Rådsmøde nr. 2807 (retlige og indre anliggender) den 12.-13. juni 2007 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde RIA og møde i Det blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af hhv. Norge, Island og Schweiz 12.-13/6-07

Europaudvalget 2006-07
2807 - RIA Bilag 1
Offentligt

Civil- og Politiafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsnr.:

Dok.:

30. maj 2007

Det Internationale

Kontor

2007-3061/1-0032

CDH42659

Samlenotat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets, Kul-

turministeriets og Forsvarsministeriets ansvarsområder, der forven-

tes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i

de blandede udvalg på ministerniveau med deltagelse henholdsvis af

Norge og Island og af Schweiz den 12.-13. juni 2007.

Side:

5-24

Dagsordenspunkt 1

25-45

Dagsordenspunkt 2

46-60

Dagsordenspunkt 3

61-69

Dagsordenspunkt 4

Rådets rammeafgørelse om tilrettelæg-

gelsen og indholdet af udvekslinger af

oplysninger fra strafferegistre mellem

medlemsstaterne

- politisk enighed

KOM(2005)0690

Rådets rammeafgørelse om visse proce-

duremæssige rettigheder i straffesager i

den Europæiske Union

- politisk enighed

KOM(2004)0328

Rådets rammeafgørelse om anerkendel-

se af og tilsyn med betingede straffe og

alternative sanktioner

- drøftelse af visse spørgsmål

KOM-dokument findes ikke

Europol:

a) Rådsafgørelse om oprettelse af

Den Europæiske Politienhed (Eu-

ropol): Budget- og personalemæs-

sige spørgsmål samt kapitel 1 (ar-

tikel 1-9)

politisk enighed

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Rådsmøde nr. 2807 (retlige og indre anliggender) den 12.-13. juni 2007 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde RIA og møde i Det blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af hhv. Norge, Island og Schweiz 12.-13/6-07 - justitsdelen

KOM(2006)0817

b) Europols gennemførelse af kortsig-

tede forbedringer inden for de ek-

sisterende rammer

Statusorientering

KOM-dokument findes ikke

Dagsordenspunkt 5 Rådets rammeafgørelse om beskyttelse

af personoplysninger i forbindelse med

det politimæssige og strafferetlige sam-

arbejde

drøftelse af visse spørgsmål samt sta-

tusorientering

KOM(2005)0475

Dagsordenspunkt 6 Rådskonklusioner om adgang til Euro-

dac for medlemsstaternes politimyndig-

heder og retshåndhævende myndigheder

samt Europol

- vedtagelse

KOM-dokument findes ikke

Dagsordenspunkt 7

Omdannelse af Prüm-traktaten til EU-

lovgivning

politisk enighed

KOM-dokument findes ikke

Rådsafgørelse om politimyndigheders

og Europols adgang til søgning i visum-

informationssystemet (VIS)

politisk enighed

KOM(2005)0600

Schengen-informationssystemet

a) SISone4all

- rådskonklusioner

KOM-dokument findes ikke

b) tilpasning af finansforordningen

for C.SIS

- godkendelse

KOM-dokument findes ikke

70-84

85-88

89-100

101-113

Dagsordenspunkt 8

114-119

Dagsordenspunkt 9

c) SIS II

- statusorientering

KOM(2005)0236, KOM(2005)0230

og KOM(2005)0237

d) Opfølgning på Schengen-

evaluering af de nye medlemsstater

rådskonklusioner

Forventet A-punkt

KOM-dokument findes ikke

e) Anvendelse af Schengen-

reglernes bestemmelser om Schen-

gen-informationssystemet i de nye

medlemsstater

- godkendelse

Forventet A-punkt

KOM-dokument findes ikke

Horisontal tilgang til visse kategorier af

lovovertrædelser på den såkaldte ”posi-

tiv-liste”

- status

KOM-dokument findes ikke

Proceduren for den fremtidige behand-

ling af forslag til instrumenter af betyd-

ning for det strafferetlige samarbejde,

som er fremsat indenfor 1. søjle

- statusorientering og rådskonklusioner

KOM-dokument findes ikke

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

om strafferetlig beskyttelse af miljøet

statusorientering

KOM(2007)0051

E-justice

- rådskonklusioner

KOM-dokument findes ikke

EU-Kommissionens forslag til Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om

120-122

Dagsordenspunkt 10

123-127

Dagsordenspunkt 11

128-144

Dagsordenspunkt 12

145-149

Dagsordenspunkt 13

150-172

Dagsordenspunkt 14

KOM (2005) 0236 er fremsat helt eller delvist med hjemmel i TEF, afsnit IV. Proto-

kollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdam-traktaten, finder derfor an-

vendelse.

173-175

Dagsordenspunkt 15

176-183

Dagsordenspunkt 16

184-187

Dagsordenspunkt 17

188-196

Dagsordenspunkt 18

197-199

Dagsordenspunkt 19

200-203

Dagsordenspunkt 20

lovvalgsregler for forpligtelser uden for

kontraktforhold (ROM II)

orientering fra formandskabet om re-

sultatet af forligsforhandlingerne med

Europa-Parlamentet

KOM(2003)0427 som ændret ved

KOM(2006)0083

Voldelige video og computerspil

statusrapport og rådskonklusioner

KOM-dokument findes ikke

Rådets beslutning om etablering af Fæl-

lesskabets

civilbeskyttelsesordning

(omarbejdet)

politisk enighed

KOM-dokument foreligger ikke

Rådsresolution om grænseoverskriden-

de anvendelse af politiagenter

vedtagelse

KOM-dokument findes ikke

Status for EU’s indsats mod terrorisme

- orientering og godkendelse

KOM dokument findes ikke

Europols budget for 2008

- vedtagelse

KOM-dokument findes ikke

Rådskonklusioner om begrænsning af

tilgængeligheden af våben og eksplo-

sivstoffer i forhold til terrorister og an-

dre kriminelle samt styrkelse af relevan-

te sikkerhedsforanstaltninger inden for

vedtagelse

A-punkt

KOM-dokument findes ikke

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling,

der er knyttet til Amsterdam-traktaten, finder derfor anvendelse.

Dagsordenspunkt 1: Rådets rammeafgørelse om tilrettelæggelsen og

indholdet af udvekslinger af oplysninger fra strafferegistre mellem

medlemsstaterne

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Resumé

Forslaget til rammeafgørelse har til formål at sikre, at den medlemsstat,

hvori den berørte person er statsborger, er i stand til at give et korrekt og

udtømmende svar på anmodninger om tidligere straffedomme, som den

modtager vedrørende sine egne borgere.

Forslaget har i løbet af forhand-

lingerne undergået en række ændringer, og der er således i den forelig-

gende udgave tale om et væsentligt anderledes udkast til rammeafgørelse

(end Kommissionens oprindelige forslag). Som en konsekvens heraf er en

række af de bemærkninger, som er fremkommet i forbindelse med den

hjemlige høring over det oprindelige forslag til rammeafgørelse ikke

længere relevante. Det drejer sig navnlig om spørgsmålet om det elek-

troniske standardformat, hvor det oprindelige forslag om komitologipro-

cedure er ændret til, at Rådet skal vedtage formatet på et senere tids-

punkt (i en ny retsakt). Det kan også nævnes, at rammeafgørelsen alene

omfatter domme (og ikke administrative afgørelser). Der vil efter ram-

meafgørelsen ikke være nogen forpligtelse for danske myndigheder til i

forbindelse med f.eks. en straffesag at tage hensyn til udenlandske dom-

me i videre udstrækning end i dag.

Udkastet til rammeafgørelse kan ikke

anses for at stride mod nærhedsprincippet. På det foreliggende grundlag

vurderes udkastet til rammeafgørelse at ville medføre visse ændringer

og/eller præciseringer i den gældende bekendtgørelse om behandling af

personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister, mens det umiddelbart

ikke vurderes at ville nødvendiggøre lovændringer. Forslaget vurderes i

dets nuværende udformning at ville have statsfinansielle konsekvenser,

som det imidlertid på nuværende tidspunkt ikke er muligt at angive præ-

cist. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side kan man generelt

støtte forslaget.

Forslaget forventes at blive forelagt Rådet på rådsmødet

(retlige og indre anliggender) den 12.-13. juni 2007 med henblik på poli-

tisk enighed om rammeafgørelsens tekst (uden præambel og formularer).

Baggrund

Spørgsmålet om udveksling af oplysninger om straffedomme og om

virkningen heraf i Den Europæiske Union har løbende været genstand for

drøftelser i såvel Rådet (for retlige og indre anliggender) som i Det Euro-

pæiske Råd.

Rådet (retlige og indre anliggender) vedtog den 21. november 2005 en

rådsafgørelse om udveksling af oplysninger fra strafferegistre, som har til

formål – på kort sigt – at fremskynde overførelsen af straffedomme.

Kommissionen fremlagde den 25. januar 2005 en hvidbog om udveksling

af oplysninger om straffedomme og om virkningen heraf i Den Europæi-

ske Union (KOM(2005)10).

I lyset heraf og på baggrund af drøftelser i Rådet (retlige og indre anlig-

gender) har Kommissionen den 22. december 2005 fremlagt et forslag til

rammeafgørelse om tilrettelæggelsen og indholdet af udvekslinger af op-

lysninger fra strafferegistre mellem medlemsstaterne (KOM(2005)690).

Forslaget, der ikke tidligere har været forelagt Rådet, forventes at blive

forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12.-13. juni

2007 med henblik på politisk enighed om rammeafgørelsens tekst (uden

præambel og formularer).

Indhold

Forslaget er fremlagt under henvisning til traktaten om Den Europæiske

Union, særlig artikel 31, hvoraf det bl.a. fremgår, at fælles handling ved-

rørende samarbejde i kriminalsager bl.a. omfatter fremme og fremskyn-

delse af samarbejdet om retspleje mellem kompetente ministerier og ret-

lige eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne, og artikel 34, stk.

2, litra b, hvoraf det fremgår, at Rådet med henblik på at bidrage til op-

fyldelse af Unionens målsætninger på initiativ af en medlemsstat eller

Kommissionen kan vedtage rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse

af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.

Hovedelementerne i forslaget er følgende:

Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre,

at det i forbindelse med alle domme, der afsiges på dens område, ved

overførslen til det nationale strafferegister anføres, hvilken nationali-

tet eller hvilke nationaliteter den domfældte har, hvis der er tale om

en statsborger i en anden EU-medlemsstat.

Ved ”dom” forstås en endelig afgørelse, hvorved en domstol har fun-

det en fysisk person skyldig i en strafbar handling – i det omfang dis-

se afgørelser registreres i strafferegisteret i den domfældende med-

lemsstat. Administrative afgørelser falder således uden for rammeaf-

gørelsen.

Hver medlemsstat udpeger en central myndighed, som snarest muligt

informerer de centrale myndigheder i andre medlemsstater om dom-

me afsagt på dens område over personer, der er statsborgere i de på-

gældende medlemsstater, således som de er registreret i strafferegi-

steret. Den centrale myndighed informerer endvidere straks om efter-

følgende ændring eller sletning af oplysningerne i dens strafferegi-

ster.

En medlemsstat, der har tilvejebragt ovennævnte oplysninger (doms-

staten), fremsender efter anmodning fra den centrale myndighed i

den medlemsstat, hvor den berørte person er statsborger (statsbor-

gerstaten), en genpart af de pågældende domme og foranstaltninger

samt andre oplysninger vedrørende sagen, således at sidstnævnte kan

vurdere, hvorvidt disse straffedomme og foranstaltninger nødvendig-

gør foranstaltninger på nationalt plan.

Den centrale myndighed i statsborgerstaten, opbevarer alle de oplys-

ninger, som modtages fra domsstaten, således at den er i stand til at

videregive dem efter anmodning.

Alle ændringer eller sletninger af oplysningerne i domsstaten medfø-

rer identisk ændring eller sletning i statsborgerstaten, således at

statsborgerstaten kun videregiver ajourførte oplysninger. Statsbor-

gerstatens interne brug af oplysningerne er undergivet statsborger-

statens egne regler om sletning og ændring. Begrebet omfatter både

rettelse af fejlregistreringer og sletning efter udløb af den periode,

oplysninger kan opbevares i.

Hvis en medlemsstat ønsker oplysninger fra en anden medlemsstats

strafferegister, kan den centrale myndighed i overensstemmelse med

national ret i den pågældende medlemsstat sende en anmodning om

oplysninger til en anden medlemsstats centrale myndighed.

Når en person anmoder om oplysninger fra sit eget strafferegister

(egenacces), kan den centrale myndighed i den medlemsstat, hvori

anmodningen indgives, i overensstemmelse med national ret sende en

anmodning om udskrifter af strafferegisteret og oplysninger i relation

hertil til den centrale myndighed i en anden medlemsstat, hvis den

berørte person har eller har haft opholdssted eller er eller har været

statsborger i den anmodende medlemsstat eller den anmodede med-

lemsstat.

Når tidsfristen for indførelse af et elektronisk standardformat er ud-

løbet (se nedenfor), og en person indgiver en anmodning om egenac-

ces til en anden medlemsstat end statsborgerstaten, sender den cen-

trale myndighed i denne medlemsstat en anmodning om udskrift af

strafferegisteret til den centrale myndighed i statsborgerstaten med

henblik på at kunne indsætte sådanne oplysninger i den udskrift, som

skal gives til personen.

Alle anmodninger om oplysninger fra en medlemsstats centrale myn-

dighed sendes ved hjælp af en standardformular.

Når den centrale myndighed i en medlemsstat anmoder den centrale

myndighed i statsborgerstaten om oplysninger fra dets strafferegister

til brug for en straffesag, overfører statsborgerstaten oplysninger om

nationale domme, som er registreret i strafferegisteret

domme afsagt i andre medlemsstater, som er blevet overført

til statsborgerstaten efter rammeafgørelsens gennemførelse i

overensstemmelse med reglerne i rammeafgørelsen,

domme afsagt i andre medlemsstater, som er blevet overført

til statsborgerstaten forud for rammeafgørelsens gennemfø-

relse, og som er indført i dens strafferegister, og

domme afsagt i tredjelande, som er blevet overført til stats-

borgerstaten og indført i dens strafferegister.

Når den centrale myndighed i en medlemsstat anmoder den centrale

myndighed i statsborgerstaten om oplysninger fra dets strafferegister

til brug for andet end en straffesag, besvarer statsborgerstaten an-

modningen i overensstemmelse med national ret for så vidt angår op-

lysninger om nationale domme og domme afsagt i tredjelande, som er

blevet overført til statsborgerstaten og indført i dens strafferegister.

For så vidt angår oplysninger om domme afsagt i en anden medlems-

stat, som er blevet overført til statsborgerstaten, overfører den cen-

trale myndighed i statsborgerstaten i overensstemmelse med national

ret de oplysninger, der er blevet opbevaret i overensstemmelse med

reglerne i rammeafgørelsen, samt de oplysninger, der er blevet over-

ført til statsborgerstaten forud for rammeafgørelsens gennemførelse,

og som er indført i dens strafferegister. Domsstaten kan i forbindelse

med overførsel af oplysningerne til statsborgerstaten stille krav om,

at statsborgerstaten kun må videregive oplysningerne til brug for en

straffesag. I så fald skal den centrale myndighed i statsborgerstaten

underrette den anmodende medlemsstat om, hvem der er domsstat,

således at den anmodende medlemsstat kan rette henvendelse dertil.

Når et tredjeland anmoder den centrale myndighed i statsborgersta-

ten om oplysninger fra dets strafferegister, kan statsborgerstaten

vælge at besvare anmodningen. Besvarelsen skal i så fald overholde

de begrænsninger for videregivelse, der (i forholdet mellem med-

lemsstaterne) følger af rammeafgørelsen, for så vidt angår domme

afsagt i en anden medlemsstat, som er blevet overført til statsborger-

staten. Videregivelse af oplysninger om nationale domme og domme

afsagt i tredjelande, som er blevet overført til statsborgerstaten, er

ikke reguleret af rammeafgørelsen, hvorfor det er statsborgerstatens

egne regler om videregivelse, der finder anvendelse.

Når den centrale myndighed i en medlemsstat anmoder den centrale

myndighed i en anden medlemsstat end statsborgerstaten om oplys-

ninger fra dets strafferegister overfører den anmodede medlemsstat

oplysninger om nationale domme og domme vedrørende tredjelands-

statsborgere og statsløse personer, som er indført i dens strafferegi-

ster i overensstemmelse med reglerne i Europarådets konvention af

20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager.

Besvarelse af anmodninger efter denne rammeafgørelse skal ske ved

hjælp af en standardformular og ledsages af en oversigt over domme

som fastsat i national ret.

Personoplysninger, der efter anmodning overføres til en central

myndighed i en medlemsstat til brug for en straffesag, kan kun an-

vendes af den anmodende medlemsstat til den straffesag, hvortil der

er indgivet anmodning om dem i overensstemmelse med standard-

formularen.

Personoplysninger, der efter anmodning overføres til en central

myndighed i en medlemsstat til brug for andet end en straffesag, kan

den anmodende medlemsstat i overensstemmelse med national ret

kun anvende til de formål, hvortil der er indgivet anmodning om dem,

og inden for de grænser, som den anmodede medlemsstat har fastsat

i standardformularen.

Personoplysninger, der efter anmodning overføres til en central

myndighed i en medlemsstat, kan dog uanset ovennævnte begræns-

ninger anvendes af den anmodende medlemsstat for at forebygge en

umiddelbar og alvorlig fare for den offentlige sikkerhed.

Når den centrale myndighed i domsstaten informerer den centrale

myndighed i statsborgerstaten om domme afsagt på dens område og

om efterfølgende ændring eller sletning af oplysningerne i dens straf-

feregister, skal den som minimum overføre følgende oplysninger,

medmindre de i den konkrete sag ikke er den centrale myndighed be-

kendt:

Oplysninger om domfældte (fulde navn, fødselsdato, fødsels-

sted (by og stat), køn, nationalitet og - hvis det findes - pseu-

donym, alias og/eller tidligere navn).

Oplysninger om dommens form (dato for dommen, rettens

navn samt datoen, hvor dommen blev endelig).

Oplysninger om forhold, der har givet anledning til dommen

(dato for den lovovertrædelse, der ligger til grund for dom-

men, lovovertrædelsens betegnelse eller retlige kvalifikation

og anvendelige lovbestemmelser).

Oplysninger om dommens indhold, såsom straf samt eventuel-

le tillægsstraffe, sikkerhedsforanstaltninger, efterfølgende af-

gørelser, der ændrer fuldbyrdelsen af dommen osv.

Den centrale myndighed i domsstaten skal overføre følgende oplys-

ninger, hvis de er registreret i domsstatens strafferegister:

Oplysninger om domfældtes forældres navne.

Oplysninger om dommens journalnummer.

Oplysninger om gerningsstedet.

Oplysninger om rettighedsfrakendelser, som følger af dom-

men.

Den myndighed i statsborgerstaten, som modtager ovennævnte op-

lysninger, skal opbevare dem, således at den er i stand til at videregi-

ve dem efter anmodning fra en anden medlemsstat.

Den centrale myndighed i domsstaten skal overføre følgende oplys-

ninger, såfremt de er tilgængelige for denne:

Oplysninger om domfældtes identitetsnummer (cpr-nummer)

eller domfældtes identifikationsdokuments type og nummer.

Domfældtes fingeraftryk.

Den centrale myndighed i domsstaten kan overføre yderligere oplys-

ninger, såfremt de er indført i domsstatens strafferegister.

Den myndighed i statsborgerstaten, som modtager ovennævnte op-

lysninger, kan opbevare dem (men er ikke forpligtet hertil), således at

den er i stand til at videregive dem efter anmodning.

Fra en bestemt dato skal medlemsstaternes centrale myndigheder ef-

ter anmodning udveksle oplysninger fra strafferegistre ad elektronisk

vej i et standardformat, som skal omfatte alle ovennævnte informati-

onstyper.

Det elektroniske standardformat og andre måder at tilrettelægge og

lette udvekslingen af oplysninger om straffedomme mellem medlems-

staternes nationale myndigheder på fastsættes af Rådet (med en-

stemmighed) i overensstemmelse med de relevante procedurer i EU-

traktaten. Disse andre måder omfatter:

Fastsættelse af metoder til at lette forståelsen og maskinover-

sættelsen af de overførte oplysninger.

Fastsættelse af betingelserne for edb-baseret udveksling af

oplysninger, bl.a. med hensyn til de tekniske standarder og

eventuelt de udvekslingsprocedurer, der skal anvendes.

Eventuelle tilpasninger af formularen i bilaget til rammeafgø-

relsen.

Hver medlemsstat skal senest 3 år efter vedtagelsen af formatet og de

edb-baserede metoder til udveksling af oplysninger om straffedomme

foretage de tekniske tilpasninger, der er nødvendige for at anvende

formatet og overføre det ad elektronisk vej til de øvrige medlemssta-

ter.

Indtil udløbet af 3-års fristen udveksles oplysninger - for så vidt an-

går de medlemsstater, der ikke er i stand til at overføre oplysninger

elektronisk - ved hjælp af ethvert middel, der efterlader et skriftligt

spor, og på betingelser, der gør det muligt for den medlemsstat, der

modtager dem, at kontrollere, at oplysningerne er autentiske. Denne

fremgangsmåde finder også anvendelse efter 3-års fristen, hvis de

nævnte elektroniske overførselsmåder ikke er til rådighed på dette

tidspunkt.

Det fremlagte forslag indeholder herudover bestemmelser om rammeaf-

gørelsens formål, om definitioner, om hvilke myndigheder, der kan udpe-

ges som kompetente myndigheder i henholdsvis domsstaten og fuldbyr-

delsesstaten, om frister for besvarelse af anmodninger, samt om regler

vedrørende sprog, forholdet til andre retlige instrumenter, gennemførelse

og ikrafttræden.

Gældende dansk ret

3.1. Udveksling af oplysninger om straffedomme

3.1.1.

Anmodninger mellem EU-medlemslandene om udveksling af op-

lysninger om straffedomme og rettighedsfrakendelser behandles i dag

navnlig efter reglerne i Europarådets konvention af 20. april 1959 om

gensidig retshjælp i straffesager samt de tilhørende tillægsprotokoller af

henholdsvis 17. marts 1978 og 8. november 2001.

Konventionen indeholder i artikel 13 regler for fremsendelse af udskrifter

af og oplysninger fra strafferegistre efter begæring, og i artikel 22 regler

om underretning af egen drift om straffedomme og påfølgende foran-

staltninger, der vedrører det pågældende lands statsborgere.

De nævnte bestemmelser er sålydende:

”

Artikel 13

Den anmodede stat skal fremsende udskrifter af og oplysnin-

ger fra strafferegistre, hvorom der til brug for straffesager frem-

sættes begæring fra en kontraherende part, i samme udstrækning

som disse udskrifter og oplysninger kan meddeles til dets egne

judicielle myndigheder i tilsvarende sager.

I andre end de i denne artikels stk. 1 omhandlede tilfælde skal

anmodningen efterkommes på de betingelser, som gælder efter

den anmodede stats lovgivning, andre forskrifter eller praksis.

…

Artikel 22

Hver af de kontraherende parter skal underrette enhver anden

part om alle straffedomme og påfølgende foranstaltninger, der

vedrører sidstnævnte parts statsborgere, og som indføres i straf-

feregistret. Justitsministerierne skal oversende sådanne medde-

lelser til hverandre mindst en gang om året. Såfremt den pågæl-

dende person anses for statsborger i to eller flere kontraherende

stater, skal hver af disse underrettes, medmindre den pågælden-

de person er statsborger i det land, hvor han blev domfældt.”

Danmark har i forbindelse med indgåelsen (ratifikationen) af 1959-

konventionen taget forbehold over for artikel 13. Disse forbehold er så-

lydende:

”Ad artikel 13, stk. 1

Forpligtelsen til at meddele udskrifter af strafferegistrene i hen-

hold til denne bestemmelse begrænses til straffeoplysninger,

som vedrører personer, der er sigtet eller tiltalt.”

…

”Ad artikel 13, stk. 2

Der tages forbehold over for denne bestemmelse i dens helhed.”

Herudover indeholder Schengen-konventionen særlige (proceduremæssi-

ge) bestemmelser om fremsættelse af de nævnte former for retsanmod-

ninger i forholdet mellem Schengen-landene.

Endvidere er der i den såkaldte EU-retshjælpskonvention (af 29. maj

2000) fastsat bestemmelser om fremsendelse og besvarelse af anmodnin-

ger om gensidig retshjælp og om beskyttelse af personoplysninger, jf.

herved konventionens artikel 6 og 23. Der kan i denne forbindelse navn-

lig henvises til konventionens artikel 6, stk. 8, hvorefter anmodninger og

meddelelser om oplysninger om straffedomme som omhandlet i artikel

22 i 1959-konventionen fremsendes gennem medlemsstaternes centrale

myndigheder.

3.1.2.

Rådet (retlige og indre anliggender) vedtog som tidligere nævnt

den 21. november 2005 en rådsafgørelse om udveksling af oplysninger

fra strafferegistre.

Rådsafgørelsen indebærer en forpligtelse for medlemsstaterne til at ud-

pege en eller flere central(e) myndighed(er) til udveksling af oplysninger.

Efter rådsafgørelsen skal medlemsstaterne – i øvrigt i overensstemmelse

med deres forpligtelser (ifølge Europarådets konvention (af 20. april

1959) om gensidig retshjælp i straffesager) – straks fremsende domme,

som afsiges over andre medlemsstaters statsborgere, til disse medlems-

stater. Der fastsættes efter rådsafgørelsen en frist for medlemsstaternes

svar på en anmodning om fremsendelse af udskrifter af og oplysninger

fra strafferegistre. Anmodning om og fremsendelse af oplysninger om

straffedomme sker under anvendelse af standardblanketter.

I forbindelse med rådsafgørelsen har medlemsstaterne indbyrdes givet

afkald på at gøre deres forbehold med hensyn til artikel 13 i Europarådets

konvention (af 20. april 1959) om gensidig retshjælp i straffesager gæl-

dende. Rådsafgørelsen berører derimod ikke forbehold med hensyn til

artikel 22 i samme konvention. Se i den forbindelse ovenfor under punkt

3.1.1.

Rådsafgørelsen har ikke medført ændringer i den gældende lovgivning på

området for udveksling af straffedomme, og det er således fortsat de al-

mindelige regler om tavshedspligt og videregivelse, som regulerer dette

spørgsmål.

3.1.3.

De almindelige regler for videregivelse af personoplysninger, som

behandles ved hjælp af edb, findes i persondatalovens kapitel 4. Det

fremgår bl.a. af disse regler, at der kan ske behandling af oplysninger om

strafbare forhold, hvis det er nødvendigt for varetagelsen af myndighe-

dens opgaver, jf. lovens § 8, stk. 1. Oplysninger om strafbare forhold må

dog alene videregives, såfremt nærmere angivne betingelser er opfyldt,

jf. § 8, stk. 2.

I medfør af persondatalovens § 72 har justitsministeren udstedt en be-

kendtgørelse, som bl.a. indeholder de nærmere regler for Kriminalregi-

sterets indhold, for indberetning til registeret og sletning af oplysninger

heri samt for videregivelse af oplysninger, herunder til udenlandsk politi,

anklagemyndighed og domstole, jf. bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts

2001 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregi-

ster. Der kan i denne forbindelse navnlig henvises til reglerne i bekendt-

gørelsens kapitel 6, særligt bestemmelserne i § 21, stk. 1, nr. 9, som fast-

sætter, at Rigspolitichefen kan udstede fuldstændige udskrifter af Krimi-

nalregisteret og straffeattester til udenlandsk politi, anklagemyndighed og

domstole i de nordiske lande eller i lande, der er medlemmer af Europa-

rådet, til brug for offentlige straffesager i udlandet.

3.2. Registrering af straffedomme

De gældende regler om registrering af straffedomme i Kriminalregisteret

findes i bekendtgørelsen om behandling af personoplysninger i Det Cen-

trale Kriminalregister (bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001), der er

fastsat med hjemmel i § 72 i lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling

af personoplysninger.

Af bekendtgørelsens § 3 følger, at der i afgørelsesdelen optages oplys-

ninger om personer, om hvem der er truffet afgørelse i straffesager. De

typer af oplysninger, som optages, fremgår af bilag 1 til bekendtgørelsen.

Af bilag 1 fremgår bl.a., at afgørelser truffet i lande, der er medlem af

Europarådet, vedrørende danske statsborgere og udenlandske statsborge-

re, der på gerningstidspunktet har fast bopæl i Danmark, optages efter

samme retningslinier som danske afgørelser, såfremt Kriminalregisteret

får underretning derom.

Afgørelser truffet i andre lande optages i de nævnte tilfælde, hvis de af

Rigspolitichefen efter procesmåden og strafudmålingen skønnes at kunne

sidestilles med danske afgørelser.

Indberetning af oplysninger til Kriminalregisteret sker fra domstolene,

auditørerne, Direktoratet for Kriminalforsorgen, kriminalforsorgens an-

stalter og arresthuse, politiet og udenlandsk politi eller justitsmyndighed.

Såvel den indberettende myndighed som Rigspolitichefen udfører kontrol

til sikring af, at der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger

eller oplysninger af ikke-politimæssig karakter. Oplysninger, der viser

sig urigtige eller vildledende eller uden politimæssig interesse, skal sna-

rest muligt berigtiges eller slettes. Der henvises til bekendtgørelsens §§

5-6.

Ved indberetning af nye oplysninger til Kriminalregisteret foretages

ajourføring af tidligere registrerede oplysninger, jf. bekendtgørelsens § 7.

Efter bekendtgørelsens § 8 sker sletning af oplysninger i afgørelsesdelen

efter de i bilag 3 fastsatte regler. Heraf følger, at der sker sletning, når der

er forløbet 10 år fra det seneste af følgende tidspunkter:

endelig løsladelse fra afsoning af frihedsstraf,

udløb af prøvetid efter prøveløsladelse,

endelig ophævelse af retsfølge efter straffelovens §§ 68-70,

ophør af frakendelse af rettigheder eller pålæg,

endelig afgørelse, der ikke omfattes af de ovennævnte tilfælde.

Oplysninger om personer, der er fyldt 80 år, slettes i afgørelsesdelen. For

personer, der er fyldt 70 (men ikke 80 år), nedsættes de ovenfor anførte

frister til 5 år.

Efter bekendtgørelsens § 10 slettes oplysninger om en registreret person i

Kriminalregisteret senest 2 år efter den pågældendes død. Får Rigspoliti-

chefen først efterfølgende underretning om dødsfaldet, slettes oplysnin-

gerne om den pågældende på dette tidspunkt.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Navnlig de foreslåede regler om domsstatens pligt til at fremsende nær-

mere angivne oplysninger til statsborgerstaten samt pligten for den med-

lemsstat, hvori den berørte person er statsborger (statsborgerstaten) til at

registrere en række oplysninger med henblik på videretransmission giver

anledning til overvejelser om ændring af gældende ret.

Efter rammeafgørelsen stilles der krav om, at opbevaring og sletning mv.

af oplysninger med henblik på videregivelse sker efter de regler, som

gælder i domsstaten. Efter rammeafgørelsen gælder der en ubetinget re-

gistreringspligt med hensyn til domme over egne statsborgere modtaget

fra andre medlemsstater, uanset om der er tale om domfældelse for et

forhold, som ikke er strafbart i Danmark, eller der i øvrigt ikke ville kun-

ne ske registrering heraf i en tilsvarende dansk sag, f.eks. fordi der er tale

om bødesager inden for særlovgivningen. Rammeafgørelsen må også an-

tages at betyde, at statsborgerstaten ikke kan opbevare oplysninger om

udenlandske straffedomme i sit strafferegister med henblik på videregi-

velse, hvis oplysningerne er blevet slettet i den pågældende domsstat.

Det følger af bekendtgørelsen om behandling af personoplysninger i Det

Centrale Kriminalregister § 3 og bilag 1, at afgørelser truffet i lande, der

er medlem af Europarådet (dvs. herunder også EU-medlemslandene),

vedrørende danske statsborgere og udenlandske statsborgere, der på ger-

ningstidspunktet har fast bopæl i Danmark, optages efter samme ret-

ningslinier som danske afgørelser, såfremt Kriminalregisteret får under-

retning derom. Sådanne oplysninger slettes ligeledes efter regler fastlagt i

bekendtgørelsen.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil der på denne baggrund formentlig

være behov for visse ændringer og/eller præciseringer i den gældende

bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kri-

minalregister.

Det er muligt, at forslaget herudover også på andre punkter vil indebære

ændringer eller præciseringer i den gældende bekendtgørelse, herunder i

relation til pligten til som domsstat at overføre bestemte informationsty-

per til statsborgerstaten.

Det er på det foreliggende grundlag umiddelbart vurderingen, at udkastet

til rammeafgørelse ikke vil nødvendiggøre lovændringer.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Forslaget vurderes i den nuværende udformning at ville have statsfinan-

sielle konsekvenser, som det imidlertid ikke på nuværende tidspunkt er

muligt at angive præcist.

Høring

Forslaget til rammeafgørelse er sendt i høring hos følgende myndigheder

og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsi-

denten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsiden-

ten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Ålborg, Præsidenten for

Retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig-

foreningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Stats-

advokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i Køben-

havn, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen,

Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikke-

de advokater, Datatilsynet, Amnesty International og Institut for Menne-

skerettigheder.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Østre

Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns

Byret, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitiche-

fen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet,

Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Datatilsynet og

Institut for Menneskerettigheder.

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret,

Domstolsstyrelsen

Foreningen af Politimestre i Danmark

oplyser,

at forslaget ikke giver anledning til bemærkninger.

Præsidenten for Vestre Landsret

Dommerfuldmægtigforeningen

oplyser, at man ikke finder anledning til at udtale sig om forslaget.

Rigspolitichefen

anfører om forslagets praktiske og tekniske konsekven-

ser, at domsstatens forpligtelse til at oplyse om sletning eller ændring af

registrerede oplysninger samt statsborgerstatens pligter i så henseende vil

medføre et øget antal underretninger og arbejdsgange, hvilket vil medfø-

re et øget arbejdspres i Kriminalregisteret, hvorfor der, hvis forslaget

gennemføres, vil være behov for tilførsel af ressourcer til området. Rigs-

politichefen anser det ikke for urealistisk at få tilrettelagt arbejdsgangen

sådan, at svarfristen i artikel 8 på 10 dage kan imødekommes i langt de

fleste tilfælde. Rigspolitichefen finder, at en egentlig teknisk løsning (i

det oprindelige forslag fra Kommissionen) er så sporadisk beskrevet, at

det ikke er muligt at vurdere de tekniske forudsætninger for, at Danmark

kan indgå i en elektronisk udveksling af oplysninger. Det er derfor ikke

muligt på nuværende tidspunkt at skønne over de økonomiske og res-

sourcemæssige konsekvenser heraf. Gennemførelsen af en elektronisk

udveksling af oplysninger giver endvidere anledning til en række overve-

jelser af sikkerhedsmæssig karakter, der bør indgå i et nærmere analyse-

arbejde i forbindelse med udformningen af en egentlig teknisk løsning

herfor. Rigspolitichefen vurderer, at formularerne i bilaget til forslaget er

et fremskridt, og at anvendelse heraf bør være obligatorisk. For med-

lemsstater, som anvender personnummer, bør angivelse heraf i formula-

rerne være obligatorisk. Endvidere bør formularerne i bilaget suppleres af

en formular til fremsendelse af underretninger, da det er helt afgørende,

at Kriminalregisteret på en hurtig og enkel måde kan identificere den re-

levante person og sag.

Rigsadvokaten

oplyser, at Rigsadvokaten generelt er positivt indstillet

over for forslaget, idet det formentlig vil kunne betyde et mere effektivt

samarbejde omkring udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes

strafferegistre. Til forslagets enkelte bestemmelser anfører Rigsadvoka-

ten for det første, at definitionen af en dom er for vidtgående, idet den

alene bør omfatte afgørelser, der er truffet af en judiciel myndighed. For

det andet bør det afklares, om statsborgerstaten forpligtes til at registrere

oplysninger, som modtages fra domsstaten, men som man efter nationale

regler ikke selv ville registrere. Hvis det ikke er tilfældet, vil der skabes

en mindre asymmetri vedrørende gentagelsesvirkningen, idet udvekslin-

gen af oplysningerne således vil afhænge af, i hvilken medlemsstat bor-

geren begår kriminaliteten. Denne asymmetri kan formentlig kun undgås,

såfremt der fastsættes retningslinjer for, hvilke lovovertrædelser der skal

registreres. Rigsadvokaten anfører desuden, at domsstatens pligt til sna-

rest muligt at informere statsborgerstaten om domme afsagt over sidst-

nævntes borgere vil sikre, at en statsborger, uanset om han tidligere er

straffet her i landet eller i en anden medlemsstat, vil blive straffet under

hensyntagen til den eller de tidligere afgørelser, hvis han på ny begår en

strafbar handling, der kan eller skal tillægges gentagelsesvirkning efter

dansk ret. Rigsadvokaten finder, at der i statsborgerstaten alene bør ope-

reres med én frist for sletning af oplysninger, uanset om de hidrører fra

domme afsagt af egne domstole eller domme afsagt i andre medlemssta-

ter. Det virker ikke tilfredsstillende, at benyttelsen af de registrerede op-

lysninger i en straffesag skal afhænge af, i hvilken medlemsstat lovover-

trædelsen er begået.

Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet

oplyser, at statsad-

vokaten generelt er positivt indstillet over for forslaget, idet det ud over

at effektivisere samarbejdet omkring udveksling af oplysninger mellem

de nationale strafferegistre i medlemsstaterne tillige vil medføre, at man i

de respektive medlemsstater vil få kendskab til straffedomme vedrørende

egne statsborgere, som andre medlemsstater har afsagt. Det vil være af

betydning i forbindelse med afsigelse af straffedomme i de enkelte med-

lemsstater og vil også efter omstændighederne kunne have en vis betyd-

ning i forbindelse med efterforskning af straffesager. Til forslagets enkel-

te bestemmelser anfører statsadvokaten, at betydningen af visse elemen-

ter af forslaget bør analyseres nærmere.

Politidirektøren i København

oplyser, at politidirektøren generelt er

positivt indstillet over for forslaget. Til forslagets enkelte bestemmelser

anfører politidirektøren for det første, at statsborgerstatens pligt til at re-

gistrere alle afgørelser fra domsstaten, uanset om der er tale om domfæl-

delse for et forhold, som ikke er strafbart i statsborgerstaten, eller der i

øvrigt ikke ville kunne ske registrering heraf i en tilsvarende national sag,

nødvendiggør en ændring af bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001 om

behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister. For det

andet bemærker politidirektøren, at ”begærende” bør ændres til ”begære-

de” i artikel 7, stk. 1.

Advokatrådet

oplyser, at Advokatrådet generelt kan tilslutte sig forsla-

gets formål om at effektivisere udvekslingen af oplysninger mellem med-

lemsstaterne, men anser det for vigtigt, at der tages behørigt hensyn til

den berørte borgers interesser, og at reglerne udformes så klart og præcist

som muligt. Til forslagets enkelte bestemmelser anfører Advokatrådet for

det første, at rækkevidden af artikel 5, stk. 3, er uklar. Efter Advokatrå-

dets opfattelse ville det være stærkt uheldigt, hvis bestemmelsen skulle

medføre strengere straffe i Danmark under hensyntagen til forhold, som

ikke er strafbare efter dansk ret. Det samme gælder, hvis der på anden

måde skulle blive taget hensyn til straffedomme, som normalt ikke til-

lægges skærpende betydning ved strafudmålingen herhjemme. For det

andet er Advokatrådet skeptisk over for artikel 5, stk. 2, som bl.a. vil be-

tyde, at der ikke længere kan foretages en selvstændig vurdering i Dan-

mark af, om oplysninger om fremmede straffedomme skal registreres og

slettes i Det Centrale Kriminalregister. Advokatrådets endelige holdning

til forslaget afhænger af, om det med tilstrækkelig sikkerhed kan garante-

res, at oplysninger, som ville have været slettet efter danske regler, ikke

kommer borgerne til skade i en retssag, og at oplysninger, som efter

fremmed ret skal slettes, faktisk bliver slettet. For det tredje er Advokat-

rådet skeptisk over for, at afgørelser truffet af administrative myndighe-

der er omfattet af udtrykket ”dom” i artikel 2. Sammenfattende bemærker

Advokatrådet, at der på nogle punkter hersker uklarhed om rammeafgø-

relsens rækkevidde og implementeringen heraf, hvilket gør en endelig

stillingtagen til forslaget vanskelig. Advokatrådet forslår, at artikel 5, stk.

3, præciseres, og at bestemmelsen gives det for borgeren mest gunstige

indhold. Advokatrådet foreslår endvidere, at registrering og sletning af

oplysninger også fremover sker efter registreringslandets regler og vurde-

ring. Advokatrådet er klar over, at der herved ikke opnås den tilsigtede

ensartede registrering i EU, men efter Advokatrådets opfattelse er det på

EU’s nuværende udviklingstrin en bedre løsning end den foreslåede, som

indebærer en forringelse af borgernes retsstilling.

Landsforeningen af beskikkede advokater

oplyser, at foreningen ikke

kan anbefale forslaget. Til forslagets enkelte bestemmelser anfører for-

eningen, at artikel 5 og rækkevidden af artikel 11 efter Justitsministeriets

egen opfattelse er uklar og giver anledning til væsentlige betænkelighe-

der. Hertil kommer de betænkeligheder, som foreningen har givet udtryk

for i tidligere høringssvar.

Datatilsynet

noterer sig for det første, at det fremgår af betragtning 5 i

forslagets præambel, at det navnlig tager sigte på at forbedre udvekslin-

gen af oplysninger om straffedomme afsagt over EU-borgere, og at ad-

gangen til oplysninger om straffedomme afsagt inden for EU over tredje-

lands statsborgere eller personer, hvis nationalitet er ukendt, skaber sær-

lige problemer og vil blive omfattet af en række forslag senere. Datatil-

synet forventer at blive hørt i forbindelse hermed. For det andet bemær-

ker Datatilsynet, at der i det omfang, der i henhold til forslaget indsamles

og videregives oplysninger inden for persondatalovens anvendelsesom-

råde, særligt bør henses til dennes § 8, stk. 1 og 2, som bl.a. omhandler

behandling og videregivelse af oplysninger om strafbare forhold. Datatil-

synet finder for det tredje, at der både i forhold til myndighedernes regi-

strering og videregivelse af oplysninger er behov for at afklare forslaget,

som i sin nuværende form forekommer noget upræcist. For det fjerde op-

lyser Datatilsynet, at det følger af Datatilsynets praksis, at en generel el-

ler mere systematisk videregivelse af oplysninger til udenlandske myn-

digheder ikke alene kan baseres på persondatalovens regler, men kræver

et særskilt hjemmelsgrundlag. Datatilsynet går ud fra, at det med forsla-

get tilsigtes at skabe et sådant særskilt hjemmelsgrundlag, og at Justits-

ministeriet i den forbindelse også overvejer, om der i givet fald er behov

for særlige initiativer for at gennemføre rammeafgørelsen i national lov-

givning. Datatilsynet anfører for det femte, at forslaget, herunder navnlig

artikel 5, stk. 1 og 2, artikel 7, stk. 2, og artikel 11, rejser spørgsmål om

ændring af bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001 om behandling af

personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister. Datatilsynet opfordrer

Justitsministeriet til at overveje denne problemstilling i det videre forløb

og inddrage Datatilsynet i fornødent omfang. Om betingelserne for an-

vendelse af personoplysninger i artikel 9 bemærker Datatilsynet for det

sjette, at det følger af persondatalovens § 5, stk. 2, at indsamling af op-

lysninger skal ske til udtrykkeligt angivne formål, og at senere behand-

ling ikke må være uforenelig med disse formål. Datatilsynet anfører for

det syvende, at forslaget, herunder navnlig artikel 5, generelt giver an-

ledning til tvivl om, hvilke forpligtelser til registrering og sletning der

påhviler domsstaten, statsborgerstaten og andre medlemsstater. Datatil-

synet bemærker i den forbindelse, at det følger af persondatalovens § 5,

stk. 4, at behandling og ajourføring af oplysninger skal tilrettelægges,

således at der foretages fornøden ajourføring heraf. Datatilsynet finder, at

det nøje bør overvejes, hvorledes datakvaliteten sikres. For det ottende

anfører Datatilsynet, at det er nødvendigt at overveje, om spørgsmål af

databeskyttelsesretlig karakter skal indarbejdes i selve rammeafgørelsen.

Datatilsynet foreslår i den forbindelse, at de nationale datatilsynsmyn-

digheder får mulighed for, af egen drift eller efter anmodning fra den

dømte, at efterprøve og berigtige registreringer tilført de national krimi-

nalregistre som følge af rammeafgørelsen. Om overførsel af oplysninger

om straffedomme til tredjelande i artikel 7, stk. 3 bemærker Datatilsynet

for det niende, at det følger af persondatalovens § 27, stk. 2, at der som

udgangspunkt kun må overføres oplysninger til et tredjeland, såfremt det-

te land sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. For så vidt angår arti-

kel 11, som bl.a. omhandler edb-baseret udveksling af oplysninger, hen-

leder Datatilsynet for det tiende bl.a. opmærksomheden på persondatalo-

vens § 41, stk. 3, hvoraf det følger, at der skal træffes de fornødne tekni-

ske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger

hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod at

de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt be-

handles i strid med loven. Datatilsynet forudsætter, at alle sikkerheds-

mæssige foranstaltninger iagttages i forbindelse med etableringen af de

digitale kommunikationsløsninger. For det ellevte anfører Datatilsynet, at

det kan give anledning til principielle overvejelser, hvis gennemførelsen

af rammeafgørelsen i dansk ret, nødvendiggør en ændring af bekendtgø-

relse nr. 218 af 27. marts 2001 om behandling af personoplysninger i Det

Centrale Kriminalregister. Datatilsynet forbeholder sig derfor sin endeli-

ge stillingtagen til sådanne ændringer.

Institut for Menneskerettigheder

oplyser, at instituttet kan anerkende

sigtet med forslaget, der er at garantere, at den medlemsstat, hvor den

berørte personer er statsborger, er i stand til at give et korrekt og udtøm-

mende svar på anmodninger om tidligere straffedomme, som den modta-

ger vedrørende sine egne statsborgere. For så vidt angår forslagets enkel-

te bestemmelser er instituttet for det første skeptisk over for, at afgørelser

truffet af administrative myndigheder er omfattet af udtrykket ”dom” i

artikel 2. For det andet anfører instituttet, at betydningen af visse elemen-

ter af forslaget bør analyseres nærmere, herunder artikel 5, stk. 3. Hvis

artikel 5, stk. 3, skal forstås som antaget af Justitsministeriet giver be-

stemmelsen ikke anledning til bemærkninger.

Nærhedsprincippet

Kommissionen har anført følgende vedrørende nærhedsprincippet:

”Målet er på EU-plan at forbedre kvaliteten af udvekslinger af

oplysninger om straffedomme, der på nuværende tidspunkt er

omfattet af konventionen af 1959. Det forudsætter, at alle med-

lemsstater overholder en række forpligtelser, der skal sikre, at

den medlemsstat, hvori den berørte person er statsborger, kan

give et korrekt og udtømmende svar på anmodninger om tidlige-

re domme, som den modtager, og det kræver en samordnet ind-

sats på EU-plan. Det er derimod op til den enkelte medlemsstat

at afgøre, hvordan den mest hensigtsmæssigt kan opfylde sine

forpligtelser (f.eks. at afgøre, i hvilken fase af proceduren dom-

fældte skal identificeres, eller fastlægge retningslinjerne for op-

bevaringen af de overførte oplysninger).

Forslaget er derfor i overensstemmelse med subsidiaritetsprincip-

pet.”

Regeringens vurdering er, at forslaget ikke kan anses for at stride mod

nærhedsprincippet. Formålet med forslaget er at sikre, at en medlemsstat,

som ønsker at indhente oplysninger om eventuelle forstraffe vedrørende

en person, som er statsborger i en anden medlemsstat, kan gøre dette på

en hurtigere og mere sikker og effektiv måde. Indførelse af en ordning,

som foreslået i forslaget, vil ikke kunne ske som en ren national foran-

staltning, men vil derimod kræve en samordnet indsats på EU-plan, såle-

des som Kommissionen har peget på.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdninger til forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side kan man generelt støtte forslaget.

Europa-Parlamentet

Forslaget til rammeafgørelse er forelagt for Europa-Parlamentet, der

imidlertid endnu ikke har afgivet en udtalelse.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politi-

mæssigt og retligt samarbejde den

29. maj 2007.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Forslaget til rammeafgørelse tillige med et grundnotat herom blev over-

sendt til Folketingets Europaudvalg og til Folketingets Retsudvalg den 9.

marts 2006.

Dagsordenspunkt 2: Rådets rammeafgørelse om visse procedure-

mæssige rettigheder i straffesager i den Europæiske Union

(KOM(2004)0328)

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

Resumé

Kommissionen fremsatte den 28. april 2004 et forslag til Rådets ramme-

afgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i EU

(KOM(2004)328). Forslaget har været drøftet gennem længere tid i navn-

lig Arbejdsgruppen om materiel strafferet, uden at det er lykkedes at op-

nå væsentlige fremskridt i sagen.

