Bilag til forsvarsministerens

skrivelse af

(S 3922)

 

 

 

 

Endelig besvarelse af S 3922 af 29. marts 2007 stillet af folketingsmedlem Hans Kristian Skibby, DF.

Spørgsmål S 3922:

”Under henvisning til besvarelsen af spørgsmål nr. S 2978, hvori ministeren oplyser, at bestemmelsen i § 2, stk.6, i bekendtgørelsen om tjenestepligt eventuelt kunne anvendes, når den ansatte ikke senest et år efter uddannelsens afslutning er blevet beskæftiget med arbejde, hvor den gennemgående uddannelse er relevant, vil ministeren da oplyse, hvilket tidspunkt efter endt pilotuddannelse eleven får »påsat« sin vinge som symbol på, at han/hun er færdiguddannet pilot, hvilket tidspunkt eleven bliver ansat som tjenestemand samt hvad der ligger til grund for, at ministeren eventuelt ikke mener, at piloteleven er færdiguddannet som pilot efter endt uddannelse ved flyveskolen i henholdsvis USA eller Canada?”

Svar:

Efter national flyveskole- og officersuddannelse gennemfører eleverne den grundlæggende pilotuddannelse ved uddannelsesinstitutioner i USA eller Canada. Ved afslutning af denne uddannelse udnævnes eleverne til tjenestemandsansatte premierløjtnanter som et udtryk for, at den enkelte har gennemført officersgrunduddannelsen med et tilfredsstillende resultat. Eleverne får samtidig påsat deres vinge som udtryk for, at de har gennemført den faglige grundlæggende uddannelse som pilot med et tilfredsstillende resultat. Herefter skal den enkelte pilotelev gennemføre et yderligere uddannelsesforløb, der introducerer dem til jagerflyets grundlæggende discipliner, hvorefter de returnerer til Danmark for at gennemføre en omskoling til en af forsvarets flytyper. Typeomskolingen er gennemført, når piloteleven uden forbehold kan flyve og/eller medvirke som 2. pilot på den pågældende flytype. Herefter betragtes eleven som færdiguddannet pilot. Af den årsag indgår også typeomskoling til eksempelvis F-16 som en del af den tjenestepligtserklæring, der underskrives i forbindelse med påbegyndelse af pilotuddannelsen.