Folketingets Lovsekretariat

Christiansborg

Finansministeren

17. august 2007

J.nr. 046-82

Endeligt svar på spørgsmål nr. S 5602 af 10. august 2007 stillet af Jens Hald Madsen.

Spørgsmål:

”Kan ministeren ud fra Økonomistyrelsens viden anbefale leverandør af Gentofte Kommunes lokale kommunikationssystem, firmaet Ronhill, til det landsdækkende Tetra-system, som Gentofte Kommunes borgmester plæderer for, og i benægtende fald hvorfor ikke?”

Svar:

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har jeg indhentet nedenstående bemærkninger fra Økonomistyrelsen, som jeg kan henholde mig til.

 

”Det er ikke muligt for Økonomistyrelsen at udtale sig specifikt om Gentofte Brandvæsens radiosystem, idet dette system er købt, implementeret og alene anvendes af Gentofte Kommune.

Udstyret i det net, der er leveret til Gentofte kommunale brandvæsen, er således produceret af det hollandske firma Rohill BV. Det netudstyr, der skal bruges i det fælles landsdækkende radionet (SINE), leveres derimod af Dansk Beredskabskommunikation A/S og er produceret af Motorola. Der henvises i øvrigt til svaret på spørgsmål nr. S 5601 af 10. august 2007.

Som det fremgår af vedlagte pressemeddelelse af 2. juli 2007 indgik staten den 29. juni 2007 kontrakt med Dansk Beredskabskommunikation A/S om adgang til det nye landsdækkende radionet. Leverandøren af det nye landsdækkende radionet er fundet på baggrund af et EU-udbud, hvor forskellige leverandører har konkurreret om at tilbyde den bedste løsning.

Økonomistyrelsen er ikke bekendt med, at Rohill BV. har leveret landsdækkende net, hvorimod Motorolas netudstyr indgår og er velafprøvet i de landsdækkende beredskabsnet i bl.a. Holland og Østrig.”

Med venlig hilsen

Thor Pedersen