Sagen er senest drøftet i rådsregi på

mødet i Rådet (retlige og indre anliggender) den 19. april 2007, hvor der

var fremlagt to alternative forslag til en regulering af området: a) en

rammeafgørelse omfattende såvel rent nationale straffesager som sager

om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre eller b) en rammeafgørelse,

der alene skulle finde anvendelse i forhold til sager med et grænseover-

skridende element, herunder sager om fuldbyrdelse af en europæisk ar-

restordre. Der blev imidlertid ikke opnået enighed om nogen af de frem-

lagte forslag. Det forventes, at det tyske formandskab vil lægge op til, at

der på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12.-13. juni 2007

skal være en fornyet drøftelse af den overordnede ramme for en regule-

ring af de proceduremæssige rettigheder inden for EU. Denne drøftelse

vil formentlig tage udgangspunkt i en eller flere af følgende fire løs-

ningsmodeller: 1) Opt out (for nogle medlemsstater) i forhold til dele af

rammeafgørelsen, 2) opt in (for andre medlemsstater) i forhold til dele af

rammeafgørelsen, 3) forstærket samarbejde inden for rammerne af EU-

samarbejdet, jf. TEU artikel 40-40B samt artikel 43-45, og 4) samarbej-

de på mellemstatsligt grundlag uden for EU.

På det foreliggende grund-

lag vurderes sagen ikke at ville have lovgivningsmæssige eller statsfinan-

sielle konsekvenser af betydning. Der ses ikke at foreligge offentlige til-

kendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til spørgsmålet.

Fra dansk side kan man generelt støtte en tilnærmelse af den strafproces-

suelle lovgivning i medlemslandene, når dette er nødvendigt med henblik

på at lette samarbejdet og den gensidige anerkendelse af retlige afgørel-

ser i straffesager.

Baggrund

Kommissionen har den 28. april 2004 fremlagt et forslag til Rådets ram-

meafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den

Europæiske Union (KOM(2004)328).

Kommissionens forslag til rammeafgørelse om visse proceduremæssige

rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union har været drøftet gen-

nem længere tid i navnlig Arbejdsgruppen om materiel strafferet, uden at

det er lykkedes at opnå væsentlige fremskridt i sagen.

På denne baggrund var der på det uformelle ministermøde (retlige og in-

dre anliggender) i Wien den 12.-14. januar 2006 en overordnet, indle-

dende drøftelse af spørgsmålet om mulighederne for – på EU-plan – at

fastsætte krav til medlemslandenes straffeprocessuelle regler.

På det uformelle møde i Artikel 36-udvalget den 10. april 2006 fremlag-

de en række lande – som et alternativ til udkastet til rammeafgørelse – et

udkast til resolution indeholdende et klart signal om viljen til at beskytte

den enkeltes grundlæggende rettigheder i straffesager, herunder med

henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den

praksis, der er fastlagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Med henblik på en analyse af, hvorledes der kan opnås tilslutning til en

løsning, som er acceptabel for alle medlemslande, blev der på mødet i

Artikel 36-udvalget opnået enighed om at nedsætte en foreløbig uformel

ad hoc gruppe.

Rådet (retlige og indre anliggender) blev på rådsmødet den 27.-28. april

2006 orienteret om status i sagen og det videre forløb af forhandlingerne.

Rådet (retlige og indre anliggender) blev på rådsmødet den 1.-2. juni

2006 på ny orienteret om status for den uformelle ad hoc gruppes arbejde

og havde en drøftelse af sagens videre forløb. Der blev ikke opnået enig-

hed om en løsningsmodel, som var acceptabel for alle medlemsstater, og

navnlig spørgsmålet om karakteren af en eventuel EU-regulering (dvs. et

juridisk bindende instrument eller ej) delte fortsat medlemsstaterne.

Rådet enedes dog om, at det videre arbejde skulle baseres på følgende

principper:

der fastlægges alene minimumstandarder for de omfattede rettig-

heders indhold

der skal være overensstemmelse med tilsvarende rettigheder i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt praksis fra

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og medlemsstater-

ne vil ikke kunne gå under disse bestemmelsers beskyttelsesni-

veau

anvendelsesområdet begrænses til specifikke, grundlæggende ret-

tigheder, såsom ret til juridisk bistand, ret til effektiv tolkning og

oversættelse af relevante dokumenter samt ret til information om

essentielle procedurerettigheder, og der fastsættes generelle stan-

darder frem for en detail-regulering af rettighedernes anvendelse i

de enkelte medlemsstater, henset til disses forskellige strafproces-

suelle systemer.

Herudover blev der i Rådet opnået enighed om, at det videre arbejde med

de proceduremæssige rettigheder endvidere skulle omfatte drøftelser af

praktiske foranstaltninger.

På mødet i Rådet (retlige og indre anliggender) den 4.-5. december 2006

støttede et flertal af delegationerne vedtagelsen af et bindende instrument

på området, mens et mindretal ønskede en ikke-bindende resolution.

Rådet drøftede på rådsmødet den 15. februar 2007 spørgsmålet om,

hvorvidt en regulering af spørgsmålet bør finde sted i form af en ramme-

afgørelse eller et ikke-bindende instrument. Der blev ikke opnået enighed

herom.

Rammeafgørelsen er senest drøftet på mødet i Rådet (retlige og indre

anliggender) den 19. april 2007, hvor der var fremlagt to alternative for-

slag til en regulering af området. Det ene forslag indebar en rammeafgø-

relse om visse proceduremæssige rettigheder, der skulle omfatte såvel

rent nationale straffesager som sager om fuldbyrdelse af en europæisk

arrestordre, mens det andet forslag indebar en rammeafgørelse, som var

begrænset til sager med et grænseoverskridende element, herunder sager

om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

Der blev imidlertid ikke opnået enighed om nogen af de fremlagte for-

slag, og Rådet konkluderede, at arbejdet med rammeafgørelsen skulle

fortsætte med henblik på at nå til enighed om rammeafgørelsens anven-

delsesområde på det kommende rådsmøde.

Det forventes, at det tyske formandskab vil lægge op til, at der på råds-

mødet (retlige og indre anliggender) den 12.-13. juni 2007 skal være en

fornyet drøftelse af den overordnede ramme for en regulering af de pro-

ceduremæssige rettigheder inden for EU. Denne drøftelse vil formentlig

tage udgangspunkt i en eller flere af følgende fire løsningsmodeller:

1) En opt out model, der tager udgangspunkt i en rammeafgørelse,

der omfatter såvel rent nationale straffesager som sager om fuld-

byrdelse af en europæisk arrestordre, men med mulighed for i en

begrænset periode at ”opte ud” for så vidt angår de rent nationa-

le sager.

2) En opt in model, der tager udgangspunkt i en rammeafgørelse,

der alene omfatter sager om fuldbyrdelse af en europæisk arrest-

ordre, men med mulighed for at medlemsstaterne kan ”opte ind”

og tillige lade rammeafgørelsen gælde i forhold til nationale

straffesager.

3) Forstærket samarbejde inden for rammerne af EU-samarbejdet,

jf. TEU artikel 40-40B samt artikel 43-45.

4) Samarbejde på mellemstatsligt grundlag, dvs. uden for EU.

Indhold

Retsgrundlaget for forslaget til rammeafgørelse er artikel 31, stk. 1, litra

c), i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

Det fremgår bl.a. af Kommissionens begrundelse for det oprindelige for-

slag til rammeafgørelse om proceduremæssige rettigheder, at forslaget er

fremsat med henblik på at øge alle mistænktes og anklagedes rettigheder

generelt, idet et ensartet beskyttelsesniveau for mistænkte og anklagede i

EU skal gøre det lettere at anvende princippet om gensidig anerkendelse.

Kommissionens oprindelige forslag er på baggrund af drøftelser i rådsre-

gi ændret på en række punkter. Gennemgangen af indholdet nedenfor,

der er baseret på det senest foreliggende udkast til rammeafgørelse, er

koncentreret om rammeafgørelsens materielle bestemmelser, og indehol-

der således ingen beskrivelse af rammeafgørelsens bestemmelser om

ikrafttræden mv.

Rammeafgørelsens formål og anvendelsesområde

Det følger af udkastet til rammeafgørelse, at de proceduremæssige rettig-

heder, der er defineret heri, skal finde anvendelse i forhold til personer,

der er anklaget for eller anholdt i forbindelse med en strafbar handling,

samt i forhold til sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestor-

dre.

Det præciseres herudover, at rammeafgørelsen ikke omfatter disciplinær-

sager, sager vedrørende militære overtrædelser (i det omfang de enkelte

medlemsstater har taget forbehold i medfør af Menneskerettighedskon-

ventionens artikel 57), samt administrative sager.

Enhver medlemsstat kan herudover vælge at afgive en erklæring om, at

rammeafgørelsens anvendelsesområde skal være begrænset til sager, der

vedrører fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre (en såkaldt opt out-

løsning). Denne begrænsning af anvendelsesområdet kan dog kun finde

anvendelse i en periode på maksimalt tre år efter udløbet af fristen for

rammeafgørelsens gennemførelse.

Endvidere indeholder rammeafgørelsen en generel klausul om, at intet i

rammeafgørelsen kan anses for at begrænse eller fravige de rettigheder

eller proceduremæssige garantier, der er sikret i henhold til Den Europæ-

iske Menneskerettighedskonvention eller i henhold til national ret i med-

lemsstaterne, og som giver en bedre beskyttelse end rammeafgørelsen.

Rammeafgørelsen indeholder en selvstændig definition af begrebet

”straffesager”, idet der herved forstås alle sager, der kan føre til, at en

strafferetlig domstol idømmer en strafferetlig sanktion. Udtrykkene ”an-

klaget for en strafbar handling” og ”anholdt” skal derimod fortolkes i

overensstemmelse med den Europæiske Menneskerettighedsdomstols

praksis i relation til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

artikel 5, stk. 1, litra c (frihedsberøvelse med henblik på retsforfølgning)

og artikel 6 (retten til en retfærdig rettergang).

Rammeafgørelsen fastslår endvidere, at de rettigheder i rammeafgørel-

sen,

der vedrører straffesager,

og som svarer til rettigheder i den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonvention, medmindre andet er fastsat i

rammeafgørelsen, skal have samme betydning som bestemmelserne i

Menneskerettighedskonventionen, således som disse er fastlagt i Menne-

skerettighedsdomstolens praksis.

Ret til information

Ifølge rammeafgørelsen forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at en per-

son, der bliver anholdt i forbindelse med en strafbar handling snarest mu-

ligt underrettes om grundene til anholdelsen, om enhver sigtelse imod

den pågældende, samt om de relevante proceduremæssige rettigheder.

Underretningen skal ske på et sprog som den anholdte forstår.

Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at en person, der er anklaget for en

strafbar handling, snarest muligt underrettes udførligt om indholdet af og

årsagen til den sigtelse, der er rejst imod ham, samt om de relevante pro-

ceduremæssige rettigheder. Underretningen skal ske på et sprog som den

anklagede forstår.

For så vidt angår sager om den europæisk arrestordre skal medlemssta-

terne sikre, at den kompetente, fuldbyrdende myndighed informerer den

person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, om arrestordrens ind-

hold, om de relevante proceduremæssige rettigheder i rammeafgørelsen

samt om muligheden for at give samtykke til overførsel. Underretningen,

der skal finde sted umiddelbart efter den pågældende person er blevet

fremstillet for den fuldbyrdende myndighed, skal ske på et sprog, den

pågældende forstår.

Ret til juridisk bistand

Efter rammeafgørelsen forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at enhver

person, der er anholdt i forbindelse med en strafbar handling, får ret til at

kontakte en forsvarer,

som udgangspunkt

får dækkende adgang til at råd-

føre sig med denne uden overvågning, ret til at tilkalde en forsvarer efter

eget valg samt ret til gratis juridisk bistand, hvis dette er nødvendigt i ret-

færdighedens interesse.

Disse rettigheder finder endvidere anvendelse i sager om fuldbyrdelse af

en europæisk arrestordre.

En person, der er anklaget for en strafbar handling, skal ifølge rammeaf-

gørelsen have tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar, ret

til at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som den

pågældende selv har valgt, og ret til gratis juridisk bistand, hvis dette er

nødvendigt i retfærdighedens interesse. Den anklagede skal endvidere

have mulighed for at afhøre og modafhøre vidner, samt til at få vidner

indkaldt.

Ret til tolkning og oversættelse

Efter rammeafgørelsen skal medlemsstaterne sikre, at enhver person der

er anholdt i forbindelse med eller anklaget for en strafbar handling, får

gratis tolkebistand, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der tales i

retten. Det samme skal gælde i sager om fuldbyrdelse af en europæisk

arrestordre.

Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at enhver person, der er anholdt i

forbindelse med eller anklaget for en strafbar handling, har ret til gratis at

modtage en oversættelse eller tolkning af afgørelsen om frihedsberøvel-

se, anklageskriftet og dommen, hvis den pågældende ikke forstår det

sprog, som de pågældende dokumenter er affattet på.

Under særlige om-

stændigheder kan et mundtligt resumé af de nævnte dokumenter være til-

strækkeligt, såfremt dette ikke tilsidesætter den berørte persons ret til en

retfærdig rettergang.

I sager om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre har medlemsstaterne

pligt til at sikre, at den person, der er omfattet af den europæiske arrest-

ordre, har ret til gratis at modtage en oversættelse eller tolkning af arrest-

ordren, hvis den pågældende ikke forstår det sprog, som den er affattet

på.

Under særlige omstændigheder kan et mundtligt resumé af arrestor-

dren være tilstrækkeligt, såfremt dette ikke tilsidesætter den berørte per-

sons ret til en retfærdig rettergang.

Gældende ret

3.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Danmark har den 31. marts 1953 ratificeret Den Europæiske Menneske-

rettighedskonvention og er således folkeretligt forpligtet til at overholde

konventionen. Konventionen med tilhørende protokoller er endvidere ved

lov nr. 285 af 29. april 1992 med senere ændringer gjort til en del af gæl-

dende dansk ret (jf. nu lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998).

Denne nationale inkorporering ændrer dog ikke ved de bestående folke-

retlige forpligtelser.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder bl.a. be-

stemmelser om anklagedes ret til underretning om en sigtelse, om ret til

forsvarerbistand, herunder i visse tilfælde uden betaling, samt i visse til-

fælde ret til vederlagsfri tolkning.

Den centrale bestemmelse om retten til en retfærdig rettergang i konven-

tionens artikel 6 har følgende ordlyd i den danske oversættelse:

”Stk.

Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang

inden for en rimelig frist for en uafhængig og upartisk dom-

stol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse en-

ten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser

eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.

Dommen skal afsiges i et offentligt møde, men pressen og of-

fentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhand-

lingerne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden el-

ler den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det

kræves af hensyn til mindreårige eller til beskyttelse af par-

ternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det ef-

ter rettens mening strengt nødvendige omfang, når offentlig-

hed ville skade retfærdighedens interesser.

Stk. 2.

Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal an-

ses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstem-

melse med loven.

Stk. 3.

Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal

mindst have ret til følgende:

a) at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et

sprog, som han forstår, om indholdet af og årsagen til den

sigtelse, der er rejst mod ham;

b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit for-

svar;

c) at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer,

som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkeli-

ge midler til at betale for juridisk bistand, at modtage den

uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interes-

se;

d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få

vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser

som vidner, der føres imod ham;

e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår

eller taler det sprog, der anvendes i retten.”

Udover Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har navnlig

retsplejeloven betydning for de forhold, der er omfattet af rammeafgørel-

sen. Retsplejelovens regler er i vidt omfang suppleret af administrative

regler. I det følgende gennemgås de relevante regler i navnlig retspleje-

loven og administrative forskrifter.

3.2. Adgang til juridisk bistand

Retsplejeloven indeholder i kapitel 66 (§§ 729-741) bestemmelser om

sigtede og hans forsvar.

Det følger af retsplejelovens § 730, stk. 1, at sigtede er berettiget til at

vælge en forsvarer. Er sigtede under 18 år, og har den pågældende ikke

indgået ægteskab, tilkommer valget forældremyndighedens indehaver,

som er berettiget til at optræde på sigtedes vegne.

I visse sager, hvor sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, vil der i stedet

blive beskikket en offentlig forsvarer. Retsplejelovens § 731 regulerer

således, hvornår der skal beskikkes en forsvarer for sigtede (obligatorisk

forsvar), og retsplejelovens § 732 regulerer, hvornår der i øvrigt kan be-

skikkes en forsvarer for sigtede/tiltalte (fakultativt forsvar). Bestemmel-

serne har følgende ordlyd:

”§ 731. Offentlig forsvarer bliver, for så vidt sigtede ikke selv

har valgt en forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver, at

beskikke,

a) når sigtede fremstilles for retten med henblik på vare-

tægtsfængsling eller opretholdelse af anholdelsen,

b) når der, forinden tiltale er rejst, skal afhøres vidner, eller

besigtigelse skal ske eller syn eller skøn afgives til brug

under domsforhandling, dog at retshandlingen ej bliver at

udsætte efter forsvarers tilstedekomst, når det må befryg-

tes, at beviset derved ville spildes,

c) når der er spørgsmål om beslaglæggelse af en formue el-

ler en del af denne, jf. § 802, stk. 3.

d) når tiltale er rejst i sager, der skal behandles under med-

virken af domsmænd,

e) når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om

højere straf end bøde,

f) når der i anledning af indankning eller begæring om gen-

optagelse af en sag eller undtagelsesvis i anledning af kæ-

re, jf. § 972, stk. 2, skal finde mundtlig forhandling sted

for retten,

g) når vidners eller syns- eller skønsmænds beedigede for-

klaring begæres til brug under en i udlandet indledet

straffesag,

h) i alle tilfælde, hvor retten i medfør af § 29, stk. 1, og

stk. 3, nr. 3, beslutter, at afhøring af sigtede skal foregå

for lukkede døre,

i) når sager, hvor der er spørgsmål om fængselsstraf, frem-

mes i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.

Stk. 2.

I det under litra e nævnte tilfælde og i det i § 922,

stk. 4, nævnte tilfælde bliver offentlig forsvarer kun at be-

skikke, når den sigtede (eller hans værge) begærer det. Her-

om skal der gives sigtede lejlighed til at udtale sig.

§ 732. I andre tilfælde end de i § 731 nævnte kan der, såvel

før som efter at tiltale er rejst, beskikkes sigtede offentlig for-

svarer, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person

eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt og

sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer.

Stk. 2.

Begæring om beskikkelse af en offentlig forsvarer kan

fremsættes såvel af sigtede som af politiet. Justitsministeren

fastsætter regler om vejledning af sigtede om adgangen til at

begære en forsvarer beskikket. Det skal af politirapporten

fremgå, at den sigtede har modtaget behørig vejledning. Poli-

tiet drager omsorg for, at spørgsmålet indbringes for retten.

Stk. 3.

Beslutninger, hvorefter forsvarer skal beskikkes, kan

ikke påklages for højere ret. Imod beslutninger, hvorved be-

skikkelse af forsvarer nægtes, kan kære til højere ret finde

sted.”

Med hjemmel i retsplejelovens § 732, stk. 2, 2. pkt., har Justitsministeriet

i bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978 fastlagt nærmere regler

om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskik-

ket.

Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at politiet, når sigtelsen vedrører en

lovovertrædelse, som efter loven kan medføre højere straf end bøde (med

undtagelse af færdselsforseelser), vejleder sigtede om adgangen til at be-

gære en offentlig forsvarer beskikket. Det fremgår endvidere af bekendt-

gørelsen, at vejledningen skal gives samtidig med, at sigtede gøres be-

kendt med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig, dvs. inden afhøringen

påbegyndes, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, hvorefter en sigtet skal gø-

res udtrykkeligt bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet

til at udtale sig, inden politiet afhører pågældende.

Justitsministeriet har endvidere udsendt cirkulæreskrivelse nr. 12154 af

12. juni 2001 om underretning til pårørende eller andre om en anholdel-

se, om anholdtes lejlighed til at kontakte en advokat og om anholdtes ad-

gang til at få tilkaldt lægelig bistand.

Det fremgår bl.a. af cirkulæreskrivelsen, at politiet uden ugrundet ophold

skal give anholdte lejlighed til at kontakte en advokat, der opfylder be-

tingelserne for at kunne virke som forsvarer i sagen, jf. retsplejelovens

kapitel 66.

Der findes ikke i dansk ret særlige regler om forsvarerbeskikkelse til un-

ge mellem 15 og 18 år. Derimod indeholder retsplejelovens § 821 e en

bestemmelse om, at der under visse nærmere angivne omstændigheder

efter anmodning fra forældremyndighedens indehaver eller fra politiet

kan beskikkes en advokat for en person under 15 år.

Juridisk bistand til personer, der i udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt for

en strafbar handling, og som begæres udleveret fra Danmark med henblik

på enten straffuldbyrdelse eller strafforfølgning, er reguleret i henholds-

vis udleveringsloven (lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998 om

udlevering af lovovertrædere som ændret ved lov nr. 280 af 25. april

2001, lov nr. 378 af 6. juni 2002, lov nr. 433 af 10. juni 2003 og lov nr.

1160 af 19. december 2003) og den nordiske udleveringslov (lov nr. 27

af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island,

Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975, lov nr.

433 af 31. maj 2000, lov nr. 378 af 6. juni 2002 og lov nr. 433 af 10. juni

2003).

Det følger af udleveringslovens § 14, stk. 1, samt § 18b, stk. 3, jf. § 14,

stk. 1, at der skal beskikkes en forsvarer for den, som søges udleveret,

medmindre den pågældende selv vælger en forsvarer, når politiet

iværksætter den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre om betin-

gelserne for udlevering er opfyldt. Bestemmelserne i retsplejelovens ka-

pitel 66 om beskikkelse og valg af forsvarer finder i øvrigt tilsvarende

anvendelse i sådanne sager.

Ligeledes følger det af den nordiske udleveringslovs § 12, stk. 1, at de i

retsplejelovens kapitel 66 indeholdte regler om beskikkelse og valg af

forsvarer tilsvarende finder anvendelse i sager om udlevering. Offentlig

forsvarer skal dog altid beskikkes, når den, der begæres udleveret, frem-

sætter ønske herom.

Spørgsmålet om, hvem der kan møde som forsvarer, er ligeledes regule-

ret i retsplejelovens kapitel 66. Af særlig betydning i denne sammenhæng

er bestemmelserne i retsplejelovens §§ 730, stk. 2, og 733, stk. 1. Rets-

plejelovens § 730, stk. 2, regulerer, hvem den sigtede selv kan vælge som

forsvarer. Hvorimod retsplejelovens § 733, stk. 1, regulerer, hvem der

kan beskikkes som forsvarer for den sigtede.

Det følger af retsplejelovens § 730, stk. 2, at der som udgangspunkt kun

kan vælges en forsvarer blandt de advokater, der er berettiget til at møde

for vedkommende ret eller blandt de personer, der særligt er beskikket af

justitsministeren som offentlige forsvarere ved vedkommende ret. Retten

kan dog, når det under hensyn til sagens karakter og øvrige omstændig-

heder findes forsvarligt, tillade, at der som forsvarer vælges en advokat

fra et andet nordisk land. Endvidere kan retten undtagelsesvis tilstede, at

andre uberygtede personer over 18 år benyttes som forsvarere.

For så vidt angår de beskikkede forsvarere følger det af retsplejelovens §

733, at justitsministeren efter overenskomst antager et passende antal af

de til møde for vedkommende domstol berettigede advokater eller, om

fornødent, andre dertil egnede personer til at beskikkes som offentlige

forsvarere. I påtrængende tilfælde kan også en advokat, der ikke er anta-

get af justitsministeren, men dog berettiget til at møde for vedkommende

ret, beskikkes til forsvarer. Efter sigtedes begæring kan endvidere en ad-

vokat, der ikke er antaget af justitsministeren, beskikkes til forsvarer, for

så vidt han er mødeberettiget for den pågældende ret og er villig til at la-

de sig beskikke.

Bestemmelserne indebærer, at der som udgangspunkt kun kan vælges

eller beskikkes forsvarere blandt advokater, der har den fornødne møde-

ret. Undtagelsesvist kan der dog vælges og beskikkes andre (egnede) per-

soner.

Betingelserne for at opnå beskikkelse som advokat og advokaternes mø-

deret for domstolene er henholdsvis reguleret i retsplejelovens kapitel 12

(§§ 119-130) og 13 (§§ 131-136).

Retsplejeloven indeholder endvidere bestemmelser om konkret afvisning

af henholdsvis valgt og beskikket forsvarer, herunder bestemmelser om

tilbagekaldelse af beskikkelse i forsvarets interesse.

Således fremgår det af retsplejelovens § 733, stk. 2, og § 736, stk. 2, at

retten ved kendelse kan nægte at beskikke den advokat, som sigtede øn-

sker som forsvarer eller tilbagekalde en allerede meddelt beskikkelse,

hvis forsvarerens medvirken ud fra retsplejemæssige hensyn til sagens

behørige fremme, herunder særligt hensynet til medsigtedes tarv, ikke

kan anses for forsvarlig, eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil

hindre eller modvirke sagens opklaring. Under tilsvarende betingelser

kan retten på ethvert tidspunkt under sagen ved kendelse afvise en valgt

forsvarer, jf. retsplejelovens § 730, stk. 3. Der skal i så fald på begæring

beskikkes sigtede en offentlig forsvarer.

Endvidere følger det af retsplejelovens § 736, stk. 1, at beskikkelsen kan

tilbagekaldes, når det findes nødvendigt i forsvarets interesse, samt, for

så vidt sagen derved ikke forhales, efter begæring af sigtede, når han har

truffet overenskomst om forsvarets udførelse uden udgift for det offentli-

ge.

Retsplejelovens kapitel 66 indeholder herudover en række bestemmelser

om forsvarers inhabilitet i konkrete sager, jf. retsplejelovens §§ 730, stk.

4, og 734.

For så vidt angår spørgsmålet om omkostningerne ved den juridiske bi-

stand fremgår det af retsplejelovens § 741, stk. 1, at den offentlige for-

svarer modtager vederlag fra statskassen. Vederlag til en valgt forsvarer

vedkommer derimod som udgangspunkt ikke det offentlige, jf. retspleje-

lovens § 1007, stk. 2, 1. pkt., 1. led. Retten kan dog undtagelsesvis, når

det efter sagens særlige omstændigheder findes rimeligt, at sigtede har

valgt den pågældende til forsvarer, hos det offentlige tilkende denne et

beløb, der ikke kan overstige, hvad der i sagen ville være blevet tilkendt

en beskikket forsvarer, jf. § 1007, stk. 2, 1. pkt., 2. led.

Retsplejelovens kapitel 91 (§§ 1007-1014a) regulerer i øvrigt generelt

spørgsmålet om sagsomkostninger, herunder i hvilket omfang, den sigte-

de efterfølgende skal dække disse. Således fremgår det af retsplejelovens

§ 1007, stk. 1, at det offentlige, i straffesager, som forfølges af en offent-

lig myndighed, udreder omkostningerne ved sagens behandling og straf-

fens fuldbyrdelse med forbehold af ret til at få dem erstattet efter de øvri-

ge regler i retsplejelovens kapitel 91.

For så vidt angår spørgsmålet om, i hvilket omfang den sigtede har pligt

til at erstatte det offentliges sagsomkostninger, herunder udgifter til for-

svaret, har navnlig bestemmelserne i retsplejelovens §§ 1008, stk. 1-4, og

1010, stk. 1, betydning.

Udgangspunktet efter disse bestemmelser er, at den sigtede skal betale

sagens omkostninger, herunder omkostningerne til forsvarerbistand, hvis

han findes skyldig. Frifindes han derimod, skal han som udgangspunkt

ikke erstatte det offentlige de omkostninger, som sagen har medført, her-

under omkostningerne til beskikket forsvarer.

Udgifter, herunder til forsvarerbistand, der er foranlediget af, at den til-

talte selv har anket, kæret eller begæret en sag genoptaget, dækkes end-

videre af tiltalte, hvis det pågældende skridt ikke har ført til en forandring

til hans fordel. Har anklagemyndigheden derimod anket, kæret eller be-

gæret sagen genoptaget, skal tiltalte alene dække sagens omkostninger,

hvis den nye behandling af sagen har medført et mere ugunstigt resultat

for ham.

Omkostninger, som er forårsagede ved andres fejl eller forsømmelser,

skal som udgangspunkt ikke dækkes af den domfældte. Herudover har

retten generelt mulighed for i dommen at begrænse omkostningsansvaret,

når den finder, at dette ellers ville komme til at stå i åbenbart misforhold

til domfældtes skyld og vilkår.

Retsplejelovens bestemmelser om sagsomkostninger suppleres af straf-

fuldbyrdelseslovens kapitel 16 og særligt bekendtgørelse nr. 394 af 17.

maj 2001 om opkrævning og inddrivelse m.v. af bøder, konfiskationsbe-

løb og sagsomkostninger samt den administrative behandling af sager om

eftergivelse af bøder og konfiskationsbeløb (bødebekendtgørelsen), der

bl.a. regulerer spørgsmål om opkrævning af sagsomkostninger, henstand

med betaling og afdragsvis betaling af sagsomkostninger samt inddrivel-

se af sagsomkostninger. Der er ikke hjemmel til at eftergive sagsomkost-

ninger, men derimod mulighed for at afskrive disse som uerholdelige,

navnlig på grund af skyldnerens økonomiske forhold. Afskrivning af

sagsomkostninger som uerholdelige indebærer, at betalingspligten fortsat

består, men der indtil videre ikke foretages mere for at inddrive sagsom-

kostningerne.

Til brug for behandlingen af sager om opkrævning, inddrivelse m.v. af

bl.a. sagsomkostninger har Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminal-

forsorgen) udsendt en vejledning nr. 11 af 5. februar 2003 om opkræv-

ning og inddrivelse m.v. af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostnin-

ger samt eftergivelse af bøder og konfiskationsbeløb (bødevejledningen),

der bl.a. indeholder et afsnit om vurdering af skyldnerens betalingsevne,

herunder betydningen af at skyldneren har daglig fælles hushold med an-

dre.

Udgifter til beskikket forsvarer for personer, der begæres udleveret, af-

holdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder

bestemmer, at de skal betales af den, som søges udleveret, jf. udleve-

ringsloven § 14, stk. 2, og § 18b, stk. 3, jf. § 14, stk. 2, samt den nordiske

udleveringslovs § 12, stk. 2.

3.3. Adgang til tolkning og oversættelse

Regler om tolkning i retssager findes i retsplejelovens § 149.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at retssproget er dansk, og at afhø-

ring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, så vidt muligt skal

ske ved hjælp af en translatør. Hvis retten mener, at den har fornødent

kendskab til det fremmede sprog, kan tilkaldelse af tolk dog undlades i

straffesager uden for domsforhandling for landsret.

Endvidere fremgår det af bestemmelsens stk. 5, at forhandling med og

afhøring af døve og svært hørehæmmede så vidt muligt skal foregå ved

hjælp af en uddannet tolk. Forhandling med og afhøring af øvrige høre-

hæmmede og døvblevne skal efter begæring fra vedkommende så vidt

muligt foregå ved hjælp af en uddannet tolk. For så vidt angår stumme

kan afhøring eller forhandling foregå ved skriftlige spørgsmål og svar

eller efter begæring så vidt muligt ved hjælp af en tolk. Den døve, høre-

hæmmede, døvblevne eller stumme har endvidere adgang til at lade sig

bistå af en døvekonsulent, tunghørekonsulent eller lignende under rets-

møder.

Retsplejelovens § 149 indeholder herudover bestemmelser om oversæt-

telse til dansk af dokumenter affattet på et fremmed sprog, jf. stk. 2, sær-

lige regler for nordiske statsborgere om oversættelse af dokumenter mel-

lem dansk og de øvrige nordiske sprog, jf. stk. 3, samt regler om afhol-

delse af udgifter til tolkning, jf. stk. 4.

Endelig indeholder retsplejelovens § 149, stk. 6, regler om tolkes og

tegnsprogkyndiges inhabilitet svarende til reglerne for dommeres inhabi-

litet i retsplejelovens §§ 60-61 samt i øvrigt en generel bestemmelse om,

at de regler, der gælder for vidner tilsvarende finder anvendelse på tolke

og tegnsprogskyndige med de lempelser, der følger af forholdets natur,

og for så vidt ikke andet særlig er foreskrevet.

Retsplejeloven indeholder ikke herudover bestemmelser om tolkning og

oversættelse. Det er dog et almindeligt princip i retsplejen, at en person,

der ikke taler dansk, skal tilbydes den fornødne assistance.

Generelt er det politi og anklagemyndighed, der efter retsplejeloven har

ansvaret for, at den anklagede forud for domsforhandlingen er gjort be-

kendt med grundlaget for og omstændighederne omkring sigtelsen og

tiltalen. Politi og anklagemyndighed er overladt et vist skøn i relation til,

hvorledes underretningen skal ske, herunder om og i givet fald hvil-

ke/hvor mange dokumenter der skal oversættes til et sprog, som den sig-

tede/tiltalte forstår, og om underretningen skal ske skriftligt eller mundt-

ligt.

Der findes ikke i dansk ret regler, der fastlægger specifikke kvalitetskrav

til den tolkning, der ydes i forbindelse med straffesager, samt kontrol af

tolkningens kvalitet. Som ovenfor nævnt følger det dog af retsplejelovens

§ 149, stk. 1, at afhøringen af personer, der ikke taler og forstår dansk, så

vidt muligt skal ske ved hjælp af en translatør, det vil sige en person, der

af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er beskikket som translatør og tolk, jf.

lov om translatører og tolke (lovbekendtgørelse nr. 181 af 25. marts

1988, som ændret senest ved lov nr. 227 af 21. april 1999). Tilsvarende

følger det af retsplejelovens § 149, stk. 5, at forhandling med og afhøring

af døve, døvblevne og hørehæmmede så vidt muligt skal ske ved hjælp af

en uddannet tolk.

I tilknytning til retsplejelovens § 149, stk. 5, har Justitsministeriet udstedt

cirkulære nr. 124 af 26. juni 1990 om forhandling med og afhøring af

døve, hørehæmmede, døvblevne og stumme. Cirkulæret henviser til, at

det efter bemærkningerne til retsplejelovens § 149, stk. 5, kun meget

sjældent vil kunne forekomme, at en afhøring af en døv, døvbleven eller

hørehæmmet må gennemføres uden tolkebistand. Cirkulæret indskærper

endvidere den døves, døvblevnes, hørehæmmedes eller stummes adgang

til under forhandlinger og afhøringer af lade sig bistå af en bisidder med

henblik på at eventuelle misforståelser undgås, jf. også retsplejelovens §

149, stk. 5, 4. pkt., og forudsætter, at de berørte myndigheder vejleder

den døve, døvblevne, hørehæmmede eller stumme om denne adgang

samt – i de tilfælde hvor tolkebistand ikke er obligatorisk – om adgangen

til at begære bistand af en uddannet tolk.

For så vidt angår kvaliteten af sprogtolkning fremgår det i øvrigt af Rigs-

politichefens Kundgørelse I, nr. 11, senest af 23. juni 2004 om en samlet

rekrutterings- og administrationsordning for tolke, at politiet så vidt mu-

ligt skal anvende uddannede tolke frem for ikke-uddannede. Kundgørel-

sen indeholder i øvrigt bl.a. retningslinier for politiets tolkefortegnelse,

behandling af klager over tolke, politiets samarbejde og omgang med

tolke samt tolkes opgaver.

En arbejdsgruppe nedsat af Domstolsstyrelsen afgav i april 2003 en rap-

port om tolkebistand i retssager. I rapporten redegøres blandt andet for de

mulige retlige og praktiske problemstillinger, som er forbundet med tol-

kebistand i retssager. I forbindelse med udarbejdelse af rapporten har ar-

bejdsgruppen endvidere udarbejdet en vejledning om tolkning i retten

samt en blanket til brug ved indgåelse af aftale om tolkning i retten. Vej-

ledningen, der både retter sig til brugerne af tolke samt til tolkene selv,

har til formål at sikre de bedste muligheder for opnåelse af en optimal

tolkning og indeholder bl.a. afsnit om forberedelse af en tolkeopgave,

tolketekniske regler og tolkeetiske regler.

For så vidt angår spørgsmålet om hvem der skal betale for tolkning,

fremgår det af retsplejelovens § 149, stk. 4, at udgifter til tolkning i sa-

ger, hvori en statsborger i et andet nordisk land er part, afholdes af stats-

kassen. Det samme gælder udgifter til oversættelse af dokumenter mel-

lem dansk og de øvrige nordiske sprog. Retten kan i øvrigt bestemme, at

udgifterne skal godtgøres af parterne i overensstemmelse med lovens al-

mindelige regler om sagsomkostninger. Ved cirkulære nr. 104 af 7. juli

1989 har Justitsministeriet imidlertid i § 2 generelt fastlagt, at udgifter til

tolkning i straffesager afholdes endeligt af statskassen. Dette gælder også

udgifter til tolkning for døve, hørehæmmede, døvblevne og stumme i sa-

ger, der behandles af retten, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 124 af 26.

juni 1990.

3.4. Skriftlig underretning af mistænkte og anklagede om deres ret-

tigheder

For så vidt angår orientering af mistænkte og anklagede om deres rettig-

heder fremgår det af retsplejelovens § 752, stk. 1, at en sigtet forud for

politiets afhøring skal gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udta-

le sig. Sigtede skal samtidig vejledes om adgangen til at begære en of-

fentlig forsvarer beskikket, jf. pkt. 3.2. ovenfor. Der findes ikke generelle

regler om, at denne vejledning til sigtede skal gives skriftligt.

Særligt for så vidt angår anholdte har Justitsministeriet ved cirkulære-

skrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001 fastsat nærmere regler om den an-

holdtes adgang til selv at underrette pårørende eller andre om en anhol-

delse, kontakte en advokat samt anmode om at blive tilset af en læge. Det

fremgår af cirkulæreskrivelsen, at den anholdte skal orienteres om de ret-

tigheder, der følger af cirkulæreskrivelsen, og at orienteringen af den an-

holdte skal gennemføres på et sprog, som den anholdte forstår.

Med henblik på orientering af den anholdte, når denne er indbragt på po-

litistationen, har Rigspolitichefen udarbejdet en skriftlig vejledning, som

findes på dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk, tyrkisk og arabisk.

Den skriftlige vejledning skal altid udleveres til den anholdte, medmindre

det er åbenbart, at den pågældende ikke forstår én af de sproglige versio-

ner, vejledningen foreligger i. I så fald skal vejledning om den anholdtes

rettigheder uden ugrundet ophold sikres på anden måde – eventuelt ved

tilkaldelse af tolk. I tilfælde af, at det helt undtagelsesvist måtte vise sig

ikke at være muligt at vejlede den anholdte om rettighederne efter denne

cirkulæreskrivelse, inden den pågældende skal løslades – f.eks. fordi det

ikke er muligt at tilvejebringe tolkebistand – bør en skriftlig vejledning

på engelsk i almindelighed udleveres til den anholdte ved løsladelsen.

Det fremgår endvidere af cirkulæreskrivelsen, at iagttagelsen af reglerne

om vejledning skal noteres i anholdelsesrapporten eller anholdelsespro-

tokollen. Udarbejdes der ikke anholdelsesrapport eller lignende, skal der

i stedet foretages notat i døgnrapporten. I tilfælde, hvor orienteringen af

den anholdte ikke er sket ved udlevering af den skriftlige vejledning på

dansk, skal det tillige anføres, hvordan orientering så er sket. Har det væ-

ret nødvendigt at løslade den anholdte, uden at det har været muligt at

orientere anholdte på et sprog, som pågældende forstår, skal det endvide-

re udtrykkeligt anføres, hvordan vejledning er søgt sikret, herunder hvad

politiet har gjort for at finde en tolk.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

For så vidt angår udkastet til rammeafgørelse, vurderes den foreslåede

artikel 1 om formålet med instrumentet ikke umiddelbart at ville have

lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Det bemærkes

herved, at der er tale om minimumskrav, at ”medmindre andet fremgår af

rammeafgørelsen har bestemmelser heri, der svarer til bestemmelser i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, samme betydning og

rækkevidde som konventionens bestemmelser, således som disse er for-

tolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis” og at ud-

trykkene ”anholdt” (arrested) og ”anklages for en strafbar handling”

(charged with a criminal offence) skal fortolkes i overensstemmelse med

artikel 5, stk. 1, litra c og artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention, som fastlagt af Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol.

Det forhold, at rammeafgørelsen opererer med en selvstændig definition

på ”straffesager” (criminal proceedings) vurderes heller ikke at indebære

lovgivningsmæssige konsekvenser. Det bemærkes herved, at rammeafgø-

relsens definition på straffesager (sager, der kan føre til, at en strafferetlig

domstol idømmer en strafferetlig sanktion) sammenholdt med undtagel-

sen for så vidt angår bl.a. disciplinærsager og visse administrative sager,

må antages ikke at gå videre end Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstols praksis med hensyn til, hvornår der er tale om en sag om straf-

feretlig forfølgning.

Det bemærkes endvidere, at såfremt den senest fremlagte tekst – som er

gengivet ovenfor under punkt 2 – vil komme til at udgøre grundlaget for

en kommende rammeafgørelse, er den umiddelbare vurdering, at den ma-

terielle tekst ikke vil have lovgivningsmæssige konsekvenser. Det for-

hold, at rammeafgørelsen – i modsætning til EMRK artikel 6 – opstiller

krav i forhold til beskyttelse af personer, som er genstand for en europæ-

isk arrestordre, vurderes således – med den nuværende udformning af de

materielle bestemmelser – ikke at ville have lovgivningsmæssige eller

statsfinansielle konsekvenser.

Der vil muligvis være behov for at fastsæt-

te administrative retningslinjer på enkelte punkter.

Sagen vurderes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser af betyd-

ning.

Høring

Det foreliggende udkast til rammeafgørelse er væsentligt forskelligt fra

Kommissionens

oprindelige

forslag

til

rammeafgørelse

(KOM(2004)328).

Det pågældende forslag blev på sædvanlig vis sendt i høring. De hørings-

svar, som er modtaget indeholder en række bemærkninger, som ikke er

relevante i forhold til det nu foreliggende udkast til henholdsvis ramme-

afgørelse og resolution. De pågældende høringssvar er derfor ikke med-

taget.

I stedet for kan der henvises til det samlenotat, som er oversendt til ud-

valgene forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. de-

cember 2005.

Nærhedsprincippet

Sagen vurderes ikke at rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdninger til sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side kan man generelt støtte en tilnærmelse af den strafproces-

suelle lovgivning i medlemslandene, når dette er nødvendigt med henblik

på at lette samarbejdet og den gensidige anerkendelse af retlige afgørel-

ser i straffesager.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har den 12. april 2005 afgivet udtalelse om forslaget

til rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager

i Den Europæiske Union (KOM(2004)328). Det følger heraf (med hen-

visning til en udtalelse fra Parlamentets Retsudvalg), at Europa-

Parlamentet er enig i Kommissionens valg af retsgrundlag. Fastlæggelsen

af fælles grundlæggende principper er efter Europa-Parlamentets opfat-

telse med til at øge medlemsstaternes tillid til hinandens retssystemer, og

en rammeafgørelse synes at være et rigtigt instrument med henblik på at

opnå dette mål.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politi-

mæssigt og retligt samarbejde den

29. maj 2007.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Rets-

udvalg

En statusrapport vedrørende forslaget til rammeafgørelse om visse pro-

ceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union

(KOM(2004)328) blev forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsud-

valg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. decem-

ber 2005. Et grundnotat vedrørende forslaget blev oversendt til Folketin-

gets Europaudvalg og Retsudvalg den 16. december 2004.

Sagen er senest forelagt for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg

forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19.-20. april

2007.

Dagsordenspunkt 3: Rådets rammeafgørelse om anerkendelse af og

tilsyn med betingede straffe og alternative sanktioner

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

Resumé

Forslaget har til formål at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat med

henblik på at lette den domfældtes resocialisering og forbedre beskyttel-

sen af ofre anerkender en dom afsagt i en anden medlemsstat, hvorved

der idømmes betinget straf eller pålægges alternativ sanktion, fører tilsyn

med sådanne domme inden for rammerne af sine beføjelser samt træffer

alle øvrige afgørelser i forbindelse hermed. Forslaget vurderes ikke at

være i strid med nærhedsprincippet. Forslaget vurderes at ville have lov-

givningsmæssige konsekvenser, hvorimod det ikke vurderes at ville have

statsfinansielle konsekvenser af betydning. Forslaget er fremlagt af Tysk-

land og Frankrig. Fra dansk side kan man generelt støtte forslaget.

Sagen

forventes at blive forelagt Rådet på rådsmødet (retlige og indre anlig-

gender) den 12.-13. juni 2007 med henblik på at opnå generel tilslutning

til de overordnede principper vedrørende emnerne a) formålet med

rammeafgørelsen, b) rækkevidden af anvendelsesområdet, c) typer af vil-

kår, som fuldbyrdelsesstaten skal føre tilsyn med, og d) kompetenceforde-

lingen mellem domsstaten og fuldbyrdelsesstaten. Endvidere forventes

det, at Rådet på det kommende møde skal opnå enighed om et af for-

mandskabet udarbejdet kompromisforslag vedrørende dobbelt strafbar-

hed.

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaters holdninger til forslaget.

Baggrund

Tyskland og Frankrig har den 15. januar 2007 fremlagt et forslag til en

rammeafgørelse om anerkendelse af og tilsyn med betingede straffe og

alternative sanktioner.

Sagen, der ikke tidligere har været forelagt Rådet, forventes at blive fore-

lagt Rådet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12.-13. juni

2007 med henblik på at opnå generel tilslutning til de overordnede prin-

cipper vedrørende emnerne a) formålet med rammeafgørelsen, b) række-

vidden af anvendelsesområdet, c) typer af vilkår, som fuldbyrdelsesstaten

skal føre tilsyn med, og d) kompetencefordelingen mellem domsstaten og

fuldbyrdelsesstaten. Endvidere forventes det, at Rådet på det kommende

møde skal opnå enighed om et af formandskabet udarbejdet kompromis-

forslag vedrørende dobbelt strafbarhed.

Indhold

Forslaget til rammeafgørelse er fremlagt under henvisning til traktaten

om Den Europæiske Union, særligt artikel 31, stk. 1, litra a og c, og arti-

kel 34, stk. 2, litra b. Det følger af artikel 31, stk. 1, litra a og c, at fælles

handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager bl.a. omfatter

fremme og fremskyndelse af samarbejdet om retspleje og fuldbyrdelse af

afgørelser mellem kompetente ministerier og retlige eller tilsvarende

myndigheder i medlemsstaterne og sikring af forenelighed mellem med-

lemsstaternes gældende regler, i det omfang det er nødvendigt for at for-

bedre samarbejdet. Ifølge artikel 34, stk. 2, litra b, kan Rådet med hen-

blik på at bidrage til opfyldelse af Unionens målsætninger på initiativ af

en medlemsstat eller Kommissionen vedtage rammeafgørelser om ind-

byrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestem-

melser.

Hovedelementerne i forslaget er følgende:

En medlemsstat, i hvilken der er afsagt en dom (domsstaten), kan

fremsende dommen til en anden medlemsstat (fuldbyrdelsesstaten),

hvor den domfældte har lovligt ophold, med henblik på anerkendelse

af og overtagelse af tilsynet med visse vilkår og alternative sanktioner

samt med henblik på, at der træffes alle øvrige afgørelser i forbindel-

se hermed.

Omfattet af begrebet "dom" er:

”Betinget straf”, hvorved forstås en frihedsstraf eller friheds-

berøvende foranstaltning, hvis fuldbyrdelse helt eller delvis

udsættes på visse betingelser ved domfældelsen,

”Betinget dom”, hvorved forstås en afgørelse om, at fastsæt-

telsen af en straf eller anden sikkerhedsforanstaltning udsæt-

tes på betingelse af, at et eller flere vilkår overholdes

(betin-

ger dom uden straffastsættelse).

”Alternativ sanktion”, som omfatter vilkår, der idømmes som

selvstændig straf, og som ikke er en frihedsstraf, frihedsberø-

vende foranstaltning eller bødestraf.

”Prøveløsladelse”, hvorved forstås en afgørelse fra en kom-

petent myndighed om udskydelse af afsoningen af en friheds-

straf, efter en del af frihedsstraffen er blevet afsonet, og hvor-

ved den pågældende bliver pålagt et eller flere vilkår.

En ”dom” kan alene fremsendes (med henblik på anerkendelse og

overtagelse af tilsynet med vilkår og alternative sanktioner), hvis

dommen indeholder et eller flere nærmere angivne påbud, såsom

f.eks. domfældtes pligt til at meddele de kompetente myndigheder i

fuldbyrdelsesstaten enhver adresseændring, påbud med hensyn til

livsførelse mv., meldepligt, kontakt- og opholdsforbud, vilkår med

hensyn til skadesgodtgørelse, samfundstjeneste, tilknytning af en til-

synsførende samt læge- eller afvænningsbehandling.

Den enkelte medlemsstat kan herudover angive yderligere vilkår,

som den er rede til at føre tilsyn med. Hermed kan der bl.a. tages

hensyn til særlige forhold som f.eks. et allerede eksisterende samar-

bejde mellem nabostater.

Fuldbyrdelsesstaten er som udgangspunkt forpligtet til at anerkende

dommen og omgående træffe alle nødvendige foranstaltninger til at

føre tilsyn med vilkårene og de alternative sanktioner (uden mulighed

for at foretage en prøvelse af, om det vil være foreneligt med national

ret).

For at gøre det lettere for fuldbyrdelsesstaten at overtage tilsynet med

vilkårene, åbner forslaget mulighed for at tilpasse de vilkår eller al-

ternative sanktioner, der er fastsat i dommen, til fuldbyrdelsesstatens

lovgivning. Det afgørende er i den forbindelse vilkårets uforenelig-

hed på grund af dets art eller varighed. Det tilpassede vilkår eller den

tilpassede sanktion skal så vidt muligt svare til det vilkår eller den

sanktion, der er pålagt i domsstaten, og må ikke indebære en skærpel-

se. I forbindelse med tilpasningen af en i domsstaten afsagt dom, skal

der ske høring af domsstaten.

