ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

 

1. august 2008

Besvarelse af § 8 spørgsmål 16 til Aktstk. 199 stillet af Finansudvalget den 29. juli 2008.

 

 

 

Spørgsmål 16:

Kunne Nationalbanken, uden at overskride den eksisterende lovgivning, som betingelse for at stille den i aktstykket omhandlede likviditetsgaranti, have krævet at bestyrelsens generalforsamlingsvalgte medlemmer fratrådte og at der indkaldtes til afholdelse af en generalforsamling med valg af nye bestyrelsesmedlemmer?

 

Svar:

Jeg har fra Nationalbanken modtaget følgende udtalelse, hvortil jeg kan henholde mig:

 

"Nationalbanken er en såkaldt "særlig forvaltningsenhed" omfattet af forvaltningslovens regler, jf. John Vogter, "Forvaltningsloven", 3. udgave 1999, side 98. Nationalbanken er således bundet af forvaltningsloven, herunder de forvaltningsretlige grundprincipper så som saglighedsprincippet. Nationalbanken fandt det ikke ved indgåelse af aftalen med Roskilde Bank nødvendigt eller fremmende for salgsprocessen at stille krav om, at bestyrelsens medlemmer fratrådte for at sikre de hensyn, Nationalbanken varetager, først og fremmest finansiel stabilitet. Efter Nationalbankens opfattelse ville et sådant krav derfor være i strid med de generelle forvaltningsretlige grundprincipper om bl.a. saglighed. I sidste ende vil det dog være en domstolsafgørelse."

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk