Dato:

1. november 2006

Kontor:

Visum, Udsendelser og Humanitære sager

J.nr.:

2006/4110-521  

Sagsbeh.:

DKD

Fil-navn:

Spm. Nr. S 421

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. S 421 stillet af Karen Hækkerup til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 25 . oktober 2006.

 

Spørgsmål:

 

”Vil ministeren forklare, hvordan en psykisk sygdom, som almindeligvis karakteriseres som værende meget alvorlig, ikke mindst når man tager i betragtning, at den er en af de sygdomme, flest unge kvinder i Danmark årligt dør af, pludselig i en afvisning på en ansøgning om humanitær opholdstilladelse til en meget undervægtig syg kvinde beskrives som en sygdom, der i sig selv ikke er en sådan fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter, der efter ministeriets praksis kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, samt meddele, om denne forskel, på hvorledes sygdommen betragtes af henholdsvis integrationsmyndighederne og Sundhedsstyrelsen, er noget som ministeren vil søge ændret derhen, at anoreksi også hos integrationsmyndighederne fremover vil være at betegne som en meget alvorlig sygdom, der, hvis patienten er meget syg, i lighed med andre alvorlige sygdomme vil kunne give mulighed for humanitært ophold?”

 

Svar:

 

Efter udlændingeloven kan der gives humanitær opholdstilladelse til en udlænding, hvis væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

 

Afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige humanitære hensyn, som kan begrunde opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse, beror således på et skøn.

 

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen om humanitær opholdstilladelse, at det har undtagelsens karakter, at der gives humanitær opholdstilladelse, og at bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde, idet de humanitære hensyn skal tale afgørende for, at tilladelse gives. Ministeriets praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse er fastlagt i overensstemmelse hermed. Der kan herved henvises til Integrationsministeriets notat om praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse, der er oversendt til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik (Folketingsåret 2005-2006, UUI, almindelig del – bilag 136).

 

Efter praksis kan en fysisk eller en psykisk sygdom af meget alvorlig karakter begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. I overensstemmelse med det i forarbejderne anførte om, at det har undtagelsens karakter, at der gives humanitær opholdstilladelse, er det alene relativt få sygdomme, der efter praksis kan betegnes som sygdomme af meget alvorlig karakter. Som eksempler på fysiske sygdomme, der efter praksis kan begrunde humanitær opholdstilladelse, kan nævnes AIDS og kræft i terminalstadiet. For så vidt angår psykiske sygdomme, er det alene egentlige sindssygdomme, eksempelvis paranoide psykoser og skizofreni, der efter praksis kan betegnes som psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter.

 

Det bemærkes, at en sygdom godt kan omtales i lægefaglig terminologi eller daglig tale som en meget alvorlig sygdom uden derved nødvendigvis at være omfattet af Integrationsministeriets særlige praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse, der som anført i forarbejderne til bestemmelsen skal have undtagelsens karakter.

 

Anoreksi er ikke en sådan meget alvorlig sygdom, der i sig selv kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Hvis en patient som følge af sin anoreksi-lidelse befinder sig i en livstruende situation, kan der efter omstændighederne gives humanitær opholdstilladelse. Opholdstilladelsen vil imidlertid som udgangspunkt blive inddraget eller nægtet forlænget, når anoreksi-patientens helbredsmæssige situation ikke længere er livstruende.

 

Det er en betingelse for at give humanitær opholdstilladelse, at sygdommen er lægeligt dokumenteret. Ministeriet lægger i den forbindelse normalt de lægelige oplysninger i sagen uprøvet til grund.

 

Der kan endvidere normalt ikke gives humanitær opholdstilladelse, hvis en udlænding har mulighed for at modtage den fornødne lægehjælp i sit hjemland for sin meget alvorlige sygdom.