Finansudvalget

 

 

 

 

Formanden

Prins Jørgens Gård 2
Postadresse:
Folketinget, Christiansborg
DK-1240 København K

Tlf.    +45 33 37 55 00
Fax   +45 33 37 59 95

[email protected]
www.ft.dk/statsrevisorerne

Ref. 08-000815-5

Jens Frederik Rasmussen

Dir. tlf.    +45 33 37 59 86

[email protected]


Statsrevisorernes svar vedr. en undersøgelse af Finanstilsynet

23. september 2008

 

 

Kære Kristian Thulesen Dahl!

 

Finansudvalget har i brev af 5. september 2008 anmodet Statsrevisorerne om, at Rigsrevisionen foretager en undersøgelse og en vurdering af Finanstilsynets virke generelt og herunder specielt, hvorledes tilsynet har ageret i forbindelse med de konkrete sager vedrørende Bank Trelleborg og Roskilde Bank.

Anmodningen er fremsendt under henvisning til lov om statsrevisorerne nr. 322 af 26. juni 1975, § 2, stk. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 7. januar 1997 og den af Folketinget vedtagne beslutning om statsrevisorernes valg og virksomhed, §§ 9 og 10.

 

Statsrevisorerne har på et møde onsdag den 17. september 2008 besluttet at imødekomme anmodningen. Rigsrevisor er blevet bedt om i et faktuelt notat til Statsrevisorerne at beskrive indholdet af og tidsrammen for en større under-

./.   søgelse af Finanstilsynet – jf. vedlagte kopi af notatønsket. Notatønsket bedes behandlet fortroligt.

 

Årsagen til fortrolighedsklausulen er, at Finanstilsynet er underlagt en lovgivning, der gør, at spørgsmålet om fortrolighed skal undersøges nærmere i forbindelse med undersøgelsen. Både Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har lovmæssig adgang til alle oplysninger, men der kan blive tale om, at visse oplysninger vil skulle håndteres fortroligt. Derfor er der forskellige modeller for, hvordan en undersøgelse kan rapporteres. Normalt bestræber Rigsrevisionen sig på at udarbejde beretninger, som kan offentliggøres, men i dette tilfælde kan der blive tale om en hel eller delvis fortrolig rapportering.

 

Statsrevisorerne finder derfor, at det i denne situation kunne være hensigtsmæssigt at mødes med Finansudvalget, for at drøfte de muligheder, der vil være for at afrapportere og håndtere undersøgelsen. Jeg hører gerne, hvilke muligheder der måtte være for et møde.

 

Hvis Finansudvalget i øvrigt har bemærkninger til indholdet af notatønsket, skal jeg anmode om snarest at blive orienteret. Jeg kan tilføje, at Statsrevisorerne i februar i år afsluttede en undersøgelse af Finanstilsynets generelle virke - beretning 17/2004 om Finanstilsynets virksomhed - og at den nye undersøgelse vil omfatte en opfølgning herpå.

 

Rigsrevisor forventer at afgive et faktuelt notat i år om tilrettelæggelsen af undersøgelsen og om planerne for dens rapportering. Jeg vil orientere Finansudvalget herom, når notatet foreligger.

 

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

Peder Larsen

Formand

 

 

 

Kopi til Statsrevisorerne og rigsrevisor.

 

 

Fakta - BEK 10072 af  02/06/2006 -

Folketingsbeslutning om statsrevisorernes valg og virksomhed

§ 9. Ønsker et folketingsudvalg statsrevisorernes bistand til fremskaffelse af revisionsmæssige oplysninger, fremsendes anmodning herom skriftligt til Statsrevisoratet. Anmodningen behandles snarest af statsrevisorerne i et møde.

Stk. 2. Finder statsrevisorerne, at de ønskede oplysninger ikke er af revisionsmæssig karakter, eller anmodningen af andre grunde ikke kan imødekommes, meddeles dette med behørig begrundelse skriftligt til udvalget.

Stk. 3. Såvel statsrevisorerne som udvalget kan fordre samråd afholdt i de i stk. 2 omtalte tilfælde.

§ 10. Beretninger fra rigsrevisor, som er foranlediget udarbejdet i medfør af reglerne i § 9, jf. § 8 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m., fremsendes straks efter modtagelsen til vedkommende folketingsudvalg. Statsrevisorerne fremsender endvidere egne beretninger til vedkommende udvalg. Inden 2 uger efter modtagelsen meddeler udvalget statsrevisorerne, om det vil lade rigsrevisors beretning i sin helhed indgÃ¥ eller optrykke som bilag til en udvalgsbetænkning eller beretning. Er dette ikke tilfældet, kan statsrevisorerne beslutte at afgive beretningen til Folketinget.

Stk. 2. Beslutter udvalget i sin betænkning at medtage hele rigsrevisors beretning, medtages tillige eventuelle bemærkninger fra statsrevisorerne.

Stk. 3. Statsrevisorerne og vedkommende folketingsudvalg kan fordre samråd om modtagne beretninger. Såvel statsrevisorerne som vedkommende udvalg kan anmode om, at statsrevisorerne i sådanne samråd bistås af rigsrevisor.