Fuldbyrdelsesstaten kan ikke stille krav om dobbelt strafbarhed med

hensyn til visse anførte forbrydelser svarende til dem, der er inde-

holdt i den såkaldte ”positiv-liste” i rammeafgørelsen om den euro-

pæiske arrestordre.

Dog kan fuldbyrdelsesstaten, hvis den lovover-

trædelse, der ligger grund for den betingede dom, den alternative

sanktion eller prøveløsladelsen, ikke er strafbar efter fuldbyrdelses-

statens lovgivning, meddele domsstaten, at fuldbyrdelsesstaten ikke

ønsker at træffe eventuelle efterfølgende afgørelser i relation til afgø-

relsen. Fuldbyrdelsesstaten er dog fortsat forpligtet til at føre tilsyn

med den/de anførte vilkår.

Fuldbyrdelsesstaten kan benytte sig af en række grunde til at afslå at

anerkende dommen og overtage tilsynet med vilkårene og de alterna-

tive sanktioner.

De pågældende afslagsgrunde svarer i vidt omfang til de grunde til

afslag, der allerede findes i andre rammeafgørelser. Det kan særligt

nævnes, at afslagsgrundene bl.a. vedrører tilfælde, hvor dommen om-

fatter lægebehandling eller anden terapeutisk behandling, som der –

trods de ovennævnte tilpasningsmuligheder – ikke kan føres tilsyn

med i overensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens retssystem eller

sundhedsvæsen, samt tilfælde, hvor de involverede judicielle myn-

digheder ikke kan nå til enighed om tilpasningen af vilkårene eller de

alternative sanktioner.

Fuldbyrdelsesstatens lovgivning finder anvendelse på tilsynet med

vilkår og alternative sanktioner.

Det er som udgangspunkt fuldbyrdelsesstaten, der ved anvendelse af

egen national lovgivning træffer alle videre afgørelser i forbindelse

med den betingede straf eller de alternative sanktioner. Det gælder

f.eks. efterfølgende ændring af vilkårene, tilbagekaldelse af strafud-

sættelsen, strafudmåling i tilfælde, hvor dette ikke er sket i domssta-

ten, eller strafbortfald.

Domsstaten har dog – for så vidt angår betingede domme uden straf-

fastsættelse – kompetencen med hensyn til alle videre afgørelser, så-

ledes at dens lovgivning fortsat finder anvendelse på alle dommens

øvrige følger. Sådanne tilfælde, hvor den domfældte kun er fundet

skyldig, men hvor der endnu ikke er fastsat en straf, kan således be-

grunde, at domsstaten selv får mulighed for at træffe afgørelse om

den konkrete straf.

Domsstaten kan endvidere – for så vidt angår alternative sanktioner

– forbeholde sig kompetencen med hensyn til alle videre afgørelser,

således at dens lovgivning fortsat finder anvendelse på alle dommens

øvrige følger

En medlemsstat kan ved gennemførelsen af rammeafgørelsen medde-

le, at den som fuldbyrdelsesstat forbeholder sig ret til i

nærmere an-

givne kategorier af sager

at afslå at overtage kompetencen til at træf-

fe alle videre afgørelser i forbindelse med den betingede straf eller de

alternative sanktioner. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet i de situati-

oner, hvor der ikke er tale om et strafbart forhold efter fuldbyrdelses-

statens lovgivning.

Fuldbyrdelsesstaten skal underrette domsstaten om det videre forløb

af tilsynet (dvs. enhver afgørelse, der træffes med hensyn til ændring

af vilkårene eller den alternative sanktion mv.)

Domsstaten underretter fuldbyrdelsesstaten om ethvert forhold eller

enhver oplysning, som efter domsstatens opfattelse kunne føre til til-

bagekaldelse af strafudsættelsen eller en ændring af vilkårene eller

den alternative sanktion.

Hvis domsstaten undtagelsesvis har bevaret kompetencen med hen-

syn til alle videre afgørelser i sagen, skal fuldbyrdelsesstaten under-

rette domsstaten om dels enhver overtrædelse af et vilkår eller en al-

ternativ sanktion, dels om andre oplysninger, der eventuelt kan foran-

ledige domsstaten til at træffe en ny afgørelse.

Domsstaten skal i tilfælde af en afgørelse om strafudmåling eller til-

bagekaldelse af strafudsættelsen forinden høre den domfældte.

Domsstaten skal straks underrette fuldbyrdelsesstaten om trufne afgø-

relser, som er afgørende for tilsynet med vilkårene, så fuldbyrdelses-

staten kan drage de nødvendige konsekvenser heraf. Fuldbyrdelses-

staten skal herefter enten fuldbyrde de ændrede vilkår eller bringe

dem til ophør. Ved strafudmåling eller tilbagekaldelse af strafudsæt-

telsen meddeler domsstatens kompetente myndighed, om den har til

hensigt også at anmode fuldbyrdelsesstaten om at overtage fuldbyr-

delsen af frihedsstraffen eller den frihedsberøvende foranstaltning i

henhold til rammeafgørelsen om den europæiske fuldbyrdelsesordre,

eller om den vil anmode om udlevering af den domfældte i henhold

til rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

Både domsstaten og fuldbyrdelsesstaten har ret til at indrømme am-

nesti eller benådning.

Det fremlagte forslag indeholder herudover bestemmelser om rammeaf-

gørelsens formål og anvendelsesområde, om pligt til at respektere grund-

læggende rettigheder, om hvilke myndigheder der kan udpeges som

kompetente myndigheder i henholdsvis domsstaten og fuldbyrdelsessta-

ten, om proceduren for fremsendelse af dommen og attesten, om afgørel-

se om overtagelse og frister, om tilfælde, hvor den domfældte tager lov-

ligt, sædvanligt ophold i en anden medlemsstat, samt om regler vedrø-

rende sprog, omkostninger, forholdet til andre aftaler og ordninger, gen-

nemførelse og ikrafttræden.

Der henvises i øvrigt nærmere til forslaget til rammeafgørelse og de led-

sagende bemærkninger.

Gældende dansk ret

3.1. Overførelse af tilsynet med betingede domme, prøveløsladelse og

alternative sanktioner

3.1.1.

Der er ikke i dansk ret hjemmel til, at danske myndigheder aner-

kender og overtager tilsynet med personer (med lovligt ophold her i lan-

det), som i de øvrige EU-medlemslande er idømt en betinget dom eller er

blevet prøveløsladt.

Det bemærkes herved, at Danmark ikke har tiltrådt Europarådets konven-

tion af 30. november 1964 om tilsynet med betinget dømte og betinget

løsladte lovovertrædere, der trådte i kraft i 1975. Konventionen, der hidtil

kun er ratificeret af 12 EU-medlemslande, har vist sig at være besværlig

at anvende i praksis.

3.1.2.

Hvad angår samarbejdet på området i nordiske regi, sker overførel-

se af tilsynet med betingede domme og prøveløsladelse i henhold til lov

nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde mellem Finland, Island, Norge og

Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. med senere ændringer.

Reglerne om betingede domme fremgår af lovens kapitel 3.

Heraf følger, at der her i landet kan anordnes tilsyn med personer, der i

henhold til en i Finland, Island, Norge eller Sverige afsagt betinget dom

eller dom til samfundstjeneste skal undergives tilsyn, jf. lovens § 7.

Ifølge lovens § 8 finder straffelovens regler om betingede domme i så

fald tilsvarende anvendelse. Træffer retten bestemmelse om fuldbyrdelse

af en i den betingede dom eller i dommen til samfundstjeneste fastsat

straf, skal denne omsættes til en fængselsstraf af samme varighed. Så-

fremt omstændighederne taler derfor, kan anklagemyndigheden eller ret-

ten overlade til vedkommende myndighed i domslandet at træffe afgørel-

se i sager, hvor der er spørgsmål om ændring af en betinget dom eller en

dom til samfundstjeneste.

Såfremt en person, der i Finland, Island, Norge eller Sverige er idømt en

betinget dom eller en dom til samfundstjeneste, her i landet dømmes for

strafbart forhold, kan retten, selv om der ikke er anordnet tilsyn efter lo-

vens § 7, i overensstemmelse med straffelovens regler om betingede

domme træffe afgørelse om, at der skal fastsættes ubetinget straf for for-

hold, der er omfattet af den betingede dom eller af dommen til samfunds-

tjeneste. jf. lovens § 9.

Ifølge lovens § 10 kan tilsyn og andre foranstaltninger, hvorom der er

truffet bestemmelse ved betinget dom, der er afsagt her i landet, iværk-

sættes i Finland, Island, Norge eller Sverige. Er tilsynet med en betinget

dømt overført til myndighederne i Finland, Island, Norge eller Sverige,

finder straffelovens regler om betingede domme kun anvendelse, såfremt

han her i landet dømmes for strafbart forhold eller myndighederne i et af

de nævnte lande overlader til dansk domstol at træffe afgørelse om æn-

dring af den betingede dom. Såfremt myndighederne i det land, til hvilket

tilsynet er overført, træffer bestemmelse om forlængelse af prøvetiden

eller om ændring af andre i dommen fastsatte vilkår, har denne bestem-

melse virkning her i landet.

Ifølge lovens § 11 har en i Finland, Island, Norge eller Sverige truffet

afgørelse om fuldbyrdelse af straf for et forhold, der er omfattet af en her

i landet afsagt betinget dom, samme virkning som en tilsvarende afgørel-

se truffet efter straffelovens regler. Såfremt en person, der er betinget

dømt her i landet, i Finland, Island, Norge eller Sverige dømmes for

strafbart forhold begået i prøvetiden, uden at der ved dommen tages stil-

ling til spørgsmålet om ændring af den betingede dom, finder straffelo-

vens § 60 eller § 66 tilsvarende anvendelse.

Reglerne om prøveløsladelse fremgår af lovens kapitel 4.

Personer, der er prøveløsladt efter udståelse af fængsel eller tugthus i

Finland, fængsel i Island eller Norge eller fængsel eller strafarbejde i

Sverige, kan undergives tilsyn her i landet, jf. lovens § 12.

Når der er anordnet tilsyn efter lovens § 12, finder straffelovens regler

om personer, der er prøveløsladt fra fængsel, tilsvarende anvendelse, jf.

lovens § 13. Såfremt omstændighederne taler derfor, kan justitsministe-

ren ophæve et eller flere vilkår eller ændre dem til andre så vidt muligt

tilsvarende vilkår. Træffer justitsministeren bestemmelse om fuldbyrdel-

se af reststraffen, skal denne omsættes til en fængselsstraf af samme va-

righed. Såfremt omstændighederne taler derfor, kan det overlades til

vedkommende myndighed i det land, hvor prøveløsladelse har fundet

sted, at træffe afgørelse i sager angående overtrædelse af vilkårene for

prøveløsladelse.

Såfremt en person, der i Finland, Island, Norge eller Sverige er prøveløs-

ladt, i prøvetiden begår strafbart forhold, som pådømmes her i landet, kan

der ifølge lovens § 14, selv om der ikke er anordnet tilsyn efter § 12, i

overensstemmelse med straffelovens regler om prøveløsladelse træffes

afgørelse om, at genindsættelse skal finde sted.

Ifølge lovens § 15 kan personer, der her i landet prøveløslades efter ud-

ståelse af fængselsstraf, undergives tilsyn i Finland, Island, Norge eller

Sverige. Er tilsynet med en prøveløsladt overført til myndighederne i

Finland, Island, Norge eller Sverige, finder straffelovens regler om over-

trædelse af vilkårene for prøveløsladelse kun anvendelse, såfremt han her

i landet findes skyldig i strafbart forhold, eller myndighederne i tilsyns-

landet overlader til den danske justitsminister at træffe afgørelse vedrø-

rende andre overtrædelser af vilkårene. Såfremt myndighederne i det

land, til hvilket tilsynet er overført, træffer bestemmelse om ændring af

de for prøveløsladelsen fastsatte vilkår, har denne bestemmelse virkning

her i landet.

En i Finland, Island, Norge eller Sverige truffet afgørelse om genindsæt-

telse af en person, der er prøveløsladt her i landet, har samme virkning

som en tilsvarende afgørelse truffet efter straffelovens regler, jf. lovens §

16.

3.2. Dansk rets materielle bestemmelser om betingede domme mv.

3.2.1.

Reglerne om betingede domme fremgår af straffelovens kapitel 7

(§§ 56-61 a).

Heraf følger, at straffastsættelsen kan udsættes og bortfalde efter en prø-

vetid, hvis retten finder det upåkrævet, at straf kommer til fuldbyrdelse

(betinget dom uden straffastsættelse). Hvis retten anser det for mere for-

målstjenligt, kan straffen fastsættes, og fuldbyrdelsen udsættes med bort-

fald ved udløbet af prøvetiden (betinget dom med straffastsættelse). Ud-

sættelsen betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold i en prø-

vetid, der som hovedregel maksimalt kan fastsættes til 3 år. Der henvises

til straffelovens § 56.

Hvis retten finder, at anvendelse af ubetinget fængselsstraf er påkrævet,

men oplysningerne om tiltaltes personlige forhold taler for anvendelse af

betinget dom, kan retten bestemme, at en del af den forskyldte straf, dog

højest 6 måneder, skal fuldbyrdes, mens dommen i øvrigt gøres betinget

(kombinationsdom), jf. straffelovens § 58.

Ifølge straffelovens § 57 kan det fastsættes som vilkår for udsættelsen, at

den pågældende i hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn

af kriminalforsorgen. Endvidere kan retten fastsætte andre vilkår, som

findes formålstjenlige, herunder at den dømte

–

overholder særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde,

uddannelse, anvendelse af fritid eller samkvem med bestemte perso-

ner,

–

tager ophold i egnet hjem eller institution; for sådant ophold fastsæt-

tes ved dommen en længstetid, der i almindelighed ikke kan overstige

1 år,

–

afholder sig fra misbrug af alkohol, narkotika eller lignende medika-

menter,

–

underkaster sig afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narko-

tika eller lignende medikamenter, om fornødent på hospital eller i

særlig institution,

–

underkaster sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af

mindst et års varighed,

–

underkaster sig psykiatrisk behandling, om fornødent på hospital,

–

retter sig efter tilsynsmyndighedens bestemmelser om indskrænknin-

ger i rådigheden over indtægter og formue og om opfyldelse af øko-

nomiske forpligtelser,

–

betaler erstatning for tab, der er forvoldt ved lovovertrædelsen,

–

efter kommunens afgørelse undergives foranstaltninger efter § 40 i

lov om social service, eventuelt af nærmere angiven art, og efter-

kommer de forskrifter, kommunen meddeler den pågældende. Der er

tale om foranstaltninger over for børn og unge, f.eks. familiebehand-

ling og udpegning af en fast kontaktperson.

Ifølge straffelovens § 59 kan vilkårene senere ændres eller ophæves ved

retskendelse efter anmodning fra anklagemyndigheden eller den dømte.

Hvis den dømte overtræder vilkårene for en betinget dom, kan retten i

medfør af straffelovens § 60 tildele advarsel, ved kendelse ændre vilkå-

rene og forlænge prøvetiden inden for den fastsatte længstetid, ved dom

fastsætte straf eller anden retsfølge for den begåede lovovertrædelse eller

- hvis straf er fastsat i den betingede dom - træffe afgørelse om fuldbyr-

delse af denne straf.

Begår den dømte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der in-

den dennes udløb rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for

forholdet, fastsætter retten i medfør af straffelovens § 61 en ubetinget

straf eller anden retsfølge for dette forhold og den tidligere pådømte lov-

overtrædelse. Når omstændighederne taler derfor, kan retten i stedet

idømme ubetinget straf alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse

med en ændring af vilkårene i den betingede dom, eller afsige ny betinget

dom vedrørende begge lovovertrædelser eller alene for det nye forhold i

overensstemmelse med reglerne om betingede domme eller reglerne om

samfundstjeneste.

Herudover kan der, hvis den pågældende findes egnet hertil, afsiges be-

tinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Reglerne om samfundstje-

neste findes i straffelovens kapitel 8 (§§ 62-67).

Hvis den dømte overtræder vilkårene i en betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste, kan retten i medfør af straffelovens § 66 træffe afgø-

relse om ubetinget fængselsstraf for den begåede lovovertrædelse, eller

bestemme at betinget dom skal opretholdes, eventuelt i forbindelse med

en forlængelse af længstetiden for samfundstjeneste og af prøvetiden.

Straffelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår betin-

gede domme med vilkår om samfundstjeneste, jf. straffelovens § 67.

Der findes i øvrigt regler om gennemførelse af betingede domme i straf-

fuldbyrdelseslovens kapitel 17-18 og i administrative forskrifter udstedt i

henhold hertil.

3.2.2.

Reglerne om prøveløsladelse fremgår af straffelovens kapitel 6 (§§

38-42).

Heraf følger, at når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er

udstået, afgør justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, om den

dømte skal løslades på prøve. Prøveløsladelse kan ske tidligere, når sær-

lige omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af

straffetiden, dog mindst 2 måneder. Der henvises til straffelovens § 38,

som også fastsætter, i hvilke tilfælde der ikke kan blive tale om prøveløs-

ladelse. Ifølge straffelovens § 39 betinges løsladelse af, at den pågælden-

de ikke begår strafbart forhold i en prøvetid, der som hovedregel maksi-

malt kan fastsættes til 3 år. Det kan fastsættes som vilkår for prøveløsla-

delsen, at den dømte i hele prøvetiden eller en del af denne undergives

tilsyn af kriminalforsorgen. Endvidere kan der fastsættes de samme vil-

kår som for betingede domme, jf. straffelovens § 57.

Af straffelovens § 40 a fremgår det endvidere, at når halvdelen af straffe-

tiden, dog mindst 4 måneder, er udstået, kan justitsministeren eller den,

der bemyndiges dertil, ud over i de i § 38, stk. 2, nævnte tilfælde beslutte,

at den dømte skal prøveløslades, hvis hensynet til retshånd- hævelsen

skønnes ikke at tale imod det, og hvis den dømte har ydet en særlig ind-

sats for ikke på ny at begå kriminalitet, herunder ved at deltage i behand-

lings- eller uddannelsesforløb, eller den dømtes forhold taler derfor. Løs-

ladelse betinges af, at den dømte ikke begår strafbart forhold i en prøve-

tid, der som hovedregel maksimalt kan fastsættes til 3 år. Det fastsættes

som vilkår for prøveløsladelsen, at den dømte undergives tilsyn af krimi-

nalforsorgen indtil det tidspunkt, hvor der er forløbet to tredjedele af

straffetiden. Herefter kan tilsynsperioden forlænges. Som vilkår for prø-

veløsladelse efter straffelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, kan det fastsættes, at

den dømte skal udføre ulønnet samfundstjeneste. Som vilkår for prøve-

løsladelse efter straffelovens § 40 a, stk. 1, nr. 2, fastsættes, at den dømte

skal udføre ulønnet samfundstjeneste. Vilkår om samfundstjenste kan

som udgangspunkt ikke udstrækkes ud over to tredjedele af straffetiden.

Endvidere kan der fastsættes de samme vilkår som for betingede domme.

Det er generelt en forudsætning for prøveløsladelse, at den dømtes for-

hold ikke gør løsladelse utilrådelig, at der er sikret den dømte passende

ophold og arbejde eller andet underhold, samt at den dømte erklærer at

ville overholde de fastsatte vilkår, jf. straffelovens § 38, stk. 5, og § 40 a,

stk. 6.

Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages

der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved han sigtes for forhol-

det, ligestilles reststraffen med en betinget dom, og retten træffer afgørel-

se i overensstemmelse med reglerne herom. Overtræder den prøveløslad-

te i øvrigt de fastsatte vilkår, kan justitsministeren tildele advarsel, ændre

vilkårene og forlænge prøvetiden eller under særlige omstændigheder

bestemme, at den prøveløsladte skal indsættes til udståelse af reststraffen.

Der henvises til straffelovens § 40 og § 40 a, stk. 7.

Der gælder særlige regler om prøveløsladelse af livstidsstraffede, jf.

straffelovens §§ 41-43.

Der findes i øvrigt regler om prøveløsladelse i straffuldbyrdelseslovens

kapitel 14 og i administrative forskrifter udstedt i henhold hertil.

3.2.3.

Der findes regler i retsplejelovens §§ 722-723 om tiltalefrafald

med vilkår, som skal godkendes af retten.

3.2.4.

Hvis en person, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har

begået grovere personfarlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den på-

gældende (i stedet for en ubetinget straf) skal undergives en struktureret,

kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må

anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser

(ungdomssanktion). Retten kan give den dømte pålæg svarende til de vil-

kår, der kan fastsættes for betingede domme. Længstetiden for ophold i

døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf

højest 12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og

unge. Begår den pågældende ny kriminalitet, kan retten i stedet for at

idømme straf forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne med

indtil 6 måneder. Der henvises til straffelovens § 74 a.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslaget til rammeafgørelse vurderes i dets nuværende form at ville ha-

ve lovgivningsmæssige konsekvenser.

Efter dansk ret er der - når der bortses fra den nordiske ordning, jf. oven-

for under pkt. 3.1.2. - ikke mulighed for at anerkende og overtage tilsynet

med vilkår i tilknytning til betingede domme og alternative sanktioner. Et

sådant lovgrundlag må således tilvejebringes.

Forslaget til rammeafgørelse vil betyde, at medlemsstaterne – medmindre

der foreligger en afslagsgrund – forpligtes til (som fuldbyrdelsesstat) at

føre tilsyn med den domfældte.

Der vurderes i øvrigt at være behov for – inden for rammerne af ramme-

afgørelsen – at fastsætte nærmere bestemmelser vedrørende bl.a. proce-

durereglerne i forslaget. Det er også muligt, at der må fastsættes nærmere

regler om de implicerede myndigheders forpligtelser i forbindelse med,

at der – i tilfælde af vilkårsovertrædelse – må træffes afgørelse om be-

tydningen heraf.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Forslaget til rammeafgørelse vurderes ikke at ville have statsfinansielle

konsekvenser af betydning.

Høring

Forslaget til rammeafgørelse har været sendt i høring hos følgende myn-

digheder og organisationer (høringsfrist 27. marts 2007):

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, præsi-

denterne for samtlige byretter, Den Danske Dommerforening, Dommer-

fuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitiet, Rigsadvokaten,

Foreningen af offentlige anklagere, Politiforbundet i Danmark, Advokat-

rådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Dansk Retspolitisk For-

ening, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder og Rets-

sikkerhedsfonden.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra Præsidenten for Østre

Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, præsidenterne for samtlige

byretter, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitiet,

Rigsadvokaten, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforenin-

gen af beskikkede advokater og Institut for Menneskerettigheder.

Præsidenten for Vestre Landsret

har ikke fundet at burde udtale sig om

forslaget.

Præsidenten for Østre Landsret, præsidenterne for samtlige byretter,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigspolitiet, Politiforbundet i Dan-

mark, Advokatrådet

Landsforeningen af beskikkede advokater

har

udtalt, at forslaget ikke giver anledning til bemærkninger.

Domstolsstyrelsen

har oplyst, at forslaget, hvis det vedtages med sit nu-

værende indhold, kan få betydning for domstolenes arbejde. Domstols-

styrelsen har i den anledning anført, at det af forslaget ikke fremgår

klart, hvilke opgaver man forventer, at domstolene skal varetage i medfør

af rammeafgørelsen, og at det derfor også er vanskeligt at vurdere, hvil-

ke tiltag forslaget vil nødvendiggøre indenfor domstolsområdet.

Rigsadvokaten

har oplyst, at man kan tilslutte sig, at der søges tilveje-

bragt en ordning inden for EU, der har samme grundlæggende elementer

som ordningen mellem de nordiske lande om overførelse af tilsynet i for-

bindelse med betingede domme og prøveløsladelse, jf. lov nr. 214 af 31.

maj 1963 om samarbejde mellem Finland, Island, Norge og Sverige an-

gående fuldbyrdelse af straf mv. med senere ændringer.

Rigsadvokaten

har videre oplyst, at den i artikel 5 nævnte liste over vil-

kårenes og de alternative sanktioners art ikke giver anledning til be-

mærkninger.

Institut for Menneskerettigheder

har meddelt, at det ikke har været mu-

ligt at afsætte ressourcer til udarbejdelse af bemærkninger til forslaget.

Nærhedsprincippet

Forslagsstillerne har anført følgende vedrørende nærhedsprincippet:

“Et andet middel end en rammeafgørelse til at regulere det

grænseoverskridende EU-samarbejde om bistand i forbindel-

se med betingede domme forekommer utilstrækkeligt. Med-

lemsstaterne kan navnlig ikke hver for sig fastsætte passende

og indbyrdes afstemte ordninger. Det mål, der tilstræbes med

udkastet, kan kun nås ved hjælp af en rammeafgørelse.“

Regeringens foreløbige vurdering er, at forslaget ikke kan anses for at

stride mod nærhedsprincippet, da formålet med forslaget som nævnt er at

sikre, at der mellem medlemsstaterne kan ske gensidig anerkendelse af

fuldbyrdelse af domme, hvorved der idømmes betinget straf eller alterna-

tive sanktioner.

Andre medlemsstaters kendte holdninger

Forslaget er fremlagt af Tyskland og Frankrig. Der ses ikke at foreligge

offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

forslaget.

Foreløbig dansk holdning

Fra dansk side er man generelt positiv over for forslaget.

Europaparlamentet

Forslaget til rammeafgørelse er forelagt for Europa-Parlamentet, der

imidlertid endnu ikke har afgivet udtalelse.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politi-

mæssigt og retligt samarbejde den

29. maj 2007.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Forslaget til rammeafgørelse tillige med et grundnotat herom blev over-

sendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg den 6. marts 2007.

Dagsordenspunkt 4: Europol: a) Rådsafgørelse om oprettelse af Den

Europæiske Politienhed (Europol) – for så vidt angår budget- og

personalemæssige spørgsmål og kapitel 1 (artikel 1-9) samt b) Euro-

pols gennemførelse af kortsigtede forbedringer inden for de eksiste-

rende rammer

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Resumé

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. juni 2006 blev der

vedtaget rådskonklusioner om Europols fremtid, hvoraf det bl.a. fremgår,

at der i forskellige fora skal arbejdes videre med fremtidens Europol,

herunder i form af en eventuel omdannelse af Europol-konventionen til

en rådsafgørelse, samt hvordan man allerede indenfor de eksisterende

rammer kunne forbedre Europols arbejde. Kommissionen fremlagde på

den baggrund den 5. januar 2007

et forslag til Rådets afgørelse om op-

rettelse af en europæisk politienhed (Europol) (KOM(2006)817). Formå-

let med forslaget er – ifølge Kommissionen – at erstatte den nuværende

Europol-konvention (samt de tre dertil hørende protokoller) med en råd-

safgørelse, som dels indeholder alle de ændringer, der indgår i protokol-

lerne, dels indfører yderligere forbedringer med henblik på at gøre Euro-

pol i stand til at klare de nye udfordringer, som Europol står over for.

Det

forventes, at formandskabet på rådsmødet (retlige og indre anliggender)

den 12.-13. juni 2007 vil forelægge kapitel 1 i forslaget samt de dele af

forslaget, der vedrører personale- og budgetmæssige spørgsmål, med

henblik på politisk enighed herom. Det forventes endvidere, at formand-

skabet vil forelægge en rapport om Europols gennemførelse af kortsigte-

de forbedringer inden for de eksisterende rammer med henblik på, at Rå-

det noterer sig rapporten.

Forslaget til rådsafgørelse

og den udarbejdede

rapport

må anses for at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Sagen forventes

– når rådsafgørelsen vedtages i sin helhed –

at ville ha-

ve lovgivningsmæssige konsekvenser i form af en ændring af Europol-

loven. Forslaget vurderes umiddelbart ikke at ville have statsfinansielle

konsekvenser af betydning,

men den endelige vurdering heraf afhænger

bl.a. af den valgte finansieringsmodel.

Der ses ikke at foreligge offentli-

ge tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget.

Fra dansk side ser man generelt positivt på forslaget til rådsafgørelse

den udarbejdede rapport fra Europols Styrelsesråd.

Baggrund

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. juni 2006 blev der

vedtaget rådskonklusioner om Europols fremtid, hvoraf det bl.a. fremgår,

at der i forskellige fora skal arbejdes videre med fremtidens Europol,

herunder i form af en eventuel omdannelse af Europol-konventionen til

en rådsafgørelse, samt hvordan man allerede indenfor de eksisterende

rammer kunne forbedre Europols arbejde. Kommissionen fremlagde på

den baggrund den 5. januar 2007

et forslag til Rådets afgørelse om op-

rettelse af en europæisk politienhed (Europol) (KOM(2006)817).

Formålet med forslaget er – ifølge Kommissionen – at erstatte den nuvæ-

rende Europol-konvention (samt de tre dertil hørende protokoller) med

en rådsafgørelse, som dels indeholder alle de ændringer,

der indgår i

protokollerne,

dels indfører yderligere forbedringer med henblik på at

gøre Europol i stand til at klare de nye udfordringer, som Europol står

over for. Det drejer sig bl.a. om ændringer med hensyn til Europols orga-

nisering, finansiering og personaleforhold, mandat og opgaver, databe-

handling samt databeskyttelse og styrkelse af Europa-Parlamentets rolle.

Forslaget er fremsat under henvisning til traktaten om den Europæiske

Union (TEU), særligt artikel 30, stk. 1, litra b), hvoraf det fremgår, at

fælles handling vedrørende politisamarbejde omfatter indsamling, opbe-

varing, behandling, analyse og udveksling af relevante oplysninger, her-

under oplysninger som de retshåndhævende myndigheder er i besiddelse

af på baggrund af rapporter om mistænkelige finansielle transaktioner,

navnlig via Europol, under overholdelse af relevante bestemmelser om

beskyttelse af personoplysninger. Endvidere henvises der til artikel 30,

stk. 2, der fastslår, at Rådet skal fremme samarbejdet via Europol, herun-

der især ved hjælp af en række nærmere opregnede tiltag, der bl.a. frem-

hæver at sætte Europol i stand til at lette og støtte forberedelsen og

fremme samordningen og gennemførelsen af særlige efterforskningsakti-

oner mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder. Endelig henvi-

ses der til artikel 34, stk. 2, litra c), hvorefter Rådet med henblik på op-

fyldelse af Unionens målsætninger på initiativ af en medlemsstat eller

Kommissionen med enstemmighed kan vedtage (andre) afgørelser i et-

hvert andet øjemed, uden at det dog indebærer nogen indbyrdes tilnær-

melse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.

Det forventes, at formandskabet på rådsmødet (retlige og indre anlig-

gender) den 12.-13. juni 2007 vil forelægge kapitel 1 i forslaget samt de

dele af forslaget, der vedrører personale- og budgetmæssige spørgsmål,

med henblik på politisk enighed herom. Det forventes endvidere, at for-

mandskabet vil forelægge en rapport om Europols gennemførelse af

kortsigtede forbedringer inden for de eksisterende rammer, som Rådet

som ovenfor nævnt vedtog at iværksætte.

Indhold

Kapitel 1 i forslaget til rådsafgørelse indebærer i vid udstrækning en vi-

dereførelse af den gældende ordning i Europol-konventionen og tillægs-

protokollerne. For så vidt angår de dele af forslaget, der vedrører perso-

nale- og budgetmæssige spørgsmål, drejer det sig bl.a. om spørgsmål

vedrørende muligheden for fremtidigt at finansiere Europol over fælles-

skabsbudgettet og – som konsekvens heraf – anvendelse af EU's persona-

levedtægt og protokol om privilegier og immuniteter. Med hensyn til

rapporten drejer det sig som nævnt om de kortsigtede forbedringer, som

Europol allerede nu kan iværksætte indenfor de eksisterende rammer.

Rådsafgørelsens kapitel 1 (Oprettelse og opgaver)

For så vidt angår de foreslåede regler om oprettelse af Europol og dennes

opgaver (forslagets kapitel 1), skal der navnlig fremhæves følgende:

1. Forslaget til rådsafgørelse indebærer en udvidelse af Europols mandat.

Efter forslaget omfatter Europols kompetence organiseret kriminalitet,

terrorisme og andre former for alvorlig kriminalitet, der involverer to

eller flere medlemsstater på en sådan måde, at det kræver en fælles til-

gang fra medlemsstaternes side på grund af kriminalitetens omfang, be-

tydning og konsekvenser. De former for alvorlig kriminalitet

– og de

hermed forbundne strafbare handlinger – der falder under Europols man-

dat, er opregnet i en liste, der er fastsat i et bilag til forslaget. Listen er

identisk med den liste, der bl.a. benyttes i tilknytning til rammeafgørel-

sen om den europæiske arrestordre (”positivlisten”).

Rådet kan efter høring af Styrelsesrådet vedtage en fælles holdning,

hvori det udtrykker sine prioriteter for Europol, herunder særligt under

inddragelse af strategiske analyser og trusselsvurderinger udarbejdet af

Europol.

2. Efter forslaget består Europols opgaver – ligesom i dag – fortrinsvis i

at analysere og koordinere udvekslingen af oplysninger mellem med-

lemslandene.

Europols opgaver omfatter – som noget nyt – desuden støt-

te til medlemslandenes indsamling og analyse af informationer fra inter-

nettet med henblik på at assistere med opklaringen af kriminalitet, der er

begået ved hjælp af internettet.

Europols opgaver omfatter – ligeledes

som noget nyt – endvidere fremskaffelse af efterretninger og analytisk

støtte til en medlemsstat i forbindelse med en større international begi-

venhed.

Personale- og budgetmæssige spørgsmål

Det tyske formandskab har lagt op til vedtagelse af rådskonklusioner

vedrørende de personalemæssige og budgetmæssige spørgsmål. I det

fremlagte udkast til rådskonklusioner lægges der op til følgende:

Europol-konventionen vil blive erstattet af en rådsafgørelse vedtaget ef-

ter artikel 34, stk. 2, litra c, i Traktaten om Den Europæiske Union

(TEU). Rådsafgørelsen vil være færdig senest den 30. juni 2008.

I overensstemmelse med de generelle bestemmelser i TEU vil Europol fra

den 1. januar 2010 blive finansieret over fællesskabsbudgettet, medmin-

dre Rådet med enstemmighed beslutter at fastholde medlemsstatsfinan-

siering. En forudsætning for at gå over til fællesskabsfinansiering vil væ-

re, at der findes tilfredsstillende løsninger på følgende problemstillinger:

Mulighed for at ophæve immuniteten for Europol-ansatte der del-

tager i operationelle aktiviteter, herunder fælles efterforsknings-

hold,

Mulighed for at bevare princippet om personalerotation og for, at

en Europol-ansat, der deltager i et fælles efterforskningshold, kan

tage imod instruktioner fra en national leder af holdet, og

Klarhed over de budgetmæssige konsekvenser af fællesskabsfi-

nansiering – styret af princippet om budgetneutralitet.

Europol og Kommissionen vil udføre det forberedende arbejde, som er

nødvendigt for at indføre fællesskabsfinansiering fra den 1. januar 2010.

Med henblik herpå vil Europol og Kommissionen udarbejde en køreplan.

Rådet vil godkende denne køreplan hurtigst muligt og senest i december

2007.

Det skal bemærkes, at det følger af TEU, artikel 41, stk. 3, at der skal

være tale om fællesskabsfinansiering, medmindre Rådet ved enstemmig-

hed beslutter noget andet (dvs. fortsat medlemsstatsfinansiering).

Rapport om Europols gennemførelse af kortsigtede forbedringer inden

for de eksisterende rammer

Rådet har anmodet Europol om at påbegynde en række udvalgte kortsig-

tede forbedringer, som Europol ud fra det foreliggende retsgrundlag kan

iværksætte for at effektivisere og forbedre Europols arbejde.

På den baggrund har Styrelsesrådet udarbejdet et dokument med opreg-

ning af de igangværende initiativer og eventuelle yderligere muligheder

for forbedringer, som imødekommer Rådets ønsker på området, herunder

bl.a. vedrørende Europols rolle på det vestlige Balkan, bekæmpelse af

internetkriminalitet og Europols bidrag til medlemsstaternes samarbejde

om kontrollerede leverancer.

Gældende dansk ret

Konventionen af 26. juli 1995 om oprettelse af en europæisk politienhed

(Europol-konventionen) er gennemført i dansk ret ved lov nr. 415 af 10.

juni 1997. I overensstemmelse med lovens § 6 er det fastsat (ved be-

kendtgørelse nr. 508 af 23. juni 1999 om ikrafttræden af lov om gennem-

førelse af Europol-konventionen), at loven trådte i kraft den 1. juli 1999.

Europol-loven er ændret ved lov nr. 1435 af 22. december 2004 (om

gennemførelse af tillægsprotokoller til Europol-konventionen m.v.). Æn-

dringsloven satte protokol af 30. november 2000 (1. tillægsprotokol) og

protokol af 28. november 2002 (2. tillægsprotokol) til Europol-

konventionen i kraft den 29. marts 2007 og protokol af 27. november

2003 (3. tillægsprotokol) til Europol-konventionen i kraft den 18. april

2007.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1.

Sagen vurderes at ville have lovgivningsmæssige konsekvenser i

form af en ændring af Europol-loven (lov nr. 415 af 10. juni 1997 med

senere ændringer).

Den nuværende lovgivning på området fastsætter bl.a., at Europol-

konventionen med tilhørende protokoller gælder her i landet. Som tidli-

gere nævnt ophæves disse EU-instrumenter i forbindelse med gennemfø-

relsen af en ny rådsafgørelse på området.

4.2.

Europol har hidtil været finansieret via bidrag fra medlemsstaterne

(og gennem andre lejlighedsvise indtægter).

Ifølge forslaget til rådsafgørelse

og det fremlagte udkast til rådskonklu-

sioner

vil Europol fremover (fra og med 1. januar 2010) skulle finansie-

res via et tilskud fra Fællesskabet opført på Den Europæiske Unions al-

mindelige budget (dog uden at det berører andre former for indkomst).

Medlemsstaternes udgifter til Europol forventes dog ifølge Kommissio-

nen som udgangspunkt ikke at ville stige som følge heraf, og forslaget

vurderes således af Kommissionen ikke at ville have statsfinansielle kon-

sekvenser af betydning (set i forhold til den eksisterende finansierings-

måde),

men der hersker som nævnt uenighed om Kommissionens bereg-

ninger, og den endelige vurdering af de statsfinansielle konsekvenser af-

hænger desuden af den valgte finansieringsmodel.

Kommissionen har i forbindelse med fremsættelsen af forslaget til råd-

safgørelse anført, at der er afsat i alt 334 mio. euro til at finansiere Euro-

pol over Fællesskabets budget i perioden 2010-2013. Disse tal er – ifølge

Kommissionen – i overensstemmelse med Europols seneste femårige fi-

nansieringsplan. Europols årsbudget for 2007 er på ca. 68 mio. euro. Det

samlede antal ansatte finansieret over dette budget vil i 2007 være på

406.

Høring

Forslaget til rådsafgørelse er sendt i høring hos Præsidenten for Østre

Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenterne for samtlige

byretter, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolsstyrelsen, Rigspolitiet, Rigsadvokaten, Foreningen af Offentlige

Anklagere, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af

Beskikkede Advokater, Datatilsynet, Retssikkerhedsfonden, Amnesty

International samt Institut for Menneskerettigheder.

Justitsministeriet har modtaget svar fra

Præsidenten for Østre Lands-

ret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenterne for byretterne

og Dommeren på Bornholm, Dommerfuldmægtigforeningen, Dom-

stolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Politiforbundet i Danmark, Advokat-

rådet

Datatilsynet.

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret,

Præsidenterne for byretterne og Dommeren på Bornholm, Dommer-

fuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Advokatrådet

er ikke

fremkommet med bemærkninger til forslaget.

Rigsadvokaten

bemærker, at forslaget kun indirekte vedrører anklage-

myndighedens forhold, og Rigsadvokaten finder derfor ikke anledning til

at kommentere forslaget i detaljer. Rigsadvokaten deler den foreløbige

generelle danske holdning, som er nævnt i grundnotatet.

Rigsadvokaten kan endvidere tilslutte sig, at der ikke længere stilles krav

i Europols mandat om, at kriminaliteten skal være knyttet til organiseret

kriminalitet, men at man fremover vil give Europol kompetence ved grov

kriminalitet, navnlig organiseret kriminalitet og terrorisme. Dette kan

ifølge Rigsadvokaten sammenholdes med Eurojusts kompetence efter

artikel 3 i rådsafgørelsen af 28. februar 2002 om Eurojust.

Rigsadvokaten finder det desuden betydningsfuldt, at det fremgår af for-

slaget, at alle Europols aktiviteter skal foretages i samarbejde og i forstå-

else med myndighederne i den eller de medlemsstater, hvis område er

berørt, og at Europol således ikke tillægges egentlige operative beføjelser

i medlemsstaterne.

Politiforbundet i Danmark

bemærker, at man ikke har bemærkninger til

den ændrede finansieringsmodel, således at det fra 2010 bliver et anlig-

gende for EU og dermed indgår i EU’s almindelige driftsbudget i stedet

for bidrag fra de enkelte medlemslande.

Der er endvidere – som forbundet ser det – indlagt en bedre kontrol, idet

budgetterne efter 2010 både skal forelægges Kommissionen og godken-

des af Rådet og Europa-Parlamentet.

Med hensyn til personalereglementet bemærker forbundet, at det ikke

indenfor den meget kort høringsfrist har haft de nødvendige forudsætnin-

ger for at afgøre, om der i de ansættelsesmæssige forhold, der henvises til

i artikel 37 og 38, er lagt op til radikale ændringer, som får betydning for

Politiforbundets medlemmer. På den baggrund tages der fra forbundets

side forbehold, idet der ved eventuel ansættelse af forbundets medlem-

mer forudsættes, at de danske ansættelsesbetingelser og -vilkår respekte-

res.

Datatilsynet

bemærker, at man kan henvise til en udtalelse fra henholds-

vis Den Fælles Kontrolinstans og Den europæiske tilsynsførende for da-

tabeskyttelse vedrørende forslaget til Rådets afgørelse om oprettelse af

en fælles europæisk politienhed (Europol).

Nærhedsprincippet

Kommissionen har

om rådsafgørelsen

anført følgende vedrørende nær-

hedsprincippet:

”Målene med forslaget kan af følgende grunde ikke i til-

strækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne.

Medlemsstaterne har ikke mulighed for alene at oprette en

europæisk instans, der skal samordne deres indsats for bedre

at kunne bekæmpe kriminalitet og terror over grænserne, bl.a.

gennem en centraliseret analyse og udveksling af oplysnin-

ger.

Forslagets anvendelsesområde er begrænset til at stille de in-

strumenter til rådighed for Europol, der sætter organisationen

i stand til at bistå og støtte medlemsstaternes retshåndhæven-

de myndigheder og til at øge Europols muligheder i den hen-

seende.

Forslaget er derfor i overensstemmelse med subsidiaritetsprincip-

pet.”

Regeringen kan tilslutte sig det, som er anført af Kommissionen, og det

er således vurderingen, at forslaget –

og rapporten fra Europols Styrel-

sesråd samt udkastet til rådskonklusioner

– ikke kan anses for at være i

strid med nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdninger til sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side ser man generelt positivt på forslaget til rådsafgørelse

rapporten fra Europols Styrelsesråd.

Europa-Parlamentet

Forslaget til rådsafgørelse er forelagt for Europa-Parlamentet, der imid-

lertid endnu ikke har afgivet udtalelse.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politi-

mæssigt og retligt samarbejde den 29.

maj 2007.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Et grundnotat om forslaget til rådsafgørelse blev oversendt til Folketin-

gets Europaudvalg den 13. marts 2007 og til Folketingets Retsudvalg den

14. marts 2007.

Sagen er endvidere forelagt Folketingets Europaudvalg og Folketingets

Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet den 19.-20. april 2007.

Dagsordenspunkt 5: Rådets rammeafgørelse om beskyttelse af per-

sonoplysninger i forbindelse med det politimæssige og strafferetlige

samarbejde

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Resumé

Forslaget til rammeafgørelse har til formål at sikre beskyttelsen af per-

sonoplysninger, der behandles inden for rammerne af det politimæssige

og strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne (afsnit VI i Trakta-

ten om den Europæiske Union). Forslaget vurderes ikke at være i strid

med nærhedsprincippet. Forslaget vurderes i sin nuværende udformning

at ville have lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser. Det

oprindelige forslag til rammeafgørelse har i løbet af forhandlingerne

gennemgået en lang række ændringer, og det tyske formandskab har se-

nest – med henblik på at bringe sagen videre – foretaget en revision af

forslaget. I lyset heraf er flere af de bemærkninger, som er fremkommet,

især fra politiet, anklagemyndigheden og domstolene, i forbindelse med

den hjemlige høring over det oprindelige forslag til rammeafgørelse, ikke

længere relevante. Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om an-

dre medlemsstaters holdninger til forslaget.

Det forventes, at det tyske

formandskab i forbindelse med det kommende rådsmøde den 12.- 13. juni

2007 vil orientere om status i sagen samt forelægge to udvalgte spørgs-

mål for Rådet med henblik på at opnå politisk enighed herom. Det drejer

sig om spørgsmålet om anvendelsesområdet for rammeafgørelsen og

spørgsmålet om videregivelse af oplysninger, som er modtaget fra en an-

den medlemsstat, til tredjelande og internationale organer. Formandska-

bet vil desuden formentlig orientere Rådet om den udtalelse om forslaget,

som Europa-Parlamentet (LIBE-udvalget) for nylig har afgivet – og

hvori der bl.a. lægges op til, at der skabes institutionel enighed om en

række angivne databeskyttelsesmæssige principper (i alt 15). Fra dansk

side er man overordnet positiv over for udviklingen af et EU-instrument,

der fastlægger (mindste-) regler om beskyttelse af persondata i forbin-

delse med det politimæssige og strafferetlige samarbejde.

Baggrund

Kommissionen fremlagde i december 2005 et forslag til Rådets ramme-

afgørelse om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med det poli-

timæssige og strafferetlige samarbejde (KOM(2005)475)

Forslaget til rammeafgørelse om databeskyttelse skal bl.a. ses i sammen-

hæng med spørgsmålet om udveksling af oplysninger mellem medlems-

staternes retshåndhævende myndigheder på grundlag af det såkaldte til-

gængelighedsprincip.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27.-28. april 2006 orien-

terede det østrigske formandskab om status for forhandlingerne om udka-

stet til rammeafgørelse.

Det finske formandskab orienterede om status for forhandlingerne om

udkastet til rammeafgørelsen i forbindelse med rådsmødet den 4.-5. de-

cember 2006.

Det tyske formandskab udarbejdede i samarbejde med Kommissionen et

revideret udkast til rammeafgørelsen, som blev fremlagt kort forud for

rådsmødet den 19.-20. april 2007, hvor det tyske formandskab orientere-

de om status for sagen.

Det forventes, at det tyske formandskab i forbindelse med det kommende

rådsmøde den 12.- 13. juni 2007 vil orientere om status i sagen samt fo-

relægge to udvalgte spørgsmål for Rådet med henblik på at opnå politisk

enighed herom. Det drejer sig om spørgsmålet om anvendelsesområdet

for rammeafgørelsen og spørgsmålet om videregivelse af oplysninger,

som er modtaget fra en anden medlemsstat, til tredjelande og internatio-

nale organer. Formandskabet vil desuden formentlig orientere Rådet om

den udtalelse om forslaget, som Europa-Parlamentet (LIBE-udvalget) for

nylig har afgivet – og hvori der bl.a. lægges op til, at der skabes institu-

tionel enighed om en række angivne databeskyttelsesmæssige principper

(i alt 15).

Indhold

Indledende bemærkninger

Forslaget til rammeafgørelse om databeskyttelse er fremsat under hen-

visning til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 30

om fælles handling vedrørende politisamarbejde, artikel 31 om fælles

handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager samt artikel 34,

stk. 2, litra b, hvoraf det fremgår, at Rådet med henblik på at bidrage til

opfyldelse af Unionens målsætninger på initiativ af en medlemsstat eller

Kommissionen kan vedtage rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse

af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.

Det reviderede udkast indeholder – ligesom de tidligere udkast – generel-

le regler for lovligheden af behandlingen af personoplysninger, bestem-

melser vedrørende specifikke former for databehandling (videregivelse

og at stille personoplysninger til rådighed for andre medlemsstater), den

registreredes rettigheder, fortrolighed og sikkerhed i forbindelse med da-

tabehandlingen, klageadgang, erstatningsansvar og sanktioner samt til-

synsmyndigheder.

Det reviderede udkast til rammeafgørelse adskiller sig på flere punkter

fra det hidtidige udkast. Det kan navnlig nævnes, at der lægges op til en

mere overordnet regulering end hidtil. Med forslaget lægges der desuden

bl.a. op til at fokusere på databeskyttelsen i forbindelse med udveksling

af personoplysninger mellem medlemsstaterne (de grænseoverskridende

tilfælde). Herudover lægges der op til, at de kommende regler også skal

omfatte behandling af personoplysninger ved Europol (Den Europæiske

Politienhed), Eurojust (Den Europæiske Enhed for Retligt Samarbejde)

og Toldinformationssystemet, der er etableret i henhold til den konventi-

on, der har hjemmel i artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union,

om brug af informationsteknologi på toldområdet og alle ændringer her-

af. Endelig kan det nævnes, at der med det reviderede udkast til ramme-

afgørelse lægges op til, at der etableres en samlet fælles uafhængig kon-

trolinstans vedrørende de tre nævnte institutioner, der skal overvåge og

kontrollere overholdelsen af databeskyttelsesbestemmelserne.

Anvendelsesområde

Som nævnt vil formandskabet lægge op til, at der på det kommende

rådsmøde den 12.-13. juni 2007 navnlig skal være drøftelse af spørgsmå-

let om anvendelsesområdet for rammeafgørelsen - nærmere bestemt om

rammeafgørelsen alene skal finde anvendelse i forbindelse med udveks-

ling af oplysninger i grænseoverskridende situationer, eller om den også

skal regulere data, der indsamles og anvendes i en rent national kon-

tekst.

Formandskabet har fremlagt følgende kompromisforslag:

Medlemsstaterne skal – under overholdelse af rammeafgørelsen – sikre

den registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og

navnlig, at dennes privatliv respekteres fuldt ud, når data - med henblik

på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge straffelovsovertræ-

delser eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner - videregives mellem med-

lemsstater eller fra medlemsstater til myndigheder oprettet ved retsakter

vedtaget af Rådet i henhold til afsnit VI i traktaten om den Europæiske

Union (søjle 3).

Det samme gælder, når data viderebehandles med samme formål i den

medlemsstat, der har modtaget sådanne data fra en anden medlemsstat,

eller fra myndigheder oprettet ved retsakter vedtaget af Rådet i henhold

til afsnit VI i traktaten om den Europæiske Union (søjle 3).

I en præambelbetragtning (i tilknytning hertil) siges det, at medlemssta-

terne har til hensigt at sikre, at det nationale databeskyttelsesniveau

”matcher” beskyttelsesniveauet i rammeafgørelsen.

Der foreslås desuden indført en evalueringsbestemmelse, hvorefter med-

lemsstaterne, senest 5 år efter gennemførelsen af rammeafgørelsen, skal

informere Kommissionen om, hvilke nationale foranstaltninger medlems-

staterne har taget for at sikre, at dataudvekslingen er i overensstemmelse

med rammeafgørelsen. Kommissionen skal undersøge, om afgrænsnin-

gen af rammeafgørelsens anvendelsesområde har ført til situationer,

hvor data ikke er blevet videregivet til en anden medlemsstat eller inter-

national institutioner eller til informationssystemer i EU på grund af

manglende overholdelse af rammeafgørelsens regler i den nationale da-

tabehandling.

Kommissionen skal informere Rådet og Europa-Parlamentet om resulta-

terne af evalueringen inden for et år. Hvis evalueringen viser, at ramme-

afgørelsens regler om anvendelsesområdet skal ændres med henblik på,

at beskytte datasubjektet og fremme det retlige og politimæssige samar-

bejde, skal Kommissionen fremlægge et forslag herom.

Videregivelse af oplysninger, som er modtaget fra en anden medlemsstat,

til tredjelande eller internationale organer

For så vidt angår spørgsmålet om videregivelse af oplysninger, som er

modtaget fra en anden medlemsstat, til tredjelande eller internationale

organer, har formandskabet lagt op til følgende kompromis:

Medlemsstaterne skal sikre, at oplysninger, der er modtaget eller stillet

til rådighed af en anden medlemsstat, kun må videregives til tredjelande

og internationale organer eller organisationer, såfremt følgende (kumu-

lative) betingelser er opfyldt:

at det er nødvendigt for at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforføl-

ge lovovertrædelser eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner,

at den pågældende myndighed i tredjelandet eller det internationale or-

gan er ansvarlig for at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge

lovovertrædelser,

at den medlemsstat, som oplysningerne hidrører fra, har givet sit sam-

tykke til videregivelsen i overensstemmelse med national ret, og

at det pågældende tredjeland eller internationale organ sikrer et til-

strækkeligt beskyttelsesniveau for den tilsigtede databehandling.

Kravet om et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau kan dog fraviges, når nati-

onal ret i medlemsstaten tillader det af hensyn til datasubjektets legitime

særlige interesser eller af hensyn til legitime almene interesser, særligt

vigtige samfundsinteresser. Kravet kan også fraviges, hvis den modtagne

myndighed i tredjelande eller det modtagne internationale organ fore-

skriver passende sikkerhedsforanstaltninger, som er anset for fyldestgø-

rende af det pågældende medlemsland i overensstemmelse med dets nati-

onale ret.

For så vidt angår kravet om, at data kun må videregives med samtykke

fra den medlemsstat, som oplysningerne hidrøre fra, kan dette fraviges,

hvis en sådan videregivelse er afgørende for at forhindre en umiddelbart

forestående alvorlig fare, der truer den offentlige sikkerhed, og det er

umuligt at opnå forudgående samtykke.

Udkastet til rammeafgørelse indeholder herudover en bestemmelse om,

at rammeafgørelsen ikke berører forpligtigelser, der påhviler medlems-

staterne eller Den Europæiske Union i henhold til eksisterende bilaterale

og/eller multilaterale aftaler, der er indgået med tredjelande. Derimod er

det tanken, at fremtidige aftaler med tredjelande mv. skal være i overens-

stemmelse med rammeafgørelsens regler for udveksling af oplysninger

med tredjelande mv.

Europa-Parlamentets (LIBE-udvalgets) udtalelse

For så vidt angår Europa-Parlamentets (LIBE-udvalgets) udtalelse, hen-

vises der til punkt 9 nedenfor.

Gældende dansk ret

3.1.

Den regulering, som foreslås efter forslaget til rammeafgørelse, af-

spejles i vidt omfang i persondataloven, jf. lov nr. 429 af 31. maj 2000

om behandling af personoplysninger som ændret ved lov nr. 280 af 25.

april 2001 (der gennemfører persondatadirektivet – direktiv 95/46/EF – i

dansk ret)

Dette gælder navnlig med hensyn til de foreslåede bestemmelser vedrø-

rende rammeafgørelsens formål, definitioner og anvendelsesområde (jf.

forslagets artikel 1-3), vedrørende almindelige grundlæggende principper

for behandling af personoplysninger (jf. især forslagets artikel 4-5), ved-

rørende fortrolighed og sikkerhed i forbindelse med databehandling (jf.

forslagets artikel 23-26), vedrørende klageadgang, erstatningsansvar og

sanktioner (jf. forslagets artikel 27-29) og vedrørende tilsynsmyndighed

og en arbejdsgruppe på området (jf. forslagets artikel 30-32).

Disse bestemmelser svarer således stort set til, hvad der følger af person-

dataloven (og det bagvedliggende persondatadirektiv).

I lyset heraf koncentreres den følgende beskrivelse af gældende dansk ret

på området om de dele af rammeafgørelsen, som vedrører lovligheden af

behandling af personoplysninger samt registrerede personers rettigheder.

3.1.1.

Persondataloven gælder - ligesom forslaget til rammeafgørelse –

for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved

hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke-elektronisk behandling

af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

Uden for persondatalovens anvendelsesområde falder bl.a. behandlinger,

der udføres for politiets eller forsvarets efterretningstjenester, jf. lovens §

2, stk. 11.

Bestemmelserne i lovens kapitel 8 (om oplysningspligt over for den regi-

strerede) og §§ 35-37 og § 39 (om bl.a. den registreredes indsigelsesret

over for behandlinger, om den registreredes ret til berigtigelse, sletning

eller blokering af oplysninger, der er urigtige mv. samt ret til underret-

ning af tredjemand, som har modtaget oplysninger, der er berigtiget mv.

samt om den registreredes ret til indsigelse mod visse automatiserede af-

gørelser samt ret til oplysning om beslutningsgrundlaget) finder ikke an-

vendelse på behandlinger, der foretages for henholdsvis domstolene og

politi og anklagemyndighed inden for det strafferetlige område. Desuden

finder kapitel 9 (om den registreredes indsigtsret) heller ikke anvendelse

på behandlinger, der foretages for domstolene inden for det strafferetlige

område. Der henvises til persondatalovens § 2, stk. 4.

3.1.2.

Persondataloven indeholder i § 5 en række grundlæggende prin-

cipper for behandling af personoplysninger, herunder regler om indsam-

ling, ajourføring, opbevaring mv.

Reglerne i kapitel 5 giver ikke et selvstændigt retligt grundlag for at fore-

tage en bestemt behandling af personoplysninger. Hjemmel hertil skal

søges i de øvrige behandlingsregler i navnlig §§ 6-8, hvorefter der kan

ske behandling, herunder videregivelse mv., hvis dette er nødvendigt til

en række nærmere angivne formål, herunder bl.a. af hensyn til en offent-

lig myndigheds varetagelse af sine opgaver på det strafferetlige område.

Det bemærkes i den forbindelse, at persondatalovens § 8, stk. 2, indehol-

der særlige videregivelsesregler vedrørende bl.a. oplysninger om strafba-

re forhold.

Behandlingsreglerne i persondatalovens §§ 6-8 adskiller sig på visse

punkter fra den regulering, som foreslås efter forslaget til rammeafgørel-

se i dets nuværende udformning. Der kan bl.a. peges på, at persondatalo-

vens § 7 ikke indeholder helt så strenge betingelser for (undtagelsesvist)

at behandle særlige kategorier af oplysninger (personoplysninger om ra-

cemæssig eller etnisk baggrund mv.), som de betingelser der foreslås ef-

ter artikel 6 i forslaget til rammeafgørelse.

Endvidere kan det nævnes, at persondataloven ikke – på samme måde

som forslaget til rammeafgørelse – indeholder særlige og detaljerede be-

stemmelser om videregivelse og stillen til rådighed af personoplysninger

til andre medlemsstaters kompetente myndigheder eller om yderligere

behandling, navnlig yderligere videregivelse og overførsel af oplysnin-

ger, der er modtaget fra eller stillet til rådighed af andre medlemsstaters

kompetente myndigheder.

Hvad særligt angår spørgsmålet om overførsel af oplysninger til kompe-

tente myndigheder i tredjelande eller til internationale organer bemærkes

dog, at persondataloven i § 27 indeholder særlige regler om overførsel af

oplysninger til tredjelande.

3.1.3.

Som tidligere nævnt følger det af persondatalovens § 2, stk. 4, at

en række af lovens bestemmelser om den registreredes rettigheder ikke

finder anvendelse på behandlinger, der foretages for henholdsvis domsto-

lene og politi og anklagemyndighed inden for det strafferetlige område.

Det drejer sig for det første om bestemmelserne i persondatalovens kapi-

tel 8 (§§ 28-30) om oplysningspligt over for den registrerede.

For det andet er der gjort fravigelse fra bestemmelserne i persondatalo-

vens kapitel 9 (§§ 31-34) om den registreredes indsigtsret, for så vidt an-

går behandling af personoplysninger, der foretages for domstolene inden

for det strafferetlige område.

Reglerne i kapitel 9 gælder således alene med hensyn til behandlinger,

der foretages for politi og anklagemyndighed (og særmyndigheder mv.)

inden for det strafferetlige område.

Efter persondatalovens § 31, stk. 1, har en registreret person – efter be-

gæring – ret til indsigt i en række oplysninger om vedkommende selv

(egenacces). Dette gælder dog bl.a. ikke, hvis den registreredes interesse

i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hen-

syn til private eller offentlige interesser, herunder bl.a. den offentlige

sikkerhed eller forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølg-

ning i straffesager, eller hvis der i øvrigt er grundlag for at gøre undtagel-

ser fra indsigtsretten efter reglerne i offentlighedslovens § 2 samt §§ 7-11

og § 14. Der henvises til persondatalovens § 32, stk. 1 og 2.

Herudover følger det af lovens § 32, stk. 5, at justitsministeren under vis-

se betingelser kan træffe bestemmelse om, at der generelt gøres undtagel-

se fra retten til indsigt i oplysninger, der behandles af offentlige myndig-

heder på det strafferetlige område, for så vidt bestemmelsen i § 32, stk. 1,

jf. herved § 30, må antages at medføre, at begæringer om ret til indsigt i

almindelighed må afslås. Med hjemmel i denne bestemmelse er der fast-

sat nærmere regler om egenacces i bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts

2001 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregi-

ster.

Reglerne om egenacces i persondataloven synes ikke så vidtgående som

de modsvarende regler i forslaget til rammeafgørelse. Der kan bl.a. peges

på, at den registrerede efter forslaget til rammeafgørelse skal oplyses om

retsgrundlaget for databehandlingen, ligesom grundene til at nægte den

registrerede indsigtsret synes mere begrænsede end efter persondatalo-

ven.

Endelig kan det - for det tredje – nævnes, at kun visse af bestemmelserne

i persondatalovens kapitel 10 finder anvendelse på behandlinger, der fo-

retages for henholdsvis domstolene og politi og anklagemyndighed inden

for det strafferetlige område.

3.1.4.

Persondataloven indeholder i kapitel 11 (§§ 41-42) regler om den

fysiske behandlingssikkerhed og i kapitel 12 (§§ 43-47) regler om an-

meldelse af behandlinger, der foretages for den offentlige forvaltning til

tilsynsmyndigheden.

Supplerende administrative bestemmelser om sikkerhedsforanstaltninger

til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige

forvaltning, er fastsat i bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000.

Bestemmelser om klageadgang, erstatningsansvar og sanktioner er fastsat

i persondatalovens kapitel 18 (§§ 69-71).

Hvad angår reglerne om Datatilsynets organisation og funktioner henvi-

ses der til persondatalovens kapitel 16 (§§ 55-66).

3.2.

Forslaget til rammeafgørelse omfatter også på en række punkter

spørgsmål, som er reguleret i anden lovgivning, herunder navnlig retsple-

jeloven.

Dette gælder bl.a. i forhold til de bestemmelser i retsplejeloven, som til-

lægger en sigtet person mv. rettigheder med hensyn til materiale, som er

tilvejebragt af politiet mv. i forbindelse med strafferetlig forfølgning, jf.

herved særligt retsplejelovens kapitel 66. I den forbindelse kan der desu-

den peges på reglerne om aktindsigt i retsplejelovens kapitel 3 a (§§ 41 -

41g) og kapitel 66 (§§ 729 a – 729 d).

Nævnes kan endvidere bl.a. retsplejelovens særlige regler om berigtigel-

se, jf. denne lovs § 221.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslaget til rammeafgørelse om databeskyttelse vil i den nuværende ud-

formning have lovgivningsmæssige konsekvenser, navnlig med hensyn

til de foreslåede bestemmelser om, hvornår der kan ske behandling af

personoplysninger (se punkt 3.1.2.) samt om den registreredes rettigheder

(se punkt 3.1.3.).

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

For så vidt angår de danske myndigheder, som løser opgaver inden for

rammeafgørelsens område, vurderes det umiddelbart, at forslaget vil

medføre statsfinansielle konsekvenser, som det – i lyset af, at det revide-

rede udkast til rammeafgørelse først er fremlagt for nyligt – er vanskeligt

på nuværende tidspunkt at sige noget sikkert om.

Høring

Det oprindelige kommissionsforslag har været sendt i høring hos følgen-

de myndigheder, organisationer mv.:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsi-

denten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsiden-

ten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten

for Retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmæg-

tigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten,

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, Politidirektøren i

København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigfor-

eningen, Politiforbundet i Danmark, Datatilsynet, Advokatrådet, Amne-

sty International, Dansk Told- og Skatteforbund, Institut for Menneske-

rettigheder og Landsforeningen af beskikkede advokater.

Det reviderede udkast indeholder en række ændringer i forhold til det

oprindelige kommissionsforslag. Som konsekvens heraf er store dele af

de bemærkninger, som er fremkommet, især fra politiet, anklagemyndig-

heden og domstolene, ikke længere relevante.

For så vidt angår de spørgsmål, som skal drøftes på det kommende råds-

møde, er der anført følgende i de modtagne høringssvar:

Formål, definitioner og anvendelsesområde

Datatilsynet

bemærker, at tilsynet ser et bindende databeskyttelsesregel-

sæt som en afgørende forudsætning for udviklingen mod øget informati-

onsudveksling på tredje søjle-området. Hvis et sådant regelsæt effektivt

skal sikre, at personoplysningerne altid er omgærdet med en tilstrækkelig

beskyttelse, må reglerne efter Datatilsynets opfattelse omfatte enhver be-

handling af personoplysninger inden for retshåndhævelsen. Som følge

heraf finder Datatilsynet, at det som udgangspunkt ikke bør overlades til

medlemsstaterne at bestemme, f.eks. hvilken beskyttelse der skal være af

oplysningerne i manuelle sager.

Datatilsynet peger desuden på, at det af betragtning 7 i forslagets præam-

bel fremgår, at en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning

ikke bør medføre en forringelse af den databeskyttelse, disse yder, men

tværtimod skal have til formål at sikre et højt beskyttelsesniveau i EU.

Ifølge forslagets artikel 1, stk. 1, fastsættes der i rammeafgørelsen fælles

standarder, der skal sikre beskyttelsen af fysiske personer for så vidt an-

går behandlingen af personoplysninger i forbindelse med det politimæs-

sige og strafferetlige samarbejde. Det fremgår videre af artikel 1, stk. 2,

at medlemsstaterne sikrer, at videregivelsen af personoplysninger til de

kompetente myndigheder i andre medlemsstater hverken begrænses eller

forbydes af årsager, der vedrører beskyttelsen af personoplysninger som

fastsat i denne rammeafgørelse.

Den europæiske konference for datatilsynsmyndigheder har i sin udtalel-

se anført, at artikel 1, stk. 2, kun giver mening, hvis den foreslåede ram-

meafgørelse resulterer i en fuldstændig harmonisering af den databeskyt-

telseslovgivning, der regulerer det politimæssige og strafferetlige samar-

bejde i EU. Datatilsynet kan hertil føje, at så længe der ikke er et sikkert

grundlag, der garanterer, at oplysninger, der videregives til et andet land,

i alle tilfælde er omgærdet med et meget højt niveau af databeskyttelse,

bør et medlemsland efter tilsynets opfattelse kunne begrænse sin videre-

givelse af denne årsag. Tilsynet finder derfor, at bestemmelsen i artikel 1,

stk. 2, er for vidtgående og bør udgå.

Datatilsynet anfører videre, at de eksisterende principper og definitioner,

navnlig de der findes i databeskyttelsesdirektivet, kan anvendes som ud-

gangspunkt ved udformning af databeskyttelsesregler på tredje søjle.

Samtidig medfører de særlige opgaver, som retshåndhævende myndighe-

der har, og karakteren af de oplysninger, der behandles, at det er nødven-

digt at fastlægge en fælles standard og at sikre effektiv beskyttelse.

Datatilsynet tilføjer, at det efter tilsynets opfattelse er overordentligt vig-

tigt, at der skabes et fælles højt beskyttelsesniveau. Efter Datatilsynets

opfattelse bør der således ikke ukritisk overføres regler fra første søjle-

databeskyttelsesdirektivet.

Endelig bemærker Datatilsynet, at det forhold, at forslaget skal erstatte de

gældende databeskyttelsesregler for Schengen Informationssystemet, ik-

ke må ikke føre til et lavere beskyttelsesniveau for dette system.

Videregivelse af oplysninger, som er modtaget fra et andet medlemsland,

til tredjelande mv.

Datatilsynet bemærker, at forslaget til rammeafgørelse (det oprindelige)

muliggør overførsel til tredjelande eller internationale organer. Bestem-

melsen, der udelukkende vedrører videregivelse af oplysninger, der er

modtaget fra eller stillet til rådighed af en anden medlemsstats kompeten-

te myndigheder, indeholder en række krav, som skal være opfyldt.

Datatilsynet anfører, at man i lighed med de øvrige europæiske datatilsyn

finder, at reglen om overførsel af data til tredjelande bør omfatte alle

overførsler, uanset hvorfra oplysningerne stammer.

Rigspolitichefen

bemærker, at de fastsatte betingelser kan medføre en

begrænsning af muligheden for at behandle oplysninger, der er modtaget

fra andre medlemslande, elektronisk i politiets IT-systemer. Det er såle-

des Rigspolitiets vurdering, at det kan være vanskeligt at begrænse an-

vendelsen af oplysninger, som anført i bestemmelserne, hvis oplysnin-

gerne er til rådighed i elektronisk form for en bredere skare af autorisere-

de brugere.

Rigspolitichefen henleder for en god ordens skyld opmærksomheden på,

at politiet på Færøerne og i Grønland anvender visse af politiets IT-

systemer, bl.a. Det Centrale Kriminalregister.

Institut for Menneskerettigheder

bemærker, at man finder det hen-

sigtsmæssigt, at det i rammeafgørelsen præciseres, hvad en sikring af da-

tabeskyttelsen i ”en passende grad” dækker over. Det anføres, at dette

kunne gøres med en henvisning til artikel 17, stk. 1, i Rådets direktiv

95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i for-

bindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af

sådanne oplysninger, der definerer begrebet som en beskyttelse af per-

sonoplysningerne ”mod hændelig eller ulovlig tilintetgørelse, mod hæn-

deligt tab, mod forringelse, ubeføjet udbredelse eller ikke-autoriseret ad-

gang…samt mod enhver anden form for ulovlig behandling”.

Institut for Menneskerettigheder finder det ligeledes ønskeligt, at det i

rammeafgørelsen fastsættes hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der skal

overholdes ved videregivelse af personlige oplysninger til tredjelande

eller internationale organer, som ikke sikrer et passende beskyttelsesni-

veau. Instituttet finder, at dette eventuelt kan ske ved en henvisning til

Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri

udveksling af sådanne oplysninger. I medfør af direktivets artikel 26, stk.

2 og 3, skal den registeransvarlige i sådanne tilfælde yde ”tilstrækkelige

garantier for beskyttelse af privatlivets fred, personers grundlæggende

rettigheder og frihedsrettigheder samt for udøvelsen af de dertil knyttede

rettigheder.” Medlemsstaten, der videregiver oplysningerne, skal endvi-

dere underrette Kommissionen og de øvrige medlemslande herom.

For så vidt angår de øvrige dele af de modtagne høringssvar, kan der

henvises til det samlenotat, som blev fremsendt til udvalget forud for

rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 4.-5. december 2006.

Nærhedsprincippet

I begrundelsen for forslaget har Kommissionen anført følgende med hen-

syn til, hvorfor nærhedsprincippet er overholdt:

”Denne rammeafgørelse vedrører situationer, der er hyppigt

forekommende i forbindelse med det politimæssige og straf-

feretlige samarbejde mellem medlemsstaterne, navnlig i for-

bindelse med udvekslingen af oplysninger for at sikre og

fremme effektive og retlige foranstaltninger til forebyggelse

og bekæmpelse af kriminalitet, navnlig grov kriminalitet og

terrorisme, i alle medlemsstater. Nationale, bilaterale eller

multilaterale løsninger kan være nyttige for de enkelte med-

lemsstater, men de tager ikke hensyn til behovet for at sikre

den interne sikkerhed i hele EU. De retshåndhævende myn-

digheders behov for oplysninger afhænger i vid udstrækning

af integrationsgraden mellem landene. Det skønnes, at om-

fanget af udvekslingen af oplysninger mellem medlemssta-

terne med henblik på retshåndhævelse vil stige, og det er der-

for nødvendigt at supplere med sammenhængende regler om

databehandling og databeskyttelse. Denne rammeafgørelse

respekterer subsidiaritetsprincippet som fastsat i artikel 2 i

traktaten om Den Europæiske Union og artikel 5 i traktaten

om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, for så vidt som

den tager sigte på en gensidig tilnærmelse af medlemsstater-

nes lov og administrative bestemmelser, hvilket medlemssta-

terne ikke kan gøre hensigtsmæssig vis, hvis de handler på

egen hånd, men kræver en fælles indsats på EU-plan”

Efter regeringens opfattelse må nærhedsprincippet anses for overholdt,

da formålet med forslaget som nævnt er at sikre beskyttelse af personop-

lysninger på området og dermed skabe grundlag for, at der i EU kan ind-

føres mere effektive ordninger for informationsudveksling i forbindelse

med bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlems-

staters holdning til det reviderede udkast til rammeafgørelse.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side er man overordnet set positiv over for udviklingen af et

EU-instrument, der fastlægger (mindste-)regler om beskyttelse af per-

sondata i forbindelse med det politimæssige og strafferetlige samarbejde

(søjle 3).

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har den 27. september 2006 afgivet udtalelse om det

oprindelige kommissionsforslag.

Senest har Europa-Parlamentet (LIBE-udvalget) den 22. maj 2007 afgi-

vet udtalelse om det (af Tyskland) reviderede udkast til rammeafgørelse.

I udtalelsen opfordres der bl.a. til, at der skabes institutionel enighed om

en række angivne databeskyttelsesmæssige principper. De pågældende

principper (i alt 15) vedrører rammeafgørelsens formål og karakter,

hvornår der kan behandles personoplysninger, registreredes rettigheder,

datasikkerhed, erstatnings- og strafansvar samt datatilsyn.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politi-

mæssigt og retligt samarbejde

den 29. maj 2007.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Rets-

udvalg

Forslaget til rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i for-

bindelse med det politimæssige og strafferetlige samarbejde samt et

grundnotat herom blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 30.

januar 2006 og til Folketingets Retsudvalg den 31. januar 2006.

Et samlenotat om forslaget til rammeafgørelse blev oversendt til Folke-

tingets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg til orientering forud for

rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27.-28. april 2006, den 4.-5.

december 2006 og

den 19.-20. april 2007.

Dagsordenspunkt 6: Rådskonklusioner om adgang til Eurodac for

medlemsstaternes politimyndigheder og retshåndhævende myndig-

heder samt Europol

Nyt notat

Resumé

Det tyske formandskab vil på det kommende rådsmøde lægge op til ved-

tagelse af rådskonklusioner om adgang for medlemsstaternes politimyn-

digheder og retshåndhævende myndigheder samt Europol til at søge i Eu-

rodac med henblik på forebyggelse, opklaring og efterforskning af ter-

rorhandlinger og andre alvorlige kriminelle handlinger. Eurodac, som er

det europæiske fingeraftryksregister over asylansøgere, er oprettet ved

Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af 11. december 2000 om oprettel-

se af Eurodac. Den pågældende forordning er omfattet af det retlige for-

behold, og Danmark har derfor ikke deltaget i vedtagelsen af forordnin-

gen og er ikke bundet heraf. Danmark har imidlertid indgået en aftale om

mellemstatslig tilslutning til forordningen i form af en såkaldt parallelaf-

tale. Udkastet til rådskonklusioner har ikke i sig selv lovgivningsmæssige

eller statsfinansielle konsekvenser. Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold

til nærhedsprincippet. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivel-

ser om andre medlemslandes holdninger til udkastet. Fra dansk side agter

man at tilslutte sig udkastet til rådskonklusioner om adgang for medlems-

staternes politimyndigheder og retshåndhævende myndigheder samt Eu-

ropol til at søge i Eurodac.

Baggrund

Det tyske formandskab har fremlagt et udkast til rådskonklusioner om

adgang for medlemsstaternes politimyndigheder og retshåndhævende

myndigheder samt Europol til at søge i Eurodac med henblik på forebyg-

gelse, opklaring og efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige

kriminelle handlinger.

Eurodac, som er det europæiske fingeraftryksregister over asylansøgere,

er oprettet ved Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af 11. december

2000 om oprettelse af Eurodac. Ved hjælp af Eurodac-systemet, der bl.a.

indeholder oplysninger om fingeraftryk og oprindelsesmedlemsstaten,

kan medlemsstaterne fastslå asylansøgeres identitet og identiteten af per-

soner, der er blevet pågrebet ved ulovlig overskridelse af Fællesskabets

ydre grænser. Ved bl.a. at sammenligne fingeraftryk kan medlemsstater-

ne kontrollere, om en asylansøger eller en udlænding, der opholder sig

ulovligt på dens område, allerede har indgivet en ansøgning i en anden

medlemsstat, eller om en asylansøger ulovligt har bevæget sig ind på

EU's territorium.

Formålet med det fremlagte udkast til rådskonklusioner er at opfordre

Kommissionen til – med hjemmel i afsnit IV i TEF (søjle 1) – at frem-

lægge et forslag til ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af

11. december 2000 om oprettelse af Eurodac (en såkaldt ”bro-klausul”)

for derigennem at skabe mulighed for, at der efterfølgende – med hjem-

mel i afsnit VI i TEU (søjle 3) – fremsættes forslag til en rådsafgørelse

om adgang for medlemsstaternes politimyndigheder og retshåndhævende

myndigheder samt Europol til på visse nærmere vilkår at søge i Eurodac.

Det forventes, at der på det kommende rådsmøde vil blive lagt op til ved-

tagelse af rådskonklusioner om adgang for medlemsstaternes politimyn-

digheder og retshåndhævende myndigheder samt Europol til at søge i Eu-

rodac.

Det skal bemærkes, at Danmark – som følge af det retlige forbehold –

ikke vil deltage i vedtagelsen af og ikke vil være bundet af en ændring af

Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af 11. december 2000 om oprettel-

se af Eurodac, jf. også parallelaftalens artikel 3, stk. 1.

Det følger dog samtidig af parallelaftalen (artikel 3, stk. 2), at Danmark –

når der vedtages ændringer af forordningen – meddeler Kommissionen,

hvorvidt Danmark ønsker at gennemføre indholdet af ændringerne eller

ej. Hvis Danmark giver meddelelse om ikke at ville gennemføre indhol-

det af ændringerne betragtes parallelaftalen som opsagt, medmindre par-

terne beslutter andet.

For så vidt angår det nævnte forslag til en rådsafgørelse – som vil skulle

vedtages under TEU, afsnit VI (søjle 3) – må et antages, at Danmark vil

deltage i vedtagelsen heraf og være bundet heraf. Der er dog ikke taget

endelig stilling hertil.

Indhold

Af det fremlagte udkast til rådskonklusioner fremgår det, at Rådet finder,

at medlemsstaternes politimyndigheder og retshåndhævende myndighe-

der samt Europol på visse betingelser bør gives adgang til at søge i Euro-

dac med henblik på forebyggelse, opklaring og efterforskning af terror-

handlinger og andre alvorlige kriminelle handlinger.

Det understreges i rådskonklusionerne, at enhver adgang til Eurodac bør

ske under streng overholdelse af reglerne om persondatabeskyttelse.

Rådet opfordrer Kommissionen til snarest muligt at fremlægge et forslag

til ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af 11. december

2000 om oprettelse af Eurodac for derigennem at skabe mulighed for, at

de politimyndigheder og retshåndhævende myndigheder på visse vilkår

får adgang til at søge i Eurodac.

Rådet hilser et forslag til en rådsafgørelse (baseret på afsnit VI i TEU)

om en sådan adgang velkommen.

Gældende dansk ret

Reglerne om optagelse af asylansøgeres fingeraftryk og om udveksling af

sådanne oplysninger, herunder med Eurodac, er fastsat i udlændingelo-

ven. Der kan herved henvises til udlændingelovens § 40 a og § 58 b - §

58 j.

Det skal bemærkes, at der efter udlændingelovens § 40 a er hjemmel til at

anvende fingeraftryk fra asylansøgere til kriminalitetsbekæmpelse.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Udkastet til rådskonklusioner vil ikke sig selv have lovgivningsmæssige

eller statsfinansielle konsekvenser. Da der endnu ikke er fremlagt formel-

le forslag, og da det nærmere indhold heraf således ikke kendes, er det på

nuværende tidspunkt ikke muligt at sige noget om eventuelle lovgiv-

ningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Udkastet til rådskonklusioner har ikke været sendt i høring.

Nærhedsprincippet

Sagen rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlems-

landes holdninger til udkastet.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side agter man at tilslutte sig udkastet til rådskonklusioner om

adgang for medlemsstaternes politi- og retshåndhævende myndigheder til

at søge i Eurodac.

Europa-Parlamentet

Udkastet til rådskonklusioner har ikke været forelagt for Europa-

Parlamentet.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og

retligt samarbejde den 29. maj 2007.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg.

Dagsordenspunkt 7: Omdannelse af Prüm-traktaten til EU-

lovgivning

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

Resumé

Det tyske formandskab har sammen med Belgien, Bulgarien, Spanien,

Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Slovenien, Slovakiet, Itali-

en, Finland, Portugal, Rumænien og Sverige fremlagt et udkast til Rådets

afgørelse om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde,

navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminali-

tet, der indeholder de dele af den såkaldte Prüm-traktat, som vedrører

det politimæssige og strafferetlige samarbejde (søjle 3), dog ikke Prüm-

traktatens artikel 27 (om samarbejde efter anmodning), som anses for at

være dækket af den eksisterende EU-lovgivning. På rådsmødet (retlige

og indre anliggender) den 15. februar 2007 blev der – med undtagelse af

artikel 18 (Prüm-traktatens artikel 25) – opnået grundlæggende enighed

om at omdanne Prüm-traktatens bestemmelser om politisamarbejde (søj-

le 3) til EU-lovgivning. Der er efterfølgende opnået enighed blandt med-

lemsstaterne om, at artikel 18 (som vedrører grænseoverskridende foran-

staltninger i ekstraordinære tilfælde uden den berørte medlemsstats sam-

tykke) bør udgå. Desuden er der opnået enighed om visse andre ændrin-

ger (i forhold til teksten i Prüm-traktaten), jf. nærmere punkt 2 i samle-

notatet. Det forventes, at formandskabet på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 12.-13. juni 2007 vil forelægge sagen for Rådet med

henblik på samlet politisk enighed.

Sagen vurderes ikke at rejse spørgs-

mål i forhold til nærhedsprincippet. Sagen vurderes at ville have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser. Sagen vurderes ligeledes at ville have stats-

finansielle konsekvenser.

Der er som nævnt bred støtte blandt medlems-

staterne til forslaget.

Fra dansk side er man positiv over for en omdan-

nelse af Prüm-traktatens bestemmelser om politisamarbejde (søjle 3) til

EU-lovgivning,

og man agter at tilslutte sig politisk enighed om udkastet

til rådsafgørelsen.

Baggrund

Der blev den 27. maj 2005 opnået enighed mellem Belgien, Tyskland,

Spanien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene og Østrig om en aftale

om et udvidet politisamarbejde (som betegnes ”Prüm-traktaten”). De på-

gældende lande tilkendegiver i traktaten, at deres hensigt er at styrke det

europæiske samarbejde om bekæmpelse af terrorisme, grænseoverskri-

dende kriminalitet og ulovlig indvandring samt integrere traktaten i EU’s

rammer.

Siden da har yderligere fire medlemsstater (Finland, Italien, Portugal og

Slovenien) tilkendegivet deres intention om at tilslutte sig traktaten, og

senest har Sverige, Bulgarien og Rumænien oplyst, at de også agter at

deltage i traktaten.

Det tyske formandskab har i lyset heraf lagt op til, at Prüm-traktaten om-

dannes til EU-lovgivning, således at den kommer til at gælde for alle EU-

medlemsstater. Det tyske formandskab har bl.a. henvist til, at det fremgår

af det såkaldte Haag-program om et område for frihed, sikkerhed og ret-

færdighed, som Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 4. novem-

ber 2004, at udveksling af oplysninger mellem retshåndhævende myn-

digheder i EU fremover skal bygge på princippet om tilgængelighed.

Tilgængelighedsprincippet indebærer, at udvekslingen af oplysninger i

retshåndhævelsesøjemed skal foregå på ensartede betingelser overalt i

EU. Det vil sige, at hvis en retshåndhævende myndighed har brug for op-

lysninger til varetagelse af sine opgaver, skal den kunne opnå disse op-

lysninger, og den medlemsstat, der kontrollerer de pågældende oplysnin-

ger, har pligt til at stille dem til rådighed til det angivne formål.

I Haag-programmet anføres det, at tilgængelighedsprincippet bør være

gennemført den 1. januar 2008.

Spørgsmålet om omdannelse af Prüm-traktaten til EU-lovgivning blev

mere overordnet drøftet på det uformelle rådsmøde (retlige og indre an-

liggender) i Dresden den 15.-16. januar 2007, hvor der generelt var en

positiv holdning blandt medlemsstaterne. Det blev under rådsmødet bl.a.

oplyst, at de tyske retshåndhævende myndigheder i henhold til Prüm-

traktaten inden for et kort tidsrum har kunnet checke DNA-profiler i åbne

sager med data fra det østrigske DNA-profilregister og i den forbindelse

fået ”hits” i 1510 sager, hvoraf 708 ”hits” har kunnet henføres til perso-

ner, som var kendt af den østrigske anklagemyndighed. Det drejer sig

bl.a. om 14 ”hits” i drabssager, 14 ”hits” i sager om seksuelle overgreb,

og 85 ”hits” i røverisager.

Det tyske formandskab fremlagde medio februar 2007 sammen med Bel-

gien, Bulgarien, Spanien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Østrig,

Slovenien, Slovakiet, Italien, Finland, Portugal, Rumænien og Sverige

(forslagsstillerne) et udkast til Rådets afgørelse om intensivering af det

grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme

og grænseoverskridende kriminalitet, der indeholder de dele af Prüm-

traktaten, der vedrører det politimæssige og strafferetlige samarbejde

(søjle 3), dog ikke Prüm-traktatens artikel 27 (om samarbejde efter an-

modning), som anses for at være dækket af den eksisterende EU-

lovgivning.

Forslaget er fremlagt under henvisning til traktaten om Den Europæiske

Union, særligt artikel 30, stk. 1, litra a) og b), artikel 31, litra a), artikel

32 og artikel 34, stk. 2, litra c). Det følger af artikel 30, stk. 1, litra a), at

fælles handling vedrørende politisamarbejde omfatter operativt samar-

bejde mellem de kompetente myndigheder, herunder politi, toldmyndig-

heder og andre særlige retshåndhævende myndigheder i medlemsstater-

ne vedrørende forebyggelse, afsløring og efterforskning af kriminelle

handlinger. Efter artikel 30, stk. 1, litra b), omfatter politisamarbejde

endvidere indsamling, opbevaring, behandling, analyse og udveksling af

relevante oplysninger, herunder oplysninger, som de retshåndhævende

myndigheder er i besiddelse af på baggrund af rapporter om mistænkeli-

ge finansielle transaktioner, navnlig via Europol, under overholdelse af

relevante bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger. Efter arti-

kel 31, litra a), omfatter fælles handling vedrørende retligt samarbejde i

kriminalsager fremme og fremskyndelse af samarbejdet vedrørende rets-

pleje og fuldbyrdelse af afgørelser mellem kompetente ministerier og ret-

lige eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne, herunder, når det

er relevant, gennem Eurojust. Ifølge artikel 32 fastsætter Rådet de betin-

gelser og begrænsninger, hvorunder de kompetente myndigheder, der er

nævnt i artikel 30 og 31, kan arbejde på en anden medlemsstats område i

samarbejde og i forståelse med denne stats myndigheder. Ifølge artikel

34, stk. 2, litra c), kan Rådet med henblik på at bidrage til opfyldelse af

Unionens målsætninger på initiativ af en medlemsstat eller Kommissio-

nen vedtage afgørelser i ethvert andet øjemed i overensstemmelse med

målsætningerne i dette traktatafsnit, uden at de dog indebærer nogen

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative be-

stemmelser.

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 15. februar 2007 kon-

kluderede det tyske formandskab på baggrund af en drøftelse af sagen, at

der – med undtagelse af artikel 18 (Prüm-traktatens artikel 25) – er

grundlæggende enighed blandt medlemslandene om at gøre de dele af

Prüm-traktaten, som vedrører det politimæssige og strafferetlige samar-

bejde (søjle 3), til EU-lovgivning.

Efterfølgende er der er opnået enighed blandt medlemsstaterne om, at

artikel 18 (som vedrører grænseoverskridende foranstaltninger i ekstra-

ordinære tilfælde uden den berørte medlemsstats samtykke) bør udgå.

Desuden er der opnået enighed om visse andre ændringer (i forhold til

teksten i Prüm-traktaten), jf. nærmere nedenfor under punkt 2 i samleno-

tatet.

Det forventes, at formandskabet på rådsmødet (retlige og indre anlig-

gender) den 12.-13. juni 2007 vil forelægge sagen for Rådet med henblik

på samlet politisk enighed.

Indhold

Udkastet til rådsafgørelse omfatter de bestemmelser i Prüm-traktaten,

som vedrører politisamarbejde. Derimod er der ikke fremlagt forslag om

at omdanne Prüm-traktatens bestemmelser om foranstaltninger til at be-

kæmpe ulovlig indvandring og tilbagesendelse samt brug af såkaldte ”air

marshalls” (søjle 1).

Derudover er den bestemmelse i Prüm-traktaten, som vedrører samar-

bejde efter anmodning (Prüm-traktatens artikel 27) udeladt, idet denne

bestemmelse må anses for at være dækket af den eksisterende EU-

lovgivning.

Endvidere er der opnået enighed blandt medlemsstaterne om, at artikel

18 (som vedrører grænseoverskridende foranstaltninger i ekstraordinære

tilfælde uden den berørte medlemsstats samtykke) bør udgå. Desuden er

der opnået enighed om visse andre ændringer (i forhold til teksten i

Prüm-traktaten), jf. nærmere nedenfor.

I overensstemmelse hermed indeholder udkastet til rådsafgørelse be-

stemmelser om følgende:

•

Formål og anvendelsesområde (kapitel 1)

Online adgang og supplerende dataudveksling (kapitel 2), herunder:

Udveksling af oplysninger om dna (artikel 2-7)

Udveksling af oplysninger om fingeraftryk (artikel 8-11)

Udveksling af oplysninger i motorkøretøjsregistre (artikel 12)

•

Udveksling af andre oplysninger i forbindelse med store arrangemen-

ter (kapitel 3)

Foranstaltninger til at forebygge terrorhandlinger (kapitel 4)

Andre former for samarbejde (kapitel 5)

Bestemmelser om databeskyttelse (kapitel 6)

Gennemførelse og afsluttende bestemmelser (kapitel 7)

Det centrale element i forslaget er øget og mere effektiv informationsud-

veksling i form af etablering af adgang til oplysninger om dna og finger-

aftryk på hit/no-hit-basis med henblik på efterforskning af strafbare

handlinger – samt for så vidt angår fingeraftryk til brug for forebyggelse

heraf. Udveksling af supplerende oplysninger – i tilfælde af et hit på dna

eller fingeraftryk – sker på grundlag af national ret, herunder regler om

retshjælp i straffesager, i den afgivende og modtagende medlemsstat.

I relation til visse oplysninger om motorkøretøjer etableres der direkte

adgang (via online-adgang) til at søge i motorkøretøjsregistre. Dette kan

ske til brug for forebyggelse og efterforskning af strafbare handlinger

samt opretholdelse af ro og orden.

Herudover indebærer forslaget, at der indføres regler om et styrket poli-

tisamarbejde gennem fælles operationer, foranstaltninger i tilfælde af

overhængende fare og samarbejde i forbindelse med større begivenhe-

der, katastrofer og alvorlige uheld.

Det kan særlig nævnes, at der som nævnt er opnået enighed om at slette

artikel 18 i forslaget til rådsafgørelse. Reglen gik ud på, at åbne mulig-

hed for, at polititjenestemænd fra en anden medlemsstat i hastende til-

fælde, og uden den berørte stats forudgående samtykke, kan passere

grænsen mellem de to pågældende medlemsstater med henblik på i et

område tæt på grænsen – og i overensstemmelse med værtsstatens lov-

givning – at tage enhver foreløbig foranstaltning, som er nødvendig for

at undgå overhængende fare for fysiske personer.

Der indføres desuden en række databeskyttelsesmæssige regler for den

informationsudveksling, som finder sted på baggrund af rådsafgørelsen,

dvs. på grundlag af regler heri, som fastsætter nærmere betingelser for

informationsudvekslingen, mens den informationsudveksling, som finder

sted uafhængigt af Prüm-samarbejdet, dvs. på grundlag af national ret,

ikke er omfattet af databeskyttelsesreglerne. Et eksempel på det sidst-

nævnte vil bl.a. være den situation, hvor der – i tilfælde af et hit på dna

eller fingeraftryk – er behov for at indhente supplerende oplysninger

vedrørende f.eks. navnet på den person, som det pågældende dna vedrø-

rer. I dette tilfælde reguleres spørgsmålet om videregivelse og efterføl-

gende brug i modtagerlandet af supplerende personoplysninger – som

nævnt ovenfor – af gældende ret, herunder reglerne om retshjælp i straf-

fesager, i den afgivende og modtagende medlemsstat.

De databeskyttelsesregler, som er fastsat i udkastet til rådsafgørelse, fin-

der således alene anvendelse i forhold til udveksling af oplysninger om

dna og fingeraftryk for så vidt angår udvekslingen af selve reference-

dataene, i forhold til udveksling af motorkøretøjsoplysninger, som kan

indhentes via online adgang, samt i forhold til udveksling af oplysninger

som led i forebyggelse af kriminelle handlinger mv. ved større begiven-

heder eller som led i forebyggelse af terrorhandlinger.

Reglerne om databeskyttelse betyder bl.a., at der opstilles meget snævre

rammer for, hvad oplysninger kan anvendes til, og i hvor lang tid de kan

opbevares, ligesom der også stilles en række krav til den fysiske datasik-

kerhed, herunder bl.a. krav om registrering af brug af oplysninger med

henblik på efterfølgende kontrol af lovligheden af behandling af oplys-

ninger.

Samlet set er der således tale om et udkast til rådsafgørelse, som grund-

læggende indeholder de samme bestemmelser som i Prüm-traktaten. Der

er dog foretaget visse tilpasninger – navnlig af teknisk karakter – som

følge af Prüm-traktatens omdannelse til EU-lovgivning. Det kan navnlig

nævnes, at der er foretaget følgende ændringer/præciseringer:

- I en betragtning i præamblen er det præciseret, at medlemsstaterne ved

gennemførelsen af artikel 12 (om online adgang til motorkøretøjsregi-

stre) kan beslutte at give prioritet til bekæmpelse af alvorlig kriminalitet.

- I en betragtning i præamblen er det præciseret, at udvekslingen af sup-

plerende oplysninger – i tilfælde af et hit på baggrund af dna eller fin-

geraftryk - finder sted på grundlag af gældende ret, herunder reglerne

om retshjælp i straffesager, i den afgivende og modtagende medlemsstat.

- I artikel 12 (om online adgang til motorkøretøjsregistre) er det præci-

seret, at oplysningerne alene kan anvendes til offentlig sikkerhed – og

ikke som tidligere foreslået offentlig orden.

- I artikel 21 er der fastsat bestemmelser om erstatningsansvar i tilfælde

af grænseoverskridende samarbejde, som stemmer bedre overens med de

eksisterende EU-regler på området (end reglerne i Prüm-traktaten).

- Herudover er der foretaget enkelte ændringer i databeskyttelsesregler-

ne for at tage højde for den måde, som man har indrettet sig på i med-

lemsstaterne.

Der kan i øvrigt henvises til det samlenotat, som blev oversendt til udval-

get i forbindelse med forelæggelsen af sagen forud for rådsmødet (retlige

og indre anliggender) den 15. februar 2007, samt til det grundnotat om

forslaget til rådsafgørelse, som blev sendt til udvalget den 28. februar

2007.

Gældende dansk ret

3.1.

For så vidt angår spørgsmålet om informationsudveksling (af oplys-

ninger om DNA, fingeraftryk, visse oplysninger om motorkøretøjer samt

andre personhenførbare oplysninger og ikke-personhenførbare oplysnin-

ger) skal det indledningsvis bemærkes, at dansk lovgivning ikke indehol-

der en udtrykkelig generel regulering af danske retshåndhævende myn-

digheders videregivelse af personoplysninger til andre EU-landes rets-

håndhævende myndigheder.

Om videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted (i de af rådsaf-

gørelsen omfattede tilfælde) vil derfor som udgangspunkt bero på de al-

mindelige regler om tavshedspligt, således som disse må fastlægges på

grundlag af reglerne i persondataloven, herunder persondatalovens kapi-

tel 4 (særligt §§ 6-8) om adgang til edb-behandling af personoplysninger.

På enkelte retsområder er der i lovgivningen fastsat bestemmelser, hvor-

ved der udtrykkeligt tages stilling til danske retshåndhævende myndighe-

ders videregivelse af de nævnte typer af oplysninger til udenlandske

myndigheder.

Loven om oprettelse af et centralt dna-profilregister indeholder i § 5 føl-

gende bestemmelse om videregivelse af oplysninger fra registeret:

”Der kan til brug for identifikation af personer videregives op-

lysninger fra registret til

1) politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet,

2) den kompetente retshåndhævende myndighed i Den Europæi-

ske Union eller et tredjeland, der deltager i samarbejdet under

Schengenkonventionen, til brug for en kriminalefterforskning

eller kriminalefterretningsoperation.

3) udenlandske domstole samt politi- og anklagemyndigheder til

brug for offentlige straffesager, såfremt det i det enkelte til-

fælde findes ubetænkeligt

4) Københavns Universitet, Retsgenetisk Afdeling, såfremt det

er nødvendigt i forbindelse med behandlingen af en straffe-

sag, og

5) Folketingets Ombudsmand.

Stk. 2. Herudover må videregivelse af oplysninger fra registret

ikke finde sted, jf. dog § 6.”

Det kan endvidere nævnes, at der i CPR-loven er fastsat regler om kom-

munalbestyrelsernes og Indenrigsministeriets videregivelse af oplysnin-

ger fra Det Centrale Personregister (CPR). Efter disse regler videregives

oplysninger i CPR og ældre folkeregistermateriale efter reglerne i per-

sondataloven.

3.2.

Der er i retsplejelovens kapitel 72 fastsat regler om foretagelse af

legemsindgreb som led i efterforskning.

Legemsindgreb omfatter bl.a. aftryk og lignende af legemets ydre (le-

gemsbesigtigelse) og udtagelse af spyt- eller blodprøver eller andre til-

svarende prøver (legemsundersøgelse).

Legemsbesigtigelse af en sigtet må som udgangspunkt kun foretages, så-

fremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertræ-

delse, der er undergivet offentlig påtale, og indgrebet må antages at være

af væsentlig betydning for efterforskningen.

Legemsundersøgelse af en sigtet må som udgangspunkt kun foretages,

såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig

skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år

og 6 måneder eller derover, eller i en overtrædelse af straffelovens § 249,

1. led, og indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efter-

forskningen.

