Europaudvalget 2006-07
2774 - landbrug og fiskeri Bilag 5
Offentligt
333231_0001.png
Bidrag til samlenotat pkt. 8 for rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 19.-21. december 2006
Belarus
1. Resumé.
Rådet ventes at vedtage A-punkt om Kommissionens forslag om midlertidig tilbagetrækning af Belarus´ adgang
til EU´s generelle toldpræferencer. Kommissionen mener således sammen med et kvalificeret flertal af
medlemslandene, at tilbagetrækningen dels er en nødvendig følge af bestemmelserne i GSP-forordningen, dels at
Belarus har haft tilstrækkelig tid til at efterleve 12 henstillinger fra ILO i 2004 om efterlevelse af to ILO-
konventioner. Især Litauen og Polen har været fortalere for en blødere EU-tilgang og har argumenteret for, at
GSP-suspensionen dels vil ramme befolkningen i Belarus i stedet for regimet, og dels at Belarus har vist
imødekommenhed vedrørende efterlevelse af EU´s krav og derfor bør have mere tid.
2. Baggrund.
Kommissionen har i forslag af 30. november lagt op til midlertidig tilbagetrækning af Belarus´
adgang til EU´s generelle toldpræferencer (GSP-præferencer). Forslaget begrundes med
Belarus´ manglende efterlevelse af to ILO konventioner (konvention nr. 87 om bl.a.
foreningsfrihed samt nr. 98 om bl.a. retten til at organisere sig).
Ved udgangen af 2003 besluttede Kommissionen på initiativ af internationale fagforeninger at
iværksætte en undersøgelse af påståede overtrædelser af organisationsfriheden og retten til
kollektive forhandlinger i Belarus. Kommissionen undersøgte de institutionelle rammer,
arbejdsmarkedets struktur m.v. og konkluderede, at Belarus lægger hindringer i vejen for bl.a.
retten til frit at etablere fagforeninger, retten til at organisere sig og fagforeningers ret til at opnå
retlig status.
Sideløbende med Kommissionens undersøgelse nedsatte ILO en undersøgelseskommission,
som i sin rapport fra juli 2004 rettede 12 henstillinger, som den belarussiske regering skulle
efterkomme før juni 2005 for at afhjælpe den mangelfulde anvendelse af de to ovennævnte ILO
konventioner.
I overensstemmelse med bestemmelserne i EU´s GSP-forordning besluttede Kommissionen på
denne baggrund at overvåge situationen i Belarus i en periode på seks måneder, hvilket gav
Belarus ekstra tid til at træffe de nødvendige foranstaltninger m.h.p. efterlevelse af ILO´s 12
henstillinger. Belarus afgav imidlertid ikke de nødvendige tilsagn indenfor fristen (marts 2006)
og har endnu ikke efterlevet de 12 ILO henstillinger. Rådet bør derfor efter proceduren i GSP-
forordningens artikel 20 stk. 4 og 5 træffe afgørelse med kvalificeret flertal om Kommissionens
forslag inden for en måned efter fremsættelsen.
3. Hjemmelsgrundlag.
Rådsforordning (EF) nr. 980/2005 af 27. juni 2005, særligt art. 20 stk. 4.
4. Nærhedsprincippet.
Overvejelser om nærhedsprincippet er ikke relevant.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
5. Formål og indhold.
Midlertidig tilbagetrækning af GSP-præferencer til Belarus sker i henhold til GSP-forordningens
bestemmelser om, hvad der skal ske, hvis en præferencemodtager ikke efterlever principperne
lagt til grund for tildeling af præferencerne. Formålet er således dels at efterleve EU´s GSP-
forordning, dels at fremme Belarus´ efterlevelse af ovennævnte 12 ILO henstillinger.
Den midlertidige tilbagetrækning af GSP-præferencerne træder i kraft seks måneder efter
vedtagelsen. Rådet kan med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen genindføre
præferencerne.
6. Udtalelser.
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor.
Ikke relevant.
8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet.
Sagen forventes ikke at have konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet
eller beskyttelsesniveauet.
I 2005 udgjorde Belarus´ eksport til EU 3,3 mia. Euro, hvoraf 388 mio. Euro (11%) fandt sted
under GSP-præferencer. Eksporten til EU udgjorde i 2005 36% af Belarus´ samlede eksport.
Dermed vedrører EU GSP ca. 4% af Belarus´ samlede eksport (11% af 36%).
Danmarks import fra Belarus udgjorde i 2005 536,5 mio. kr., hvoraf 77% bestod af mineralske
produkter omfattet af GSP-vilkår.
9. Høring.
Forslaget har været i høring i Handelspolitisk Specialudvalg, hvilket ikke gav anledning til
kommentarer.
10. Regeringens foreløbige generelle holdning.
Regeringen støtter Kommissionens forslag.
11. Generelle forventninger til andre landes holdninger.
På møde i GSP-arbejdsgruppen den 5. december stemte Litauen, Letland, Polen, Grækenland
og Cypern imod Kommissionens forslag, Slovenien og Tjekkiet afstod. Formanden
konstaterede dermed kvalificeret forslag for forslaget.
12. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg.
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.