Beskæftigelsesministerens besvarelse af § 20-spørgsmål nr.
S 966 af 21. november 2006 stillet af Bjarne Laustsen (S).
Spørgsmål nr. S 966:
”Hvordan kan staten lave en aftale under danske løn- og arbejdsvilkår med
den polske arbejdskraft i de danske statsskovdistrikter, når ministeren mener,
at det er udstationeringsdirektivet, der er gældende, hvor det netop i en peri-
ode er hjemlandets lønforhold, som er gældende?”
Svar:
Vores sag
609-0066/7107-0001
Hvis en udenlandsk virksomhed udstationerer ansatte til Danmark i forbin-
delse med levering af en tjenesteydelse finder udstationeringsreglerne an-
vendelse. I Danmark har vi som bekendt valgt ikke at regulere spørgsmålet
om løn i udstationeringsloven, men i stedet at overlade reguleringen til ar-
bejdsmarkedets parter. Fagforeningerne kan rejse krav om overenskomst
overfor udenlandske virksomheder i overensstemmelse med udstationerings-
direktivet.
Ved siden af udstationeringsreglerne har statslige myndigheder imidlertid
visse forpligtelser med hensyn til at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår i
forbindelse med opgaver, som udføres for staten, jf. ILO-konvention nr. 94
om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter, som Danmark ratificerede alle-
rede i 1955.
Som jeg har redegjort for i tidligere besvarelser, senest i svar på spørgsmål
nr. S 840, er statslige myndigheder forpligtet til i kontrakter med private le-
verandører at indsætte en arbejdsklausul om, at leverandørerne skal sikre de
ansatte en løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre
gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art inden for
vedkommende fag eller industri på den egn, hvor arbejdet udføres. Som
følge heraf kan statslige myndigheder stille krav om, at udstationerede
arbejdstagere i en virksomhed, der har indgået kontrakt med staten, arbejder
på løn- og ansættelsesvilkår, der er sædvanlige for det danske
arbejdsmarked.