Herudover kan legemsindgreb ske i de tilfælde, som er angivet i retsple-

jelovens § 792 b. For så vidt angår personer, der ikke er sigtet, findes

reglerne i § 792 d.

3.3.

De generelle regler om besiddelse mv. af våben findes i lov om vå-

ben og eksplosivstoffer, jf. lovens § 2, jf. § 1. Af bestemmelserne følger,

at skydevåben og ammunition ikke må besiddes, bæres eller anvendes

mv. uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger

dertil. Bestemmelserne gælder – medmindre andet er fastsat, jf. ovenfor

under punkt 3.3. – for udenlandske polititjenestemænd.

3.4.

Reglerne om persondatabeskyttelse findes i persondataloven, som

bl.a. indeholder bestemmelser om til hvilke formål, der kan behandles

personoplysninger, om datakvalitet og sletning af oplysninger, om den

fysiske behandlingssikkerhed, herunder i form af krav om logning, samt

om den registreredes rettigheder i forbindelse med behandling af oplys-

ninger om den pågældende. For så vidt angår spørgsmålet om datasik-

kerhed kan der endvidere henvises til bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni

2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger,

som behandles for den offentlige forvaltning.

Det bemærkes, at det følger af persondatalovens § 2, stk. 4, 2. pkt., at

størstedelen af lovens bestemmelser om den registreredes rettigheder ik-

ke finder anvendelse på behandlinger, der foretages for politiet inden for

det strafferetlige område.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Udkastet til Rådets afgørelse om intensivering af det grænseoverskriden-

de samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseover-

skridende kriminalitet,

vurderes at ville have lovgivningsmæssige konse-

kvenser.

Videregivelse af oplysninger til udenlandske retshåndhævende myndig-

heder i form af direkte online-adgang til oplysninger i danske registre

(motorkøretøjsregistret) må således formentlig antages at ville have lov-

givningsmæssige konsekvenser. Også kravet om, at der skal etableres et

hit/no-hit-system, for så vidt angår DNA-oplysninger og oplysninger om

fingeraftryk, vil formentlig have lovgivningsmæssige konsekvenser. Det

bemærkes i den forbindelse, at der i tilfælde af et ”hit” som udgangs-

punkt vil være pligt til at videregive de relevante (bagvedliggende) op-

lysninger til den anmodende udenlandske retshåndhævende myndighed

eller judicielle myndigheder.

Herudover kan der peges på, at de generelle bestemmelser om erstat-

ningsansvar, strafansvar og ansættelsesmæssige forhold formentlig også

vil have lovgivningsmæssige konsekvenser. Desuden vil bestemmelserne

om andre former for samarbejde, og herunder de generelle regler om ad-

gang til at medbringe skydevåben, ammunition, materiel mv., kunne have

lovgivningsmæssige konsekvenser. Dette beror dog på, hvorledes man i

Danmark måtte vælge at udfylde de pågældende bestemmelser.

Endelig giver bestemmelserne om databeskyttelse på enkelte punkter an-

ledning til nærmere overvejelser med hensyn til mulige lovgivningsmæs-

sige konsekvenser. Grundlæggende vurderes bestemmelserne dog at

kunne rummes inden for den gældende lovgivning på området.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Forslaget vurderes at ville have statsfinansielle konsekvenser. Det gælder

navnlig med hensyn til udviklingen af IT-løsninger, som giver mulighed

for at skabe online-adgang og adgang på hit/no-hit-basis. Justitsministe-

riet finder det på nuværende tidspunkt ikke muligt nærmere at angive

størrelsen af udgifterne forbundet med forslaget.

Høring

5.1.

Nærværende forslag til rådsafgørelse om intensivering af det græn-

seoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og

grænseoverskridende kriminalitet, har ikke været sendt i høring, idet de

bestemmelser, der er medtaget i forslaget (med mindre tekniske ændrin-

ger), svarer til bestemmelserne i Prüm-traktaten.

Prüm-traktaten

har været sendt i høring (med frist 25. januar 2007) hos

en række myndigheder og organisationer.

Justitsministeriet har modtaget

høringssvar fra Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsi-

denterne for samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Dommerfuldmægtig-

foreningen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Politiforbundet i Danmark,

Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Datatilsynet,

Retssikkerhedsfonden, Institut for Menneskerettigheder og Amnesty In-

ternational.

De pågældende høringssvar er – sammen med et høringsnotat – sendt til

Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg den 6. februar 2007.

Nærhedsprincippet

Efter regeringens opfattelse må nærhedsprincippet anses for overholdt,

da formålet med forslaget er at forbedre udvekslingen af information

mellem de retshåndhævende myndigheder i EU samt i øvrigt styrke den

grænseoverskridende kriminalitetsbekæmpelse.

Andre medlemsstaters kendte holdninger

Der er blandt medlemsstaterne bred støtte til forslaget.

Foreløbig dansk holdning

Fra dansk side er man positiv over for en omdannelse af Prüm-traktatens

bestemmelser om politisamarbejde (søjle 3) til EU-lovgivning,

og man

agter at tilslutte sig politisk enighed om udkastet til rådsafgørelsen.

Europaparlamentet

Europa-Parlamentet skal høres i sagen.

Europa-Parlamentet har endnu

ikke udtalt sig om forslaget.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politi-

mæssigt og retligt samarbejde

den 29. maj 2007.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Justitsministeriet har oversendt et notat om Prüm-traktaten til Folketin-

gets Europaudvalg og Retsudvalg den 12. januar 2007.

Derudover har Justitsministeriet den 28. februar 2007 oversendt et nær-

hedsnotat og et grundnotat vedrørende forslag til Rådets afgørelse om

intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om be-

kæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet.

Sagen har været forelagt for Folketingets Europaudvalg til forhand-

lingsoplæg og Folketingets Retsudvalg til orientering forud for rådsmø-

det (retlige og indre anliggender) den 15. februar 2007.

100

Dagsordenspunkt 8: Rådsafgørelse om politimyndigheders og Euro-

pols adgang til søgning i visuminformationssystemet (VIS)

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Resumé

Forud for RIA-rådsmødet den 19.-20. april 2007 blev sagen om en råds-

afgørelse om adgang til søgning i visuminformationssystemet (VIS) for

de myndigheder i medlemsstaterne, der har ansvaret for den indre sik-

kerhed (politimyndigheder), og for Europol forelagt for Folketingets Eu-

ropaudvalg (til forhandlingsoplæg) og Retsudvalg (til orientering). For-

slaget til rådsafgørelse skal ses i sammenhæng med Kommissionens for-

slag (fra december 2004) til forordning om indførelse af et visuminfor-

mationssystem (VIS) og udveksling af oplysninger mellem medlemssta-

terne om visa til kortvarigt ophold. Der er nu opnået enighed mellem

Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om de pågældende to EU-

retsakter. For så vidt angår den tekst i rådsafgørelsen, der er opnået

enighed om, svarer denne i vidt omfang til det udkast til rådsafgørelse,

som blev forelagt forud for rådsmødet den 19.-20. april 2007. Der er dog

foretaget enkelte ændringer efter ønske fra Europa-Parlamentet. Det

drejer sig navnlig om indførelse af centrale adgangspunkter og kontrol

af, om betingelserne for adgang til VIS er opfyldt, samt om tilføjelse af en

række (yderligere) databeskyttelsesmæssige bestemmelser, jf. nærmere

nedenfor under punkt 2. Som nævnt er der enighed om den foreliggende

tekst, og det forventes således, at formandskabet på rådsmødet (retlige

og indre anliggender) den 13.-14. juni 2007 vil kunne konstatere politisk

enighed om udkastet til rådsafgørelse.

Forslaget må anses for at være i

overensstemmelse med nærhedsprincippet. Forslaget vil muligvis have

visse lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget vurderes at ville have

beskedne statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at foreligge offent-

lige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forsla-

get. Der er som nævnt opbakning til forslaget, som man fra dansk side

agter at tilslutte sig.

Baggrund

Kommissionen har den 24. november 2005 fremlagt et forslag til rådsaf-

gørelse om adgang til søgning i visuminformationssystemet (VIS) for de

myndigheder i medlemsstaterne, der har ansvaret for den indre sikkerhed,

og for Europol med henblik på forebyggelse, afsløring og efterforskning

101

af terrorhandlinger

(KOM(2005)600).

andre

alvorlige

strafbare

handlinger

Forslaget skal ses i sammenhæng med Kommissionens forslag til Euro-

pa-Parlamentets og Rådets forordning om visuminformationssystemet

(VIS) og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om visa til

kortvarigt ophold (KOM(2004)835). Dette forslag har til formål at for-

bedre udvekslingen af visumoplysninger mellem Schengen-landene med

henblik på bl.a. at lette bekæmpelsen af svig og ulovlig indvandring, bi-

stå med identifikation af udlændinge uden lovligt ophold og forebygge

trusler mod medlemsstaternes indre sikkerhed. Et grundnotat om dette

forslag er af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration over-

sendt til Folketingets Europaudvalg den 22. august 2005.

Formålet med det fremsatte forslag til rådsafgørelse er at indføre det på-

krævede retsgrundlag med hjemmel i afsnit VI i traktaten om Den Euro-

pæiske Union (søjle 3) for at skabe grundlaget og fastsætte betingelserne

for, at de myndigheder i medlemsstaterne, der har ansvaret for den indre

sikkerhed (politimyndigheder), og Den Europæiske Politienhed (Euro-

pol) kan få adgang til visuminformationssystemet (VIS) med henblik på

forebyggelse, afsløring og efterforskning af terrorhandlinger og de for-

mer for kriminalitet og de lovovertrædelser, der fremgår af artikel 2, stk.

2, i rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre

(”positiv-listen”).

I overensstemmelse hermed er forslaget fremsat under henvisning til

traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 30, stk. 1, litra

b, hvoraf det fremgår, at fælles handling vedrørende politisamarbejde

omfatter indsamling, opbevaring, behandling, analyse og udveksling af

relevante oplysninger, herunder oplysninger som de retshåndhævende

myndigheder er i besiddelse af på baggrund af rapporter om mistænkeli-

ge finansielle transaktioner, navnlig via Europol, under overholdelse af

relevante bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger, og artikel

34, stk. 2, litra c), hvorefter Rådet med henblik på opfyldelse af Unionens

målsætninger på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen med en-

stemmighed kan vedtage afgørelser, uden at de dog indebærer nogen

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative be-

stemmelser.

102

Det forventes, at formandskabet på rådsmødet (retlige og indre anlig-

gender) den 12.-13. juni 2007 vil forelægge udkastet til rådsafgørelse for

Rådet med henblik på samlet politisk enighed.

Indhold

Forud for RIA-rådsmødet den 19.-20. april 2007 blev sagen om en råds-

afgørelse om adgang til søgning i visuminformationssystemet (VIS) for

de myndigheder i medlemsstaterne, der har ansvaret for den indre sik-

kerhed (politimyndigheder), og for Europol forelagt for Folketingets Eu-

ropaudvalg (til forhandlingsoplæg) og Retsudvalg (til orientering).

Forslaget til rådsafgørelse skal ses i sammenhæng med Kommissionens

forslag (fra december 2004) til forordning om indførelse af et visumin-

formationssystem (VIS) og udveksling af oplysninger mellem medlems-

staterne om visa til kortvarigt ophold.

Der er nu opnået enighed mellem Rådet, Europa-Parlamentet og Kom-

missionen om de pågældende to EU-retsakter. For så vidt angår den

tekst i rådsafgørelsen, der er opnået enighed om, svarer denne i vidt om-

fang til det udkast til rådsafgørelse, som blev forelagt forud for rådsmø-

det den 19.-20. april 2007. Der er dog foretaget enkelte ændringer efter

ønske fra Europa-Parlamentet. Det drejer sig navnlig om indførelse af

centrale adgangspunkter og kontrol af, om betingelserne for adgang til

VIS er opfyldt, samt om tilføjelse af en række (yderligere) databeskyttel-

sesmæssige bestemmelser, jf. nærmere nedenfor.

Udkastet til rådsafgørelse indeholder – overordnet set – navnlig følgende

elementer:

•

Fastlæggelse af, hvilke myndigheder (i medlemsstaterne) med ansvar

for den indre sikkerhed, der skal have adgang til VIS-data.

Betingelserne for adgang til VIS-data for henholdsvis nationale myn-

digheder og Europol.

Beskyttelse af personoplysninger

og andre databeskyttelsesregler.

Andre bestemmelser og erklæringer.

Myndigheder med adgang til visuminformationssystemet

Udkastet til rådsafgørelse indebærer, at de myndigheder, der har ansvaret

for forebyggelse, afsløring eller efterforskning af terrorhandlinger eller

103

andre alvorlige strafbare handlinger, og som er udpeget af medlemssta-

terne, har adgang til visuminformationssystemet (VIS)

via et eller flere

centrale adgangspunkter. Opgaven for de centrale adgangspunkter er at

foretage en forudgående kontrol af, om betingelserne for adgang til VIS

er opfyldt. Den pågældende myndighed, der måtte have behov for at tilgå

informationer i systemet, skal til det formål fremsende en begrundet elek-

tronisk eller skriftlig anmodning til et centralt adgangspunkt. I særligt

hastende tilfælde skal adgang dog gives med det samme, hvorefter kon-

trollen, herunder af om der var tale om et hastende tilfælde, udføres ef-

terfølgende.

Der er efter rådsafgørelsen ikke noget til hinder for, at det centrale ad-

gangspunkt (den enhed, som udpeges) kan ligge inden for den myndig-

hed, som gives adgang til VIS. Det kan dog ikke være den enhed, som

skal anvende dataene i operativt øjemed.

Hvert land skal udpege det antal centrale adgangspunkter, som det ifølge

sin administrative opbygning og organisation har behov for, og skal se-

nest tre måneder efter ikrafttræden af rådsafgørelsen afgive en erklæring

herom til Kommissionen og Rådets Generalsekretariat. På samme vilkår

skal hvert land udpege de myndigheder, der skal have adgang til at søge

i visuminformationssystemet i overensstemmelse med formålet med råds-

afgørelsen. Erklæringerne kan til enhver tid ændres af det pågældende

medlemsland.

Hvert land skal

endvidere på nationalt plan

føre en liste, der offentliggø-

res, over de enheder indenfor de pågældende myndigheder, der skal have

adgang til at søge i visuminformationssystemet i overensstemmelse med

formålet med rådsafgørelsen.

Adgangen til at foretage søgning i VIS udøves af behørigt bemyndiget

personale i

såvel de centrale adgangspunkter som

de nævnte enheder.

Betingelserne for adgang til visuminformationssystemet

a) Adgang for medlemsstater, som VIS-forordningen finder anvendelse

på

Der er adgang for de pågældende myndigheder til at søge i VIS, hvis søg-

ningen er nødvendig med henblik på forebyggelse, afsløring eller efter-

forskning af terrorhandlinger eller andre alvorlige strafbare handlinger,

104

og søgningen er forbundet med et specifikt tilfælde. Det er endvidere en

betingelse, at der er rimelig grund til at mene, at søgning i VIS-dataene

vil bidrage væsentligt til forebyggelse, afsløring eller efterforskning af en

af de pågældende strafbare handlinger.

Alvorlige strafbare handlinger dækker ifølge forslaget over de former for

kriminalitet, som er omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelsen af

13. juni 2002 om den europæiske arrestordre (”positiv-listen”).

Søgningen i VIS kan kun vedrøre en række nærmere opregnede kriterier

– navn, køn, fødselsdato, fødested og fødeland, ansøgerens nuværende

nationalitet og nationalitet ved fødslen, rejsedokumentets type og num-

mer, den myndighed, som har udstedt det, og udstedelses- og udløbsdato,

vigtigste bestemmelsesland og det planlagte opholds varighed, rejsens

formål, ankomst- og afrejsedato, første indrejsested eller transitrute, op-

holdssted, fingeraftryk, visumtype og visummærkatens nummer, samt

oplysninger om den person, der har inviteret, og/eller som er forpligtet til

at dække leveomkostningerne under opholdet.

I tilfælde af ”hit” er der adgang til søgning i alle de ovennævnte data

samt til alle andre oplysninger, som er taget fra ansøgningsskemaet, og

indlæste oplysninger om visa, som er udstedt, som der er givet afslag på,

eller som er annulleret, inddraget eller forlænget.

b) Adgang for medlemsstater, som VIS-forordningen ikke finder anven-

delse på

Adgangen til søgning i VIS for de udpegede myndigheder i de medlems-

stater, som VIS-forordningen

endnu

ikke finder anvendelse på (dvs. Bul-

garien, Rumænien og Cypern), finder sted på de samme betingelser som

ovenfor beskrevet og på grundlag af en begrundet skriftlig eller elektro-

nisk anmodning til en myndighed i en medlemsstat, som VIS-

forordningen finder anvendelse på. Den pågældende myndighed anmoder

herefter sit

centrale

nationale adgangspunkt om at søge i VIS.

Ligeledes stiller de medlemsstater, som VIS-forordningen ikke finder

anvendelse på, deres visumoplysninger til rådighed for de øvrige med-

lemsstater på grundlag af en begrundet skriftlig eller elektronisk anmod-

ning.

105

Storbritannien og Irland er ikke omfattet af den nævnte (indirekte) ad-

gang til VIS for de medlemsstater, som VIS-forordningen endnu ikke fin-

der anvendelse på. I stedet afgiver Rådet en erklæring, hvorefter man –

afhængig af udfaldet af nogle verserende sager ved EF-domstolen vedrø-

rende spørgsmålet om Schengen-relevans – vil vedtage de nødvendige

bestemmelser med henblik på i givet fald at give Storbritannien og Irland

adgang til VIS på lige vilkår med de øvrige medlemsstater.

c) Adgang for Europol

Europol har adgang til oplysninger i VIS indenfor rammerne af Europols

mandat, og når det er nødvendigt for udførelsen af dets opgaver i henhold

til Europol-konventionen i forbindelse med en specifik analyseopgave

eller en analyse af generel og strategisk karakter. I sidstnævnte tilfælde

forudsætter adgangen, at Europol anonymiserer VIS-dataene før behand-

lingen, og at dataene opbevares i en form, hvor identifikation af de regi-

strerede ikke længere er mulig.

Europol forpligtes desuden til at udpege en specialiseret enhed som cen-

tralt adgangspunkt, ligesom de oplysninger, som Europol måtte få ad-

gang til, kun må behandles med samtykke fra det land, der har indlæst

dataene i systemet.

Beskyttelse af personoplysninger

Behandlingen af personoplysninger i medfør af forslaget finder sted i

henhold til reglerne i forslaget og i henhold til national ret. Hver med-

lemsstat skal i den henseende sikre sig, at dets nationale databeskyttel-

sesniveau mindst svarer til, hvad der følger af Europarådets konvention

af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse

med databehandling af personoplysninger og, for de medlemsstater der

har ratificeret den, tillægsprotokollen til konventionen af 8. november

2001, ligesom medlemsstaterne skal tage hensyn til en anbefaling fra Eu-

roparådets Ministerudvalg om politiets brug af personoplysninger, der

blev vedtaget den 17. september 1987.

Europols behandling af oplysninger skal være i overensstemmelse med

Europol-konventionen med dertil hørende retsakter og overvåges af den

uafhængige fælles kontrolinstans, der skal have adgang til de nødvendige

oplysninger.

106

Oplysninger opnået i medfør af forslaget må udelukkende behandles i

overensstemmelse med formålene i forslaget

samt med henblik på rets-

forfølgning af de i forslaget nævnte forbrydelser.

Oplysninger må ikke

gøres tilgængelige for tredjelande eller internationale organisationer, idet

oplysningerne dog i

særlige

undtagelsestilfælde i overensstemmelse med

national ret kan deles med tredjelande og internationale organisationer

på

de betingelser, der fremgår af forslaget, men udelukkende med henblik

på forebyggelse og afsløring af terrorhandlinger eller andre alvorlige

strafbare handlinger.

En sådan videregivelse af oplysninger forudsætter

samtykke fra det land, der har indlæst oplysningerne i VIS,

ligesom det

videregivende land skal føre et register over videregivelserne, der på for-

langende skal gøres tilgængeligt for de nationale databeskyttelsesmyn-

digheder.

De kompetente, nationale myndigheder, der har ansvaret for tilsyn med

de i rådsafgørelsen nævnte myndigheders behandling af personoplysnin-

ger, overvåger lovligheden af behandlingen af personoplysninger og skal

sikre, at der mindst én gang hvert fjerde år gennemføres en revision af

behandlingen af personoplysninger i henhold til forslaget i overensstem-

melse med internationale revisionsstandarder, hvor sådanne findes. Med-

lemsstaterne skal i den forbindelse forsyne de pågældende myndigheder

med de nødvendige informationer og skal desuden sikre sig, at myndig-

hederne har tilstrækkelige ressourcer til at udføre deres opgaver i henhold

til forslaget.

Før en ansat kan behandle data opbevaret i VIS, skal den pågældende

have modtaget tilstrækkelig oplæring i datasikkerhed og databeskyttel-

sesregler og skal i den forbindelse have modtaget information om konse-

kvenserne af manglende overholdelse heraf, herunder om eventuelle

strafferetlige sanktioner.

Andre databeskyttelsesmæssige regler

En række andre databeskyttelsesmæssige regler, hvis generelle indhold

genfindes i forordningen om VIS, er blevet indsat i forslaget til rådsafgø-

relse efter ønske fra Europa-Parlamentet. Det drejer sig om regler om

datasikkerhed, ansvar, egenkontrol, sanktioner, opbevaring af data samt

egenacces, rettelse og sletning af oplysninger.

Medlemsstaterne skal bl.a. sørge for den nødvendige datasikkerhed ved

afsendelse og modtagelse af data, herunder ved beskyttelse af de fysiske

107

rammer, hindring af uautoriseret adgang til data, kontrol af hvem der

tilgår data og med hvilket formål samt ved løbende at kontrollere, at den

gennemførte databeskyttelse er effektiv.

En person eller en anden medlemsstat, der som følge af behandling af

data i strid med bestemmelserne i denne afgørelse tilføjes skade, skal væ-

re berettiget til at modtage kompensation fra den medlemsstat, der er an-

svarlig for skaden. Dette gælder endvidere for skade, der tilføjes VIS.

Krav om kompensation reguleres af national ret i den medlemsstat, der

er ansvarlig for skaden.

Medlemsstaterne sørger endvidere for, at de myndigheder, der har ad-

gang til VIS, overholder rådsafgørelsen og i nødvendigt omfang samar-

bejder med de nationale databeskyttelsesmyndigheder, og medlemssta-

terne skal desuden sikre, at misbrug af VIS-data mødes med tilstrækkeligt

afskrækkende sanktioner.

Opbevaring af VIS-data må kun ske i nødvendigt omfang i en konkret sag

i overensstemmelse med formålene med forslaget og relevante databe-

skyttelsesmæssige regler. Dette gælder dog ikke for data, der tilgås nati-

onalt af myndighederne i den medlemsstat, der har indlæst dataene i VIS.

Enhver overtrædelse af disse regler skal betragtes som misbrug.

Adgangen til egenacces reguleres af national ret, idet dog den medlems-

stat, der har indlæst dataene i VIS, skal have adgang til at udtale sig, før

der gives adgang til disse data. Enhver person har ret til at få rettet eller

slettet henholdsvis forkerte eller ulovligt opbevarede oplysninger om den

pågældende. Der fastsættes i den forbindelse visse frister for egenacces

og for adgangen til at få rettet eller slettet oplysninger. Den medlemsstat,

der har indlæst dataene, skal desuden straks underrettes, hvis en myn-

dighed i en anden medlemsstat modtager en sådan anmodning eller på

anden måde får information om, at indlæste data er forkerte. Førstnævn-

te medlemsstat skal herefter hurtigst muligt rette fejlen i VIS.

Omkostninger og føring af registre

Hver medlemsstat og Europol opretter og vedligeholder – for egen reg-

ning – den tekniske infrastruktur, som er nødvendig for at gennemføre

rådsafgørelsen, og bærer de omkostninger, der følger af adgangen til VIS

i forbindelse med rådsafgørelsen.

108

Europol og de nationale myndigheder forpligter sig til at føre detaljerede

registre over samtlige søgninger (logning) foretaget på baggrund af for-

slaget med henblik på, at der kan ske kontrol af den enkelte behandlings

lovlighed.

Registrene skal bl.a. indeholde oplysninger om det nøjagtige formål, her-

under den pågældende forbrydelse, journalnummer, dato og klokkeslæt,

typen af data samt om den person der udførte søgningen, og om den per-

son der beordrede den.

Endelig erklærer Rådet, at det fortsat vil prioritere forhandlingerne om

rammeafgørelsen om databeskyttelse højt, og at Rådet vil søge at opnå

politisk enighed herom snarest muligt og senest med udgangen af 2007.

Gældende dansk ret

Visuminformationssystemet (VIS) er endnu ikke i drift, og der er på nu-

værende tidspunkt ikke fastsat nærmere, specifikke regler for danske

myndigheders udveksling – gennem dette system – af visumoplysninger

mv. med myndigheder i andre Schengen-lande.

Om danske myndigheder kan udveksle visumoplysninger mv. med uden-

landske myndigheder, herunder politi- og efterretningsmyndigheder samt

Europol, vil således som udgangspunkt bero på de almindelige regler om

tavshedspligt, jf. i den forbindelse forvaltningslovens §§ 27 og 28 og den

nærmere omtale heraf hos bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer (3. udg., 1999), side 534 ff.

Hvis oplysningerne foreligger i elektronisk form, reguleres spørgsmålet

om behandling og videregivelse af oplysningerne imidlertid efter regler i

persondatalovens §§ 5-8. Af persondatalovens § 5 fremgår bl.a., at op-

lysninger skal behandles i overensstemmelse med god databehandlings-

skik, og indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og

saglige formål, og senere behandling må ikke være uforenelig med disse

formål. Af persondatalovens § 6 fremgår bl.a., at behandlingen af oplys-

ninger uden samtykke kun må finde sted, hvis det er nødvendigt af hen-

syn til en række nærmere opregnede kriterier, herunder at behandlingen

er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den da-

taansvarlige, og at behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af

en opgave i samfundets interesse. I det omfang der vil være tale om at

109

videregive følsomme oplysninger, vil de strengere krav til videregivelse,

som følger af persondatalovens §§ 7 og 8, skulle være opfyldt.

For så vidt angår videregivelse af oplysninger til tredjelande, følger det af

persondatalovens § 27, stk. 1, at der med visse undtagelser kun må over-

føres oplysninger til et tredjeland, såfremt dette land sikrer et tilstrække-

ligt databeskyttelsesniveau. Af stk. 3 fremgår en række undtagelser til

dette herunder bl.a., at overførsel af oplysninger alligevel kan ske, hvis

overførslen er nødvendig af hensyn til forebyggelse, efterforskning og

forfølgning af strafbare forhold samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af

sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig forfølgning.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1.

Vedtagelsen af forordningen om visuminformationssystemet (VIS)

får ingen lovgivningsmæssige konsekvenser, da Danmark efter Protokol-

len om Danmarks Stilling ikke deltager i vedtagelsen, og forordningen

ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark. En tilknytning til

forordningen på mellemstatsligt grundlag som led i Schengen-

samarbejdet vurderes af Integrationsministeriet at ville have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser, der kræver ændringer i udlændingeloven.

Det er muligt, at VIS-rådsafgørelsen også vil give anledning til præcise-

ringer med hensyn til, hvilke myndigheder, som gives mulighed for at

konsultere VIS efter rådsafgørelsen. I så fald vil der skulle ske en opreg-

ning af, hvilke politimyndigheder der af Danmark er udpeget til at kunne

søge i VIS, og på hvilke vilkår denne adgang finder sted.

For så vidt angår reglerne om beskyttelse og videregivelse af personop-

lysninger indhentet fra VIS, vil der muligvis også kunne blive behov for

lovgivningsmæssige præciseringer, navnlig for så vidt angår reglerne om

formålet med behandlingen af oplysninger fra VIS og videregivelse af

disse til tredjelande.

4.2.

Den foreslåede udvidelse af kredsen af myndigheder, der gives ad-

gang til at søge i VIS, til også at omfatte myndigheder med retshåndhæ-

vende opgaver vurderes på det foreliggende grundlag at ville kunne med-

føre merudgifter på op imod 5 mio. kr. i relation til den nationale gen-

nemførelse.

110

Høring

Der henvises til det samlenotat, som blev sendt til udvalget, forud for

RIA-rådsmødet den 19.-20. april 2007.

Nærhedsprincippet

Kommissionen har anført følgende vedrørende nærhedsprincippet:

”Forslagets mål kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne

af følgende årsag:

Der findes ikke noget retsgrundlag for en sådan handling. Da VIS er en

database, som er oprettet under Fællesskabets kompetence, kan de enkel-

te medlemsstater ikke på egen hånd give de retshåndhævende myndighe-

der adgang til VIS. Desuden indeholder de eksisterede nationale visum-

databaser, som der kan gives adgang til som led i specifikke samarbejds-

aftaler mellem de kompetente myndigheder om udveksling af visumop-

lysninger mellem medlemsstaterne, der er indført i henhold til afsnit VI i

traktaten om Den Europæiske Union, ikke de samme kategorier af data

som VIS og giver kun mulighed for en direkte informationsstrøm fra én

medlemsstat til en anden medlemsstat. Anvendelsesområdet for det "til-

gængelighedsprincip", som er fastsat i forslaget til Rådets rammeafgørel-

se om udveksling af oplysninger efter tilgængelighedsprincippet, omfat-

ter ikke adgang til VIS og dets data.

Forslagets mål vil bedre kunne

foranstaltninger af følgende årsager:

virkeliggøres

gennem

EU-

Formålene med afgørelsen, nemlig at indføre det eneste tilladte rets-

grundlag i henhold til fællesskabsretten for at gøre det muligt for de

myndigheder i medlemsstaterne, der har ansvaret for den indre sikkerhed,

og for Den Europæiske Politienhed (Europol) at få adgang til at søge i

visuminformationssystemet (VIS) med henblik på forebyggelse, afsløring

og efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare hand-

linger, og at fastsætte betingelserne for denne adgang, kan ikke i til-

strækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af

foranstaltningens omfang og virkninger bedre gennemføres på EU-plan.

Forslaget er derfor i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet.”

111

Regeringen finder, at forslaget må anses for at være i overensstemmelse

med nærhedsprincippet, og man kan i den forbindelse tilslutte sig de be-

tragtninger, som Kommissionen er fremkommet med.

Andre landes kendte holdninger

Der er som nævnt opbakning til forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side agter man at tilslutte sig udkastet til rådsafgørelse.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentets LIBE-udvalg har den 14. maj 2007 godkendt tek-

sten til både forordningen og rådsafgørelsen. Det forventes, at forord-

ningen og rådsafgørelsen vil blive endeligt godkendt på et møde i plenar-

forsamlingen den 6. juni 2007.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politi-

mæssigt og retligt samarbejde den

29. maj 2007.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Forslaget til rådsafgørelse tillige med et grundnotat herom blev oversendt

til Folketingets Europaudvalg og til Folketingets Retsudvalg den 7. marts

2006.

Sagen er endvidere forelagt Folketingets Europaudvalg (til forhand-

lingsoplæg) og Folketingets Retsudvalg (til orientering) forud for råds-

mødet den 19.-20. april 2007.

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om visuminforma-

tionssystemet (VIS) og udveksling af oplysninger mellem medlemssta-

terne om visa til kortvarigt ophold er tidligere forelagt Folketingets Eu-

ropaudvalg med henblik på forhandlingsoplæg (og forelagt Folketingets

Udvalg for Integrations- og Udlændingepolitik til orientering) forud for

112

rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12. oktober 2005. VIS-

forordningen er desuden forelagt for de pågældende udvalg forud for

rådsmøderne den 27.-28. april 2006, 1.-2. juni 2006 og den 5.-6. oktober

2006.

113

Dagsordenspunkt 9: Schengen-informationssystemet: SISone4all,

tilpasning af finansforordningen for C.SIS, SIS II, opfølgning på

Schengen-evalueringn af de nye medlemsstater samt anvendelse af

Schengen-reglernes bestemmelser om Schengen-informations-

systemet i de nye medlemsstater

Nyt notat.

Resumé

Det tyske formandskab har lagt op til, at Rådet på det kommende møde

skal vedtage rådskonklusioner om SISone4all. Der vil også blive lagt op

til godkendelse af en rådsafgørelse om tilpasning af finansforordningen

for C.SIS som følge af SISone4all. Herudover vil formandskabet lægge

op til vedtagelse af rådskonklusioner om gennemførelse af Schengen-reg-

lerne med hensyn til databeskyttelse i tre af de nye medlemsstater og i

tilknytning hertil vedtagelse af en rådsafgørelse om anvendelse af Schen-

gen-reglernes bestemmelser om Schengen-informationssystemet (fra 1.

september 2007) i de nye medlemsstater, der deltager i SISone4all. An-

vendelse af disse bestemmelser er nødvendigt, for at man ved en evalue-

ringsprocedure kan konstatere, at Schengen-systemet er bragt korrekt i

anvendelse – hvilket igen er en forudsætning for en senere rådsbeslutning

(i efteråret 2007) om ophævelse af den indre grænsekontrol. Endelig for-

ventes Rådet på det kommende møde at blive orienteret om status for ar-

bejdet med SIS II. Sagerne har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

Udkastet til ændring af finansforordningen for C.SIS er som nævnt en

følge af SISone4all-projektet – og rådsafgørelsen har således ikke som

sådan statsfinansielle konsekvenser. De øvrige sager har ikke statsfinan-

sielle konsekvenser. Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for

sagerne. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvri-

ge medlemsstaters holdning til sagerne. Fra dansk side agter man at til-

slutte sig rådskonklusionerne om henholdsvis SISone4all og gennemfø-

relse af Schengen-reglerne med hensyn til databeskyttelse samt tilslutte

sig vedtagelse af de nævnte to rådsafgørelser. Man agter desuden at tage

orienteringen om SIS II til efterretning.

Baggrund

Som følge af forsinkelserne i tidsplanen for anden generation af Schen-

gen-informationssystemet (SIS II) og den uheldige virkning heraf på

tidsplanen for fuld integration i Schengen-samarbejdet af de nye med-

114

lemsstater besluttede Rådet (retlige og indre anliggender) på sit møde den

4.-5. december 2006 at gå videre med forslaget om et såkaldt SISone4all.

SISone4all indebærer, at de nye medlemsstater opkobles på det eksiste-

rende Schengen-informationssystem (SIS 1+). Det blev i den forbindelse

besluttet, at de medlemsstater, der deltager i SISone4all, efter et pro rata-

princip skal dække ekstraudgifterne i de centrale systemer, og at de nye

medlemsstater ikke skal bidrage til de historiske anlægsudgifter for

C.SIS. Rådet opfordrede medlemsstaterne til at foretage de nødvendige

tilpasninger af de relevante finansieringsbestemmelser.

På mødet den 4.-5. december 2006 besluttede Rådet desuden, at man ar-

bejder efter en tidsplan med forventet ophævelse af den indre grænsekon-

trol i forhold til de nye medlemsstater ved udgangen af 2007 (lande- og

søgrænsekontrol) og i marts 2008 (luftgrænsekontrol). Dog har Cypern

meddelt, at man ikke agter at deltage i SISone4all. I forhold til Cypern

vil den indre grænsekontrol således først blive ophævet på et senere tids-

punkt, når SIS II er taget i brug, og når Cypern i øvrigt opfylder alle be-

tingelserne.

Ifølge (tiltrædelses)akten fra 2003 vedrørende vilkårene for de nye med-

lemsstaters tiltrædelse af EU (artikel 3, stk. 2) skal de bestemmelser i

Schengen-reglerne, som ikke er omhandlet i tiltrædelsesaktens bilag I,

først finde anvendelse i en ny medlemsstat, når Rådet har truffet afgørel-

se herom, efter at det er blevet sikret, at de nødvendige betingelser er op-

fyldt. Afgørelsen træffes ved enstemmighed efter høring af Europa-

Parlamentet.

Rådets beslutning efter tiltrædelsesaktens artikel 3, stk. 2, om ophævelse

af den indre grænsekontrol forudsætter blandt andet, at det gennem et

tilfredsstillende evalueringsforløb er konstateret, at Schengen-

informationssystemet (SIS) er bragt korrekt i anvendelse i de pågældende

lande. Overførsel af reelle SIS-data, hvis håndtering skal evalueres, kan

først ske, når Rådet har konstateret et tilfredsstillende databeskyttelsesni-

veau. Dette konstaterede Rådet den 4.-5. december 2006 for så vidt angår

Tjekkiet, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen og Slovenien. Hvad an-

går de resterende lande, Estland, Slovakiet og Cypern, har arbejdsgrup-

pen om Schengen-evaluering i april 2007 – efter at der er foretaget yder-

ligere evalueringsbesøg – konstateret et tilfredsstillende databeskyttel-

sesniveau.

115

Der er lagt op til, at Rådet på det kommende møde skal

vedtage konklusioner om SISone4all,

vedtage en rådsafgørelse om tilpasning af finansforordningen for

C.SIS,

modtage en statusorientering om arbejdet med udviklingen af SIS

II,

vedtage konklusioner om gennemførelse af Schengen-reglerne med

hensyn til databeskyttelse i Estland, Slovakiet og Cypern, og

vedtage en afgørelse om anvendelse af Schengen-reglernes be-

stemmelser om Schengen-informationssystemet i ni af de nye med-

lemsstater (dvs. bortset fra Cypern).

Indhold

2.1. Vedrørende SISone4all

Formandskabet har lagt op til, at Rådet skal vedtage konklusioner vedrø-

rende SISone4all. Et udkast til rådskonklusioner er endnu ikke fremlagt,

men det er oplyst, at der vil være tale om forberedende rådskonklusioner

til den afgørelse om ophævelse af den indre grænsekontrol i forhold til ni

af de nye medlemsstater, som Rådet forventes at træffe under portugisisk

formandskab.

2.2. Vedrørende tilpasning af finansforordningen for C.SIS

I overensstemmelse med Rådets beslutning fra 4.-5. december 2006 ved-

rørende de finansielle konsekvenser af SISone4all, har formandskabet

fremlagt udkast til en rådsafgørelse om tilpasning af finansforordningen

for C.SIS.

Ifølge den foreslåede ændring skal de stater, der blev medlemmer af EU i

2004, bidrage til anlægsudgifterne for C.SIS fra den 1. januar 2005 og til

driftsudgifterne fra den 1. januar 2007.

2.3. Vedrørende SIS II

Formandskabet har lagt op til, at Rådet vil modtage en statusorientering

om udviklingen i arbejdet med SIS II. Efter det oplyste skrider arbejdet

fremad som planlagt.

116

2.4. Vedrørende gennemførelse af Schengen-reglerne med hensyn til

databeskyttelse i Estland, Slovakiet og Cypern

Formandskabet har fremlagt udkast til særskilte rådskonklusioner for

hvert af de tre lande. I udkastene er der redegjort for de fremskridt, der

blev konstateret ved de seneste evalueringsbesøg. Det fremgår, at alle

krav med hensyn til databeskyttelse er opfyldt i de tre lande, og at intet er

til hinder for, at Rådet træffer afgørelse om anvendelse af Schengen-

reglernes bestemmelser om Schengen-informationssystemet – for Cypern

på et hvilket som helst tidspunkt i fremtiden.

2.5. Vedrørende anvendelse af Schengen-reglernes bestemmelser om

Schengen-informationssystemet i ni af de nye medlemsstater

Formandskabet har fremlagt et udkast til rådsafgørelse i medfør af tiltræ-

delsesaktens artikel 3, stk. 2, hvorefter Schengen-reglernes bestemmelser

om Schengen-informationssystemet skal finde anvendelse i ni af de nye

medlemsstater (Cypern, Rumænien og Bulgarien undtaget).

Det følger af artikel 1, stk. 1, i udkastet til afgørelsen, at bestemmelserne

opført i afgørelsens bilag 1 (de nugældende bestemmelser om Schengen-

informationssystemet) i medfør af afgørelsen finder anvendelse på Tjek-

kiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slo-

vakiet fra den 1. september 2007.

Det følger af artikel 1, stk. 2, at bestemmelserne opført i afgørelsens bi-

lag 2 (SIS II-retsakterne) skal finde anvendelse på de samme ni lande

som nævnt i stk. 1, fra den dato, der er fastsat i disse instrumenter.

Efter artikel 1, stk. 3, kan reelle SIS-data fra datoen for rådsafgørelsens

ikrafttræden overføres til de pågældende medlemsstater, som ligeledes

fra denne dato (i lighed med de medlemsstater, på hvilke Schengen-

reglerne allerede gælder) vil kunne indlæse data i SIS og anvende SIS-

data.

De ni omhandlede medlemsstater vil dog indtil den dato, hvor kontrollen

ved de indre grænser med de berørte medlemsstater ophæves, ikke være

forpligtet til at nægte indrejse for tredjelandsstatsborgere, der af en anden

medlemsstat i SIS er indberettet som uønskede, og de vil skulle afholde

117

sig fra at indlæse oplysninger omfattet af Schengen-konventionens artikel

96 (oplysninger om uønskede udlændinge).

Det fremgår af udkastet, at de lande, der deltager i vedtagelsen af rådsaf-

gørelsen, er EU 27 undtagen Storbritannien, Irland, Cypern, Bulgarien og

Rumænien.

Gældende dansk ret

Sagerne giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagerne har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

Udkastet til ændring af finansforordningen for C.SIS er som nævnt en

følge af SISone4all-projektet – og rådsafgørelsen har således ikke som

sådan statsfinansielle konsekvenser. De øvrige sager har ikke statsfinan-

sielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagerne.

Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagerne.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdninger til sagerne.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side agter man at tilslutte sig rådskonklusionerne om hen-

holdsvis SISone4all og gennemførelse af Schengen-reglerne med hensyn

til databeskyttelse samt tilslutte sig vedtagelse af de tidligere nævnte to

rådsafgørelser. Man agter desuden at tage orienteringen om SIS II til ef-

terretning.

118

Europa-Parlamentet

Udkastet til rådsafgørelse om anvendelse af Schengen-reglernes bestem-

melser om Schengen-informationssystemet i ni af de nye medlemsstater

er forelagt Europa-Parlamentet, der imidlertid endnu ikke har afgivet ud-

talelse. De øvrige sager har ikke været forelagt Europa-Parlamentet til

udtalelse.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagerne har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt

og retligt samarbejde den 29. maj 2007.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Sagerne om SISone4all og SIS II har tidligere været forelagt Folketingets

Europaudvalg og Retsudvalg, senest forud for rådsmødet den 19.-20.

april 2007. De øvrige sager har ikke tidligere været forelagt Folketingets

Europaudvalg og Retsudvalg.

119

Dagsordenspunkt 10: Horisontal tilgang til visse kategorier af lov-

overtrædelser på den såkaldte ”positiv-liste”

Nyt notat.

Resumé

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. juni 2006 blev det i

forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen om den europæiske be-

vissikringskendelse besluttet, at der skulle iværksættes en analyse af de

horisontale spørgsmål, som anvendelsen af den såkaldte ”positiv-liste”

giver anledning til i forhold til rammeafgørelser om gensidig anerkendel-

se og fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser. Sigtet hermed var at søge

at finde frem til en generel tilgang inden udgangen af 2007. Det forven-

tes, at Rådet på det kommende rådsmøde (retlige og indre anliggender)

den 12.-13. juni 2007 vil få forelagt en rapport om status i sagen. Det

forventes i den forbindelse, at det vil blive konkluderet, at rammeafgørel-

serne på området, såsom den europæiske arrestordre, endnu ikke har væ-

ret anvendt tilstrækkeligt længe til at give grundlag for at identificere

eventuelle problemer. Der vil ikke være lovgivningsmæssige eller stats-

finansielle konsekvenser forbundet med statusorienteringen. Nærheds-

princippet ses ikke at have betydning for sagen. Der ses ikke at foreligge

offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdning til sa-

gen. Fra dansk side agter man at tage statusrapporten til efterretning og

tilslutte sig formandskabets konklusion vedrørende det videre forløb.

Baggrund

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. juni blev der opnået

politisk enighed om rammeafgørelsen om den europæiske bevissikrings-

kendelse. I den forbindelse blev der lavet en særregel (artikel 25a), som

gør det muligt for Tyskland ved en erklæring at forbeholde sig ret til –

når det gælder positiv-listen – at lade fuldbyrdelsen af den europæiske

bevissikringskendelse kontrollere med henblik på dobbelt strafbarhed for

så vidt angår 6 lovovertrædelser (terrorisme, internetkriminalitet, racisme

og fremmedhad, sabotage, afkrævning af beskyttelsespenge og pengeaf-

presning samt bedrageri), hvis det er nødvendigt at foretage ransagning

eller beslaglæggelse for at fuldbyrde den europæiske bevissikringsken-

delse, medmindre udstedelsesstaten har erklæret, at den pågældende lov-

overtrædelse i henhold til udstedelsesstatens lovgivning falder ind under

de kriterier, der er angivet i den af Tyskland afgivne erklæring.

120

På det pågældende rådsmøde blev det samtidig besluttet, at der skulle

iværksættes en analyse af de horisontale spørgsmål, som anvendelsen af

positiv-listen giver anledning til i forhold til rammeafgørelser om gensi-

dig anerkendelse og fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser. Sigtet her-

med var at søge at finde frem til en generel tilgang inden udgangen af

2007.

Det forventes, at Rådet på det kommende møde vil blive orienteret om

status i sagen.

Indhold

Det forventes, at formandskabet i forbindelse med statusorienteringen vil

konkludere, at rammeafgørelserne på området, såsom den europæiske

arrestordre, endnu ikke har været anvendt tilstrækkeligt længe til at give

grundlag for at identificere eventuelle problemer.

Hertil kommer, at den europæiske bevissikringskendelse endnu ikke er

gennemført i medlemsstaterne. Formandskabet forventes derfor at fore-

slå, at man afventer, at dette sker, og at man først derefter overvejer om –

og i givet fald hvilke – horisontale spørgsmål, som rammeafgørelser om

gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser kan gi-

ve anledning til.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Der vil ikke være lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser

forbundet med statusorienteringen.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

Nærhedsprincippet

Nærhedsprincippet ses ikke at have betydning for sagen.

121

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side agter man at tage statusorienteringen til efterretning, og

man kan tilslutte sig formandskabets konklusion vedrørende sagens vide-

re forløb.

Europa-Parlamentet

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet til udtalelse.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og

retligt samarbejde den 29. maj 2007.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Emnet har været drøftet i Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg for-

ud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. oktober 2006

(vedrørende midtvejsevaluering af Haag-programmet).

Justitsministeriet har i forlængelse heraf oversendt et svar på samråds-

spørgsmål nr. 1 af 18. oktober 2006 fra Folketingets Europaudvalg ad det

pågældende RIA-rådsmøde (nr. 2752).

122

Dagsordenspunkt 11: Proceduren for den fremtidige behandling af

forslag til instrumenter af betydning for det strafferetlige samarbej-

de, som er fremsat indenfor 1. søjle.

Nyt notat.

Resumé

Ved dom af 13. september 2005, sag C-176/03, annullerede EF-

Domstolen Rådets rammeafgørelse fra 2003 om strafferetlig beskyttelse

af miljøet under henvisning til, at bestemmelserne i rammeafgørelsens

artikel 1-7 henset til deres formål og indhold havde miljøbeskyttelse som

overordnet mål, hvorfor de gyldigt kunne – og derfor skulle – have været

vedtaget med hjemmel i EF-Traktatens artikel 175, dvs. under det over-

statslige samarbejde på miljøområdet (søjle 1). Hermed tog EF-Dom-

stolen for første gang stilling til det principielle spørgsmål om, hvorvidt

EF-Traktaten indeholder hjemmel til at fastsætte bestemmelser om straf-

feretlige sanktioner i tilknytning til en fællesskabsregulering inden for

det enkelte politikområde. På rådsmødet (retlige og indre anliggender)

den 21. februar 2006 godkendte Rådet en procedure, der skal følges i

forbindelse med behandlingen af kommissionsforslag (inden for søjle 1),

der omfatter foranstaltninger, der relaterer sig til medlemsstaternes straf-

feret. Proceduren, der skal sikre en koordination af den strafferetlige re-

gulering inden for EU, indebærer bl.a., at formandskabet skal holde Co-

reper II og Artikel 36-udvalget orienteret om sager og sikre, at RIA-

eksperter på et tidligt tidspunkt i forhandlingerne får lejlighed til at frem-

komme med deres synspunkter vedrørende de strafferetlige bestemmel-

ser. Coreper II skal senest i juni 2007 vurdere, om proceduren fungerer

effektivt. Det forventes, at det tyske formandskab på rådsmødet (retlige

og indre anliggender) den 12.-13. juni 2007 vil fremlægge en rapport om

erfaringerne med anvendelsen af proceduren og i forlængelse heraf vil

lægge op til vedtagelse af rådskonklusioner. Sagen ses ikke at rejse

spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Sagen har ikke lovgivnings-

mæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Der foreligger ikke offentli-

ge tilkendegivelser om andre medlemsstaters holdninger til sagen. Fra

dansk side agter man at tage formandskabets orientering til efterretning

og tilslutte sig rådskonklusioner om fortsat anvendelse af den vedtagne

procedure på området.

Baggrund

123

Ved dom af 13. september 2005, sag C-176/03, Kommissionen mod Rå-

det, annullerede EF-Domstolen Rådets rammeafgørelse om strafferetlig

beskyttelse af miljøet, der var vedtaget under det mellemstatslige samar-

bejde i EU-Traktatens afsnit VI om strafferetlige og politimæssige

spørgsmål (søjle 3). EF-Domstolen fandt, at rammeafgørelsens artikel 1-

7 på grund af bestemmelsernes formål og indhold havde miljøbeskyttelse

som overordnet mål, hvorfor de gyldigt kunne – og derfor skulle – have

været vedtaget med hjemmel i EF-Traktatens artikel 175, dvs. efter det

overstatslige samarbejde på miljøområdet (søjle 1).

Spørgsmålet om rækkevidden af dommen har været drøftet i flere sam-

menhænge i rådsregi, bl.a. blandt EU’s justitsministre på det uformelle

rådsmøde i Wien den 12.-14. januar 2006 og efterfølgende på rådsmødet

(retlige og indre anliggender) den 21. februar 2006.

På rådsmødet den 21. februar 2006 godkendte Rådet en særlig procedure,

som skal følges, når et kommissionsforslag (inden for søjle 1) omfatter

foranstaltninger, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet.

Det forventes, at det tyske formandskab på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 12.-13. juni 2007 vil fremlægge en rapport om erfarin-

gerne med proceduren for behandling af kommissionsforslag, der inde-

holder strafferetlige bestemmelser. Formandskabet forventes endvidere at

lægge op til vedtagelse af rådskonklusioner herom.

Indhold

Som nævnt ovenfor godkendte Rådet (retlige og indre anliggender) den

21. februar 2006 en procedure, som skal følges, når et kommissionsfor-

slag (inden for 1. søjle) omfatter foranstaltninger, der relaterer sig til

medlemsstaternes strafferet. Proceduren går ud på følgende:

”Formandskabet skal gøre Coreper II opmærksom på alle de lov-

givningsforslag fra Kommissionen, der indeholder strafferetlige be-

stemmelser.

Formandskabet skal, efter at have rådført sig med Coreper II, hen-

vise forslaget til behandling i en relevant gruppe under hensyntagen

til alle relevante faktorer såsom indhold, formål og den krævede

fagkundskab. Formandskabet skal holde Artikel 36-udvalget orien-

teret og sikre, at RIA-eksperter på et tidligt tidspunkt i forhandlin-

gerne får lejlighed til at fremkomme med synspunkter vedrørende

strafferetlige bestemmelser, som herefter kan forelægges den rele-

124

vante gruppe. Hver enkelt delegation er ansvarlig for internt at ko-

ordinere alle aspekter af forslaget.

Formandskabet henviser om nødvendigt forslaget til Coreper II, der

kan forelægge relevante spørgsmål for RIA-rådet.

Coreper II skal senest i juni 2007 vurdere, om disse procedurer

fungerer effektivt.”

Proceduren for behandling af kommissionsforslag (inden for søjle 1), der

indeholder strafferetlige bestemmelser, har bl.a. været anvendt i forhold

til Kommissionens forslag til direktiv fra Europa-Parlamentet og Rådet

om ændring af Rådets direktiv 91/477/EØF af 18. juni 1991 om erhver-

velse og besiddelse af våben, der bl.a. er blevet behandlet i af Den Tvær-

faglige Gruppe vedrørende Økonomisk Kriminalitet.

Proceduren har endvidere for nylig været anvendt i forhold til Kommis-

sionens forslag til Rådets forordning om en fællesskabsordning for kon-

trol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse,

som er blevet henvist til behandling i Arbejdsgruppen om Materiel Straf-

feret, for så vidt angår de bestemmelser i forslaget, der er af strafferetlig

karakter.

Det forventes, at det tyske formandskab på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 12.-13. juni 2007 vil fremlægge en rapport om erfarin-

gerne med anvendelsen af proceduren for behandling af kommissionsfor-

slag (inden for søjle 1), der indeholder strafferetlige bestemmelser.

Formandskabet forventes endvidere at lægge op til vedtagelse af

rådskonklusioner om erfaringerne med proceduren. Det præcise indhold

af disse rådskonklusioner er endnu ikke kendt, men det tyske formand-

skab har oplyst, at konklusionerne forventes at komme til at omfatte føl-

gende elementer:

- Rådet henleder opmærksomheden på den procedure for behandlin-

gen af kommissionsforslag (inden for søjle 1) indeholdende straffe-

bestemmelser, som Rådet godkendte i februar 2006,

- Rådet konstaterer, at proceduren virker,

- Rådet opfordrer til, at man fortsat anvender denne procedure, og

- Rådet understreger, at Arbejdsgruppen om Materiel Strafferet besid-

der den strafferetlige ekspertise og derfor er den relevante arbejds-

gruppe til at håndtere straffebestemmelser i instrumenter på søjle 1.

Gældende ret

125

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen ses ikke at rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre medlemsstaters kendte holdninger

Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters

holdninger til sagen.

Foreløbig dansk holdning

Fra dansk side agter man at tage formandskabets orientering til efterret-

ning og tilslutte sig rådskonklusioner om fortsat anvendelse af den ved-

tagne procedure på området.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet vil ikke skulle afgive udtalelse i sagen.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og

retligt samarbejde den 29. maj 2007.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Rets-

udvalg

Spørgsmålet om de proceduremæssige følger af EF-Domstolens dom af

13. september 2005 har været forelagt for Folketingets Europaudvalg og

126

Retsudvalg forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 21.

februar 2006.

127

Dagsordenspunkt 12: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om

strafferetlig beskyttelse af miljøet (KOM(2007)0051)

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

Resumé

Ved dom af 13. september 2005, sag C-176/03, annullerede EF-

Domstolen Rådets rammeafgørelse om strafferetlig beskyttelse af miljø-

et, der var vedtaget under det mellemstatslige samarbejde i EU-

Traktatens afsnit VI om strafferetlige og politimæssige spørgsmål (søjle

3). EF-Domstolen fandt, at rammeafgørelsens artikel 1-7 på grund af be-

stemmelsernes formål og indhold havde miljøbeskyttelse som overordnet

mål, hvorfor de gyldigt kunne – og derfor skulle – have været vedtaget

med hjemmel i EF-Traktatens artikel 175, dvs. efter det overstatslige

samarbejde på miljøområdet (søjle 1). Kommissionen har i lyset heraf

fremlagt et forslag til et direktiv om strafferetlig beskyttelse af miljøet.

En stor del af direktivforslagets bestemmelser er identiske med de be-

stemmelser, som var indeholdt i den annullerede rammeafgørelse, men

der er dog også medtaget flere nye bestemmelser i direktivforslaget, her-

under ikke mindst detaljerede regler vedrørende strafniveauet (straffe-

rammekrav) i relation til lovovertrædelser, som er omfattet af direktivfor-

slaget.

Direktivforslaget om strafferetlig beskyttelse af miljøet er behand-

let på to møder i Arbejdsgruppen om materiel strafferet, hvor der har

været en foreløbig drøftelse af retsgrundlaget samt en indledende sub-

stansdrøftelse af direktivforslaget. Det forventes, at det tyske formand-

skab på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12.-13. juni 2007

vil orientere Rådet om status i sagen.

Sagen vurderes ikke at rejse

spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Direktivforslaget vurderes på

det foreliggende grundlag at ville have visse lovgivningsmæssige konse-

kvenser, hvorimod det ikke vurderes at ville have statsfinansielle konse-

kvenser. Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om andre med-

lemsstaters holdninger til forslaget. Fra dansk side finder man, at direk-

tivforslaget i sin nuværende udformning rejser væsentlige spørgsmål i

relation til, om alle de foreslåede elementer kan reguleres i et direktiv

vedtaget efter EF-Traktatens artikel 175. Dette gælder i relation til de fo-

reslåede regler om strafniveauet, men også med hensyn til afgrænsningen

af strafbare handlinger, jf. herved at direktivforslaget ikke kun omfatter

overtrædelse af fællesskabsretlige bestemmelser, men også omfatter

overtrædelse af medlemsstaternes nationale miljølovgivning.

128

Baggrund

Rådet vedtog den 27. januar 2003 en rammeafgørelse (2003/80/RIA) om

strafferetlig beskyttelse af miljøet. Rammeafgørelsen blev vedtaget inden

for rammerne af det mellemstatslige samarbejde i EF-traktatens afsnit VI

om strafferetlige og politimæssige spørgsmål, dvs. inden for søjle 3.

Ved dom af 13. september 2005, sag C-176/03, Kommissionen mod Rå-

det, annullerede EF-Domstolen den pågældende rammeafgørelse under

henvisning til, at bestemmelserne i rammeafgørelsens artikel 1-7 henset

til deres formål og indhold havde miljøbeskyttelse som overordnet mål,

hvorfor de gyldigt kunne – og derfor skulle – have været vedtaget med

hjemmel i EF-Traktatens artikel 175, dvs. under det overstatslige samar-

bejde på miljøområdet (søjle 1).

Kommissionen har i lyset heraf fremlagt et forslag til direktiv om straffe-

retlig beskyttelse af miljøet (KOM(2007)51). En stor del af direktivfor-

slagets bestemmelser er identiske med de bestemmelser, som var inde-

holdt i den annullerede rammeafgørelse, men der er dog også medtaget

flere nye bestemmelser i direktivforslaget, herunder ikke mindst detalje-

rede regler vedrørende strafniveauet (strafferammekrav) i relation til lov-

overtrædelser, som er omfattet af direktivforslaget.

Direktivforslaget er fremlagt under henvisning til traktaten om oprettel-

sen af Det Europæiske Fællesskab (TEF), særlig artikel 175, stk. 1. Af

denne bestemmelse følger, at Rådet – efter fremgangsmåden i artikel 251

(om fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet) – træffer afgørelse

om de aktioner, der skal iværksættes af Fællesskabet med henblik på at

gennemføre de mål, der er anført i artikel 174 om Fællesskabets politik

på miljøområdet.

Det bemærkes, at der for tiden verserer en sag ved EF-Domstolen (sag C-

440/05), hvor Kommissionen har nedlagt påstand om annullation af Rå-

dets rammeafgørelse om strafferetlig bekæmpelse af skibsforurening. Sa-

gen indebærer, at EF-Domstolen bl.a. skal tage stilling til spørgsmålet

om, hvorvidt der inden for søjle 1 kan fastsættes regler om sanktionsval-

get og herunder sanktionsniveauet. Sagen har således tæt sammenhæng

med forslaget til direktiv om strafferetlig beskyttelse af miljøet. Danmark

har – sammen med 18 andre medlemslande – interveneret i den pågæl-

dende sag til støtte for Rådet.

129

Direktivforslaget om strafferetlig beskyttelse af miljøet er behandlet i Ar-

bejdsgruppen om materiel strafferet den 16. marts 2007, hvor der var en

foreløbig drøftelse af retsgrundlaget for direktivet, og den 14. maj 2007

hvor der var en indledende substansdrøftelse af direktivforslaget, herun-

der en drøftelse af direktivets anvendelsesområde.

Det forventes, at det tyske formandskab på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 12.-13. juni 2007 vil orientere Rådet om status i sagen.

Indhold

Det følger af direktivforslagets formålsbestemmelse, at direktivet har til

formål at beskytte miljøet gennem strafferetlige foranstaltninger.

Direktivforslaget oplister på den baggrund en række ulovlige handlinger,

som efter forslaget skal være strafbare i medlemsstaterne, når de er begå-

et forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Det fastsættes i den forbindelse, at der ved begrebet ”ulovlig” skal forstås

”overtrædelse af fællesskabsretlige bestemmelser eller love, administra-

tive bestemmelser eller afgørelser truffet af en kompetent myndighed i en

medlemsstat, som tager sigte på at beskytte miljøet.”

De handlinger, som medlemsstaterne forpligtes til at kriminalisere, svarer

i vidt omfang til dem, som var omfattet af den annullerede rammeafgø-

relse. Det drejer sig om udledning af skadelige stoffer eller (ioniserende)

stråling til luft, jord eller vand, ulovlig behandling af affald, ulovlig drift

af fabriksanlæg, hvor der udføres farlig aktivitet eller anvendes farlige

stoffer, ulovlig fremstilling, anvendelse mv. af nukleart materiale, ulovlig

besiddelse mv. af beskyttede vilde dyr eller planter samt ulovlig handel

med eller brug af stoffer, der nedbryder ozonlaget.

Som noget nyt forpligtes medlemsstaterne efter direktivforslaget til også

at kriminalisere ulovlig overførsel (dvs. transport over grænserne) af af-

fald samt ulovlig ødelæggelse af beskyttede levesteder.

Medvirken til og anstiftelse af de handlinger, som er omfattet af direktiv-

forslaget, skal – ligesom efter den annullerede rammeafgørelse – være

strafbart.

130

Navnlig på ét punkt indebærer det fremsatte direktivforslag en betydelig

ændring i forhold til rammeafgørelsen, idet der i direktivforslaget fast-

sættes detaljerede bestemmelser om, hvilke strafferammer medlemssta-

ternes nationale lovgivning skal indeholde i relation til de forskellige

former for strafbare handlinger på området. Der stilles krav om, at med-

lemsstaterne sikrer, at de i direktivforslaget omhandlede strafbare hand-

linger kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et

rimeligt forhold til den strafbare handling og har afskrækkende virkning.

I tilknytning hertil opstilles der – for så vidt angår nogle nærmere define-

rede (grove) lovovertrædelser – krav til strafferammen i medlemsstater-

nes nationale lovgivning. Der stilles krav om, at visse overtrædelser skal

kunne straffes med en maksimumsstraf af mindst 1 til 3 års fængsel, når

overtrædelserne er begået med grov uagtsomhed og medfører væsentlig

ødelæggelse af luft, jord, vand, dyr eller planter. Endvidere skal en række

lovovertrædelser kunne straffes med en maksimumsstraf af mindst 2 til 5

års fængsel. Det drejer sig bl.a. om overtrædelser, som har medført død

eller alvorlig skade på en person. Endelig fremgår det af forslaget, at en

række overtrædelser skal kunne straffes med en maksimumsstraf af

fængsel mellem 5 og 10 år, herunder hvis lovovertrædelsen er begået for-

sætlig. Der henvises nærmere til det fremlagte direktivforslag (artikel 5).

Rammeafgørelsen indeholdt ikke sådanne detaljerede krav til straffe-

rammerne i medlemsstaternes lovgivning på området, men nøjedes med

at fastslå, at de i rammeafgørelsen nævnte overtrædelser skulle kunne

straffes med sanktioner, der er effektive, proportionale og har afskræk-

kende virkning, herunder at der – i det mindste i de groveste tilfælde –

skulle kunne idømmes frihedsstraf af en sådan varighed, at der ville kun-

ne ske udlevering.

Ligesom den annullerede rammeafgørelse fastsætter direktivforslaget, at

juridiske personer skal kunne drages til ansvar for de strafbare handlin-

ger, som direktivforslaget omfatter. Herudover indeholder direktivforsla-

get en række detaljerede regler om strafniveauet for juridiske personer, jf.

herved nærmere det fremlagte direktivforslag (artikel 7). Rammeafgørel-

sen indeholdt ikke sådanne specifikke krav til bødestørrelser, dvs. mind-

stekrav til maksimalstørrelsen af bøder.

Som noget nyt følger det også af direktivforslaget, at de strafferetlige

sanktioner kan ledsages af en pligt til at genoprette miljøet eller af offent-

liggørelse af afgørelsen vedrørende sanktionen. Dette skal gælde både i

forhold til fysiske og juridiske personer.

131

Direktivforslaget indeholder – i modsætning til den annullerede ramme-

afgørelse – ikke bestemmelser om henholdsvis jurisdiktion samt udleve-

ring og retsforfølgning.

Gældende ret

Strafansvaret

Direktivforslaget berører en række love og bekendtgørelser inden for

miljøområdet. Det drejer sig bl.a. om miljøbeskyttelsesloven, havmiljø-

loven, naturbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, kemikalieloven, og

loven om brug af radioaktive stoffer.

De pågældende miljølove med tilhørende bekendtgørelser er karakterise-

ret ved, at de regulerer en række miljøskadelige handlinger og fastsætter

strafferetlige sanktioner, der spænder fra bødestraf og til fængsel i op til

2 år.

Herudover følger det af straffelovens § 196, at særligt grove overtrædel-

ser af miljølovgivningen, der indebærer betydelig skade på miljøet eller

fremkalder nærliggende fare derfor, eller er af mere systematisk karakter,

kan straffes med fængsel i op til 6 år.

Ansvar for medvirken og anstiftelse

Efter straffelovens § 23, stk. 1, omfatter den for en lovovertrædelse givne

straffebestemmelse alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket

til gerningen. Straffen kan nedsættes for den, der kun har villet yde en

mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når

forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, eller en tilsigtet medvirken er mislykke-

des.

Det følger af § 23, stk. 3, at for så vidt ikke andet er bestemt, kan straf for

medvirken ved lovovertrædelser, det ikke straffes med højere straf end

fængsel i 4 måneder bortfalde, når den medvirkende kun har villet yde en

mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når

hans medvirken skyldes uagtsomhed.

Ansvar for juridiske personer

132

Der kan efter straffelovens § 306 pålægges selskaber m.v. (juridiske per-

soner) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel (§§ 25-27) for

overtrædelser af straffeloven.

Det følger af straffelovens § 25, at juridiske personer kan straffes med

bøde.

Endvidere følger det af straffelovens § 26, at strafansvar for selskaber

m.v. omfatter enhver juridisk person, herunder bl.a. statslige myndighe-

der, medmindre andet er bestemt. Statslige myndigheder kan dog alene

straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksom-

hed, der svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private,

jf. straffelovens § 27, stk. 2. Myndigheders bødeansvar omfatter således

ikke handlinger, der må opfattes som led i myndighedsudøvelse.

Endelig følger det af straffelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., at strafansvar for

en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begå-

et en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person

knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Uagtet det i bemærkningerne til lov nr. 474 af 12. juni 1996, der fastsatte

reglerne om strafansvar for juridiske personer i straffeloven, er forudsat,

at virksomhedsansvaret som udgangspunkt er det primære, udelukker

bestemmelserne ikke, at der tillige rejses tiltale mod en eller flere fysiske

personer. I Retsudvalgets betænkning over lovforslaget afgivet den 7.

maj 1996 (Folketingstidende 1995-96, Tillæg B, side 784) er det i øvrigt

anført, at Retsudvalgets flertal har bemærket sig, at der ikke med lovfors-

laget er tilsigtet en indskrænkning i den hidtidige praksis om, at såvel en

virksomhed som en overordnet kan straffes.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Forslaget til direktiv om strafferetlig beskyttelse af miljøet vurderes

på det foreliggende grundlag at ville have visse lovgivningsmæssige kon-

sekvenser.

Dette gælder navnlig i relation til den foreslåede regulering af strafni-

veauet for fysiske personer, hvorimod den foreslåede regulering vedrø-

rende juridiske personers strafansvar og sanktionsniveauet i tilknytning

hertil ikke vurderes at ville have lovgivningsmæssige konsekvenser.

133

Det er også muligt, at direktivforslagets afgrænsning af hvilke handlin-

ger, som skal anses for strafbare handlinger, vil kunne have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser. Dette afhænger dog af den nærmere forstå-

else af direktivforslaget. Justitsministeriet vil søge dette afklaret i forbin-

delse med forhandlingerne om direktivforslaget.

4.2. Direktivforslaget vurderes ikke at ville have statsfinansielle konse-

kvenser.

Høring

Forslaget til direktiv om strafferetlig beskyttelse af miljøet er sendt i hø-

ring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, præsi-

denterne for samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommer-

forening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigspolitichefen, Rigsadvoka-

ten, Foreningen af Offentlige Anklagere, Politiforbundet i Danmark, Ad-

vokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Datatilsynet, Rets-

sikkerhedsfonden, Amnesty International og Institut for Menneskerettig-

heder, Frederiksberg Kommune, Hovedstadens Udviklingsråd, Kommu-

nernes Landsforening, Københavns Kommune - Miljøkontrollen, Affald

Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Asfaltindustrien, Batteri-

foreningen, Benzinforhandlernes Fælles Repræsentation, Beredskabssty-

relsen, Centralforeningen af autoreparatører i Danmark, Centralorganisa-

tionen af industri-ansatte i Danmark (CO Industri), Centralorganisatio-

nernes fællesudvalg, DAKOFA (Dansk Komité for affald), Danmarks

Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks

Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Rederifor-

ening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Statistik, Danmarks

Vindmølleforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Autogenbrug,

Dansk Byggeri, Dansk Energi, Dansk Energi Brancheforening, Dansk

Erhvervsfremme, Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk Galvanisør Union,

Dansk Gartneri, Dansk Gasteknisk Center, Dansk Handel og Service,

Dansk Industri, Dansk Landbrug, Dansk Metal, Dansk Standard, Dansk

Transport og Logistik, Danske Fjernvarmeværkers forening, Danske

Havne, Danske Maritime, Dansk Vand- og Spildevandsforening (DAN-

VA), Dansk Automobilsports Union (DASU), DELTA, DONG, Elsam,

Emballageindustrien, Energi E2, ENERGINET.DK, Energistyrelsen, Er-

hvervs- og Boligstyrelsen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Finansrådet,

Foreningen af Danske Brøndborere, Foreningen af Danske Grus- og

134

Stenindustrier, Foreningen af Danske Jordbrugskalkværker, Foreningen

af Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af Danske Privathavne, For-

eningen af Vandværker i Danmark, Foreningen af danske ral- og sandsu-

gere, Forsikring og Pension, Genvindingsindustrien, Green Network,

Greenpeace Danmark, HORESTA, HTS-A Arbejdsgiver- og Erhvervsor-

ganisationen, HTSI Erhvervsorganisationen, Håndværksrådet, IMOKA,

Ingeniørforeningen i Danmark, International Transport Danmark, Kalk-

og Teglværksforeningen, Kommunekemi, Konkurrencestyrelsen, Land-

brugets Rådgivningscenter, Landbrugsrådet, Landdistrikternes Fællesråd,

Landsforeningen af Landsbysamfund, Landsorganisationen i Danmark

(LO), Mejeriforeningen, Mærsk Olie og Gas A/S, Natur og Ungdom,

NOAH, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Plastindustrien i Danmark,

Procesindustrien, Rederiforeningen af 1895, Rederiforeningen for mindre

skibe, RenoSam, Returbat, Skovdyrkerne, Spildevandsteknisk forening,

Teknologirådet, Teknologisk Institut.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, præsi-

denterne for samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Advo-

katrådet, Landsforeningen af beskikkede Advokater, Datatilsynet, Institut

for Menneskerettigheder, Affald Danmark, Dansk Erhverv, Dansk Indu-

stri, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Rederiforening,

Landbrugsrådet, Foreningen af Vandværker i Danmark og Dansk Fjern-

varme.

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, præ-

sidenterne for samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Institut for Menne-

skerettigheder, Foreningen af Vandværker i Danmark

Dansk

Fjernvarme

har ingen bemærkninger til direktivforslaget.

Rigsadvokaten

har anført, at man for så vidt angår de mere EU-retlig

aspekter af forslaget fuldt ud kan tilslutte sig den foreløbige danske

holdning, der er gengivet i grundnotatet.

Rigsadvokaten har ingen bemærkninger til artikel 3 og 4, der i hovedtræk

svarer til indholdet i den nu annullerede rammeafgørelse om strafferetlig

beskyttelse af miljøet.

For så vidt angår artikel 5, stk. 1-3, er det Rigsadvokatens opfattelse, at

dansk ret formentlig lever op til strafferammekravene. Den relevante

135

lovgivning bør dog nøje gennemgås for at sikre, at dette gælder i alle til-

fælde.

For så vidt angår artikel 5, stk. 4, finder Rigsadvokaten, at rækkevidden

af bestemmelsen er noget uklar.

Såfremt bestemmelsen skal forstås således, at gerningsmandens forsæt

skal dække alle aspekter af det kriminelle forhold, herunder de indtrufne

skader/virkninger af forholdet, er det Rigsadvokatens opfattelse, at dansk

ret lever op til de nævnte strafferammekrav.

Såfremt bestemmelsen skal forstås således, at forsættet alene retter sig

mod den kriminelle handling, og at skader/virkninger heraf ikke skal til-

regnes gerningsmandens som forsætlige, finder Rigsadvokaten det tvivl-

somt, om dansk ret i alle tilfælde lever op til den foreslåede bestemmelse.

For så vidt angår artikel 5, stk. 5, anfører Rigsadvokaten, at de her fore-

slåede sanktioner ses at være nye i forhold til den tidligere rammeafgø-

relse. Da bestemmelsen er fakultativ giver den dog ikke anledning til be-

mærkninger.

For så vidt angår artikel 7, stk. 2, vedrørende sanktioner over for juridi-

ske personer, er det Rigsadvokatens opfattelse, at spørgsmålet om, hvor-

vidt man ønsker at fastsætte minimumsgrænser for maksimumbødestør-

relser, er et spørgsmål af hovedsagelig politisk karakter, hvorfor Rigsad-

vokaten ikke har bemærkninger dertil. Det er Rigsadvokatens opfattelse,

at en gennemførelse af forslaget ikke vil kræve lovændringer.

Rigsadvokaten anfører videre, at artikel 7, stk. 4, litra a, ses at være ny i

forhold til den tidligere rammeafgørelse. Da bestemmelsen er fakultativ,

giver den dog ikke anledning til bemærkninger.

Advokatrådet

har indledningsvist anført, at hvis direktivforslaget vedta-

ges uændret vil det indebære en ændret balance mellem EU-

institutionernes kompetence og medlemslandenes suverænitet på det

strafferetlige område. Hvorvidt en sådan ændring er hensigtsmæssig, er i

høj grad et politisk spørgsmål, som Advokatrådet ikke udtaler sig om.

Set i lyset af direktivforslagets potentielt store juridiske konsekvenser for

det strafferetlige område, og det tvivlsomme hjemmelsgrundlag, er Advo-

katrådet dog fremkommet med følgende bemærkninger:

136

Med dommen i sagen C-176/03 banede EF-Domstolen vejen for fælles-

skabets strafferetlige kompetence inden for 1. søjle. Regler om strafferet-

lige sanktioner kan nu fastsættes i direktiver. En lang række EU-lande –

herunder Danmark – bestred en sådan kompetence, og dommen er udtryk

for en meget dynamisk fortolkning af traktatgrundlaget.

Med direktivforslaget har Kommissionen givet dommen en vidtgående

fortolkning. For det første fastsættes i direktivforslaget arten af den straf-

feretlige sanktion (frihedsstraf). For det andet regulerer direktivet med-

lemslandenes strafferammer. For det tredje beskæftiget direktivet sig

med de dele af strafferetten, som er reguleret i straffelovens almindelige

del (regler om forsøg og medvirken). Og endelig – for det fjerde – kan

direktivet læses således, at reglerne om straf ikke er begrænset til at gæl-

de overtrædelser af direktivets materielle regler, men finder anvendelse

på alle strafferegler vedrørende national miljølovgivning.

Der er således tale om et vidtgående direktivforslag, og hjemmelsgrund-

laget i EF-Traktaten er tvivlsomt og omdiskuteret.

Det kan diskuteres, om det danske EU-forbehold på området for retlige

og indre anliggender kan siges at hvile på den forudsætning, at der ikke

er hjemmel til at fastsætte strafferetlige sanktioner inden for rammerne

af 1. søjle. Hvis dette er tilfældet, kan det overvejes, om den strafferetlige

kompetence, som er fastslået med dommen i sagen C-176/03 udhuler for-

beholdet, og om direktivforslaget vil indebære en yderligere udhuling.

Det rejser en række spørgsmål af både juridisk og politisk karakter. Ind-

til disse er afklaret, bør Danmark efter Advokatrådets opfattelse nøje

overveje, om der bør afgives yderligere strafferetlig kompetence inden

for 1. søjle.

Advokatrådet henviser i den forbindelse til, at der for tiden verserer en

sag for EF-Domstolen, som formentlig vil afklare en række af spørgsmå-

lene vedrørende rækkevidden af den strafferetlige kompetence inden for

1. søjle. Indtil disse er afklaret, bør direktivforslaget efter Advokatrådets

opfattelse begrænses til at angå de dele af den strafferetlige kompetence,

som dommen i sagen C-176/03 med sikkerhed giver hjemmel for. Det vil

sige, at direktivforslaget bør begrænses, så der alene kræves strafferetli-

ge sanktioner for overtrædelse af direktivets regler.

137

Landsforeningen af beskikkede Advokater

har anført, at man deler Ju-

stitsministeriets betænkeligheder ved, om alle de foreslåede elementer

kan reguleres i et direktiv vedtaget efter EF-Traktatens artikel 175, og at

man på den baggrund ikke kan tiltræde det foreslåede.

Landsforeningen af beskikkede Advokater har i den forbindelse særligt

peget på de foreslåede regler om strafniveauet, som går ud over, hvad

der i forvejen gælder i dansk ret, samt på afgrænsningen af de strafbare

handlinger. I den forbindelse fremhæves, at forslaget ikke alene omfatter

overtrædelse af fællesskabsretlige bestemmelser, men også omfatter

overtrædelse af medlemsstaternes nationale miljølovgivning.

Datatilsynet

har anført, at det fremgår af artikel 5, stk. 5, litra b, og arti-

kel 7, stk. 4, litra g, at der kan idømmes sanktioner i form af offentliggø-

relse af retsafgørelsen vedrørende domfældelsen eller idømte sanktioner

eller forholdsregler. Datatilsynet forudsætter, at en sådan offentliggørel-

se vil omfatte offentliggørelse af personoplysninger.

Den foreslåede offentliggørelse rejser således spørgsmål i forhold til da-

tabeskyttelsesdirektivet og persondataloven. Eftersom direktivforslaget

ikke er fremsat på det strafferetlige område, men med hjemmel i EF-

Traktatens artikel 175 efter det overstatslige samarbejde på miljøområ-

det, forudsætter Datatilsynet umiddelbart, at databeskyttelsesdirektivet

finder anvendelse.

Datatilsynet kan ikke se af det foreliggende materiale, at forholdet til da-

tabeskyttelsesdirektivet har været overvejet i forbindelse med fremsættel-

se af direktivforslaget. Datatilsynet har på den baggrund anbefalet, at

dette overvejes, og har i den forbindelse særligt henledt opmærksomhe-

den på databeskyttelsesdirektivets artikel 8, stk. 5.

I forhold til implementeringen af forslaget i dansk ret har Datatilsynet

henledt opmærksomheden på persondatalovens § 8, stk. 2, hvorefter op-

lysninger om strafbare forhold som udgangspunkt ikke må videregives.

Videregivelse kan dog ske, såfremt en af betingelserne i § 8, stk. 2, nr. 1-

4, er opfyldt. Herudover følger det at § 8, stk. 6, at videregivelse i øvrigt

kan finde sted, hvis betingelserne i § 7 er opfyldt.

Det er Datatilsynets vurdering, at en eventuel offentliggørelse af oplys-

ninger om navngivne personer, der har overtrådt lovgivningen, ikke vil

kunne ske efter de ovennævnte bestemmelser.

138

Datatilsynet har i den forbindelse også henledt opmærksomheden på

retsplejelovens § 1017d.

Datatilsynet har endvidere bemærket, at tilsynet ikke af det foreliggende

materiale kan se, hvem der skal være dataansvarlig for en sådan offent-

liggørelse. Tilsynet har derfor henledt opmærksomheden på, at person-

datalovens § 8 kun gælder for den offentlige forvaltning og dermed ikke

for domstolene. Såfremt domstolene er dataansvarlig for offentliggørel-

sen, vil denne skulle vurderes i forhold til persondatalovens § 6.

Datatilsynet har endvidere anført, at det ikke fremgår af det fremsendte

materiale, hvorvidt forslaget medfører udveksling af personoplysninger

mellem medlemslandene. Tilsynet forudsætter, at en eventuel udveksling

skal ske inden for rammerne af persondataloven.

Endelig har Datatilsynet bemærket, at det følger af persondatalovens §

57, at der ved udarbejdelse af bekendtgørelser, cirkulærer eller lignende

generelle retsforskrifter, der har betydning for beskyttelse af privatlivet,

skal indhentes en udtalelse fra Datatilsynet.

Affald Danmark

har anført, at man bifalder en øget beskyttelse af miljø-

et, men at man finder, at direktivet indeholder to forhold, som er uheldi-

ge.

For det første finder man, at definitionerne af gerningsindholdet er eks-

tremt vage. Affald Danmark har i den forbindelse peget på, at selv om

man overtræder en miljøretlig regel i forbindelse med behandling af af-

fald eller med drift af et fabriksanlæg, og selv om affaldet eller stoffet

under de rette forhold kan volde betydelig skade, betyder dette ikke, at

overtrædelsen forøger risikoen for en faktisk skade. Man kan således

straffes for overtrædelser af formaliteter, indberetningskrav eller andet,

som ikke har medført en forøget risiko for miljøet eller sundheden. Ger-

ningsindholdet i en strafferetlig regel bør efter almindelig dansk praksis

være langt klarere og samtidig have en klar relation til varetagelsen af

beskyttelsesinteressen bag reglen.

For det andet finder man, at det krævede niveau for strafferammerne for

en umiddelbar bedømmelse ligger langt over det normale niveau i Dan-

mark.

139

På den baggrund har Affald Danmark henstillet til, at man under for-

handlingerne om direktivet lægger afgørende vægt på ved implemente-

ringen at kunne leve op til den sædvanlige nøjagtighed i beskrivelsen af

gerningsindholdet samt på, at straffen bør kunne lægges på et sædvanligt

niveau for dansk ret.

Endvidere har Affald Danmark peget på, at der er en klar interesse i at

få en ensartet, stærk håndhævelse af miljøreglerne på tværs af EU, da

danske virksomheder ellers ofte vil blive stillet ringere i konkurrencen

end virksomhederne i resten af EU. Affald Danmark har på den bag-

grund anbefalet, at fokus på håndhævelsen af direktivet øges.

Dansk Erhverv

har anført, at man har forståelse for, at et frit marked for

varer og tjenesteydelser i EU betyder, at det er vigtigt at sikre, at regler-

ne for beskyttelse af miljøet overholdes i de enkelte lande. Dansk Erhverv

har i den forbindelse peget på, at det er konkurrenceforvridende for dan-

ske virksomheder, hvis det ikke sikres, at regler for bl.a. behandling af

affald og udledning af skadelige stoffer til luft, jord eller vand overhol-

des.

Dansk Erhverv er dog enig i, at direktivforslaget i sin nuværende ud-

formning er for vidtgående i relation til de foreslåede regler om strafni-

veau og afgrænsningen af de strafbare handlinger, og kan derfor støtte

den foreløbige danske holdning, hvorefter direktivforslaget vurderes at

rejse væsentlige spørgsmål i relation til, hvad der kan reguleres med

hjemmel i EF-Traktatens artikel 175.

Dansk Industri

har anført, at man ikke er bekendt med en generelt sti-

gende miljøkriminalitet som angivet i direktivets betragtning 2. Tværti-

mod er indtrykket for danske industrivirksomheder, at miljøkriminalitet

er stort set ikke-eksisterende.

Dansk Industri er som udgangspunkt positiv overfor ensartede regler,

idet man finder, at virksomhederne bør sikres lige konkurrencevilkår i

hele EU, hvilket også de strafferetlige bestemmelser på miljøområdet bør

bidrage til.

Dansk Industri har dog samtidig peget på, at manglende bestemmelser

om straffe for miljøkriminalitet i visse medlemsstaters lovgivning kun er

en del af problemet. Det er en forudsætning for, at sådanne bestemmelser

kan få betydning, at medlemsstaterne dels har implementeret de fælles

140

EU-miljøregler, dels i deres administration foretager en effektiv hånd-

hævelse af reglerne. Så længe der fortsat eksisterer betydelige forskelle i

implementeringen og administrationen af miljøreglerne landene imellem,

er det Dansk Industris opfattelse, at den skærpelse af sanktionerne, som

direktivet lægger op til, snarere vil føre til en forøgelse af forskellen på

betingelserne for virksomheder i lande, som loyalt har implementeret og

følger EU’s miljølovgivning, og for virksomheder i andre lande. Det er

på den baggrund Dansk Industris vurdering, at en skærpelse af sanktio-

nerne først og fremmest vil få betydning i lande som Danmark, men ikke i

tilsvarende grad i land, som har en mindre effektiv håndhævelse af reg-

lerne, idet straffesager ikke nødvendigvis kan forventes rejst i disse lan-

de, selv om straffebestemmelserne er til stede. Dansk Industri finder der-

for, at direktivet ideelt set først bør følge efter en effektiv indsats fra

Kommissionens side for at sikre fuld implementering af de allerede ved-

tagne EU-miljøregler.

Dansk Industri har videre anført, at såfremt man sammenholder det lave

niveau for miljøkriminalitet med de gældende danske strafniveauer, der –

sammenlignet med direktivforslaget – er relativt lave, kan det konstate-

res, at de gældende strafniveauer er tilstrækkelige til at virke afskræk-

kende i en dansk kontekst. Dansk Industri finder, at dette indikerer, at

implementering og håndhævelse sammen med kulturelle faktorer har

større betydning end strafniveauerne isoleret set. På den baggrund finder

Dansk Industri, at direktivets strafniveauer er ude af proportioner set i

en dansk kontekst, hvorfor de enten bør lempes generelt eller give mulig-

hed for, at medlemsstaterne kan tilpasse strafniveauerne efter nationale

forskelle, så længe de fortsat er effektive, står i et rimeligt forhold til den

strafbare handling og har en afskrækkende virkning.

Danmarks Naturfredningsforening

har anført, at man finder det posi-

tivt, hvis der som følge af direktivforslaget skabes stærkere incitamenter

til at undgå miljøkriminalitet. Naturfredningsforeningen peger i den for-

bindelse på, at der gennem tiden har været mange eksempler på, at straf-

ferammen for miljøkriminalitet har været alt for lav i forhold til de øko-

nomiske fordele, som en overtrædelse har givet skadevolderen.

Danmarks Naturfredningsforening har endvidere anført, at man altid har

været tilhænger af forureneren betaler-princippet, som man mener også

bør gælde i tilfælde af miljøkriminalitet. Naturfredningsforeningen fin-

der, at såfremt der sker en overtrædelse af miljølovgivningen, bør dette

give anledning til bøder, der som minimum dækker de økonomiske forde-

141

le, skadevolderen har opnået, således at det sikres, at der ikke kan speku-

leres i at begå miljøkriminalitet.

Danmarks Rederiforening

har oplyst, at man generelt kan tilslutte sig

bemærkningerne i grundnotatet, og at man særligt finder det vigtigt, at

der foretages en langt klarere afgrænsning af de strafbare handlinger.

Rederiforeningen har i den forbindelse peget på, at flere af direktivfor-

slagets bestemmelser forekommer mærkværdige:

Det synes vanskeligt at kunne tilslutte sig direktivets definition i

artikel 2, litra a, af hvad der forstås ved en ”ulovlig” overtrædel-

se, når denne bestemmelse også henviser til love og afgørelser i

”en medlemsstat”.

Bestemmelsen i artikel 3, litra a, som indebærer et objektivt

strafansvar, som udløses alene af det forhold, at et dødsfald eller

en alvorlig personskade forårsages, men uden hensyn til, om der

foreligger en ulovlig handling, er ikke acceptabel. Der bør også i

artikel 3. litra a, refereres til ”ulovlig” handling.

Forholdet mellem på den ene side artikel 3, litra a, og på den an-

den side artikel 5, stk. 4, litra a, og artikel 7, stk. 2, litra b, i, er

uklart.

I artikel 6 bør der tages forbehold for det selskabsretlige ansvar,

hvor der er tale om, at en ansat begår abnorme handlinger.

Endelig har Rederiforeningen peget på, at det er væsentligt, at der tilve-

jebringes klarhed over forholdet mellem det foreslåede direktiv og det

ventede direktiv på skibsfartsområdet, jf. at det foreslåede direktiv også

omfatter transport.

Landbrugsrådet

har anført, at man som udgangspunkt finder, at der bør

være stor ensartethed i reglerne landene imellem, idet dette fremmer

ensartede konkurrenceforhold. Samtidig anerkender Landbrugsrådet og-

så Europarådets protokol og tilslutter sig, at lovovertrædelser på miljø-

området sanktioneres.

Landbrugsrådet finder imidlertid, at Kommissionen på det omhandlede

område foreslår et redskab, som er unødvendigt, og som er ude af pro-

portioner i forhold til at sikre en ensartet anvendelse af fællesskabets

miljøregler. Landbrugsrådet peger i den forbindelse på, at hovedproble-

met ifølge flere af Kommissionens rapporter om regelimplementering er,

at reglerne anvendes forskelligt i de enkelte lande.

142

Landbrugsrådet har på den baggrund anført, at man finder, at Kommis-

sionen i stedet bør bruge kræfterne på at få medlemsstaterne til at an-

vende de regler, som de i forvejen har fået Kommissionens godkendelse

af implementeringen af. Kommissionen har med denne notifikationspro-

ces ansvaret for konsekvensen i regelanvendelsen.

Landbrugsrådet har endvidere anført, at man finder, at de foreslåede

bødetakster og strafferammer er eksorbitante og bør reduceres væsent-

ligt. Endelig har Landbrugsrådet peget på, at der bør ske en afklaring af

sammenhængen mellem genopretningspligten i artikel 5, stk. 5, litra c, og

miljøansvarsdirektivet, som netop vedrører genopretning af miljøskader.

Nærhedsprincippet

Sagen vurderes ikke at rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre medlemsstaters kendte holdninger

Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters

holdninger til direktivforslaget.

Foreløbig dansk holdning

Fra dansk side finder man, at direktivforslaget i sin nuværende udform-

ning rejser væsentlige spørgsmål i relation til, om alle de foreslåede ele-

menter kan reguleres i et direktiv vedtaget efter EF-Traktatens artikel

175. Dette gælder navnlig i relation til de foreslåede regler om strafni-

veauet, men også med hensyn til afgrænsningen af strafbare handlinger,

jf. herved at direktivforslaget ikke kun omfatter overtrædelse af fælles-

skabsretlige bestemmelser, men også omfatter overtrædelse af medlems-

staternes nationale miljølovgivning mv.

Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Justitsministeriets notat af 13.

oktober 2005 om EF-Domstolens dom af 13. september 2005, sag C-

176/03, Kommissionen mod Rådet, som er sendt til Folketingets Europa-

udvalg og Retsudvalg.

143

Europa-Parlamentet

Sagen er ikke forelagt Europa-Parlamentet til udtalelse.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har

senest

været drøftet på et møde i Specialudvalget for politi-

mæssigt og retligt samarbejde den

29. maj 2007.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Et grundnotat om forslaget til direktiv om strafferetlig beskyttelse af mil-

jøet (KOM(2007)51) blev den 22. marts 2007 oversendt til Folketingets

Europaudvalg og Retsudvalg.

144

Dagsordenspunkt 13: E-Justice

Nyt notat.

Resumé

På et møde i Coreper II den 20. december 2006 blev det besluttet at ind-

lede drøftelser om ”e-justice” (dvs. benyttelse af informations- og kom-

munikationsteknologi inden for det retlige område, f.eks. e-mail, video-

afhøring, elektroniske lovdatabaser mv.). Desuden blev emnet e-justice

drøftet på det uformelle rådsmøde (retlige og indre anliggender) den 15.-

16. januar 2007 i Dresden på baggrund af et af det tyske formandskab

udarbejdet oplæg til, hvordan man inden for RIA-området kan forbedre

brugen af e-justice. På baggrund heraf har Arbejdsgruppen vedrørende

juridisk databehandling udarbejdet en statusrapport om det foreløbige

arbejde. Sagen forventes at blive forelagt Rådet på rådsmødet (retlige og

indre anliggender) den 12.-13. juni 2007 med henblik på vedtagelse af en

række rådskonklusioner, herunder specielt om nedsættelse af en perma-

nent arbejdsgruppe i rådsregi, der skal udgøre et koordinerende forum for

tekniske, decentrale løsninger inden for informations- og kommunikati-

onsteknologien. Fra dansk side stiller man sig generelt positiv over for

sagen. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige

medlemsstaters holdning til sagen. Sagen ses ikke at rejse spørgsmål i

forhold til nærhedsprincippet. Sagen vurderes ikke (i sig selv) at ville ha-

ve lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Fra dansk

side agter man at tage arbejdsgruppens rapport til efterretning og tilslutte

sig rådskonklusionerne om bl.a. nedsættelse af en ny arbejdsgruppe om

e-justice.

Baggrund

På et møde i Coreper II den 20. december 2006 blev det besluttet at ind-

lede drøftelser om ”e-justice” (dvs. benyttelse af informations- og kom-

munikationsteknologi inden for det retlige område, f.eks. e-mail, video-

afhøring, elektroniske lovdatabaser mv.). Arbejdsgruppen vedrørende

juridisk databehandling blev i den forbindelse pålagt at overveje situatio-

nen med hensyn til fastlæggelse af medlemsstaternes krav og vurdere

mulighederne for en samlet indsats på området.

Desuden blev emnet e-justice drøftet på det uformelle rådsmøde (retlige

og indre anliggender) den 15.-16. januar 2007 i Dresden på baggrund af

145

et af det tyske formandskab udarbejdet oplæg til, hvordan man inden for

RIA-området kan forbedre brugen af e-justice. På mødet var der bred op-

bakning fra medlemsstaterne til at fremme arbejdet med e-justice på

tværs af grænserne.

Sagen forventes at blive forelagt Rådet på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 12.-13. juni 2007 med henblik på vedtagelse af en ræk-

ke rådskonklusioner, herunder specielt om nedsættelse af en permanent

arbejdsgruppe i rådsregi, der skal udgøre et koordinerende forum for tek-

niske, decentrale løsninger inden for informations- og kommunikations-

teknologien.

Indhold

Det forventes, at formandskabet på rådsmødet vil fremlægge en rapport

udarbejdet af Arbejdsgruppen vedrørende juridisk databehandling. Det

fremgår af rapporten, at arbejdsgruppen har afholdt 3 møder med henblik

på at identificere de relevante problematikker i relation til e-justice i

grænseoverskridende sager samt til skitsering af en mulig ramme for en

prioritering af det videre arbejde hermed.

Det konstateres i rapporten, at alle medlemsstater enten faktisk gør brug

af eller forventer at ville gøre brug af informations- og kommunikations-

teknologi inden for deres respektive retlige områder. Medlemsstaternes

forskellige tilgang til benyttelsen af e-justice kan skabe hindringer for en

optimal udnyttelse af de teknologiske muligheder på tværs af grænserne.

Der er ifølge rapporten derfor behov for en koordination af brugen af in-

formations- og kommunikationsteknologien på dette område, hvorfor det

indstilles, at der nedsættes en arbejdsgruppe under Rådet med ansvaret

for indsatsen vedrørende e-justice.

Hensigten er, at den nye arbejdsgruppe skal samle og koordinere de erfa-

ringer og tekniske løsninger inden for e-justice, der i dag bl.a. udtænkes i

de øvrige arbejdsgrupper på vidt forskellige retsområder, og stille disse

løsninger til rådighed for medlemsstaterne til optimering af den enkelte

medlemsstats brug af informations- og kommunikationsteknologi inden

for det retlige område. Det skal være frivilligt, hvorvidt den enkelte med-

lemsstat vil gøre brug af de nævnte løsninger, men arbejdet vil indebære,

at staterne får en koordineret og opdateret tilgang til de forskellige tekni-

ske muligheder. Arbejdet vil alene have teknisk karakter. Hvis et lovgiv-

146

ningstiltag aktualiseres, vil spørgsmålet herom som udgangspunkt skulle

behandles i en anden arbejdsgruppe.

Rapporten identificerer en række områder, hvor der i særlig grad findes

behov for et videre arbejde med e-justice, herunder udveksling af oplys-

ninger mellem nationale portaler, websites mm., adgang til juridiske

elektroniske registre (f.eks. straffe- og insolvensregistre) og brug af vi-

deokonferencer. Det betones, at det i øvrigt kan vise sig hensigtsmæssigt

med en vis standardisering, hjælperedskaber mv. for at sikre en fælles

forståelse af de tekniske løsninger.

Rapporten anfører ikke et specifikt retsgrundlag for arbejdsgruppens vi-

dere arbejde, da gruppens arbejde som udgangspunkt netop ikke er af

lovgivende karakter. Fundamentet for arbejdsgruppens eventuelle videre

tiltag vil derfor skulle afgøres sag for sag.

Formandskabet forventes endvidere at lægge op til vedtagelse af

rådskonklusioner om det videre arbejde med e-justice. Det præcise ind-

hold af disse rådskonklusioner er endnu ikke kendt, men det forventes at

komme til at omfatte følgende elementer:

- Rådet konstaterer på baggrund af arbejdsgruppens rapport bl.a., at

alle medlemsstater enten faktisk gør brug af eller forventer at ville

gøre brug af informations- og kommunikationsteknologi inden for

deres respektive retlige områder, samt at elektronisk sagsbehand-

ling er mulig i størstedelen af medlemsstaterne, men at mulighe-

derne herfor i almindelighed ikke udnyttes i praksis.

- Rådet konkluderer, at medlemsstaternes forskellige tilgang til be-

nyttelsen af e-justice kan skabe hindringer for en optimal udnyt-

telse af de teknologiske muligheder på tværs af grænserne, hvor-

for det findes nødvendigt at koordinere brugen af IT på europæisk

niveau og muliggøre direkte kontakt mellem borgere, retsvæsnet

m.fl. via IT-baserede løsninger.

- Rådet bemærker, at indsatsen ikke skal være fokuseret på at udar-

bejde nye juridisk bindende instrumenter, men i stedet søge at

forenkle og forbedre den eksisterede grænseoverskridende infor-

mations- og kommunikationteknologi på det retlige område. Det

skal være frivilligt, hvorvidt den enkelte medlemsstat vil gøre

brug af de nævnte løsninger, men arbejdet vil indebære, at stater-

ne får en koordineret og opdateret tilgang til de forskellige tekni-

ske muligheder.

