Folketingets Lovsekretariat

Christiansborg

1240 København K

 

 

Folketingsmedlem Pernille Frahm (SF) har den 16. maj 2007 stillet følgende spørgsmål nr. S 4616, som hermed besvares.

 

 

Spørgsmål nr. S 4616:

”Kan kontanthjælpsmodtagere på nedsat kontanthjælp, der har haft ikke-støttet arbejde, få problemer med at få foretaget de lovmæssige reguleringer vedrørende boligsikring, m.v., f.eks. hvis de har problemer med at skaffe lønsedler for udført arbejde tilstrækkelig hurtigt?”

 

 

Endeligt svar:

Efter retssikkerhedsloven har borgeren pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen. Samtidig har kommunen pligt til at informere borgeren om, hvilke ændringer det er relevant at oplyse om – f.eks. arbejdsindtægter.

 

Det bør normalt være muligt at fremskaffe dokumentation for udbetalt løn inden for rimelig tid. Men der kan forekomme tilfælde, hvor indkomsten ikke kendes ved beregningen af den forudbetalte boligstøtte, hvorfor boligstøtten udbetales á conto med efterfølgende regulering. Borgeren vil derfor altid modtage den boligstøtte, der er ret til efter lovgivningen.

 

Når en kontanthjælpsmodtager har modtaget hjælp i 6 sammenhængende måneder, omfattes personen som udgangspunkt af den øvre grænse for hjælp (loftet). I det omfang personens samlede hjælp overstiger loftet, nedsættes boligstøtten og den såkaldte § 34-støtte til høje boligudgifter og stor forsørgerbyrde.

 

Har kontanthjælpsmodtageren indtægter, fratrækkes indtægterne i kontanthjælpen efter nærmere bestemte regler. Er der tale om arbejdsindtægter eller indtægter som led i en beskæftigelsesfremmende foranstaltning, ses der bort fra et fradragsfrit beløb, som skal sikre, at det kan betale sig at arbejde. Den nedsatte kontanthjælp som følge af arbejdsindtægterne m.v. medfører, at der bliver ”plads” under loftet til mere boligstøtte. Der skal kun ganske få timers arbejde om ugen til for at bringe sig fri af loftet. Det formodes, at det er denne situation, der tænkes på i spørgsmålet.

 

For at kommunen kan beregne fradraget for indtægter i kontanthjælpen – og dermed hvor meget boligstøtte, der er plads til under loftet – skal kommunen kende indtægtens størrelse. Da boligstøtten udbetales forud for kontanthjælpen, og indtægter indtjenes i løbet af måneden, vil kommunen ikke altid ved udbetalingen – især af boligstøtten – have de endelige beløb, der skal indgå i loftberegningen. Der skal derfor foretages en regulering af den udbetalte hjælp, så snart de korrekte oplysninger foreligger. Efterregulering skal normalt finde sted i den følgende eller efterfølgende måned.

 

Oplysninger om de endelige beløb forudsætter naturligvis passende dokumentation. Der er ikke fastsat regler om dokumentationens art, og det er derfor op til den enkelte kommune at vurdere behovet for dokumentation i den konkrete situation.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen