Besvarelse af spørgsmål nr. S<DOCUMENT_START> 2667 fra medlem af Folketinget Hans Kristian Skibby (DF).

 

Spørgsmål:

 

                   ”Såfremt ministeren kan tiltræde sit eget svar af 7. juli 2003, hvor bemyndigelsen overfor politimestre/politidirektører beskrives, vil ministeren så oplyse, hvorvidt man agter at fremme brugen af denne bestemmelse, således at eksempelvis voldsramte fremover kan blive tilbudt en tilladelse til en peberspray eventuelt sammen med en af politiets tilkaldealarmer?”

 

Svar:

 

Der henvises indledningsvis til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. S 2666 fra samme spørger, hvoraf det bl.a. fremgår, at der efter fast praksis meddeles afslag på privatpersoners ansøgninger om tilladelse til våben til selvforsvarsbrug, herunder pebersprays.

 

Efter Justitsministeriets opfattelse bør voldsforbrydelser ikke søges forebygget ved at give våbentilladelse til potentielle voldsofre, da tilstedeværelsen af våben indebærer risiko for, at konkrete konfliktsituationer eskalerer, og at voldsanvendelsen i samfundet generelt optrappes.

 

Justitsministeriet anser imidlertid forebyggelse af voldsforbrydelser for en meget væsentlig opgave. Det kan i den forbindelse oplyses, at Rigspolitiet for tiden er ved at udarbejde en handlingsplan for en styrket indsats for at forebygge alvorlige jalousiforbrydelser.

 

Det er et væsentligt element i denne handlingsplan at udbygge samarbejdet mellem politiet, de sociale myndigheder og sundhedsvæsenet, med henblik på at sikre en effektiv udveksling af oplysninger, når der er mistanke om, at en alvorlig jalousiforbrydelse vil blive begået. Endvidere lægges der vægt på at sikre, at alle relevante støttetiltag og hjælpeforanstaltninger iværksættes i forhold til potentielle ofre og gerningsmænd.

 

Handlingsplanen forventes at ligge klar inden udgangen af februar 2007.