Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. S<DOCUMENT_START> 4004, som medlem af Folketinget Line Barfod (EL) har stillet til justitsministeren den 3. april 2007.

 

 

 

Lene Espersen     

/

Lene Volke Roesen


Spørgsmål nr. S 4004 fra medlem af Folketinget Line Barfod (EL):

 

”Vil ministeren oplyse, hvor stort et område på Nørrebro der var sat i undtagelsestilstand i forbindelse med rydning og nedrivning af Ungdomshuset, samt hvor længe det stod på?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”Københavns Politi har bl.a. oplyst, at det følger af politilovens § 4, stk. 1, at politiet har til opgave at forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

 

Det følger endvidere af politilovens § 4, stk. 2, at politiet - i det omfang, det er nødvendigt for at forebygge fare som nævnt i politilovens § 4, stk. 1 - kan rydde og afspærre områder samt etablere adgangskontrol til områder.

 

Det kan oplyses, at Københavns Politi i perioden fra den 1. marts til den 9. marts 2007 for at forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed havde etableret en afspærring på Jagtvej fra Nørrebros Runddel til Julius Bloms Gade. Der var herudover på bagsiden af Ungdomshuset ved parkeringspladsen etableret en afspærring.

 

Beboerne indenfor det afspærrede område havde adgang mod forevisning af legitimation, der bekræftede, at de havde bopæl i området. Eventuelle gæster blev enten hentet af beboerne eller fulgt af politiet til de personer, de skulle besøge.

 

Udenfor dette område var der ikke afspærret, bortset fra de tidspunkter, hvor der var uroligheder, eller hvis der af hensyn til demonstrationer blev gennemført trafikale omlægninger, som kan betyde afvisning af motorkøretøjer.”