Europaudvalget 2007-08 (2. samling)
2830+2831 - Almindelige anl. Bilag 3
Offentligt
Burma/Myanmar
KOM-dokument foreligger ikke
Nyt notat.
1. Resumé
Rådet ventes at vedtage rådskonklusioner om Burma/Myanmar. Rådskonklusionerne skal ses som led i EU’s
fortsatte bestræbelser for at lægge pres på regimet for igangsættelse af en demokratiproces og national forsoning,
bl.a. i opfølgningen af beslutningen på rådsmødet i oktober om at skærpe sanktionerne mod Burma/Myanmar.
Rådskonklusionerne vil samtidig udtrykke EU’s fortsatte støtte til FN sporet, herunder til FN
generalsekretærens særlige udsending Gambari. Også udnævnelsen af en særlig EU udsending for
Burma/Myanmar, italieneren Piero Fassino, har til formål at understøtte Gambaris bestræbelser samt bidrage
til at fremme EU’s politik i forhold til Burma/Myanmar. Rådet ventes endelig uden yderligere debat at vedtage
Fælles Holdning der formaliserer beslutningen af oktober om skærpelse af sanktionerne.
2. Baggrund
EU’s Fælles Holdning over for Burma blev iværksat i 1996. EU’s Fælles Holdning omfatter
målrettede sanktioner over for militær-regimet. Den Fælles Holdning er baseret på reciprocitet,
hvor EU reagerer proportionalt på fremskridt eller tilbageskridt i Burma.
Som reaktion på militærregimet i Burmas brutale fremfærd i efteråret overfor fredelige
demonstrationer besluttede EU’s udenrigsministre på rådsmødet i oktober 2007 at den
stramme Fælles Holdning yderligere i form af skærpede sanktioner overfor militærregimet i
Burma/Myanmar. Skærpelsen omfatter såvel en stramning af eksisterende sanktioner som
indførelse af nye handelssanktioner. Samtidig vedtog EU’s udenrigsministre at øge den
humanitære bistand. Målet med de skærpede sanktioner er at lægge pres på regimet for
igangsættelse af en demokratiproces og national forsoning – også med henblik på at
understøtte FN sporet med fokus på FN generalsekretærens ”Good Offices Mission” ved
Gambari samt fortsat sikkerhedsrådsinvolvering. Også udnævnelsen af en særlig EU udsending
for Burma/Myanmar, italieneren Piero Fassino, har til formål at understøtte Gambaris
bestræbelser samt bidrage til at fremme EU’s politik i forhold til Burma/Myanmar.
Udkast til rådskonklusioner skal ses som led i EU’s fortsatte bestræbelser for at lægge pres på
regimet for igangsættelse af en demokratiproces og national forsoning, bl.a. i opfølgningen af
beslutningen på rådsmødet i oktober 2007 om at skærpe sanktionerne mod Burma/Myanmar.
3. Hjemmelsgrundlag
Traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 15. Fælles Holdning 2006/318/CFSP, 27.
april 2006, fornyet af den Fælles Holdning 2007/248/CFSP.
Rådsforordning nr. 817/2006, 29. maj 2006, ændret af rådsforordning nr. 1411/2006 og af
kommissionsforordning nr. 481/2007.
4. Nærhedsprincippet
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
5. Formål og indhold
Rådet ventes at vedtage rådskonklusioner om Burma/Myanmar. Udkast drøftes fortsat. Rådet
ventes samtidig uden debat at vedtage en Fælles Holdning, der formaliserer og konkretiserer
den politiske beslutning om skærpelse af sanktionerne, truffet på rådsmødet d. 15. oktober.
Målet er at fortsætte presset på regimet i Burma/Myanmar for igangsættelse af en
demokratiproces og national forsoning, bl.a. i opfølgningen af beslutningen på rådsmødet i
oktober 2007 om at skærpe sanktionerne mod Burma/Myanmar.
6. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Sagen forventes ikke umiddelbart at have lovgivningsmæssige konsekvenser.
8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet
Forslaget forventes ikke umiddelbart at have konsekvenser for statsfinanserne,
samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
9. Høring
Sagen ventes ikke sendt i høring.
10. Regeringens foreløbige generelle holdning
Danmark arbejder for, at EU anvender alle midler til fortsat at lægge maksimalt pres på
generalerne for igangsættelse af en demokratiproces og national forsoning. Udover at holde
muligheden af en yderligere skærpelse af sanktionerne overfor militærregimet åben arbejder
Danmark også fortsat for tæt dialog med de asiatiske lande – især Kina, Indien og ASEAN-
landene - som har størst indflydelse på regimet i Burma/Myanmar.
11. Forhandlingssituationen
Der er i EU kredsen enighed om at vedtage rådskonklusioner om Burma/Myanmar.
12. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg, senest forud for rådsmødet
(almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 15.-16. oktober 2007.