ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

 

1. august 2008

Besvarelse af § 8 spørgsmål 14 til Aktstk. 199 stillet af Finansudvalget den 29. juli 2008.

 

 

 

Spørgsmål 14:

Det ønskes oplyst, hvornår Finanstilsynet sidst har foretaget en ordinær gennemgang af Roskilde Bank.

 

Svar:

Finanstilsynet fører risikobaseret tilsyn. Det betyder, at tilsynets virksomhed er målrettet de områder, hvor enten risikoen for overtrædelser af den finansielle lovgivning eller konsekvenserne heraf er størst. Tilsynsvirksomheden omfatter gennemgang af indberetninger og regnskaber samt inspektioner hos virksomhederne.

 

Roskilde Bank A/S har i selskabsmeddelelse af 14. juli 2008 oplyst følgende:

 

"I forbindelse med Søren Kaare-Andersens tiltræden som administrerende direktør afholdtes i juli 2007 møde med Finanstilsynets ledelse på dennes foranledning. Tilsynet gennemgik de verserende sager omkring banken og bankens generelle situation blev gennemgået og drøftet.

 

I eftersommeren og efteråret 2007 var der adskillige kontakter til Finanstilsynet omkring de i medierne omtalte aktiehandler foretaget omkring årsskiftet 2006/07. I samtalerne med Finanstilsynet drøftedes den revisionsrapport, som på bankens foranledning blev udarbejdet vedrørende disse aktiehandler.

 

I september 2007 redegjorde banken på Finanstilsynets anmodning om den kraftige udlånsvækst på 50,9 % fra 1. halvår 2006 til 1. halvår 2007, ligesom Finanstilsynet i slutningen af december 2007 aflagde banken tilsynsbesøg. Særligt bankens nedskrivningsbehov blev i forlængelse af tilsynsbesøget gjort til genstand for drøftelser med Finanstilsynet, og banken fulgte Finanstilsynets anbefalinger vedrørende nedskrivninger og øvrige påbud.

 

Roskilde Bank var en af de banker, hvor Finanstilsynet bad om indsendelse af de ejendomsrelaterede sager, der udgjorde mere end 5 % af basiskapitalen. Banken indberettede 30 sager.

 

Banken kontaktede i starten af juli 2008 Finanstilsynet og orienterede om bankens aktuelle situation. Der har siden været løbende daglig kontakt mellem Finanstilsynet og banken."

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk