Vil ministeren oplyse, hvilken retsstilling EFTA-landene har i forhold til konventionen om lovvalg i kontraktsforhold (Rom I), samt hvilken stilling de vil have efter vedtagelsen af forordningen om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktsforhold (Rom II)?
EU's civilretlige samarbejde har hidtil navnlig udmøntet sig i konventionen om domstolenes inter-nationale kompetence samt om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme m.v. i borgerlige sager, herunder handelssager (Domskonventionen) fra 1968, den tilsvarende Luganokonvention fra 1988, der gælder mellem EU-staterne og EFTA-staterne, og konventionen om hvilken lov der skal gælde for kontraktlige forpligtelser (Rom I) fra 1980.
Da eksempelvis Luganokonventionen også binder EFTA-landene, finder spørgeren det relevant at få klargjort, hvordan EFTA-landene forholder sig til Rom I- og II-konventionerne. Som bekendt var Danmark medlem EFTA fra 1960, hvorfor disse landes retsstilling i forhold til den folkeretlige konventionsforpligtelse ved de nævnte konventioner er interessant at få afklaret.