Dato:

15. november 2006

Kontor:

International

J.nr.:

2006/4010-306

Sagsbeh.:

SKM

Fil-navn:

S 676 - besvarelse

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. S 676 stillet af folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll (RV) til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 8. november 2006.

Spørgsmål:

”Vil ministeren på baggrund af besvarelsen af spørgsmål nr. S 481 bekræfte, at hun ikke er bekendt med noget land ud over Danmark, som har indført nogen begrænsning for ægtefællesammenføring, hvor parret allerede har boet sammen (uanset hvor), og hvor referencepersonen er statsborger i landet, samt at det eneste land, som ministeren er bekendt med overhovedet overvejer en sådan politik, er Norge?”

 

Svar:

Jeg kan i det hele henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. S 481 af 7. november 2006.

 

Det fremgår heraf, at der både i Norge og Tyskland pågår overvejelser om at indføre en aldersgrænse på 21 år for ægtefællesammenføring. Endvidere har ministeriet den 13. november 2006 fået oplyst, at sådanne overvejelser ligeledes pågår i Irland.

 

Der spørges desuden til, om jeg på baggrund af besvarelsen af S 481 vil bekræfte, at jeg ikke er bekendt med noget land ud over Danmark, som har indført nogen begrænsning for ægtefællesammenføring, hvor parret allerede har boet sammen (uanset hvor), og hvor referencepersonen er statsborger i landet.

 

Det bemærkes, at spørgsmål nr. S 481 alene vedrører aldersbegrænsninger for ægtefællesammenføring. Min besvarelse af 7. november 2006 vedrørte således ikke andre begrænsninger for ægtefællesammenføring.

 

Jeg kan dog til besvarelsen af indeværende spørgsmål oplyse, at jeg er bekendt med, at andre EU-lande stiller andre betingelser for ægtefællesammenføring som eksempelvis forsørgelseskrav og boligkrav også, hvor parret allerede har boet sammen, og hvor referencepersonen er statsborger i landet.