147

Rådet konstaterer i lyset af arbejdsgruppens rapport, at der er

identificeret en række områder, hvor der i særlig grad findes be-

hov for et videre arbejde med e-justice.

Rådet noterer sig, at der er et behov for at koordinere det videre

arbejde med e-justice i EU i en arbejdsgruppe under Rådet

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen vurderes ikke (i sig selv) at ville have lovgivningsmæssige eller

statsfinansielle konsekvenser.

Gældende ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende ret.

Høring

Der er ikke foretaget høring i sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen ses ikke at rejse spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Formålet med nedsættelse af en arbejdsgruppe om e-justice er at etablere

et koordinerende forum for tekniske, decentrale løsninger inden for in-

formations- og kommunikationsteknologi med det formål at optimere

rammerne for den enkelte medlemsstats brug af nævnte teknologi inden

for det retlige område. Medlemsstaternes eventuelle brug af arbejdsgrup-

pens forslag til tekniske løsninger skal være baseret på frivillighed.

Andre medlemsstaters kendte holdninger

Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemssta-

ters holdninger til sagen.

Foreløbig dansk holdning

Fra dansk side stiller man sig generelt positiv over for forslaget.

Europa-Parlamentet

148

Sagen har ikke været forelagt Europa-Parlamentet.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og

retligt samarbejde den 29. maj 2007.

11.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Rets-

udvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg.

149

Dagsordenspunkt 14: EU-Kommissionens forslag til Europa-

Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtel-

ser uden for kontraktforhold (”Rom II”) (KOM (2003) 427 endelig,

som ændret ved KOM (2006) 83 endelig)

Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.

Resumé

Kommissionen har fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold

(”ROM II”). Formålet er at harmonisere medlemsstaternes lovvalgsregler

for forpligtelser uden for kontraktforhold og dermed skabe større forud-

sigelighed i spørgsmålet om, hvilket lands lov der skal anvendes i en

konkret sag, uanset ved hvilket lands domstole sagen anlægges. Forord-

ningen skal omfatte forpligtelser på det civil- og handelsretlige område.

Forordningen skal dog alene finde anvendelse for forpligtelser uden for

kontraktforhold, herunder f.eks. erstatningskrav i forbindelse med færd-

selsuheld. Der skal desuden være en lovkonflikt, dvs. at der skal være et

eller flere grænseoverskridende elementer i retsforholdet, hvorved flere

landes retssystemer er relevante.

På et rådsmøde den 25. september 2006 (konkurrenceevne) fastlagde Rå-

det fælles holdning med henblik på vedtagelse af forslaget.

Europa-Parlamentet afsluttede den 18. januar 2007 anden behandling af

forslaget til Rom II-forordning. Europa-Parlamentet fremsatte 19 æn-

dringsforslag til Rådets fælles holdning.

Kommissionen har den 14. marts 2007 i henhold til EF-traktatens artikel

251, stk. 2, afgivet en udtalelse om Europa-Parlamentets ændringsfor-

slag.

På rådsmødet den 19. og 20. april 2007 (retlige og indre anliggender)

forkastede Rådet ændringsforslagene fra Europa-Parlamentet. Der blev

herefter indledt en forligsprocedure mellem Rådet og Europa-

Parlamentet. På et forligsudvalgsmøde den 15. maj 2007 blev der opnået

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF afsnit IV. Protokollen om Danmarks stilling,

der er knyttet til Amsterdamtraktaten, finder derfor anvendelse.

150

enighed mellem Rådets og Europa-Parlamentets repræsentanter om et

fælles udkast.

Forslaget er sat på dagsordnen for rådsmødet den 12. og 13. juni 2007

(retlige og indre anliggender) som et B-punkt med henblik på formand-

skabets orientering om resultatet af forhandlingerne i forligsudvalget.

Formandskabet har oplyst, at forslaget vil blive sat på dagsordenen for

et senere rådsmøde under tysk formandskab med henblik på vedtagelse af

det fælles udkast. Det fælles udkast anses for vedtaget, såfremt Rådet og

Europa-Parlamentet hver især vedtager det fælles udkast.

Da retsgrundlaget for Kommissionens forslag er EF-traktatens artikel 61,

litra c, jf. artikel 65, deltager Danmark i henhold til artikel 1 i protokollen

om Danmarks stilling (forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggen-

der) ikke i en kommende vedtagelse af det foreliggende forordningsfor-

slag, der således ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Dan-

mark.

Forordningsforslaget skal i henhold til EF-traktatens artikel 67, som ænd-

ret ved Nice-traktaten, vedtages ved fælles beslutningstagning efter reg-

lerne i EF-traktatens artikel 251.

Baggrund

På Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i oktober 1999 blev det

fastslået, at princippet om gensidig anerkendelse skal udgøre hjørneste-

nen i det retlige samarbejde inden for EU. Det Europæiske Råd opfordre-

de således Rådet og Kommissionen til inden december 2000 at vedtage et

program for foranstaltninger til gennemførelse af princippet om gensidig

anerkendelse.

Den 30. november 2000 vedtog Rådet et fælles program for Kommissio-

nen og Rådet med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af

princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og

handelsretlige. Programmet peger på foranstaltninger vedrørende harmo-

nisering af lovvalgsregler som ”ledsageforanstaltninger”, der skal lette

gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser.

151

I Haag-programmet vedtaget af Det Europæiske Råd den 5. november

2004 blev der endvidere opfordret til at arbejde aktivt videre med lov-

valgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (”Rom II”).

Rådet har den 22. december 2000 vedtaget forordning (EF) nr. 44/2001

om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsaf-

gørelser på det civil- og handelsretlige område (herefter Bruxelles I-

forordningen). Bruxelles I-forordningen regulerer bl.a., hvilken med-

lemsstats domstole der er kompetente til at behandle en tvist i borgerlige

sager, dvs. spørgsmålet om rette værneting for behandling af tvisten.

Forordningen har den 1. marts 2002 afløst Bruxelles-konventionen af

1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i

borgerlige sager, herunder handelssager (Bruxelles-konventionen). Bru-

xelles I-forordningen er vedtaget i henhold til afsnit IV i EF-traktaten, og

Danmark er i henhold til Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet

til Amsterdam-traktaten, ikke bundet af forordningen. Fællesskabet og

Danmark underskrev i oktober 2005 en såkaldt parallelaftale, hvorefter

Danmark på mellemstatsligt grundlag bliver tilknyttet Bruxelles I-

forordningen. Lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-

forordningen gennemfører Bruxelles I-forordningen i dansk ret. Loven

forventes sat i kraft den 1. juli 2007.

Værnetingsregler alene sikrer efter Kommissionens opfattelse ikke til-

strækkelig forudsigelighed med hensyn til, hvordan selve tvisten vil blive

afgjort. Der bør derfor udarbejdes EU-regler om lovvalg, dvs. regler som

afgør, hvilket lands lov der skal anvendes på en forpligtelse.

For så vidt angår kontraktlige forpligtelser blev der allerede i 1980 ved-

taget lovvalgsregler herom i form af Rom-konventionen af 19. juni 1980

om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (Rom-

konventionen). Kommissionen har den 15. december 2005 fremsat for-

slag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalg for kon-

traktlige forpligtelser. Forslaget skal erstatte Rom-konventionen. Derud-

over foreslås en revision af visse af Rom-konventionens bestemmelser.

Kommissionen har den 22. juli 2003 fremsat nærværende forslag til Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtel-

ser uden for kontraktforhold (”Rom II”) (herefter forordningsforslaget).

Kommissionen foreslår med forordningsforslaget at harmonisere med-

lemsstaternes lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold.

Den 21. februar 2006 har Kommissionen fremsat et revideret forord-

152

ningsforslag i lyset af Europa-Parlamentets ændringsforslag og drøftel-

serne i Rådet.

Indhold

2.1. Formålet med forordningsforslaget

Formålet med forordningsforslaget er ifølge Kommissionen at harmoni-

sere medlemsstaternes lovvalgsregler med henblik på at skabe større for-

udsigelighed i spørgsmålet om, hvilket lands lov der skal anvendes på en

konkret sag, uanset ved hvilket lands domstole sagen anlægges. Derved

mindskes risikoen for ”forum shopping”.

Ifølge Kommissionen er der betydelige forskelle i medlemsstaternes lov-

valgsregler. Hertil kommer, at kun nogle medlemsstater har kodificeret

deres lovvalgsregler, mens lovvalgsreglerne i de øvrige medlemsstater

udledes af retspraksis, hvilket skaber usikkerhed om reglernes indhold.

På den baggrund er det overordnede mål med forordningsforslaget at gø-

re afgørelsen af det konkrete retsforhold mere forudsigelig, hvorved rets-

sikkerheden styrkes, og omkostningerne forbundet med sagen mindskes.

På rådsmødet (konkurrenceevne) den 25. september 2006 blev der fast-

lagt fælles holdning.

Den 15. maj 2007 blev repræsentanter for Rådet og

Europa-Parlamentet enige om et fælles udkast til forordningsforslag.

Nedenfor gennemgås forslaget som det fremgår af Rådets fælles hold-

ning

med de ændringer, der følger af forhandlingerne med Europa-

Parlamentet. Det fælles udkast er endnu ikke blevet forelagt for med-

lemsstaterne, som dog har fået oplyst, på hvilke punkter Europa-

Parlamentet er blevet imødekommet helt eller delvist.

2.2. Gennemgang af de enkelte artikler

Forordningens anvendelsesområde fremgår af artikel 1. Efter forslaget

skal forordningen omfatte forpligtelser på det civil- og handelsretlige

område, hvilket svarer til anvendelsesområdet for Bruxelles I-

forordningen og Rom-konventionen. Forordningen skal dog alene finde

anvendelse for forpligtelser uden for kontraktforhold.

Desuden skal forordningen finde anvendelse i alle situationer, hvor der

foreligger en lovkonflikt, dvs. at der er et eller flere grænseoverskridende

elementer i retsforholdet, og hvor flere landes retssystemer således kan

153

komme på tale. Forordningen skal efter Kommissionens opfattelse også

finde anvendelse i rent ”fællesskabseksterne” situationer, hvilket f.eks.

kan forekomme, hvis en sag anlægges ved en domstol i en medlemsstat

på grundlag af en aftale om værneting, selv om ingen af parterne har bo-

pæl i en medlemsstat.

Rådets Juridiske Tjeneste har den 2. marts 2004 afgivet en udtalelse om

forordningsforslagets hjemmelsgrundlag. Det fremgår af udtalelsen, at

det foreslåede hjemmelsgrundlag ikke er tilstrækkeligt for sådanne ”fæl-

lesskabseksterne” situationer, som er omfattet af forslagets artikel 1, idet

forordningen herved ikke anses at have den i artikel 65 forudsatte nød-

vendighed for det indre markeds funktion.

Der har ikke været enighed i Rådets arbejdsgruppe vedrørende disse

”fællesskabseksterne” situationer. Flere medlemsstater har talt for, at for-

ordningen bør omfatte ”fællesskabseksterne” situationer, da det har vist

sig at være vanskeligt at nå til enighed om en tekst, der undtager disse

situationer. Disse lande er ikke uenige i udtalelsen fra Rådets Juridiske

Tjeneste, men mener at forordningen af overskuelighedsgrunde også bør

omfatte ”fællesskabseksterne” situationer.

Kommissionen har erklæret sig uenig i udtalelsen fra Rådets Juridiske

Tjeneste og finder det nuværende retsgrundlag tilstrækkeligt. En gen-

nemførelse af forordningen anses af Kommissionen for at være nødven-

dig for det indre markeds funktion allerede derved, at medlemsstaternes

borgere og virksomheder har en interesse i ensartede regler for lovvalg.

En række forpligtelser undtages helt fra forordningens anvendelsesområ-

de, bl.a. forpligtelser som angår familieforhold, formueforholdet mellem

ægtefæller, forpligtelser ifølge veksler, checks, ordregældsbreve mv., sel-

skabsretlige spørgsmål, nukleare ulykker og krænkelser af privatlivets

fred og af individets rettigheder, herunder injurier mv. Desuden skal for-

ordningen efter forslaget ikke finde anvendelse på det skatteretlige, told-

retlige og forvaltningsretlige område.

Efter artikel 3 skal loven udpeget efter forordningen finde anvendelse,

selv om det ikke er en medlemsstats lov, som udpeges. Kommissionen

anfører, at princippet om universel anvendelse er et grundlæggende prin-

cip, som ligeledes findes i Rom-konventionen og Bruxelles I-forord-

ningen.

154

Lovvalgsreglerne fremgår af forordningsforslagets artikel 4-14.

Af forslagets artikel 14 fremgår, at parterne indbyrdes – efter tvistens op-

ståen – kan aftale, hvilken lov der skal regulere retsforholdet, hvis aftalen

herom er tilstrækkelig klar. Aftalen må ikke gøre indgreb i tredjemands

rettigheder. Derudover skal det være muligt for erhvervsdrivende at fore-

tage et lovvalg forud for tvistens opståen.

En lovvalgsaftale skal dog ikke kunne tilsidesætte ufravigelige regler i et

andet land, hvis alle andre elementer i sagen – ud over lovvalget – er

knyttet til dette land. Eksempelvis kan en tilskadekommen person og en

skadevolder, som begge har sædvanligt opholdssted i England, hvor også

skaden har fundet sted, aftale, at tvisten skal afgøres efter fransk ret, men

lovvalgsaftalen kan ikke derved fravige eventuelle ufravigelige engelske

regler, som ellers ville finde anvendelse. Tilsvarende kan parternes valg

af et tredjelands lov ikke tilsidesætte fællesskabets regler, hvis alle andre

elementer i sagen er lokaliseret i en eller flere medlemsstater på skades-

tidspunktet.

Har parterne ikke indgået en lovvalgsaftale, skal spørgsmålet om rette

lovvalg afgøres efter reglerne i artikel 4-13. I forordningen sondres mel-

lem, om den konkrete tvist angår en forpligtelse, der udspringer af en

retsstridig handling (dvs. at der foreligger et culpaansvar), eller en for-

pligtelse, som udspringer af andet end en retsstridig handling, f.eks.

uanmodet forretningsførelse. Der henvises til henholdsvis artikel 4-9

(omtalt i afsnit 4.2.1.) og artikel 10-13 (omtalt i afsnit 4.2.2).

Endelig indeholder forslagets artikel 15-22 en række fælles regler, som

finder anvendelse på begge typer af forpligtelser (omtalt i afsnit 4.2.3.),

mens artikel 23-32 indeholder en række andre og afsluttende bestemmel-

ser (omtalt i afsnit 4.2.4.).

2.2.1. Forpligtelser, som udspringer af en retsstridig handling

Artikel 4 indeholder hovedreglen for lovvalget i de tilfælde, hvor par-

terne ikke har indgået en lovvalgsaftale. Bestemmelsen omfatter alle for-

pligtelser, der ikke er omfattet af særlige regler.

Udgangspunktet er, at loven på det sted, hvor den direkte skade er ind-

trådt eller vil kunne indtræde, skal finde anvendelse, uanset i hvilket land

handlingen eller undladelsen (”den udløsende begivenhed”) fandt sted

155

eller vil kunne finde sted. Reglen er baseret på princippet om lex loci de-

licti, dvs. skadesstedets lov. Udgangspunktet fører til, at det i de fleste

tilfælde vil være loven på skadelidtes sædvanlige opholdssted, der skal

anvendes.

Artikel 4 indeholder to undtagelser hertil. Af stk. 2 fremgår det, at hvis

skadelidte eller den potentielt skadelidte og den påståede ansvarlige på

skadestidspunktet har sædvanligt opholdssted i samme land, skal loven i

dette land finde anvendelse. Endvidere følger det af den generelle undta-

gelsesklausul i stk. 3, at hvis det fremgår af samtlige kendte forhold i sa-

gen, at forpligtelsen har en åbenbart stærkere tilknytning til et andet land,

skal loven i dette land anvendes. En sådan åbenbart stærkere tilknytning

kan være et forudgående eller påtænkt retsforhold mellem parterne, f.eks.

en aftale der har nær tilknytning til den pågældende skadevoldende hand-

ling.

Artikel 4 er søgt bragt i overensstemmelse med kompetencebestemmel-

serne i Bruxelles I-forordningen, således at den ikke blot omfatter aktuel-

le skader, men også potentielle, fremtidige skader, jf. artikel 2, stk. 3.

Artikel 5-9 indeholder regler for forpligtelser, som udspringer af sær-

lige typer af skader.

Produktansvar

I artikel 5 foreslås en regel om lovvalget for forpligtelser, som udspringer

af en skade eller risiko for skade forårsaget af et defekt produkt (produkt-

ansvar).

Hvis den påstået ansvarlige og den skadelidte har sædvanligt opholdsted i

samme land på det tidspunkt, hvor skaden indtrådte, er den skadevolden-

de handling underlagt dette lands (opholdstedets) lov.

Er der ikke tale om fælles opholdssted, anvendes loven i det land, hvor

skadelidte havde sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor ska-

den indtrådte, hvis produktet er blevet markedsført i dette land.

Er produktet ikke markedsført i skadelidtes opholdsland, anvendes loven

i det land, hvor produktet blev erhvervet, såfremt produktet er blevet

markedsført i dette land.

156

Er produktet ikke markedsført i erhvervelseslandet, anvendes loven i det

land, hvor skaden indtrådte, såfremt produktet er blevet markedsført i

dette land.

Har den påståede ansvarlige ikke med rimelighed kunne forudse mar-

kedsføringen i de pågældende lande, anvendes dog loven i det land, hvor

den påståede ansvarlige har sit sædvanlige opholdsted. Endelig indehol-

der forslaget en regel om, at hvis sagen har en klart nærmere tilknytning

til et andet land, skal dette lands lovgivning anvendes.

Illoyal konkurrence og handlinger, der begrænser den frie konkur-

rence

Artikel 6, stk. 1, indeholder en regel om lovvalget for forpligtelser uden

for kontrakt, der udspringer af illoyal konkurrence. Efter bestemmelsen

skal loven på det sted, hvor konkurrencen eller forbrugernes interesser er

blevet eller sandsynligvis vil blive påvirket, anvendes. Såfremt en illoyal

konkurrencehandling udelukkende har påvirket en bestemt aktørs interes-

ser er det dog den almindelige regel i artikel 4, der skal finde anvendelse.

Hvis der er tale om en begrænsning af den frie konkurrence, er det ifølge

artikel 6, stk. 3, loven i det land, hvis marked påvirkes eller vil kunne

blive påvirket, der skal finde anvendelse.

Formuleringen af artikel 6, stk.

3, foreligger ikke på nuværende tidspunkt, men det fælles udkast indehol-

der efter det oplyste en bestemmelse, som i videre omfang begrænser an-

tallet af mulige anvendelige love i de tilfælde, hvor markedet påvirkes

eller vil kunne blive påvirket i mere end en medlemsstat.

Endelig bestemmes det i artikel 6, stk. 4, at bestemmelsen ikke kan fravi-

ges ved en aftale, der er indgået i henhold til artikel 14.

Miljøskader

For så vidt angår miljøskader eller skader på personer eller gods som føl-

ge af miljøskader følger det af forslagets artikel 7, at lovvalget skal afgø-

res efter den almindelige regel i artikel 4, stk. 1, hvilket indebærer, at lo-

ven på det sted, hvor miljøskaden er opstået, skal finde anvendelse. Ska-

delidte kan dog også vælge at gøre krav gældende efter loven i det land,

hvor den skadevoldende begivenhed fandt sted.

157

Det fremgår i øvrigt af forslagets artikel 17, at der uanset lovvalget i ri-

meligt omfang skal tages hensyn til, om skadevolderen har overholdt de

sikkerheds- og adfærdsregler, der var gældende i det land, hvor den ska-

devoldende aktivitet blev udøvet.

Krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder

For så vidt angår lovvalget for forpligtelser, som udspringer af en kræn-

kelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, bestemmer forslagets artikel

13 med henvisning til forslagets artikel 8, at loven i det land, for hvilket

beskyttelsen gøres gældende, skal finde anvendelse. Dette ”territoriali-

tetsprincip” er bl.a. lagt til grund i Bern-konventionen af 1886 om litte-

rære og kunstneriske værker og i Paris-konventionen af 1883 om indu-

strielle ejendomsrettigheder.

Ved krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, der er en enhedsret

gældende for hele Fællesskabet (f.eks. EF-varemærker og EF-mønstre),

skal den relevante fællesskabsforordning finde anvendelse. I det omfang

et spørgsmål ikke reguleres af en fællesskabsforordning, skal loven i det

land, hvor rettigheden er blevet krænket, finde anvendelse, jf. forslagets

artikel 8, stk. 2.

Endelig foreslås en bestemmelse i artikel 8, stk. 3, hvorefter bestemmel-

sen ikke kan fraviges ved en aftale i henhold til artikel 14.

Faglig aktion

Forslaget indeholder i artikel 9 en bestemmelse om lovvalget ved forplig-

telser uden for kontrakt som følge af

en forestående eller iværksat

faglig

aktion (f.eks. en strejke).

Det følger af forslaget, at erstatningskrav mod arbejdstagere, arbejdsgive-

re eller deres organisationer i forbindelse med en faglig aktion skal afgø-

res efter lovgivningen i det land, hvor aktionen

vil finde

eller har fundet

sted.

Det fremgår af præamblen, at muligheden for at udføre faglig aktion er

en afgørende rettighed for arbejdstagere, arbejdsgivere og deres organisa-

tioner, og formålet med bestemmelsen er at sikre denne rettighed.

158

I de tilfælde, hvor parterne har fælles opholdssted, skal artikel 4, stk. 2,

dog i stedet anvendes. Det betyder, at loven på dette opholdssted skal

finde anvendelse.

På rådsmødet den 25. september 2006 afgav Estland og Letland en erklæ-

ring vedrørende artikel 9. I denne erklæring anføres bl.a., at faglig aktion

er en af de grundlæggende rettigheder, der tilkommer en arbejdstager, en

arbejdsgiver eller organisationer, som repræsenterer sådanne personers

faglige interesser, og at princippet i artikel 9 derfor kun bør finde anven-

delse på sager, som er udløst direkte af udøvelsen af disse grundlæggen-

de rettigheder.

Estland og Letland stemte på baggrund af deres erklæring imod den fæl-

les holdning, som blev vedtaget på rådsmødet den 25. september 2006.

På rådsmødet afgav Grækenland og Cypern også en erklæring vedrøren-

de artikel 9:

”Den cypriotiske og den græske delegation vil gerne påpege,

at anvendelsen af artikel 9 i Rom II-forordningen vil kunne

medføre problemer for skibsfarten, eftersom fartøjer ved an-

løb af en havn vil være omfattet af forskellige regler afhæn-

gigt af den enkelte medlemsstats lov, selv om fartøjerne

overholder flagstatens lov.”

På rådsmødet støttede Danmark den græske og den cypriotiske erklæring,

idet Danmark præciserede, at der fra dansk side ikke er taget stilling til,

om der bør ske en indskrænkning af art. 9’s anvendelsesområde.

Grækenland og Cypern har ikke efterfølgende rejst spørgsmål vedrøren-

de forslagets artikel 9, og bestemmelsen er ikke ændret i det fælles ud-

kast.

2.2.2. Forpligtelser, som udspringer af andet end en retsstridig hand-

ling

Uberettiget berigelse og uanmodet forretningsførelse

Forslagets artikel 10 og 11 indeholder særlige lovvalgsregler vedrørende

forpligtelser, som udspringer af andet end en retsstridig handling. Artikel

159

10 omhandler uberettiget berigelse, og artikel 11 omhandler uanmodet

forretningsførelse.

Efter begge bestemmelser skal der i de tilfælde, hvor forpligtelsen er

knyttet til et forudgående retsforhold mellem parterne, såsom en aftale

med nær tilknytning til forpligtelsen uden for kontraktforhold, anvendes

loven i det land, hvis lov finder anvendelse på dette retsforhold.

Kan der ikke træffes et lovvalg på baggrund heraf, og har parterne på det

tidspunkt, hvor skaden opstod, sædvanligt opholdssted i samme land,

skal loven i dette land anvendes på forpligtelsen.

Er det heller ikke muligt at træffe et lovvalg på baggrund af et fælles op-

holdssted foreslås, for så vidt angår krav der udspringer af uberettiget

berigelse, anvendelse af loven i det land, hvor berigelsen er opnået, og

ved uanmodet forretningsførelse anvendelse af loven i det land, hvor

handlingen fandt sted.

Begge bestemmelser indeholder en generel undtagelsesregel, der indebæ-

rer, at hvis det af samtlige forhold fremgår, at forpligtelsen uden for kon-

traktforhold har en åbenbart stærkere tilknytning til et andet land, skal

dette andet lands lov anvendes.

Culpa in contrahendo

Forslaget indeholder i artikel 12 en bestemmelse om forpligtelser uden

for kontraktforhold, der er udløst af forhandlinger forud for indgåelsen af

en kontrakt (”culpa in contrahendo”).

Efter bestemmelsen i artikel 12, stk. 1, anvendes det lands lov, som fin-

der anvendelse i relation til den indgående kontrakt, eller det lands lov,

som skulle have været anvendt, såfremt kontrakten var blevet indgået.

Vurderingen af, hvilken lov der skal eller skulle finde anvendelse på kon-

trakten, skal i givet fald foretages i medfør af bestemmelserne i Rom-

konventionen om lovvalg i kontraktforhold eller bestemmelserne i den

kommende Rom I-forordning.

Kan der ikke træffes et lovvalg på baggrund heraf, bestemmes det i stk.

2, at loven i det land, hvor skaden indtræder, skal anvendes. Hvis parter-

ne havde sædvanligt opholdssted i samme land, skal dette lands lov dog

anvendes. Hvis det af alle sagens omstændigheder fremgår, at forpligtel-

160

sen har en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land, skal loven i det-

te land imidlertid anvendes.

2.2.3. Fælles regler for forpligtelser, som udspringer af en retsstridig

handling eller af andet end en retsstridig handling.

Afsnit V indeholder en række fælles regler.

Artikel 15 regulerer, hvilke spørgsmål der skal afgøres på grundlag af

den lov, som efter forordningens bestemmelser finder anvendelse på den

pågældende forpligtelse.

Efter artikel 16 forhindrer lovvalgsreglerne ikke, at dommeren – uanset

hvilke regler der i øvrigt skal anvendes – kan anvende ufravigelige regler

i domslandet.

Efter forslagets artikel 17, skal der ved vurderingen af den påstået an-

svarliges adfærd i rimeligt omfang tages hensyn til de sikkerheds- og ad-

færdsregler, der var gældende på stedet og tidspunktet for den begiven-

hed, der har udløst erstatningsansvaret.

I medfør af forslagets artikel 18 skal skadelidte kunne rejse krav direkte

mod den erstatningsansvarliges forsikringsselskab, hvis der er hjemmel

hertil i den lov, der finder anvendelse på forpligtelsen uden for kontrakt

eller i forsikringsaftalen.

Desuden foreslås en række bestemmelser af mere processuel karakter,

bl.a. bestemmelser om subrogation (artikel 19), flere skadevoldere (arti-

kel 20), formkrav (artikel 21) og bevisbyrde (artikel 22), som i vidt om-

fang svarer til de tilsvarende bestemmelser i Rom-konventionen.

2.2.4. Andre og afsluttende bestemmelser

Forslagets afsnit VI og VII indeholder en række øvrige og afsluttende

bestemmelser, der hovedsageligt svarer til de tilsvarende bestemmelser i

Rom-konventionen.

Artikel 23 definerer selskabers og andre juridiske personers sædvanlige

opholdssted som det sted, hvor selskabet mv. har sit hovedkontor. Er

krænkelsen foretaget af en filial eller afdeling mv., anses dettes placering

som sædvanligt opholdssted. En fysisk person, der handler som led i sin

161

erhvervsmæssige virksomhed, har sit sædvanlige opholdssted det sted,

hvor den pågældende har sin hovedvirksomhed.

Artikel 24 indeholder en bestemmelse om udelukkelse af renvoi, som

indebærer, at den lov, som udpeges efter forordningsforslaget, skal an-

vendes med undtagelse af det pågældende lands internationalt privatretli-

ge regler. Artikel 25 indeholder en bestemmelse om stater, der omfatter

flere territoriale enheder, og artikel 26 indeholder en bestemmelse om

ordre public-regler i domstolslandet.

Forholdet til andre bestemmelser i fællesskabsretten

Forordningsforslaget indeholder i artikel 27 en bestemmelse, der fast-

lægger forholdet til andre bestemmelser i fællesskabsretten. Det fremgår

heraf, at forordningen ikke berører anvendelsen af fællesskabsretlige reg-

ler, som på særlige områder fastsætter lovvalgsregler for forpligtelser

uden for kontraktforhold.

Det fremgår samtidig af præamblen, at forordningen ikke skal berøre

anvendelsen af andre instrumenter, der fastsætter bestemmelser, som

skal bidrage til det indre markeds funktion, herunder f.eks. e-

handelsdirektivet, såfremt disse bestemmelser ikke kan anvendes sammen

med den udpegede lov. Henvisningen til e-handelsdirektivet er kommet

ind på foranledning af Europa-Parlamentet.

Forholdet til andre internationale konventioner

Efter artikel 28 skal forordningen ikke berøre anvendelsen af internatio-

nale konventioner, som medlemsstaterne er parter i på tidspunktet for

forordningens vedtagelse, og som på særlige områder fastsætter lovvalgs-

regler for forpligtelser uden for kontraktforhold.

Der gøres dog undtagelse herfra i stk. 2, der bestemmer, at forordningen

skal have forrang for internationale konventioner, der alene er indgået

mellem to eller flere medlemsstater, og disse konventioner omhandler

spørgsmål, der reguleres af forordningen.

I medfør af artikel 29, skal medlemsstaterne fremsende en liste til Kom-

missionen over de konventioner, der er omfattet af artikel 28, stk. 1.

Kommissionen skal endvidere underrettes om opsigelse af sådanne kon-

ventioner. Oplysningerne offentliggøres af Kommissionen i EU-Tidende.

162

Revisionsbestemmelse

Kompromiset mellem Europa-Parlamentets og Rådets repræsentanter er

særligt kommet til udtryk i forslagets artikel 30, som indeholder en revi-

sionsbestemmelse.

Efter forslaget skal der senest 4 år efter forordningens ikrafttrædelse fo-

religge en rapport om dens anvendelse, herunder en undersøgelse af den

måde fremmed ret behandles på i de forskellige lande, og i hvilket om-

fang de nationale domstole anvender fremmed ret i medfør af den kom-

mende forordning.

Derudover fremgår det af revisionsbestemmelsen, at der skal udarbejdes

yderligere 2 rapporter. Den ene rapport skal indeholde en undersøgelse

af sager vedrørende forpligtelser uden for kontrakt, der skyldes krænkel-

se af privatlivets fred og af individets rettigheder. I undersøgelsen skal

inddrages regler om pressefrihed og ytringsfrihed i medierne. Denne

rapport skal foreligge inden udgangen af 2008.

Den anden rapport skal indeholde en undersøgelse af sager vedrørende

forpligtelser uden for kontrakt, der skyldes færdselsuheld, hvor en EU-

borger er involveret i et uheld, som finder sted i et andet EU-land end

borgerens bopælsland. Rapporten skal foreligge inden udgangen af 2008

og skal bane vejen for en grønbog om dette emne, særligt vedrørende

udmåling af erstatning til ofre i færdselsuheld.

Gældende dansk ret

Efter dansk ret er lovvalget ved erstatning uden for kontrakt som ud-

gangspunkt ikke lovreguleret, men afgøres efter domstolsskabte princip-

per.

Den generelle hovedregel i dansk ret antages at være skadesstedets lov

(lex loci delicti). Det betyder, at en sag om krav på erstatning uden for

kontrakt afgøres efter loven i det land, hvor den skadegørende handling

blev foretaget, eller hvor skaden indtrådte.

Spørgsmålet om anvendelsen af lex loci delicti har i teorien bl.a. været

diskuteret i relation til ”distancedelikter”, dvs. tilfælde hvor den skadegø-

rende handling eller undladelse foretages i et land, mens skaden indtræf-

163

fer i et andet land. Som eksempler kan nævnes miljøforurening, konkur-

rencebegrænsende aktiviteter og injurier fremsat i f.eks. aviser, radio og

tv.

I praksis er der i nyere tid i stigende grad anvendt et princip om, at lov-

valget sker efter den individualiserede metode. Metoden indebærer, at

lovvalget sker til fordel for loven i det land, som retsforholdet har den

nærmeste tilknytning til. En væsentlig faktor ved denne vurdering vil ofte

være skadesstedet. Det afhænger dog af sagens konkrete omstændighe-

der, til hvilket land retsforholdet har sin nærmeste tilknytning. Den indi-

vidualiserede metode må formentlig anses som den praktiske hovedregel

i sager om trafikuheld, der har et grænseoverskridende element – f.eks.

fordi uheldet sker i et andet land end skadelidtes og/eller skadevolders

bopælsland. Danmark har ikke tiltrådt Haager-konventionen af 1971 om

lovvalg ved færdselsuheld.

På søfartsområdet har Arbejdsretten den 31. august 2006 truffet afgørelse

i en sag (sag nr. A2001-3359), der i hovedsagen vedrørte lovligheden af

en blokade varslet af et svensk fagforbund over for et dansk rederi. Sagen

drejede sig herudover om, hvorvidt sagen kunne anlægges i Danmark

(rette værneting), og om sagen skulle afgøres efter dansk ret (lovvalg).

Arbejdsretten fandt efter at have forelagt spørgsmål for EF-Domstolen

om fortolkningen af artikel 5, nr. 3, i konventionen af 27. september 1968

om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerli-

ge sager (Bruxelles-konventionen) (sag C-18/02, DFDS Torline A/S), at

konfliktvarslet som skadegørende handling betragtet måtte anses for at

have sigtet virkning mod Danmark, og at rederiets påståede tab derfor

også måtte anses for at være indtrådt i Danmark. Arbejdsretten var heref-

ter rette værneting i medfør af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 3.

For så vidt angår spørgsmålet om lovvalg udtalte Arbejdsretten, at det

følger af dansk rets almindelige regler om lovvalg, at berettigelsen af kol-

lektive kampskridt vedrørende arbejde om bord på et dansk skib som ud-

gangspunkt skal afgøres efter dansk ret, og at dette udgangspunkt også

gælder udenlandske fagforeningers kampskridt. Arbejdsretten fandt ikke,

at tvistens tilknytning til henholdsvis Danmark og Sverige medførte, at

der var grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

Sagen vedrørte således ikke direkte spørgsmålet om lovvalg i erstat-

ningssøgsmål anlagt som følge af skade forvoldt ved en faglig aktion,

164

men det må formentlig antages, at dommen vil få betydning for spørgs-

målet om lovvalg i den erstatningssag, som det danske rederi har anlagt

mod den svenske fagforening ved Sø- og Handelsretten.

Lovvalget ved produktansvar afgøres efter de ovennævnte principper om

lex loci delicti og/eller den individualiserende metode. Danmark har ikke

tiltrådt Haager-konventionen af 1973 om lovvalg ved produktansvar eller

Europarådskonventionen om produktansvar, men produktansvarsloven

indeholder i § 16 en bemyndigelse hertil.

Efter gældende dansk ret findes der enkelte egentlige lovvalgsregler om

erstatningskrav uden for kontrakt inden for transportområdet. Der kan

herved bl.a. henvises til søloven (lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni

2004 med senere ændringer), der i § 182 indeholder lovvalgsregler ved

tilfælde af rederens, ejerens m.v. ansvarsbegrænsning.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Danmark deltager som nævnt ikke i vedtagelsen af forslaget til forord-

ningsforslaget, der er fremsat med hjemmel i EF-traktatens afsnit IV, jf.

pkt. 1.2 ovenfor. Forordningsforslaget vil derfor ikke have lovgivnings-

mæssige eller statsfinansielle konsekvenser for Danmark.

Hvis man fra dansk side måtte ønske at gennemføre regler svarende til

forordningsforslagets regler, vil det kunne ske ved vedtagelse af en lov

om lovvalg for forpligtelser uden for kontraktforhold, i det omfang inter-

nationale forpligtelser ikke er til hinder herfor.

Danmark er allerede i dag kontraherende part i Rom-konventionen om,

hvilket lands lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser. Konven-

tionen indeholder imidlertid ikke regler om lovvalg ved forpligtelser

uden for kontrakt.

Høring

Det oprindelige forordningsforslag har været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Han-

delsretten, præsidenterne for Københavns Byret og retterne i Århus, Aal-

borg, Odense og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerfor-

165

ening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Amtsrådsforenin-

gen, Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og Indu-

striforening, Brancheforeningen af Forbrugerelektronik, Danmarks Au-

tomobilhandler Forening, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening,

Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Radio, Danmarks Rederi-

forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Dataforening, Dansk De-

tail Kreditråd, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Ser-

vice, Dansk Industri, Dansk Journalistforbund, Dansk Markedsførings-

forbund, Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Dansk Postordre-

forening, Dansk Textil Union, Dansk Transport og Logistik, Danske

Dagblades Forening, Danske Entreprenører, Danske Finansieringsselska-

bers Forening, De Danske Bilimportører, De Samvirkende Købmands-

foreninger i Danmark, Den Danske Boghandlerforening, DSB, Erhvervs-

sammenslutningen G 1930, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, For-

brugerklagenævnet, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, For-

eningen af Danske InternetMedier, Foreningen af fabrikanter og importø-

rer, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautorisere-

de Revisorer, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Fællesfor-

eningen for Danmarks Brugsforeninger, HTS – Handel, Transport og

Serviceerhvervene, Handelshøjskolen i København, Handelshøjskolen i

Århus, Håndværksrådet, IT-Brancheforeningen, Kommunernes Lands-

forening, Konkurrencerådet, Københavns Kommune, Københavns Uni-

versitet, Landbrugsraadet, Landsforeningen Loyal Handel, Liberale Er-

hvervs Råd, LO Landsorganisationen i Danmark, Lægemiddelindustri-

foreningen, Post Danmark, Realkreditrådet, Sammenslutningen af lokale

radio- og tv-stationer i Danmark, Syddansk Universitet, Tekniq, TV 2,

Aalborg Universitet og Århus Universitet.

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Kø-

benhavns Byret og retterne i Århus, Ålborg, Odense og Roskilde,

Dommerfuldmægtigforeningen, formanden for Forbrugerklagenæv-

net og Forbrugerombudsmanden

finder ikke anledning til at udtale sig

om forordningsforslaget.

Domstolsstyrelsen, præsidenten for Sø- og Handelsretten, Den Dan-

ske Dommerforening, Amtsrådsforeningen, Danmarks Automobil-

handlerforening, Dansk Detail Kreditråd, Danske Finansieringssel-

skabers Forening, De Danske Bilimportører, Finansrådet, Forenede

Danske Motorejere, Foreningen af Registrerede Revisorer, Forenin-

gen af Statsautoriserede Revisorer, Landbrugsraadet, Realkreditrå-

166

det, Tekniq og Aarhus Universitet

har ingen bemærkninger til forord-

ningsforslaget.

Advokatrådet

finder, at Danmark bør forsøge at indgå en aftale på fol-

keretligt grundlag med EU vedrørende den kommende forordning eller,

hvis dette ikke er muligt, ”kopiere” det kommende fællesskabsinstrument

i dansk ret. Efter Advokatrådets opfattelse bør forordningsforslagets reg-

ler generelt udformes således, at der tages hensyn til på den ene side at

sikre forudsigelighed om lovvalget og på den anden side at sikre fleksibi-

litet. Rådet finder, at forslaget – der bygger på lex loci delicti kombineret

med en fleksibel, men forholdsvis snæver undtagelse – opfylder disse

krav. De fleksible regler i artikel 4, stk. 2 og 3, bør ligeledes finde an-

vendelse på de særlige delikter i artikel 5-9, men det kan give anledning

til tvivl, om dette er hensigten efter forslaget. Rådet finder desuden, at

bestemmelsen i artikel 10 om forpligtelser, der udspringer af andet end

retsstridige handlinger, bør udgå eller i hvert fald præciseres, da det

fremstår som usikkert, hvilke sagstyper reglen regulerer.

Danmarks Rederiforening

finder, at hovedreglen i artikel

om anven-

delse af loven på det sted, hvor skaden har virkning, kun bør anvendes i

tilfælde, hvor en handling er udført forsætligt med henblik på at forvolde

skade eller tab. I andre tilfælde vil det efter foreningens opfattelse være

mere rimeligt, at loven på stedet for den skadeforvoldende handling fin-

der anvendelse. På denne måde undgås desuden anvendelse af forskellige

love ved skade i flere lande ved samme ansvarspådragende handling.

Herudover arbejder Rederiforeningen for, at skibsfarten undtages fra ar-

tikel 9. Organisationen henviser i den forbindelse bl.a. til, at besætnin-

gens ansættelsesforhold falder uden for anvendelsesområdet for Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv af 16. december 1996 om udstationering

af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (96/71), ud fra

den betragtning, at indre forhold ombord på et skib bør endeligt reguleres

af det lands lovgivning, hvor skibet er indregistreret. Kollektive kamp-

skridt, der er iværksat i anløbshavnen i en anden stat, er efter Rederifor-

eningens opfattelse et forsøg på at gribe ind i de indre forhold på skibet.

Foreningen finder endvidere reglen i artikel 16 om ufravigelige regler

uklar og er herudover i relation til forslagets artikel 18 af den opfattelse,

at spørgsmålet om direkte søgsmål mod det ansvarlige forsikringsselskab

bør afgøres efter domstolslandets lov. Forordningsforslagets respekt af

internationale konventioner, jf. forslagets artikel 28, bør endelig ud-

strækkes til ligeledes at omfatte kommende internationale aftaler, særligt

aftaler som ændrer allerede indgåede konventioner.

167

Dansk Arbejdsgiverforening

er positiv over for forordningsforslagets

hovedregel om, at loven i det land, hvor skaden er opstået eller truer med

at opstå, skal finde anvendelse på forpligtelser uden for kontraktforhold.

DA har tilkendegivet at støtte den græske erklæring til artikel 9, ligesom

DA arbejder for, at skibsfarten undtages fra artikel 9.

Dansk Industri

finder det positivt, at der tages initiativ til et fælles re-

gelsæt om lovvalget for forpligtelser uden for kontraktforhold. Et sådant

fælles regelsæt vil betyde, at parterne kan nøjes med at undersøge et en-

kelt sæt lovvalgsregler. Det vil endvidere mindske sagsomkostningerne

og gøre afgørelser mere forudsigelige og dermed styrke parternes rets-

sikkerhed. Dansk Industri opfordrer til, at Danmark søger at tilslutte sig

forordningsforslaget ved en parallelaftale.

Dansk Journalistforbund

er skeptiske over for et tidligere forslag til

artikel 6, der nu er udgået af forordningsforslaget.

Dansk Transport og Logistik

finder ikke, at der er påvist et reelt behov

for regler om lovvalget for forpligtelser uden for kontrakt. Det forhold, at

der efter forslaget kan ske udpegning også af lovgivningen i en ikke-

medlemsstat vil kunne medføre manglende forudsigelighed om lovvalget

og dermed en dårligere retstilstand for EU-borgerne. Herudover er Dansk

Transport og Logistik bekymret for, om forordningsforslaget vil være i

konflikt med e-handelsdirektivet.

Danske Mediers Forum

støtter forslaget i artikel 8, hvorefter sager om

krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder skal afgøres efter loven i

det land, hvor den krænkende handling er begået. Herudover er Danske

Mediers Forum skeptiske over for et tidligere forslag til artikel 6, der nu

er udgået af forordningsforslaget.

Forbrugerrådet

mener ikke, at bestemmelsen i forordningsforslagets

artikel 5 om produktansvar tager tilstrækkeligt hensyn til, at forbrugerne i

det indre marked handler over grænserne uden nødvendigvis at være klar

over, om den pågældende vare sælges på hjemmemarkedet. Desuden fin-

der Forbrugerrådet, at artikel 14 om aftalt lovvalg vil kunne være urime-

lig over for forbrugerne, der ikke nødvendigvis er klar over betydningen

af en lovvalgsaftale. Rådet kan herudover ikke gå ind for den foreslåede

artikel 17, hvorefter tid og sted for den skadeforvoldende begivenhed er

168

afgørende for, hvilket lands sikkerheds- og adfærdsregler der skal finde

anvendelse.

Forsikring & Pension

finder, at lovvalgssystemet bør være så fleksibelt

som muligt, således at lovvalget sker på basis af en friere vurdering af,

hvilket land retsforholdet har den nærmeste tilknytning til. På denne må-

de er der større sikkerhed for rimelige resultater. Forsikring & Pension

kan som udgangspunkt gå ind for forslagets artikel

om anvendelse af

virkningsstedets lov, men finder, at det bør overvejes at ”vende reglen

om”, således at udgangspunktet for lovvalget bliver en konkret vurdering

af sagens omstændigheder med mulighed for at lægge vægt på virknings-

stedet.

HTS – Handel, Transport og Serviceerhvervene

finder, at der er behov

for harmonisering af lovvalgsreglerne uden for kontrakt, idet der herved

sikres ligebehandling, forudsigelighed og dermed også retssikkerhed ved

løsning af grænseoverskridende tvister. Efter HTS’ opfattelse indeholder

de foreslåede lovvalgsregler – der i øvrigt i det væsentlige svarer til gæl-

dende dansk ret – en rimelig afvejning af henholdsvis skadevolders og

skadelidtes interesser.

Landsorganisationen i Danmark (LO)

støtter artikel 9, og LO ønsker

at bevare artikel 9 i den nuværende udformning. LO har herudover til-

kendegivet, at organisationen ikke kan støtte den græske erklæring, hvis

endemålet er at opnå, at skibsfarten undtages fra artikel 9.

Professor, dr. jur. Joseph Lookofsky, Københavns Universitet,

finder

generelt, at forordningsforslaget lægger for stor vægt på hensynet til lov-

valgets forudsigelighed og enkelhed, således at domstolenes mulighed

for at træffe det mest hensigtsmæssige og rimelige lovvalg i den konkrete

sag indskrænkes i unødig grad, jf. herved navnlig forslagets artikel

stk.

2 og 3.

Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører i de ledsagende bemærkninger til forordningsfor-

slaget, at harmonisering af lovvalgsreglerne styrker retssikkerheden uden

at kræve en harmonisering af de nationale materielle regler og tilgodeser

dermed både nærheds- og proportionalitetsprincippet.

169

Med hensyn til valg af retsakt har Kommissionen fundet det hensigts-

mæssigt at vælge forordningsformen, uanset at det fremgår af protokollen

om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, at

direktiver normalt bør foretrækkes frem for forordninger. Kommissionen

peger herved på, at de foreslåede regler er meget detaljerede, præcise og

ubetingede, og forordningsformen er derfor nødvendig for at garantere en

ensartet anvendelse af reglerne i medlemsstaterne.

En EU-harmonisering af lovvalgsreglerne er efter regeringens opfattelse

nødvendig for at mindske risikoen for såkaldt ”forum shopping” (dvs. det

forhold, at sagsøgeren vælger at anlægge sag ved et bestemt lands dom-

stole, fordi han eller hun på grund af særlige lovvalgsregler kan opnå et

gunstigere resultat). På den baggrund finder regeringen, at nærhedsprin-

cippet er overholdt.

Andre landes kendte holdninger

På rådsmødet den 25. september 2006 blev der opnået fælles holdning

om forslaget. Kun Estland og Letland stemte imod den fælles holdning.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side er man positiv over for forslaget. Det er hensigtsmæssigt,

at det ved forordningsforslaget tilsigtes at skabe større forudsigelighed i

spørgsmålet om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes på en kon-

kret forpligtelse uden for kontrakt, således at problemet med ”forum

shopping” mindskes. Det er tillige hensigtsmæssigt, at der indføres gene-

relle regler for lovvalg, hvorved sektorspecifik regulering af internationa-

le privatretlige regler i størst mulig omfang kan undgås.

Danmark kan således støtte forslaget.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har i henhold til TEF art. 251 afgivet første udtalelse

den 6. juli 2005. Europa-Parlamentet havde 53 ændringsforslag til Kom-

missionens forslag.

Europa-Parlamentet afsluttede anden behandling af forslaget den 18. ja-

nuar 2007. Europa-Parlamentet havde 19 ændringsforslag til Rådets fæl-

les holdning.

170

Europa-Parlamentets oprindelige 19 ændringsforslag gik i hovedtræk ud

på at slette bestemmelsen om illoyal konkurrence (artikel 6, jf. pkt.

2.2.1.b. ovenfor) og på ny at indsætte en bestemmelse i forslaget, der re-

gulerer lovvalg ved krænkelser af privatlivet og individets rettigheder.

Med henblik på, at fremhæve vigtigheden af, at spørgsmålet om erstat-

ning i forbindelse med trafikuheld er forudsigeligt, havde Europa-

Parlamentet endvidere foreslået, at der skulle indsættes bestemmelser i

forordningsforslaget om generelle principper for udmåling af erstatning.

Kommissionen afgav i medfør af EF-traktatens artikel 251, stk. 2, en ud-

talelse den 14. marts 2007 om Europa-Parlamentets udtalelse. Kommis-

sionen kunne ikke imødekomme Europa-Parlamentet på nogen af de

ovennævnte punkter. Kommissionen gjorde gældende, at bestemmelsen

om illoyal konkurrence var med til at skabe forudsigelighed. For så vidt

angår krænkelser af privatlivet og individets rettigheder henviste Kom-

missionen til den uenighed, der tidligere var konstateret mellem med-

lemslandene om en sådan bestemmelse, samt at der angiveligt var tale

om en bestemmelse, som vil komme til at berøre ganske få internationale

retstvister. For så vidt angår udmåling af erstatning påpegede Kommissi-

onen, at der var tale om materiel regulering, som faldt uden for forord-

ningsforslagets anvendelsesområde.

