Finansudvalgets spørgsmål nr. 11 af 12. oktober 2007 vedr. aktstykke 18 § 28 Transport- og Energiministeriet

 

Aktstykke 18 – § 28 Spørgsmål 11

 

Der ønskes en redegørelse for hvor stort et tilskud EU støtter projektet med, angivet henholdsvis for forundersøgelserne, landanlæggene og kyst-til-kyst-delen, samt hvornår støttebeløbene udbetales.

 

Svar:

 

 

 
Femern Bælt-projektet er anført på EU´s prioritetsliste over TEN-projekter.

Det danske og tyske transportministerium har i fællesskab i juli 2007 indgivet ansøgning om økonomisk EU-støtte til projektet for perioden fra 2007-2013.

 

Det forventes, at EU´s tilsagn om støtte for denne periode, som både omhandler forundersøgelsesperioden og de første år af anlægsperioden, vil foreligge omkring årsskiftet 2007/2008. Det er derfor for tidligt at sige, hvor meget EU vil støtte projektet med.

 

EU har hidtil støttet forundersøgelserne med 50 pct. af de direkte forundersøgelsesomkostninger. Tildeles projektet støtte, vil EU støtte de kommende forundersøgelser med 50 pct.

 

For så vidt angår landanlæggene kan EU yde støtte på op til 20 pct. af de samlede anlægsudgifter til jernbaneanlæg og op til 10 pct. af de samlede anlægsudgifter til vejanlæg. For så vidt angår kyst-til-kyst forbindelsen kan EU yde støtte på op til 30 pct. af de samlede anlægsudgifter.

 

Støtte fra EU’s TEN-program falder dels som en forudbetaling i forbindelse med at tilsagn om støtte gives, dels når der foreligger dokumentation for afholdte udgifter i støtteperioden.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Jakob Axel Nielsen