J.nr. MST-601-00030

 

Den 17. april 2007

 

 


 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 4038 stillet af folketingsmedlem Per Clausen (EL)

Spørgsmål 4038

”Er ministeren enig i, at stoffer, der på grund af deres akutte effekter på menneskets nervesystem, er under mistanke for at have kroniske effekter og påvirke fostres udvikling, bør forbydes, indtil deres kroniske effekter og påvirkning af fostres nervesystemer er undersøgt?”

 

 

Svar

At et stof har fået påvist akutte effekter, betyder ikke nødvendigvis, at stoffet også vil have kroniske effekter, men kun at der er behov for at se nærmere på stoffet. Rigtig mange af de stoffer, hvor der er konstateret akutte effekter, er allerede forbudt eller begrænset på baggrund af andre effekter, men i den sidste ende er resultatet det samme, nemlig at forbrugerne beskyttes mod udsættelse for stoffet.

 

På linie med spørgeren ønsker jeg også et højt beskyttelsesniveau mod skader fra kemiske stoffer, men for at kunne forbyde et stof, skal der være en risiko, som kan begrunde, at det er nødvendigt at fjerne det fra markedet. Fx ved at den påviste effekt af stoffet har så alvorlig en karakter, at det ikke er ønskeligt i forbrugerprodukter. Det gælder for stoffer som er kræftfremkaldende og skadende for arveanlæg, fostre og forplantningsevnen. I Danmark har vi ligeledes begrænsninger på forbrugernes adgang til meget giftige og giftige stoffer. I den forbindelse er det ikke tilstrækkeligt at vide, at et stof kan have akutte effekter på menneskets nervesystem. Eksempelvis kan det nævnes at stort set alle organiske opløsningsmidler kan have akutte effekter på nervesystemet, herunder give anledning til hovedpine og svimmelhed ved høje koncentrationer. Det er vigtigt også at inddrage risikoen, for at der ses effekter på mennesker, idet man meget ofte vil kunne håndtere denne ved den måde eller i de mængder stoffet bruges på.

 

Man kan således ikke gennemføre et forbud af et stof alene på baggrund af indikationer for en effekt. Det skal sædvanligvis kunne dokumenteres, at der er en uacceptabel risiko ved anvendelsen af stoffet, eller at stoffet har en så alvorlig effekt, at det er uønsket på markedet.  I den forbindelse kan nævnes at flere af de 201 stoffer fra artiklen allerede er klassificeret som giftige eller meget giftige på baggrund af andre effekter, og derfor er forbudt i kemiske produkter til forbrugere.