Repræsentanter for Rådet og Europa-Parlamentet enedes på et forligs-

udvalgsmøde den 15. maj 2007 om et fælles udkast til forordning. Euro-

pa-Parlamentet skal ligesom Rådet formelt vedtage det fælles udkast. Så-

fremt både Europa-Parlamentet og Rådet vedtager det fælles udkast an-

ses forordningen for vedtaget.

10.

Juridisk Specialudvalg

Udkast til kommenteret dagsorden har været udsendt til medlemmerne af

Juridisk Specialudvalg, som har haft mulighed for at komme med be-

mærkninger til udkastet.

11.

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg og Rets-

udvalg

Grundnotat om forslaget er oversendt til Folketingets Europaudvalg og

Folketingets Retsudvalg den 1. december 2003.

171

Derudover er forordningsforslaget omtalt i Justitsministeriets samlenotat

oversendt til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg for-

ud for rådsmøderne (retlige og indre anliggender) den 21. februar, 27.-28.

april og den 1.-2. juni 2006 samt på rådsmødet (konkurrenceevne) den

25. september 2006 og senest forud for rådsmødet (retlige og indre anlig-

gender) den 19. og 20. april 2007.

172

Dagsordenspunkt 15: Voldelige video og computerspil

Nyt notat.

Resumé

Rådet ventes at drøfte en rapport om medlemslandenes indsats i forhold

til voldelige computerspil og beskyttelse af børn og unge. Det forventes,

at der lægges op til vedtagelse af rådskonklusioner. Rapporten og udkast

til rådskonklusioner er på nuværende tidspunkt ikke tilgængelig.

Formandskabet har foreløbig oplyst, at konklusionerne forventes at læg-

ge op til, at Rådet noterer sig problematikken omkring beskyttelse af

børn og unge i forhold til spil og opfordrer medlemslandene til at fortsæt-

te deres respektive indsatser på området, og herunder foretage en eller

anden form for informationsudveksling. Der lægges efter det oply-

ste ikke op til noget fælles initiativ på EU-niveau.

Baggrund

På rådsmødet d. 4.-5. december 2006 deltog justitsministeren i en ufor-

mel drøftelse af behovet for såvel en national som en fælles europæisk

indsats i forhold til computerspil og beskyttelse af børn. Drøftelsen skete

på foranledning af en henvendelse fra vicepræsident for Kommissionen

Franco Frattini om et nyt spil (Rules of Roses), der på daværende tids-

punkt var blevet lanceret på det italienske marked.

På rådsmødet d. 4.-5. december støttede ministrene, at der blev igangsat

en debat om produktion og distribution af voldelig computerspil samt en

undersøgelse af eventuelle løsningsmuligheder. Formandskabet igangsat-

te på den baggrund en undersøgelse af procedurerne i forhold til beskyt-

telse af børn i medlemslandene.

Sagen blev endvidere drøftet på det uformelle rådsmøde (retlige og indre

anliggender) den 14.-16. januar 2007 i Dresden, hvor ministrene gentog

deres tilslutning til en undersøgelse af procedurerne.

Allerede eksisterende tiltag

Kommissionen har ligeledes igangsat en undersøgelse af udviklingen

med hensyn til forbrugerbeskyttelse af unge ved mærkning af computer-

173

spil. Denne undersøgelse, som har frist for medlemslandenes besvarelser

d. 30. september 2007, vil fungere som en opsamling på Rådets resoluti-

on fra 1. marts 2002 (2002/C 65/02) om emnet. Rådet understregede i

resolutionen, hvor vigtigt det er at give klare oplysninger om klassifikati-

onen i forhold til aldersgruppe i forbindelse med markedsføring og salg

af spil. Rådet anså selvregulering i branchen for at være en hensigtsmæs-

sig måde at supplere den nationale lovgivning på.

PEGI-ordningen var på daværende tidspunkt under etablering, og Kom-

missionen var vidende om initiativet. Resolutionen fra 2002 kan derfor

forstås som en blåstempling af PEGI-ordningen.

Hjemmelsgrundlag

Spørgsmålet om hjemmelsgrundlag er ikke relevant.

Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

Formål og indhold

Rapporten om medlemslandenes indsats i forhold til computerspil og be-

skyttelse af børn og unge samt udkast til rådskonklusioner er på nuvæ-

rende tidspunkt ikke tilgængelig.

Formandskabet har foreløbig oplyst, at udkast konklusionerne forventes

at lægge op til, at Rådet noterer sig problematikken omkring beskyttelse

af børn og unge i forhold til spil og opfordrer medlemslandene til at fort-

sætte deres respektive indsatser på området samt foretage en eller anden

form for informationsudveksling. Der lægges efter det oplyste ikke op til

noget fælles initiativ på EU-niveau.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor

Ikke relevant.

174

Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkono-

mien, miljøet eller beskyttelsesniveauet

Det forventede udkast til rådskonklusioner medfører ikke i sig selv væ-

sentlige statsfinansielle, administrative konsekvenser for det offentlige

eller konsekvenser for EU’s budget.

Høring

Sagen har ikke været sendt i høring.

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg og Rets-

udvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg.

175

Dagsordenspunkt 16: Rådets beslutning om etablering af Fællesska-

bets civilbeskyttelsesordning (omarbejdet)

Nyt notat.

Resumé

Kommissionens forslag er en omarbejdelse af den nuværende rådsbeslut-

ning om indførelse af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning, oktober

2001. Forslaget er fremsendt ved anvendelse af omarbejdelses-teknikken

(recast). Den nye retsakt træder i stedet for og ophæver den tidligere.

Retsgrundlaget er EF-traktatens artikel 308 og Euratom-traktatens artikel

203.

Ændringerne af ordningen kommer på baggrund af Kommissionens vur-

dering af, at nyere erfaringer har tydeliggjort behovet for at udvide ord-

ningen i forhold til dens nuværende mandat. Hovedmålene er at styrke

ordningen på grundlag af de erfaringer, som er gjort ved tidligere nødsi-

tuationer, og tilvejebringe et retsgrundlag for yderligere fællesskabsfor-

anstaltninger, der er nødvendige for at imødegå de udfordringer, som ci-

vilbeskyttelsesindsatser står overfor bl.a. med baggrund i terroranslagene

i Europa, tsunamien i Sydøstasien, oversvømmelser m.v.

Kommissionen foreslår forbedringer på fællesskabsplan i form af nye

tiltag på transportområdet (akut flytransport til katastrofeområder), ud-

vikling af en kapacitet til hurtig indsats, herunder de danske forslag til

civilbeskyttelsesmoduler, bedre anvendelse af militære kapaciteter til ci-

vilbeskyttelsesassistancer, bistand til den konsulære assistance med civil-

beskyttelseskapaciteter, tidlig varslingssystemer og koordinering af ind-

satser i tredjelande.

Omarbejdelsesforslaget danner grundlaget for de konkrete tiltag på civil-

beskyttelsesområdet, hvor finansieringen af tiltag sker i henhold til en

rådsbeslutning om et finansielt beredskabsinstrument, der blev vedtaget

den 5. marts 2007.

Regeringen kan tilslutte sig det endelige udkast til omarbejdelse af ord-

ningen, som vurderes at kunne styrke civilbeskyttelsesassistancen i som

uden for EU, herunder forbedre EU-borgernes sikkerhed.

176

Baggrund

Kommissionen har den 2. februar 2006 fremlagt et forslag til rådsbeslut-

ning om indførelse af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning. Forslaget

er en omarbejdelse af rådsbeslutningen om en fællesskabsordning for ci-

vilbeskyttelse [herefter benævnt ”omarbejdelsesforslaget”], fra 31. okto-

ber 2001 (2001/792/EF, Euratom).

Forslaget er en omarbejdelse af ordningen om civilbeskyttelsessamarbej-

det i EU som vil samle de to nuværende rådsbeslutninger på civilbeskyt-

telsesområdet, henholdsvis:

1) Rådets beslutning 1999/847/EF af 9. december 1999 om

”indførelse af et EF-handlingsprogram for civilbeskyttelse”,

som udløb ved udgangen af 2004, men som blev forlænget til

udgangen af 2006. Den ledsages af flerårige specifikke bud-

getter.

2) Rådets beslutning 2001/792/EF, Euratom af 23. oktober

2001 om ”fastlæggelse af en fællesskabsordning til fremme

af styrket samarbejde om indsatser på civilbeskyttelsesområ-

det”. Dette instrument er ikke af finansiel art, men fokuserer

på medlemsstaternes og Kommissionens operationelle for-

pligtelser.

Omarbejdelsesforslaget sker på grundlag af den inter-institutionelle aftale

af 28. november 2001 angående en mere struktureret anvendelse af om-

arbejdelsesteknikker for juridiske dokumenter (2002/C 77/01). Forslaget

indebærer en forenkling af lovgivningen. Endvidere er beslutningens ori-

ginale tekst tilstræbt forbedret og tydeliggjort af hensyn til bedre lovgiv-

ning. Dette er mundet ud i bortfald og ændringer af tekst, uden at dette

ændrer ved beslutningens indholdsmæssige betydning.

Som finansiering af omarbejdelsesforslaget henvises til Rådets beslut-

ning om indførelse af et finansielt civilbeskyttelsesinstrument, som blev

vedtaget den 5. marts 2007 og gælder for budgetperioden 2007-2013.

Hjemmelsgrundlag

Omarbejdelsesforslaget er fremsat under henvisning til artikel 3, stk. 1,

litra u), i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, hvor

Fællesskabets aktiviteter omfatter foranstaltninger på civilbeskyttelses-

området. Da civilbeskyttelsesbistand også kan være påkrævet i tilfælde af

177

strålingsulykker, må traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atom-

energifællesskab også danne grundlag for dette forslag.

Da der ikke findes et specifikt retsgrundlag for civilbeskyttelse, baseres

dette forslag på EF-traktatens artikel 308 og Euratom-traktatens artikel

203.

I disse to retsgrundlag benyttes den samme beslutningsprocedure, dvs.

Rådet udfærdiger på forslag af Kommissionen og efter at have indhentet

udtalelse fra Europa-Parlamentet med enstemmighed passende forskrif-

ter.

Nærhedsprincip

I begrundelsen for forslaget har Kommissionen anført følgende med hen-

syn til, hvorfor nærhedsprincippet/subsidaritetsprincippet er overholdt:

”Subsidiaritetsprincippet finder anvendelse, for så vidt som

forslaget ikke hører ind under Fællesskabets enekompetence.

Målene kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemssta-

terne af følgende årsager.

Ordningen blev oprettet, fordi katastrofer kan overstige kapa-

citeten af de enkelte medlemsstaters indsatsberedskab. I dette

tilfælde er gensidig civilbeskyttelsesbistand et nødvendigt

supplement til den nationale indsatskapacitet.

En indsats på fællesskabsplan vil af nedenstående grunde væ-

re et mere effektivt redskab til at nå målene med forslaget.

Det er en både politisk og praktisk nødvendighed at styrke

Fællesskabets evne til at yde effektiv civilbeskyttelsesbistand

ved katastrofer. Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet

har anerkendt behovet for at styrke samarbejdet om civilbe-

skyttelse på EU-niveau. Med forslaget sættes medlemsstater-

ne i stand til mere effektivt at bidrage til Fællesskabets civil-

beskyttelsesbistand og drage fordel af forbedret koordinering

og samarbejde i en styrket retsramme. Det giver samtidig

medlemsstaterne sikkerhed for effektiv og velkoordineret ci-

vilbeskyttelsesbistand fra andre medlemsstater, når der er be-

hov for det.

178

Med forslaget sættes medlemsstaterne også i stand til at ud-

nytte stordriftsfordele på visse områder, f.eks. logistik og

transport, og sikre en bedre anvendelse af begrænsede res-

sourcer.

Kort fortalt tjener forslaget til at forbedre samarbejdet på fæl-

lesskabsniveau for at støtte og supplere medlemsstaternes

indsats over for katastrofer, som overstiger kapaciteten af de

enkelte medlemsstaters indsatsberedskab.

Forslaget er derfor i overensstemmelse med subsidiaritets-

princippet.”

Regeringen finder, at nærhedsprincippet må anses for overholdt, da for-

målet med forslaget er en omarbejdelse af den eksisterende rådsbeslut-

ning fra oktober 2001.

Formål og indhold

Kommissionens forslag udbygger samarbejdsgrundlaget i forhold til den

nuværende ordning, således at civilbeskyttelsesindsatsen også kan ske

med baggrund i menneskeskabte katastrofer, herunder terrorhandlinger.

Kommissionen understreger i det nye forslag FN’s særlige overordnede

koordinerende rolle i forbindelse med katastrofebistanden i tredjelande.

Endnu et udvidelsesområde angår muligheden for at støtte konsulær assi-

stancer ved omfattende katastrofer med civilbeskyttelseskapaciteter i

tredjelande. Som led i at styrke samarbejdet, kan det omfatte samarbejde

med tredjelande, internationale eller regionale organisationer på grundlag

af aftaler med Fællesskabet.

Som begrundelse og formål for omarbejdelse af forslaget til rådsbeslut-

ning om en fællesskabsordning har Kommissionen blandt andet overord-

net henvist til følgende:

”Fællesskabets civilbeskyttelsesordning [i det følgende be-

nævnt "ordningen"] blev indført i 2001 for at støtte og frem-

me mobiliseringen og koordineringen af civilbeskyttelsesbi-

stand i tilfælde af katastrofer i eller uden for EU. Siden ord-

ningen blev indført, har den vist sig at være et simpelt, men

effektivt værktøj, som åbner mulighed for et tættere samar-

179

bejde om og bedre koordinering af indsatser på civilbeskyt-

telsesområdet.

Nyere erfaringer har tydeliggjort behovet for at udbygge ord-

ningen i forhold til dens nuværende mandat. Hovedmålene

med dette forslag er at styrke ordningen på grundlag af de er-

faringer, som er gjort ved tidligere nødsituationer, og tilveje-

bringe et retsgrundlag for yderligere fællesskabsforanstalt-

ninger, der er nødvendige for at imødegå de udfordringer,

som nutidens civilbeskyttelsesindsatser står overfor. Forsla-

get bygger på de ideer, der er fremsat i Kommissionens med-

delelse "Forbedring af Fællesskabets civilbeskyttelsesord-

ning", som er vedtaget den 20. april 2005, og som tager hen-

syn til Rådets konklusioner af 18. juli 2005. Det bygger også

på den fortrolige meddelelse "Øget solidaritet med gensidig

bistand" af 8. november 2005.

I forslaget inddrages endvidere en række erklæringer fra Det

Europæiske Råd og Europa-Parlamentet, hvori der fastsættes

politiske retningslinjer for den videre udvikling af det euro-

pæiske samarbejde om civilbeskyttelse. I juni 2004 anmode-

de Det Europæiske Råd om, at "Det nuværende samarbejde

om civilbeskyttelse bør øges, så det afspejler medlemsstater-

nes vilje til at handle solidarisk". I december 2004 bekræftede

Det Europæiske Råd behovet "for yderligere vurdering og

udvikling af civilbeskyttelseskapaciteten, bl.a. fælles øvelser

og koordinering af information til offentligheden". Efter

flodbølgen i Sydasien vedtog Rådet en handlingsplan, der

omfatter EU's og medlemsstaternes allerede trufne eller plan-

lagte initiativer, herunder eventuelle forbedringer af ordnin-

gen og udvikling af EU's muligheder for hurtig indgriben i

tilfælde af katastrofer. Europa-Parlamentet opfordrede samti-

dig til "at etablere en gruppe af specialiserede civile bered-

skabsenheder, som udstyres med det nødvendige materiel,

træner i fællesskab og står til rådighed i tilfælde af [katastro-

fer] i Unionen og i resten af verden". Det Europæiske Råd

anmodede i juni 2005 til at prioritere "udbygning af civilbe-

skyttelseskapaciteten [...] samt udvikling af en hurtig reakti-

onskapacitet baseret på medlemsstaternes civilbeskyttelses-

moduler".

180

Sammen fastlægger disse erklæringer klare retningslinjer for

det fremtidige samarbejde om civilbeskyttelse på europæisk

niveau.”

Omarbejdelsesforslagets vigtigste dele omfatter udbygninger af den

eksisterende ordning på en række områder, bl.a.:

Akut flytransport af medlemsstaternes kapaciteter til katastrofe-

områder,

udvikling af en europæisk kapacitet til hurtig indsats, herunder

udvikling af fleksible civilbeskyttelsesmoduler,

tidlige varslingssystemer for at Fællesskabet kan reagere hurtigt

ved katastrofer og medlemsstaterne kan informere EU-borgerne

ved katastrofer,

koordinering af indsatser i tredjelande ved at præcisere koordina-

tionsforpligtelserne for henholdsvis EU-formandskabet og Kom-

missionen

samt udsendelse af vurderings- og/eller koordineringshold bestå-

ende af medlemsstaternes eksperter, samt

muligheden for basal logistisk støtte, især kommunikationsudstyr,

for på en effektiv måde at koordinere den europæiske civilbeskyt-

telsesbistand.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal høres i henhold til beslutningsproceduren jf.

EF-traktatens artikel 308 og Euratom-traktatens artikel 203.

Europa-Parlamentet sendte bemærkninger den 6. oktober 2006. Europa-

Parlamentet sendte mange bemærkninger, der primært udtrykte et ønske

om et styrket samarbejde om civilbeskyttelse. Flere af disse blev indar-

bejdet i forslaget.

Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor

Muligheden for international civilbeskyttelsesbistand fremgår af bered-

skabsloven § 3:

”Forsvarsministeren kan bestemme, at redningsberedskabet

skal indsættes i udlandet i fredstid i tilfælde af katastrofer, der

181

medfører alvorlig skade på eller udgør en overhængende fare

for personer, ejendom eller miljøet.”

Forslaget ventes ikke at medføre ændring af eksisterende lovgivning.

7. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomi-

en, miljøet eller beskyttelsesniveauet

Det fremgår af Kommissionens omarbejdelsesforslag, at forslaget ikke

har nogen virkning for Fællesskabets budget.

Udgifter til ordningens foranstaltninger fremgår af Rådets beslutning om

indførelse af et finansielt civilbeskyttelsesinstrument, der blev vedtaget

den 5. marts 2007 gældende for perioden 2007-2013.

Høring

Omarbejdelsesforslaget er senest drøftet i EU specialudvalget på civilbe-

skyttelsesområdet den 24. maj 2007.

Af tidligere høringssvar udtrykkes støtte til en styrkelse af omarbejdelsen

af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning.

Høringssvarene fra interesseorganisationerne:

•

Redningskorpset Falck

noterer, at den private sektors rolle

mangler en beskrivelse i forslaget. Det vurderes samtidigt, at en

række opgaver vil kunne løses gennem aftaler mellem de offent-

lige myndigheder og private virksomheder. Endvidere påpeger

Falck, at offentlige kompetencer bliver suppleret med kompeten-

cer fra den private sektor og herved vil dette ikke udløse omkost-

ninger for fællesskabet.

Kommunernes Landsforening

mener, at der er behov for en

bedre koordinering på fællesskabsniveau og støtter Monitore-

rings- og Informationscentrets (MIC) nuværende rolle. Der er

støtte til de overvejelser, der ligger bag ordningen under hensyn

til samfundets sårbarhed, der tilsiger et fortsat behov for bistand

ved katastrofer.

Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

182

•

Nærhedsnotat og grundnotat er oversendt til Folketingets Europaudvalg

henholdsvis den 17. marts 2006 og den 5. april 2006.

Nærhedsnotatet og grundnotatet er efterfølgende fremsendt til Folketin-

get Retsudvalg og Forsvarsudvalg.

183

Dagsordenspunkt 17: Rådsresolution om grænseoverskridende an-

vendelse af politiagenter

Nyt notat.

Resumé

Det tyske formandskab vil på det kommende rådsmøde (retlige og indre

anliggender) lægge op til, at Rådet skal godkende en rådsresolution om

grænseoverskridende anvendelse af politiagenter. Med udkastet til råds-

resolution lægges der op til, at der skal foretages en nærmere analyse af

behovet for at indføre (yderligere) EU-regler om grænseoverskridende

anvendelse af politiagenter. Udkastet til rådsresolution vurderes ikke at

være i strid med nærhedsprincippet. Det vil ikke (i sig selv) have lovgiv-

ningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at forelig-

ge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdning til

forslaget. Fra dansk side stiller man sig meget skeptisk til sagen, men

man er dog indstillet på at acceptere, at der iværksættes en nærmere un-

dersøgelse af behovet for en EU-regulering på området.

Baggrund

Det tyske formandskab har den 4. januar 2007 fremsat forslag til en råds-

resolution om grænseoverskridende anvendelse af politiagenter.

Det forventes, at forslaget vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og in-

dre anliggender) den 12.-13. juni 2007 med henblik på Rådets vedtagel-

se.

Indhold

Formålet med det fremlagte udkast til rådsresolution er at iværksætte en

undersøgelse af forskellene i medlemsstaternes lovgivning og praksis på

området for anvendelse af politiagenter med henblik på at kunne afdække

om – og i givet fald i hvilket omfang – der er behov for EU-tiltag på om-

rådet.

I overensstemmelse hermed fremgår det af udkastet til rådsresolution, at

den relevante rådsarbejdsgruppe skal undersøge en række nærmere an-

givne områder med henblik på at fastslå, om der er behov for EU-tiltag,

herunder – hvis det er hensigtsmæssigt – en EU-retsakt på området. Det

184

understreges i den forbindelse, at dette i givet fald skal ske med respekt

af de forskellige retssystemer og traditioner i medlemsstaterne.

Især følgende områder skal inddrages i undersøgelsen:

•

Krav til og procedure for anvendelse af politiagenter

Beskyttelse af politiagenters identitet

Samme retlige status for nationale og udenlandske politiagenter

Mulighed for at assistere politiagenter i udlandet

Tilvejebringelse af operationelt dække for politiagenter

Det fremgår af rådsresolutionen, at anvendelsesområdet for et eventuelt

fremtidigt tiltag på EU-plan skal begrænses til politiagenter, som arbejder

under dække eller falsk identitet med henblik på efterforskning af forbry-

delser.

Det fremgår endvidere af rådsresolutionen, at et eventuelt fremtidigt EU-

tiltag skal være fleksibelt og baseret på et princip om frivillig deltagelse

for medlemslandene, jf. TEU artikel 32 (som foreskriver, at Rådet fast-

sætter de betingelser og begrænsninger, hvorunder de kompetente myn-

digheder, der er nævnt i artikel 30 og 31, kan arbejde på en anden med-

lemsstats område i samarbejde og i forståelse med denne stats myndighe-

der).

Endelig fremgår det af rådsresolutionen, at medlemslandene eller Kom-

missionen opfordres til – såfremt det på baggrund af behovsundersøgel-

sen skønnes hensigtsmæssigt - at fremlægge et forslag til en EU-retsakt

(baseret på TEU artikel 34, stk. 2) ikke senere end 31. december 2008

med henblik på at adressere de områder, hvor der er identificeret et be-

hov for EU-regulering.

Gældende dansk ret

Reglerne om anvendelse af politiagenter er fastsat i retsplejeloven §§

754a - 754e.

Der er i artikel 14 i EU-retshjælpskonventionen (af 29. maj 2000) fastsat

regler om diskrete undersøgelser, som foretages af embedsmænd, der ar-

bejder under skjult eller falsk identitet.

Danmark har i henhold til konventionens artikel 14, stk. 4, erklæret, at

Danmark ikke er bundet af bestemmelsen. Dette ændrer dog ikke ved, at

185

udenlandske politifolk vil kunne yde bistand til efterforskning af forbry-

delser i Danmark i overensstemmelse med dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Udkastet til rådsresolution vil ikke (i sig selv) have lovgivningsmæssige

eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring over forslaget til rådsresolution.

Nærhedsprincippet

Udkastet til rådsresolution rejser ikke spørgsmål i forhold til nærheds-

princippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdning til forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side stiller man sig meget skeptisk til sagen, men man er dog

indstillet på at acceptere, at der iværksættes en nærmere undersøgelse af

behovet for en EU-regulering på området.

Europa-Parlamentet

Forslaget har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og

retligt samarbejde den 29. maj 2007.

186

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg.

187

Dagsordenspunkt 18: Status for EU’s indsats mod terrorisme

Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.

Resumé

EU’s indsats mod terrorisme har gennem de seneste år løbende været

drøftet i Rådet (retlige og indre anliggender) og blandt stats- og rege-

ringscheferne i Det Europæiske Råd, og der er i den forbindelse truffet

beslutning om såvel overordnede rammer for indsatsen som konkrete til-

tag på området. Som led i den løbende behandling af sagen vil der være

en statusrapport for gennemførelsen af EU’s handlingsplan mod terro-

risme.

Rådet forventes desuden på sit møde den 12.-13. juni 2007 at ved-

tage en række rådskonklusioner på baggrund af det tyske formandskabs

forslag om et ”Check the Web projekt”.

Rådet forventes tillige på mødet

at godkende

en række

strategiske henstillinger inden for terrorismerelate-

rede områder. De strategiske henstillinger er udformet på baggrund af

rapporter udarbejdet af Rådets Situationscenter (SitCen). Det forventes

herudover, at Rådet på mødet

vil godkende et forslag om, at de strategi-

ske henstillinger udformet (siden 2005) på baggrund af rapporter udar-

bejdet af SitCen, optages som et bilag til EU’s handlingsplan mod terro-

risme, herunder at de strategiske henstillinger inddrages i den halvårlige

afrapportering om gennemførelsen af handlingsplanen. Det forventes

desuden, at Rådet på mødet vil vedtage en række anbefalinger på bag-

grund af det tyske formandskabs forslag om udveksling af oplysninger

mellem medlemslandene om kidnapninger begået af terrorister. Yderme-

re forventes det, at Rådet vil notere sig konklusionerne fra den anden po-

litiske dialog på højt niveau om terrorbekæmpelse, der fandt sted mellem

Rådet, Kommissionen og Europa Parlamentet den 16. maj 2007.

Endelig

forventes det, at Rådet (retlige og indre anliggender) vil få forelagt en

oversigt over de aktuelle projekter i Rådets tredjesøjle terrorismegruppe.

Det forventes, at visse dele af sagen vil blive forelagt for stats- og rege-

ringscheferne på mødet i Det Europæiske Råd den 21.-22. juni 2007.

Sa-

gen vurderes ikke at give anledning til overvejelser i forhold til nærheds-

princippet. Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige eller statsfinan-

sielle konsekvenser. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser

om de øvrige medlemsstaters holdninger til sagen. Fra dansk side er man

positiv over for de beskrevne tiltag i EU’s indsats mod terrorisme.

188

Baggrund

På baggrund af terrorangrebene i Madrid den 11. marts 2004 vedtog

stats- og regeringscheferne på mødet i Det Europæiske Råd den 25. marts

2004 en erklæring om en styrkelse af EU’s indsats mod terrorisme.

Som led i den generelle opfølgning på Det Europæiske Råds erklæring af

25. marts 2004 var bekæmpelse af terrorisme på dagsordenen for alle

møder i Rådet (retlige og indre anliggender) i løbet af foråret 2004, idet

Rådet navnlig drøftede status for gennemførelsen af de enkelte elementer

i erklæringen.

I den forbindelse forelagde Javier Solana på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 8. juni 2004 en rapport om, hvordan en efterretningska-

pacitet kan integreres i Rådets Generalsekretariat, som Rådet godkendte.

Javier Solana kom bl.a. med forslag til, hvordan der kan udarbejdes bedre

og mere sammenhængende trusselsanalyser inden for rammerne af Sit-

Cen (et EU overvågningscenter for bl.a. terrorisme).

Som opfølgning på Rådets drøftelser på dets møde 8. juni 2004 vedtog

stats- og regeringscheferne på mødet i Det Europæiske Råd den 17.-18.

juni 2004 en omfattende handlingsplan for EU’s indsats mod terrorisme.

Det Europæiske Råd besluttede samtidig fremover at se nærmere på gen-

nemførelsen af handlingsplanen to gange årligt; første gang på Det Euro-

pæiske Råds møde i december 2004.

Med henblik på bl.a. at forberede Det Europæiske Råds halvårlige be-

handling af EU’s indsats mod terrorisme har sagen ligeledes været sat på

dagsordenen for de efterfølgende møder i Rådet (retlige og indre anlig-

gender) 19. juli 2004, 25.-26. oktober 2004, 19. november 2004, 2.-3.

december 2004, 2.-3. juni 2005, 1.-2. december 2005, 1.-2. juni 2006

4.-5. december 2006.

På disse rådsmøder har henholdsvis formandskabet,

Kommissionen og EU’s antiterrorkoordinator, Gijs de Vries, løbende ori-

enteret om status for EU’s indsats mod terrorisme.

I overensstemmelse med Det Europæiske Råds beslutninger om jævnlige

afrapporteringer og evalueringer forventes der på rådsmødet den

12.-13.

juni 2007

at være en halvårlig afrapportering om gennemførelsen af EU’s

strategi- og handlingsplan mod terrorisme.

189

Et element i EU’s strategi og handlingsplan mod rekruttering og radika-

lisering til terrorisme er bekæmpelse af terroristers brug af Internettet.

Det Europæiske Råd har i sine konklusioner af 15.-16. juni 2006 bedt

Rådet og Kommissionen om at udarbejde foranstaltninger til at forebyg-

ge misbrug af Internettet til terroristformål, under samtidig iagttagelse af

fundamentale rettigheder og principper. På denne baggrund og på det

tyske formandskabs foranledning blev projektet ”Check the Web” lance-

ret, hvor medlemslandene på frivilligt grundlag overvåger hjemmesider

på Internettet og deler de indsamlede informationer og erfaringer med

andre medlemslande via en informationsportal i Europol. På rådsmødet

(retlige og indre anliggender) den 12.-13. juni 2007 forventes Rådet at

vedtage en række rådskonklusioner udformet på baggrund af forslaget

om Check the Web projektet.

På sit møde den

4.-5. december 2006

godkendte Rådet (retlige og indre

anliggender) en række strategiske henstillinger udarbejdet af formand-

skabet på baggrund af SitCen-rapporter vedrørende

bl.a. det afværgede

terrorangreb i Storbritannien og radikalisering og rekruttering.

SitCen

har siden rådsmødet i

december 2006 udarbejdet yderligere rapporter

om bl.a. ”Terroristtruslen fra terroristgrupper og netværk af nordafri-

kansk oprindelse” og ”Brugen af kidnapninger som middel til terroris-

me”.

Formandskabet forventes at forelægge Rådet en række strategiske

henstillinger udarbejdet på baggrund af disse rapporter

til godkendelse.

Med henblik på en øget synliggørelse af de strategiske henstillinger ud-

formet på grundlag af SitCen rapporter siden 2005 forventes Rådet at

godkende et forslag om, at de eksisterende strategiske henstillinger opta-

ges som et addendum til EU’s handlingsplan mod terrorisme, herunder

at de strategiske henstillinger vurderes halvårligt i forbindelse med af-

rapporteringen om gennemførelsen af EU’s handlingsplan mod terroris-

me.

I overensstemmelse med EU’s strategi mod terrorisme, hvor et af ind-

satspunkterne er at udvikle værktøjer til koordinering af kriser, der tillige

skal understøttes af de nødvendige operationelle procedurer, har det ty-

ske formandskab fremlagt et forslag om udveksling af oplysninger om

kidnapninger begået af terrorister. Forslaget indebærer, at medlemslan-

dene udveksler ikke-klassificerede oplysninger om sådanne kidnapnin-

ger, når de konkrete kidnapningssituationer er afsluttet. På rådsmødet

forventes Rådet at vedtage en række anbefalinger på området.

190

Desuden forventes det, at Rådet noterer sig resultatet af den anden poli-

tiske dialog på højt niveau om terrorbekæmpelse, der fandt sted mellem

Rådet, Kommissionen og Europa Parlamentet den 16. maj 2007.

Endelig forventes det, at en oversigt over de aktuelle projekter i Rådets

tredjesøjle terrorismegruppe vil blive forelagt Rådet (retlige og indre an-

liggender) til orientering.

Det forventes, at visse dele af sagen vil blive forelagt for stats- og rege-

ringscheferne på mødet i Det Europæiske Råd den 21.-22. juni 2007.

Indhold

A. Halvårlig afrapportering om gennemførelsen af EU’s strategi og hand-

lingsplan mod terrorisme

I overensstemmelse med Det Europæiske Råds beslutning truffet på dets

møde den 17.-18. juni 2004 om at se nærmere på gennemførelsen af

EU’s handlingsplan mod terrorisme to gange årligt forventes der på

rådsmødet

den 12.-13. juni 2007

en afrapportering vedrørende status for

gennemførelsen af EU’s strategi- og handlingsplan mod terrorisme, her-

under om indsatsen mod terrorfinansiering.

B. Rådskonklusioner om Check the Web

Et element i EU’s strategi og handlingsplan mod rekruttering og radika-

lisering til terrorisme er bekæmpelse af terroristers brug af Internettet. I

overensstemmelse hermed har Det Europæiske Råd i sine konklusioner af

15.-16. juni 2006 bedt Rådet og Kommissionen om at udarbejde foran-

staltninger til at forebygge misbrug af Internettet til terrorist formål, un-

der samtidig iagttagelse af fundamentale rettigheder og principper.

Formålet med Check the Web projektet er således at bekæmpe terrori-

sters brug af Internettet til radikalisering og rekruttering af personer til

at begå terrorisme, hvilket i relation til Internettet bl.a. sker i form af

spredning af instruktioner eller andre håndbøger til brug i planlægnin-

gen af potentielle terroristhandlinger.

Indsatsen mod misbrug af Internettet til terroristformål vil ske i form af

overvågning, vurdering, blokering og nedlæggelse af hjemmesider på

191

Internettet, der med sit indhold kan være med til at rekruttere og radika-

lisere personer til at begå terrorisme.

Det umiddelbare mål med Check the Web projektet er at skabe grundlag

for en koordineret indsats og tilgang i medlemslandenes overvågningsak-

tiviteter af frit tilgængelige hjemmesider på Internettet. Intentionen med

projektet er således at skabe rammerne for, at medlemslandenes sikker-

hedsmyndigheder på frivilligt grundlag kan udveksle information om

bl.a. overvågede hjemmesider og ekspertviden på området.

Projektet er baseret på en arbejdsfordeling mellem EU og de enkelte

medlemslande. Check the Web informationsportalen, hvor medlemslan-

dene på frivilligt grundlag kan udveksle oplysninger, er etableret af Eu-

ropol, og det er ligeledes Europol, der skal stå for den fremtidige drift af

informationsportalen. Europol forestår alene etablering og drift af den

tekniske platform for informationsportalen og vil ikke selv foretage over-

vågning af hjemmesider.

Informationsportalen, hvortil alle deltagende medlemslande vil have ad-

gang, kommer til at indeholde oplysninger om adresser på kontaktperso-

ner i deltagende medlemslande, liste over hjemmesider, der er genstand

for overvågning, yderligere informationer – herunder medlemslandenes

særlige sproglige kompetencer, teknisk ekspertise samt juridiske overve-

jelser i relation til overvågningsaktiviteter af hjemmesider, en liste inde-

holdende tilkendegivelser fra terroristorganisationer med tilhørende

oversættelse og teknisk analyse heraf og resultater af vurderinger af

hjemmesider.

Deltagelse i Check the Web projektet er frivilligt for medlemslandene,

både i relation til spørgsmål om medlemslandene ønsker at afgive oplys-

ninger til informationsportalen, og spørgsmålet om hvilke sikkerheds-

myndigheder i medlemslandene, der skal deltage. Projektet indebærer

ikke, at medlemslandene bliver forpligtet til at overvåge, afbryde eller

nedlægge specifikke hjemmesider og medfører heller ikke en forpligtelse

for medlemslandene til at reorganisere deres overvågningsaktiviteter.

C. SitCen rapporter om terrorismetruslen og strategiske henstillinger

baseret herpå

I overensstemmelse med tiltagene iværksat på rådsmødet (retlige og in-

dre anliggender) den 8. juni 2004 har SitCen udarbejdet en række fortro-

lige rapporter om forskellige emner, herunder om

bl.a. ”Terrorist truslen

192

fra terroristgrupper og netværk af nordafrikansk oprindelse” og ”Bru-

gen af kidnapninger som middel til terrorisme”.

På baggrund af SitCens rapporter er der udarbejdet et udkast til en række

strategiske henstillinger vedrørende terrorbekæmpelsen inden for de i

rapporterne beskrevne områder. Henstillingerne er alt efter deres indhold

rettet mod medlemsstaternes myndigheder og/eller EU's institutioner. De

strategiske henstillinger er fortrolige og kan derfor ikke beskrives nær-

mere. Et udkast til strategiske henstillinger forventes at ville blive

fore-

lagt Rådet med henblik på godkendelse på mødet den 12.-13. juni 2007.

D. Forslag om optagelse af strategiske henstillinger udarbejdet på

grundlag af SitCens rapporter som et bilag til EU’s handlingsplan mod

terrorisme

Siden april 2005 har SitCen præsenteret sine rapporter for Rådets tred-

jesøjle terrorismearbejdsgruppe, og på baggrund heraf har arbejdsgrup-

pen på nuværende tidspunkt udarbejdet i alt 75 strategiske henstillinger.

De strategiske henstillinger fungerer som retningslinier og konkrete for-

slag til medlemslandene og EU’s institutioner i deres anti-terror foran-

staltninger.

Med henblik på en øget synliggørelse af de eksisterende strategiske hen-

stillinger, har det tyske formandskab fremlagt et forslag, hvis formål er

at sikre implementeringen af de strategiske henstillinger. Forslaget inde-

bærer, at de eksisterende strategiske henstillinger inddeles i kategorierne

”prevent”, ”protect”, ”pursue” og ”respond”, som er den struktur, der

anvendes i EU’s handlingsplan mod terrorisme.

Forslaget indebærer desuden, at de strategiske henstillinger optages som

et bilag til EU’s handlingsplan mod terrorisme, herunder at de strategi-

ske henstillinger vurderes halvårligt i forbindelse med afrapporteringen

om gennemførelsen af EU’s handlingsplan mod terrorisme.

E. Anbefalinger om udveksling af oplysninger om kidnapninger begået af

terrorister

I overensstemmelse med EU’s strategi og handlingsplan mod terrorisme,

hvor et af indsatspunkterne er at udvikle værktøjer, der understøttes af de

nødvendige operationelle procedurer, til koordinering af kriser, har det

tyske formandskab fremlagt et forslag om udveksling af oplysninger om

kidnapninger begået af terrorister.

193

For at forbedre medlemslandenes muligheder for at håndtere situationer,

hvor en EU borger er genstand for en kidnapning begået af terrorister,

indebærer forslaget, at de enkelte medlemslande, inden for rammerne af

national lovgivning, udveksler oplysninger om kidnapninger begået af

terrorister. Forslaget indebærer udveksling af ikke-klassificerede oplys-

ninger, og udvekslingen af oplysninger skal først finde sted, når kidnap-

ningen er afsluttet.

Medlemslandene kan vælge at afgive personhenførbare oplysninger. Vi-

deregivelse af sådanne oplysninger sker indenfor rammerne af medlems-

landenes nationale lovgivning.

F. Konklusionerne fra den anden politiske dialog på højt niveau om ter-

rorismebekæmpelse mellem Rådet, Kommissionen og Europa Parlamen-

tet

I overensstemmelse med EU’s strategi mod terrorisme havde Rådet,

Kommissionen og Europa Parlamentet den 16. maj 2007 den anden poli-

tiske dialog på højt niveau om terrorismebekæmpelse. Formålet med dia-

logen er, at de tre institutioner sammen kan overveje og koordinere ba-

lancen i EU’s indsats på området for terrorismebekæmpelse.

På dialogmødet den 16. maj 2007 var EU’s strategi og handlingsplan

mod terrorisme, EU’s strategi og handlingsplan mod radikalisering og

rekruttering og EU’s Mediekommunikationsstrategi genstand for drøftel-

se.

G. Aktuelle projekter i Rådets tredjesøjle terrorismegruppe

Det

tyske

formandskab har i samarbejde med rådssekretariatet udarbejdet

en oversigt over de aktuelle projekter i Rådets tredjesøjle terrorisme-

gruppe.

Gældende dansk ret

I lyset af karakteren af de spørgsmål, som forventes at skulle drøftes på

rådsmødet, er der ikke fundet anledning til at foretage en beskrivelse af

dansk ret og praksis på området, jf. herved at sagen ikke i sig selv har

lovgivningsmæssige konsekvenser.

194

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen vurderes ikke at give anledning til overvejelser i forhold til nær-

hedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdninger til sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side er man positiv over for de beskrevne tiltag i EU’s indsats

mod terrorisme.

Europa-Parlamentet

Sagen har ikke som sådan været forelagt for Europa-Parlamentet. For-

mandskabet orienterer som nævnt løbende Parlamentet om EU’s indsats

mod terrorisme.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politi-

mæssigt og retligt samarbejde den

29. maj 2007.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Et samlenotat om status for EU´s indsats mod terrorisme blev oversendt

til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg forud for rådsmøderne (ret-

lige og indre anliggender) den 25.-26. oktober 2004, den 19. november

195

2004, den 2.-3. december 2004, den 2.-3. juni 2005, den 1.-2. juni 2006

og den 4.-5. december 2006.

196

Dagsordenspunkt 19: Europols budget for 2008

Nyt notat.

Resumé

Det forventes, at et udkast til Europols budget for 2008 vil blive forelagt

på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12.-13. juni 2007 med

henblik på vedtagelse. Udkastet til Europols budget for 2008 er på cirka

64 mio. euro (svarende til cirka 480 mio. kr.), hvilket er en reduktion på

4 mio. euro i forhold til budgettet for 2007. Sagen rejser ikke spørgsmål i

forhold til nærhedsprincippet, og den har ikke lovgivningsmæssige kon-

sekvenser. Danmarks bidrag til Europols budget for 2008, som udgør cir-

ka 7,2 mio. kr., afholdes af Rigspolitichefen inden for de bevillingsmæs-

sige rammer. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om an-

dre medlemslandes holdninger til udkastet. Fra dansk side agter man at

tilslutte sig udkastet til Europols budget for 2008.

Baggrund

I medfør af Europol-konventionens artikel 35 skal Rådet vedtage Euro-

pols budget senest den 30. juni året før regnskabsårets påbegyndelse.

Et udkast til Europols budget for 2008 blev godkendt på et møde i Euro-

pols Styrelsesråd den 20.-21. marts 2007.

Det forventes, at udkastet vil blive forelagt på rådsmødet (retlige og indre

anliggender) den 12.-13. juni 2007 med henblik på vedtagelse.

Indhold

Udkastet til budget for 2008 er på cirka 64 mio. euro (svarende til cirka

480 mio. kr.), hvilket er en reduktion på 4 mio. euro i forhold til budget-

tet for 2007.

Reduktionen i forhold til budgettet for 2006 skyldes hovedsagligt, at ud-

gifterne til informationsteknologi og diverse analysesystemer er faldet

betydeligt, ligesom enkelte andre udgifter er reduceret. Udgifterne til per-

sonale forventes derimod at stige.

197

Ud af beløbet på cirka 64 mio. euro udgør medlemsstaternes bidrag

51.374.870 euro, mens det resterende beløb dækkes af overskud overført

fra budgetåret 2006 og øvrige indtægter, herunder renteindtægter. Det

bemærkes, at der – i lyset af, at der gennem de senere år har været over-

skud på Europols budget – fremover i første omgang kun vil blive ind-

krævet 85 % af medlemsstaternes bidrag med mulighed for – efter en en-

stemmig afgørelse i Styrelsesrådet – efterfølgende at indkræve de reste-

rende 15 %. Dette vil øge mulighederne for at undgå, at betalte bidrag

ved årets udgang skal tilbageføres til medlemsstaterne. I budgettet for

2008 udgør det resterende beløb ca. 9,6 mio. euro.

Det danske bidrag til Europols budget for 2008 vil udgøre cirka 7,2 mio.

kr. (hvoraf 6.1 mio. kr. i første omgang vil blive indkrævet). Dette er et

fald i forhold til budgettet for 2007 på ca. 600.000 kr.

Gældende dansk ret

Udkastet til Europols budget for 2008 har ingen relevans i forhold til

dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

Danmarks bidrag til Europols budget for 2008 afholdes af Rigspolitiche-

fen inden for de bevillingsmæssige rammer. Forslaget har derfor ikke

som sådan statsfinansielle konsekvenser.

Høring

Sagen har ikke været sendt i høring.

Nærhedsprincippet

Udkastet rejser ikke spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlems-

landes holdninger til udkastet.

198

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side agter man at tilslutte sig udkastet til Europols budget for

2008.

Europa-Parlamentet

Udkastet til Europols budget for 2008 har ikke været forelagt for Europa-

Parlamentet.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og

retligt samarbejde den 29. maj 2007.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg.

199

Dagsordenspunkt 20: Rådskonklusioner om begrænsning af tilgæn-

geligheden af våben og eksplosivstoffer i forhold til terrorister og

andre kriminelle samt styrkelse af relevante sikkerhedsforanstalt-

ninger inden for EU

Nyt notat.

Resumé

I bestræbelserne på at styrke bekæmpelsen af kriminalitet, hvor våben og

sprængstoffer er involveret, har det tyske formandskab og det kommende

portugisiske formandskab udarbejdet et udkast til rådskonklusioner om

begrænsning af tilgængeligheden af våben og eksplosivstoffer i forhold

til terrorister og andre kriminelle samt styrkelse af relevante sikkerheds-

foranstaltninger inden for EU. Udkastet til rådskonklusioner forventes

forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 12.-13. juni

2007 med henblik på Rådets vedtagelse. Sagen rejser ikke spørgsmål i

relation til nærhedsprincippet, ligesom sagen ikke i sig selv har lovgiv-

ningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at forelig-

ge offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemsstaters holdninger til

sagen. Fra dansk side agter man, at tilslutte sig udkastet til rådskonklu-

sioner.

Baggrund

I bestræbelserne på at styrke bekæmpelsen af kriminalitet, hvor våben og

sprængstoffer er involveret, har det tyske formandskab og det kommende

portugisiske formandskab udarbejdet et udkast til rådskonklusioner om

begrænsning af tilgængeligheden af våben og eksplosivstoffer i forhold

til terrorister og andre kriminelle samt styrkelse af relevante sikkerheds-

foranstaltninger inden for EU.

Udkastet til rådskonklusioner er udarbejdet på baggrund af en rapport fra

det tyske formandskab om iværksatte og planlagte EU-tiltag på området.

Rapporten har været drøftet i Artikel 36-udvalget.

Udkastet til rådskonklusioner forventes forelagt på rådsmødet (retlige og

indre anliggender) den 12.-13. juni 2007 med henblik på Rådets vedta-

gelse.

200

Indhold

I udkastet til rådskonklusioner opfordres de ansvarlige EU-organer til at

bestræbe sig på at gennemføre iværksatte EU-aktiviteter på området.

Endvidere fremgår det af udkastet til rådskonklusioner, at Rådet ser posi-

tivt på, at det kommende portugisiske formandskab agter at fokusere på

bekæmpelse af kriminalitet relateret til våben og sprængstoffer, ligesom

Rådet ser positivt på, at Artikel 36-udvalget i starten af 2008 agter at un-

dersøge, om og i givet fald i hvilket omfang, der er behov for yderligere

aktiviteter på EU-plan.

Endelig er der nævnt følgende aspekter, som bør indgå i overvejelserne

af fremtidige tiltag:

•

At fælles og koordinerede EU-indsatser vil forhindre forskellig-

heder i sikkerhedsniveauer på forskellige områder og vil fremme

samarbejdet i forbindelse med bekæmpelse af terrorisme og kri-

minalitet.

At intelligent og fleksibel kontrol, information og overvågnings-

mekanismer er nødvendig i forbindelse med produkter og sub-

stanser, som kan blive misbrugt af terrorister og kriminelle til at

producere sprængstoffer. Sådanne systemer kan kun være effekti-

ve, såfremt de bliver gennemført og anvendt ensartet i samtlige

medlemslande. Fælles standarder på området mindsker konkur-

renceforvridning på grund af forskellige omkostninger hos virk-

somheder og borgere.

At den generelle teknologiske udvikling vil fremme udvikling af

nye sprængstoffer og detonatorer, men samtidig også fremme ud-

vikling af nye sporingsenheder og præventive midler. For at opnå

et højt og ensartet sikkerhedsniveau i Europa er det afgørende, at

medlemslandene samarbejder inden for forskning og udvikling,

herunder deler deres erfaringer og koordinerer deres strategier.

Det anbefales, at man iværksætter projekter på EU-plan og an-

vender tilgængelige EU-midler.

At en intensiv informationsudveksling om kriminalitet relateret til

våben og sprængstoffer vil fremme ikke kun efterforskningen af

forbrydelser, men også mulighederne for analyse og identifikation

201

•

af overordnede strukturer for organisering og erhvervelse af vå-

ben og eksplosivstoffer. I den sammenhæng er det særligt vigtigt

at oprette en central database hos Europol med henblik på opbe-

varing af oplysninger om forbrydelser, som involverer spræng-

stoffer, og brandstiftelse på baggrund af et terrorismemotiv.

Gældende dansk ret

Sagen giver ikke anledning til at redegøre for gældende dansk ret.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konse-

kvenser.

Høring

Der er ikke foretaget høring i anledning af sagen.

Nærhedsprincippet

Sagen rejser ikke spørgsmål i relation til nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-

lemsstaters holdninger til sagen.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side agter man, at tilslutte sig udkastet til rådskonklusioner.

Europa-Parlamentet

Sagen har ikke været forelagt for Europa-Parlamentet.

10.

Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde

Sagen har været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og

retligt samarbejde den 29. maj 2007.

202

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og

Retsudvalg.

203