Bilag til forsvarsministerens

skrivelse af 14. marts 2007

(S 2612)

 

 

 

Endelig besvarelse af S 2612 af 6. februar 2007 stillet af folketingsmedlem Jørgen Arbo-Bæhr (EL).

Spørgsmål S 2612:

”Vil ministeren oplyse, om nogen ansatte eller tidligere ansatte i søværnet har fået anmeldt en asbestrelateret lungesygdom – f.eks. lungehindekræft eller asbestose – som arbejdsskade inden for de seneste 10 år?”

Svar:

I fortsættelse af min foreløbige besvarelse af 23. februar 2007 kan det oplyses, at Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor ifølge Forsvarskommandoen siden 1997 har modtaget 46 anmeldelser fra ansatte i forsvaret, der har været udsat for asbestforurening. Ingen af disse anmeldelser vedrører ansatte i søværnet.

 

Ifølge Forsvarskommandoen vil udvikling af en sygdom, der skyldes asbestpåvirk­ninger, så vidt det er forsvaret bekendt, være at betragte som en erhvervssygdom. Det er Arbejdsskadestyrelsen, der behandler arbejdsskadesager og træffer afgørelse om anerkendelse af sygdom som en erhvervssygdom.

 

Forsvarskommandoen har oplyst, at der ifølge Arbejdsskadestyrelsen i perioden 1980-2006 er registreret i alt 44 sager vedrørende anmeldte erhvervssygdomme blandt nuværende eller tidligere ansatte i forsvaret, som kan være asbest relaterede. 26 af de 44 sager blev afvist. I 15 tilfælde blev sygdommen anerkendt som en erhvervssygdom, og der blev tilkendt erstatning. Det har ikke været muligt for Arbejdsskadestyrelsen at tilvejebringe data, der alene vedrører søværnet.