ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

1. august 2008

 

Besvarelse af § 8 spørgsmål 17 til Aktstk. 199 stillet af Finansudvalget den 29. juli 2008.

 

 

 

Spørgsmål 17:

Kan den af Ernst  & Young afgivne revisionspåtegning efter ministerens opfattelse betragtes som fyldestgørende, når det ½ år efter kan konstateres, "at der vil skulle foretages nedskrivninger i et væsentligt større omfang end hidtil antaget"?

 

Svar:

Ernst & Young's revisionspåtegning på Roskilde Bank A/S' regnskab for regnskabsåret 1. januar – 31. december 2007 blev afgivet den 8. februar 2008.

 

Revisionspåtegningen er blank, hvilket vil sige, at den er uden forbehold.

 

Revisor har ved at afgive en blank revisionspåtegning vurderet, at det af ledelsen udarbejdede regnskab "giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2007 samt af resultatet af selskabets aktiviteter og pengestrømme for regnskabsåret 1. januar - 31. december 2007".

 

For at kunne afgive en blank revisionspåtegning skal revisor have sikret sig, at regnskabet ikke indeholder væsentlige fejl og mangler. I den forbindelse skal revisor bl.a. tage stilling til ledelsens skøn over værdien af aktiver og passiver og vurdere, at disse skøn er rimelige.

 

I samme forbindelse skal revisor forholde sig til, om ledelsens vurdering af behovet for regnskabsmæssige nedskrivninger på udlån er rimeligt. Værdiansættelsen af udlån ændrer sig i takt med ændringer i debitorernes forhold, herunder i sikkerhedernes værdier.

 

Der er således ikke nødvendigvis noget misforhold imellem det forhold, at revisor på tidspunktet for afgivelse af revisionspåtegningen finder, at ledelsens skøn er rimeligt, og der et halvt år senere viser sig behov for at foretage yderligere nedskrivninger. Ændringen i behovet for regnskabsmæssige nedskrivninger kan skyldes begivenheder, der er indtrådt efter balancedagen. Hvis det er tilfældet, kan den tidligere afgivne revisionspåtegning godt være fyldestgørende og korrekt.

 

Jeg har ikke mulighed for på det foreliggende grundlag at vurdere, om den af Ernst  & Young afgivne revisionspåtegning er korrekt.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk