighed

Rigspolitichefen

har bemærket, at han ikke har bemærkninger til forslagets bestemmelser om

officielle udskrifter fra strafferegistre (navnlig artikel 8).

5.7. Supplerende bevismateriale

Advokatrådet

har anført, at bestemmelsen i forslagets artikel 9 om kendelse om supplerende

bevismateriale giver den anmodende myndighed, som deltager i fuldbyrdelsen af bevissikrings-

kendelsen, fuld kontrol over den praktiske gennemførelse af bevissikringsanmodningen, hvilket

synes at rejse spørgsmål om, hvorvidt myndighedsudøvelsen fortsat reelt foretages af den fuld-

byrdende stats myndigheder.

5.8. Betingelser for anvendelse af personoplysninger

Datatilsynet

har bemærket, at det er uklart, hvad der reelt er indholdet i sidste del af artikel 10,

stk.1, om personoplysninger fremskaffet inden for rammerne af rammeafgørelsen til andre for-

mål end nævnt i første afsnit. Datatilsynet finder det endvidere uklart, hvad der sigtes til med

bestemmelsen i artikel 10, stk. 4, hvorefter artikel 10 ikke finder anvendelse på personoplysnin-

ger, som er tilvejebragt af en medlemsstat i medfør af denne rammeafgørelse, og som hidrører

fra denne medlemsstat.

5.9. Anerkendelse og fuldbyrdelse uden yderligere prøvelse

Foreningen af Politimestre i Danmark

finder, at den manglende mulighed for at afprøve, om

gennemførelsen af den udenlandske retsanmodning vil være forenelig med dansk ret, er i strid

med principper, som bør være grundlæggende for gennemførelsen af strafprocessuelle tvangs-

indgreb på områder, hvor lovgivningen endnu ikke er harmoniseret.

Advokatrådet

bemærker, at den manglende adgang for den udførende myndighed til at foretage

en selvstændig kontrol efter Advokatrådets opfattelse ikke er udtryk for gensidig tillid. Advokat-

rådet finder derimod, at der er risiko for, at princippet om gensidig tillid i realiteten bliver et

skjold for den anmodende myndighed, som ikke behøver at redegøre nærmere for grundlaget for

sin beslutning. Gensidig tillid bør efter Advokatrådets opfattelse være baseret på fuld åbenhed

om grundlaget for beslutningen, og den anmodende medlemsstat bør således have fuld tillid til,

at den udførende stats myndigheder alene vil nægte at gennemføre anmodningen, hvis den finder

at være forpligtet og berettiget hertil.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Landsforeningen af beskikkede advokater

finder det betænkeligt, at retsakter fra andre EU-

medlemsstater skal anerkendes umiddelbart uden materiel prøvelse i fuldbyrdelseslandet.

Institut for Menneskerettigheder

anfører, at kravet om gennemførelse i Danmark af f.eks. en

ransagningskendelse afsagt i en anden EU-medlemsstat efter dette lands lovgivning gør det

yderst vanskeligt for en borger i fuldbyrdelsesstaten at forudsige sin retsstilling i forhold til et

sådan indgreb i privatlivet. Efter Instituttets opfattelse er det tvivlsomt, om indgreb i retten til

privatliv foretaget på grundlag af en europæisk bevissikringskendelse, vil kunne leve op til det

legalitetskrav, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2.

Institut for Menneskerettigheder har endvidere anført, at det efter forslaget vil kunne forekomme,

at danske myndigheder skal foretage beslaglæggelse af skrifter mv., herunder ikke offentliggjorte

skrifter, uanset at der ikke er grundlag herfor efter dansk ret. Dette vil efter instituttets opfattelse

åbne op for den mulighed, at danske myndigheder vil skulle efterkomme europæiske bevissik-

ringskendelser om beslaglæggelse af ikke offentliggjorte skrifter, som ikke opfylder kravene til

domstolsprøvelse i grundlovens § 77, hvorefter ansvar for ytringer skal udmøntes af domstolene.

5.10. Garantier for fuldbyrdelse (minimumsgarantier)

Institut for Menneskerettigheder

finder det positivt, at der ved forslagets artikel 12, stk. 1, litra

b), er taget højde for, at princippet om forbud mod selvinkriminering, jf. Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention artikel 6, skal overholdes i forbindelse med fuldbyrdelsen af en euro-

pæisk bevissikringskendelse. Instituttet finder det endvidere positivt, at der i forslagets artikel 15

er taget højde for princippet om, at en person ikke kan dømmes to gange for samme forhold (”ne

bis in idem”-

princippet).

5.11. Afslagsgrunde

Rigspolitichefen

finder, at der bør indsættes en afslagsgrund svarende til artikel 2 i retshjælps-

konventionen fra 1959, hvorefter en anmodning om retshjælp kan afslås, hvis den vedrører en

forbrydelse, der af den anmodede stat betragtes som en politisk forbrydelse eller en forbrydelse,

der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller hvor den anmodede stat finder, at imøde-

kommelse af anmodningen vil kunne krænke den pågældende stats suverænitet, bringe dens sik-

kerhed i fare, stride mod dens almindelige retsprincipper eller skade andre livsvigtige interesser.

Rigspolitichefen har som baggrund for forslaget henvist til, at det er en forudsætning for efterret-

ningstjenesternes modtagelse af oplysninger fra samarbejdsparter i ind- og udland, at sådanne

oplysninger alene anvendes til efterretningsmæssig brug og ikke videregives til andre. Det vil

således ofte være af afgørende betydning for efterretningstjenestens arbejde og effektivitet, at

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

materiale fra tidligere og igangværende efterforskning ikke kompromitteres ved f.eks. at skulle

indgå i en straffesag i ind- eller udland, herunder på grundlag af en europæisk bevissikringsken-

delse.

Advokatrådet

har bemærket, at rækkevidden i forslagets artikel 15, stk. 2, litra b, om mulighed

for at afvise fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse, hvis der ifølge fuldbyrdelsesstatens lov-

givning gælder immuniteter og privilegier, der gør det umuligt at fuldbyrde den europæiske be-

vissikringskendelse, ikke er ganske klar. Rådet peger herved på, at det synes usikkert, om kred-

sen af vidneudelukkede personer, jf. retsplejelovens §§ 169-172, vil være omfattet af bestemmel-

sen. Rådet finder det endvidere usikkert, om regler i dansk lovgivning, som udelukker anvendel-

se af oplysninger fra f.eks. et register i efterforskningsmæssig og strafferetlig sammenhæng, skal

forstås som en ”immunitet”.

Institut for Menneskerettigheder

finder, at det bør overvejes at indføre mulighed for at afslå at

anerkende og fuldbyrde en europæisk bevissikringskendelse, hvis anerkendelse og fuldbyrdelse

må anes for at være i strid med fuldbyrdelsesstatens retsopfattelse, herunder hvis det anses for

stridende med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

5.12. Dobbelt strafbarhed

Præsidenten for Københavns Byret

anfører, at det forhold, at der efter forslaget ikke vil kunne

opretholdes et strafferammekrav som betingelse for at fuldbyrde en udenlandsk bevissikrings-

kendelse kan give anledning til nærmere overvejelser.

Foreningen af Politimestre i Danmark

Advokatrådet

har givet udtryk for betænkeligheder

i forhold til, at der efter forslaget

–

efter en overgangsperiode

–

ikke kan opstilles krav om dob-

belt strafbarhed.

Landsforeningen af beskikkede advokater

tager afstand fra afskaffelse af kravet om dobbelt

strafbarhed.

5.13. Klage

Præsidenten for Københavns Byret

bemærker, at forslagets artikel 19, hvorefter de materielle

forhold, der ligger til grund for en bevissikringskendelse, kun kan påklages til udstedelsesstaten,

kan gøre det vanskeligt for personer, der er bosiddende i fuldbyrdelsesstaten, at udnytte klagead-

gangen, og det kan derfor overvejes, om der bør gennemføres tiltage med henblik på at lette kla-

geadgangen.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Datatilsynet

udtrykker betænkeligheder over for forslaget om, at de omhandlede genstande, do-

kumenter og data af udstedelsesmyndigheden kan kræves udleveret senest 60 dage efter fuldbyr-

delsen af bevissikringskendelsen, selv om der i fuldbyrdelsesstaten er indgivet en klage i anled-

ning heraf.

Advokatrådet

finder, at forslaget om, at klage skal ske til en domstol i udstedelsesstaten, i en

række tilfælde vil gøre det umuligt eller særdeles vanskeligt og bekosteligt at udnytte klagead-

gangen. Advokatrådet finder, at muligheden for at suspendere en udlevering af genstande mv. i

60 dag, hvis der indgivet klage, er en helt utilstrækkelig beskyttelse af den, indgrebet rettes imod.

Landsforeningen af beskikkede advokater

bemærker, at såfremt forslaget gennemføres, bør

der skabes mulighed for, at danske statsborgere kan få beskikket en advokat i forbindelse med en

klage til en anden medlemsstats domstole.

Nærhedsprincippet

Formålet med forslaget er

–

ifølge Kommissionen

–

ved anvendelse af princippet om gensidig

anerkendelse at skabe et hurtigere og mere effektivt retligt samarbejde i straffesager og erstatte

den eksisterende ordning for gensidig retshjælp i forhold til fremskaffelse af genstande, doku-

menter og data til brug i straffesager. Kommissionen har ikke i forslaget redegjort nærmere for

forholdet til nærhedsprincippet. Forslaget har som nævnt til formål at skabe et hurtigere og mere

effektivt retligt samarbejde i straffesager. Forslaget vurderes på denne baggrund ikke at rejse

spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side har man fra starten været meget skeptisk over for Kommissionens forslag, som

dog på en række afgørende punkter er blevet forbedret, således at man nu fra dansk side generelt

ser positivt på det foreliggende udkast til rammeafgørelse.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet er den 31. marts 2004 fremkommet med en foreløbig udtalelse om forslaget.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

I sin foreløbige udtalelse opfordrer Europa-Parlamentet bl.a. til, at der i forslagets artikel 6 indfø-

jes et krav om, at udstedelsesstaten i bevissikringskendelsen skal godtgøre, at de ønskede gen-

stande mv. er nødvendige og proportionale og ifølge udstedelsesstatens lovgivning vil kunne

fremskaffes under lignende omstændigheder på udstedelsesstatens område samt vil kunne anta-

ges som bevis i den retssag, de rekvireres til. Europa-Parlamentet har endvidere foreslået, at der i

artikel 9 indsættes et krav om begrundelse for, at udstedelsesstaten ønsker supplerende bevisma-

teriale i tilknytning til den oprindelige bevissikringskendelse.

I forhold til artikel 10 om betingelser for anvendelse af personoplysninger anbefaler Europa-

Parlamentet, at der indføjes en bestemmelse om registrerede personers ret til at påberåbe sig de

rettigheder om databeskyttelse, som måtte være hjemlet i enten udstedelsesstatens eller fuldbyr-

delsesstatens nationale lovgivning.

Europa-Parlamentet foreslår endvidere, at der indsættes en række yderligere afslagsgrunde i for-

slagets artikel 15, idet Parlamentet finder, at anerkendelse og fuldbyrdelse af en bevissikrings-

kendelse skal afslås, hvis udstedelsesstaten har anmodet en anden medlemsstat om at foretage

retsforfølgning, hvis den pågældende lovovertrædelse er omfattet af amnesti i fuldbyrdelsessta-

ten, og denne stat har kompetence til at forfølge sagen, hvis den person, der er omfattet af ken-

delsen er under den kriminelle lavalder i fuldbyrdelsesstaten, hvis der er grund til at formode, at

bevissikringskendelsen er udtryk for forfølgelse på grund af den pågældende persons køn, race,

religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering,

hvis fuldbyrdelsen vil strid mod fuldbyrdelsesstatens forfatningsmæssige regler om retfærdig

rettergang, beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger samt foreningsfrihed, ytringsfri-

hed og pressefrihed, og hvis der er væsentlige grunde til at formode, at fuldbyrdelsen vil under-

grave respekten for grundlæggende rettigheder og retsprincipper, jf. TEU artikel 6.

Endelig opfordrer Europa-Parlamentet til, at der aflægges rapport om anvendelse af rammeafgø-

relsen, navnlig med fokus på anvendelsen af retssikkerhedsgarantier, at EU-medlemsstaterne

bestræber sig på, inden rammeafgørelsen om bevissikringskendelser træder i kraft, at nå til enig-

hed om en rammeafgørelse om retssikkerhedsgarantier for sagsøgte, og at medlemsstaterne med-

deler Rådets Generalsekretariat, hvilke nationale organer der er udpeget som udstedelsesmyn-

dighed og fuldbyrdelsesmyndighed.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samar-

bejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Kommissionens forslag og et grundnotat om forslaget er oversendt til Folketingets Europaudvalg

den 19. juli 2004 og til Folketingets Retsudvalg den 15. juli 2004.

Sagen har

senest

været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg forud

for rådsmødet (retlige og indre anliggender)

den 21. februar 2006.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 7: Rådets afgørelse om forbedring af politisamarbejdet mellem Den Eu-

ropæiske Unions medlemsstater, særligt ved de indre grænser, og om ændring af konventi-

onen om gennemførelse af Schengen-aftalen (KOM(2005)317)

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Resumé

Kommissionen har fremsat et forslag til rådsafgørelse om forbedring af politisamarbejdet mellem

EU-medlemsstaterne samt om ændring af visse dele af Schengen-konventionen (KOM(2005)317

endelig). Med forslaget lægges der op til at fastsætte bl.a. regler for det strategiske og operatio-

nelle samarbejde landene imellem, herunder regler for gennemførelse og koordination af opera-

tionelle aktiviteter, ligesom der foreslås visse ændringer af Schengen-konventionens regler for

grænseoverskridende observation og forfølgelse. Det forventes, at et udkast til rådsafgørelse fo-

relægges på rådsmødet den 27.-28. april 2006 (retlige og indre anliggender) med henblik på poli-

tisk enighed. Forslaget vurderes på det foreliggende grundlag at ville have lovgivningsmæssige

konsekvenser. Forslaget vurderes på det foreliggende grundlag ikke at ville have (direkte) stats-

finansielle konsekvenser af betydning. Nærhedsprincippet må anses for overholdt. Der ses ikke

at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra

dansk side ser man overordnet positivt på, at der sker en styrkelse af politisamarbejdet inden for

Den Europæiske Union, og man støtter overordnet set udviklingen af fælles, generelle principper

og strukturer for det grænseoverskridende politisamarbejde.

Baggrund

I det såkaldte Haag-program (for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed) opfordrer

Det Europæiske Råd Kommissionen til at fremsætte forslag om udbygning af Schengen-reglerne

med hensyn til grænseoverskridende operationelt politisamarbejde.

Bl.a. i lyset heraf har Kommissionen den 19. juli 2005 fremlagt et forslag til rådsafgørelse om

forbedring af politisamarbejdet mellem den Europæiske Unions medlemsstater, særligt ved de

indre grænser, og om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen.

Forslaget er fremsat under henvisning til traktaten om den Europæiske Union (TEU), særligt

artikel 30, stk. 1, litra a), b) og c), der omhandler fælles handling vedrørende politisamarbejdet

omfattende henholdsvis operativt samarbejde, udveksling, behandling og analyse af oplysninger

samt samarbejde om uddannelse og udstationering. Endvidere henviser forslaget til TEU artikel

32, der omhandler Rådets adgang til at fastsætte de betingelser og begrænsninger, hvorunder de

kompetente myndigheder, der er nævnt i bl.a. artikel 30, kan arbejde på en anden medlemsstats

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

område i samarbejde og forståelse med denne stats myndigheder. Endelig henvises der til artikel

34, stk. 2, litra c), hvorefter Rådet med henblik på opfyldelse af Unionens målsætninger på initia-

tiv af en medlemsstat eller Kommissionen med enstemmighed kan vedtage (andre) afgørelser i

ethvert andet øjemed, uden at det dog indebærer nogen indbyrdes tilnærmelse af medlemsstater-

nes love og administrative bestemmelser.

Det skal bemærkes, at der den 27. maj 2005 er opnået enighed mellem Belgien, Tyskland, Spani-

en, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene og Østrig om en aftale om et udvidet politisamarbejde

(som betegnes ”Prüm-aftalen”). Der er ikke

tale om en aftale, som er indgået inden for det poli-

timæssige samarbejde i Den Europæiske Union, og Danmark er derfor heller ikke

–

som led i

dette samarbejde

–

bundet af den pågældende aftale.

Det forventes, at et udkast til rådsafgørelse forelægges på rådsmødet den 27.-28. april 2006 (ret-

lige og indre anliggender) med henblik på politisk enighed.

Indhold

Forslaget til rådsafgørelse har under britisk og østrigsk formandskab været behandlet på ar-

bejdsgruppeniveau og i Artikel 36-udvalget, og der er på baggrund heraf foretaget en række

ændringer i forslaget. I det følgende beskrives indholdet af forslaget i den foreliggende udgave.

Artikel 1 fastlægger de generelle regler med henblik på at fremme strategisk og operationelt

samarbejde, særligt ved de indre grænser, mellem de myndigheder, der er omfattet af forslaget i

henhold til artikel 2, og med henblik på at højne sikkerhedsniveauet for borgerne i Den Europæi-

ske Union ved hjælp af følgende foranstaltninger:

(a) styrkelse og forbedring af samarbejdet mellem medlemsstaterne om den tekniske og praktiske

gennemførelse af bestemmelserne om udveksling af oplysninger som fastsat i de relevante EU-

bestemmelser

(b) en permanent fælles indsats i forbindelse med den strategiske koordinering af det grænse-

overskridende operationelle samarbejde i overensstemmelse med national lovgivning og organi-

sation

viteter i overensstemmelse med national lovgivning og organisation.

Dette samarbejde, især mellem medlemsstater med en fælles indre grænse, tager sigte på at:

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

(a) forebygge, afsløre og efterforske

–

i overensstemmelse med national lovgivning

–

enhver

form for kriminalitet, især kriminalitet der har indvirkning på sikkerhedsniveauet i grænseområ-

der,

(b) forebygge trusler mod den offentlige orden og sikkerhed og håndtere forstyrrelser af den

offentlige orden

der, der er omfattet af denne afgørelse, og uden at dette berører de retlige myndigheders kompe-

tence

(d) bistå hinanden med at forebygge og

afsløre

kriminalitet, der forårsager eller kan tænkes at

forårsage nødsituationer, katastrofer eller alvorlige ulykker,

og i givet fald med at planlægge og

gennemføre grænseoverskridende retshåndhævelse som reaktion på nødsituationer, katastrofer

eller alvorlige ulykker

(e) opbygge og vedligeholde et højt vidensniveau i de myndigheder, der er omfattet af denne

afgørelse, og i de pågældende retssystemer og administrative systemer

(f) forbedre færdighederne hos tjenestemændene i de myndigheder, der er omfattet af denne af-

gørelse, bl.a. gennem sprogundervisning, således at de kan opnå den ekspertviden, der er nød-

vendig for samarbejdet i en specifik grænseregion,

hvilket ikke anfægter, men derimod supplerer

Det Europæiske Politiakademis (Cepols) aktiviteter.

Forslaget har ingen indvirkning på de bestemmelser, der vedrører de indre grænser som fastsat i

afsnit III i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en fællesskabskodeks for

personers grænsepassage.

Artikel 2 indeholder definitioner af en række centrale begreber.

Ved ”indre grænser" forstås fælles grænser mellem medlemsstater til lands eller til vands.

Begrebet "grænseområde" omfatter et område i nærheden af en eller flere indre grænser som

fastlagt af hver medlemsstat.

Ved "myndighed, der er omfattet af denne afgørelse" forstås en politimyndighed, toldmyndighed

eller anden myndighed, der i henhold til national lovgivning har beføjelse til at afsløre, forebyg-

ge og efterforske lovovertrædelser eller kriminelle aktiviteter eller til at opretholde den offentlige

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

orden og sikkerhed og til at udøve myndighed og foretage tvangsindgreb i forbindelse med så-

danne aktiviteter, med undtagelse af retlige myndigheder.

Artikel 3 (der indeholdt regler for informationsudveksling) er udgået.

Artikel 4, der vedrører

strategisk

koordinering, fastsætter, at medlemsstaterne

–

uden at det berø-

rer de retlige myndigheders kompetence

–

skal koordinering de grænseoverskridende aktiviteter,

særligt

i grænseregioner, som varetages af de myndigheder, der er omfattet af denne afgørelse.

Denne koordinering omfatter især:

(a) undersøgelse af, hvorvidt udstyr er kompatibelt og interoperabelt, særlig kommunikations- og

overvågningsteknologi

(b) udvikling og gennemførelse af fælles uddannelsesordninger. Foranstaltningerne på dette om-

råde kan tage form af arbejdsbesøg, udvekslingsprogrammer, fælles undervisningsprojekter, bl.a.

sprogundervisning, og

–

som supplement til Det Europæiske Politiakademis (Cepols) aktiviteter

på dette område

–

udvikling af fælles uddannelsesmoduler vedrørende samarbejdet i en specifik

grænseregion.

se, i grænseområdet og de permanente samarbejdsordninger og -strukturer, der er omhandlet i

artikel 6, stk. 1, om enhver administrativ og organisatorisk udvikling, der kan have betydning for

disse myndigheders, ordningers og strukturers aktivitet.

Denne koordinering kan også omfatte forberedelse, koordinering og gennemførelse af operatio-

nel planlægning og operationelle aktiviteter, f.eks. observationer, eftersøgninger og foranstalt-

ninger til kriminalitetsforebyggelse, herunder håndtering af internationale offentlige begivenhe-

der og ressourceplanlægning i den forbindelse, især ved

(a) på eget initiativ og i tide at underrette disse myndigheder og de permanente samarbejdsstruk-

turer som omhandlet i artikel 6, stk. 1, om arbejdsplaner, planlagte aktioner og tiltag, herunder

observation, hemmelige aktioner og kontrollerede vareleverancer, samt nært forestående begi-

venheder, der kan have betydning for myndighederne

og strukturerne

på den anden side af

den

indre grænse, med forbehold af den nødvendige fortrolighed af oplysningerne

(b) at udarbejde fælles risikovurderinger og situationsrapporter.

Artikel 5 vedrører det operationelle samarbejde og fastsætter, at medlemsstaterne med henblik

på at gennemføre den strategiske koordinering, der er omhandlet i artikel 4, skal sørge for et

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

passende operationelt samarbejde, under støtte af Europol i fornødent omfang, uden at dette

berører de retlige myndigheders kompetence.

Dette samarbejde kan især omfatte:

(a) gennemførelse af fælles patruljeringer samt fælles

kontroloperationer

i grænseregioner med

henblik på at forfølge målet for og hensigten med artikel 1, idet

- disse

patruljeringer og operationer

gennemføres i overensstemmelse med artikel

21,

litra a), i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en fællesskabskodeks for personers

passage af de fælles grænser

- de polititjenestemænd der handler på en anden medlemsstats område skal være let genkendelige

enten ved at benytte uniform, armbånd, eller ved tilbehør sat fast på deres køretøj, idet brugen af

civilt tøj i kombination med brugen af umærkede køretøjer uden den førnævnte genkendelighed

ikke er tilladt

(b) gennemførelse af fælles patruljeringer samt fælles kontroloperationer uden brug af uniformer

i grænseregioner med henblik på at forfølge målet for og hensigten med artikel 1, idet disse

handlinger gennemføres i overensstemmelse med artikel 21, litra a), i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om indførelse af en fællesskabskodeks for personers passage af de fælles

grænser

invitation fra en anden medlemsstat, er på opgave på denne medlemsstats territorium i forbin-

delse med opretholdelse af den offentlige orden.

Polititjenestemænd, der udfører disse handlinger på en anden medlemsstats territorium, gør det-

te under denne medlemsstats ansvar og i overensstemmelse med lovgivningen i denne stat. Poli-

titjenestemændene skal altid kunne forevise dokumentation for, at de handler i et officielt ærinde.

Polititjenestemænd må medføre deres tjenestevåben, medmindre den anmodende kontraherende

part udtrykkeligt har modsat sig dette; tjenestevåben og andre mindre indgribende tvangsmidler

må kun benyttes i tilfælde af nødværge i overensstemmelse med lovgivningen i den anmodende

kontraherende part.

Polititjenestemænd, der opererer på en anden medlemsstats område, sidestilles med polititjene-

stemænd fra denne medlemsstat for så vidt angår eventuelle strafbare handlinger, der begås mod

dem eller af dem.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Hvis polititjenestemænd, der opererer på en kontraherende parts territorium i overensstemmelse

med de under 1 (a) og (x) beskrevne regler, forvolder skade, finder reglerne i Schengen-

konventionens artikel 43 anvendelse.

I tilfælde af at polititjenestemænd, der handler på en anden kontraherende parts territorium i

overensstemmelse med de under 1 (c) beskrevne regler, forvolder skade, er denne part ansvarlig

herfor, medmindre skaden er opstået som følge af handlinger foretaget imod den kontraherende

parts anvisninger, eller falder udenfor den bemyndigelse, som de pågældende polititjenestemænd

har ifølge deres nationale lovgivning.

Ifølge artikel 6 opretter medlemsstaterne permanente

samarbejdsordninger eller strukturer

mel-

lem de myndigheder, der er omfattet af denne afgørelse i grænseregionen.

Uden at dette berører de centrale nationale myndigheders kompetence, bidrager de permanente

samarbejdsordninger eller -strukturer til gennemførelsen af artikel 4 og 5. De permanente sa-

marbejdsordninger eller -strukturer skal sikre, at de centrale nationale myndigheder modtager

passende oplysninger om deres aktiviteter for at sikre det nødvendige overblik.

Medlemsstaterne stiller alle relevante oplysninger, især vedrørende den strategiske koordinering

som omhandlet i artikel 4, til rådighed for de myndigheder, der deltager i de permanente samar-

bejdsordninger, eller for de permanente strukturer som omhandlet i stk. 1.

Medlemsstaterne underretter Rådet om, hvilke arbejdsopgaver og beføjelser der tildeles de per-

manente samarbejdsstrukturer som omhandlet i stk. 1. Disse oplysninger samles med jævne mel-

lemrum i en rapport.

Efter artikel 7 er enhver udveksling af oplysninger, der finder sted i henhold til denne afgørelse,

underlagt de relevante bestemmelser vedrørende databeskyttelse og datasikkerhed, som er fastsat

i afsnit VI i Schengen-konventionen.

Artikel 8 foreskriver, at Rådet senest tre år efter, at denne afgørelse får virkning, vurderer, i

hvilken udstrækning medlemsstaterne har efterlevet afgørelsen, og træffer de nødvendige foran-

staltninger.

Artikel 9 fastsætter, at medlemsstaterne fortsat kan anvende de bilaterale eller multilaterale afta-

ler eller ordninger, der gælder på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse, og som de har

indgået med hinanden om grænseoverskridende samarbejde mellem de myndigheder, der er om-

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

fattet af denne afgørelse, forudsat at disse aftaler eller ordninger giver mulighed for at udvide

eller udbygge denne afgørelses mål.

Medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger med hinanden

om grænseoverskridende samarbejde mellem de myndigheder, der er omfattet af denne afgørel-

se, eller sætte sådanne aftaler eller ordninger i kraft efter denne afgørelses ikrafttræden, forud-

sat at disse aftaler eller ordninger giver mulighed for at udvide eller udbygge denne afgørelses

mål.

De aftaler og ordninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, må på ingen måde påvirke forbindelserne

med de medlemsstater, der ikke er parter i dem.

Medlemsstaterne underretter Rådet og Kommissionen om de aftaler eller ordninger, der er

nævnt i stk. 1 og 2.

Artikel 10 (der vedrørte nedsættelsen af et forskriftsudvalg) er udgået.

Artikel 11 indeholder forslag til en række ændringer af Schengen-konventionens artikel 40 og 41

om grænseoverskridende observation og forfølgelse.

For så vidt angår den grænseoverskridende observation indeholder forslaget følgende ændringer:

1. Det foreslås at formulere Schengenkonventionens artikel 40, stk. 1, således, at hvis en med-

lemsstats politi på sit område holder en person under observation som led i efterforskningen af

en strafbar handling, som efter denne medlemsstats lovgivning kan medføre frihedsstraf eller

anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst 12 måneder, fordi den

pågældende mistænkes for at være impliceret i en sådan handling, eller som en nødvendig del af

efterforskningen af en kriminalsag, fordi der er en stærk formodning om, at den pågældende kan

bidrage til identificering eller opsporing af en sådan person, kan det fortsætte denne observation

på en anden medlemsstats område, når denne medlemsstat har givet sin tilladelse hertil efter

forinden at have modtaget en begrundet anmodning om gensidig retshjælp. Der kan knyttes be-

tingelser til denne tilladelse.

I øvrigt opretholdes de gældende regler i Schengenkonventionens artikel 40, stk. 1.

2. Det foreslås at formulere Schengen-konventionens artikel 40, stk. 2, således, at hvis det i sær-

ligt hastende tilfælde ikke er muligt forinden at anmode den anden medlemsstat om tilladelse,

kan polititjenestemænd, der observerer en person, fordi den pågældende mistænkes for at være

impliceret i en af de strafbare handlinger, der er anført i stk.7, eller som en nødvendig del af

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

efterforskningen af en kriminalsag, fordi der er en stærk formodning om, at den pågældende kan

bidrage til identificering eller opsporing af en sådan person, fortsætte denne observation på den

anden side af grænsen på de betingelser, som i dag følger af Schengenkonventionen.

3. Med hensyn til de betingelser, der efter de gældende regler gælder for observation efter

Schengenkonventionens artikel 40, stk. 1 og 2, foreslås der en mindre ændring af litra d, som

således foreslås affattet på følgende måde: ”De observerende polititjenestemænd kan medføre

deres tjenestevåben under observationen, medmindre den anmodede medlemsstat udtrykkeligt

har modsat sig dette; anvendelse af tjenestevåben og af andre mindre alvorlige magtmidler er

forbudt, medmindre der er tale om tilfælde af nødværge som defineret i lovgivningen i den med-

lemsstat, på hvis område observationen finder sted.”

I øvrigt gælder de hidtidige almindelige betingelser på området.

4. Efter forslaget til affattelse af Schengenkonventionens artikel 40, stk. 4, skal hver enkelt med-

lemsstat i en erklæring afgivet efter artikel 12 anføre, hvilke kategorier af polititjenestemænd og

myndigheder der er omfattet af stk. 1 og 2. En sådan erklæring kan til enhver tid ændres.

5. Medlemsstaterne kan bilateralt eller multilateralt udvide anvendelsesområdet for denne arti-

kel og vedtage supplerende gennemførelsesbestemmelser hertil, jf. den foreslåede affattelse af

Schengenkonventionens artikel 40, stk. 6.

6. Efter forslaget til affattelse af Schengenkonventionens artikel 40, stk. 7, skal hver medlemsstat

i en erklæring anføre, hvilke strafbare handlinger der giver adgang til grænseoverskridende ob-

servation i hastende tilfælde efter én af følgende to procedurer:

Enten (a): De følgende kategorier af strafbare handlinger:

–

overtrædelser i henhold til national lovgivning, der svarer til eller kan sidestilles med de over-

trædelser, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske

arrestordre (positiv-listen)

–

grove overgreb af seksuel karakter

–

overtrædelser af våben- og sprængstoflovgivningen

–

sprængstofattentater

–

manddrab

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

–

organiseret eller bevæbnet tyveri eller røveri og hæleri af særlig grov

beskaffenhed

–

ulovlig transport af giftigt og farligt affald.

Eller (b): Strafbare handlinger, der efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis polititjeneste-

mænd udfører observationen, kan medføre frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstalt-

ning af en maksimal varighed på mindst 12 måneder.

For så vidt angår de foreslåede ændringer i Schengen-konventionens artikel 41 om grænseover-

skridende forfølgelse, går disse ud på følgende:

1. Det foreslås at formulere Schengenkonventionens artikel 41, stk. 1, således, at hvis en med-

lemsstats politi i denne stat har optaget forfølgelse af en person, der er antruffet på fersk gerning

i færd med at begå en strafbar handling, jf. stk. 4, eller medvirke til en af disse handlinger, kan

det fortsætte forfølgelsen ind på en anden medlemsstats område uden forinden at have indhentet

tilladelse hertil, når der ikke inden grænsepassagen var tid til at underrette den anden medlems-

stats kompetente myndigheder via et af de i artikel 44 nævnte kommunikationsmidler, eller når

disse myndigheder ikke kunne nå frem i tide til at overtage forfølgelsen.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den eksisterende bestemmelse

–

og udvidelsen af ad-

gangen til grænseoverskridende forfølgning består således i den foreslåede ændring af Schen-

genkonventionens artikel 41, stk. 4. I øvrigt er der ikke foreslået ændringer i Schengenkonventi-

onens artikel 41, stk. 1.

2. Det foreslås, at der som ny artikel 41, stk. 3a, indsættes en bestemmelse, hvorefter forfølgelsen

foregår i overensstemmelse med stk. 1, 2 og 3 på en af følgende betingelser, som fastlægges i en

erklæring, der afgives af hver medlemsstat i overensstemmelse med artikel 12:

i) udelukkende til lands og til vands (i dag kan grænseoverskridende forfølgning kun ske til

lands)

ii) uden begrænsning med hensyn til grænsens art.

Hvis en medlemsstat erklærer at tillade forfølgning uden begrænsning med hensyn til grænsens

art gælder følgende:

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

- Når forfølgelsen foregår på havet, skal den, når den forsætter på det åbne hav eller i den eks-

klusive økonomiske zone, finde sted i overensstemmelse med den internationale havret, som den

fremgår af De Forenede Nationers havretskonvention, og, når den foregår på en anden med-

lemsstats område, uden at have omfattet det åbne hav, skal den finde sted i henhold til bestem-

melserne i denne artikel.

- Når forfølgelsen foregår ad luftvejen, anses der at foreligge en tilladelse som omhandlet i arti-

kel 3, litra c), i konventionen af 7. december 1944 angående international civil luftfart. Forføl-

gelse finder sted i overensstemmelse med de regler for luftfart, der gælder i hver medlemsstat.

3. Det foreslås, at artikel 41, stk. 4 (om hvilke former for lovovertrædelser, der kan begrunde

grænseoverskridende forfølgning) udvides således, at hver medlemsstat i en erklæring afgivet

efter artikel 12 anfører, hvilke strafbare handlinger der er omfattet af stk. 1 på en af følgende

betingelser:

Enten a): Følgende kategorier af strafbare handlinger:

–

overtrædelser i henhold til national lovgivning, der svarer til eller kan sidestilles med de over-

trædelser, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den euro-

pæiske arrestordre

–

grove overgreb af seksuel karakter

–

overtrædelser af våben- og sprængstoflovgivningen

–

sprængstofattentater

–

manddrab

–

organiseret eller bevæbnet tyveri eller røveri og hæleri af særlig grov beskaffenhed

–

ulovlig transport af giftigt og farligt affald

–

flugt fra ulykkesstedet, hvor ulykken har medført døden eller grov legemsbeskadigelse.

Eller b): Strafbare handlinger, der efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis polititjenestemænd

forfølger personen, kan medføre frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning af en

maksimal varighed på mindst 12 måneder.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

5. Det foreslås, at grænseoverskridende forfølgelser kun må finde sted på de hidtil gældende

almindelige betingelser, dog således, at bestemmelsen i litra e ændres til følgende affattelse:

”De forfølgende polititjenestemænd kan medføre deres tjenestevåben; anvendelse af tjenestevå-

ben og af andre mindre alvorlige magtmidler er forbudt, medmindre der er tale om tilfælde af

nødværge som defineret i lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område forfølgelsen finder

sted.”

Desuden udgår betingelsen om, at grænseoverskridende forfølgning kun må foregå til lands, jf.

ovenfor om den foreslåede nye artikel 41, stk. 3a.

6. Det foreslås

–

som artikel 41, stk. 7

–

at hver enkelt medlemsstat anfører i en erklæring afgivet

efter artikel 12, hvilke kategorier af polititjenestemænd der er omfattet af de foregående stykker.

En sådan erklæring kan til enhver tid ændres.

7. Artikel 41, stk. 8 og 9, der vedrørte henholdsvis forholdet til en lokal traktat kaldet Benelux-

traktaten og forholdet til bilaterale erklæringer, udgår efter det nuværende forslag.

8. Medlemsstaterne kan bilateralt eller multilateralt udvide anvendelsesområdet for Schengen-

konventionens artikel 41 og vedtage supplerende gennemførelsesbestemmelser til denne, jf. den

foreslåede affattelse af artikel 41, stk. 10.

Artikel 12, der indeholder afsluttende bestemmelser, fastlægger, at medlemsstaterne inden tre

måneder efter offentliggørelsen af denne afgørelse skal afgive de erklæringer til Generalsekreta-

riatet for Rådet, der er nævnt i denne afgørelse.

En medlemsstat kan på et hvilket som helst tidspunkt erstatte sin erklæring med en anden erklæ-

ring, dog således at erklæringer der ikke er afgivet i medfør af artikel 40, stk. 4, og artikel 41,

stk. 7, ikke må begrænse anvendelsesområdet for en tidligere erklæring.

Hver erklæring afgives efter samråd med hver enkelt af de berørte medlemsstater og med henblik

på at opnå ensartede ordninger på begge sider af de indre grænser.

Tiltrædende medlemsstater afgiver de erklæringer, der er nævnt i stk. 1, inden tre måneder efter

deres tiltrædelse.

Generalsekretariatet for Rådet offentliggør de erklæringer, der er nævnt i stk. 1, i Den Europæi-

ske Unions Tidende.

Forslagets artikel 13 indeholder bestemmelser om virkningsdatoen.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Gældende dansk ret

3.1. Indledning

Schengen-konventionen indeholder bestemmelser om ophævelse af personkontrollen ved de in-

dre grænser mellem Schengen-landene og om de kompenserende foranstaltninger i forbindelse

hermed, herunder bl.a. bestemmelser om politisamarbejde, jf. konventionens afsnit III, kapitel 1

(artikel 39-47).

Danmark undertegnede den 19. december 1996 en tiltrædelsesaftale i forhold til Schengen-

konventionen. Folketinget bemyndigede ved lov nr. 418 af 10. juni 1997 regeringen til at ratifi-

cere tiltrædelsesaftalen på Danmarks vegne, og ratifikationen fandt herefter sted den 23. septem-

ber 1997.

Ved den pågældende lov (§ 3) blev der endvidere fastsat nærmere bestemmelser i forbindelse

med bl.a. Schengen-konventionens artikel 40 og 41, herunder om retten for polititjenestemænd

fra et andet Schengen-medlemsland til at bære tjenestevåben i Danmark, om strafansvaret for

forbrydelser begået af eller mod disse polititjenestemænd og om erstatningsansvar for skader

forvoldt af disse polititjenestemænd.

I henhold til lovens § 4, stk. 2, er det ved bekendtgørelse nr. 1366/2000 fastsat, at lovens § 3

trådte i kraft 25. marts 2001.

Schengen-loven (lov nr. 418 af 10. juni 1997) er endvidere bl.a. ændret ved lov nr. 227 af 2. april

2003, som indebar, at Danmark kunne tiltræde en ændring af Schengen-konventionens artikel 40

vedrørende grænseoverskridende observation, hvorved bl.a. listen over de typer forbrydelser, der

kan give anledning til fortsættelse af grænseoverskridende observation uden forudgående an-

modning, blev udvidet.

3.2. Udveksling af oplysninger som led i politisamarbejde

3.2.1.

Efter Schengen-konventionens artikel 39 forpligter de kontraherende parter sig til at sikre,

at deres politi under overholdelse af den nationale lovgivning og politiets kompetence yder hin-

anden bistand med henblik på forebyggelse og opklaring af strafbare handlinger, forudsat at det

efter national lovgivning ikke er forbeholdt de retlige myndigheder at fremsætte eller efterkom-

me anmodningen, og at anmodningen kan efterkommes, uden at den anmodede kontraherende

part skal iværksætte tvangsforanstaltninger. Hvis de politimyndigheder, anmodningen er rettet

til, ikke er kompetente til at efterkomme den, videregiver de den til de kompetente myndigheder.

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Skriftlige oplysninger, der videregives af den anmodede kontraherende part, må kun anvendes af

den begærende kontraherende part som bevismidler i en straffesag med samtykke fra den anmo-

dede kontraherende parts kompetente retlige myndigheder.

Anmodninger om bistand efter stk. 1 og svar herpå kan fremsendes via de centrale instanser, som

af de kontraherende parter har fået pålagt at varetage det internationale politisamarbejde. Hvis

anmodningen ikke kan fremsendes i tide ad denne kanal, kan den begærende kontraherende parts

politimyndigheder sende den direkte til den anmodede kontraherende parts kompetente myndig-

heder, som kan besvare den direkte. I så fald underretter den begærende politimyndighed hurtigst

muligt den centrale instans, der varetager det internationale politisamarbejde for den anmodede

kontraherende part, om den direkte anmodning.

De nævnte bestemmelser i artikel 39 er ikke til hinder for mere vidtgående bilaterale aftaler, der

er eller måtte blive indgået mellem kontraherende parter med fælles landegrænse. De kontrahe-

rende parter underretter hinanden om sådanne aftaler.

3.3. Grænseoverskridende observation og forfølgelse

3.3.1.

Dansk politi iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er ri-

melig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået, jf. rets-

plejelovens § 742, stk. 2.

Der findes ikke i retsplejeloven eller i lovgivningen i øvrigt nærmere bestemmelser om politiets

adgang til at foretage observation og forfølgelse af personer, der befinder sig på et frit tilgænge-

ligt sted. Indgrebene anses ikke for at være straffeprocessuelle tvangsindgreb.

Politiet kan som led i efterforskningen foretage observation og forfølgelse af personer efter et

skøn, der er undergivet de generelle begrænsninger, som udspringer af proportionalitetsgrund-

sætningen. I praksis foretages indgrebene kun, hvor det må antages at være af væsentlig betyd-

ning for efterforskningen.

3.3.2.

Schengen-konventionen indeholder i artikel 40 bestemmelser om grænseoverskridende

observation.

Af artikel 40, stk. 1, følger, at hvis en medlemsstats politi som led i efterforskningen af en krimi-

nalsag vedrørende en strafbar handling, som kan medføre udlevering, holder en person under

observation på sit område, kan det fortsætte denne observation på den anden medlemsstats om-

råde, når denne har givet sin tilladelse hertil efter forinden at have modtaget en anmodning om

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

gensidig retshjælp. Der kan knyttes betingelser til denne tilladelse. Observationen af den pågæl-

dende skal efter anmodning overlades til politiet i den kontraherende stat, på hvis område den

finder sted.

I særligt hastende tilfælde, hvor det ikke er muligt forinden at anmode den anden kontraherende

part om tilladelse, kan polititjenestemænd, der observerer en person, som mistænkes for at have

begået en af de strafbare handlinger, der er anført i artikel 40, stk. 7 (herunder f.eks. manddrab,

gidseltagning, ulovlig handel med narkotika, og ulovlig handel med nukleare og radioaktive ma-

terialer), efter artikel 40, stk. 2, uden tilladelse fortsætte denne observation på den anden side af

grænsen. Den pågældende stats myndigheder skal, allerede mens observationen finder sted, un-

derrettes om, at grænsen vil blive passeret og kan til enhver tid kræve, at observationen standses.

I den danske tiltrædelsesaftale til Schengen-konventionen er det fastsat, at de polititjenestemænd,

der er omfattet af reglerne om grænseoverskridende observation, for så vidt angår Danmark er

polititjenestemænd hos lokale politimestre og hos Rigspolitichefen samt i nærmere bestemt om-

fang toldembedsmænd.

I den danske tiltrædelsesaftale til Schengen-konventionen er det endvidere fastsat, at anmodnin-

ger om at foretage grænseoverskridende observation ind i Danmark fremsættes over for Rigspo-

litichefen.

Der gælder efter artikel 40, stk. 3, en række nærmere bestemmelser for udførelsen af en grænse-

overskridende observation. De pågældende polititjenestemænd skal f.eks. overholde lovgivnin-

gen i det medlemsland, på hvis område de observerer, og de skal efterkomme påbud fra de lokale

myndigheder. De har ikke adgang til private boliger mv., og de pågældende polititjenestemænd

må hverken standse eller anholde den observerede person. De pågældende polititjenestemænd

har endvidere ikke ret til at medbringe tjenestevåben, hvis det land, hvor observationen foregår,

udtrykkeligt modsætter sig det. Tjenestevåben må kun benyttes i tilfælde af nødværge.

Danmark har i forbindelse med ratifikationen af den danske tiltrædelsesaftale afgivet en erklæ-

ring over for de øvrige medlemslande om udenlandske polititjenestemænds adgang til at med-

bringe tjenestevåben under observation i Danmark. Det følger heraf, at det i de tilfælde, hvor der

indhentes forudgående tilladelse, vil være op til de danske myndigheder efter en konkret vurde-

ring at tage stilling til, om der er grundlag for at modsætte sig, at tjenestevåben medbringes.

I hastende tilfælde som omtalt i artikel 40, stk. 2, hvor det ikke er muligt for de pågældende

udenlandske polititjenestemænd at anmode om forudgående tilladelse til fortsat observation, vil

Danmark ikke modsætte sig, at der medbringes tjenestevåben, hvis observationen fortsættes over

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

landegrænser. I sådanne tilfælde vil det normalt være meget vanskeligt at træffe foranstaltninger

for at skaffe sig af med tjenestevåbnene.

Er der derimod tale om, at observationen fortsættes ind på dansk område med skib eller fly, er

udgangspunktet, at der ikke kan medbringes tjenestevåben. Det hænger sammen med, at det i

sådanne tilfælde normalt må antages at være muligt på betryggende måde at deponere tjeneste-

våbnet. Der kan dog foreligge særlige omstændigheder, hvor dette udgangspunkt må fraviges.

Det gælder f.eks., hvor det ikke måtte være muligt at deponere våbnet på betryggende måde,

eller hvor den, der observeres, selv må antages at være bevæbnet.

3.3.3.

Schengen-konventionen indeholder i artikel 41 bestemmelser om grænseoverskridende

forfølgning

(”hot pursuit”).

Efter artikel 41, stk. 1, kan et medlemslands politimyndigheder, der på eget territorium har opta-

get forfølgelse af en person, som er antruffet på fersk gerning i færd med at begå eller medvirke

til en strafbar handling, fortsætte forfølgelsen på et andet medlemslands territorium. Det gælder

dog kun i tilfælde af visse nærmere angivne forbrydelser, jf. artikel 41, stk. 4, og det gælder kun,

når der ikke inden grænsepassagen er tid til at underrette det andet medlemslands myndigheder,

eller når disse myndigheder ikke kan nå frem i tide til at overtage forfølgelsen. En tilsvarende ret

til fortsat forfølgelse gælder, når den forfulgte er undveget fra varetægtsarrest eller fængsel.

Forfølgelse må kun ske over landegrænser, jf. artikel 41, stk. 5, litra b. Det betyder, at artikel 41

for Danmark kun er relevant i forhold til Tyskland og Sverige.

De forfølgende polititjenestemænd skal senest ved passagen af grænsen tage kontakt til myndig-

hederne i det medlemsland, på hvis territorium forfølgelsen fortsættes. Forfølgelsen skal indstil-

les, så snart det pågældende medlemsland kræver det, men dette medlemslands kompetente

myndigheder skal på anmodning af de forfølgende polititjenestemænd pågribe den forfulgte og

fastslå hans identitet eller anholde vedkommende.

Efter artikel 41, stk. 9, skal medlemslandene afgive en erklæring, hvori de på grundlag af artikel

41, stk. 2, 3 og 4, fastlægger betingelserne for, hvorledes de medlemslande, som det pågældende

land har fælles grænse med, kan udøve deres ret til forfølgelse m.v.

Danmark har afgivet en erklæring, hvorefter tysk politi kun må foretage forfølgelse i anledning

af de meget alvorlige forbrydelser, der er nævnt i artikel 41, stk. 4, litra a (manddrab, voldtægt,

ulovlig handel med narkotika m.v.). Svensk politi har ifølge den danske erklæring en videre ad-

gang til at foretage forfølgelse, idet dette kan ske for alle forbrydelser, der kan medføre udleve-

ring, ligesom svensk politi kan forfølge personer, der er undveget fra frihedsberøvende foran-

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

staltninger (se i øvrigt nærmere nedenfor om de bilaterale aftaler mellem Danmark og Sveri-

ge/Tyskland).

Endvidere har Danmark afgivet erklæring om, at tysk og svensk politi kun må foretage forfølgel-

se indtil 25 km fra den dansk-tyske henholdsvis dansk-svenske grænse, og at tysk og svensk po-

liti ikke må standse personer på dansk territorium (dog har svensk politi adgang til at standse

personer på den danske del af Øresundsforbindelsen).

Der gælder en række fælles bestemmelser for udførelsen af de nævnte opgaver, jf. artikel 40, stk.

3, og 41, stk. 5. De pågældende polititjenestemænd skal f.eks. overholde lovgivningen i det med-

lemsland, på hvis område de observerer eller forfølger, og de skal efterkomme påbud fra de loka-

le myndigheder. De skal være let genkendelige, når de foretager forfølgelse. De har ikke adgang

til private boliger m.v. De kan medføre deres tjenestevåben på det andet medlemslands territori-

um, men må kun anvende dem i tilfælde af nødværge, jf. også ovenfor under pkt. 3.3.2.

3.4. Særligt om de bilaterale aftaler vedrørende politisamarbejde, som Danmark har ind-

gået med henholdsvis Sverige og Tyskland

Schengen-konventionens artikel 39, stk. 4, forudsætter, at Schengen-lande, der har fælles land-

grænse, indgår bilaterale aftaler med hinanden om samarbejde i grænseområder. Desuden kan

landene efter artikel 40 og 41 indgå aftaler, der udvider området for de pågældende bestemmel-

ser samt fastsætte supplerende gennemførelsesbestemmelser.

Danmark har indgået bilaterale aftaler med Sverige og Tyskland.

3.4.1.

Danmark og Sverige har den 6. oktober 1999 indgået en aftale om politimæssigt samarbej-

de i Øresundsregionen. Aftalen indeholder blandt andet bestemmelser om udveksling af informa-

tion de to lande imellem, ligesom aftalen nærmere fastlægger og til dels udvider Schengen-

konventionens regler om politimæssigt samarbejde, herunder bestemmelsen i Schengen-

konventionens artikel 40 og 41 om grænseoverskridende observation og forfølgelse.

Det følger bl.a. af aftalen, at Danmark og Sverige skal sikre en tæt udveksling af information om

forhold, der vedrører kriminalitet af betydning for Øresundsregionen, herunder oplysninger om

sagsforhold og personer i enkeltsager, i det omfang national lovgivning tillader det. Ligeledes

skal de to lande til stadighed underrette hinanden om forestående politimæssige relevante begi-

venheder, og myndighederne skal i den forbindelse endvidere sikre en intensivering af samarbej-

det i forbindelse med indsats og efterforskning til forebyggelse og forfølgning af strafbare for-

hold, f.eks. gennem fælles kontrol-, overvågnings- og efterforskningsforanstaltninger.

100

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Aftalen fastslår endvidere, at grænseoverskridende observation og forfølgelse sker på de i

Schengen-konventionens artikel 40 og 41 nævnte betingelser, idet aftalen dog indeholder lempe-

ligere regler om forfølgelse på selve Øresundsforbindelsen end efter Schengen-konventionen.

Således kan forfølgelse indledes - og ikke blot fortsættes

–

på det andet lands del af Øresunds-

forbindelsen, ligesom svensk politi som tidligere nævnt kan tilbageholde personer på den danske

del af forbindelsen.

Endelig præciserer aftalen de rettigheder og pligter, som efter Schengen-konventionen gælder for

polititjenestemænd, der befinder sig på det andet lands territorium.

Aftalen er gennemført i dansk ret ved lov nr. 318 af 4. maj 2000.

3.4.2.

Danmark har også indgået en bilateral samarbejdsaftale med Tyskland. Aftalen indeholder

en række bestemmelser om løbende udveksling af oplysninger om konkrete sager og personer,

deltagelse i grænseoverskridende eftersøgningsaktioner mv., gennemførelse af fælles initiativer

med henblik på kriminalitetsforebyggelse samt udveksling af forbindelsesofficerer og personale.

Aftalen indeholder endvidere bestemmelser om, at anmodninger om bistand til politimæssig ef-

terforskning i grænseområderne kan fremsættes direkte overfor den kompetente politikreds og

besvares direkte, såfremt imødekommelse af anmodningen ikke nødvendiggør straffeprocessuel-

le tvangsforanstaltninger. Samarbejdet finder sted på grundlag af national ret, Schengen-

konventionen og andre aftaler mellem parterne. Udveksling af personoplysninger finder sted i

overensstemmelse med national ret. I aftalen opregnes, hvilke myndigheder der er omfattet af

aftalen, herunder for Danmarks vedkommende Rigspolitichefen og politimestrene i grænseområ-

derne.

Endelig fastslår aftalen at grænseoverskridende observation og forfølgelse ifølge aftalen sker i

henhold til Schengen-konventionens artikel 40 og 41 (og under iagttagelse af de nationale erklæ-

ringer i henhold til konventionens artikel 41, stk. 9).

Aftalen er bragt i midlertidig anvendelse fra den 25. marts 2001.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1.

Forslaget vurderes på det foreliggende grundlag at ville nødvendiggøre en ændring af loven

om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen for så vidt angår de foreslåede ændringer i

konventionens artikel 40 og 41 om grænseoverskridende observation og forfølgelse.

101

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Desuden vil visse af de foreslåede bestemmelser i artikel 5 muligvis også kunne have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser. Dette beror på dog på, hvorledes det forudsatte operationelle sam-

arbejde nærmere udmøntes. Det bemærkes herved, at de former for operationelt samarbejde,

som specifikt er nævnt i bestemmelsen, alene er eksempler, som medlemslandene kan vælge at

aftale at anvende.

Justitsministeriet vurderer, at forslaget ikke i øvrigt vil nødvendiggøre lovændringer. Det be-

mærkes herved særligt, at det af forslagets artikel 1, der fastlægger de ydre rammer for samar-

bejdet, fremgår, at samarbejdet finder sted indenfor rammerne af national ret.

4.2.

Forslaget vurderes på det foreliggende grundlag ikke at ville have statsfinansielle konse-

kvenser af betydning.

Høring

Kommissionens forslag af 19. juli 2005

er sendt i høring hos Præsidenten for Østre Landsret,

Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i

Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten for Ret-

ten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Datatilsynet, Rigspoliti-

chefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, Politidirektøren i

København, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Poli-

timestre i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Politifuldmægtigforeningen, Po-

litiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder

samt Dansk Told- og Skatteforbund.

Justitsministeriet har modtaget svar fra

Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for

Københavns Byret, Domstolsstyrelsen, Datatilsynet, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Poli-

tidirektøren i København, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Advokatrådet

Institut for Menne-

skerettigheder.

Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Domstolsstyrelsen,

Politidirektøren i København, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet,

Institut

for Menneskerettigheder

er ikke fremkommet med bemærkninger til forslaget.

Rigspolitichefen

har anført, at man i forbindelse med Rigspolitichefens deltagelse i arbejds-

gruppemøder løbende har tilkendegivet sin holdning til forslaget, hvorfor man ikke finder anled-

ning til at fremkomme med bemærkninger.

102

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Foreningen af Politimestre i Danmark

har henholdt sig til det af Rigspolitichefen anførte.

Rigsadvokaten

har udtrykt sin støtte til den foreløbige danske holdning til forslaget, hvorefter

man ser positivt på, at der sker en styrkelse af politimæssigt samarbejde indenfor Den Europæi-

ske Union.

Landsforeningen af beskikkede advokater

har noteret sig Justitsministeriets betænkeligheder

ved det operationelle samarbejde, som også efter foreningens opfattelse trænger til en nærmere

afklaring.

Datatilsynet

påpeger, at det følger af forslagets artikel 3, stk. 2, at de i stk. 1, omhandlede oplys-

ninger også kan fremsendes på eget initiativ af de tjenester, der udleverer oplysningerne, til en-

hver berørt myndighed, som er omfattet af forslaget.

Tilsynet bemærker endvidere, at det fremgår af Schengen-konventionens artikel 46 (1), at de

enkelte kontraherende parter i særlige tilfælde indenfor rammerne af deres nationale lovgivning

uopfordret kan meddele den berørte kontraherende part oplysninger, der kan hjælpe denne med

at bekæmpe fremtidige lovovertrædelser og forebygge strafbare handlinger eller handlinger, der

udgør en trussel mod den offentlige orden og sikkerhed.

Datatilsynet anfører desuden, at det følger af artikel 46 (2), at denne informationsudveksling med

forbehold af aftaler om samarbejde i grænseområder efter artikel 39, stk. 4, foregår via et centralt

organ, der skal udpeges. I særligt hastende tilfælde kan oplysninger efter denne artikel udveksles

direkte mellem de pågældende politimyndigheder, medmindre andet er bestemt i den nationale

lovgivning. Det centrale organ underrettes hurtigst muligt herom.

Datatilsynet bemærker videre, at der i Schengen-konventionens artikel 129 er fastsat nærmere

regler for videregivelse af oplysninger i henhold til artikel 46.

Tilsynet er på den baggrund i tvivl om forslagets artikel 3 (2) skal forstås således, at Schengen-

konventionens artikel 46 og 129 også finder anvendelse på udvekslinger af oplysninger i henhold

til artikel 3(2) i forslaget. I givet fald går tilsynet ud fra, at de begrænseninger, der følger af arti-

kel 129, også skal iagttages.

Datatilsynet har vedrørende forslagets artikel 7 anført, at det heraf fremgår, at enhver udveksling

af oplysninger, der finder sted i henhold til afgørelsen, er underlagt de relevante bestemmelser

angående databeskyttelse og datasikkerhed, som er fastsat i afsnit VI i Schengen-konventionen.

Det fremgår af Schengen-konventionens artikel 126, at hver enkelt kontraherende part med hen-

syn til elektronisk behandling af personoplysninger, der er videregivet efter bestemmelserne i

103

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

denne konvention, træffer de nationale foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre et beskyt-

telsesniveau for personoplysninger, der mindst lever op til principperne i Europarådets konventi-

on 108 af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk

databehandling af personoplysninger.

Datatilsynet henviser i den forbindelse til, at det tidligere er blevet påpeget af bl.a. Den Fælles

Tilsynsmyndighed, at den nævnte Europarådskonvention ikke i sig selv er tilstrækkelig, og at der

er brug for et retligt instrument på tredje søjle, som sikrer et højere niveau af databeskyttelse.

Datatilsynet bemærker endelig, at det af Schengen-konventionens artikel 128 (1) fremgår, at per-

sonoplysninger ikke må videregives efter denne konvention, før de kontraherende parter, der er

berørt af videregivelsen, har pålagt en national tilsynsmyndighed at føre uafhængigt tilsyn med

overholdelsen af bestemmelser i artikel 126 og 127 samt af de bestemmelser, der vedtages til

gennemførelsen heraf, for så vidt angår behandlingen af personoplysninger i databaser.

I henhold til tiltrædelseslovens § 2, stk. 2, er Datatilsynets tilsynsmyndighed efter Schengen-

konventionens artikel 128.

Det er på den baggrund Datatilsynets opfattelse, at forslaget til rådsafgørelse vil kunne medføre

en øget udveksling af oplysninger af følsom karakter, som vil kunne have betydelige konsekven-

ser for de registrerede personer. Såfremt dette tillige medfører en forøgelse af Datatilsynets op-

gaver, finder tilsynet det nødvendigt at få tilført de fornødne ressourcer.

Nærhedsprincippet

Kommissionen har bl.a. anført følgende vedrørende nærhedsprincippet:

”Målene med forslaget kan ikke opfyldes på tilfredsstillende vis af medlemsstaterne, hvilket

skyldes følgende:

Formålet med forslaget er inden for en transparent ramme at fastlægge de fælles principper, som

skal gælde for samarbejdet mellem retshåndhævende myndigheder i hele EU. Derved fremmes

en retshåndhævelse på et ensartet højt niveau, og det forhindres, at der opstår sikkerhedsbrister

til skade for borgerne på grund af niveauforskelle. Det er en kendsgerning, at dette mål ikke kan

nås af medlemsstaterne, hvis de agerer hver for sig. Desuden kan medlemsstaterne heller ikke

isoleret set foretage den ændring af Schengen-konventionen, som følger af denne afgørelse.

…Begrebet ”et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed” i EF-traktatens

artikel 61 og EU-

traktatens artikel 29 kræver en fælles politik for bl.a. sikkerhedssamarbejdet over grænserne på

grund af de nationale retshåndhævelsesaktiviteters indbyrdes afhængighed. Forslaget tager sigte

på at opnå en balance mellem konsolidering af hidtidig praksis, fremme af samarbejdet og fælles

udvikling af en operationel praksis. I den forbindelse respekteres medlemsstaternes suveræne

104

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

ansvar, f.eks. hvad angår valg af midler og retshåndhævelsesstrategier, samtidig med at der ud-

stikkes fælles linjer for samarbejdet, hvis det skønnes nødvendigt.

.……”

Regeringen finder, at nærhedsprincippet må anses for overholdt, da formålet med forslaget er at

forbedre politisamarbejdet inden for EU, herunder ved at udbygge Schengen-reglerne med hen-

syn til grænseoverskridende operationelt politisamarbejde.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side ser man overordnet positivt på, at der sker en styrkelse af politisamarbejdet inden

for Den Europæiske Union, og man støtter overordnet set udviklingen af fælles, generelle prin-

cipper og strukturer for det grænseoverskridende politisamarbejde.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har ikke afgivet udtalelse om forslaget.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samar-

bejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Et grundnotat om forslaget til rådsafgørelse er oversendt til Folketingets Europaudvalg den 3.

oktober 2005 og til Folketingets Retsudvalg den 5. oktober 2005.

105

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 8: Rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse

med det politimæssige og strafferetlige samarbejde

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Resumé

Forslaget har til formål at sikre beskyttelsen af personoplysninger, der behandles inden for ram-

merne af det politimæssige og strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne (afsnit VI i

Traktaten om den Europæiske Union). Forslaget skal sikre, at grundlæggende rettigheder, navn-

lig retten til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger, finder anvendelse i hele EU,

navnlig med henblik på gennemførelse af tilgængelighedsprincippet, og at udvekslingen af rele-

vante oplysninger mellem medlemsstaterne ikke hindres af, at databeskyttelsesniveauerne i med-

lemsstaterne er forskellige. Forslaget skal ses i sammenhæng med Kommissionens forslag til

Rådets rammeafgørelse om udveksling af oplysninger efter tilgængelighedsprincippet (KOM

(2005) 490). Det forventes, at formandskabet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den

27.-28. april 2006 vil lægge op til en drøftelse af spørgsmålet om, hvorvidt der er hjemmel til

også at regulere data, der indsamles og anvendes i en rent national kontekst. Forslaget vurderes

ikke at være i strid med nærhedsprincippet. Forslaget vurderes at ville have lovgivningsmæssige

konsekvenser, mens det umiddelbart vurderes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser af

betydning. Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters holdninger

til forslaget. Fra dansk side er man overordnet set positiv over for udviklingen af et EU-

instrument, der fastlægger (mindste-) regler om beskyttelse af persondata i forbindelse med det

politimæssige og strafferetlige samarbejde.

Baggrund

Kommissionen har fremlagt et forslag til Rådets rammeafgørelse om beskyttelse af personoplys-

ninger i forbindelse med det politimæssige og strafferetlige samarbejde (KOM (2005) 475)

Som begrundelse for forslaget har Kommissionen overordnet henvist til følgende:

”Den 4. november 2004 vedtog Det Europæiske

Råd Haag-programmet til styrkelse af

frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU. I dette program opfordres Kommissionen til inden

udgangen af 2005 at fremsætte forslag til gennemførelse tilgængelighedsprincippet for

derved at forbedre udvekslingen af oplysninger på tværs af grænserne mellem medlemssta-

ternes retshåndhævende myndigheder. I Haag-programmet understreges det, at forslagene

fuldt og helt skal opfylde de væsentligste krav på databeskyttelsesområdet.

106

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

I juni 2005 vedtog Rådet og Kommissionen en handlingsplan for gennemførelsen af Haag-

programmet…… I henhold til handlingsplanen skal Kommissionen i 2005 fremsætte

”forslag om fastlæggelse af et tilgængelighedsprincip for retshåndhævelsesrelevant

infor-

mation” og 2) ”forslag om passende garantier og

effektive retsmidler i forbindelse med

overførsel af personoplysninger med henblik på politimæssigt og retsligt samarbejde i

straffesager….”

Denne rammeafgørelse skal sikre beskyttelsen af personoplysninger, der behandles inden

for rammerne af det politimæssige og strafferetlige samarbejde mellem EU-

medlemsstaterne (afsnit VI i TEU). Den tager sigte på at forbedre dette samarbejde, navn-

lig for så vidt angår forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme og under streng overholdel-

se af de væsentligste krav på databeskyttelsesområdet. Den skal sikre, at de grundlæggende

rettigheder

–

navnlig retten til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger

–

vil

blive beskyttet i hele EU, navnlig med henblik på at gennemføre tilgængelighedsprincip-

pet. Den skal desuden sikre, at udvekslingen af relevante oplysninger mellem medlemssta-

terne ikke hindres af, at databeskyttelsesniveauerne i medlemsstaterne

er forskellige.”

Forslaget til rammeafgørelse om databeskyttelse skal ses i sammenhæng med Kommissionens

forslag til Rådets rammeafgørelse om udveksling af oplysninger efter tilgængelighedsprincippet

(KOM (2005) 490), jf. i den forbindelse det grundnotat, som blev oversendt til Folketingets Eu-

ropaudvalg og Folketingets Retsudvalg den 26. januar 2006.

Det forventes, at formandskabet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27.-28. april

2006 vil lægge op til en drøftelse af spørgsmålet om, hvorvidt der er hjemmel til også at regulere

data, der indsamles og anvendes i en rent national kontekst.

Indhold

Forslaget til rammeafgørelse om databeskyttelse er fremsat under henvisning til traktaten om

Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 30 om fælles handling vedrørende politisamarbej-

de, artikel 31 om fælles handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager samt artikel 34,

stk. 2, litra b, hvoraf det fremgår, at Rådet med henblik på at bidrage til opfyldelse af Unionens

målsætninger på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen kan vedtage rammeafgørelser

om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.

Forslaget indeholder generelle regler for lovligheden af behandlingen af personoplysninger, be-

stemmelser vedrørende specifikke former for databehandling (videregivelse og at stille person-

oplysninger til rådighed for andre medlemsstaters kompetente myndigheder, yderligere behand-

ling, navnlig videregivelse af oplysninger modtaget fra eller stillet til rådighed af andre med-

107

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

lemsstaters kompetente myndigheder), den registreredes rettigheder, fortrolighed og sikkerhed i

forbindelse med databehandlingen, klageadgang, erstatningsansvar og sanktioner, tilsynsmyn-

digheder og en arbejdsgruppe vedrørende beskyttelse af personer i forbindelse med behandling

af personoplysninger med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning

af strafbare handlinger.

Forslaget indeholder følgende bestemmelser:

Formål, definitioner og anvendelsesområde

Artikel 1 fastslår, at rammeafgørelsens formål er at fastsætte fælles standarder, der skal sikre

beskyttelsen af fysiske personer for så vidt angår behandlingen af personoplysninger i forbindel-

se med det politimæssige og strafferetlige samarbejde, jf. afsnit VI i traktaten om Den Europæi-

ske Union.

Bestemmelsen fastslår videre, at medlemsstaterne skal sikre, at videregivelsen af personoplys-

ninger til de kompetente myndigheder i andre medlemsstater hverken begrænses eller forbydes

af årsager, der vedrører beskyttelsen af personoplysninger, som fastsat i denne rammeafgørelse.

I artikel 2

er begreberne ”personoplysninger”, ”behandling af personoplysninger”, ”register med

personoplysninger”, ”den registeransvarlige”, ”registerfører”, ”tredjemand”, ”modtager”, ”den

registreredes samtykke”, ”internationale organer eller organisationer” og ”kompetente myndig-

heder” defineret.

Der er tale om definitioner, som svarer til de definitioner, der fremgår af persondataloven (og det

bagvedliggende persondatadirektiv).

Definitionerne af begreberne "internationale organer eller organisationer" og ”kompetente myn-

digheder" er dog udtryk for en nyskabelse.

Ved ”internationale organer eller organisationer” for-

stås organer eller organisationer, der er oprettet ved internationale aftaler.

”Kompetente myndigheder" defineres som politi, toldvæsen, retlige og andre kompetente myn-

digheder i medlemsstaterne i den betydning, der er anvendt i artikel 29 i traktaten om Den Euro-

pæiske Union.

I artikel 3 beskrives rammeafgørelsens anvendelsesområde.

Rammeafgørelsen finder anvendelse på hel eller delvis automatisk behandling af personoplys-

ninger og anden behandling, der ikke er automatisk, som udgør eller skal udgøre en del af en

108

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

kompetent myndigheds register med henblik på at forebygge, undersøge, afsløre og retsforfølge

straffelovsovertrædelser.

Rammeafgørelsen gælder ikke for en sådan behandling af personoplysninger i Den Europæiske

Politienhed (Europol), Den Europæiske Enhed for Retligt Samarbejde (Eurojust) og toldinforma-

tionssystemet, der er etableret i henhold til den konvention, der har hjemmel i artikel K.3 i trakta-

ten om Den Europæiske Union, om brug af informationsteknologi på toldområdet og alle æn-

dringer heraf.

Almindelige betingelser for lovlig behandling af personoplysninger

I artikel 4 er der fastsat en række grundlæggende principper vedrørende oplysningernes pålide-

lighed. Disse principper svarer til, hvad der følger af persondataloven (og det bagvedliggende

persondatadirektiv).

Af artikel 4 følger endvidere, at medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om, at der klart

skal kunne sondres mellem personoplysninger vedrørende

–

en person, der mistænkes for at have begået eller deltaget i en straffelovsovertrædelse

–

en person, der er dømt for en straffelovsovertrædelse

–

en person, om hvem der er alvorlig grund til at tro, at han eller hun vil begå en straffelovsover-

trædelse

–

en person, der kan blive indkaldt for at vidne i forbindelse med undersøgelser vedrørende straf-

felovsovertrædelser eller med en efterfølgende straffesag

–

en person, der er offer for en straffelovsovertrædelse, eller om hvem visse kendsgerninger gi-

ver anledning til at tro, at han eller hun kan blive offer for en straffelovsovertrædelse

–

en person, der kan tilvejebringe oplysninger om straffelovsovertrædelser

–

en kontaktperson eller associeret til en af ovennævnte personer

–

en person, der ikke falder inden for nogen af ovennævnte kategorier.

Medlemsstaterne skal endvidere fastsætte bestemmelser om, at det kun er nødvendigt at behandle

personoplysninger, hvis der på grundlag af etablerede kendsgerninger er grund til at tro, at de

pågældende personoplysninger vil muliggøre, lette eller fremme forebyggelsen, efterforskningen,

afsløringen eller retsforfølgningen af en straffelovsovertrædelse, og der ikke findes andre midler,

der i mindre grad påvirker den registrerede, samt behandlingen af oplysningerne ikke er urime-

ligt vidtgående i forhold til den pågældende overtrædelse.

I artikel 5 foreskrives det, at medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om, at de kompetente

myndigheder kun må behandle personoplysninger, hvis det er lovbestemt, og det i loven er fast-

sat, at behandlingen er nødvendig for, at de pågældende myndigheder retmæssigt kan udføre

109

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

deres opgave, med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre og retsforfølge straffelovsover-

trædelser.

Efter artikel 6 skal medlemsstaterne forbyde behandling af personoplysninger om racemæssig

eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssigt til-

hørsforhold og oplysninger om helbredsforhold og seksuelle forhold.

Dette gælder dog ikke, hvis behandlingen er lovbestemt og absolut nødvendig for, at den berørte

myndighed retmæssigt kan udføre sin opgave og forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge

straffelovsovertrædelser, eller hvis den registrerede implicit har givet sin samtykke til behandlin-

gen, og medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om passende særlige sikkerhedsgarantier,

f.eks. at kun personale, der er ansvarlig for den retmæssige udførelse af en opgave, der begrunder

behandlingen, har adgang til oplysningerne.

Efter artikel 7 skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om, at personoplysninger ikke kan

lagres længere end, hvad der er nødvendigt i forhold til det formål, hvortil de blev indsamlet,

medmindre der er fastsat bestemmelser om andet i national ret.

Personoplysninger om de personer, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3, sidste led (dvs. personer,

der ikke falder inden for nogen af de øvrige kategorier der er nævnt) lagres ikke længere, end

hvad der er absolut nødvendigt til det formål, hvortil de blev indsamlet.

Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om hensigtsmæssige proceduremæssige og tekni-

ske foranstaltninger for at sikre, at tidsfristerne for lagring af personoplysninger overholdes. Det

kontrolleres regelmæssigt, at disse tidsfrister overholdes.

Videregivelse og at stille personoplysninger til rådighed for andre medlemsstaters kompetente

myndigheder

Efter artikel 8 skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om, at personoplysninger kun kan

videregives til eller stilles til rådighed for andre medlemsstaters kompetente myndigheder, hvis

det er nødvendigt for, at de myndigheder, der sender eller modtager oplysningerne, retmæssigt

kan udføre deres opgave, og for at forebygge, efterforske, afsløre og retsforfølge straffelovsover-

trædelser.

Efter artikel 9 skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om, at kvaliteten af personoplysnin-

gerne kontrolleres senest, før de videregives eller stilles til rådighed. I forbindelse med al videre-

givelse af oplysninger skal retsafgørelser og afgørelser om ikke at retsforfølge så vidt muligt

110

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

anføres, og oplysninger baseret på meninger eller personlige vurderinger kontrolleres ved kilden,

inden de videregives, og oplysningernes grad af rigtighed eller pålidelighed anføres.

Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om, at kvaliteten af personoplysninger, der stilles

til rådighed ved direkte elektronisk adgang for andre medlemsstaters kompetente myndigheder,

regelmæssigt kontrolleres for at sikre, at der gives adgang til rigtige og ajourførte oplysninger.

Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om, at personoplysninger, som ikke længere er

rigtige eller ajourførte, ikke videregives eller stilles til rådighed.

Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om, at den kompetente myndighed, der videregav

eller stillede personoplysninger til rådighed for en anden medlemsstats kompetente myndighed,

straks informerer sidstnævnte, hvis den på eget initiativ eller efter anmodning fra den registrere-

de konstaterer, at de pågældende oplysninger ikke burde være videregivet eller stillet til rådig-

hed, eller at der er videregivet eller stillet urigtige eller forældede oplysninger til rådighed.

Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om, at den kompetente myndighed, der informeres

i overensstemmelse med det netop anførte, sletter eller berigtiger de pågældende oplysninger.

Endvidere skal samme myndighed berigtige oplysningerne, hvis den opdager, at de er urigtige.

Hvis denne myndighed har rimelig grund til at tro, at de modtagne personoplysninger er urigtige

eller skal slettes, informerer den straks den kompetente myndighed, der videregav eller stillede

de pågældende oplysninger til rådighed.

Medmindre andet gælder ifølge national strafferetspleje skal medlemsstaterne fastsætte bestem-

melser om, at personoplysninger på anmodning af den registrerede markeres, hvis den registre-

rede nægter, at de er rigtige, og hvis det ikke kan afgøres, om de er rigtige eller ej. En sådan

markering slettes kun med den registreredes samtykke eller på grundlag af en afgørelse truffet af

den kompetente ret eller den kompetente tilsynsmyndighed.

Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om, at personoplysninger, der modtages fra en

anden medlemsstats myndighed, slettes:

–

hvis oplysningerne ikke burde have været videregivet, stillet til rådighed eller modtaget

–

efter en tidsfrist, der er fastsat i den anden medlemsstats lov, hvis den myndighed, der videre-

gav eller stillede de pågældende oplysninger til rådighed har informeret den myndighed, der

modtog dem, om tidsfristen, da de pågældende oplysninger blev videregivet eller stillet til rådig-

hed, medmindre der er behov for personoplysningerne til en retssag

–

hvis oplysningerne ikke eller ikke længere er nødvendige til de formål, hvortil de blev videre-

givet eller stillet til rådighed.

111

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Hvis personoplysningerne blev videregivet uden anmodning kontrollerer den myndighed, der

modtog dem, straks, om de er nødvendige til det formål, hvortil de blev videregivet.

Personoplysninger slettes ikke, men blokeres i overensstemmelse med national ret, hvis der er

rimelig grund til at tro, at en sletning kunne påvirke den registreredes interesser, der skal beskyt-

tes. Blokerede oplysninger anvendes eller videregives kun til de formål, der gjorde, at de ikke

blev slettet.

Efter artikel 10 skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om, at al elektronisk videregivelse

og modtagelse af personoplysninger, navnlig ved direkte elektronisk adgang, registreres, således

at det efterfølgende er muligt at kontrollere, hvorfor de blev videregivet, hvilke oplysninger der

blev videregivet, tidspunktet for videregivelsen, de involverede myndigheder og for så vidt angår

den myndighed, der modtager oplysningerne, hvem der har modtaget oplysningerne, og hvem

der har anmodet om at få dem.

Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om, at al elektronisk videregivelse og modtagelse

af personoplysninger dokumenteres, således at det efterfølgende er muligt at kontrollere, hvorfor

de blev videregivet, hvilke oplysninger der blev videregivet, tidspunktet for videregivelsen, de

involverede myndigheder og for så vidt angår den myndighed, der modtager oplysningerne,

hvem der har modtaget oplysningerne, og hvem der har anmodet om at få dem.

Den myndighed, der har registreret eller dokumenteret oplysningerne, skal straks meddele dette

til den kompetente tilsynsmyndighed på dennes anmodning. Oplysningerne anvendes kun med

henblik på kontrol af databeskyttelsen og til at sikre en ordentlig databehandling samt dataenes

integritet og sikkerheden omkring dem.

Yderligere behandling, navnlig yderligere videregivelse og overførsel af oplysninger, der er

modtaget fra eller stillet til rådighed af andre medlemsstaters kompetente myndigheder

Efter artikel 11 skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om, at personoplysninger modtaget

fra eller stillet til rådighed af en anden medlemsstats kompetente myndighed i overensstemmelse

med denne rammeafgørelse, særlig artikel 4, 5 og 6, kun behandles yderligere til enten det særli-

ge formål, hvortil de blev videregivet eller stillet til rådighed, eller hvis de er nødvendige med

henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af straffelovsovertrædel-

ser eller med henblik på forebyggelse af trusler mod den offentlige sikkerhed eller mod en per-

son, undtagen hvis sådanne hensyn tilsidesættes som følge af behovet for at beskytte den regi-

streredes interesser eller grundlæggende rettigheder.

112

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

I sidstnævnte tilfælde behandles de pågældende personoplysninger kun yderligere efter forudgå-

ende samtykke fra den myndighed, der har videregivet eller stillet dem til rådighed. Det gælder

dog ikke, hvis det i særlovgivning som omhandlet i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske

Union eksplicit fastsættes, at personoplysninger modtaget fra eller stillet til rådighed af en anden

medlemsstats kompetente myndighed kun behandles yderligere til de formål, hvortil de blev vi-

deregivet eller stillet til rådighed.

Efter artikel 12 skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om, at personoplysninger modtaget

fra eller stillet til rådighed af en anden medlemsstats kompetente myndigheder kun videregives

til eller stilles til rådighed for en medlemsstats øvrige kompetente myndigheder, hvis det er tyde-

ligt fastsat i loven, at der er pligt til eller det er tilladt at videregive eller stille oplysningerne til

rådighed, hvis det er nødvendigt at videregive eller stille oplysningerne til rådighed for, at den

myndighed, der har modtaget de pågældende oplysninger, eller den myndighed, til hvem de skal

videregives, retmæssigt kan udføre sin opgave, hvis det er nødvendigt at videregive eller stille

oplysningerne til rådighed til de særlige formål, hvortil de blev videregivet eller stillet til rådig-

hed, eller med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af straffe-

lovsovertrædelser eller for at forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed eller en person,

undtagen hvis sådanne hensyn må tilsidesættes som følge af behovet for at beskytte den registre-

redes interesser eller grundlæggende rettigheder, og hvis den kompetente myndighed i den med-

lemsstat, der har videregivet eller stillet de pågældende oplysninger til rådighed for den kompe-

tente myndighed, der har til hensigt selv at videregive dem eller stille dem til rådighed, har givet

sit forudgående samtykke hertil.

Er der spørgsmål om videregivelse mv. af oplysninger modtaget fra eller stillet til rådighed af en

anden medlemsstats kompetente myndigheder til andre myndigheder end de kompetente myn-

digheder, følger det af artikel 13, at dette alene kan ske i særlige tilfælde og hvis det er tydeligt

fastsat i loven, at der er pligt til eller det er tilladt at videregive oplysningerne, og videregivelsen

af de pågældende oplysninger er enten nødvendig af hensyn til de særlige formål, hvortil de blev

videregivet eller stillet til rådighed, eller med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring

eller retsforfølgning af straffelovsovertrædelser eller for at forebygge trusler mod den offentlige

sikkerhed eller mod en person, undtagen hvis sådanne hensyn må tilsidesættes som følge af be-

hovet for at beskytte den registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder eller nødven-

dig, fordi de pågældende oplysninger er uundværlige for den myndighed, til hvem oplysningerne

skal videregives, for at den kan udføre sin retmæssige opgave, og forudsat at formålet med den

myndigheds indsamling eller behandling ikke er uforeneligt med den oprindelige behandling og

ikke strider mod de retlige forpligtelser, der påhviler den myndighed, der har til hensigt at vide-

regive oplysningerne eller uden tvivl i den registreredes interesse, og enten den registrerede har

givet sit samtykke hertil, eller omstændighederne er sådan, at det uden tvivl kan formodes, at det

forholder sig sådan.

113

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Videregivelse eller at stille oplysninger til rådighed kan dog også ske, hvis den kompetente myn-

dighed i den medlemsstat, der har videregivet eller stillet de pågældende oplysninger til rådighed

for den kompetente myndighed, der har til hensigt selv at videregive dem, har givet sit forudgå-

ende samtykke hertil.

For så vidt angår videregivelse af oplysninger til private, følger det af artikel 14, at medmindre

andet gælder ifølge nationale strafferetsplejeregler skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelser

om, at personoplysninger modtaget fra eller stillet til rådighed af en anden medlemsstats kompe-

tente myndighed kun kan videregives til private parter i en medlemsstat i særlige tilfælde, og

hvis det er tydeligt fastsat i loven, at der er pligt til eller det er tilladt at videregive oplysningerne,

og hvis videregivelsen er nødvendig til de formål, hvortil de blev videregivet eller stillet til rå-

dighed, eller med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning af straf-

felovsovertrædelser eller for at forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed eller mod en per-

son, undtagen hvis sådanne hensyn må tilsidesættes som følge af behovet for at beskytte den

registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder, og hvis den kompetente myndighed i

den medlemsstat, der har videregivet eller stillet de pågældende oplysninger til rådighed for den

kompetente myndighed, der har til hensigt selv at videregive dem, har givet sit forudgående sam-

tykke til, at de videregives til private parter.

I artikel 15 er der fastsat bestemmelser om overførsel til kompetente myndigheder i tredjelande

eller til internationale organer. Af bestemmelsen følger, at medlemsstaterne skal fastsætte be-

stemmelser om, at personoplysninger modtaget fra eller stillet til rådighed af en anden medlems-

stats kompetente myndigheder ikke videregives til kompetente myndigheder i tredjelande eller til

internationale organer, undtagen hvis denne videregivelse er i overensstemmelse med rammeaf-

gørelsen og herunder navnlig hvis det er tydeligt fastsat i loven, at der er pligt til eller det er til-

ladt at overføre oplysningerne, hvis overførslen er nødvendig til de formål, hvortil de blev vide-

regivet eller stillet til rådighed, eller med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring eller

retsforfølgning af straffelovsovertrædelser, eller for at forebygge trusler mod den offentlige sik-

kerhed eller mod en person, undtagen hvis sådanne hensyn må tilsidesættes som følge af behovet

for at beskytte den registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder, hvis den kompetente

myndighed i en anden medlemsstat, som har videregivet eller stillet de pågældende oplysninger

til rådighed for den kompetente myndighed, der har til hensigt selv at videregive dem, eksplicit

har givet sit forudgående samtykke hertil, samt at der sikres en passende grad af databeskyttelse i

tredjelandet eller det internationale organ, til hvem de pågældende oplysninger overføres.

Medlemsstaterne sikrer, at det i lyset af alle omstændigheder omkring hver overførsel eller kate-

gori af overførsler vurderes, om tredjelandet eller det internationale organ sikrer en passende

grad af beskyttelse af oplysningerne. Vurderingen baseres navnlig på en undersøgelse af følgen-

114

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

de elementer: oplysningernes art, behandlingens formål og varighed, oprindelseslandet og det

endelige bestemmelsesland, de retsregler - almindelige regler eller sektorregler

–

der er i kraft i

det pågældende tredjeland eller organ, samt de regler for god forvaltningsskik og de sikkerheds-

foranstaltninger, der gælder der, samt at modtageren af de overførte oplysninger opstiller til-

strækkelige sikkerhedsgarantier.

Medlemsstaterne og Kommissionen underretter gensidigt hinanden, hvis de mener, at et tredje-

land eller et internationalt organ ikke sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau.

Når det efter komitologiproceduren i artikel 16 fastslås, at et tredjeland eller et internationalt

organ ikke sikrer et passende beskyttelsesniveau i den betydning, der anvendes i stk. 2, træffer

medlemsstaterne de foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre al overførsel af person-

oplysninger til det pågældende tredjeland eller internationale organ.

I overensstemmelse med komitologiproceduren i artikel 16 kan det fastslås, at et tredjeland eller

et internationalt organ sikrer et passende beskyttelsesniveau i den betydning, der anvendes i stk.

2, som følge af dets nationale love eller internationale forpligtelser for at beskytte privatlivets

fred og den enkeltes grundlæggende friheder og rettigheder.

Personoplysninger, der modtages fra den kompetente myndighed i en anden medlemsstat, kan

undtagelsesvis videregives til de kompetente myndigheder i tredjelande eller til internationale

organer, som ikke sikrer et passende beskyttelsesniveau, hvis det er absolut nødvendigt for at

beskytte en medlemsstats væsentlige interesser eller forebygge en umiddelbart forestående alvor-

lig fare, der truer den offentlige sikkerhed eller en eller flere specifikke personer.

I artikel 16 fastsættes der nærmere regler for indførelsen af komitologiproceduren.

Af artikel 17 følger det, at artikel 12 (om overførsel til andre kompetente myndigheder), artikel

13 (om videregivelse til andre myndigheder end de kompetente myndigheder), artikel 14 (om

videregivelse af oplysninger til private) og artikel 15 (om overførsel til kompetente myndigheder

i tredjelande eller til internationale organer) ikke finder anvendelse, hvis det i særlovgivning som

omhandlet i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union eksplicit fastsættes, at personoplys-

ninger modtaget fra eller stillet til rådighed af en anden medlemsstats kompetente myndighed

ikke må videregives eller kun videregives på mere specifikke betingelser.

Artikel 18 foreskriver, at medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om, at den kompetente

myndighed, hvorfra personoplysningerne blev modtaget, eller af hvem de blev stillet til rådighed,

på anmodning informeres om den videre behandling af oplysningerne og de opnåede resultater.

115

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Den registreredes rettigheder

I artikel 19 og 20 er der fastsat udførlige bestemmelser om underretning af den registrerede per-

son.

Efter bestemmelsen i artikel 19 skal medlemsstaterne sikre, at den registeransvarlige eller dennes

repræsentant - medmindre den pågældende allerede er bekendt hermed - skal give den person,

hos og om hvem der med den pågældendes viden indsamles oplysninger, følgende informationer:

Den registeransvarliges og eventuelt dennes repræsentants identitet, formålene med den behand-

ling, hvortil oplysningerne er bestemt og alle yderligere informationer som f. eks. retsgrundlaget

for databehandlingen, modtagerne eller kategorierne af modtagere af oplysninger, om det er ob-

ligatorisk eller frivilligt at besvare spørgsmålene eller indgå i andre former for samarbejde samt

mulige følger af ikke at svare eller samarbejde samt retten til indsigt i og til berigtigelse af per-

sonoplysninger vedrørende den registrerede selv, for så vidt som denne information er nødvendig

under hensyn til de særlige forhold, hvorunder oplysningerne indsamles, for at garantere en fair

behandling over for den registrerede.

Oplysninger må kun nægtes udleveret eller kun udleveret i begrænset omfang, hvis det er nød-

vendigt for at sætte den registeransvarlige i stand til at udføre sine lovbestemte opgaver på til-

fredsstillende vis, for at undgå at skade igangværende efterforskninger, undersøgelser eller rets-

sager eller forhindre de kompetente myndigheder i at udføre deres retmæssige opgaver, for at

beskytte den offentlige sikkerhed og den offentlige orden i en medlemsstat eller for at beskytte

tredjemands rettigheder og friheder.

Det gælder dog ikke, hvis sådanne hensyn tilsidesættes som følge af behovet for at beskytte den

registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder.

Hvis oplysninger nægtes udleveret eller kun i begrænset omfang udleveres, informerer den regi-

steransvarlige den registrerede om, at sidstnævnte kan klage til den kompetente tilsynsmyndig-

hed, uden at det påvirker klageadgangen til retten eller en eventuel national strafferetssag.

Årsagerne til afslaget eller begrænsningen skal ikke videreformidles, hvis dette skader formålet

hermed. I så tilfælde informerer den registeransvarlige den registrerede om, at han kan klage til

den kompetente tilsynsmyndighed, uden at det påvirker klageadgangen til retten eller en eventuel

national strafferetssag. Hvis den registrerede klager til tilsynsmyndigheden, behandler denne

klagen. Under behandlingen af klagen informerer tilsynsmyndigheden kun den registrerede om,

hvorvidt oplysningerne er blevet korrekt behandlet, og hvis det ikke er tilfældet, om de nødven-

dige berigtigelser er blevet foretaget.

116

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Af artikel 20 følger, at når oplysningerne ikke er indhentet hos den registrerede eller er blevet

indhentet uden dennes viden eller kendskab til, at der blev indsamlet oplysninger om ham, fast-

sætter medlemsstaterne bestemmelser om, at den registeransvarlige eller dennes repræsentant

allerede ved registreringen af oplysningerne, eller hvis oplysningerne videregives til tredjemand,

inden for et rimeligt tidsrum, efter at de første gang blev videregivet, skal give den registrerede

en række oplysninger vederlagsfrit, medmindre den pågældende allerede er bekendt hermed,

eller det viser sig at være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at give denne information.

Det drejer sig om oplysninger om, den registeransvarliges og eventuelt dennes repræsentants

identitet, formålene med databehandlingen og alle yderligere informationer som f.eks. retsgrund-

laget for databehandlingen, hvilken type personoplysninger der er tale om, modtagerne eller ka-

tegorierne af modtagere af personoplysningerne, retten til indsigt i og til berigtigelse af person-

oplysninger vedrørende den registrerede selv, for så vidt som disse yderligere oplysninger er

nødvendige under hensyn til de særlige forhold, hvorunder oplysningerne behandles, for at ga-

rantere en fair behandling over for den registrerede.

Informationer gives ikke, hvis dette er nødvendigt for at sætte den registeransvarlige i stand til at

udføre sine lovbestemte opgaver på tilfredsstillende vis, for at undgå at skade igangværende ef-

terforskninger, undersøgelser eller retssager eller forhindre de kompetente myndigheder i at ud-

føre deres retmæssige opgaver, for at beskytte den offentlige sikkerhed og den offentlige orden i

en medlemsstat eller for at beskytte tredjemands rettigheder og friheder undtagen hvis sådanne

hensyn tilsidesættes som følge af behovet for at beskytte den registreredes interesser eller grund-

læggende rettigheder.

I artikel 21 er der fastsat bestemmelser om den registrerede persons ret til adgang til samt berig-

tigelse, sletning eller blokering af oplysninger.

Efter bestemmelsen skal medlemsstaterne sikre enhver registreret ret til hos den registeransvarli-

ge frit og uhindret, med rimelige mellemrum og uden større ventetid eller større udgifter at få

oplyst, om der behandles personoplysninger om den pågældende selv, samt mindst formålene

med behandlingen, hvilken type oplysninger det drejer sig om, retsgrundlaget for databehandlin-

gen og modtagerne eller kategorierne af modtagere af oplysningerne, at få meddelt letforståelig

information om, hvilke oplysninger der er omfattet af behandlingerne, samt enhver tilgængelig

information om, hvorfra disse oplysninger stammer.

Den registrerede skal også have adgang til efter omstændighederne at få oplysninger, som ikke er

blevet behandlet i overensstemmelse med rammeafgørelsen, berigtiget, slettet eller blokeret,

navnlig hvis de er ufuldstændige eller urigtige samt at få udvirket, at tredjemand, til hvem sådan-

ne oplysninger er blevet videregivet, underrettes om enhver berigtigelse, sletning eller blokering,

der er foretaget, medmindre underretning viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig.

117

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Enhver foranstaltning, den registrerede (ellers) har ret til i henhold til bestemmelsen, kan nægtes,

hvis dette er nødvendigt for at sætte den registeransvarlige i stand til at udføre sine lovbestemte

opgaver på tilfredsstillende vis, for at undgå at skade igangværende efterforskninger, undersøgel-

ser eller retssager eller forhindre de kompetente myndigheder i at udføre deres retmæssige opga-

ver, for at beskytte den offentlige sikkerhed og den offentlige orden i en medlemsstat, eller for at

beskytte tredjemands rettigheder og friheder.

Dette gælder dog ikke, hvis sådanne hensyn tilsidesættes som følge af behovet for at beskytte

den registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder.

Et afslag på at nyde de rettigheder, der er omhandlet i bestemmelsen, eller en begrænsning heraf

gives skriftligt. Hvis en anmodning ikke efterkommes eller kun i begrænset omfang efterkom-

mes, informerer den registeransvarlige den registrerede om, at han kan klage til den kompetente

tilsynsmyndighed, uden at det påvirker klageadgangen til retten eller en eventuel national straffe-

retssag.

Årsagerne til afslaget eller begrænsningen skal ikke videreformidles til den registrerede, hvis

dette skader formålet hermed. I så fald informerer den registeransvarlige den registrerede om, at

han kan klage til den kompetente tilsynsmyndighed, uden at det påvirker klageadgangen til retten

eller en eventuel national strafferetssag. Hvis den registrerede klager til tilsynsmyndigheden,

behandler denne klagen. Under behandlingen af klagen informerer tilsynsmyndigheden kun den

registrerede om, hvorvidt oplysningerne er blevet korrekt behandlet, og hvis det ikke er tilfældet,

om de nødvendige berigtigelser er blevet foretaget.

Efter artikel 22 skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om, at der skal træffes passende

tekniske foranstaltninger for at sikre, at i de tilfælde, hvor den registeransvarlige berigtiger, blo-

kerer eller sletter personoplysninger efter en anmodning herom, udformes der automatisk en liste

over leverandørerne og modtagerne af disse oplysninger. Den registeransvarlige sikrer, at de på

listen anførte informeres om ændringerne af personoplysningerne.

Fortrolighed og sikkerhed i forbindelse med databehandlingen

Efter artikel 23 (som svarer til, hvad der følger af persondatadirektivet) må enhver, der udfører

arbejde under den registeransvarlige eller registerføreren, herunder registerføreren selv, og som

får adgang til personoplysninger, kun behandle disse efter instruks fra den registeransvarlige,

bortset fra tilfælde der er fastsat i lovgivningen. Alle personer, der skal arbejde med eller inden

for en kompetent myndighed i en medlemsstat, er bundet af strenge fortrolighedsregler.

118

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

I artikel 24 (som i vidt omfang svarer til hvad der følger af persondatadirektivet) opstilles der en

række krav til behandlingssikkerheden.

Af bestemmelsen fremgår bl.a., at medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om, at den regi-

steransvarlige skal gennemføre hensigtsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger for

at beskytte personoplysninger mod uagtsomt eller ulovligt at blive destrueret eller ved et uheld at

gå tabt, blive ændret, blive videregivet eller givet adgang til uden bemyndigelse hertil, navnlig

når databehandlingen involverer overførsel via et netværk eller rådighedsstillelse af oplysninger

ved at give direkte elektronisk adgang, og mod alle andre ulovlige former for databehandling,

idet der tages hensyn til navnlig risiciene i forbindelse med behandlingen og arten af de oplys-

ninger, der skal beskyttes.

Disse foranstaltninger skal under hensyn til det aktuelle tekniske niveau og de omkostninger,

som er forbundet med deres iværksættelse, tilvejebringe et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau i for-

hold til de risici, som behandlingen indebærer, og arten af de oplysninger, som skal beskyttes.

Foranstaltningerne vurderes som værende nødvendige, hvis den dermed forbundne indsats står i

passende forhold til det tilstræbte sikkerhedsniveau.

Med henblik på elektronisk databehandling af oplysninger skal hver medlemsstat træffe passende

foranstaltninger til at sikre, at uautoriserede personer ikke kan få adgang til de anlæg, der benyt-

tes til behandling af personoplysninger (kontrol med fysisk adgang til anlæggene), at databærer-

ne hverken kan læses, kopieres, ændres eller fjernes af uautoriserede personer (kontrol med data-

bærere), at der ikke kan ske uautoriseret lagring af oplysninger, og at uautoriserede personer

hverken kan få kendskab til, ændre eller slette lagrede personoplysninger (kontrol med lagring),

at edb-systemerne ikke via datatransmissionsanlæg kan benyttes af uautoriserede personer (bru-

gerkontrol), at personer med bemyndigelse til at anvende et elektronisk databehandlingssystem

kun har adgang til de oplysninger, der er omfattet af deres adgangstilladelse (kontrol med data-

adgangen), at det er muligt at kontrollere og fastslå, til hvilke organer der er blevet eller kan være

blevet videregivet eller stillet personoplysninger til rådighed ved hjælp af datakommunikations-

udstyr (kontrol med kommunikationsudstyr), at det er muligt efterfølgende at undersøge og fast-

slå, hvilke personoplysninger der er indlæst i edb-systemerne, hvornår og af hvem (efterfølgende

kontrol med indlæsning), at der ikke er mulighed for ubemyndiget læsning, kopiering, ændring

eller sletning af personoplysninger under overførsler af disse eller under transport af databærere

(kontrol ved overførsler og med transport af databærere), at de anvendte systemer i tilfælde af

teknisk uheld straks kan genetableres (genopretning), og at systemet fungerer fejlfrit, at indtrufne

fejl straks meldes (pålidelighed), og at lagrede oplysninger ikke bliver forkerte som følge af fejl-

funktioner i systemet (ægthed).

119

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Efter artikel 25 (som stort set svarer til persondatadirektivet) skal alle registeransvarlige føre et

der tjener et enkelt formål eller flere relaterede formål.

Medlemsstaterne skal præcisere, på hvilke betingelser og efter hvilke procedurer de omhandlede

oplysninger skal anmeldes til tilsynsmyndigheden.

Efter artikel 26 (som svarer til persondatadirektivet) skal medlemsstaterne præcisere, hvilke be-

handlinger der kan indebære særlige risici for personers rettigheder og friheder, og sikrer, at dis-

se behandlinger kontrolleres, inden de iværksættes.

Klageadgang, erstatningsansvar og sanktioner

Forslaget indeholder i artikel 27 (om klageadgang), i artikel 28 (om erstatningsansvar) og i arti-

kel 29 (om sanktioner) bestemmelser, der i det væsentlige svarer til den ordning, som er fastsat i

persondatadirektivet.

Tilsynsmyndighed og arbejdsgruppe på området

Forslaget indeholder i artikel 30 (om en tilsynsmyndighed) og artikel 31 (om oprettelse af en

arbejdsgruppe på området) bestemmelser, som stort set svarer til, hvad der følger af persondata-

direktivet.

Afsluttende bestemmelser

Artikel 33 fastsætter, at i forhold, der falder under anvendelsesområdet for EU-traktaten, erstatter

rammeafgørelsen artikel 126-130 i Schengen-konventionen.

Artikel 34 foreskriver, at rammeafgørelsen erstatter artikel 23 i konventionen om gensidig rets-

hjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater. Endvidere fastsættes det, at

alle henvisninger til Europarådets konvention nr. 108 af 28. januar 1981 om beskyttelse af det

enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger skal læses

som en henvisning til rammeafgørelsen.

Artikel 35 og artikel 36 regulerer spørgsmålet om gennemførelse og ikrafttræden.

120

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Gældende dansk ret

3.1.

Den regulering, som foreslås efter forslaget til rammeafgørelse, afspejles i vidt omfang i

persondataloven, jf. lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger som ændret

ved lov nr. 280 af 25. april 2001 (der gennemfører persondatadirektivet

–

direktiv 95/46/EF

–

dansk ret)

Dette gælder navnlig med hensyn til de foreslåede bestemmelser vedrørende rammeafgørelsens

formål, definitioner og anvendelsesområde (jf. forslagets artikel 1-3), vedrørende almindelige

grundlæggende principper for behandling af personoplysninger (jf. især forslagets artikel 4-5),

vedrørende fortrolighed og sikkerhed i forbindelse med databehandling (jf. forslagets artikel 23-

26), vedrørende klageadgang, erstatningsansvar og sanktioner (jf. forslagets artikel 27-29) og

vedrørende tilsynsmyndighed og en arbejdsgruppe på området (jf. forslagets artikel 30-32).

Disse bestemmelser svarer således stort set til, hvad der følger af persondataloven (og det bag-

vedliggende persondatadirektiv).

I lyset heraf koncentreres den følgende beskrivelse af gældende dansk ret på området om de dele

af rammeafgørelsen, som vedrører lovligheden af behandling af personoplysninger samt registre-

rede personers rettigheder.

3.2.

Persondataloven gælder - ligesom forslaget til rammeafgørelse

–

for behandling af person-

oplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke-

elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

Uden for persondatalovens anvendelsesområde, falder bl.a. behandlinger der udføres for politiets

eller forsvarets efterretningstjenester, jf. lovens § 2, stk. 11.

Bestemmelserne i lovens kapitel 8 (om oplysningspligt over for den registrerede) og §§ 35-37 og

§ 39 (om bl.a. den registreredes indsigelsesret over for behandlinger, om den registreredes ret til

berigtigelse, sletning eller blokering af oplysninger, der er urigtige mv. samt ret til underretning

af tredjemand, som har modtaget oplysninger, der er berigtiget mv. samt om den registreredes ret

til indsigelse mod visse automatiserede afgørelser samt ret til oplysning om beslutningsgrundla-

get) finder ikke anvendelse på behandlinger, der foretages for henholdsvis domstolene og politi

og anklagemyndighed inden for det strafferetlige område. Desuden finder kapitel 9 (om den regi-

streredes indsigtsret) heller ikke anvendelse på behandlinger, der foretages for domstolene inden

for det strafferetlige område. Der henvises til persondatalovens § 2, stk. 4.

121

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

3.3.

Persondataloven indeholder i § 5 en række grundlæggende principper for behandling af per-

sonoplysninger, herunder regler om indsamling, ajourføring, opbevaring mv.

Reglerne i kapitel 5 giver ikke et selvstændigt retligt grundlag for at foretage en bestemt behand-

ling af personoplysninger. Hjemmel hertil skal søges i de øvrige behandlingsregler i navnlig §§

6-8, hvorefter der kan ske behandling, herunder videregivelse mv., hvis dette er nødvendigt til en

række nærmere angivne formål, herunder bl.a. af hensyn til en offentlig myndigheds varetagelse

af sine opgaver på det strafferetlige område. Det bemærkes i den forbindelse, at persondatalo-

vens § 8, stk. 2, indeholder særlige videregivelsesregler vedrørende bl.a. oplysninger om strafba-

re forhold.

Behandlingsreglerne i persondatalovens §§ 6-8 adskiller sig på en række punkter fra den mere

detaljerede regulering, som foreslås efter forslaget til rammeafgørelse. Der kan bl.a. peges på, at

persondataloven ikke indeholder særlige regler om forskellige grader af rigtighed og pålidelighed

i forbindelse med databehandlingen eller om, at der klart skal kunne sondres mellem personop-

lysninger vedrørende forskellige persongrupper (mistænke, dømte, vidner, ofre mv.).

Herudover kan der peges på, at persondatalovens § 7 ikke indeholder helt så strenge betingelser

for (undtagelsesvist) at behandle særlige kategorier af oplysninger (personoplysninger om race-

mæssig eller etnisk baggrund mv.), som de betingelser der foreslås efter artikel 6 i forslaget til

rammeafgørelse.

Endelig kan det nævnes, at persondataloven ikke

–

på samme måde som forslaget til rammeafgø-

relse

–

indeholder særlige og detaljerede bestemmelser om videregivelse og stillen til rådighed af

personoplysninger til andre medlemsstaters kompetente myndigheder (se forslagets artikel 8-10)

eller om yderligere behandling, navnlig yderligere videregivelse og overførsel af oplysninger,

der er modtaget fra eller stillet til rådighed af andre medlemsstaters kompetente myndigheder (se

hertil forslagets artikel 11-18).

Hvad særligt angår spørgsmålet om overførsel af oplysninger til kompetente myndigheder i tred-

jelande eller til internationale organer bemærkes dog, at persondataloven i § 27 indeholder særli-

ge regler om overførsel af oplysninger til tredjelande. Disse regler er imidlertid ikke enslydende

med og synes ikke så restriktive som reglerne i forslaget til rammeafgørelse (se hertil artikel 15).

3.4.

Som tidligere nævnt følger det af persondatalovens § 2, stk. 4, at en række af lovens be-

stemmelser om den registreredes rettigheder ikke finder anvendelse på behandlinger, der foreta-

ges for henholdsvis domstolene og politi og anklagemyndighed inden for det strafferetlige områ-

de.

122

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Det drejer sig for det første om bestemmelserne i persondatalovens kapitel 8 (§§ 28-30) om op-

lysningspligt over for den registrerede.

For det andet er der gjort fravigelse fra bestemmelserne i persondatalovens kapitel 9 (§§ 31-34)

om den registreredes indsigtsret, for så vidt angår behandling af personoplysninger, der foretages

for domstolene inden for det strafferetlige område.

Reglerne i kapital 9 gælder således alene med hensyn til behandlinger, der foretages for politi og

anklagemyndighed (og særmyndigheder mv.) inden for det strafferetlige område.

Efter persondatalovens § 31, stk. 1, har en registreret person

–

efter begæring

–

ret til indsigt i en

række oplysninger om vedkommende selv (egenacces). Dette gælder dog bl.a. ikke, hvis den

registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hen-

syn til private eller offentlige interesser, herunder bl.a. den offentlige sikkerhed eller forebyggel-

se, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning i straffesager, eller hvis der i øvrigt er grundlag

for at gøre undtagelser fra indsigtsretten efter reglerne i offentlighedslovens § 2 samt §§ 7-11 og

§ 14. Der henvises til persondatalovens § 32, stk. 1 og 2.

Herudover følger det af lovens § 32, stk. 5, at justitsministeren under visse betingelser kan træffe

bestemmelse om, at der generelt gøres undtagelse fra retten til indsigt i oplysninger, der behand-

les af offentlige myndigheder på det strafferetlige område, for så vidt bestemmelsen i § 32, stk.

1, jf. herved § 30, må antages at medføre, at begæringer om ret til indsigt i almindelighed må

afslås. Med hjemmel i denne bestemmelse er der fastsat nærmere regler om egenacces i bekendt-

gørelse nr. 218 af 27. marts 2001 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminal-

Reglerne om egenacces i persondataloven synes ikke så vidtgående som de modsvarende regler i

forslaget til rammeafgørelse. Der kan bl.a. peges på, at den registrerede efter forslaget til ramme-

afgørelse skal oplyses om retsgrundlaget for databehandlingen, ligesom grundene til at nægte

den registrerede indsigtsret er mere begrænsede end efter persondataloven.

Endelig kan det - for det tredje

–

nævnes, at kun visse af bestemmelserne i persondatalovens ka-

pitel 10 finder anvendelse på behandlinger, der foretages for henholdsvis domstolene og politi og

anklagemyndighed inden for det strafferetlige område.

Det drejer sig bl.a. om bestemmelserne i lovens § 37 om den registreredes ret til berigtigelse,

sletning eller blokering af oplysninger, der er urigtige mv. samt ret til underretning af tredje-

mand, som har modtaget oplysninger, der er berigtiget mv.

123

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

3.5.

Persondataloven indeholder i kapitel 11 (§§ 41-42) regler om den fysiske behandlingssik-

kerhed og i kapitel 12 (§§ 43-47) regler om anmeldelse af behandlinger, der foretages for den

offentlige forvaltning til tilsynsmyndigheden.

Supplerende administrative bestemmelser om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af per-

sonoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, er fastsat i bekendtgørelse nr. 528

af 15. juni 2000.

Bestemmelser om klageadgang, erstatningsansvar og sanktioner er fastsat i persondatalovens

kapitel 18 (§§ 69-71).

Hvad angår reglerne om Datatilsynets organisation og funktioner henvises der til persondatalo-

vens kapitel 16 (§§ 55-66).

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslaget til rammeafgørelse om databeskyttelse vil i den nuværende udformning have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser, navnlig med hensyn til de foreslåede bestemmelser om, hvornår der

kan ske behandling af personoplysninger samt om den registreredes rettigheder.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Kommissionen har i den ledsagende begrundelse for forslaget anført, at gennemførelse af den

foreslåede rammeafgørelse kun vil medføre få supplerende administrative udgifter, der skal

dækkes

over EU’s budget, til møder og sekretæropgaver for udvalget og det rådgivende organ,

der forventes nedsat til forslagets artikel 16 og 31.

For så vidt angår de danske myndigheder, som løser opgaver inden for rammeafgørelsens områ-

de, vurderes det umiddelbart, at forslaget ikke vil medføre statsfinansielle konsekvenser af be-

tydning. Dog vil de foreslåede krav til fysisk behandlingssikkerhed (se især forslagets artikel 10

og 24) muligvis kunne føre til visse forøgede udgifter til udvikling af tekniske foranstaltninger.

Høring

Forslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder, organisationer mv.:

124

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns

Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i

Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig-

foreningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for Særlig

Økonomisk Kriminalitet, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Datatilsynet, Advokatrådet, Amnesty

International, Dansk Told- og Skatteforbund, Institut for Menneskerettigheder og Landsforenin-

gen af beskikkede advokater.

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Kø-

benhavns Byret, Præsidenten for Retten i Roskilde, Præsidenten for Retten i Århus, Præ-

sidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Aalborg, Dommerfuldmægtigfor-

eningen, Foreningen af Politimestre i Danmark og Advokatrådet

har ingen bemærkninger til

forslaget.

Datatilsynet

har anført, at tilsynet gennem de seneste år har fået forelagt en række initiativer,

som viser en klar udvikling i retning af øget informationsudveksling og intensiveret samarbejde

mellem retshåndhævende myndigheder, navnlig inden for Europa. Datatilsynet har tilkendegivet,

at udviklingen hen imod øget informationsudveksling inden for det politimæssige og strafferetli-

ge samarbejde i Europa aktualiserer behovet for gennemførelsen af et generelt og opdateret data-

beskyttelsesretligt instrument på dette område. Den beskrevne udvikling har også givet datatil-

synsmyndighederne i Europa anledning til i fællesskab at udtrykke ønske om, at der etableres

regler om databeskyttelse på dette område. De europæiske datatilsynsmyndigheder har den 24.

januar 2006 - i forlængelse af deres konference - afgivet en udtalelse om forslaget til rammeafgø-

relse. Datatilsynet kan henholde sig til denne udtalelse.

Herudover har Datatilsynet særligt bemærket, at tilsynet ser et bindende databeskyttelsesregelsæt

som en afgørende forudsætning for udviklingen mod øget informationsudveksling på tredje søj-

le-området. Hvis et sådant regelsæt effektivt skal sikre, at personoplysningerne altid er omgærdet

med en tilstrækkelig beskyttelse, må reglerne efter Datatilsynets opfattelse omfatte enhver be-

handling af personoplysninger inden for retshåndhævelsen. Som følge heraf finder Datatilsynet,

at det som udgangspunkt ikke bør overlades til medlemsstaterne at bestemme, f.eks. hvilken be-

skyttelse der skal være af oplysningerne i manuelle sager.

Datatilsynet peger desuden på, at det af betragtning 7 i forslagets præambel fremgår, at en ind-

byrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning ikke bør medføre en forringelse af den data-

beskyttelse, disse yder, men tværtimod skal have til formål at sikre et højt beskyttelsesniveau i

EU.

125

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Ifølge forslagets artikel 1, stk. 1, fastsættes der i rammeafgørelsen fælles standarder, der skal

sikre beskyttelsen af fysiske personer for så vidt angår behandlingen af personoplysninger i for-

bindelse med det politimæssige og strafferetlige samarbejde. Det fremgår videre af artikel 1, stk.

2, at medlemsstaterne sikrer, at videregivelsen af personoplysninger til de kompetente myndig-

heder i andre medlemsstater hverken begrænses eller forbydes af årsager, der vedrører beskyttel-

sen af personoplysninger som fastsat i denne rammeafgørelse.

Den europæiske konference for datatilsynsmyndigheder har i sin udtalelse anført, at artikel 1,

stk. 2, kun giver mening, hvis den foreslåede rammeafgørelse resulterer i en fuldstændig harmo-

nisering af den databeskyttelseslovgivning, der regulerer det politimæssige og strafferetlige sam-

arbejde i EU. Datatilsynet kan hertil føje, at så længe der ikke er et sikkert grundlag, der garante-

rer, at oplysninger, der videregives til et andet land, i alle tilfælde er omgærdet med et meget højt

niveau af databeskyttelse, bør et medlemsland efter tilsynets opfattelse kunne begrænse sin vide-

regivelse af denne årsag. Tilsynet finder derfor, at bestemmelsen i artikel 1, stk. 2, er for vidtgå-

ende og bør udgå.

Med henvisning til udtalelsen fra den europæiske konference for datatilsynsmyndigheder har

Datatilsynet fremhævet følgende synspunkter:



De eksisterende principper og definitioner, navnlig de der findes i databeskyttelsesdirek-

tivet, kan anvendes som udgangspunkt ved udformning af databeskyttelsesregler på tredje

søjle. Samtidig medfører de særlige opgaver, som retshåndhævende myndigheder har, og

karakteren af de oplysninger, der behandles, at det er nødvendigt at fastlægge en fælles

standard og at sikre effektiv beskyttelse.

Datatilsynet skal hertil føje, at det efter tilsynets opfattelse er overordentligt vigtigt, at der

skabes et fælles højt beskyttelsesniveau. Efter Datatilsynets opfattelse bør der således ik-

ke ukritisk overføres regler fra første søjle-databeskyttelsesdirektivet.



Forslaget skal erstatte de gældende databeskyttelsesregler for Schengen Informationssy-

stemet. Dette må ikke føre til et lavere beskyttelsesniveau for dette system.

Rammeafgørelsens artikel 6 åbner i stk. 2 flere muligheder for behandling af følsomme

oplysninger, end hvad der gælder efter princip 2.4 i Europarådets Rekommendation nr.

(87)15 (Ministerkomiteens Rekommendation nr. R(87)15 om regulering af behandling af

personoplysninger i politisektoren). Mulighederne for at behandle disse oplysninger bør

være begrænset som efter politirekommendationen, dvs. at behandling af følsomme op-



126

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

lysninger i politimæssig sammenhæng kun må ske, hvis det er nødvendigt i forbindelse

med en konkret efterforskning.



Videregivelse til andre medlemsstaters kompetente myndigheder skal efter forslagets ar-

tikel 8 kunne ske, hvis det er nødvendigt for, at de myndigheder, der sender eller modta-

ger oplysningerne, retmæssigt kan udføre deres opgave, og for at forebygge, efterforske,

afsløre og retsforfølge straffelovsovertrædelser.

Datatilsynet skal henlede opmærksomheden på de europæiske tilsyns forslag til ændring

af betingelserne for videregivelse, som går ud på, at bestemmelsen formuleres således:

“medlemsstater skal sørge for, at personoplysninger,

som indsamles og behandles af

kompetente myndigheder

kun videregives eller stilles til rådighed for kompetente myn-

digheder i andre medlemsstater hvis det er nødvendigt for, at de myndigheder der sender

eller modtager oplysningerne, retsmæssigt kan udføre deres opgave, og for at forebygge,

efterforske, afsløre og retsforfølge

konkrete

straffelovsovertrædelser”.



I artikel 10 i udkastet til rammeafgørelse findes regler om registrering og dokumentation.

Bestemmelsen medfører krav om logning af al elektronisk videregivelse og modtagelse af

personoplysninger.

Datatilsynet finder ligesom de øvrige europæiske datatilsyn og EDPS (Den europæiske

tilsynsførende for databeskyttelse), at en effektiv kontrol med den korrekte behandling af

personoplysninger ikke kun bør fokusere på transmissionens legalitet, men også på lega-

liteten af myndigheders adgang. Sidstnævnte gør det nødvendigt at logge eller dokumen-

tere adgang til data.

Datatilsynet tilslutter sig således ønsket om registrering af enhver adgang til oplysninger-

ne. En sådan registrering

–

eller logning

–

vil i Danmark skulle ske i en række tilfælde ef-

ter sikkerhedsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 201 af 22. marts 2001 om sikkerheds-

foranstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige

forvaltning).

Datatilsynet oplyser i den forbindelse, at det i forbindelse med forskellige tidligere initia-

tiver på tredje søjle netop har understreget vigtigheden af, at man fra dansk side arbejder

for at få bestemmelser om logning med i retsgrundlaget.

127

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen



Artikel 11 i udkastet til rammeafgørelse omhandler yderligere behandling af personop-

lysninger, der er modtaget fra eller stillet til rådighed af en anden medlemsstats kompe-

tente myndighed.

Datatilsynet er enig med de øvrige europæiske tilsyn i, at yderligere brug af personoplys-

ninger principielt skal være begrænset til det oprindelige formål, hvortil oplysningerne er

indsamlet.

Forslaget i artikel 11, stk. 1, litra b, der muliggør yderligere behandling til en række for-

mål, giver Datatilsynet anledning til betænkeligheder, og tilsynet må stille spørgsmål ved

effekten af den mekanisme, som findes i artikel 11, stk. 2, hvorefter der skal være sam-

tykke fra den myndighed, der har videregivet oplysningerne eller stillet dem til rådighed.

Datatilsynet ville foretrække, at artikel 11, stk. 1, litra b, helt udgik, således at der ved

behov for at anvende oplysninger til et andet formål, skal ske fornyet indhentelse ved kil-

den. Dette skønnes tillige at ville være en bedre løsning til sikring af datakvalitet og aktu-

alitet af de data, der anvendes. Herudover kan Datatilsynet henvise til den Europæiske

Datatilsynskonferences forslag til udformning af restriktioner for yderligere brug.



Artikel 15 i udkastet muliggør overførsel til tredjelande eller internationale organer. Be-

stemmelsen, der udelukkende vedrører videregivelse af oplysninger, der er modtaget fra

eller stillet til rådighed af en anden medlemsstats kompetente myndigheder, indeholder

en række krav, som skal være opfyldt.

I lighed med de øvrige europæiske datatilsyn finder Datatilsynet, at reglen om overførsel

af data til tredjelande bør omfatte alle overførsler, uanset hvorfra oplysningerne stammer.



For så vidt angår datasikkerhed, indeholder artikel 24, stk. 1, 1. led, krav om, at med-

lemsstaterne fastsætter betingelser om, at den registeransvarlige skal gennemføre hen-

sigtsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at beskytte personoplysnin-

ger mod uagtsomt eller ulovligt at blive destrueret eller ved et uheld at gå tabt, blive æn-

dret, blive videregivet eller givet adgang til uden bemyndigelse hertil, navnlig når data-

behandlingen involverer overførsel via et netværk eller rådighedsstillelse af oplysninger

ved at give direkte elektronisk adgang, og mod alle andre ulovlige former for databe-

handling, idet der tages hensyn til navnlig risiciene i forbindelse med behandlingen og ar-

ten af de oplysninger, der skal beskyttes.

128

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Det er samtidig anført i artikel 24, stk. 1, 2. led, at disse foranstaltninger under hensyn til

det aktuelle tekniske niveau og de omkostninger, som er forbundet med deres iværksæt-

telse, skal tilvejebringe et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau i forhold til de risici, som be-

handlingen indebærer, og arten af de oplysninger, som skal beskyttes. Foranstaltningerne

vurderes som værende nødvendige, hvis den dermed forbundne indsats står i passende

forhold til det tilstræbte sikkerhedsniveau.

Datatilsynet kan tilslutte sig de øvrige europæiske datatilsyns bekymring om 2. led og

ønsket om, at denne sætning udgår.



Af forslagets artikel 31 fremgår, at der nedsættes en arbejdsgruppe vedrørende beskyttel-

se af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger med henblik på fore-

byggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af straffelovsovertrædelser. Ar-

bejdsgruppen skal have rådgivende status og skal kunne handle uafhængigt.

Det er Datatilsynets opfattelse, at udviklingen mod øget informationsudveksling og inten-

siveret samarbejde mellem retshåndhævende myndigheder skaber et tilsvarende behov

for samarbejde mellem de nationale tilsynsmyndigheder og eventuelt den Europæiske

Tilsynsførende for Databeskyttelse. Det er Datatilsynets opfattelse, at disse uafhængige

tilsynsmyndigheder har brug for et samarbejdsforum, hvor der bl.a. kan drøftes og iværk-

sættes fælles tilsynsprojekter. Tilsvarende aktiviteter foregår i dag i de fælles tilsynsmyn-

digheder for Europol og Schengen.

Med henblik på at sikre gruppen den fornødne uafhængighed vil Datatilsynet foretrække,

at gruppen får eget sekretariat.

Datatilsynets har herudover peget på, at det fremgår af betragtning 16 i forslagets præambel, at

oprettelsen af nationale tilsynsmyndigheder, der udfører deres opgaver helt uafhængigt, indgår

som en væsentlig del af beskyttelsen af personoplysninger, der behandles i forbindelse med det

politimæssige og retlige samarbejde mellem medlemsstaterne.

Af betragtning 17 fremgår, at disse myndigheder bør tildeles de fornødne beføjelser til at vareta-

ge disse opgaver, herunder undersøgelses- og interventionsbeføjelser, navnlig når det drejer sig

om klager fra enkeltpersoner, samt beføjelse til at indbringe sager for en retsinstans. Myndighe-

derne bør bidrage til at tilvejebringe gennemsigtighed i de databehandlinger, der udføres i den

medlemsstat, hvorunder de henhører.

Endelig fremgår det af forslagets artikel 30, at der skal udpeges en tilsynsmyndighed, der har til

opgave at påse overholdelsen af de bestemmelser, medlemsstaten vedtager til gennemførelse af

129

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

denne rammeafgørelse. Bestemmelsen fastsætter flere regler for tilsynsmyndighedens opgaver

og beføjelser.

Datatilsynet formoder, at dele af, hvis ikke alle, disse opgaver vil skulle varetages af Datatilsy-

net. En sådan forøgelse af tilsynets opgaver vil nødvendiggøre, at tilsynet får tilført flere ressour-

cer.

Rigsadvokaten

anfører, at han kan tilslutte sig den foreløbige danske holdning som angivet i

grundnotatet, hvorefter man fra dansk side generelt ser positivt på udviklingen af et EU-

instrument, der fastlægger mindsteregler om beskyttelse af persondata i forbindelse med det poli-

timæssige og strafferetlige samarbejde.

Rigsadvokaten peger dog på forslagets artikel 4 (om principper vedrørende oplysningernes påli-

delighed), som forudses at medføre et betydeligt administrativt merarbejde i forbindelse med

registreringen i de enkelte kategorier som anført i forslagets artikel 4, stk. 3. Det forekommer

efter Rigsadvokatens opfattelse ikke umiddelbart hensigtsmæssigt eller nødvendigt, at personer

der registreres i forbindelse med en straffesag skal placeres i kategorier som anført i forslaget.

Beskyttelseshensyn kan efter Rigsadvokatens opfattelse varetages og et acceptabelt beskyttelses-

niveau opnås uden en omfattende anvendelse af kategorier. Placeringen i de forskellige kategori-

er vil herudover bero på et foreløbigt skøn foretaget af den enkelte polititjenestemand eller sags-

behandler, ligesom det kan blive nødvendigt at ændre de registreredes placering senere under

sagen. Efter forslaget er der en pligt til, at oplysningerne ajourføres, således at de er korrekte.

Dertil kommer, at en straffesag ofte behandles i flere instanser. Politimesteren, statsadvokaten og

rigsadvokaten vil herefter alle ved sagens oprettelse og journalisering have pligt til at registrere

de implicerede personer (parter mv.) i kategorier som anført i forslaget. En ændring i den over-

ordnes anklagemyndigheds registrering set i forhold til andre instansers registrering vil forment-

lig få den afledede effekt, at den underordnede anklagemyndighed har pligt til at ændre sin regi-

strering.

Den registrerede person vil endvidere formentlig skulle placeres forskelligt, hvis en afgørelse i

en straffesag påklages til den overordnede myndighed, hvis der søges erstatning efter retsplejelo-

vens kapitel 93 a eller sagen i øvrigt får andre ”udløbere”.

Denne registrering og ajourføring af oplysningerne vil efter Rigsadvokatens opfattelse betyde et

væsentlig administrativt merarbejde, som ikke i sig selv synes at have en merværdi for de regi-

strerede personer.

Det forekommer endvidere mindre hensigtsmæssigt at foretage disse registreringer efter fastlagte

kategorier, når der samtidig henses til, at også domstolene efter forslaget vil blive omfattet af

130

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

reglerne, og at domstolene tillige har en pligt til at registrere de implicerede i de samme katego-

rier, hvilket må nødvendiggøre en ikke ubetydelig koordinering af registreringerne.

Vedrørende artikel 9 anføres det, at i forbindelse med en videregivelse af oplysninger skal der

(efter artikel 9, stk. 1,) ske en kontrol af oplysninger - der er baseret på meninger eller personlige

vurderinger - ved kilden, og oplysningernes grad af rigtighed og pålidelighed skal anføres. Rigs-

advokaten finder dette administrativt byrdefuldt og formentlig i mange tilfælde af begrænset

værdi, idet man må formode, at de oplysninger, der registreres, er korrekte efter

”kildens” opfat-

telse. En efterfølgende kontrol og vurdering af ”kildens” troværdighed forekommer derfor

min-

dre hensigtsmæssig.

Med hensyn til artikel 19 anfører Rigsadvokaten, at han overordnet set finder det naturligt, at

registrerede personer har visse muligheder for at få oplysninger om, hvorvidt de er registreret i

forbindelse med en straffesag, idet en række modhensyn dog samtidig vil gøre sig gældende med

betydelig styrke inden for det strafferetlige område. Rigsadvokaten finder dog samtidig, at de

gældende danske regler på området, der er nævnt i grundnotatet, som udgangspunkt fungerer

tilfredsstillende. Rigsadvokaten kan heller ikke se bort fra, at underretning i form af en oplys-

ningspligt om foretagne registreringer i en del tilfælde vil forvirre og skabe usikkerhed blandt de

registrerede, hvilket måske navnlig vil gælde vidner og ofre for forbrydelser.

En ændring af de gældende danske regler, som forslaget lægger op til, vil efter Rigsadvokatens

opfattelse kunne afføde et betydeligt administrativt merarbejde, hvis nytte for de registrerede

man kan sætte spørgsmålstegn ved.

For så vidt angår artikel 20 anføres det, at det krav der stilles om en ret for den registrerede til en

orientering om oplysninger, der er registreret - hvis disse oplysninger ikke er indhentet hos den

registrerede m.v.

–

næppe er hensigtsmæssigt, idet kravet vil kunne skade resultaterne af afsluttet

efterforskningsarbejde, der eventuelt vil kunne benyttes fremadrettet i situationer, og hvor betin-

gelserne i stk. 2 for at undlade at give informationerne ikke nødvendigvis er opfyldt.

Artiklen vil endvidere indebære et krav til myndighederne om at foretage en nøje vurdering af,

hvorvidt de oplysninger man kommer i besiddelse af

–

og som registreres

–

er indhentet uden

den registreredes viden m.v.

Rigsadvokaten forudser, at forslagets artikel 21 vil betyde et væsentlig administrativt merarbej-

de, når den registrerede person har mulighed for at anfægte myndighedernes registrering og pla-

cering i kategorier, hvilket skal sammenholdes med, at § 35-37 og § 39 i den gældende lov om

behandling af personoplysninger ikke finder anvendelse på behandlinger, der foretages for politi

og anklagemyndighed inden for det strafferetlige område.

131

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Rigsadvokaten anfører, at forslagets øvrige bestemmelser ikke giver ham anledning til særskilte

bemærkninger. Rigsadvokaten bemærker, at han samlet set finder, at de nugældende regler i lov

om behandling af personoplysninger, hvorefter lovens kapitel 8 samt §§ 35-37 og § 39 ikke fin-

der anvendelse på behandlinger, der foretages for politi og anklagemyndighed inden for det straf-

feretlige område, fungerer hensigtsmæssigt set fra anklagemyndighedens synspunkt. Rigsadvo-

katen finder, at ændringer af disse regler, således som forslaget lægger op til, meget nøje bør

overvejes og ske efter en drøftelse med politi og anklagemyndighed, idet de nærmere konse-

kvenser af mulige ændringer blandt andet forudsætter en vurdering af efterforskningsarbejde i

straffesager samt af administrative rutiner og de anvendte journaliserings- og registersystemer

mv. Om de mere principielle aspekter af en række af de spørgsmål, forslaget rejser, henviser

Rigsadvokaten til sin udtalelse af 9. marts 1998 om betænkning nr. 1345 om behandling af per-

sonoplysninger.

Politidirektøren i København

bemærker, at der ved forslaget reelt er tale om, at der søges ind-

ført bestemmelser svarende til eller for det meste mere vidtgående end persondatalovens be-

stemmelser. Det bemærkes videre, at politiet og anklagemyndigheden imidlertid er undtaget fra

en række bestemmelser i persondataloven jf. lovens § 2, stk. 4.

Politidirektøren i København bemærker særligt med hensyn til den registreredes ret til rettelser,

sletning og blokering i forslagets artikel 21, at persondatalovens bestemmelse om denne ret ikke

finder anvendelse på politi og anklagemyndighed. Netop af hensyn til efterforskning og videre

strafforfølgning vil der nemlig kunne gøres indsigelse mod politiets/anklagemyndighedens be-

handling af oplysninger under en straffesags behandling, ligesom det af hensyn til efterforsknin-

gen

–

i hvert fald i de tidligere stadier af en straffesag

–

heller ikke vil kunne meddeles den regi-

strerede oplysning om, hvorfra oplysningerne stammer m.v. Dette vil betyde, at undtagelsesreg-

len i artiklens stk. 2, hvorefter oplysningerne kan nægtes rettet m.v. bl.a. af hensyn til igangvæ-

rende efterforskning, reelt vil blive hovedreglen på området. Da der imidlertid skal træffes en

konkret afgørelse i hvert tilfælde, vil en indførelse af forslagets artikel 21 medføre et ganske

unødvendigt og belastende merarbejde for politi/anklagemyndighed.

Politidirektøren i København anfører, at det samme gælder forslagets artikel 20 og 21. Disse

artikler svarer stort set til persondatalovens § 28 og 29, sammenholdt med § 30

–

dog med enkel-

te mere vidtgående regler

–

og heller ikke § 28 og 29 finder anvendelse ved politiets og ankla-

gemyndighedens arbejde. Med hensyn til begrundelsen herfor henvises til Justitsministeriets be-

mærkninger i lovforslaget til persondataloven, LF nr. 429 af 2000, hvor tillige Rigsadvokatens

udtalelse om lovforslaget er gengivet.

132

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Politidirektøren i København bemærker, at der om baggrunden for forslaget til Rådets rammeaf-

gørelse er anført, at der planlægges regler for at forbedre udvekslingen af oplysninger på tværs af

grænserne mellem anklagemyndighed/politi i medlemslandene

–

navnlig for så vidt angår fore-

byggelse og bekæmpelse af terrorisme. Politidirektøren i København finder, at det havde været

en fordel ved besvarelsen af denne høring, såfremt man først havde fastlagt den måde, hvorpå

disse oplysninger fremover skal kunne udveksles mellem medlemslandene m.v., før fastsættelse

af regler for beskyttelse af personoplysningerne.

Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet

anfører, at han kan støtte, at man fra EU-

side nu fastlægger mindsteregler om beskyttelse af persondata i forbindelse med det politimæssi-

ge og strafferetlige samarbejde, men at forslaget ikke giver anledning til særlige bemærkninger.

Domstolsstyrelsen

bemærker, at forslaget utvivlsomt vil føre til ændringer af persondataloven,

der vil have betydning for domstolene, men at det imidlertid på det foreliggende grundlag er

vanskeligt at vurdere den mere konkrete

–

sagsbehandlingsrelaterede

–

betydning og de ressour-

cemæssige konsekvenser, som forslaget vil betyde for domstolsområdet. Domstolsstyrelsen tager

derfor forbehold for at komme med bemærkninger i forbindelse med implementeringen af for-

slaget i dansk ret.

Institut for Menneskerettigheder

bemærker, at man ser det overordnet som positivt, at der ta-

ges initiativ til beskyttelse af personlige oplysninger.

Instituttet finder det hensigtsmæssigt, at der i rammeafgørelsens artikel 15, stk. 1, litra d) præci-

seres, hvad en sikring af databeskyttelsen i ”en passende grad”

dækker over. Dette kunne gøres

med en henvisning til artikel 17, stk. 1, i Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om be-

skyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri ud-

veksling af sådanne oplysninger, der definerer begrebet som en beskyttelse af personoplysnin-

gerne ”mod hændelig eller ulovlig tilintetgørelse, mod hændeligt tab, mod forringelse, ubeføjet

udbredelse eller ikke-autoriseret

adgang…samt mod enhver anden form for ulovlig behandling”.

Ligeledes finder instituttet det ønskeligt, at det i rammeafgørelsens artikel 15, stk. 6, fastsættes

hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der skal overholdes ved videregivelse af personlige oplysnin-

ger til tredjelande eller internationale organer, som ikke sikrer et passende beskyttelsesniveau.

Instituttet finder, at dette eventuelt kan ske ved en henvisning til Rådets direktiv 95/46/EF af 24.

oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplys-

ninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. I medfør af direktivets artikel 26, stk. 2 og 3

skal den registeransvarlige i sådanne tilfælde yde ”tilstrækkelige garantier for beskyttelse af pri-

vatlivets fred, personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder samt for udøvelsen af

133

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

de dertil knyttede rettigheder.”

Medlemsstaten, der videregiver oplysningerne,

skal endvidere

underrette Kommissionen og de øvrige medlemslande herom.

Instituttet har i øvrigt ingen bemærkninger af menneskeretlig art.

Landsforeningen af beskikkede advokater

finder ikke, at forslaget vil være tilstrækkeligt til at

opveje de betænkeligheder, der kan være, ved at medlemslandene direkte skulle blive i stand til

at søge i andre landes databaser, eller at man kan ophæve begrænsninger i videregivelse af per-

sonoplysninger til andre lande.

Landsforeningen af beskikkede advokater henviser samtidig til det, man har anført i sit hørings-

svar vedrørende forslag fra Europa-kommissionen til Rådets rammeafgørelse om udveksling af

oplysninger efter tilgængelighedsprincippet (KOM(2005)490). Heri anføres det, at man deler de

betænkeligheder, der er givet udtryk for i det medfølgende grundnotat side 17, herunder om der

overhovedet er behov for det foreslåede, ligesom der stilles spørgsmålstegn ved de praktiske

muligheder for at skabe en umiddelbar adgang til de forskellige nationale databaser, navnlig når

det gælder etablering af direkte online-adgang.

Den væsentligste indvending imod forslaget til rammeafgørelse om tilgængelighedsprincippet

finder Landsforeningen af beskikkede advokater imidlertid i forslaget til rammeafgørelse om

databeskyttelse, hvori Kommissionen selv skriver i præamblen,

at ”Nyere initiativer, der tager

sigte på direkte elektronisk adgang, i det mindste for så vidt angår positive/negative resultater,

vil sandsynligvis øge risikoen for, at der udveksles ulovlige, urigtige eller forældede oplysninger,

og det skal der tages hensyn til. Disse initiativer medfører, at den registeransvarlige ikke længere

i hvert enkelt tilfælde vil kunne kontrollere, om der er tale om en retmæssig videregivelse af op-

lysninger, og om de pågældende oplysninger er rigtige. Som følge heraf er det nødvendigt at lade

disse initiativer ledsage af en række vidtgående krav for konstant at sikre og kontrollere kvalite-

ten af de oplysninger, hvortil der gives direkte elektronisk adgang.”

Landsforeningen af beskikkede advokater anfører, at der ikke er ende på, hvad man kan finde på

at registrere elektronisk i dag, og at man meget let kan forestille sig, at der ved en udveksling af

sådanne oplysninger kan ske misforståelser,

således at f.eks. ”en kontaktperson eller associeret

til

en af ovennævnte personer” lige pludseligt i et andet land bliver opgraderet til at være sigtet eller

mistænkt for en forbrydelse.

Landsforeningen af beskikkede advokater finder, at de forsøg, man i forslaget til rammeafgørelse

om beskyttelse af personoplysninger gør på at regulere registreringerne, er aldeles utilstrækkeli-

ge og det anføres, at reguleringerne i bl.a. artikel 6, 19 og 20 således gennemhulles af, at man i

samme bestemmelsers stk. 2 indfører en række undtagelser, bl.a. af efterforskningshensyn.

134

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Landsforeningen af beskikkede advokater anfører, at tidsfristen for lagring af oplysningerne i

artikel 7 er totalt indholdsløs, og at den derfor kan føre til, at forældede oplysninger udveksling.

Landsforeningen af beskikkede advokater stiller spørgsmålstegn ved, om man kan opfylde kra-

vene til kvalitetskontrol, som foreslået i artikel 9, når man i andre konventioner sætter ganske

korte frister for udveksling af oplysninger.

Det anføres videre, at man også kan tvivle på nytten af artikel 13, hvor den modtagende myndig-

hed skal sikre, at oplysningerne ikke kommer på afveje, idet det jo normalt er således, at jo fjer-

nere man er i forhold til den oprindelige kilde, jo mindre omhyggelig er man i omgangen med de

fortrolige oplysninger.

Landsforeningen af beskikkede advokater bemærker afslutningsvis, at man i lyset af, at det ikke i

tilstrækkelig grad vil være muligt at undgå fejl, misforståelser eller misbrug ved udveksling af

oplysninger ved direkte adgang til andre medlemslandes databaser, har afgørende betænkelighe-

der ved den foreslåede rammeafgørelse (KOM(2005)490) om tilgængelighedsprincippet.

Nærhedsprincippet

I begrundelsen for forslaget har Kommissionen anført følgende med hensyn til, hvorfor nær-

hedsprincippet er overholdt:

”Denne rammeafgørelse vedrører situationer, der er hyppigt forekommende i forbin-

delse med det politimæssige og strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne,

navnlig i forbindelse med udvekslingen af oplysninger for at sikre og fremme effek-

tive og retlige foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet, navn-

lig grov kriminalitet og terrorisme, i alle medlemsstater. Nationale, bilaterale eller

multilaterale løsninger kan være nyttige for de enkelte medlemsstater, men de tager

ikke hensyn til behovet for at sikre den interne sikkerhed i hele EU. De retshåndhæ-

vende myndigheders behov for oplysninger afhænger i vid udstrækning af integrati-

onsgraden mellem landene. Det skønnes, at omfanget af udvekslingen af oplysninger

mellem medlemsstaterne med henblik på retshåndhævelse vil stige, og det er derfor

nødvendigt at supplere med sammenhængende regler om databehandling og databe-

skyttelse. Denne rammeafgørelse respekterer subsidiaritetsprincippet som fastsat i ar-

tikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 5 i traktaten om oprettelse af

Det Europæiske Fællesskab, for så vidt som den tager sigte på en gensidig tilnærmel-

se af medlemsstaternes lov og administrative bestemmelser, hvilket medlemsstaterne

135

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

ikke kan gøre hensigtsmæssig vis, hvis de handler på egen hånd, men kræver en fæl-

les indsats på EU-plan”

Efter regeringens opfattelse må nærhedsprincippet anses for overholdt, da formålet med forslaget

som nævnt er at sikre beskyttelse af personoplysninger på området og dermed skabe grundlag

for, at der i EU kan indføres mere effektive ordninger for informationsudveksling i forbindelse

med bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters holdninger til for-

slaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side er man overordnet set positiv over for udviklingen af et EU-instrument, der fast-

lægger (mindste-)regler om beskyttelse af persondata i forbindelse med det politimæssige og

strafferetlige samarbejde (søjle 3).

Europa-Parlamentet

Forslaget til rammeafgørelse er forelagt for Europa-Parlamentet, der imidlertid endnu ikke har

afgivet udtalelse.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samar-

bejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Forslaget til Rådets rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med det

politimæssige og strafferetlige samarbejde tillige med et grundnotat herom blev oversendt til

Folketingets Europaudvalg den 30. januar 2006 og til Folketingets Retsudvalg den 31. januar

2006.

136

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 9: Aftale mellem EU og Norge og Island om udlevering

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Resumé

På baggrund af Rådets beslutninger af 10. juli 2001 og 19. december 2002 om på grundlag af

artikel 38, jf. artikel 24 i TEU, at bemyndige formandskabet til at indlede forhandlinger med

Norge og Island om indgåelse af en udleveringsaftale, herunder om anvendelsen af den europæi-

ske arrestordre, er der udarbejdet et udkast til aftale mellem på den ene side Den Europæiske

Union og på den anden side Norge og Island om en udleveringsprocedure.

Det forventes, at der

på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27.-28. april 2006 fremlægges et udkast til en-

delig aftale og et udkast til rådsafgørelse om bemyndigelse af formandskabet til på Den Europæ-

iske Unions vegne at undertegne aftale mellem på den ene side Den Europæiske Union og på

den anden side Norge og Island om en udleveringsprocedure med henblik på at opnå politisk

enighed herom.

Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Sagen har lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser, men vurderes ikke at have statsfinansielle konsekvenser af betyd-

ning. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdnin-

ger til sagen. Fra dansk side kan man fuldt ud støtte, at EU indgår en udleveringsaftale med Nor-

ge og Island.

Baggrund

Rådet vedtog den 10. marts 1995 på grundlag af den daværende artikel K.3 i Traktaten om Den

Europæiske Union (TEU) en konvention om forenklet udleveringsprocedure mellem medlems-

staterne i Den Europæiske Union (1995-konventionen). Endvidere vedtog Rådet den 27. septem-

ber 1996 ligeledes på grundlag af den daværende artikel K.3 i TEU en konvention om udlevering

mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (1996-konventionen). Formålet med konventio-

nerne er i forholdet mellem medlemsstaterne at supplere og lette anvendelsen af bl.a. den euro-

pæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere med tilhørende til-

lægsprotokoller og Schengen-konventionen.

Danmark ratificerede de to konventioner henholdsvis den 19. november 1996 og den 17. sep-

tember 1997.

I forbindelse med Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 blev Schengen-reglerne

integreret i Den Europæiske Union.

For at sikre Norges og Islands fortsatte deltagelse i Schengen-samarbejdet efter integrationen i

Den Europæiske Union har Rådet indgået en aftale med disse lande om deres associering i gen-

137

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

nemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne. Aftalen er for Rådets vedkom-

mende godkendt ved Rådets afgørelse af 17. maj 1999.

Efter artikel 2, stk. 1, i associeringsaftalen gennemfører og anvender Norge og Island de be-

stemmelser i Schengen-reglerne, der er opført i bilag A til aftalen. Alle relevante bestemmelser i

Schengen-konventionens kapitel 4 (artiklerne 59-66) om udlevering er indeholdt i dette bilag.

Disse bestemmelser har derfor fundet anvendelse i forhold til Norge og Island siden den 25.

marts 2001, hvor de nordiske lande indtrådte i det praktiske Schengen-samarbejde.

I henhold til artikel 2, stk. 3, i associeringsaftalen accepterer, gennemfører og anvender Norge og

Island de retsakter og foranstaltninger, som EU har vedtaget med henblik på at ændre og udbyg-

ge de i bilag A nævnte bestemmelser, og som procedurerne i associeringsaftalen har været gæl-

dende for.

Spørgsmålet om, hvorvidt en retsakt eller en foranstaltning vedtages med henblik på at udbygge

Schengen-reglerne, afgøres af EU-landene.

De to EU-udleveringskonventioner indeholder bestemmelser, der ændrer eller udbygger be-

stemmelserne i Schengen-konventionens kapitel 4. Disse konventioner blev imidlertid vedtaget

af Rådet forud for associeringsaftalen. Derfor kunne de procedurer, der senere er fastlagt i asso-

cieringsaftalen, ikke anvendes i denne forbindelse.

Resultatet er, at Schengen-konventionens bestemmelser om udlevering finder anvendelse i for-

hold til Norge og Island, hvorimod de bestemmelser i de to EU-udleveringskonventioner, der

udgør en udvikling af Schengen-konventionens bestemmelser om udlevering, ikke finder anven-

delse i forhold til de to lande.

Det må antages, at alle bestemmelser i 1995-konventionen og en række bestemmelser i 1996-

konventionen udgør en videreudvikling af Schengen-reglerne.

For så vidt angår de bestemmelser i de to udleveringskonventioner, der ikke udgør en videreud-

vikling af Schengen-reglerne, besluttede Rådet den 10. juli 2001 på grundlag af artikel 38, jf.

artikel 24 i TEU, at bemyndige formandskabet til at indlede forhandlinger med Norge og Island

om det retlige samarbejde.

Formålet med forhandlingerne er at indgå aftale mellem Den Europæiske Union på den ene side

og Norge og Island på den anden side vedrørende Norges og Islands anvendelse af de bestem-

melser i de to udleveringskonventioner, der ikke udgør en videreudvikling af Schengen-reglerne.

138

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Bemyndigelsen til formandskabet blev ændret den 19. december 2002, hvor Rådet vedtog, at

forhandlingerne med Norge og Island også skal omfatte spørgsmålet om anvendelsen af den eu-

ropæiske arrestordre i relationerne mellem medlemsstaterne og Norge og Island.

I henhold til dette forhandlingsmandat har formandskabet bistået af Kommissionen haft en række

møder med delegationer fra Norge og Island. Det seneste møde fandt sted den 13. juni 2005.

Et udkast til aftale mellem på den ene side Den Europæiske Union og på den anden side Norge

og Island om en udleveringsprocedure mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Norge

og Island blev forelagt for Rådet (retlig og indre anliggende) den 12. oktober 2005. På rådsmødet

(retlige og indre anliggender) kunne der ikke konstateres politisk enighed om aftalen.

Endvidere var et udkast til aftale sat på dagsordenen for rådsmødet (retlige og indre anliggender)

henholdsvis

den 1.-2. december 2005

og den 21. februar 2006,

men sagen blev taget af dagsor-

denen forud for møderne.

Det forventes, at der på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27.-28. april 2006 frem-

lægges et udkast til endelig aftale samt et udkast til en rådsafgørelse om bemyndigelse af for-

mandskabet til på Den Europæiske Unions vegne at undertegne aftalen mellem på den ene side

Den Europæiske Union og på den anden side Norge og Island om en udleveringsprocedure med

henblik på, at der på rådsmødet kan opnås politisk enighed herom.

Indhold

Baggrunden for aftalen er et ønske om at forbedre det strafferetlige samarbejde mellem Den Eu-

ropæiske Unions medlemsstater og Island og Norge. Aftalen bygger dels på 1996-konventionen,

dels på Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedu-

rerne for overgivelse mellem medlemsstaterne.

Udkastet til en aftale mellem på den ene side Den Europæiske Union og på den anden side Norge

og Island om en udleveringsprocedure mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Norge

og Island er opdelt i fire kapitler:

kapitel 1 (artikel 1 - 11) om almindelige principper,

kapitel 2 (artikel 12 - 28) om overgivelsesproceduren,

kapitel 3 (artikel 29

–

33) om virkninger af overgivelsen og

kapitel 4 (artikel 34

–

41) vedrørende generelle bestemmelser.

Artikel 1:

139

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Efter aftalens artikel 1, stk. 1,

forpligter de kontraherende parter (EU’s medlemsstater på den ene

side og Norge og Island på den anden side) sig til i overensstemmelse med bestemmelserne i

aftalen at forbedre overgivelsen af mistænkte og domfældte mellem medlemsstaterne på den ene

side og Norge og Island på den anden side ved som minimumsnorm at anvende konventionen af

27. september 1996 om udlevering mellem medlemsstaterne i den Europæiske Union.

De kontraherende parter forpligter sig til at basere udleveringsanmodningen på en overgivelses-

ordning på grundlag af en arrestordre og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale,

jf. artikel 1, stk. 2.

Aftalen indebærer efter artikel 1, stk. 3, ingen ændring af pligten til at respektere de grundlæg-

gende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i den europæiske

menneskerettighedskonvention, eller hvis fuldbyrdelsen foretages af en judiciel myndighed i en

medlemsstat, principperne i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.

Efter aftalens artikel 1, stk. 4, kan intet i aftalen fortolkes som et forbud mod at nægte at overgi-

ve en person, der er omfattet en arrestordre, hvis der er objektive grunde til at formode, at arrest-

ordren er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågæl-

dendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politisk overbevisning eller sek-

suelle orientering eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde.

Artikel 2:

Artikel 2 indeholder definitionen

af ”kontraherende parter” (Den Europæiske Union, Norge og

Island), ”medlemsstat” (en medlemsstat i Den Europæiske Union), ”stat” (en medlemsstat,

Nor-

ge eller Island), ”tredjeland” (enhver anden stat som defineret i stk. 3), og ”arrestordre” (en afgø-

relse truffet af en stat for at få en anden stat til at anholde og overgive en eftersøgt person med

henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende

foranstaltning).

Artikel 3:

Artikel 3 fastlægger anvendelsesområdet for aftalen. Efter denne bestemmelses stk. 1 kan arrest-

ordren udstedes med henblik på:

1) Strafforfølgning i straffesager, der medfører frihedsberøvelse eller en anden frihedsberøvende

foranstaltning og vedrører en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den stat, der har udstedt

140

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

arrestordren, kan medføre frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst

12 måneders varighed.

2) Straffuldbyrdelse af en endelig dom i en straffesag, hvorved den pågældende - i den stat, der

har udstedt arrestordren - er idømt frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af

mindst 6 måneders varighed. De kontraherende parter kan dog i en erklæring tilkendegive, at en

arrestordre ligeledes kan udstedes, hvis den endelige dom er på mindst 4 måneders fængsel eller

anden frihedsberøvende foranstaltning.

141

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Spørgsmålet om, hvorvidt den fuldbydende stat kan kræve, at den handling, for hvilken en ar-

restordre er udstedt, ligeledes er strafbar i denne stat (kravet om dobbelt strafbarhed), er reguleret

i aftalens artikel 3, stk. 2.

Artikel 3, stk. 2, fastslår, jf. dog stk. 3 og 4, at udlevering er betinget af, at de forhold, der ligger

til grund for en arrestordre, udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende stats lovgivning,

uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse. I disse tilfælde vil der således skulle gen-

nemføres en kontrol af, om forholdet også er strafbart i den stat, som skal gennemføre udleverin-

gen.

Det følger af artikel 3, stk. 3, at en stat under ingen omstændigheder, jf. dog artiklerne 4-8, må

afslå en arrestordre, der er udstedt i forbindelse med en adfærd, hvorved en person medvirker til,

at en gruppe personer, som handler med et fælles formål, begår en eller flere forbrydelser i for-

bindelse med terrorisme som omhandlet i artikel 1 og 2 i den europæiske konvention om be-

kæmpelse af terrorisme og artikel 1, 2, 3 og 4 i EU’s rammeafgørelse af 13. juni 2002 om be-

kæmpelse af terrorisme, ulovlig narkotikahandel og andre former for organiseret kriminalitet

eller andre voldshandlinger, der er rettet mod en persons liv, fysiske integritet eller frihed, eller

som medfører en kollektiv fare for personer, når sådanne forbrydelser kan medføre en friheds-

straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning af en varighed på mindst 12 måneder, selvom

den pågældende person ikke deltager i selve udførelsen af den eller de pågældende forbrydelser.

En sådan medvirken skal være forsætlig og være baseret på kendskab til gruppens formål og ge-

nerelle kriminelle virksomhed eller kendskab til, at gruppen har til hensigt at begå den eller de

pågældende forbrydelser.

Hvis arrestordren er udstedt for en handling, der er omfattet af stk. 3, og denne lovovertrædelse

kan medføre en frihedsstraf på mindst 1 år i den udstedende stat, kan der således ikke stilles krav

om dobbelt strafbarhed.

Efter artikel 3, stk. 4, kan de kontraherende parter afgive en erklæring om, at det i stk. 2 omhand-

lede krav om dobbelt strafbarhed ikke anvendes på en række nærmere angivne forbrydelser (po-

sitiv-listen).

Positiv-listen omfatter en række lovovertrædelser, herunder bl.a. terrorisme, menneskehandel,

seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig handel med narkotika, ulovlig handel med

våben, bestikkelse, svig, hvidvaskning, falskmøntneri, deltagelse i en kriminel organisation, mil-

jøkriminalitet, manddrab, sabotage, pengeafpresning, røveri, bortførelse, racisme, tyveri og for-

falskning af betalingsmidler.

142

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Er arrestordren omfattet af stk. 4 (positiv-listen), og har staterne ved erklæring meddelt, at kravet

om dobbelt strafbar ikke skal finde anvendelse for lovovertrædelser omfattet af positiv-listen, og

kan lovovertrædelsen medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst 3 år i den udste-

dende stat, kan der således ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed.

Artikel 4:

Artikel 4 i aftalen indeholder tre obligatoriske afslagsgrunde, der, hvis en af disse foreligger,

bevirker, at staterne skal afslå gennemførelsen af en arrestordre og dermed udlevering.

For det første skal den fuldbyrdende stat, jf. artikel 4, nr. 1, nægte udlevering, hvis den lovover-

trædelse, der ligger til grund for arrestordren, kan retsforfølges i den fuldbyrdende stat, og der i

denne stat er truffet beslutning om benådning (amnesti).

For det andet skal udlevering, jf. artikel 4, nr. 2, afslås, hvis det, af de oplysninger den fuldbyr-

dende stats relevante myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den person, der er omfattet af

arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i en anden stat for de samme handlinger, som ligger

til grund for arrestordren, og straffen

–

i tilfælde af domfældelse

–

er fuldbyrdet, er ved at blive

fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Denne bestemmel-

se omhandler princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning (»ne bis in idem«).

Endelig skal udlevering, jf. artikel 4, nr. 3, afslås, hvis den person, der er omfattet af arrestor-

dren, er under den kriminelle lavalder efter den fuldbyrdende stats lovgivning.

Artikel 5:

Artikel 5 indeholder en række fakultative afslagsgrunde. Staterne har således mulighed for at

afslå at gennemføre en arrestordre og dermed udlevering, hvis en eller flere af disse afslagsgrun-

de foreligger.

Udlevering kan for det første afslås i det tilfælde, hvor en arrestordre er udstedt for en lovover-

trædelse, der er nævnt i artikel 3, stk. 1, og den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestor-

dren, ikke er strafbar efter lovgivningen i den fuldbyrdende stat (kravet om dobbelt strafbarhed),

jf. artikel 5,

stk. 1, litra a).

Dernæst kan udlevering afslås, hvis den person, der er genstand for en arrestordre, allerede rets-

forfølges i den fuldbyrdende stat for de samme lovovertrædelser, som ligger til grund for arrest-

ordren, jf. artikel 5,

stk. 1, litra b).

143

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Herudover kan udlevering afslås, hvis den fuldbyrdende stat allerede har besluttet ikke at indlede

retsforfølgning eller at opgive retsforfølgning af den lovovertrædelse, der ligger til grund for

arrestordren, jf. artikel 5,

stk. 1, litra c).

Udlevering kan endvidere afslås, hvis lovovertrædelsen eller adgangen til at fuldbyrde en fri-

hedsstraf er forældet i henhold til lovgivningen i den fuldbyrdende stat, og denne stat har kompe-

tence til at retsforfølge lovovertrædelsen, jf. artikel 5,

stk. 1, litra d).

Herudover kan udlevering afslås, hvis den fuldbyrdende stat er i besiddelse af oplysninger om, at

den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i et tredjeland for den

lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren, og straffen er fuldbyrdet, er ved at blive

fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes i domslandet, jf. artikel 5,

stk. 1, litra e).

For så vidt angår statsborgere eller personer med bopæl i den fuldbyrdende stat kan udlevering

afslås, hvis arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en straffedom, og den fuld-

byrdende stat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen, jf. artikel 5,

stk. 1, litra f).

Endelig indeholder artikel 5,

stk. 1, litra g),

en mulighed for at afslå udlevering, hvis den lov-

overtrædelse, der er omfattet af arrestordren, efter den fuldbyrdende stats lovgivning helt eller

delvis anses for at være begået på denne stats territorium. Udlevering kan ligeledes nægtes, hvis

lovovertrædelsen er begået uden for den udstedende stats territorium, og den fuldbyrdende stats

lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er

begået uden for denne stats territorium.

Artikel 6:

Artikel 6 indeholder undtagelsesbestemmelser vedrørende politiske forbrydelser.

Efter artikel 6, stk. 1, kan fuldbyrdelse af en arrestordre ikke afslås med den begrundelse, at lov-

overtrædelsen af den fuldbyrdende stat kan anses for at være en politisk lovovertrædelse, en lov-

overtrædelse, der har forbindelse med en politisk lovovertrædelse, eller en lovovertrædelse, der

udspringer af politiske motiver.

De kontraherende parter kan dog i medfør af artikel 6, stk. 2, afgive en erklæring om, at de kun

vil anvende stk. 1 i forbindelse med:

a) de forbrydelser, der er omhandlet i artikel 1 og 2 i den europæiske konvention om be-

kæmpelse af terrorisme,

144

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

b) forbrydelser, der kan karakteriseres som sammensværgelser m.v. i henhold til artikel 3,

nr. 1, litra a, og som har til formål at begå en eller flere af de forbrydelser, der er nævnt i

artikel 1 og 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, og

artikel 1, 2, 3 og 4 i EU’s rammeafgørelse af 13. juni 2002 om bekæmpelse af terrorisme.

Artikel 7:

I artikel 7 er der fastsat en række undtagelsesbestemmelser vedrørende udlevering af egne stats-

borgere.

Efter artikel 7, stk. 1, kan fuldbyrdelse ikke afslås med den begrundelse, at en person, der begæ-

res udleveret, er statsborger i den fuldbyrdende stat. De kontraherende stater kan dog afgive en

erklæring om, at statsborgere ikke vil blive overgivet, eller om at overgivelse kun tillades under

visse nøje afgrænsede omstændigheder, jf. artikel 7, stk. 3.

Artikel 8:

Artikel 8 omfatter de garantier, som den udstedende stat skal give den fuldbyrdende stat i visse

særlige tilfælde.

Hvis arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, og domfældte

ikke er blevet indkaldt personligt eller på anden måde er blevet underrettet om tid og sted for

domsforhandlingen, kan udlevering betinges af, at den udstedende stat garanterer, at sagen kan

genoptages, og at der kan gennemføres en ny domsforhandling, hvor den tiltalte er til stede, jf.

artikel 8, nr. 1.

I de tilfælde, hvor arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der kan straffes med fængsel på

livstid, kan udlevering betinges af, at det udstedende lands lovgivning tillader, at der

–

enten på

anmodning eller senest efter 20 år

–

kan ske fornyet prøvelse af, om der er grundlag for at fort-

sætte fuldbyrdelsen af dommen, jf. artikel 8, nr. 2.

Hvis arrestordren er udstedt med henblik på strafforfølgning af en person, der er statsborger i den

fuldbyrdende stat, kan udlevering betinges af, at den pågældende kan tilbageføres til den pågæl-

dende stat med henblik på fuldbyrdelsen af en eventuel straf, jf. artikel 8, nr. 3. Bestemmelsen

skal ses i sammenhæng med artikel 5, nr. 6, hvorefter udlevering af egne statsborgere eller per-

soner med bopæl i den fuldbyrdende stat kan afslås, hvis arrestordren er udstedt med henblik på

fuldbyrdelsen af en straffedom, og den fuldbyrdende stat forpligter sig til selv at fuldbyrde straf-

fen.

145

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Artikel 9:

Efter artikel 9, stk. 1, er den udstedende judicielle myndighed den judicielle myndighed i den

udstedende stat, der i henhold til denne stats nationale ret er kompetent til at udstede en arrestor-

dre.

Den fuldbyrdende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat, der

i henhold til denne stats nationale ret er kompetent til at fuldbyrde en arrestordre, jf. artikel 9,

stk. 2, 1. pkt. Dog kan staterne i en erklæring tilkendegive, at Justitsministeriet kan udpeges som

kompetent til at fuldbyrde arrestordrer, uanset om Justitsministeriet er en judiciel myndighed

efter national ret eller ej, jf. artikel 9, stk. 2, 2.pkt.

Efter artikel 9, stk. 3, skal de kontraherende parter underrette hinanden om, hvilken myndighed,

der er kompetent.

Artikel 10:

I henhold til artikel 10 kan staterne udpege en eller flere centrale myndigheder til at bistå de ju-

dicielle myndigheder. Staterne kan pålægge den centrale myndighed at forestå modtagelse og

fremsendelse af en europæisk arrestordre.

Artikel 11:

Artikel 11 fastlægger indholdet og formen af en arrestordre, og der er som bilag til aftalen ved-

lagt det certifikat, der udgør arrestordren. En arrestordre skal indeholde følgende oplysninger:

–

den eftersøgte persons identitet og nationalitet

–

angivelse af den judicielle myndighed i udstedelseslandet

–

angivelse af, hvorvidt arrestordren omfatter overgivelse med henblik på strafforfølgning

eller straffuldbyrdelse

–

lovovertrædelsens art og de relevante lovbestemmelser

–

en beskrivelse af sagens omstændigheder, herunder den eftersøgte persons deltagelse i

lovovertrædelsen

–

den idømte straf, hvis arrestordren er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, eller den

foreskrevne strafferamme, hvis arrestordren er udstedt med henblik på strafforfølgning

–

eventuelle andre konsekvenser af lovovertrædelsen.

146

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

En række af de oplysninger, som en arrestordre skal indeholde, er identiske med de oplysninger,

der efter artikel 95 i Schengen-konventionen skal fremgå af en efterlysning med henblik på opta-

gelse i Schengen-informationssystemet.

Artikel 12:

Artikel 12 vedrører fremsendelse af en arrestordre.

Bestemmelsen indebærer, at i de tilfælde, hvor opholdsstedet for den person, der er omfattet af

en arrestordre, er kendt, kan de judicielle myndigheder i den udstedende stat fremsende arrestor-

dren direkte til de kompetente judicielle myndigheder i den fuldbyrdende stat, jf. stk. 1.

I alle tilfælde, herunder når opholdsstedet er ukendt, kan den eftersøgte person dog indberettes til

Schengen-informationssystemet. Denne indberetning foretages i overensstemmelse med artikel

95 i Schengen-konventionen, og indberetningen har samme gyldighed som en arrestordre ledsa-

get af de oplysninger, der er nævnt i artikel 11, stk. 1, jf.

artikel 12, stk. 2.

For tiden kan Schengen-informationssystemet imidlertid ikke indeholde alle de oplysninger, der

fremgår af artikel 11. Indberetningen vil dog i en overgangsperiode have samme gyldighed som

en arrestordre, således at indberetningen betragtes som en efterlysning og en anmodning om an-

holdelse, indtil den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat har modtaget den originale ar-

restordre, jf. artikel 12, stk. 3.

Artikel 13:

Artikel 13 omhandler en række praktisk spørgsmål i forbindelse med fremsendelsen af en arrest-

ordre.

Artikel 14:

Efter artikel 14 skal en person, som anholdes af den fuldbyrdende stats kompetente myndighed,

underrettes om arrestordren og dens indhold. Endvidere skal den pågældende orienteres om mu-

ligheden for at meddele samtykke til udleveringen. Underretningen sker i overensstemmelse med

national ret. Den anholdte har ret til at lade sig bistå af en advokat og

–

om nødvendigt

–

en tolk i

overensstemmelse med national ret i den fuldbyrdende stat.

Artikel 15:

147

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Artikel 15 indebærer, at den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat i overensstemmelse

med national ret skal afgøre, om den anholdte fortsat skal være frihedsberøvet i forbindelse med

undersøgelsen af, om en arrestordre skal imødekommes. Den anholdte kan på et hvilket som

helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med national ret, dog under forudsæt-

ning af, at den kompetente myndighed træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den

pågældende ikke flygter.

Det er grundtanken i aftalen, at den fuldbyrdende stat på grundlag af de oplysninger, der fremgår

af en arrestordre, skal kunne træffe afgørelse om anholdelse, varetægtsfængsling og udlevering

af den eftersøgte person. Den fuldbyrdende stat vil således normalt ikke have behov for andre

oplysninger fra den udstedende stat end de oplysninger, der følger af en arrestordre.

Artikel 16:

Hvis den anholdte meddeler samtykke til udleveringen, herunder eventuelt et udtrykkeligt afkald

på anvendelsen af den såkaldte specialitetsregel i artikel 30, stk. 2, skal dette samtykke efter arti-

kel 16 meddeles den judicielle myndighed i overensstemmelse med national ret. Samtykket kan i

princippet ikke tilbagekaldes, men staterne kan dog fastsætte, at samtykke kan tilbagekaldes i

henhold til national ret.

Artikel 17:

Hvis den anholdte ikke meddeler samtykke til udleveringen, skal den pågældende ifølge artikel

17 have lejlighed til at udtale sig om arrestordren.

Artikel 18:

Efter artikel 18 afgør den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat inden for de frister og på

de betingelser, der er fastsat i aftalen, om der er grundlag for udlevering. Den judicielle myndig-

hed kan anmode om yderligere oplysninger fra den udstedende stat, og den kan fastsætte en tids-

frist for fremsendelse af disse supplerende oplysninger.

Artikel 19:

Artikel 19 vedrører de situationer, hvor der foreligger konkurrerende anmodninger.

Hvis flere stater har udstedt en europæisk arrestordre eller en arrestordre i forhold til den samme

person, skal de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende stat afgøre, hvilken anmodning der

skal imødekommes. Afgørelsen skal træffes under hensyntagen til alle de foreliggende oplysnin-

148

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

ger, herunder lovovertrædelsernes grovhed, gerningsstederne samt tidspunktet for udstedelsen af

arrestordrerne, jf. artikel 19, stk. 1.

Hvis der foreligger en arrestordre og tillige en anmodning om udlevering fra et tredjeland, skal

den fuldbyrdende stat træffe afgørelse om, hvilken anmodning der skal imødekommes under

hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder, herunder de omstændigheder der følger af den

relevante konvention eller udleveringsaftale, jf. artikel 19, stk. 3.

Aftalen berører ifølge bestemmelsen ikke staternes forpligtelser i henhold til statutten for Den

Internationale Straffedomstol.

Artikel 20:

Artikel 20 fastsætter, at en arrestordre skal behandles og fuldbyrdes som en hastesag, og opstiller

i øvrigt visse frister for sagsbehandlingen.

Bestemmelsen indebærer, at den endelige afgørelse om udlevering bør træffes senest 10 dage

efter, at den anholdte har meddelt samtykke til udleveringen, jf. artikel 20, stk. 2. I andre tilfælde

bør afgørelsen træffes senest 60 dage efter anholdelsen af den pågældende, jf. artikel 20, stk. 3.

Fristerne nævnt i stk. 2 og 3, kan dog i særlige tilfælde forlænges med 30 dage, jf. artikel 20, stk.

Efter artikel 20, stk. 4a, kan Den Europæiske Union på tidspunktet for aftalens indgåelse afgive

en erklæring om, at fristerne i stk. 3 og 4 kun finder anvendelse i tilfælde, hvor afgørelsen om

fuldbyrdelse af arrestordren ikke har været underkastet en appelprocedure. Norge og Island kan

i den forbindelse gøre gensidighedsprincippet gældende over for de pågældende medlemslande.

Den fuldbyrdende stat skal

–

indtil der er truffet en endelig afgørelse

–

sikre sig, at de materielle

betingelser for overgivelse fortsat er opfyldt, jf. artikel 20, stk. 5.

Artikel 21

Artikel 21 indebærer, at i de tilfælde, hvor en arrestordre er udstedt med henblik på strafforfølg-

ning, skal den fuldbyrdende stats judicielle myndigheder efter anmodning enten meddele sam-

tykke til, at der gennemføres afhøring af den eftersøgte person, eller at den eftersøgte person

midlertidigt overføres til den udstedende stat.

Artikel 22:

149

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Efter artikel 22 skal den eftersøgte afhøres af en judiciel myndighed bistået af enhver anden per-

son, der er udpeget i henhold til lovgivningen i den stat, hvor den udstedende myndighed er

hjemmehørende. Den eftersøgte afhøres i overensstemmelse med lovgivningen i den fuldbyrden-

de stat og på de betingelser, der er aftalt mellem den udstedende judicielle myndighed og den

fuldbyrdende judicielle myndighed.

Artikel 23:

Hvis den person, der ønskes overgivet, f.eks. nyder immunitet i den fuldbyrdende stat, løber fri-

sten for afgørelse af udleveringsspørgsmålet efter artikel 20 først fra det tidspunkt, hvor den ju-

dicielle myndighed i den fuldbyrdende stat er blevet underrettet om, at immuniteten i givet fald

er ophævet, jf. artikel 23.

Artikel 24:

Artikel 24 fastlægger, at aftalen ikke påvirker de forpligtelser, som staterne har over for en tred-

jestat, når en person er udleveret fra en sådan tredjestat. Staterne skal således respektere eventu-

elle forbud mod videreudlevering, herunder til en anden stat.

Artikel 25:

Efter artikel 25 skal den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat straks meddele den udste-

dende stat, om arrestordren vil blive imødekommet, og dermed om udlevering kan finde sted.

Artikel 26:

Efter artikel 26, stk. 1, udleveres den eftersøgte person hurtigst muligt efter aftale mellem de

berørte stater. Udleveringen skal dog finde sted senest 10 dage efter, at der er truffet endelig af-

gørelse fuldbyrdelse af arrestordren, jf. artikel 26, stk. 2.

Hvis det på grund af omstændigheder, som ikke kan tilskrives nogen af staterne, viser sig umu-

ligt at overgive den eftersøgte inden for den i stk. 2 fastsatte frist, skal den fuldbyrdende judiciel-

le myndighed og den udstedende judicielle myndighed straks aftale en ny dato for overgivelse. I

så fald skal overgivelsen finde sted senest 10 dage efter den nye aftalte dato, jf. artikel 26, stk. 3.

Udleveringen kan midlertidigt udsættes, hvis den anholdtes alder, helbred eller andre humanitære

grunde taler herfor. Hvis udleveringen ikke kan finde sted inden den angivne frist, løslades den

pågældende, jf. artikel 26, stk. 5.

150

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Artikel 27:

I medfør af artikel 27, stk. 1, kan den judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat

–

efter at have

truffet afgørelse om udlevering

–

beslutte, at udleveringen udsættes med henblik på, at den på-

gældende retsforfølges eller fuldbyrder en straf i denne stat.

I stedet for at udsætte overgivelsen kan den fuldbyrdende judicielle myndighed midlertidigt

overgive den eftersøgte til den udstedende stat på betingelser, der aftales mellem den fuldbyr-

dende judicielle myndighed og den udstedende judicielle myndighed, jf. artikel 27, stk. 2.

Artikel 28:

Efter artikel 28, stk. 1, skal staterne tillade transit gennem deres områder af en eftersøgt person,

der skal udleveres fra en stat til en anden stat eller fra en tredjestat til en stat, hvis de bl.a. har

modtaget oplysning om identiteten på den pågældende person, statsborgerskab og lovovertrædel-

sens karakter.

Der er efter artikel 28, stk. 2, mulighed for at afslå en anmodning om transit for en statsborger

eller en person bosat i transitstaten eller betinge transitten, jf. artikel 7, stk. 3.

Artikel 29:

I henhold til artikel 29 skal den udstedende stat fratrække enhver frihedsberøvelse, herunder fri-

hedsberøvelsen i den fuldbyrdende stat, i den samlede straf.

Artikel 30:

Artikel 30 omhandler den såkaldte specialitetsregel.

Staterne kan meddele hinanden, at en person, der er blevet udleveret fra denne stat på grundlag

af en arrestordre, i den udstedende stat kan retsforfølges, dømmes og tilbageholdes for andre

lovovertrædelser end den lovovertrædelse, for hvilken arrestordren var udstedt, medmindre den

judicielle myndighed i den fuldbyrdende stat i særlige tilfælde anfører andet i sin beslutning, jf.

artikel 30, stk. 1.

Hvis en stat ikke har afgivet en sådan erklæring overfor den kontraherende stat, finder de gæl-

dende specialitetsregler fortsat anvendelse. Dette indebærer, at en person, der er udleveret, som

151

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

hovedregel ikke kan retsforfølges, dømmes eller tilbageholdes for andre lovovertrædelser begået

forud for udleveringen, jf. artikel 30, stk. 2.

Det følger af artikel 30, stk. 3, at artikel 30, stk. 2, ikke finder anvendelse i følgende tilfælde:

a) hvis den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade den stat, han er overgivet

til, har undladt at gøre dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt

tilbage til denne stats territorium efter at have forladt det;

b) hvis lovovertrædelsen ikke kan straffes med frihedsberøvelse;

c) hvis retsforfølgningen ikke medfører anvendelse af en foranstaltning, der begrænser den

pågældendes personlige frihed;

d) hvis den pågældende vil blive pålagt en straf eller en foranstaltning, der ikke indebærer

frihedsberøvelse, herunder bødestraf eller en anden foranstaltning, der måtte træde i ste-

det for bøde, også selvom denne straf eller foranstaltning begrænser den pågældendes

personlige frihed;

e) hvis den pågældende har givet sit samtykke til overgivelse, eventuelt samtidig med at han

giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen i henhold til artikel 16;

f) hvis den pågældende efter overgivelsen udtrykkeligt giver afkald på anvendelsen af spe-

cialitetsreglen for så vidt angår specifikke lovovertrædelser, der er begået inden overgi-

velsen;

g) hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har overgivet den pågældende, giver sit

samtykke i henhold til stk. 4.

Artikel 30, stk. 4, omhandler proceduren for afgivelse af samtykke fra den judicielle fuldbyrden-

de myndighed.

Artikel 31:

Efter artikel 31, stk. 1, kan de kontraherende parter i en erklæring meddele, at den person, der

udleveres, kan videreudleveres til en anden stat, medmindre den judicielle myndighed i det land,

der har udleveret den pågældende, i særlige tilfælde anfører andet. Hvis en sådan erklæring ikke

afgives, kan videreudlevering som udgangspunkt ikke finde sted.

Der gælder dog visse undtagelser, jf. artikel 31, stk. 2 og 3, herunder hvis den person, der er ud-

leveret, har meddelt samtykke til videreudlevering, eller hvis det land, der har udleveret den på-

gældende, har meddelt samtykke til videreudlevering.

En person, der er overgivet i henhold til en arrestordre, må dog ikke udleveres til et tredjeland

uden samtykke fra den kompetente myndighed i den stat, der har overgivet den pågældende, jf.

artikel 31, stk. 4.

152

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Artikel 32:

Artikel 32 indeholder regler om overgivelse af genstande i forbindelse med udlevering. Bestem-

melsen fastslår, at den fuldbyrdende stat i overensstemmelse med national ret skal beslaglægge

og overlevere genstande, der er påkrævet som bevismateriale, eller som den eftersøgte har er-

hvervet som resultat af lovovertrædelsen.

Artikel 33:

Det følger af artikel 33, at den fuldbyrdende stat afholder de udgifter på sit territorium, der følger

af fuldbyrdelsen af arrestordren, mens andre udgifter afholdes af den udstedende stat.

Artikel 34:

Artikel 34 vedrører forholdet til andre juridiske instrumenter.

Da aftalens regler skal erstatte de gældende regler om udlevering af lovovertrædere mellem sta-

terne, indebærer aftalen efter artikel 34, stk. 1, at bestemmelserne i aftalen ved ikrafttrædelsen

træder i stedet for de gældende konventioner om udlevering mellem staterne, uden at dette berø-

rer disse bestemmelsers anvendelse mellem staterne og tredjelande.

Derimod berører aftalen ikke anvendelsen af forenklede procedurer eller betingelser, der følger

af bilaterale eller multilaterale aftaler, eller som er aftalt mellem staterne på grundlag af ensartet

eller gensidig lovgivning, i det omfang de er gældende ved aftalens ikrafttræden, og i det omfang

de er mere vidtrækkende end aftalen, jf. artikel 34, stk. 2.

Staterne kan endvidere indgå bilaterale eller multilaterale aftaler efter aftalens ikrafttræden, hvis

sådanne aftaler er mere vidtrækkende end aftalens forskrifter og bidrager til yderligere at forenk-

le eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er omfattet af en arrestordre, navnlig

ved at fastsætte kortere frister end dem, der er fastsat i artikel 20, men sådanne aftalerne må ikke

påvirke forbindelserne med de stater, der ikke er parter i dem, jf. artikel 34, stk. 3.

De kontraherende parter skal inden tre måneder efter aftalens ikrafttræden meddele hinanden,

hvilke gældende aftaler og ordninger de fortsat ønsker at anvende. Ligeledes skal parterne give

hinanden meddelelse om nye aftaler og ordninger senest tre måneder efter deres undertegnelse,

jf. artikel 34, stk. 4.

Artikel 35:

153

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Artikel 35, stk. 1, indebærer, at de gældende konventioner m.v. om udlevering fortsat finder an-

vendelse på anmodninger, der er fremsat inden aftalens ikrafttræden. Anmodninger, der modta-

ges efter dette tidspunkt, behandles efter reglerne i aftalen.

Staterne kan dog fremsætte en erklæring om, at anmodninger, der vedrører handlinger begået før

en af staten nærmere afgivet dato, dog senest ikrafttrædelsesdatoen, vil blive behandlet i over-

ensstemmelse med de gældende udleveringsregler, jf. artikel 35, stk. 2.

Artikel 36:

Artikel 36 vedrører den territoriale anvendelse af aftalen.

Artikel 37:

Det følger af artikel 37, at eventuelle tvister mellem de kontraherende parter vedrørende fortolk-

ningen af aftalen kan forelægges på et møde mellem repræsentanter for regeringerne for Den

Europæiske Unions medlemsstater og for Island og Norge med henblik på bilæggelse inden seks

måneder.

Artikel 37a:

Med henblik på at virkeliggøre målet om at nå frem til en så ensartet anvendelse og fortolkning

af denne aftale som muligt følger de kontraherende parter løbende udviklingen i den retspraksis,

der fastlægges af De Europæiske Fællesskabers Domstol, samt udviklingen i retspraksis ved de

kompetente domstole i Island og Norge vedrørende disse bestemmelser og lignende overgivel-

sesaftaler, jf. artikel 37a.

Artikel 38:

Efter artikel 38 skal de kontraherende parter give hinanden meddelelse om afslutningen af de

procedurer, der er nødvendige for, at de kan give deres samtykke til at være bundet af denne afta-

le.

Når Den Europæiske Union afgiver en sådan erklæring, angiver den for hvilke af dens medlems-

stater erklæringer skal gælde.

Aftalen træder i kraft den første dag i den tredje måned efter den dato, på hvilken generalsekre-

tæren for Rådet for Den Europæiske Union har sikret sig, at alle formelle krav er opfyldt for så

154

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

vidt angår det samtykke til at være bundet af denne aftale, der er givet af parterne eller på deres

vegne.

Artikel 39 - 41:

Artikel 39-41 vedrører tiltrædelse af nye medlemsstater i den Europæiske Union, fælles fornyet

vurdering af aftalen, muligheden for at bringe aftalen til ophør m.v.

Gældende ret

3.1.

Udlevering mellem de nordiske lande er i dag reguleret i lov nr. 27 af 3. februar 1960 om

udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (nordisk udleveringslov) med

de ændringer, der følger af lov nr. 251 af 12. juni 1975, § 5 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, § 6 i

lov nr. 378 af 6. juni 2002 og § 2 i lov nr. 433 af 10. juni 2003.

Efter § 1, stk. 1, i den nordiske udleveringslov kan den, der i Finland, Island, Norge, Sverige og

Danmark er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, og som opholder sig i et af de nordi-

ske lande, udleveres til strafforfølgning og straffuldbyrdelse. Loven omfatter dog ikke udlevering

fra Danmark til Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem stater i

Den Europæiske Union, jf. bekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005 af lov om udlevering af

lovovertrædere, er mere vidtgående end reglerne i den nordiske udleveringslov.

Det følger af § 2 i den nordiske udleveringslov, at udlevering af egne statsborgere kun kan ske,

såfremt den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det

land, hvortil udlevering ønskes, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter national

ret i det fuldbyrdende land kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Det fremgår af § 3, stk. 1, i den nordiske udleveringslov, at udlevering til strafforfølgning kun

kan finde sted for handlinger, der efter lovgivningen i det begærende land, kan medføre højere

straf end bøde. Udlevering til straffuldbyrdelse kan kun ske, hvis dommen lyder på fængselsstraf

eller anbringelse i en anstalt, eller der med hjemmel i dommen er truffet bestemmelse om sådan

anbringelse, jf. § 3, stk. 2.

Udlevering for en handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, kan kun ske, såfremt en til-

svarende handling er strafbar som politisk lovovertrædelse efter dansk ret og den, der begæres

udleveret, ikke er dansk statsborger, jf. § 4.

Herudover kan udlevering efter den nordiske udleveringslovs § 5 ikke ske, når den, der begæres

udleveret, i det fuldbyrdende land er dømt eller frifundet for den lovovertrædelse, der er omfattet

155

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

af udleveringsbegæringen. Hvis tiltale er frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis de i rets-

plejelovens fastsatte betingelser for omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt.

§ 6 i den nordiske udleveringslov beskriver på hvilke vilkår en udlevering kan finde sted. Heraf

fremgår det bl.a., at det kræver justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede skal videre ud-

leveres til en tredjestat for nogen før udleveringen begået strafbare handling, jf. stk. 1, nr. 1, og

hvis den udleverede skal drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafbare handling,

for hvilken tiltale er frafaldet her i landet, jf. stk. 1, nr. 3.

Derudover må den udleverede ikke drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafbare

handling, for hvilken han her i landet er dømt eller frifundet, jf. stk. 1, nr. 2.

Det fremgår endvidere, at den udleverede, hvis han er dansk statsborger, ikke kan drages til an-

svar for nogen anden før udleveringen begået strafbare handling end den, han er udleveret for,

medmindre a) justitsministeren tillader det, b) han selv i et retsmøde meddeler samtykke dertil,

c) han, uanset at han i en måned uhindret har kunnet forlade det land, til hvilket han er udleveret,

har undladt dette, eller d) han efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage, jf. stk. 1, nr.

Endelig fremgår det, at den udleverede kun under betingelserne i nr. 4, litra a)-d) må drages til

ansvar for nogen før udleveringen begået handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, for

hvilken han ikke er udleveret, såfremt han ikke er dansk statsborger, jf. stk. 1, nr. 5.

Begæring om udlevering kan fremsættes af politi eller anklagemyndighed i det land, hvortil ud-

levering ønskes. Anmodningen fremsendes til rigsadvokaten, statsadvokaten, eller politimesteren

(i København politidirektøren), jf. § 8, stk. 1.

Begæringen skal indeholde oplysning om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaf-

fenhed, de anvendelige straffebestemmelser, nationalitet og om muligt opholdssted for den, der

begæres udleveret, samt andre oplysninger, der er nødvendige til at fastslå hans identitet, jf. § 8,

stk. 2.

Såfremt den, der ønskes udleveret til strafforfølgning ikke i et retsmøde meddeler samtykke til

udleveringen eller erkender sig skyldig i det forhold, for hvilket udleveringen begæres, skal der

som grundlag for begæringen foreligge en af en domstol truffet beslutning, hvoraf fremgår, at

domstolen har fundet rimelig grund til mistanke om, at han har begået den strafbare handling, jf.

§ 8, stk. 3.

156

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Efter modtagelsen af en begæring om udlevering iværksætter politiet uden ophold den nødvendi-

ge undersøgelse, jf. § 9.

Den, som begæres udleveret, kan forlange rettens prøvelse af, om betingelserne for udlevering er

opfyldt. Politiet skal gøre ham bekendt med adgangen til domstolsprøvelse. Rettens afgørelse

træffes ved kendelse og kære til landsretten kan kun ske inden for en frist af 3 dage. Er der frem-

sat krav om domstolsprøvelse, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved

endelig retskendelse, jf. § 10.

I forbindelse med undersøgelsen af anmodningen kan retsplejelovens regler i kapitel 69 om an-

holdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransag-

ning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt

anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forføl-

ges her i landet, jf. § 11.

I sager om udlevering finder de i retsplejelovens kapitel 66 indeholdte regler om beskikkelse og

valg af forsvarer tilsvarende anvendelse. Offentlig forsvarer skal dog altid beskikkes, når den,

der begæres udleveret, fremsætter ønske herom, jf. § 12.

Hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke til udleveringen og det findes

utvivlsomt, at betingelserne for udlevering er opfyldt, kan udleveringen i almindelighed iværk-

sættes af politiet. I øvrigt forelægges spørgsmålet om, hvorvidt udlevering skal finde sted, for

Justitsministeriet, jf. § 13.

Derudover følger det af § 14, at når der er truffet bestemmelse om udlevering, kan der med hen-

blik på at sikre udleveringens gennemførelse anvendes de retsmidler, der er indeholdt i retspleje-

lovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, såfremt den handling, for

hvilken udlevering er begæret, efter dansk ret kunne medføre højere straf end bøde eller fængsel

i 4 måneder. Den pågældende vil dog altid kunne undergives anholdelse i indtil 24 timer.

Efter § 15 kan det i forbindelse med en beslutning om udlevering bestemmes, at genstande, som

er beslaglagt eller taget i forvaring under sagen, med forbehold af tredjemands eventuelle ret-

tigheder, skal overgives til den myndighed, som har begæret udlevering.

Det følger af § 16, at hvis en person er efterlyst af myndighederne i et af de nordiske lande for en

strafbar handling, som kan begrunde udlevering efter denne lov, kan de retsmidler, der omtales i

retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om le-

gemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75

a om andre efterforskningskridt, anvendes i overensstemmelse med reglerne i § 11. Det samme

157

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

gælder, hvis myndighederne tilkendegiver, at de agter at fremsætte begæring om udlevering for

en sådan handling. En fængsling iværksat efter stk. 1, skal dog ophæves, såfremt begæring om

udlevering ikke er modtaget inden for en frist af 2 uger.

Efter § 17 kan tilladelse efter § 6 kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende handling

kunne have fundet sted til vedkommende land.

Personer, som udleveres fra et af de § 1 nævnte lande til et andet nordisk land, kan efter § 18

uden særlig tilladelse føres over dansk territorium.

3.2.

De nordiske lande færdiggjorde en ny konvention om overgivelse for strafbare forhold mel-

lem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) i efteråret 2005.

Baggrunden for konventionen er, at de nordiske ministre på justitsministermødet på Svalbard i

juni 2002 besluttede, at den gældende udleveringsordning mellem de nordiske lande skulle revi-

deres og udvides med fuld respekt af grundlæggende retsprincipper og i overensstemmelse med

de internationale forpligtelser bl.a. i forhold til EU, herunder specielt Rådets rammeafgørelse af

13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem stater-

ne (den europæiske arrestordre).

På det nordiske justitsministermøde i Skagen den 20.-22. juni 2005 blev der opnået politisk

enighed om udkastet til en ny konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordi-

ske lande.

Nordisk Embedsmandskomité for lovgivningsspørgsmål (EK-Lov/NÄL) blev i den forbindelse

pålagt at færdiggøre udkastet til konventionen, således at konventionen

kunne

undertegnes af de

nordiske justitsministre inden udgangen af 2005 med henblik på, at konventionen kan træde i

kraft mellem de nordiske lande senest i 2007. Konventionen blev undertegnet i København den

15. december 2005.

Den nordiske konvention er opbygget som rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre og

fastlægger, i hvilke tilfælde de nordiske lande vil være forpligtede til at overgive en lovovertræ-

der til et andet nordisk land, og i hvilke tilfælde landene kan eller skal afslå overgivelse af en

lovovertræder.

Konventionen vil medføre en række udvidelser i pligten til overgivelse i forhold til såvel den

gældende nordiske udleveringslov som i forhold til rammeafgørelsen om den europæiske arrest-

ordre.

158

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

I relation til den gældende nordiske ordning, der er en ”kan-ordning”(dvs. at udlevering

kan fin-

de sted),

indebærer

den nordiske konvention, at der som udgangspunkt skal ske overgivelse i

medfør af en nordisk arrestordre. Konventionen indeholder på den baggrund en række afslags-

grunde, hvorefter det fuldbyrdende land enten skal eller kan afslå overførslen.

I forhold til den gældende nordiske udleveringslov, indebærer konventionen bl.a., at kravet om

dobbelt strafbarhed afskaffes, at der i forbindelse med overgivelse for strafbare forhold ikke

skelnes mellem egne statsborgere og udlændinge, og at overgivelse ikke vil kunne nægtes med

henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse.

Derudover indeholder konventionen ikke et strafferammekrav. En nordisk arrestordre vil således

kunne udstedes for forhold, der efter det udstedende lands lovgivning kan straffes med friheds-

straf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

Endelig vil en person, der ifølge en nordisk arrestordre er overgivet til strafforfølgning eller

straffuldbyrdelse, i et videre omfang kunne drages til ansvar for andre inden overgivelsen begåe-

de lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.

Anvendelsesområdet for konventionen vil dog være begrænset i relation til Island på den ene

side og de øvrige nordiske lande på den anden side for så vidt angår de bestemmelser, der vedrø-

rer politiske forbrydelser og egne statsborgere.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1.

Udkastet til udleveringsaftale mellem på den ene side Den Europæiske Union og på den an-

den side Norge og Island vil

–

set i forhold til den nugældende ordning på området

–

have lov-

givningsmæssige konsekvenser på en række punkter, herunder navnlig med hensyn til kravet om

dobbelt strafbarhed, forbudet mod at behandle egne statsborgere og udlændinge forskelligt og

politiske lovovertrædelser.

Som det er fremgået ovenfor under punkt pkt. 3.1., stilles der i den nordiske udleveringslov i

dag krav om dobbelt strafbarhed ved såvel udlevering af egne statsborgere som udlændinge.

Efter udkastet til udleveringsaftale mellem EU og Norge og Island (artikel 3, stk. 2) vil kravet

om dobbelt strafbarhed på en række områder skulle fraviges.

I relation til udlevering af egne statsborgere fremgår det i dag af den nordiske udleveringslov,

at egne statsborgere kun kan udleveres, såfremt den pågældende i de sidste 2 år forud for den

159

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller hvis den strafbare

handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Med udkastet til udleveringsaftale mellem EU og Norge og Island (artikel 7) lægges der op til, at

udlevering ikke kan afslås med den begrundelse, at den person, der begæres udleveret, er stats-

borger i den fuldbyrdende stat. De kontraherende parter kan dog afgive en erklæring om, at

statsborgere ikke vil blive overgivet, eller om at overgivelse kun kan tillades under visse afgræn-

sede omstændigheder.

For så vidt angår politiske forbrydelser skelnes der i dag i den nordiske udleveringslov mellem

udlevering af egne statsborger og udlændinge. Udlevering af egne statsborgere for en handling,

der udgør en politisk lovovertrædelse, kan kun ske, såfremt en tilsvarende handling er strafbar

som en politisk lovovertrædelse efter lovgivningen i det fuldbyrdende land.

Efter udkastet til udleveringsaftale mellem EU og Norge og Island (artikel 6), kan fuldbyrdelse

ikke afslås med den begrundelse, at lovovertrædelsen af den fuldbyrdende stat anses for at være

en politisk lovovertrædelse. De kontraherende parter kan dog afgive en erklæring om, at de kun

vil anvende denne bestemmelse i forbindelse med forbrydelser der er omhandlet i terrorisme-

konventionen m.v.

Udkastet til udleveringsaftale mellem EU og Norge og Island vil herudover også på andre punk-

ter nødvendiggøre ændringer i de gældende regler på udleveringsområdet.

Som anført under pkt. 3.2., blev den nordiske konvention om overgivelse for strafbare forhold

mellem de nordiske lande undertegnet af de nordiske lande i december 2005. Denne konvention

vil på en række områder, herunder de ovenfor nævnte områder, gå videre end udkastet til udleve-

ringsaftale mellem EU og Norge og Island.

Det er Justitsministeriets vurdering, at de ændringer i den nordiske udleveringslov, som EU-

aftaleudkastet vil kræve, vil kunne rummes indenfor de ændringer, der følger af den nye konven-

tion om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk Arrestordre).

4.2.

Udkastet til udleveringsaftale mellem EU og Norge og Island vurderes ikke at ville have

statsfinansielle konsekvenser af betydning.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

160

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Nærhedsprincippet

Sagen skønnes ikke at være i strid med nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side kan man fuldt ud støtte, at EU indgår en udleveringsaftale med Norge og Island.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har ikke afgivet udtalelse i sagen.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samar-

bejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Forhandlingsmandaterne for Kommissionens og formandskabets forhandlinger med Norge og

Island om indgåelse af aftaler vedrørende det retlige samarbejde, herunder anvendelsen af den

europæiske arrestordre, blev forelagt til orientering for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

forud for rådsmøderne den 10. juli 2001 og den 19. december 2002.

Et samlenotat om forslaget er sendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for råds-

mødet (retlige og indre anliggender) henholdsvis den 1.-2. december 2005

og den 21. februar

2006. Sagen blev imidlertid taget af dagsordenen.

161

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 10: Rådets afgørelse om samarbejdsordninger mellem medlemsstaternes

kontorer for inddrivelse af aktiver

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Resumé

Efter forslaget skal EU-medlemsstaterne oprette eller udpege et eller maksimalt to nationale kon-

torer for inddrivelse af aktiver, som skal have til opgave

–

gennem udveksling af information og

bedste praksis

–

at lette opsporing og identificering af udbytte fra strafbare forhold eller andre

ejendele, der har relation til kriminalitet, som efterfølgende kan blive genstand for de kompetente

retlige myndigheders påstand om indefrysning, beslaglæggelse eller konfiskation. Det forventes,

at forslaget til rådsafgørelse vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den

27.-28. april 2006 med henblik på Rådets vedtagelse heraf. Forslaget vurderes ikke at være i strid

med nærhedsprincippet. Forslaget vurderes ikke at ville have lovgivningsmæssige. Det vurderes

desuden ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser af betydning. Forslaget er fremsat af

Østrig, Belgien og Finland. Der ses ikke i øvrigt at foreligge offentlige tilkendegivelser om de

øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side er man overordnet set positiv over

for tiltag, der vil kunne medvirke til at effektivisere bekæmpelsen af den grænseoverskridende

kriminalitet, og man agter at støtte forslaget.

Baggrund

Østrig, Belgien og Finland har fremlagt et forslag til Rådets afgørelse om samarbejdsordninger

mellem medlemsstaternes kontorer for inddrivelse af aktiver.

Om baggrunden for forslaget er der bl.a. henvist til det såkaldte Haag-program samt handlings-

planen til gennemførelse heraf, hvoraf det bl.a. fremgår, at en styrkelse af redskaberne til at tack-

le de finansielle aspekter af organiseret kriminalitet bl.a. skal ske ved fremme af oprettelsen af

efterretningsenheder vedrørende kriminelle aktiver i EU-medlemslandene.

Forslaget skal

–

ifølge forslagsstillerne

–

ses som en videreførelse og videreudvikling af det

samarbejde, der allerede foregår i CARIN-netværket (Cadem Assets Recovery Inter-Agency

Network), som består af udøvere og eksperter med henblik på at forbedre den gensidige viden

om metoder og teknikker vedrørende identificering, indefrysning, beslaglæggelse og konfiskati-

on på tværs af grænserne af udbytte fra strafbare handlinger. Netværket omfatter næsten alle

medlemslande samt flere lande uden for EU.

162

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med det forslag til en rammeafgørelse om forenkling

af udveksling af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myn-

digheder, der blev opnået politisk enighed om på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den

1.-2. december 2005.

Det forventes, at forslaget til rådsafgørelsen vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 27.-28. april 2006 med henblik på Rådets vedtagelse heraf.

Indhold

Efter forslaget skal EU-medlemsstaterne oprette eller udpege et

eller maksimalt to

nationale kon-

torer for inddrivelse af aktiver, som skal have til opgave at lette opsporing og identificering af

udbytte fra strafbare forhold

eller andre ejendele, der har relation til kriminalitet,

som efterføl-

gende kan blive genstand for de kompetente retlige myndigheders påstand om indefrysning, be-

slaglæggelse eller konfiskation.

Dette gælder for konfiskation enten som en strafferetlig sanktion

eller

–

i det omfang det er muligt efter national ret i den omhandlende medlemsstat

–

på anden

måde som resultat af en strafbar handling. Hvis en medlemsstat har mere end to kontorer, som

har til opgave at lette opsporing og identificering af udbytte fra strafbare forhold, skal medlems-

staten udpege maksimalt to af disse kontorer som kontaktpunkt(er)

(artikel 1).

Medlemsstaterne skal sikre at disse kontorer med det formål at lette opsporing og identificering

af udbytte fra strafbare forhold samarbejder ved at udveksle information og bedste praksis - både

spontant og efter forespørgsel.

Det skal sikres, at samarbejdet ikke hindres af kontorernes inter-

ne status, uanset om disse er administrative, retshåndhævende eller judicielle myndigheder

(arti-

kel 2).

Forslaget fastslår, at et kontor kan fremsætte anmodninger om at modtage information til det

formål, der er anført i artikel 1

–

altså med henblik på at lette opsporing og identificering af ud-

bytte fra strafbare forhold.

Kontoret skal i den forbindelse bruge de procedurer, der er fastsat i

det udkast til rammeafgørelse om forenkling af udveksling af oplysninger og efterretninger mel-

lem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder, som der blev opnået politisk enighed om

på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. december 2005. Det fastslås videre, at de

muligheder for at afslå at udveksle oplysninger samt de muligheder for at fastsætte begrænsnin-

ger med hensyn til brugen af oplysninger, der er fastsat i den pågældende rammeafgørelse, også

skal gælde, når der udveksles information på baggrund af denne rådsafgørelse

(artikel 3, stk. 1).

Forslaget fastsætter endvidere, at den anmodende medlemsstat, når den udfylder det skema til

brug for anmodninger om information, der er fastsat som et bilag til rammeafgørelsen om for-

enkling af udveksling af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhæven-

163

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

de myndigheder, tillige skal angive formålet med anmodningen og grundene hertil, sagens art og

beskrive de formuegoder, der tages sigte på eller berøres, så nøjagtigt som muligt (bankkonti,

fast ejendom, biler, fritidsfartøj eller andet af høj værdi) og/eller angive de fysiske eller juridiske

personer, der formodes involveret (f.eks. navn, adresse, fødselsdato og

–sted,

registreringsdato,

aktionærer og hovedsæde mv.)

(artikel 3, stk. 2).

Kontorerne kan

–

inden for rammerne af gældende ret

–

også udveksle information, som de anser

for nødvendig til udførelsen af et andet inddrivelseskontors opgaver, uden der fremsættes en an-

modning herom (artikel 4).

Herudover indeholder forslaget nogle bestemmelser om databeskyttelse (artikel 6), en bestem-

melse om at kontorerne skal udveksle bedste praksis (artikel 7), og endelig en bestemmelse om

at forslaget ikke berører medlemsstaternes eksisterende forpligtelser vedrørende gensidig rets-

hjælp eller gensidig anerkendelse af retsafgørelser i straffesager (artikel 8).

Endelig fastslår forslaget, at udvekslingen af information skal ske på baggrund af de gældende

instrumenter om politisamarbejde mellem medlemsstaterne indtil rammeafgørelsen om forenk-

ling af udveksling af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende

myndigheder træder i kraft (artikel 10, stk. 2).

Forslaget er fremsat under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 30,

stk. 1, litra a) og b), hvoraf det fremgår, at fælles handling vedrørende politisamarbejde omfatter

operativt samarbejde mellem de kompetente myndigheder, herunder politi, toldmyndigheder og

andre særlige retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne vedrørende forebyggelse, afslø-

ring og efterforskning af kriminelle handlinger (litra a) og indsamling, opbevaring, behandling,

analyse og udveksling af relevante oplysninger, herunder oplysninger som de retshåndhævende

myndigheder er i besiddelse af på baggrund af rapporter om mistænkelige finansielle transaktio-

ner, navnlig via Europol, under overholdelse af relevante bestemmelser om beskyttelse af per-

sonoplysninger (litra b). Forslaget er endvidere fremsat under henvisning til artikel 34, stk. 2,

litra c, hvoraf det fremgår, at Rådet med henblik på at bidrage til opfyldelse af Unionens målsæt-

ninger på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen kan vedtage afgørelser uden, at de dog

indebærer nogen indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmel-

ser.

Gældende dansk ret

3.1. Der er hverken inden for politiet eller anklagemyndigheden oprettet specifikke kontorer eller

enheder, der har til formål udelukkende eller primært at beskæftige sig med de opgaver, som

forslaget vedrører.

164

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Disse opgaver varetages her i landet af flere forskellige myndigheder inden for politi og ankla-

gemyndighed.

3.2. Om videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted i de af forslaget omfattede tilfælde

vil som udgangspunkt bero på de almindelige regler om tavshedspligt.

Det er i administrativ praksis almindeligt antaget, at regeringen inden for de rammer, der følger

af grundloven, kan indgå overenskomst med fremmede stater, som bl.a. indebærer, at den danske

stat i et vist omfang er forpligtet til at videregive visse fortrolige oplysninger til udenlandske

myndigheder. I det omfang en sådan international aftale er indgået, vil videregivelse af fortrolige

oplysninger til opfyldelse af den pågældende internationale forpligtelse ikke være uberettiget i

relation til de almindelige regler om tavshedspligt.

Det må endvidere antages, at danske myndigheder i et vist omfang er berettiget til

–

f.eks. som et

led i mere uformelt samarbejde

–

at videregive fortrolige oplysninger til brug for andre landes

myndigheder.

Det er næppe muligt generelt at angive, hvornår en sådan videregivelse må anses for berettiget.

Ved den konkrete vurdering af videregivelsens berettigelse må der formentlig navnlig lægges

vægt på formålet med videregivelsen, herunder om videregivelse er af betydning for, at den dan-

ske forvaltningsmyndighed kan varetage sine forvaltningsopgaver, eller til varetagelse af danske

interesser i øvrigt. I den forbindelse vil det bl.a. indgå, om videregivelse sker som led i et gensi-

digt samarbejdsforhold og dermed i denne forstand også til varetagelse af danske interesser.

Herudover må der lægges vægt på forholdene i modtagerlandet, herunder hvordan de fortrolige

oplysninger i praksis må antages at blive anvendt i det pågældende land. Der må også lægges

vægt på, hvilken karakter de pågældende oplysninger har, herunder risikoen for at oplysningerne

eventuelt misbruges.

Ved vurderingen af, om fortrolige oplysninger kan videregives til udenlandske myndigheder, vil

der endvidere kunne søges vejledning i forvaltningslovens § 28 (om videregivelse af oplysninger

til en anden forvaltningsmyndighed) og

–

i det omfang der er tale om edb-behandlede personop-

lysninger

–

i reglerne i persondatalovens kapitel 4 (særligt §§ 6-8) og endelig i de i henhold til

persondatalovens § 72 udstedte administrative bestemmelser om videregivelse af oplysninger fra

politiets registre.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

165

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Forslaget vurderes i den nuværende udformning ikke at ville have lovgivningsmæssige konse-

kvenser.

Forslaget vurderes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser af betydning.

Høring

Forslaget til rådsafgørelse har været sendt i høring hos følgende myndigheder, organisationer

mv.:

Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, Politidirek-

tøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politi-

forbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Datatilsynet,

Amnesty International samt Institut for Menneskerettigheder.

Rigsadvokaten,

der tillige har vedlagt en udtalelse fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet, anfører, at han kan støtte, at der oprettes eller udpeges et nationalt kontor for ind-

drivelse af aktiver som anført i forslagets artikel 1, og at det i givet fald kan overvejes at udpege

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet som nationalt kontor.

Rigsadvokaten anfører videre, at den nærmere form for udveksling af oplysninger, herunder

spørgsmålet om grænsefladen til situationer, hvor bistanden antager karakter af gensidig rets-

hjælp, bør overvejes nøje i forbindelse med forhandlingerne om forslaget, idet tilvejebringelse af

visse former for oplysninger f.eks. kan forudsætte indhentelse af en retskendelse om edition.

Rigsadvokaten henviser i den forbindelse til udtalelsen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk

Kriminalitet.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet

anfører bl.a., at forslaget vedrører et områ-

de, hvor der efter hans opfattelse kunne være grund til at inddrage SØK i større omfang end i

dag.

Det anføres videre, at forslagets artikel 1 indebærer, at der skal oprettes eller udpeges et natio-

nalt kontor for inddrivelse af aktiver, og at man kan støtte oprettelsen af et sådan kontor. Stats-

advokaten bemærker, at et sådan kontor på retshåndhævelsesområdet må betragtes som en na-

turlig forlængelse af CARIN (the Camden Asset Recovery Inter-Agency Network), som er et net-

værk med særlig fokus på sporing, beslaglæggelse og konfiskation af udbytte fra strafbare for-

hold. Netværket har deltagelse af myndigheder fra EU-lande, enkelte andre lande samt Europol

og Eurojust. SØK deltager i dette netværk.

166

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Vedrørende artikel 3 bemærker statsadvokaten, at der lægges op til, at et kontor for inddrivelse

af aktiver kan have en administrativ status, og at det for Danmarks vedkommende betyder, at en

begæring fra et administrativt kontor om indhentelse af f.eks. bankoplysninger kun kan opfyldes,

i det omfang begæringen er støttet på en afgørelse fra en judiciel myndighed i det begærende

land.

Generelt om forslaget til rådsafgørelse bemærker statsadvokaten, at det efter hans opfattelse

udelukkende vedrører identificering af aktiver, mens tvangsindgreb så som beslaglæggelse og

efterfølgende konfiskation fortsat skal behandles efter de gældende regler om gensidig retshjælp

i straffesager, og at det efter statsadvokatens opfattelse kunne overvejes, om der burde gives

mere tydeligt udtryk for dette, eventuelt i de indledende betragtninger til rådsafgørelsen.

Politifuldmægtigforeningen

har anført, at man, ud fra synspunktet om at forbrydelser ikke bør

kunne betale sig, og at ingen ved hjælp af landegrænser bør kunne forbedre muligheden for at

sikre udbytte, grundlæggende kan støtte forslaget.

Det anføres videre, at Justitsministeriet i det fremsendte grundnotat har peget på nogle problem-

stillinger omkring danske myndigheders tavshedsforpligtelse på området, og at man i den for-

bindelse skal henstille, at der, såfremt det aktuelle initiativ måtte føre frem til en rådsafgørelse,

fra Justitsministeriets side enten udsendes en selvstændig nærmere vejledning om, i hvilke tilfæl-

de der kan ske udlevering af information, eller at ministeriet supplerer sin vejledning af 12. no-

vember 2003 om offentlige myndigheders udveksling af personoplysninger som led i den koordi-

nerede myndighedsindsats overfor rockeres kriminalitet.

Rigspolitichefen

bemærker, at forslagets merværdi i forhold til de allerede fastlagte samar-

bejdsstrukturer mv. bør afklares, og at afgørelsen i givet fald bør lægge op til, at der udpeges et

kontaktpunkt i hvert af medlemslandene med henblik på sporing og identificering af udbytte fra

strafbart forhold.

Rigspolitichefen bemærker desuden, at det i øvrigt forudsættes, at samarbejdet gennemføres i

overensstemmelse

med

relevante

internationale

aftaler

mv.,

herunder

EU-

retshjælpskonventionen af 29. maj 2000 og tillægsprotokoller af 16. oktober 2001.

Politimesterforeningen

anfører, at man er positiv over for samarbejdsordninger mv., der vil

kunne medvirke til at effektivisere bekæmpelsen af den grænseoverskridende kriminalitet.

Politidirektøren i København

oplyser, at man fuldt ud kan støtte forslaget, der vil medvirke til at

effektivisere bekæmpelsen af den grænseoverskridende kriminalitet.

167

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Advokatsamfundet

anfører, at formålet med rådsafgørelsen er at gøre bekæmpelsen af organi-

seret kriminalitet mere effektiv, og at Advokatsamfundet fuldt ud kan tilslutte sig dette formål og

generelt er enig i, at det bl.a. bør ske ved at forbedre samarbejdet mellem nationale myndighe-

der på tværs af landegrænserne. Den del af forslaget, der vedrører samarbejde om udveksling af

bedste praksis mellem de forskellige landes inddrivelseskontorer, og som er en videreudvikling

af CARIN-samarbejdet, kan Advokatsamfundet derfor tilslutte sig.

Advokatsamfundet bemærker, at rådsafgørelsen går videre, idet der lægges op til, at kontorerne

skal udveksle en større kreds af oplysninger, og at ordningen fremtræder mere uformel end en

række andre kendte ordninger om udveksling af oplysninger, hvilket der kan være gode grunde

til, men at den på nogle punkter synes uklar. Efter Advokatsamfundets opfattelse bør bestræbel-

serne på at bekæmpe organiseret kriminalitet i videst mulige omfang ske under hensyntagen til

borgernes retssikkerhed. Advokatsamfundet finder, at rådsafgørelsen uklare rækkevidde på nu-

værende tidspunkt gør det vanskeligt at vurdere de retssikkerhedsmæssige konsekvenser.

Det anføres, at det for det første er uklart, hvilke oplysninger rådsafgørelsen giver myndigheder-

ne pligt til at videregive. Advokatsamfundet bemærker, at bestemmelsen i forslagets artikel 4, stk.

2, hvorefter landene har pligt til at ”lette videregivelsen af relevante oplysninger” er ganske

bredt formuleret, og at forslaget til rådsafgørelse og konsekvenserne af dette ville blive mere

gennemskueligt, hvis det i en forklarende rapport til afgørelsen blev uddybet, hvilke oplysninger

der er tale om, og hvilke der ikke er omfattet.

Det anføres videre, at det for det andet er uklart, hvornår en anmodning om udlevering af oplys-

ninger kan afslås. Det bemærkes, at også bestemmelsen i forslagets artikel 4, stk. 3, hvorefter en

anmodning kan afslås, hvis ”oplysningerne vil stå i klart misforhold

til en fysisk eller juridisk

persons

… legitime interesser,” er ganske bredt formuleret og indebærer et betydeligt skøn for

myndighederne, og at det vil styrke borgernes retsstilling, hvis dette skøn blev underlagt nogle

klare retningslinier.

Det anføres for det tredje, at det ikke fremgår klart af høringsmaterialet, hvordan der skal føres

kontrol med ordningen, f.eks. kontrol med det ovennævnte skøn og at kontrolproblemet accentue-

res af, at borgerne formentlig ikke vil være klar over, at der videregives oplysninger om dem.

Advokatsamfundet finder, at en kontrol, der alene er baseret på den udøvende myndigheds egen

–

systeminterne

–

kontrol, må være utilstrækkelig.

Det anføres for det fjerde, at det er uklart, hvordan den skitserede ordning forholder sig til en

række andre gældende ordninger om udveksling af oplysninger, og at det således blot fremgår af

artikel 4, stk. 2, at oplysningerne ikke skal videregives, hvis ”det er påkrævet med en formel an-

modning om bistand til fuldbyrdelse heraf i henhold til gældende aftaler, ordninger eller instru-

168

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

menter i Den Europæiske Union vedrørende gensidig retshjælp eller gensidig anerkendelse af

retsafgørelser i straffesager”.

Endelig anføres det, at det fremgår af forslagets artikel 6, stk. 2, at landet, som udleverer oplys-

ninger, kan pålægge begrænsninger og betingelser for anvendelse af oplysningerne, og at også

dette rejser retssikkerhedsmæssige spørgsmål vedrørende kontrol med ordningen.

Advokatsamfundet anfører, at man er opmærksom på, at Justitsministeriet muligvis allerede på

tidspunktet for Advokatsamfundets høringssvar vil kunne give svar på flere eller alle disse uklar-

heder, men at svarende imidlertid ikke fremgår af høringsmaterialet, herunder heller ikke af den

forklarende rapport til rådsafgørelsen eller af Justitsministeriets grundnotat. Under forbehold

for disse uklarheder stiller Advokatsamfundet sig positiv over for forslaget.

Landsforeningen af Beskikkede Advokater

anfører, at man har betænkeligheder ved, at fortro-

lige oplysninger udveksles uformelt mellem de deltagende lande med den deraf følgende risiko

for misbrug.

Institut for Menneskerettigheder

anfører, at det vil være hensigtsmæssigt, at der i afgørelsens

artikel 7, som omhandler databeskyttelse

–

ud over henvisningen til Europarådets bestemmelser

- også henvises til Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske perso-

ner i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplys-

ninger.

Nærhedsprincippet

Forslagsstillerne har ikke i forslaget eller den ledsagende note redegjort nærmere for forholdet til

nærhedsprincippet.

Regeringen finder på det foreløbige grundlag, at nærhedsprincippet må anses for overholdt, da

formålet med forslaget er at sikre en mere effektiv bekæmpelse af den grænseoverskridende kri-

minalitet ved at indføre en pligt for EU-medlemsstaterne til at etablere særlige enheder, som skal

samarbejde om og lette opsporing og beslaglæggelse mv. af udbytte fra strafbart forhold.

Andre landes kendte holdninger

Forslaget er som nævnt fremsat af Østrig, Belgien og Finland. Der ses ikke i øvrigt at foreligge

offentlige tilkendegivelser om øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget.

169

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side er man overordnet set positiv over for tiltag, der vil kunne medvirke til at effekti-

visere bekæmpelsen af den grænseoverskridende kriminalitet, og man agter at støtte forslaget.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om sagen.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Forslaget tillige med et grundnotat herom blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 26.

januar 2006 og til Folketingets Retsudvalg den 30. januar 2006.

170

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 11: Den nye generation af Schengen-informationssystemet (SIS II)

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Resumé

På rådsmødet forventes Rådet på ny at blive orienteret om status for arbejdet med udviklingen af

den nye generation af Schengen-informationssystemet (det såkaldte SIS II) samt om resultatet af

det første møde i den højniveau-gruppe, som Rådet har oprettet på området. Sagen ses ikke at

rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Gennemførelse af SIS II vil have statsfinansielle

konsekvenser og formentlig også lovgivningsmæssige konsekvenser. Der ses ikke at foreligge

offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side

ser man positivt på udviklingen af SIS II, og man vil tage statusorienteringen til efterretning.

Baggrund

Som led i Schengen-samarbejdet er der oprettet et fælles informationssystem (Schengen-

informationssystemet), der ved hjælp af elektronisk søgning giver de myndigheder, der er udpe-

get af Schengen-landene, adgang til indberetninger om personer og genstande til brug for græn-

sekontrollen og for anden politi- og toldkontrol i de enkelte lande samt for administrationen af

udlændingelovgivningen. Schengen-informationssystemet består af en national del i hvert med-

lemsland (N.SIS) og en central teknisk støttefunktion (C.SIS), som er beliggende i Strasbourg.

Bestemmelserne vedrørende Schengen-informationssystemet

konventionens afsnit IV (artikel 92-119).

(SIS)

findes

Schengen-

Ved Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 blev Schengen-reglerne integreret i Den

Europæiske Union. I den forbindelse blev der ikke taget stilling til retsgrundlaget for Schengen-

konventionens bestemmelser vedrørende SIS. Disse bestemmelser betragtes derfor som ud-

gangspunkt som retsakter baseret på afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), jf.

artikel 2, stk. 1, 2. afsnit, sidste punktum, i protokollen om integrationen af Schengen-reglerne i

Den Europæiske Union (Schengen-protokollen), der ved Amsterdam-traktaten er knyttet som

bilag til TEU og Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF). Det følger imid-

lertid af Schengen-protokollens artikel 5, stk. 2, at forslag og initiativer til udbygning af Schen-

gen-reglerne er underlagt de relevante traktatbestemmelser, hvilket medfører, at man i forbindel-

se med enhver udbygning af reglerne om SIS må tage stilling til retsgrundlaget for det konkrete

forslag til udbygning, jf. nærmere nedenfor.

171

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Det eksisterende Schengen-informationssystem (SIS) er dimensioneret til maksimalt at indeholde

oplysninger for så vidt angår 18 lande og giver således ikke mulighed for at medtage oplysninger

fra yderligere lande i forbindelse med udvidelsen af Den Europæiske Union.

Etableringen af et ændret og udvidet Schengen-informationssystem (SIS II) med mulighed for

tilslutning af yderligere lande er på denne baggrund en forudsætning for de nye medlemsstaters

aktive deltagelse i Schengen-samarbejdet. Etableringen af SIS II vil endvidere give mulighed for

at gennemføre forbedringer inden for en række områder for så vidt angår anvendelsen af Schen-

gen-informationssystemet.

På den baggrund blev det på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) og

mødet i Det Blandede Udvalg den 28.-29. maj 2001 besluttet, at udgifter til udvikling af SIS II i

2001 skulle afholdes over anlægsbudgettet for C.SIS. Endvidere vedtog Rådet en række konklu-

sioner vedrørende udviklingen af SIS II, hvori det bl.a. anføres, at udviklingen af SIS II bør have

højeste prioritet, at der i Fællesskabets budget for 2002 bør afsættes de fornødne midler med

henblik på udviklingen af SIS II, ligesom der bør udarbejdes udkast til de fornødne retsakter med

henblik på gennemførelsen af udviklingsarbejdet.

I forlængelse heraf vedtog Rådet på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttel-

se) og mødet i Det Blandede Udvalg den 6.-7. december 2001 henholdsvis en rådsforordning

(2001/2424/EF, EFT L 328 af 13. 12 2001, s. 4) og en rådsafgørelse (EFT L 328 af 13. 12 2001,

s. 1) om udviklingen af den anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II), og

Kommissionen har på denne baggrund indledt udviklingsarbejdet.

Danmark deltog ikke i vedtagelsen af ovennævnte forordning, jf. protokollen om Danmarks stil-

ling. Danmark meddelte ved skrivelse af 27. maj 2002, at Danmark i henhold til artikel 5 i proto-

kollen om Danmarks stilling havde truffet afgørelse om at gennemføre forordningen i dansk ret.

Forordningens gennemførelse krævede ikke lovændringer i Danmark.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau

med deltagelse af Norge og Island den 13.-14. juni 2002 blev der opnået enighed om en række

rådskonklusioner vedrørende SIS II. Konklusionerne blev efterfølgende vedtaget af Rådet den

17. juni 2002.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau

med deltagelse af Norge og Island den 5.-6. juni 2003 blev der vedtaget yderligere en række

rådskonklusioner vedrørende bl.a. tilrettelæggelsen af det videre arbejde med SIS II.

172

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau

med deltagelse af Norge og Island den 29.-30. april 2004 blev der vedtaget en række rådskonklu-

sioner om placering, ledelse og finansiering af SIS II i udviklingsfasen.

Endelig blev der på rådsmødet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 14. juni

2004 vedtaget en række rådskonklusioner om funktioner i SIS II. Heraf fremgår det bl.a., at SIS

–

udover de funktioner, der allerede findes i det eksisterende SIS med senere ændringer

–

skal

indeholde en række yderligere nærmere angivne funktioner, samt at SIS II herudover skal inde-

holde teknisk mulighed for yderligere funktioner.

Kommissionen har på denne baggrund udarbejdet forslag til tre retsakter, der tilsammen skal

udgøre retsgrundlaget for SIS II: en rådsafgørelse om oprettelse, drift og brug af SIS II

(KOM(2005) 230 endelig) (herefter rådsafgørelsen), en forordning om oprettelse, drift og brug af

SIS II (KOM(2005) 236 endelig) (herefter hovedforordningen) og en forordning om adgang til

SIS II for de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester

for motorkøretøjer (KOM(2005) 237 endelig) (herefter forordningen vedrørende motorkøretøjs-

registreringsmyndigheder).

Forslaget til rådsafgørelse er fremsat med hjemmel i TEU, særlig artikel 30, stk. 1, litra a) og b),

artikel 31, stk. 1, litra a) og b), og artikel 34, stk. 2, litra c). Af TEU artikel 30, stk. 1, litra a) og

b) følger det, at fælles handling vedrørende politisamarbejde omfatter operativt samarbejde mel-

lem de kompetente myndigheder vedrørende forebyggelse, afsløring og efterforskning af krimi-

nelle handlinger samt indsamling, opbevaring, behandling, analyse og udveksling af relevante

oplysninger. Af TEU artikel 31, stk. 1, litra a) og b) fremgår det, at retligt samarbejde i kriminal-

sager omfatter fremme og fremskyndelse af samarbejdet mellem kompetente ministerier og retli-

ge eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne samt lettelse af udlevering mellem medlems-

staterne. Endelig fremgår det af TEU artikel 34, stk. 2, litra c), at Rådet på initiativ af en med-

lemsstat eller Kommissionen med enstemmighed kan vedtage afgørelser i overensstemmelse

med målsætningerne i TEU afsnit VI, uden at de dog indebærer nogen indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.

Forslaget til hovedforordning er fremsat med hjemmel i TEF, særlig artikel 62, nr. 2), litra a), og

artikel 66. Af TEF artikel 62, nr. 2), litra a), fremgår det, at Rådet efter fremgangsmåden i TEF

artikel 67 vedtager foranstaltninger vedrørende passage af medlemsstaternes ydre grænser, hvori

der fastlægges standarder og procedurer, som medlemsstaterne skal følge ved udøvelsen af per-

sonkontrol ved disse grænser. Af TEF artikel 66 fremgår det, at Rådet efter fremgangsmåden i

TEF artikel 67 træffer foranstaltninger til at sikre samarbejde mellem de kompetente tjenester i

medlemsstaternes administrationer på de områder, der er omfattet af TEF afsnit IV, og mellem

disse tjenester og Kommissionen.

173

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Endelig er forslaget til forordning vedrørende motorkøretøjsregistreringsmyndigheder fremsat

med hjemmel i TEF, særlig artikel 71. Af TEF artikel 71 fremgår det bl.a. af bestemmelsens stk.

1, litra d), at Rådet efter fremgangsmåden i TEF artikel 251 og efter høring af Det Økonomiske

og Sociale Udvalg og Regionsudvalget fastsætter formålstjenlige bestemmelser med henblik på

gennemførelsen af TEF artikel 70 om en fælles transportpolitik.

Den samtidige fremsættelse af forslaget til rådsafgørelsen i medfør af TEU afsnit VI og forslaget

til hovedforordningen i medfør af TEF afsnit IV skal ses i sammenhæng med, at SIS II har be-

tydning dels for det fællesskabsretlige samarbejde om visum, asyl og indvandring mv. (TEF afnit

IV), dels for det mellemstatslige samarbejde på det politimæssige og strafferetlige område (TEU

afsnit VI). Endelig fremsættes der som nævnt tillige et særskilt forordningsforslag om motorkø-

retøjsregistreringsmyndigheders adgang til visse oplysninger i SIS II under henvisning til det

fællesskabsretlige samarbejde om transport (TEF afsnit V).

Ifølge artikel 1 i Protokollen om Danmarks Stilling, der ved Amsterdam-traktaten er knyttet som

bilag til TEU og TEF, deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås

i henhold til TEF afsnit IV, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der

vedtages i henhold til dette afsnit bindende for Danmark, ligesom de ikke finder anvendelse i

forholdet til Danmark.

I det omfang Rådet har truffet afgørelse om et forslag om eller initiativ til udbygning af Schen-

gen-reglerne efter bestemmelserne i TEF afsnit IV, træffer Danmark i henhold til artikel 5 i Pro-

tokollen om Danmarks Stilling inden seks måneder afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre

denne afgørelse i sin nationale lovgivning. Hvis Danmark beslutter sig herfor, vil afgørelsen ska-

be en folkeretlig forpligtelse mellem Danmark og de øvrige lande.

I forbindelse med rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i de blandede udvalg med

deltagelse af henholdsvis Norge og Island og Schweiz den 1.-2. december 2005 informerede

Kommissionen Rådet om status vedrørende den tekniske udvikling af SIS II.

På rådsmødet den 21. februar 2006 orienterede formandskabet om sine overvejelser vedrørende

den videre behandling af det retlige grundlag for SIS II og om den tekniske udvikling af systemet.

Det forventes, at Rådet på det kommende rådsmøde på ny vil blive orienteret om status for ar-

bejdet med udviklingen af SIS II samt om resultatet af det første møde i den højniveau-gruppe,

som Rådet har oprettet på området.

174

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Indhold

Kommissionen har som nævnt fremlagt forslag til tre retsakter, der tilsammen skal udgøre rets-

grundlaget for SIS II: en rådsafgørelse og en (hoved-)forordning om oprettelse, drift og brug af

SIS II samt en forordning om adgang til SIS II for de tjenester i medlemsstaterne, der har ansva-

ret for udstedelse af registreringsattester for motorkøretøjer.

En stor del af bestemmelserne i rådsafgørelsen og hovedforordningen er identiske, idet de er

relevante for begge dele af retsgrundlaget for SIS II. Disse bestemmelser beskrives derfor under

ét nedenfor under pkt. 2.1. Herudover findes der en række særlige bestemmelser i såvel rådsaf-

gørelsen som hovedforordningen, som vil blive behandlet nedenfor under henholdsvis pkt. 2.2.

og pkt. 2.3. Endelig indeholder forordningen vedrørende motorkøretøjsregistreringsmyndighe-

der specifikke bestemmelser for disse myndigheders adgang til visse kategorier af oplysninger

indberettet i medfør af rådsafgørelsen, jf. beskrivelsen under pkt. 2.4.

De foreslåede regler om SIS II bygger i vidt omfang på Schengen-konventionens eksisterende

regler om SIS. I det omfang de foreslåede bestemmelser indholdsmæssigt svarer til de gældende

bestemmelser, vil der i det følgende alene blive henvist til disse.

2.1.

Fællesbestemmelser i rådsafgørelsen og hovedforordningen

2.1.1. Bestemmelser, der indholdsmæssigt svarer til Schengen-konventionens bestemmelser



Rådsforordningens og hovedforordningens artikel 1, som indeholder en fælles beskrivel-

se af oprettelsen af SIS II og det generelle formål med systemet, svarer indholdsmæssigt

til Schengen-konventionens artikel 92(1) og 93.

Rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 6, hvorefter hver medlemsstat, for egen

regning og risiko, opretter og driver sit nationale system, svarer indholdsmæssigt til kon-

ventionens artikel 92(2).

Rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 7 fastslår, at hver medlemsstat skal ud-

pege et nationalt SIS II kontor, som skal have det overordnede ansvar for medlemsstatens

nationale system, og gennem hvilken medlemsstaten skal foretage sine indberetninger,

samt et såkaldt SIRENE-kontor, som skal sikre udvekslingen af supplerende oplysninger

samt kontrollere kvaliteten af de oplysninger, der indlæses i SIS II. Denne bestemmelse

svarer i det væsentlige til bestemmelserne i Schengen-konventionens artikel 92(4) og ar-



175

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

tikel 108.



Rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 8, hvorefter supplerende oplysninger ud-

veksles i overensstemmelse med den såkaldte SIRENE-håndbog ved hjælp af kommunika-

tionsinfrastrukturen, svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen i konventionens art. 92(4),

der dog ikke indeholder nogen eksplicit henvisning til SIRENE-håndbogen.

Efter rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 14 B er det den indberettende med-

lemsstat, som undersøger, om det pågældende tilfælde er så vigtigt, at indberetningen bør

optages i SIS II. Bestemmelsen svarer til Schengen-konventionens artikel 94(1), 2. pkt.

Rådsafgørelsens artikel 42 og hovedforordningens artikel 23, hvorefter en medlemsstat

kan bevare SIS II oplysninger, i forbindelse med hvilke, der er truffet foranstaltninger på

medlemsstatens område samt oplysninger om en indberetning, som den pågældende med-

lemsstat har foretaget i SIS II, i sine nationale registre, svarer indholdsmæssigt til be-

stemmelserne i Schengen-konventionens artikel 112 A og artikel 113 A.

Efter rådsafgørelsens artikel 42 A og hovedforordningens artikel 23 A finder den indbe-

rettende medlemsstats nationale lovgivning anvendelse på oplysningerne i medlemssta-

tens nationale del, for så vidt fællesskabslovgivningen ikke fastsætter særlige bestemmel-

ser. Dette svarer til, hvad der i dag gælder inden for rammerne af Schengen-

konventionen, jf. dennes artikel 104(2).

Rådsafgørelsens artikel 50 og hovedforordningens artikel 28 om en persons ret til indsigt

i oplysninger om den pågældende, samt ret til at få rettet eller slettet ukorrekte eller ulov-

ligt indberettede oplysninger, svarer til bestemmelserne i konventionens artikel 109 og

110.

Rådsafgørelsens artikel 52 og hovedforordningens artikel 30 om retten til at indbringe

spørgsmålet om indberetning for en domstol eller en anden kompetent myndighed med

påstand om rettelse eller sletning af oplysningerne, aktindsigt eller skadeserstatning sva-

rer til konventionens artikel 111.



2.1.2. Bestemmelser, der indebærer ændringer i Schengen-konventionens bestemmelser



Af artikel 5 i rådsafgørelsen og hovedforordningen fremgår det, at udgifterne i forbindel-

se med oprettelsen, driften og vedligeholdelsen af det centrale system og kommunikati-

onsinfrastrukturen afholdes over EU’s budget, mens medlemsstaterne selv afholder ud-

176

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

gifter til udvikling og drift af deres respektive nationale systemer. Betalingerne til det

centrale system er hidtil blevet dækket via medlemsstatsbidrag, jf. konventionens artikel

92, stk. 3, sammenholdt med artikel 119.



Ifølge rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 11 påser medlemsstaterne, at en-

hver adgang til og udveksling af personoplysninger med det centrale system eller i natio-

nale kopier heraf registreres i det nationale system, med henblik på at kontrollere søg-

ningens og databehandlingen lovlighed. Disse registreringer skal navnlig indeholde an-

givelse af indberetningens hidtidige forløb, dato og tidspunkt for overførslen af oplysnin-

ger, oplysninger anvendt til søgningen, de overførte oplysninger samt navn på myndighe-

den og den person, der er ansvarlig for behandlingen af oplysningerne. Denne lognings-

forpligtelse går videre end Schengen-konventions artikel 103, hvorefter medlemsstaterne

skal påse, at enhver overførsel af personoplysninger registreres i det nationale system.

Det fremgår af rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 14 A, at SIS II udelukken-

de indeholder de kategorier af oplysninger, der meddeles af medlemsstaterne og som er

nødvendige til opfyldelse af de formål, der følger af henholdsvis rådsafgørelsens artikel

15, 23, 27, 31 og 35 og hovedforordningens artikel 15. Det er således kun en række nær-

mere angivne oplysninger om personer, der kan medtages i indberetninger. Det drejer

sig om: efternavn(e), fornavn(e), fødselsnavn, tidligere anvendte navne, eventuelle kalde-

navne, særlige fysiske kendetegn af objektiv og blivende karakter, fødselsdato, fødested,

køn, fotografier, fingeraftryk, nationalitet(er), om vedkommende er bevæbnet, voldelig el-

ler er flygtet, indberetningsgrund, den indberettende myndighed, en henvisning til beslut-

ningen om indberetningen, oplysninger om forholdsregler, samt en henvisning til andre

indberetninger, der er behandlet i SIS II. Den foreslåede bestemmelse svarer til Schen-

gen-konventionens artikel 94(1) og (3) med den væsentlige ændring, at det fremover skal

være muligt at medtage biometriske oplysninger (fotografi og fingeraftryk) i SIS II.



177

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

2.1.3. Bestemmelser, der er nye i forhold til Schengen-konventionen



Rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 2 beskriver de to retsakters respektive

anvendelsesområder. Af rådsafgørelsens artikel 2 fremgår det, at rådsafgørelsen fastsæt-

ter betingelser og procedurer for behandling af indberetninger og uddybende oplysninger

i SIS II til brug i det politimæssige og strafferetlige samarbejde. Tilsvarende følger det af

hovedforordningens artikel 2, at hovedforordningen fastsætter betingelser og procedurer

for behandling af indberetninger vedrørende tredjelandsstatsborgere til SIS II med hen-

blik på at nægte dem indrejse i medlemsstaternes område.

Rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 3 indeholder en række definitioner. Det

følger heraf, at en ”indberetning” er et sæt oplysninger, der indlæses i SIS II for at sætte

de kompetente myndigheder i stand til at identificere en person eller genstand med hen-

blik på at træffe en særlig foranstaltning.

”Supplerende oplysninger” er oplysninger,

der

ikke lagres i SIS II, men som har tilknytning til indberetninger i SIS II og som udveksles

for at gøre det muligt for medlemsstaterne at konsultere og informere hinanden, mens

”uddybende oplysninger” er

oplysninger, der er lagret i SIS II og har tilknytning til ind-

beretninger. For så vidt angår begreberne ”behandling af personoplysninger”, ”behand-

ling” og ”personoplysninger” henvises der til definitionerne i Europa-Parlamentets

Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbin-

delse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

Herudover fremgår det af hovedforordningens artikel 3, at ”tredjelandsstatsborgere”

skal forstås som personer, der ikke er EU-borgere

i TEF artikel 17, stk. 1’s forstand.

I rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 4

beskrives først SIS II’s tekniske struk-

tur. Det fremgår, at SIS II består af en national del i hver enkelt medlemsstat, et centralt

system, der består af en teknisk støttefunktion, som indeholder referencedatabasen for

SIS II, samt en ensartet national grænseflade og en kommunikationsinfrastruktur mellem

støttefunktionen og den nationale grænseflade.

Dernæst beskrives i samme artikel SIS II’s

driftsmåde. SIS II-oplysninger

søges således

via den nationale del, der kan indeholde en datafil, som indeholder en fuldstændig eller

delvis kopi af referencedatabasen for SIS II.

Det centrale system, der står for tilsyn og forvaltning ligger i Strasbourg (Frankrig) og et

centralt backup-system findes i Sankt Johann (Østrig). Det centrale system stiller de tje-

nester til rådighed, som er nødvendige for ajourføring af og søgninger i referencedataba-

sen for SIS II. Herudover sørger det centrale system for online-ajourføring af de nationa-



178

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

le kopier samt synkronisering og sammenhæng mellem de nationale kopier og reference-

databasen for SIS II.



Det følger af rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 9, at medlemsstaterne ved

oprettelsen af deres nationale system skal overholde de relevante procedurer, for at sikre

en hurtig og effektiv overførsel af oplysninger, hvilket svarer til Schengen-konventionens

artikel 92 (2). Herudover forpligtes de medlemsstater, der anvender en national kopi, til

at sikre, at en søgning i den nationale kopi medfører samme resultat som en søgning i

den centrale database.

Ifølge rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 10, pålægges medlemsstaterne en

række forpligtelser vedrørende sikkerhed og fortrolighed omkring SIS II og oplysninger-

ne heri. Disse forpligtelser svarer i det væsentlige til det, der i dag gælder i forhold til

oplysninger i SIS, jf. Schengen-konventionens artikel 118(1). Som noget nyt følger det

imidlertid af bestemmelserne, at alle personer og organer, der skal arbejde med oplys-

ninger fra SIS II eller med supplerende oplysninger, skal være underlagt regler om tavs-

hedspligt i medfør af den relevante medlemsstats nationale lovgivning. Denne pligt fort-

sætter med at bestå, efter de pågældende personer er fratrådt deres stilling.

Rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 11 A fastsætter regler om, at myndighe-

der med adgang til SIS II skal føre intern kontrol med overholdelse af reglerne i rådsaf-

gørelsen og hovedforordningen, og regelmæssigt indsende indberetninger til den natio-

nale datatilsynsmyndighed og samarbejde med denne.

Efter rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 11 B skal personale, som skal be-

handle oplysninger, der opbevares i SIS II, forudgående uddannes i datasikkerhed og

reglerne om databeskyttelse.

Rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 11 C forpligter medlemsstaterne til,

sammen med deres nationale databeskyttelsesmyndighed, at udvikle en informationspoli-

tik over for offentligheden vedrørende SIS II.

Ifølge artikel 12 i rådsafgørelsen og hovedforordningen skal en forvaltningsmyndighed

være ansvarlig for den operationelle forvaltning af den centrale SIS II, mens Kommissio-

nen skal have ansvaret for den operationelle forvaltning af kommunikationsinfrastruktu-

ren. I en overgangsperiode, før forvaltningsmyndigheden overtager forvaltningen af den

centrale SIS II, varetages denne af Kommissionen, der dog kan vælge at uddelegere den-

ne opgave til en kompetent national myndighed, efter nærmere angivne kriterier.



179

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen



Ifølge artikel 13 i rådsafgørelsen og hovedforordningen er den forvaltningsmyndighed,

der har ansvaret for den operationelle forvaltning af det centrale system, underlagt de

samme krav om sikkerhed og fortrolighed, som efter artikel 10 om medlemsstaternes for-

valtning af de nationale systemer.

Efter rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 14 påser forvaltningsmyndigheden,

at enhver adgang til og udveksling af personoplysninger inden for det centrale system re-

gistreres på centralt niveau, med henblik på at kontrollere søgningens og databehandlin-

gen lovlighed. Registreringerne skal indeholde de samme oplysninger, som efter artikel

11 skal registreres på nationalt niveau.

Rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 14 AA indeholder en bestemmelse, hvor-

efter Kommissionen er ansvarlig for etableringen af en informationskampagne, der oply-

ser offentligheden om SIS II, herunder bl.a. om systemets formål og indhold, om hvilke

myndigheder, der har adgang, samt om enkeltpersoners rettigheder.

Efter rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 14 C kan fotografier og fingeraftryk

kun indberettes i SIS II efter en særlig kvalitetskontrol og de skal kun kunne anvendes til

at bekræfte identiteten på en person, der er fundet som følge af en alfanumerisk søgning i

SIS II.

Det følger af rådsafgørelsens og hovedforordningens artikel 14 D, at en indberetning ik-

ke kan finde sted uden en henvisning til den afgørelse, der ligger til grund for indberet-

ningen.

Rådsafgørelsens artikel 40 og hovedforordningens artikel 21, der indeholder de nærmere

regler for behandling af SIS II-oplysninger, svarer indholdsmæssigt til bestemmelserne i

Schengen-konventionens artikel 102, med følgende tilføjelser:

Kopiering til tekniske forhold, der fører til offline-databaser, skal ophøre et år

efter, at visuminformationssystemet (VIS) og dets kommunikationsinfrastruk-

tur er sat i drift.

Der må kun gives adgang til SIS II-oplysninger inden for rammerne af den na-

tionale myndigheds beføjelser og til behørigt autoriseret personale.

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse offentliggør årligt, på

baggrund af indberetninger fra medlemsstaterne, en liste over nationale myn-

digheder med tilladelse til direkte søgning i SIS II.



180

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen



Rådsafgørelsens artikel 43 og hovedforordningens artikel 24, som regulerer spørgsmålet

om kvaliteten af de oplysninger, der behandles i SIS II samt indberetningernes kompatibi-

litet, svarer indholdsmæssigt til bestemmelserne i Schengen-konventionens artikel 105,

106 og 107, med følgende tilføjelser:

Der fastsættes en 10-dages frist for en medlemsstat, der er i besiddelse af do-

kumentation, der lader formode, at en oplysning er ukorrekt eller ulovligt ind-

berettet, til at meddele dette til den indberettende medlemsstat.

Hvis medlemsstaterne ikke inden to måneder er nået til enighed om, hvorvidt

en oplysning skal rettes eller slettes, forelægger den medlemsstat, der ikke har

indberettet oplysningen, sagen for Den Europæiske Tilsynsførende for Data-

beskyttelse, der fungerer som mægler sammen med de nationale tilsynsmyn-

digheder.

Medlemsstaterne udveksler supplerende oplysninger, hvis en person hævder

ikke at være den, der er eftersøgt i en indberetning.

Efter rådsafgørelsens artikel x og hovedforordningens artikel 24 A, skal medlemsstater-

ne, inden der foretages en indberetning, udveksle supplerende oplysninger med henblik

på at kunne sondre mellem indberetninger i SIS II vedrørende personer med samme ken-

detegn. Udveksling af supplerende oplysninger finder sted via de nationale SIRENE-

kontorer i henhold til en nærmere beskreven fremgangsmåde.

Rådsafgørelsens artikel 45 og hovedforordningens artikel 25 har til formål at mindske

forvekslingsrisikoen mellem personer, der reelt er omfattet af en indberetning, og perso-

ner, hvis identitet er blevet misbrugt. I sådanne tilfælde skal den medlemsstat, der oprin-

deligt indlæste indberetningen, med samtykke fra den person, hvis identitet er blevet mis-

brugt, tilføje oplysninger vedrørende sidstnævnte i indberetningen. De uddybende oplys-

ninger må udelukkende anvendes til at sondre mellem de nævnte personer eller til at give

den person, hvis identitet er blevet misbrugt, mulighed for at bevise sin identitet. Som ud-

dybende oplysninger må kun efternavn(e), fornavn(e), eventuelle kaldenavne, særlige fy-

siske kendetegn af objektiv og blivende karakter, fødselsdato, fødested, køn, fotografier,

fingeraftryk, nationalitet(er) og identitetsdokumenters nummer og udstedelsesdato angi-

ves. De uddybende oplysninger efter denne bestemmelse skal slettes samtidig med indbe-

retningen eller tidligere, hvis den person, hvis identitet er blevet misbrugt, anmoder her-

om. Adgangen til de uddybende oplysninger er begrænset til de myndigheder, der har

adgang til den pågældende indberetning, og kun med henblik på at undgå fejlagtig iden-

tifikation.



181

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen



Ifølge rådsafgørelsens artikel 46 og hovedforordningens artikel 26 kan en medlemsstat

sammenkoble indberetninger, den selv foretager i SIS II, når der er et klart operationelt

behov herfor. Sammenkoblingen skal ske i overensstemmelse med national lovgivning.

Virkningen af sammenkoblingen er at skabe en forbindelse mellem de pågældende indbe-

retninger. Derimod påvirker sammenkoblingen ikke de foranstaltninger, der skal træffes

på grundlag af hver enkelt indberetning eller det tidsrum, hvori indberetningerne beva-

res, ligesom den ikke påvirker retten til adgang til SIS II. Myndigheder, der ikke har ret

til at få adgang til bestemte kategorier af indberetninger har således heller ikke adgang

til at se sammenkoblingen til disse kategorier. Når en medlemsstat finder, at det er i strid

med dens nationale ret eller internationale forpligtelser, at en anden medlemsstat sam-

menkobler indberetninger, kan den træffe de fornødne foranstaltninger for at sikre, at der

ikke er adgang til de sammenkoblede indberetninger fra dens område.

Det fremgår af rådsafgørelsens artikel 47 og hovedforordningens artikel 27, at de natio-

nale SIRENE-kontorer, for at støtte udvekslingen af supplerende oplysninger, bevarer en

henvisning til de afgørelser, der giver anledning til en indberetning. Herudover indehol-

der bestemmelserne regler om opbevaring af supplerende oplysninger, som svarer til

reglerne i Schengen-konventionens artikel 112 A og 113 A.

Efter rådsafgørelsens artikel 47 A og hovedforordningens artikel 27 A er behandling af

følsomme kategorier af oplysninger, jf. artikel 8, stk. 1, i persondatadirektivet, ikke til-

ladt.

Det følger af rådsafgørelsens artikel 53 og rådsafgørelsens artikel 31, at de nationale da-

tabeskyttelsesmyndigheder uafhængigt skal overvåge lovligheden af behandlingen af SIS

II personoplysninger på eller fra deres område. Databeskyttelsesesmyndigheden skal

bl.a. sikre, at der mindst hvert fjerde år foretages en revision af databehandlingsaktivite-

terne i den nationale del.

Efter rådsafgørelsens artikel x og hovedforordningens artikel 31 A overvåger Den Euro-

pæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse den centrale forvaltningsmyndigheds behand-

ling af SIS II personoplysninger. Den Europæiske tilsynsførende for Databeskyttelse sik-

rer, at der mindst hvert fjerde år foretages en revision af forvaltningsmyndighedens da-

tabehandlingsaktiviteter. Revisionsrapporten sendes til Europaparlamentet, Rådet,

Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder.



182

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen



Det følger af rådsafgørelsens artikel x og hovedforordningens artikel 31 B, at de nationa-

le tilsynsmyndigheder og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse skal sam-

arbejde aktivt og at de i fællesskab har ansvaret for tilsynet med SIS II.

Rådsafgørelsens artikel x og hovedforordningens 31 C fastslår, at Den Europæiske Til-

synsførende for Databeskyttelse skal have adgang til at føre kontrol med databehand-

lingsaktiviteter foretaget af en medlemsstat som led i dennes operationelle forvaltning af

CS-SIS i en overgangsperiode, jf. hovedforordningens artikel 12.

Rådsafgørelsens artikel 54 og hovedforordningens artikel 32, indeholder regler om med-

lemsstaternes erstatningsansvar som følge af skader voldt i forbindelse med brugen af

N.SIS. II. Disse regler svarer til bestemmelserne i Schengen-konventionens artikel 116.

Som noget nyt indeholder bestemmelsen endvidere regler om medlemsstaternes ansvar

for eventuelle skader forårsaget på SIS II som følge af manglende overholdelse af deres

forpligtelser.

Efter rådsafgørelsens artikel 55 og hovedforordningens artikel 33 sikrer medlemsstater-

ne, at misbrug af SIS II-oplysninger straffes med sanktioner, der er effektive, står i et ri-

meligt forhold til overtrædelsen, og virker afskrækkende i overensstemmelse med natio-

nal ret.



2.2. Særlige bestemmelser i rådsafgørelsen

2.2.1. Bestemmelser, der indholdsmæssigt svarer til Schengen-konventionens bestemmelser



Rådsafgørelsens artikel 15, hvorefter oplysninger om eftersøgte personer, der begæres

anholdt med henblik på overgivelse på grundlag af en europæisk arrestordre eller med

henblik på udlevering optages i SIS II efter anmodning fra den indberettende medlems-

stats retlige myndigheder, svarer til reglen i Schengen-konventionens artikel 95(1).

Rådsafgørelsens artikel 20, hvorefter en anmodning om anholdelse, der ikke kan efterle-

ves, skal behandles som en anmodning om meddelelse af den pågældende persons op-

holdssted, svarer til Schengen-konventionens art. 95(5).

Rådsafgørelsens artikel 23 og artikel 26 om indberetninger vedrørende forsvundne per-

soner med henblik på beskyttelse eller forebyggelse af trusler svarer indholdsmæssigt til

bestemmelsen i Schengen-konventionens artikel 97.



183

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen



Rådsafgørelsens artikel 27 og artikel 30 om indberetninger om personer, som eftersøges

med henblik på at yde bistand i forbindelse med retsforfølgning svarer til bestemmelsen i

konventionens artikel 98.

Rådsafgørelsens artikel 31 og artikel 32 om indberetninger om personer og genstande

med henblik på diskret overvågning eller målrettet kontrol svarer til bestemmelsen i kon-

ventionens artikel 99.

Rådsafgørelsens artikel 35 og artikel 36 om indberetninger om genstande, der eftersøges

med henblik på beslaglæggelse eller som bevismidler i en straffesag, svarer til konventi-

onens artikel 100.

Rådsafgørelsens artikel 37 om nationale myndigheders adgang til oplysninger i SIS II og

ret til søgning direkte eller i en kopi af oplysningerne i CS-SIS II svarer til konventionens

artikel 101(1) og (3).

Rådsafgørelsens artikel 37 A, der omhandler Europols adgang til oplysninger, der er

indberettet i SIS II i medfør af reglerne i rådsafgørelsens artikel 15, 31 og 35, svarer til

Schengen-konventionens artikel 101 A.

Rådsafgørelsens artikel 37 B om adgang for Eurojusts nationale medlemmer til oplysnin-

ger optaget i SIS II i medfør af rådsafgørelsens artikel 15 og 27 svarer til bestemmelsen i

konventionens artikel 101 B.



2.2.2. Bestemmelser, der indebærer ændringer i Schengen-konventionens bestemmelser



Rådsafgørelsens artikel 38 om opbevaringsperioden for indberetninger svarer til be-

stemmelsen i Schengen-konventionens artikel 112 og 113, med den ændring at fristen for

at varsle en planlagt sletning af oplysninger er forlænget fra en til fire måneder.

2.2.3. Bestemmelser, der er nye i forhold til Schengen-konventionen



Ifølge rådsafgørelsens artikel 14 B kan en medlemsstat, der finder, at en indberetning i

overensstemmelse med rådsafgørelsens artikel 15, 23 eller 31 ikke er forenelig med dens

nationale lovgivning, internationale forpligtelser eller væsentlige nationale hensyn, for-

syne indberetningen med en påtegning om, at de foranstaltninger, der er knyttet hertil ik-

ke vil blive iværksat på den pågældende medlemsstats område. Bestemmelserne herom

svarer indholdsmæssigt til bestemmelserne i Schengen-konventionens artikel 94(4) og

184

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

95(4). For at sætte medlemsstaterne i stand til at afgøre, om de skal indsætte en påteg-

ning, indeholder bestemmelserne som noget nyt regler om automatisk besked til med-

lemsstaterne om nye indberetninger, der er foretaget i overensstemmelse med artikel 15

og om uddybende oplysninger efter artikel 16. For så vidt angår indberetninger efter ar-

tikel 23 eller 31, skal den indberettende medlemsstat informere de øvrige medlemsstater

herom via en udveksling af supplerende oplysninger.



Efter rådsafgørelsens artikel 14 C kan påtegninger, der forbyder anholdelse med henblik

på overgivelse, kun indsættes i tilknytning til artikel 15, hvis den kompetente myndighed i

henhold til national lovgivning har afvist at efterkomme en europæisk arrestordre, fordi

der foreligger en grund til at afslå fuldbyrdelse.

Efter rådsafgørelsens artikel 16 angives, hvilke uddybende oplysninger der obligatorisk

skal indlægges i SIS II i forbindelse med indberetninger ifølge artikel 15. Det drejer sig

om oplysninger om den pågældende persons identitet og nationalitet, om den indberet-

tende retlige myndighed, om den bagvedliggende eksigible retsafgørelse, om den strafba-

re handling og omstændighederne omkring denne, om den relevante nationale lovgivning

og den idømte straf eller strafferammen for den strafbare handling samt om eventuelle

andre konsekvenser af den strafbare handling. Den indberettende myndighed kan herud-

over vælge at indlæse en oversættelse af disse uddybende oplysninger til et eller flere af

EU’s officielle sprog.

Af rådsafgørelsens artikel 17 fremgår det, at i de tilfælde, hvor en person begæres an-

holdt med henblik på overgivelse på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den ind-

berettende medlemsstat ud over de oplysninger, som er omhandlet i artikel 16, indlæse en

kopi af den originale europæiske arrestordre i SIS II. Medlemsstaten kan desuden vælge

at indlæse en oversættelse af oplysningerne og/eller den originale arrestordre til et eller

flere af EU’s officielle

sprog.

Det følger af rådsafgørelsens artikel 22, at i tilfælde hvor rammeafgørelsen om den eu-

ropæiske arrestordre finder anvendelse, udgør en indberetning til SIS II efter artikel 15

sammen med de uddybende oplysninger, der er omhandlet i artikel 16 og 17, en europæ-

isk arrestordre udstedt i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 9, stk. 3.



2.3. Særlige bestemmelser i hovedforordningen

185

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

2.3.1. Bestemmelser, der indholdsmæssigt svarer til Schengen-konventionens bestemmelser



Hovedforordningens artikel 17 og artikel 17 A, der indeholder regler om nationale myn-

digheders adgang til oplysninger indberettet i SIS II i medfør af artikel 15, svarer ind-

holdsmæssigt til den gældende bestemmelse i Schengen-konventionens artikel 101(1-3).

2.3.2. Bestemmelser, der indebærer ændringer i Schengen-konventionens bestemmelser



Hovedforordningens artikel 15 fastsætter betingelserne for optagelse af tredjelandsstats-

borgere i SIS II med henblik på at nægte dem indrejse eller ophold. I forhold til de gæl-

dende betingelser, der findes i Schengen-konventionens artikel 96, indebærer den fore-

slåede bestemmelse ændringer på følgende punkter:

En afgørelse om indberetning, der er truffet af en administrativ myndighed, skal

kunne appelleres i overensstemmelse med den indberettende medlemsstats natio-

nale lovgivning.

Opregningen af situationer, hvor en tredjelandsstatsborger formodes at udgøre

en trussel for den offentlige orden eller sikkerhed, omfatter fremover en henvis-

ning til tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om at den pågældende har begå-

et strafbare handlinger omfattet af artikel 2, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse om

den europæiske arrestordre (den såkaldte ”positiv-liste”) samt tilfælde, hvor den

pågældende er omfattet af en restriktiv foranstaltning med henblik på at forhindre

indrejse eller gennemrejse i medlemsstaternes område, jf. TEU artikel 15, herun-

der foranstaltninger, hvorved der gennemføres et rejseforbud udstedt af FN’s sik-

kerhedsråd.

Beslutningen om at indberette en tredjelandsstatsborger efter artikel 15 skal træf-

fes på grundlag af en individuel vurdering, som skal dokumenteres.

Afgørelser vedrørende tredjelandsstatsborgere, som er omfattet af retten til fri

bevægelighed jf. direktiv 2004/38/EF om unionsborgere og deres familiemedlem-

mers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, træffes i

overensstemmelse med den lovgivning, der er vedtaget som led i gennemførelsen

af dette direktiv.

2.3.3.

Bestemmelser, der er nye i forhold til Schengen-konventionen.



Ifølge hovedforordningens artikel 20 bevares personoplysninger, der er optaget i SIS II i

medfør af artikel 15, kun så længe, det er nødvendigt for at opfylde det formål, af hensyn

til hvilket de blev givet. Senest tre år efter optagelsen skal den indberettende medlemsstat

undersøge, om det er nødvendigt at bevare dem. Denne bestemmelse svarer til konventi-

186

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

onens artikel 112(1). Den enkelte medlemsstat kan dog fastsætte kortere revisionsfrister i

overensstemmelse med national ret.

Som noget nyt slettes indberetninger automatisk tre år efter de er indlæst i CS-SIS. Fire

måneder før den planlagte sletning informeres medlemsstaterne herom. Indberetninger i

medfør af artikel 15, som vedrører en person, der har opnået statsborgerskab i en med-

lemsstat, skal slettes så snart den medlemsstat, der har indberettet den pågældende bliver

opmærksom herpå.



Det fremgår af hovedforordningens artikel 20 A, at den indberettende medlemsstat inden

udløbet af undersøgelsesfristen kan beslutte at bevare indberetningen, hvis dette ud fra

en konkret vurdering skønnes nødvendigt af hensyn til varetagelse af de formål, der lig-

ger til grund for indberetningen. Enhver forlængelse af opbevaringsperioden skal medde-

les til CS-SIS.

2.4. Motorkøretøjsforordningen



Ifølge artikel 1 i forordningen vedrørende motorkøretøjsregistreringsmyndigheder skal

de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester

for motorkøretøjer, have adgang til oplysningerne indberettet i SIS II i overensstemmelse

med rådsafgørelsens artikel 35, stk. 1, litra a), b) og f), udelukkende med henblik på at

kontrollere, om køretøjer, der ønskes registreret, er stjålet, ulovligt handlet eller forsvun-

det. Motorkøretøjsregistreringsmyndighederne vil dermed få adgang til oplysninger om

visse motorkøretøjer, både, luftfartøjer, visse trailere, campingvogne, industrielt udstyr,

påhængsmotorer, containere, registeringsattester og nummerplader, der er stjålne, ulov-

ligt handlede eller forsvundet. De vil endvidere få adgang til oplysninger om beskadigede

registreringsattester og nummerplader.

Adgangen til oplysningerne er underlagt national lovgivning, idet det dog udtrykkeligt

angives, at statslige tjenester skal have ret til direkte søgning i oplysningerne i SIS II.

Derimod skal ikke-statslige tjenester kun have adgang til oplysningerne via en af de i

rådsafgørelsens artikel 37 nævnte myndigheder, dvs. politi-, grænse- og toldmyndigheder

samt de nationale retsmyndigheder.

Bestemmelserne i motorkøretøjsforordningen svarer indholdsmæssigt til de ændringer i

Schengen-konventionen, som er gennemført ved Europaparlamentets og Rådets forord-

ning nr. 1160/2005 af 6. juli 2005.

187

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

3. Gældende dansk ret

Bestemmelserne vedrørende Schengen-informationssystemet (SIS) findes i Schengen-

konventionens afsnit IV (artikel 92-119), der er gennemført i dansk ret ved lov nr. 418 af 10. juni

1997 med senere ændringer.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Der er som nævnt alene lagt op til et orienteringspunkt, som i sig selv ikke giver anledning til

lovgivningsmæssige eller statsfinansielle overvejelser. Gennemførelse af SIS II vil imidlertid

have statsfinansielle konsekvenser og formentlig også lovgivningsmæssige konsekvenser.

For så vidt angår udgifterne til udvikling af drift af SIS II er der afsat 156 mio. euro på EU-

budgettet til den centrale del af SIS II. Det danske bidrag vil være omkring 3,1 mio. euro.

Med hensyn til den nationale del af systemet vurderer Rigspolitichefen i sit høringssvar

–

på et

meget foreløbigt grundlag

– at de samlede omkostninger til DK’s tilslutning til SIS II vil udgøre

ca. 20-25 mio. kr.

5. Høring

Kommissionen har som nævnt udarbejdet forslag til tre retsakter, der tilsammen skal udgøre

retsgrundlaget for SIS II. Forslagene har været sendt i sædvanlig høring. Under hensyn til at sa-

gen alene forelægges Rådet til orientering, er høringssvarene ikke medtaget i det foreliggende

notat.

6. Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

7. Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters holdninger.

8. Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side vil man tage orienteringen til efterretning.

188

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

9. Europa-Parlamentet

Der foreligger endnu ikke udtalelse fra Europa-Parlamentet vedrørende forslagene til SIS II-

retsakter.

10. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samar-

bejde den

11. april 2006.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Rådsforordningen og rådsafgørelsen om udbygning af SIS II blev forelagt for Folketingets parti-

er forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6.-7. december

2001. Aktuelle notater blev oversendt til Folketingets partier den 29. november 2001. Aktuelle

notater blev efterfølgende oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg henholdsvis

den 4. og 10. december 2001.

Rådets konklusioner vedrørende SIS II blev forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsud-

valg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) og mødet i Det

Blandede Udvalg den 13.-14. juni 2002.

Rådets konklusioner vedrørende SIS II blev forelagt for Folketingets Europaudvalg og Folketin-

gets Retsudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Ud-

valg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 5.-6. juni 2003.

Rådets konklusioner om placering, ledelse og finansiering af SIS II blev forelagt for Folketingets

Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) og

mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 29.-30.

april 2004.

Sagen har senest været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg forud

for rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på ministerniveau

med deltagelse af Norge og Island den 21. februar 2006.

189

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 12: Menneskehandel

Nyt notat.

Resumé

På rådsmødet den 1.-2. december 2005 godkendte Rådet (retlige og indre anliggender) en hand-

lingsplan om bedste praksis, standarder og procedurer for at forebygge og bekæmpe menneske-

handel. Det forventes, at formandskabet og Kommissionen på rådsmødet den 27.-28. april 2006

vil orientere om status med hensyn til implementering af denne handlingsplan. På rådsmødet

forventes det endvidere, at Europol vil orientere om sin virksomhed på området, samt at der vil

ske en fremlæggelse af de anbefalinger, der blev fastlagt i forbindelse med AGIS 2005-projektet:

Uddannelsesprogram for de retshåndhævelsesmyndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af

menneskehandel for så vidt angår børn/mindreårige. Endelig forventes det, at der vil blive frem-

lagt et udkast til rådskonklusioner om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel i forbin-

delse med store internationale begivenheder, herunder sportsbegivenheder. Nærhedsprincippet

ses ikke at have betydning for sagen, som heller ikke vurderes at ville have lovgivningsmæssige

eller statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at forelægge offentlige tilkendegivelser om de

øvrige medlemsstaters holdninger til sagen. Fra dansk side er man generelt positivt indstillet over

for initiativer, der kan medvirke til at bekæmpe menneskehandel, og fra dansk side agter man at

tage de forskellige præsentationer mv. til efterretning samt støtte op om rådskonklusionerne.

Baggrund

I det såkaldte Haag-program om et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er god-

kendt af Det Europæiske Råd den 4. november 2005, opfordres Kommissionen og Rådet til -

med henblik på at udvikle fælles standarder, bedste praksis og procedurer for at forebygge og

bekæmpe menneskehandel

–

at udarbejde en handlingsplan på området i 2005.

Den 18. oktober

2005 fremlagde Kommissionen en meddelelse med titlen ”Bekæmpelse af men-

neskehandel

– en integreret tilgang og et forslag til en handlingsplan” (KOM (2005)514). Den

19.-20. oktober 2005 afholdt det britiske formandskab, Kommissionen og Sverige en konference

om menneskehandel i Bruxelles. I lyset heraf udarbejdede det britiske formandskab et udkast til

en handlingsplan om bedste praksis, standarder og procedurer for at forebygge og bekæmpe

menneskehandel. Denne handlingsplan blev godkendt af Rådet på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 1.-2. december 2005.

Formandskabet og Kommissionen har nu taget de første skridt til implementering af handlings-

planen, herunder afholdelse af et AGIS-støttet projekt vedrørende et uddannelsesprogram for de

190

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

retshåndhævelsesmyndigheder der er ansvarlige for bekæmpelse af menneskehandel for så vidt

angår børn/mindreårige.

Der er endvidere taget initiativ til udarbejdelse af et udkast til rådskonklusioner om forebyggelse

og bekæmpelse af menneskehandel i forbindelse med store internationale begivenheder, herun-

der sportsbegivenheder.

Det forventes, at formandskabet og Kommissionen på rådsmødet den 27.-28. april 2006 vil ori-

entere om status med hensyn til implementering af denne handlingsplan. På rådsmødet forventes

det endvidere, at Europol vil orientere om sin virksomhed på området, samt at der vil ske en

fremlæggelse af de anbefalinger, der blev fastlagt i forbindelse med AGIS 2005-projektet: Ud-

dannelsesprogram for de retshåndhævelsesmyndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af

menneskehandel for så vidt angår børn/mindreårige. Endelig forventes det, at der vil blive frem-

lagt et udkast til rådskonklusioner om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel i forbin-

delse med store internationale begivenheder, herunder sportsbegivenheder.

Indhold

Det forventes som anført, at Kommissionen og Formandskabet vil orientere om status vedrøren-

de implementering af EU’s handlingsplan om

bedste praksis, standarder og procedurer for at

forebygge og bekæmpe menneskehandel, herunder om hvilke forslag man har stillet til Task

Forcen af Politichefer med henblik at bringe arbejdet med implementering af handlingsplanen

videre.

Det østrigske formandskab m.fl. har

–

i relation til denne handlingsplan - lavet et AGIS-støttet

projekt vedrørende et uddannelsesprogram for de retshåndhævelsesmyndigheder, der er ansvarli-

ge for bekæmpelse af menneskehandel for så vidt angår børn/mindreårige. I forbindelse med

dette projekt, blev der udarbejdet en ”Bog om hjælpemidler til politifolk vedrørende bedste

prak-

sis i relation til at bekæmpe handel med børn”, og som en del af denne bog, er der blevet udar-

bejdet en række anbefalinger. Anbefalingerne omhandler 1) generelle anbefalinger vedrørende

sager med handel med børn, 2) anbefalinger om, hvilke indsatser der kan gøres for, at man bliver

bedre til at identificere børn som ofre, herunder potentielle ofre, for menneskehandel, og at få

henvist børnene til de relevante myndigheder eller lignende, hvor de kan få en passende hjælp og

beskyttelse mv., 3) anbefalinger vedrørende fastlæggelse af identiteten og alderen på barnet, 4)

anbefalinger vedrørende samarbejde på nationalt niveau, 5) anbefalinger vedrørende internatio-

nalt samarbejde, og endelig 6) anbefalinger vedrørende efterforskningsmetoder.

Det østrigske formandskab har endvidere fremlagt et udkast til rådskonklusioner om forebyggel-

se og bekæmpelse af menneskehandel i forbindelse med store internationale begivenheder, her-

191

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

under sportsbegivenheder. I relation hertil anbefales det, at der sker en styrkelse af det analytiske

arbejde, herunder trusselsvurderingerne vedrørende organiseret kriminalitet (OCTA), og af de

støttefunktion som Europol yder. Derudover skal Europol, Eurojust, Frontex (Det Europæiske

Græneagentur) og Task Forcen af Politichefen med jævne mellemrum drøfte emnet for at sikre et

passende samarbejde. Det anbefales i den forbindelse, at medlemsstaterne samarbejder i videst

muligt omfang i relation til at skaffe efterretninger og oplysninger med henblik på at få udarbej-

det en trusselsvurdering, og at medlemsstaterne forpligter sig selv til at sende information til Eu-

ropol, specielt når de har bidraget til en ”analysearbejdsfil” inden for et specielt emne. Endelig

anbefales

–

under hensyntagen til Kommissionens evaluering af rammeafgørelsen af 19. juli

2002 om bekæmpelse af menneskehandel

–

at medlemsstaterne i deres straffelove skelner mel-

lem menneskehandel og menneskesmugling, og at medlemsstaterne sikrer afsløring og retsfor-

følgning af sager om menneskehandel, og at der i den forbindelse tages hensyn til ofrenes behov

for støtte og beskyttelse.

I relation til specifikke midler til bekæmpelse af menneskehandel i forbindelse med store interna-

tionale begivenheder, herunder sportsbegivenheder, anføres det i udkastet, at disse begivenheder

har vist sig at bidrage til risikoen for en midlertidig forøgelse af omfanget af menneskehandel.

Rådet hilser derfor de skridt, som Tyskland har taget i forbindelse med verdensmesterskaberne i

fodbold i 2006 velkommen, og det noterer sig, at Tyskland vil afrapportere om sine erfaringer

efter verdensmesterskaberne, således at de kan blive brugt til at udarbejde bedste praksis inden

for området.

Formandskabet peger i den forbindelse på en række områder, hvor der vil kunne udformes bedste

praksis.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret, jf. herved at sagen som nævnt

under punkt 4 ikke vurderes at ville have lovgivningsmæssige konsekvenser.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring vedrørende sagen.

192

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side er man generelt positivt indstillet over for initiativer, der kan medvirke til at be-

kæmpe menneskehandel, og fra dansk side agter man at tage de forskellige præsentationer mv. til

efterretning samt støtte op om rådskonklusionerne.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om sagen.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Et samlenotat om udkastet til handlingsplan om menneskehandel blev oversendt til Folketingets

Europaudvalg og til Folketingets Retsudvalg forud for rådsmødet den 1.-2. december 2005.

Anbefalingerne fra AGIS-programmet samt udkastet til rådskonklusioner har ikke tidligere været

forelagt for Folketingets Europaudvalg eller Folketingets Retsudvalg.

193

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 13: Rammeafgørelse om deltagelse i en kriminel organisation

Revideret notat. Ændringerne er anført med kursiv.

Resumé

Kommissionen har fremlagt et forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af organiseret krimi-

nalitet, som skal erstatte den gældende fælles aktion af 21. december 1998 om at gøre det straf-

bart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater (98/733/RIA).

Formålet med forslaget er at styrke den fælles indsats mod organiseret kriminalitet i EU, bl.a.

gennem en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende strafbare handlin-

ger med forbindelse til deltagelse i en kriminel organisation samt ved fastsættelse af mindstekrav

til de strafferetlige sanktioner på området. På rådsmødet (retlige om indre anliggender) den 27.-

28. april 2006 forventes formandskabet at lægge op, at Rådet skal drøfte udkastet til rammeafgø-

relse med henblik på at nå til politisk enighed. Forslaget vurderes ikke at være i strid med nær-

hedsprincippet. Forslaget vurderes i den nuværende udformning ikke at ville have lovgivnings-

mæssige konsekvenser, ligesom det heller ikke skønnes at ville have statsfinansielle konsekven-

ser af betydning. Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters hold-

ninger til forslaget. Fra dansk side har man tidligere været skeptisk over for forslaget, som imid-

lertid er undergået sådanne ændringer, at man fra dansk side nu generelt ser positivt på forslaget.

Baggrund

Rådet (retlige og indre anliggender) vedtog den 21. december 1998 en fælles aktion om at gøre

det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater

(1998/733/RIA), som bl.a. pålagde medlemsstaterne at kriminalisere en række handlinger med

forbindelse til deltagelse i kriminelle organisationer.

I meddelelse af 29. marts 2004 om visse foranstaltninger, der bør indføres til bekæmpelse af ter-

rorisme og andre former for grov kriminalitet (KOM (2004) 221 endelig), fastslog Kommissio-

nen, at der er behov for en yderligere styrkelse af EU’s lovgivning

vedrørende bekæmpelse af

organiseret kriminalitet.

Kommissionen foreslog bl.a., at der bør udarbejdes en rammeafgørelse til erstatning af den fæl-

les aktion (1998/733/RIA), som kan sikre:

en egentlig samordning af definitionen af strafbare handlinger i forbindelse med deltagel-

se i en kriminel organisation,

194

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

indførelse af en særlig straf for ledelse af en kriminel organisation,

fastsættelse af minimumssanktioner

–

både for fysiske og juridiske personer - for strafba-

re handlinger i forbindelse med deltagelse i en kriminel organisation,

udarbejdelse af fælles regler om særlige skærpende og formildende omstændigheder på

området,

bedre samarbejde og koordination mellem medlemsstaternes retslige myndigheder vedrø-

rende kriminelle organisationer, og

bedre

overensstemmelse mellem EU’s lovgivning vedrørende kriminelle organisationer

og FN's konvention af 15. november 2000 om bekæmpelse af grænseoverskridende orga-

niseret kriminalitet (den såkaldte Palermo-konvention).

Kommissionen har i forlængelse heraf den 19. januar 2005 fremsat forslag til en rammeafgørelse

om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (KOM (2005) 6 endelig).

Forslaget er fremlagt under henvisning til Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig

artikel 29, hvoraf det fremgår, at Unionen har som mål at give borgerne et højt tryghedsniveau i

et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og at dette mål bl.a. skal nås ved at forebygge

og bekæmpe organiseret kriminalitet, artikel 31, stk. 1, litra e, hvoraf det fremgår, at det straffe-

retlige samarbejde mellem EU-landene bl.a. omfatter gradvis vedtagelse af foranstaltninger til

fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for bl.a.

organiseret kriminalitet samt artikel 34, stk. 2, litra b, hvoraf det fremgår, at Rådet med henblik

på at bidrage til opfyldelse af Unionens målsætninger på initiativ af en medlemsstat eller Kom-

missionen kan vedtage rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og

administrative bestemmelser.

På rådsmødet (retlige om indre anliggender) den 27.-28. april 2006 forventes formandskabet at

lægge op, at Rådet skal drøfte udkastet til rammeafgørelse med henblik på at nå til politisk enig-

hed.

Indhold

Formålet med forslaget er som nævnt ovenfor at styrke den fælles indsats mod organiseret kri-

minalitet i EU, bl.a. gennem en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrøren-

de strafbare handlinger med forbindelse til deltagelse i en kriminel organisation samt ved fast-

195

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

sættelse af krav til de strafferetlige sanktioner på området.

Forslaget til rammeafgørelse har under luxembourgsk, britisk og østrigsk formandskab været

behandlet på en række møder i Den Tværfaglige Gruppe vedrørende Organiseret Kriminalitet,

ligesom det er blevet behandlet i Artikel 36-udvalget. Der er i forbindelse med disse møder frem-

kommet adskillige ændringsforslag til de enkelte bestemmelser i Kommissionens oprindelige

forslag.

Udkastet til rammeafgørelse indeholder i den foreliggende udgave følgende bestemmelser:

Forslagets artikel 1 definerer en "kriminel organisation" som en struktureret sammenslutning af

en vis varighed bestående af mere end to personer, der handler i forening med henblik på at begå

strafbare handlinger, som kan straffes med en frihedsstraf eller en sikkerhedsforanstaltning af en

maksimal varighed på mindst fire år eller en strengere straf, for direkte eller indirekte at opnå en

økonomisk eller anden materiel fordel.

Det fremgår af bestemmelsen, at udtrykket "struktureret sammenslutning" omfatter en sammen-

slutning, der ikke er vilkårligt dannet med henblik på umiddelbart at begå en strafbar handling,

hvis medlemmers roller ikke nødvendigvis er formelt defineret, hvis sammensætning ikke nød-

vendigvis er fast, og hvis struktur ikke nødvendigvis er nærmere fastlagt.

Artikel 2 fastsætter regler for, hvilke handlinger med forbindelse til deltagelse i

en kriminel or-

ganisation

som skal være strafbare i medlemsstaterne. Ifølge bestemmelsen skal hver medlems-

stat træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at enten de typer handlinger i forbindelse

med en kriminel organisation, der er omhandlet i

litra a,

eller den type handlinger, der er om-

handlet

i litra b,

betragtes som strafbare handlinger:

handlinger begået af en person, som forsætligt og med kendskab til enten formålet med orga-

nisationen og dennes almindelige kriminelle virksomhed eller dens hensigt om at begå de pågæl-

dende strafbare handlinger aktivt deltager i organisationens kriminelle virksomhed, herunder ved

at tilvejebringe oplysninger eller materielle midler, ved at rekruttere nye medlemmer og ved en-

hver form for finansiering af dens aktiviteter, vel vidende, at denne deltagelse vil bidrage til ud-

førelsen af denne organisations kriminelle virksomhed.

handlinger begået af en person bestående i en aftale med en eller flere personer om at udføre

en handling, når denne handling, såfremt den udføres, vil være ensbetydende med, at der begås

strafbare handlinger, der falder ind under artikel 1, selv hvis den pågældende person ikke delta-

ger i selve udførelsen af handlingen.

196

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Efter artikel 3 er medlemsstaterne forpligtet til at sikre,

at de strafbare handlinger, der er om-

handlet i artikel 2, litra a, kan straffes med en maksimumsfrihedsstraf på mindst mellem to og

fem år, eller at de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 2, litra b, kan straffes med den

samme maksimumsfrihedsstraf som den strafbare handling, der er genstand for aftalen, eller

med en maksimumsfrihedsstraf på mindst mellem to og fem år.

Det følger endvidere af artikel 3, stk. 2, at hver medlemsstat skal sikre, at det forhold, at de

strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 1, begås inden for rammerne af en kriminel or-

ganisation, kan betragtes som en skærpende omstændighed.

Efter artikel 4 kan hver medlemsstat træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de straf-

fe, der er omhandlet i artikel 3, kan nedsættes,

eller at gerningsmanden kan fritages for straf,

hvis gerningsmanden f.eks. opgiver sin kriminelle virksomhed og giver de administrative eller

retslige myndigheder oplysninger, som de ikke kunne have skaffet sig på anden vis, og som kan

hjælpe dem med at forebygge, begrænse

eller bringe

virkningerne af den strafbare handling

til

ophør,

at identificere eller retsforfølge de andre medgerningsmænd, at fremskaffe bevismateria-

le, at fratage den kriminelle organisation ulovlige ressourcer eller udbyttet af dens kriminelle

aktiviteter, eller at forhindre at andre strafbare handlinger, som er omhandlet i artikel 2, bliver

begået.

Artikel 5 indeholder nærmere regler for juridiske personers strafansvar. Bestemmelsen forpligter

bl.a. medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer kan gøres ansvarlige med hensyn til de

handlinger, der er omhandlet i artikel 2, i det omfang handlingerne er begået på vegne af den

juridiske person af en person, der handler enten individuelt eller som medlem af et organ under

den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person.

Det følger endvidere af artikel 5, stk. 2, at medlemsstaterne skal sikre, at juridiske personer også

kan straffes i tilfælde, hvor f.eks. utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side

har gjort det muligt for en person, der er underlagt den juridiske persons myndighed, at begå de

nævnte lovovertrædelser på den juridiske persons vegne.

Det anføres i artikel 5, stk. 3, at retsforfølgning af en juridisk person ikke udelukker, at en fysisk

person retsforfølges parallelt hermed.

I artikel 5, stk. 4, anføres det, at der ved ”juridisk person” forstås enhver enhed,

der har denne

status i henhold til gældende national ret, dog ikke i stater og andre offentlige organer under

udøvelsen af offentligretlige beføjelser samt offentligretlige internationale organisationer.

Ifølge artikel 6 er medlemslandene forpligtede til at sikre, at der overfor juridiske personer,

der

197

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

kendes ansvarlig i henhold til artikel 5, stk. 1,

kan anvendes sanktioner, som er effektive, står i et

rimeligt forhold til den strafbare handling og har afskrækkende virkning, herunder bødestraf eller

administrativt idømte bøder og eventuelt andre sanktioner som f.eks. udelukkelse fra offentlige

ydelser og tilskud, midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve kommerciel virksomhed, an-

bringelse under retsligt tilsyn, likvidation efter retskendelse eller midlertidigt eller permanent

lukning af forretningssteder, der har været brugt til at begå den strafbare handling.

Af artikel 6, stk. 2, fremgår det, at medlemslandene endvidere er forpligtede til at sikre, at en

juridisk person, der kendes ansvarlig i henhold til artikel 5, stk. 2, kan pålægges sanktioner eller

foranstaltninger, der er effektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare handling og har af-

skrækkende virkning.

Artikel 7, der indeholder bestemmelser om straffemyndighed, forpligter medlemsstaterne til at

have strafferetlig jurisdiktionskompetence (dvs. medlemsstaterne skal kunne foretage strafferet-

lig forfølgning) i tilfælde, hvor en strafbar handling som omhandlet i artikel 2,

er begået

helt eller delvis på medlemsstatens område, uanset hvor den kriminelle organisation er baseret

eller udfører sin kriminelle virksomhed,

b) af en af dens statsborgere eller

c) til fordel for en juridisk person, som er etableret på den pågældende medlemsstats område.

En medlemsstat kan beslutte, at den ikke eller kun i særlige tilfælde eller på særlige betingelser

vil anvende jurisdiktionsreglerne i litra b og c, for så vidt de strafbare handlinger som omhand-

let i artikel 2 er begået uden for dens område.

I tilfælde, hvor flere medlemsstater har straffemyndighed med hensyn til en strafbar handling

som omhandlet i artikel 2 og har faktisk mulighed for at indlede retsforfølgning på grundlag af

samme forhold, bestemmer artikel 7, stk. 2, at medlemsstaterne samarbejder for at afgøre, hvil-

ken medlemsstat der skal foretage retsforfølgningen med henblik på om muligt at samle retsfor-

følgningen i en enkelt medlemsstat. Med henblik herpå

kan

medlemsstaterne betjene sig af Euro-

just

eller ethvert andet organ eller enhver anden mekanisme, der er oprettet inden for Den Euro-

pæiske Union, for at lette samarbejdet mellem deres retslige myndigheder og koordinationen af

deres indsats.

Der skal i den forbindelse tages

særligt

hensyn til gerningsstedets beliggenhed,

gerningsmandens og forurettedes nationalitet samt på hvilken medlemsstats territorium ger-

ningsmanden blev fundet.

Efter artikel 7, stk. 3, træffer medlemsstater, der i henhold til sin lovgivning endnu ikke udleverer

eller overgiver egne statsborgere, de nødvendige foranstaltninger til at fastlægge sin jurisdiktion

med hensyn til og i givet fald retsforfølge de i artikel 2 nævnte strafbare handlinger, når disse

begås af en af dens statsborgere uden for medlemsstatens område.

198

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Det fastslås i artikel 7, stk. 4, at artiklen ikke udelukker udøvelsen af strafferetlig jurisdiktion,

der er fastlagt af en medlemsstat i henhold til dens nationale lovgivning.

I henhold til artikel 8 skal medlemsstaterne sikre, at efterforskning eller strafforfølgning i forbin-

delse med strafbare handlinger, der er omfattet af artikel 2 i rammeafgørelsen, ikke afhænger af,

om den forurettede har indgivet anmeldelse,

i det mindste ikke, hvis handlingerne blev begået på

medlemsstatens område.

Artikel 9 bestemmer, at rammeafgørelsen erstatter den fælles aktion af 21. december 1998 om at

gøre det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater

(98/733/RIA).

Artikel 10 og 11 vedrører gennemførelse og rapporter samt ikrafttræden.

Gældende dansk ret

3.1. Generelt

Straffeloven indeholder ingen særskilt bestemmelse, som kriminaliserer deltagelse i en kriminel

organisation.

Rammeafgørelsens anvendelsesområde er i artikel 1 angivet som strafbare handlinger med en

strafferamme på fængsel af en maksimal varighed på mindst 4 år, som er begået med henblik på

direkte eller indirekte at opnå en økonomisk eller anden materiel fordel.

En række bestemmelser i straffeloven må umiddelbart anses for omfattet af anvendelsesområdet.

Det drejer sig bl.a. om menneskesmugling under særligt skærpende omstændigheder, jf. § 125 a,

visse bestemmelser om pengefalsk, jf. §§ 166-167, dokumentfalsk af særlig grov karakter, jf. §

171, jf. § 172, stk. 2, grov narkotikakriminalitet, jf. § 191, rufferi (bagmandsvirksomhed i for-

hold til prostitution), jf. § 228, frihedsberøvelse for vindings skyld, jf. § 261, stk. 2, tyveri, un-

derslæb, mandatsvig, afpresning, åger og skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed, jf. §§ 276 og

278-283, jf. § 286, røveri, jf. § 288, hæleri af særlig grov beskaffenhed, jf. § 290, stk. 2, brugsty-

veri af motorkøretøj under særligt skærpende omstændigheder, jf. § 293 a, 2. pkt., industrispio-

nage under særlig skærpende omstændigheder, jf. § 299 a og ophavsretskrænkelser af særlig

grov karakter, jf. § 299 b.

I hvilket omfang straffelovsovertrædelser, som ikke direkte vedrører eller er beslægtet med beri-

gelsesforbrydelser

–

men som i det konkrete tilfælde er begået med henblik på at styrke en kri-

199

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

minel organisations virksomhed

–

også er omfattet af rammeafgørelsens anvendelsesområde (jf.

formuleringen ”indirekte at opnå en økonomisk eller anden materiel fordel”) fremstår på det fo-

religgende grundlag uklart. Såfremt dette er tilfældet, vil en række andre straffelovsovertrædelser

ligeledes efter omstændighederne kunne være omfattet af rammeafgørelsen, herunder f.eks. en

række forbrydelser mod liv og legeme, jf. straffelovens kapitel 25.

Det skal i øvrigt bemærkes, at det i en række vedtagne EU-rammeafgørelser er fastsat, at det skal

anses for en skærpende omstændighed, hvis der er tale om en lovovertrædelse, som er begået

inden for rammerne af en kriminel organisation. Der kan herved bl.a. henvises til rammeafgørel-

sen om styrkelse af de strafferetlige rammer med henblik på bekæmpelse af hjælp til ulovlig ind-

rejse og transit samt ulovligt ophold (2002/946/RIA), som er gennemført i dansk ret ved ændrin-

ger i straffelovens bestemmelse om menneskesmugling (§ 125 a).

3.2. Straffelovens bestemmelser om forsøg og medvirken

Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som tilsigter at fremme eller bevirke udførelsen af en

forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg.

I henhold til straffelovens § 23 omfatter den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse

alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til at begå en lovovertrædelse. Tilskyndelse

kan f.eks. bestå i, at nogen i ord eller gerning opfordrer, opmuntrer eller frister en anden til at

begå et strafbart forhold. Råd omfatter vejledning og vink, mens dåd omfatter al deltagelse i ger-

ning.

For at straffe en person for medvirken efter straffelovens § 23 kræves, at den pågældende har

haft forsæt til, at en forbrydelse bliver begået (forudsat, at der er tale om en forbrydelse, der kræ-

ver forsæt). Medvirkensforholdet skal være rettet mod en konkretiseret forbrydelse for at være

strafbart, idet straffelovens § 23 ikke er en selvstændig straffehjemmel, men blot udvider ger-

ningsindholdet i de enkelte straffebestemmelser. Hvis en person således ved tilskyndelse, råd

eller dåd medvirker til at begå strafbare handlinger i almindelighed eller til at begå ikke nærmere

konkretiserede forbrydelser af en vis art, kan der ikke straffes for medvirken efter § 23.

3.3. Straffelovens bestemmelser om sanktionsfastsættelse

Straffelovens § 80, stk. 1, bestemmer, at der ved straffens udmåling skal lægges vægt på lovover-

trædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden, idet der samtidig tages hensyn til

ensartethed i retsanvendelsen. Ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed skal der tages hen-

syn til den skade, fare og krænkelse, som er forbundet med lovovertrædelsen. For så vidt angår

vurderingen af oplysninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennes almindelige

200

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt dennes bevæggrunde

til gerningen.

Straffelovens § 81 fremhæver en række forhold, som i almindelighed skal indgå som skærpende

omstændigheder ved straffastsættelsen. Opregningen i § 81 er inddelt således, at § 81, nr. 1, ret-

ter sig mod virkningen af, at gerningsmanden tidligere er straffet for kriminalitet. § 81, nr. 2-6,

angiver generelle forhold ved gerningen, der som udgangspunkt bevirker, at gerningens straf-

værdighed forøges. § 81, nr. 7-9, retter sig mod den skærpelse af en gernings strafværdighed,

som normalt følger af, at gerningen er udvirket ved gerningsmandens misbrug af stilling, særligt

tillidsforhold mv. eller udnyttelse af tredjemands underlegenhed. § 81, nr. 10-11, retter sig mod

omstændigheder, som har tilknytning til gerningsmandens status af strafafsoner eller tidligere

strafafsoner.

Det fremgår af § 81, nr. 2, at det i almindelighed indgår som skærpende omstændighed, at ger-

ningen er udført af flere i forening.

Det følger endvidere af § 81, nr. 3, at det i almindelighed skal anses som skærpende omstændig-

hed, at gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet. Det indebærer sædvan-

ligvis, at der tale om professionel eller mere systematisk kriminalitet med flere personer indblan-

det, f.eks. organiseret økonomisk kriminalitet, narkotikakriminalitet, hælerivirksomhed eller

menneskesmugling. Det er ikke nødvendigt, at gerningsmanden har haft en særlig vigtig rolle

ved planlægningen eller udførelsen af den omhandlede kriminalitet, og bestemmelsen vil efter

omstændighederne kunne omfatte personer, der indtager mere underordnede funktioner i en kri-

minel organisation.

I straffelovens § 82 fastsættes en række forhold, som i almindelighed skal indgå som formilden-

de omstændighed ved straffastsættelsen. Opregningen i § 82 er inddelt således, at § 82, nr. 1-2,

angår gerningsmandens alder. § 82, nr. 3, vedrører overskridelse af grænserne for en objektiv

straffrihedsgrund, f.eks. lovligt nødværge. § 82, nr. 4-11, retter sig mod omstændigheder ved

gerningen eller gerningsmandens person henholdsvis under og efter gerningens foretagelse. § 82,

nr. 12, vedrører betydningen af samtidig rettighedsfrakendelse mv. Endelig omhandler § 82, nr.

13-14, betydningen af sagsbehandlingstid og af den tid, der er gået, siden den strafbare handling

blev foretaget.

Det fremgår af § 82, nr. 8, at det i almindelighed skal anses som formildende omstændighed, at

gerningsmanden frivilligt har afværget eller søgt at afværge den fare, der er forvoldt ved den

strafbare handling.

201

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Efter § 82, nr. 9, skal det endvidere som hovedregel anses som formildende omstændighed, at

gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.

Endelig foreskriver § 82, nr. 10, at det i almindelighed må anses som formildende omstændig-

hed, at gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare

handlinger begået af andre. Bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte sagstyper, herunder

sager, som gerningsmanden selv har været involveret i.

Straffelovens § 83 bestemmer herudover, at straffen kan nedsættes under den foreskrevne straffe-

ramme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende

taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.

Bestemmelsen er ikke begrænset til omstændigheder, der foreligger ved den strafbare handlings

foretagelse. Også senere indtrådte omstændigheder kan bevirke strafnedsættelse eller strafbort-

fald, jf. eksempelvis de ovennævnte forhold omtalt i § 82, nr. 9-10. Spørgsmålet om, hvorvidt

formildende omstændigheder ved gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold skal

føre til reduceret straf eller som følge af forholdets særlige karakter til strafbortfald, beror på en

konkret vurdering.

Ved pådømmelsen af flere lovovertrædelser fremgår det af straffelovens § 88, stk. 1, at der i al-

mindelighed skal fastsættes en fælles straf inden for den strengeste af de strafferammer, som

kommer i betragtning. Efter § 88, stk. 1, 2. pkt., er der dog mulighed for, under særdeles skær-

pende omstændigheder, at fastsætte en straf der overstiger den strengeste relevante strafferamme

med indtil det halve.

3.4. Strafansvar for juridiske personer

Der kan efter straffelovens § 306 pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter

reglerne i straffelovens 5. kapitel (§§ 25-27) for overtrædelser af straffeloven.

Det følger af straffelovens § 25, at juridiske personer kan straffes med bøde.

Endvidere følger det af straffelovens § 26, at strafansvar for selskaber m.v. omfatter enhver juri-

disk person, herunder bl.a. statslige myndigheder, medmindre andet er bestemt. Statslige myn-

digheder kan dog alene straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksom-

hed, der svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private, jf. straffelovens § 27,

stk. 2. Myndigheders bødeansvar omfatter således ikke handlinger, der må opfattes som led i

myndighedsudøvelse.

202

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Endelig følger det af straffelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., at strafansvar for en juridisk person forud-

sætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller fle-

re til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Uagtet det i bemærkningerne til lov nr. 474 af 12. juni 1996, der fastsatte reglerne om strafansvar

for juridiske personer i straffeloven, er forudsat, at virksomhedsansvaret som udgangspunkt er

det primære, udelukker bestemmelserne ikke, at der tillige rejses tiltale mod en eller flere fysiske

personer. I Retsudvalgets betænkning over lovforslaget afgivet den 7. maj 1996 (Folketingsti-

dende 1995-96, Tillæg B, side 784) er det i øvrigt anført, at Retsudvalgets flertal har bemærket

sig, at der ikke med lovforslaget er tilsigtet en indskrænkning i den hidtidige praksis om, at såvel

en virksomhed som en overordnet kan straffes.

Rigsadvokaten har ved meddelelse nr. 5/1999 fastsat nærmere retningslinier til anklagemyndig-

heden om valg af ansvarssubjekt i tilfælde, hvor anklagemyndigheden finder at kunne gennemfø-

re en straffesag mod en juridisk person og en eller flere enkeltpersoner i anledning af samme

forhold. Det fremgår heraf, at der som udgangspunkt rejses tiltale mod den juridiske person som

sådan, men at der tillige kan være anledning til at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer,

bl.a. såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt.

3.5. Straffemyndighed

Reglerne om dansk straffemyndighed er fastsat i straffelovens §§ 6-12. Dansk straffemyndighed

omfatter bl.a. handlinger foretaget i den danske stat, jf. straffelovens § 6, nr. 1 (territorialprincip-

pet). I bestemmelsen kan der ikke indlægges et krav om, at hele den kriminelle virksomhed er

foretaget i den danske stat, for at der er dansk straffemyndighed. Når blot en del af virksomheden

er foretaget her i landet, må forholdet antages at være undergivet dansk straffemyndighed efter

bestemmelsen.

Det følger endvidere af straffelovens § 9, at i de tilfælde, i hvilke en handlings strafbarhed af-

hænger af eller påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet følge, betragtes handlingen tillige som fore-

taget dér, hvor virkningen er indtrådt eller tilsigtet at skulle indtræde (virkningsprincippet).

Herudover fastslår straffelovens § 8, at der efter omstændighederne er dansk straffemyndighed i

forhold til handlinger foretagne uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningsmanden

hører hjemme. Det gælder efter § 8, nr. 5, bl.a. handlinger uden for den danske stat, uanset hvor

gerningsmanden hører hjemme, når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst,

ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning.

203

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Danmark har ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 gennemført EU-rammeafgørelsen om den europæ-

iske arrestordre (nr. 2002/584/RIA), hvorefter Danmark under visse nærmere fastsatte betingel-

ser er forpligtet til at udlevere egne statsborgere og andre personer der opholder sig i Danmark

til strafforfølgning i andre EU-lande.

3.6. Efterforskning og påtale

Efter retsplejelovens § 742 iværksætter politiet efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning,

når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, der forfølges af det offentlige er begået.

Ingen af de i punkt 3.1. nævnte forbrydelser er undergivet privat påtale eller betinget offentlig

påtale.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Udkastet til rammeafgørelse vurderes i den foreliggende udformning ikke at ville have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Forslaget til rammeafgørelse skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser af betydning.

Høring

Forslaget er sendt i høring hos Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret,

Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i

Odense, Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsad-

vokaten, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, For-

eningen af Politimestre i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater,

Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Københavns Universitet, Århus Univer-

sitet, Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder.

Domstolsstyrelsen, Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Den

Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Københavns Byret, Foreningen

af Politimestre i Danmark Rigspolitiet, Københavns Politi, Aarhus Universitet

Institut

for Menneskerettigheder

har oplyst, at de ikke har bemærkninger til forslaget.

Rigsadvokaten

har anført, at han som udgangspunkt stiller sig positivt overfor forslag, der har

204

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

til formål at styrke bekæmpelsen af organiseret kriminalitet.

Rigsadvokaten kan tilslutte sig, at forslaget indeholder bestemmelser, som, hvis de bliver vedta-

get i den form, de er foreslået af Kommissionen, må antages at nødvendiggøre overvejelser om

lovændringer. Det anføres således, at navnlig artikel 2 om strafbare handlinger med forbindelse

til deltagelse i en kriminel organisation vil nødvendiggøre overvejelser om rækkevidden af straf-

felovens § 23 om medvirken samt om behovet for eventuelle særlige udvidede medvirkensregler.

Rigsadvokaten henstiller i øvrigt, at det under forhandlingerne om forslaget i videst muligt om-

fang søges præciseret og eksemplificeret, hvilke handlinger, der skal være omfattet af artikel 2,

således at forslagets eventuelle merværdi set i forhold til den gældende fælles aktion af 21. de-

cember 1998 bliver klarlagt.

Landsforeningen af beskikkede advokater

har anført, at definitionen af, hvad der udgør en

kriminel organisation, er så bred, at ganske mange aktiviteter, som man normalt ikke ville for-

binde med begrebet, falder ind under definitionen. Efterhånden har mange bestemmelser i straf-

feloven strafferammer på mindst 4 år. Tre unge, der i gentagelsestilfælde begår brugstyveri med

hensyn til biler, jf. straffelovens § 293 a, vil således falde ind under definitionen på organiseret

kriminalitet under forudsætning af, at de samme personer tidligere har stjålet biler sammen. De-

finitionen er så slap, at man kan spørge, om der er noget særligt grænseoverskridende i den be-

skrevne kriminalitet, og om det derfor er et anliggende, som det er nødvendigt for EU at regule-

re.

Det anføres videre, at indførelsen af en særlig straf for at lede en kriminel organisation eller del-

tage heri vil stride mod vores nugældende regler om forsæt, hvor man ikke kan straffes for en

forbrydelse

svarende til den engelske ”conspiracy”. Vi forudsætter i dansk strafferet, at man ikke

uspecifikt kan straffes for at være med til et eller andet, der er meget bredt formuleret, men at ens

forsæt skal kunne formuleres som forsæt til en bestemt forbrydelse, eventuelt i form af medvir-

ken. Den danske medvirkenslære er fuldt tilstrækkelig til at ramme deltagelse i kriminelle aktivi-

teter.

Landsforeningen af beskikkede advokater finder, at strafferammerne for deltagelse i de pågæl-

dende aktiviteter på henholdsvis 5 år for deltagerne og 10 år for lederne er betænkelige, henset til

den vage formulering af gerningsindholdet.

Endelig anføres det, at mulighederne for strafnedsættelse, hvis man samarbejder med myndighe-

derne, formentlig er mere vidtgående end de nugældende bestemmelser i straffelovens § 82, nr.

8-11. Det er ikke altid, at man får de mest sandfærdige forklaringer ved at true sigtede med ek-

sorbitante straffe, medmindre de fortæller, hvad myndighederne gerne vil høre om andre sigtede.

205

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Denne del af forslaget er formentlig primært inspireret af amerikansk ret. Det burde, før man

fremsætter et sådant forslag, nærmere undersøges, hvilke fordele og ulemper, der er ved denne

form for plea-bargaining.

Advokatrådet

finder det grundlæggende ikke hensigtsmæssigt at gennemføre regler, medmindre

der er dokumenteret et særligt behov herfor, og at der er grund til at tro, at nye regler vil være et

egnet middel til løsning af det pågældende problem.

Advokatrådet savner en nærmere begrundelse både for behovet for det foreliggende forslag, her-

under en redegørelse for på hvilke områder og i hvilke medlemslande, den gældende lovgivning

er utilstrækkelig til, at sager, hvor der kan føres bevis for organiseret kriminalitet, kan føres til

domfældelse.

Det fremgår af begrundelsen for forslaget, at der navnlig de seneste 10 år er sket en stærk stig-

ning i organiseret kriminalitet, og at der er behov for et initiativ, der kan bekæmpe den organise-

rede kriminalitet. Der foreligger imidlertid ingen dokumentation hverken for stigningen, eller for

at det foreliggende initiativ vil øge muligheden for at opklare sagerne og få gerningspersonerne

dømt.

Efter Advokatrådets opfattelse er der ikke belæg for, at vedtagelsen af den foreliggende ramme-

afgørelse vil have nogen nævneværdig effekt på organiseret kriminelles aktiviteter. Den blotte

kriminalisering af et område, som ifølge forslaget styres af professionelle og velorganiserede

bagmænd, vil således næppe have nogen effekt.

Det afgørende for de kriminelle organisationer aktivitetsniveau må således forventes nærmere at

være afhængig af opdagelsesrisikoen, som så vidt ses ikke øges mærkbart. Hertil kommer, at de

typer af kriminalitet, der foregår i de kriminelle organisationer, i forvejen må antages at være

kriminaliseret i antagelig samtlige medlemsstater. Der synes umiddelbart at være tale om sym-

bollovgivning nærmere end regulering, der på væsentlig måde kan bidrage til kriminalitetsbe-

kæmpelsen i EU.

Advokatrådet anfører for så vidt angår artikel 1, at definitionen så vidt ses kun sigter til organisa-

tioner, der begår kriminalitet med henblik på at opnå økonomisk vinding. Afgrænsningen af,

hvilke former for kriminalitet, der i fremtiden skal betragtes som organiseret kriminalitet, hvis

den begås af en sammenslutning, kan give anledning til tvivl. Det bør således afklares, hvilke

typer kriminalitet, der omfattes af definitionen.

Definitionen er efter Advokatrådets opfattelse for upræcis. Det er således ikke muligt med nogen

større grad af sikkerhed at afgrænse, hvornår en organisation omfattes af definitionen. F.eks. er

206

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

det usikkert, om definitionen omfatter en i øvrigt lovlig organisation, som begår strafbart for-

hold, eller om det er en betingelse, at formålet med organisationen udelukkende eller overvejen-

de er at foretage kriminelle handlinger. Det er således f.eks. usikkert, om en drengebande, der

planlægger og begår en stribe indbrud, er omfattet.

Definitionen stiller ikke krav om et grænseoverskridende element. Rammeafgørelsen skal såle-

des efter sit indhold også finde anvendelse, hvis den omtalte drengebandes kriminalitet er af-

grænset til et sommerhusområde eller en mindre provinsby. Efter Advokatrådets opfattelse er det

imidlertid tvivlsomt, om motivudtalelserne fra Haag-programmet, der danner baggrund for ram-

meafgørelsen, har haft til hensigt at omfatte også rent lokale kriminalitetsproblemer uden noget

grænseoverskridende element.

Definitionen synes desuden at indebære, at flere personer, der sammen planlægger f.eks. et røve-

ri, ikke omfattes af definitionen, medmindre personkredsen allerede har begået andre lignende

strafbare forhold, eller påtænker at begå sådanne i fremtiden. Afgrænsningen af sammenslutnin-

ger, der ”ikke er vilkårligt dannet med henblik på at begå en strafbar handling” overfor for andre

tilfælde, hvor flere i forening planlægger eller gennemfører et strafbart forhold, er efter Advokat-

rådets opfattelse vanskelig at drage og kan give anledning til unødig retsusikkerhed.

