ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

20. august 2008

 

 

Besvarelse af § 8 spørgsmål 25 til aktstykke 199 stillet af Finansudvalget den 11. august 2008.    

 

 

 

Spørgsmål 25:

Det ønskes oplyst, hvorledes Finanstilsynet varetager sit løbende tilsyn med den finansielle sektor og herunder hvornår Finanstilsynet har været på tilsynsbesøg i Roskilde Bank i perioden 2003-2007?

 

Svar:

Generelt kan jeg oplyse, at Finanstilsynet tilrettelægger den sædvanlige tilsynsvirksomhed således, at den tilsynsmæssige indsats står i forhold til risikoen for eller skadevirkningerne af overtrædelser af den finansielle lovgivning.

 

Det løbende tilsyn foregår dels ved inspektioner på stedet af de finansielle virksomheder, og dels ved tilsynsaktiviteter baseret på de indberetninger, som virksomhederne og revisorerne foretager til Finanstilsynet.

 

Inspektioner på stedet foretages enten som totalundersøgelser eller som funktionsundersøgelser, hvor alene afgrænsede risikoområder undersøges. Inspektionsindsatsen søges - uanset undersøgelsesformen - rettet mod de områder, hvor risikoen for lovovertrædelser og skadesvirkningerne for de finansielle virksomheder er størst. F.eks. vil kreditgennemgangen i pengeinstitutter som oftest fylde mest i en inspektion, fordi kreditområdet oftest er det største risikoområde i et pengeinstitut. Inspektionsindsatsens omfang og frekvens søges derfor tilpasset det enkelte instituts risikoprofil. Undersøgelserne er aldrig en fuldstændig gennemgang af virksomheden.

 

Tilsynsaktiviteterne mellem inspektionerne baseres på virksomhedernes indberetninger til Finanstilsynet samt revisorernes revisionsprotokoller i forbindelse med årsrapporten. Finanstilsynets løbende overvågning er målrettet mod at identificere de virksomheder, som tilsyneladende påtager sig større risici end generelt for sektoren, eller hvor revisorerne eller Finanstilsynet konstaterer, at reglerne ikke overholdes. Tilsynsaktiviteterne mellem inspektionerne danner blandt andet grundlaget for at prioritere inspektionsindsatsen.

 

Desuden foretager Finanstilsynet forskellige tilsynsaktiviteter, der er rettet mod et bestemt risikoområde på tværs af sektoren. Eksempelvis har Finanstilsynet senest iværksat en tværgående undersøgelse af visse pengeinstitutters eksponeringer mod ejendomsmarkedet.

 

Jeg har forstået, at Finanstilsynet har fulgt Roskilde Bank A/S tæt over en årrække, men  på grund af Finanstilsynets tavshedpligt i lov om finansiel virksomhed kan jeg ikke komme nærmere ind på de konkrete omstændigheder.

 

Roskilde Bank har dog selv i en selskabsmeddelse af 14. juli 2008 oplyst følgende:

 

"I forbindelse med Søren Kaare-Andersens tiltræden som administrerende direktør afholdtes i juli 2007 møde med Finanstilsynets ledelse på dennes foranledning. Tilsynet gennemgik de verserende sager omkring banken og bankens generelle situation blev gennemgået og drøftet.

 

I eftersommeren og efteråret 2007 var der adskillige kontakter til Finanstilsynet omkring de i medierne omtalte aktiehandler foretaget omkring årsskiftet 2006/07. I samtalerne med Finanstilsynet drøftedes den revisionsrapport, som på bankens foranledning blev udarbejdet vedrørende disse aktiehandler.

 

I september 2007 redegjorde banken på Finanstilsynets anmodning om den kraftige udlånsvækst på 50,9 % fra 1. halvår 2006 til 1. halvår 2007, ligesom Finanstilsynet i slutningen af december 2007 aflagde banken til tilsynsbesøg. Særligt bankens nedskrivningsbehov blev i forlængelse af tilsynsbesøget gjort til genstand for drøftelser med Finanstilsynet, og banken fulgte Finanstilsynets anbefalinger vedrørende nedskrivninger og øvrige påbud.

 

Roskilde Bank var en af de banker, hvor Finanstilsynet bad om indsendelse af de ejendomsrelaterede sager, der udgjorde mere end 5 % af basiskapitalen. Banken indberettede 30 sager.

 

Banken kontaktede i starten af juli 2008 Finanstilsynet og orienterede om bankens aktuelle situation. Der har siden været løbende daglig kontakt mellem Finanstilsynet og banken."

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk