STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato:  17. april 2007

 

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 3963 stillet af Per Clausen (EL).

 

 

 

 

Spørgsmål:

 

”Vil statsministeren tage initiativ til at sikre, at alle ministre offentliggør de høringssvar, de andre ministre indsender i forbindelse med behandlingen af lovforslag?”

 

 

Svar:

 

Det fremgår af offentlighedslovens § 10, nr. 2, at retten til aktindsigt ikke omfatter brevveksling mellem ministerier om lovgivning.

 

Bestemmelsen har til formål at beskytte den interne politiske beslutningsproces i regeringen og centraladministrationen i forbindelse med udarbejdelse af lovforslag.

 

I lyset af det princip, som bestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 2, er udtryk for, giver det mig ikke anledning til bemærkninger, at et ministerium ikke oversender de høringssvar, som modtages fra andre ministerier i forbindelse med behandlingen af lovforslag, til Folketinget. Jeg skal i den forbindelse bemærke, at den samlede regering naturligvis står bag de lovforslag, som den enkelte minister fremsætter.