J.nr. ODE 001-00251

 

Den 3. maj 2007

 

 


 

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 4384 stillet af folketingsmedlem Per Clausen (EL)

 

 

Spørgsmål      

”Vil ministeren i forlængelse af sine svar på spørgsmålene nr. S 5324-5328 og 5727-5728 i folketingsåret 2005-06 oplyse, hvilke yderligere initiativer Miljøministeriet har taget for at nedbringe VOC-emissionen i Fredericia Havn, efter at Miljøministeriet har overtaget tilsynet med dette område fra Vejle Amt?”

     

 

Svar

Miljøcenter Odense overtog den 1. januar 2007 tilsynet med Havneterminalen i Fredericia fra Vejle Amt. Centeret følger den aftale, som amtet indgik med Dansk Shell den 6. december 2006 om en overordnet arbejdsplan for revision af Havneterminalens miljøgodkendelse. Aftalen inkluderer den opfordring Miljøstyrelsen sendte Vejle Amt i marts 2006 om at vurdere mulighederne for yderligere at reducere VOC-emissionen ved lastning af olie fra Havneterminalen.

 

Miljøcenter Odense forventer i henhold til aftalen at modtage en opdateret miljøteknisk beskrivelse for Havneterminalen senest den 1. juli 2007. Hvad angår VOC omfatter dette en kortlægning af mulige kilder til emission både på havneterminalen og på skibene, estimering af emitterede mængder, redegørelse for effekten af allerede igangsatte tiltag (degassing anlæg, kulfiltre og flydetag), redegørelse for mulige yderligere tiltag for at nedbringe VOC emissionen – herunder anvendelsen af BAT (bedst tilgængelig teknologi) og de miljømæssige og økonomiske konsekvenser heraf.

 

Den opdaterede miljøtekniske beskrivelse forventes at give Miljøcenter Odense det nødvendige grundlag for at træffe afgørelse om yderligere tiltag for at nedbringe VOC-emissionen.

 

Miljøcenter Odense har herudover løbende dialog med Shell – senest i forbindelse med en status fra Dansk Shell, som Miljøcenter Odense modtog den 30. marts 2007.