Med hensyn til artikel 2, litra a, om ledelse af en kriminel organisation, anfører Advokatrådet at,

det ikke fremgår af rammeafgørelsen, om det er en betingelse, at den pågældende organisation

har

–

eller har forsøgt

–

at begå en strafbar handling. Som rammeafgørelsen er formuleret er det

imidlertid nærliggende at antage, at den blotte ledelse af en organisation med et kriminelt formål

selvstændigt er kriminaliseret, og at det ikke er en betingelse, at organisationen har taget konkre-

te skridt til at begå et strafbart forhold. Rammeafgørelsen bør på dette punkt efter Advokatrådets

opfattelse præciseres med henblik på at opnå retssikkerhed.

Artikel 2, litra b, bør efter Advokatrådets opfattelse præciseres, idet den nuværende formulering

kan give anledning til tvivl om afgrænsningen af det strafbare område. Bestemmelsen henviser

således til en persons aktive deltagelse i en kriminel organisations strafbare handlinger som ”de-

fineret i artikel 1”. Artikel 1 indeholder imidlertid ikke nogen definition af strafbare handlinger,

men alene en definition af, hvornår der er tale om en kriminel organisation.

Det fremgår endvidere af artikel 2, litra b, at en person vil kunne straffes for en aktiv handling

(f.eks. hvervning af medlemmer til den pågældende organisation) uanset om organisationens

strafbare handlinger ”ikke bliver udført”. Som bestemmelsen er formuleret synes det nærmest at

være forudsat, at selve medlemskabet af organisationen

–

eller den blotte accept af at arbejde for

organisationen

–

er selvstændigt kriminaliseret, uanset om organisationen begår et strafbart for-

hold.

207

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Som bestemmelsen er formuleret synes den, der f.eks. hverver medlemmer, eller giver penge til

en organisation, at kunne blive straffet også i tilfælde, hvor hovedmændene bag det strafbare

forhold frivilligt træder tilbage fra den påtænkte handling, og dermed efter dansk ret ikke vil

kunne straffes for forsøgshandlingen.

Advokatrådet peger på, at efter artikel 3 forpligtes medlemsstaterne til at gennemføre et strafni-

veau for de handlinger, der omfattes af rammeafgørelsen, der er væsentligt højere end en række

af de strafferammer, der følger af den danske straffelov.

Rammeafgørelsen angiver ikke, at kravet om strafferammer indebærer krav til det konkrete

strafniveau i de enkelte medlemsstater. For Danmarks vedkommende vil kravet således kunne

imødekommes gennem en forhøjelse af strafferammerne for de forbrydelsestyper, der omfattes

af rammeafgørelsen, uden at der herved tilsigtes en strafskærpelse i den konkrete strafudmåling.

En sådan form for lovgivning vil imidlertid ikke tjene noget formål.

Advokatrådet finder ikke, at der er behov for at foretage en sådan ensretning af strafferammerne

i de 25 medlemsstater. Personer, der i Danmark dømmes for at have begået strafbare forhold som

led i organiseret kriminalitet, vil allerede kunne idømmes en skærpet sanktion. Det bør efter Ad-

vokatrådets opfattelse overlades til den enkelte medlemsstat at fastsætte såvel den konkrete straf

som strafferammen for den enkelte forbrydelse.

Straffelovrådet har i 2002 i en omfattende betænkning gennemgået strafferammerne i dansk ret,

og der er siden gennemført ændringer, der har til formål at sikre balance mellem forskellige typer

af kriminalitet. Gennemføres rammeafgørelsen vil denne balance blive forrykket yderligere, så

berigelseskriminalitet vil være omfattet af strafferammer, der er væsentligt højere end tilfældet er

i dag.

Advokatrådet

opfordrer på den baggrund til, at man nøje at overvejer behovet for den foreslåe-

de regulering nærmere og i den forbindelse indhenter oplysninger om, hvad det er for sagstyper

og forhold, som ikke i dag kan bekæmpes effektivt, og om problemerne i givet fald vil blive løst

gennem det forslåede forslag.

Advokatrådet opfordrer endvidere til at fastholde, at spørgsmålet om sanktionsfastsættelse, her-

under fastsættelse af strafferammer, fortsat bør være et nationalt anliggende, medmindre der

konkret kan påvises afgørende hensyn, der gør det påkrævet at ensarte medlemsstaterne regler

herom.

208

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Nærhedsprincippet

I begrundelsen for forslaget er der af Kommissionen redegjort for de seneste års overvejelser

vedrørende bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, herunder bl.a. EU’s strategi for forebyggel-

se og bekæmpelse af organiseret kriminalitet for begyndelsen af det nye årtusind (2000/C

124(01)) samt Kommissionens meddelelse af 29. marts 2004 om visse foranstaltninger, der bør

indføres til bekæmpelse af terrorisme og andre former for grov kriminalitet.

I meddelelsen har Kommissionen lagt op til, at den gældende fælles aktion af 21. december 1998

om at gøre det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlems-

stater (1998/733/RIA) skal erstattes af en rammeafgørelse, som efter Kommissionens opfattelse

vil gøre det muligt at sikre den nødvendige samordning af bekæmpelsen af kriminelle grupper.

Kommissionen er af den opfattelse, at målene for den planlagte retsakt ikke i tilstrækkelig grad

kan opfyldes af medlemsstaterne alene, men bedre kan gennemføres på unionsplan. Kommissio-

nen finder således, at Unionen kan træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprin-

cippet, jf. forslagets betragtning 7.

Efter regeringens opfattelse må nærhedsprincippet anses for overholdt, da formålet med forslaget

er at styrke EU’s indsats mod organiseret kriminalitet, der meget ofte er af grænseoverskridende

karakter, gennem en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende strafbare

handlinger med forbindelse til deltagelse i en kriminel organisation samt ved fastsættelse af krav

til de strafferetlige sanktioner på området.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters holdninger til for-

slaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side har man tidligere været skeptisk over for forslaget, som imidlertid er undergået

sådanne ændringer, at man fra dansk side nu generelt ser positivt på forslaget.

Europa-Parlamentet

209

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Europa-Parlamentet har den 26. oktober 2005 afgivet udtalelse om forslaget til rammeafgørelse.

I udtalelsen giver Parlamentet sin støtte til forslaget, idet Parlamentet dog samtidig foreslår både

en række tilføjelser og en række ændringer heraf. Det drejer sig bl.a. om begrundelsen for ram-

meafgørelsen, om definitionen af en kriminel organisation, om de handlinger med forbindelse til

en kriminel organisation der skal gøres strafbare, om sanktionerne, om de særlige omstændighe-

der der kan bevirke at straffene nedsættes, om juridiske personers ansvar, om jurisdiktion og

koordination af retsforfølgningen og om beskyttelse af og hjælp til ofrene. Det forslås bl.a., at

der indføres standardiserede EU-statistikker, således at det samlede omfang af den organiserede

kriminalitet kan blive belyst, ligesom det foreslås, at der iværksætte tiltag, der kan styrke be-

kæmpelse af organiseret kriminalitet på EU-plan.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samar-

bejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Forslaget til rammeafgørelse er tillige med et grundnotat om sagen oversendt til Folketingets

Europaudvalg den 20. april 2005 og Folketingets Retsudvalg den 21. april 2005.

Senest er et samlenotat om forslaget til rammeafgørelse oversendt til Folketingets Europaudvalg

og Folketingets Retsudvalg forud for Rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. decem-

ber 2005. Sagen blev imidlertid taget af Rådets dagsorden.

210

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 14: Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske

Fællesskab og Kongeriget Danmark om udvidelse af bestemmelserne i Rådets forordning

(EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgø-

relser på det civil- og handelsretlige område til også at omfatte Danmark (KOM(2005) 145

endelig)



, samt Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fælles-

skab og Kongeriget Danmark om udvidelse af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr.

1348/2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile

og kommercielle sager til også at omfatte Danmark (KOM(2005) 146 endelig)



Nyt notat.

Resumé

Forslaget til Rådets afgørelse om indgåelse af parallelaftalerne mellem Danmark og Det Europæ-

iske Fællesskab om forordning (EF) nr. 44/2001 (Bruxelles I-forordningen) og forordning

1348/2000 (forkyndelsesforordningen) forventes vedtaget som et A-punkt. Danmark deltager

ikke i vedtagelsen som følge af protokollen om Danmarks stilling. Ifølge parallelaftalerne vil

bestemmelserne i forordningerne og de hidtil vedtagne gennemførelsesforanstaltninger gælde på

mellemstatsligt grundlag mellem Fællesskabet og Danmark.

Baggrund

I henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til trakta-

ten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det europæiske Fællesskab, delta-

ger Danmark ikke i traktatens afsnit IV om bl.a. det civilretlige samarbejde. Fællesskabsin-

strumenter, som vedtages på dette område er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i

Danmark.

Blandt sådanne fællesskabsinstrumenter er Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige

område (Bruxelles I-forordningen) og Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 om forkyndelse i

medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyn-

delsesforordningen). Disse forordninger er vedtaget med hjemmel i artikel 61, litra c) (foran-

staltninger vedrørende civilretligt samarbejde i henhold til artikel 65).



Forslaget er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling, der er

knyttet til Amsterdam-traktaten finder derfor anvendelse.

211

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Med Bruxelles I-forordningen blev der foretaget en revision og modernisering af reglerne i Bru-

xelles-konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser (EF-

domskonventionen).

Forkyndelsesforordningen indeholder regler, der forbedrer og fremskynder fremsendelsen af

retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager mellem medlemsstaterne i

forhold til hidtil gældende regler i Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i

udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål

(Haagerforkyndelseskonventionen).

Der er en vis sammenhæng mellem de to instrumenter, da Bruxelles I-forordningen henviser til

forkyndelsesforordningens bestemmelser i forbindelse med forkyndelse af processkrifter og do-

kumenter. De to forordninger medvirker overordnet til, at det inden for Den Europæiske Union

bliver lettere og hurtigere at gennemføre civile retssager med et internationalt aspekt.

Forordningerne gælder i dag mellem alle medlemsstater med undtagelse af Danmark, da Stor-

britannien og Irland har benyttet sig af deres ”opt in”-ret.

I forholdet mellem Danmark og de

øvrige medlemslande gælder henholdsvis EF-domskonventionen og Haager-forkyndelseskon-

ventionen fortsat. Ikke alle de nye medlemslande har dog tiltrådt disse eller konventioner sva-

rende hertil.

En dansk tilknytning til forordningerne vil alene kunne ske ved konkret mellemstatlig aftale mel-

lem Danmark og Fællesskabet. En sådan parallelaftale vil for Danmarks vedkommende kunne

indgås med fuld respekt af forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender, idet forbeholde-

ne i Edinburgh-afgørelsen fastlagde, at Danmark deltager fuldt ud i det mellemstatslige samar-

bejde om retlige og indre anliggender. Forbeholdet retter sig således alene mod, at en del af sam-

arbejdet ved Amsterdam-traktaten blev overstatsligt. En parallelaftale vil i givet fald skulle ind-

gås og gennemføres i dansk ret på samme måde som andre mellemstatslige aftaler (traktater).

Den danske regering har efter forudgående drøftelser i Folketingets Europaudvalg anmodet om,

at Danmark bliver tilknyttet Bruxelles I-forordningen og forkyndelsesforordningen på mellem-

statsligt grundlag.

Danmark meddelte efter en nærmere gennemgang af forslag fra Kommissionen til parallelaftale

vedrørende henholdsvis Bruxelles I-forordningen og forkyndelsesforordningen, at man fra dansk

side med forbehold for Folketingets senere godkendelse af aftalen i henhold til grundlovens § 19

kunne tilslutte sig forslagene, der herefter blev paraferet på embedsmandsniveau den 17. januar

2005.

212

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

På et rådsmøde den 19.-20. september 2005 traf Rådet afgørelse om dels Fællesskabets

undertegnelse, dels Fællesskabets indgåelse af parallelaftalerne med Danmark. Aftalerne blev

herefter undertegnet den 19. oktober 2005.

Da retsgrundlaget er EF-Traktatens artikel 61 og artikel 300, stk. 2, første afsnit og stk. 3, første

afsnit, skal Europa-Parlamentet høres forud for Fællesskabets endelige vedtagelse af afgørelserne

om indgåelse af parallelaftalerne. Europa-Parlamentet har den 23. marts 2006 udtalt, at Parla-

mentet godkender indgåelsen af aftalen.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27.-28. april 2006 forventes Rådet herefter at

vedtage afgørelserne om indgåelse af parallelaftaler mellem Danmark og Fællesskabet om Bru-

xelles I-forordningen og forkyndelsesforordningen som A-punkt.

Indhold

2.1. Generelt

Målet med forhandlingerne om parallelaftaler om Bruxelles I-forordningen og forkyndelsesfor-

ordningen har været at opnå et resultat, hvorved Danmarks rettigheder og forpligtelser i henhold

til aftalen svarer til de øvrige medlemsstaters rettigheder og forpligtelser.

Udkastene til parallelaftaler indeholder på den baggrund følgende bestemmelser:



regler om Domstolens rolle for at sikre en ensartet fortolkning af den retsakt, som finder

anvendelse som følge af parallelaftalen mellem Danmark og de øvrige medlemsstater.

en ordning, der gør det muligt for Danmark at acceptere fremtidige ændringer, som Rådet

foretager i forordningerne, og de fremtidige gennemførelsesforanstaltninger, som skal

vedtages efter EF-traktatens artikel 202.

en bestemmelse om, at aftalen anses for at være ophørt, hvis Danmark nægter at accep-

tere sådanne fremtidige ændringer og gennemførelsesbestemmelser.

regler, der præciserer Danmarks forpligtelser under forhandlinger med tredjelande om af-

taler vedrørende spørgsmål, som er omfattet af parallelaftalen.

muligheden for såvel Danmark som Fællesskabet for at bringe parallelaftalen til ophør

ved at indgive opsigelse til den anden part.



213

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

2.2. Udkast til parallelaftaler vedrørende henholdsvis Bruxelles I-forordningen og for-

kyndelsesforordningen

I henhold til artikel 1 er formålet med aftalen at anvende bestemmelserne i henholdsvis Bruxelles

I-forordningen og forkyndelsesforordningen samt gennemførelsesforanstaltningerne hertil på

forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark. Målet for de kontraherende parter er at nå

frem til en ensartet anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i de to forordninger og gen-

nemførelsesforanstaltningerne hertil i alle medlemsstaterne.

Ifølge artikel 2 gælder bestemmelserne i forordningerne og de hidtil vedtagne gennemførelses-

foranstaltninger, der udgør en integreret del af parallelaftalen, herefter med en række mere tekni-

ske ændringer på mellemstatsligt grundlag mellem Fællesskabet og Danmark.

Blandt disse ændringer kan for så vidt angår parallelaftalen om Bruxelles I-forordningen navnlig

nævnes:

Litra b overfører den særlige bestemmelse i EF-domskonventionens artikel 44, stk. 2, til for-

ordningen. Bestemmelsen vedrører mulighed for fri proces mv. i sager om fuldbyrdelse af en

dansk administrativ afgørelse om underholdspligt, forudsat at de økonomiske betingelser er op-

fyldt.

Ifølge litra c omfatter udtrykket ”ret” også danske

administrative myndigheder i relation til un-

derholdsbidrag. Bestemmelsen svarer til artikel V A i protokol til EF-domskonventionen.

Efter litra d udvides en særbestemmelse vedrørende søgående skibe indregistreret i Grækenland

og Portugal til også at omfatte dansk indregistrerede skibe. Bestemmelsen, der er en revidering

af artikel V B i protokol til EF-domskonventionen og tidsbegrænset til 2008, fastslår, at tvister

mellem en skibsfører og et besætningsmedlems om hyre mv. ikke kan afgøres, før den diploma-

tiske eller konsulære repræsentant, skibet henhører under, er underrettet om tvisten.

Efter litra g kan reglen i retsplejelovens § 246, stk. 2 og 3, om retternes kompetence (opholds-

værnetinget og godsværnetinget) alene finde anvendelse over for sagsøgte, der ikke har bopæl på

en medlemsstats område. Bestemmelsen svarer til EF-domskonventionens artikel 3.

Efter litra h

–

j skal anmodninger efter forordningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksi-

gibel for Danmarks vedkommende indgives til byretten med appeladgang til landsretten. Lands-

rettens afgørelse kan med tilladelse af Procesbevillingsnævnet appelleres til Højesteret.

214

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Efter artikel 3 og 4 deltager Danmark ikke i vedtagelsen af ændringer af forordningerne eller

gennemførelsesbestemmelser hertil. Ændringer af forordningerne eller senere gennemførelses-

foranstaltninger er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark. Danmark kan inden

for en vis frist beslutte, at man vil gennemføre de pågældende ændringer og gennemførelsesbe-

stemmelser i dansk ret. Træffer Danmark en sådan beslutning, vil disse ændringer og gennem-

førelsesforanstaltninger ligeledes gælde som folkeretlige forpligtelser mellem Fællesskabet og

Danmark.

Såfremt der vedtages ændringer mv. af forordningerne skal Danmark på tidspunktet for vedta-

gelsen af ændringerne eller inden 30 dage herefter meddele Kommissionen, hvorvidt Danmark

ønsker at gennemføre indholdet af ændringerne.

Hvis Danmark beslutter at gennemføre indholdet af ændringerne, skal det fremgå af meddelel-

sen, om gennemførelsen kan ske administrativt eller om Folketingets godkendelse er påkrævet,

jf. artikel 3, stk. 3.

Hvis Danmark beslutter ikke at gennemføre fremtidige ændringer og gennemførelsesbestem-

melser, anses aftalen som udgangspunkt for at være ophørt, jf. artikel 3, stk. 7, og artikel 4, stk.

Efter artikel 5 er internationale aftaler, der indgås af Fællesskabet på de områder, der er dækket

af henholdsvis Bruxelles I-forordningen og forkyndelsesforordningen, ikke bindende for og fin-

der ikke anvendelse i Danmark. Danmark forpligter sig til ikke at indgå internationale aftaler,

som kan påvirke eller ændre anvendelsesområdet for forordningerne, medmindre dette sker efter

nærmere aftale med Fællesskabet.

Aftalens artikel 6 og 7 indeholder bestemmelser om EF-domstolens kompetence.

Artikel 6, stk. 1, indebærer, at danske domstole vil skulle anmode EF-domstolen om en præju-

diciel afgørelse om aftalernes gyldighed og fortolkning i samme omfang, som retterne i de øvrige

medlemsstater har pligt til i henhold til forordningerne.

Efter aftalens artikel 6, stk. 2, skal danske domstole ved fortolkningen af parallelaftalen i hen-

hold til dansk ret tage passende hensyn til EF-Domstolens praksis vedrørende forordningerne.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at formålet med parallelaftalen er at opnå en ensartet

anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i forordningerne i alle medlemsstater.

215

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Danmark har i lighed med Rådet, Kommissionen og enhver anden medlemsstat mulighed for at

forelægge EF-Domstolen spørgsmål om den generelle fortolkning af parallelaftalerne, jf. artikel

6, stk. 3.

Danmark har ret til at fremsætte bemærkninger i forbindelse med EF-Domstolens behandling af

præjudicielle spørgsmål vedrørende forordningerne m.v., jf. artikel 6, stk. 4.

Ændres EF-Traktatens bestemmelser om EF-Domstolen, således at dette får betydning for for-

ordningen, kan Danmark inden 60 dage meddele, at Danmark ikke vil anvende ændringerne. I så

fald ophører aftalen, jf. artikel 6, stk. 6.

Efter artikel 7 kan Kommissionen anlægge sag mod Danmark ved EF-Domstolen for manglende

overholdelse af aftalen. Hvis en anden medlemsstat ikke overholder aftalen, kan Danmark klage

til Kommissionen, der kan reagere over for den pågældende stat.

Artikel 8 vedrører aftalens geografiske anvendelsesområde.

Artikel 9 i parallelaftalen vedrørende Bruxelles I-forordningen indeholder overgangsbestem-

melser. Aftalen finder som udgangspunkt kun anvendelse på retssager, der er anlagt, og på offi-

cielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter aftalens ikrafttræden.

Forholdet til Bruxelles I-forordningen følger af artikel 10 i aftalen vedrørende denne, hvorefter

aftalen mellem Fællesskabet og Danmark ikke påvirker de øvrige medlemsstaters anvendelse af

denne.

Efter artikel 11 i parallelaftalen vedrørende Bruxelles I-forordningen og artikel 9 i parallelaftalen

vedrørende forkyndelsesforordningen ophører aftalen, hvis Danmark meddeler, at landet ikke

længere ønsker at opretholde det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender, eller

hvis Danmark eller Fællesskabet indgiver opsigelse til den anden kontraherende part.

Artikel 12 henholdsvis artikel 10 vedrører aftalens indgåelse og ikrafttrædelse. Aftalen træder i

kraft 6 måneder efter ratifikationen.

Artikel 13 henholdsvis artikel 11 vedrører aftalens sprog.

Gældende dansk ret

De almindelige regler om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af uden-

landske retsafgørelser og om forkyndelse findes i retsplejeloven.

216

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Danmark har tiltrådt flere europæiske konventioner, der regulerer spørgsmål om domstolenes

internationale kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civilretli-

ge område.

Den i denne forbindelse vigtigste er EF-domskonvention af 27. september 1968 med senere æn-

dringer. Endvidere kan nævnes konvention af 16. september 1988 om retternes kompetence og

om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (Lugano-

konventionen), der regulerer de samme retsområder som EF-domskonventionen i forholdet til en

række andre lande. Lugano-konventionen er tiltrådt af de tidligere 15 EU-medlemsstater samt af

Norge, Island, Schweiz og Polen.

EF-domskonventionen er gennemført i dansk ret ved lov nr. 325 af 4. juni 1986 om EF-

domskonventionen mv. som ændret ved lov nr. 209 af 29. marts 1995, der gennemfører EF-

domskonventionen og Lugano-konventionen i dansk ret. Konventionen indeholder regler om

domstolenes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser mv., der i vidt

omfang svarer til reglerne i Bruxelles I-forordningen. Forordningen er således en modernisering

af denne konvention.

For så vidt angår reglerne om forkyndelse, har Danmark bl.a. som nævnt ovenfor tiltrådt Haager-

forkyndelses-konventionen fra 1965. Denne konvention har dannet grundlag for forkyndelses-

forordningen, der i vidt omfang er en videreførelse og modernisering af reglerne i Haagerfor-

kyndelseskonventionen.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Rådets afgørelser om indgåelse af parallelaftaler med Danmark vedrørende Bruxelles I-

forordningen og forkyndelsesforordningen medfører ikke lovgivningsmæssige og statsfinansielle

konsekvenser for Danmark.

Derimod vil Danmarks indgåelse af mellemstatslige aftaler med Fællesskabet om tilknytning til

Bruxelles I-forordningen og forkyndelsesforordningen skulle gennemføres i dansk ret på samme

måde som andre mellemstatslige aftaler, hvilket vil kræve lovændringer.

Det er Justitsministeriets vurdering, at mellemstatslige aftaler med det forventede indhold ikke

vil rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 20. Parallelaftaler, der udarbejdes på baggrund

heraf, vil således kunne tiltrædes efter den almindelige bestemmelse i grundlovens § 19.

217

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Høring

De enkelte retsakter, som parallelaftalerne vedrører, har været sendt i høring forud for vedtagel-

sen.

Nærhedsprincippet

Forslagene ses ikke at være i strid med nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side agter man selvsagt at støtte forslagene.

Europa-Parlamentet

Da retsgrundlaget er EF-Traktatens artikel 61 og artikel 300, stk. 2, første afsnit og stk. 3, første

afsnit, skal Europa-Parlamentet høres forud for Fællesskabets endelige vedtagelse af afgørelserne

om indgåelse af parallelaftalerne. Europa-Parlamentet har den 23. marts 2006 udtalt, at Parla-

mentet godkender indgåelsen af aftalerne.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Spørgsmålet om indgåelse af parallelaftaler har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt

og retligt samarbejde i forbindelse med udvalgets drøftelser om de enkelte retsakter omfattet af

det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg er løbende og senest ved et notat af 1. juli 2005 fra

Justitsministeriet blevet orienteret om sagen.

Endvidere har selve Bruxelles I-forordningen og forkyndelsesforordningen været forelagt Folke-

tingets Retsudvalg og Europaudvalg forud for vedtagelsen.

218

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

219

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 15: Rådets afgørelse om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne

af to protokoller om menneskehandel og menneskesmugling til supplering af De Forenede

Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet

Nyt notat.

Resumé

Kommissionen har fremlagt forslag til Rådets afgørelser om indgåelse på Det Europæiske Fæl-

lesskabs vegne af FN-protokollerne om menneskehandel og menneskesmugling til supplering af

FN-konventionen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet (Palermo-

konven-tionen). Det forventes, at forslagene vil blive forelagt Rådet (retlige og indre anliggen-

der) den 27.-28. april 2006 med henblik på vedtagelse. Forslagene ses ikke at være i strid med

nærhedsprincippet, ligesom de ikke vurderes at ville have lovgivningsmæssige eller statsfinan-

sielle konsekvenser. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelse om de øvrige medlems-

staters holdningerne til forslagene. Fra dansk side agter man at støtte forslagene.

Baggrund

FN-konventionen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet (Palermo-

konventionen) og protokollerne hertil om henholdsvis forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølg-

ning af menneskehandel, særligt handel med kvinder og børn, samt om bekæmpelse af menne-

skesmugling til lands, ad søvejen og ad luftvejen blev undertegnet i Palermo den 12. december

2000.

Samme dag undertegnede Kommissionen på vegne af Fællesskabet, konventionen og de to pro-

tokoller, i henhold til Rådets afgørelse af 8. december 2000 om undertegnelse på Det Europæiske

Fællesskabs vegne af konventionen mv.

Den 30. september 2003 ratificerede Danmark henholdsvis konventionen og protokollen hertil

om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særligt handel med kvin-

der og børn.

Konventionen indeholder bl.a. regler, der pålægger de kontraherende stater en pligt til at krimi-

nalisere en række forhold, herunder bl.a. hvidvaskning af penge og bestikkelse. Konventionen

indeholder desuden bl.a. regler om samarbejdet om retshåndhævelsen i straffesager og om gen-

nemførelse af konventionen gennem økonomisk udvikling og teknisk bistand.

Den tilhørende protokol om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel,

220

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

særligt handel med kvinder og børn, indeholder supplerende regler, som tager sigte på at krimi-

nalisere særligt handel med kvinder og børn og beskytte ofrene herfor samt forebygge og i øvrigt

bekæmpe sådan menneskehandel, herunder gennem samarbejde på området.

Protokollen om bekæmpelse af menneskesmugling til lands, ad søvejen og ad luftvejen indehol-

der supplerende regler, som bl.a. tager sigte på at kriminalisere menneskesmugling, samt produk-

tion, fremskaffelse og besiddelse af falske rejse- eller identitetspapirer, når det sker for vindings

skyld med det formål at muliggøre menneskesmugling, samt forebygge og i øvrigt bekæmpe

menneskesmugling, herunder gennem samarbejde på området.

Protokollen om bekæmpelse af menneskesmugling til lands, ad søvejen og ad luftvejen er ikke

ratificeret af Danmark.

Med henblik på Fællesskabets tiltrædelse (ratifikation) af konventionen og protokollerne hertil

fremsatte Kommissionen den 22. marts 2003 forslag til Rådets afgørelser om henholdsvis tiltræ-

delse af konventionen og protokollerne. Forslagene var sat på dagsordenen for rådsmødet (retlige

og indre anliggende) den 19. februar 2004, hvor de imidlertid ikke blev drøftet.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 29.-30. april 2004 blev der opnået politisk enig-

hed om et forslag til Rådets afgørelse om indgåelse på Fællesskabets vegne af selve konventio-

nen. Der blev ikke i den forbindelse opnået enighed om forslag til Rådets afgørelser om indgåel-

se på Fællesskabets vegne af de to protokoller.

Kommissionen har på denne baggrund den 18. oktober 2005 fremlagt (ændrede) forslag til råds-

afgørelser om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af protokollen om bekæmpelse af

menneskesmugling til lands, ad søvejen og af luftvejen og protokollen om forebyggelse, bekæm-

pelse og retsforfølgning af menneskehandel, især handel med kvinder og børn.

For så vidt angår Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af protokollen om menneskesmugling

er der fremlagt dels et forslag til rådsafgørelse, som omfatter de dele af protokollen, der falder

ind under artikel 179 (om EU’s udviklingssamarbejde) og artikel 181 a (om EU’s samarbejdsak-

tioner med tredjelande på det økonomiske, finansielle og tekniske område) i traktaten om opret-

telse af Det Europæiske Fællesskab, dels et forslag til rådsafgørelse, som omfatter de dele af pro-

tokollen, der falder ind under anvendelsesområdet for afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab (om EU’s udlændingepolitik).

Danmark deltager ikke i vedtagelsen af de forslag til rådsafgørelser, som har retsgrundlag i afsnit

IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og disse rådsafgørelser er derfor ikke

bindende og finder ikke anvendelse i forhold til Danmark, jf. protokollen om Danmarks stilling,

221

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og indre anlig-

gender).

Derimod deltager Danmark i vedtagelsen af de forslag til rådsafgørelser, som har retsgrundlag i

artikel 179 og artikel 181 a i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

–

og Dan-

mark vil således være bundet heraf.

Det forventes, at forslagene til Rådets afgørelser om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs

vegne af FN-protokollerne om menneskehandel og menneskesmugling vil blive forelagt Rådet

(retlige og indre anliggender) den 27.-28. april 2006 med henblik på vedtagelse.

Indhold

Som nævnt ovenfor lægges der med de fremlagte forslag til rådsafgørelser op til, at Det Europæ-

iske Fællesskab skal tiltræde (ratificere) FN-protokollerne om henholdsvis bekæmpelse af men-

neskesmugling til lands, ad søvejen og af luftvejen samt om forebyggelse, bekæmpelse og rets-

forfølgning af menneskehandel, især handel med kvinder og børn.

Forslagene indeholder herudover udkast til erklæringer om kompetencefordelingen mellem Fæl-

lesskabet og medlemslandene i relation til FN-protokollerne. De pågældende erklæringer skal

afgives over for FN i forbindelse med tiltrædelsen.

Forslagene lægger i øvrigt op til, at formandskabet udpeger den person, der er beføjet til at depo-

nere det for Fællesskabet bindende instrument til formel ratifikation af konventionen.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret, jf. herved at forslagene til Rå-

dets afgørelse om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de to FN-protokoller om

menneskehandel og menneskesmugling som nævnt under punkt 4 ikke vurderes at ville have

lovgivningsmæssige konsekvenser.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

For så vidt angår de dele af forslagene, som Danmark deltager i vedtagelsen af og bindes af, vur-

deres disse ikke at ville have lovgivningsmæssige konsekvenser. Det bemærkes i den forbindel-

se, at Danmark den 30. september 2003 ratificerede protokollen om forebyggelse, bekæmpelse

og retsforfølgning af menneskehandel, særligt handel med kvinder og børn.

222

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Forslagene vurderes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring over forslagene.

Nærhedsprincippet

Forslagene ses ikke at være i strid med nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side agter man at støtte forslagene.

Europa-Parlamentet

Den 13. januar 2004 godkendte Europa-Parlamentet Kommissionens tidligere forslag om indgå-

else af konventionen og de to protokoller. Når der er opnået enighed om Kommissionens nye

forslag om indgåelse af de to protokoller, vil sagen ifølge det oplyste på ny skulle forelægges for

Europa-Parlamentet.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for råds-

møderne (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 og den 29.-30. april 2004.

223

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 16: Rådsafgørelse om ændring af rådsafgørelse om sikkerhed i forbin-

delse med internationale fodboldkampe

Nyt notat.

Resumé

Det østrigske formandskab har fremlagt et forslag til rådsafgørelse om ændring af rådsafgørelse

(af 25. april 2002) om sikkerhed i forbindelse med internationale fodboldkampe, der bl.a. stiller

krav om udpegelse af nationale kontaktpunkter med henblik på øget informationsudveksling og

samarbejde. Ændringsforslaget har til formål at sikre den nødvendige kvalitetskontrol af infor-

mationsudveksling i henhold til rådsafgørelsen, ligesom det forpligter de nationale kontaktpunk-

ter til at udarbejde og udveksle generelle vurderingsrapporter om nationale fodbolduroligheder.

Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet, og den har ikke lovgivningsmæssige

eller statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre

medlemslandes holdninger til forslaget. Fra dansk side agter man at støtte det fremlagte forslag.

Baggrund

Rådet har vedtaget en række foranstaltninger vedrørende sikkerheden ved fodboldarrangementer.

Den 22. april 1996 vedtog Rådet således en henstilling om retningslinjer for forebyggelse af uro-

ligheder i forbindelse med fodboldkampe, og den 9. juni 1997 vedtog Rådet en resolution om

forebyggelse og bekæmpelse af fodboldvandalisme gennem erfaringsudveksling, stadionforbud

og mediepolitik.

Desuden vedtog Rådet den 21. juni 1999 en resolution vedrørende en håndbog for det internatio-

nale politisamarbejde og foranstaltninger med henblik på forebyggelse og bekæmpelse af vold

og uroligheder i forbindelse med internationale fodboldkampe.

Ved rådsafgørelse af 25. april 2002 styrkedes det politimæssige samarbejde yderligere for derved

at tage højde for den øgede internationalisering af fodboldbegivenheder som følge af forskellige

internationale og europæiske konkurrencer og som følge af fodboldtilhængernes høje rejseaktivi-

tet.

Ved den pågældende afgørelse forpligtede hver medlemsstat sig til i politiets regi at oprette eller

udpege et nationalt kontaktpunkt vedrørende fodboldkampe med international dimension. Kon-

taktpunktet har til opgave at fremme, koordinere eller organisere tilrettelæggelsen af det interna-

tionale politisamarbejde i forbindelse med fodboldkampe med international dimension, herunder

224

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

ved at være ansvarlig for koordinering og fremme af den politimæssige informationsudveksling

og sikre at der i overensstemmelse med national lovgivning ydes bistand til de kompetente nati-

onale myndigheder. Kontaktpunktet er derudover ifølge afgørelsen tillagt en række andre opga-

ver.

Det østrigske formandskab har fremlagt et forslag om ændring af ovennævnte rådsafgørelse.

Ændringsforslaget har til formål at sikre den nødvendige kvalitetskontrol af informations-

udveksling i henhold til rådsafgørelsen, ligesom det forpligter de nationale kontaktpunkter til at

udarbejde og udveksle generelle vurderingsrapporter om nationale fodbolduroligheder.

Forslaget forventes fremlagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27.-28. april 2006

med henblik på vedtagelse.

Indhold

Ændringsforslaget indeholder krav om, at de nationale kontaktpunkter, jf. rådsafgørelsen af 25.

april 2002, gennemfører kvalitetskontrol af informationsudveksling ved at sikre, at informations-

udveksling sker gennem brug af de dertil udarbejdede formularer i håndbogen for internationalt

politisamarbejde.

Ændringsforslaget stiller desuden krav om, at de nationale kontaktpunkter i overensstemmelse

med national ret skal have adgang til persondata om fodboldtilhængere, der udgør en mulig sik-

kerhedsrisiko.

Endelig skal de nationale kontaktpunkter jævnligt udarbejde og distribuere rapporter, der på ge-

nerelt plan vurderer risikoen for uroligheder ved nationale fodboldarrangementer, til andre kon-

takt-punkter.

Gældende dansk ret

Forslaget giver ikke anledning til at redegøre for dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Forslaget har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Forslaget har ikke været sendt i høring.

225

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Nærhedsprincippet

Forslaget rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlemslandes holdninger til for-

slaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side agter man at støtte ændringsforslaget.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig om forslaget.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg eller Retsudvalg.

226

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 17: Europols budget for 2007

Nyt notat.

Resumé

Det forventes, at et udkast til Europols budget for 2007 vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og

indre anliggender) den 27.-28. april 2006 med henblik på vedtagelse. Udkastet til Europols bud-

get for 2007 er på cirka 68.000.000 euro (svarende til cirka 507 mio. kr.), hvilket er en forøgelse

med 4,5 mio. euro i forhold til budgettet for 2006. Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nær-

hedsprincippet, og den har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser. Danmarks bidrag til Euro-

pols budget for 2007, som udgør cirka 7,8 mio. kr., afholdes af Rigspolitichefen inden for de

bevillingsmæssige rammer. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre med-

lemslandes holdninger til udkastet. Fra dansk side vil man se positivt på udkastet til Europols

budget for 2007.

Baggrund

I medfør af Europol-konventionens artikel 35 skal Rådet vedtage Europols budget senest den 30.

juni året før regnskabsårets påbegyndelse.

Et udkast til Europols budget for 2007 blev godkendt på et møde i Europols Styrelsesråd den 22.-

23. marts 2006.

Det forventes, at udkastet vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27.-

28. april 2006 med henblik på vedtagelse.

Indhold

Udkastet til budget for 2007 er på cirka 68.000.000 euro (svarende til cirka 507 mio. kr.), hvilket

er en forøgelse med 4,5 mio. euro i forhold til budgettet for 2006, men 5,8 mio. euro lavere end

forudset i Europols 5-årige finansieringsplan for 2006-2010.

Stigningen i forhold til budgettet for 2006 skyldes hovedsagligt udgifter til udvidelse af persona-

let. Udvidelsen sker bl.a. med henblik på at opfylde målsætningerne i EU's handlingsplan mod

terrorisme samt med henblik på generelt at varetage den forøgede arbejdsbyrde i Europol.

227

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Ud af beløbet på cirka 68.000.000 euro udgør medlemsstaternes bidrag 55.399.814 euro, mens

det resterende beløb dækkes af overskud overført fra budgetåret 2005 og øvrige indtægter, her-

under renteindtægter.

Det danske bidrag til Europols budget for 2007 vil udgøre cirka 7,8 mio. kr.

Gældende dansk ret

Udkastet til Europols budget for 2007 har ingen relevans i forhold til dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Udkastet har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

Danmarks bidrag til Europols budget for 2007 afholdes af Rigspolitichefen inden for de bevil-

lingsmæssige rammer. Forslaget har derfor ikke som sådan statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Udkastet har ikke været sendt i høring.

Nærhedsprincippet

Udkastet rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlemslandes holdninger til ud-

kastet.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side vil man se positivt på udkastet til Europols budget for 2007.

Europa-Parlamentet

Udkastet til Europols budget for 2007 har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

228

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.

229

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Dagsordenspunkt 18: C.SIS budget for 2007

Nyt notat.

Resumé

Et forslag til anlægs- og driftsbudget for C.SIS i 2007 forventes fremlagt til vedtagelse i forbin-

delse med rådsmødet. Nærhedsprincippet ses ikke at have relevans for sagen, ligesom forslaget

ikke har lovgivningsmæssige konsekvenser. Det danske bidrag til anlæg og drift af C.SIS betales

af Rigspolitichefen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, og udgifterne hertil

afholdes inden for de bevillingsmæssige rammer. Forslaget er udarbejdet af Frankrig. Der ses

ikke i øvrigt at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters holdninger. Fra

dansk side er man generelt positiv over for det fremlagte budgetforslag for anlæg og drift af

C.SIS i 2007.

Baggrund

I forbindelse med Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 blev Schengen-reglerne

integreret i Den Europæiske Union, idet bestemmelserne vedrørende Schengen-informa-

tionssystemet (SIS) fik retsgrundlag i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

Bestemmelserne vedrørende Schengen-informationssystemet (SIS) findes i Schengen-konven-

tionens afsnit IV (artikel 92-119). Schengen-informationssystemet består af en national del i

hvert medlemsland (N.SIS) og en central teknisk støttefunktion (C.SIS), som er beliggende i

Strasbourg.

Danmark og de øvrige nordiske lande er pr. 1. januar 2001 blevet tilsluttet Schengen-

informationssystemet i forbindelse med Danmarks og de øvrige nordiske landes indtræden i det

praktiske Schengen-samarbejde den 25. marts 2001.

Frankrig er ansvarlig for etablering og drift af C.SIS. De nærmere regler herom er fastsat i fi-

nansforordningen for C.SIS. Det følger af finansforordningen, at Rådet (Schengen-landene) fast-

lægger budgettet for C.SIS. Frankrig afholder de løbende etablerings- og driftsudgifter, som ef-

terfølgende dækkes af Schengen-landene i fællesskab. Dette sker i henhold til en fordelingsnøg-

le, der fastlægges hvert år på grundlag af den andel, som de enkelte landes momsindtægt udgør

af De Europæiske Fællesskabers samlede momsindtægter i det forudgående regnskabsår, jf.

Schengen-konventionens artikel 119, stk. 1.

Danmarks bidrag har gennem årene udgjort ca. 1,6

–

2 procent.

230

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Et forslag til anlægs- og driftsbudgettet for C.SIS i 2007 forventes fremlagt til vedtagelse i for-

bindelse med rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27.-28. april 2006

Indhold

Budgetforslaget vedrørende anlægsudgifter er på i alt 350.000 euro (svarende til ca. 2.656.500

dkr.). Der er i forhold til budgettet for 2006 tale om et fald på hele 3.250.000 euro. Det bemær-

kes dog i den forbindelse, at budgettet for 2006 var betydeligt højere end de forrige år primært

som følge af udgifter til udskiftning af en stor del af den grundlæggende software og hardware i

det operationelle C.SIS-system samt udgifter til indførelse af nye funktioner i Schengen-

informationssystemet.

Budgetforslaget vedrørende driften af C.SIS er på i alt 2.105.000 euro (svarende til ca.

15.998.000 dkr.). Der er tale om en stigning på 95.000 euro i forhold til budgettet for 2006. Stig-

ningen skyldes en række mindre justeringer af udgifterne til bl.a. vedligeholdelse af edb-

systemet og til personale, samt en forhøjelse af uddannelseskontoen, som skal tage højde for den

nødvendige oplæring i brugen af det nye SIS II-system.

Det samlede anlægs- og driftsbudget for C.SIS udgør 2.455.000 euro (svarende til ca. 18.658.000

dkr.). Danmarks bidrag til budgettet for C.SIS i 2007 vil udgøre ca. 350.000 dkr.

Gældende dansk ret

Der findes ikke dansk lovgivning af relevans for sagen.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Det danske bidrag til anlæg og drift af C.SIS betales af Rigspolitichefen og Ministeriet for Flygt-

ninge, Indvandrere og Integration, og udgifterne hertil afholdes inden for de bevillingsmæssige

rammer. Forslaget har derfor ikke som sådan statsfinansielle konsekvenser.

Budgetforslaget har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af forslaget.

231

Rådsmøde nr. 2725 (retlige og indre anliggender) den 27. - 28. april 2006 - Bilag 3: Samlenotat vedr. RIA 27-28/4-06 - justitsdelen

Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

Andre landes kendte holdninger

Forslaget er udarbejdet af Frankrig. Der ses ikke i øvrigt at foreligge offentlige tilkendegivelser

om andre medlemsstaters holdninger.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side er man generelt positiv over for det fremlagte budgetforslag for anlæg og drift af

C.SIS i 2007.

Europa-Parlamentet

Forslaget har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde den

11. april 2006.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg eller Retsudvalg.

232