ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

 

 

Besvarelse af § 8 spørgsmål 6 til Aktstk. 199 stillet af Finansudvalget den 28. juli 2008.

 

 

 

Spørgsmål 6:

Kan ministeren oplyse om lovgivningen er overholdt, hvis en kunde i Roskilde Bank har mistet en væsentlig del af sin pensionsopsparing som følge af at mere end 20 % af opsparingen har været placeret i aktier i Roskilde Bank?

 

Svar:

Reglerne om investering af pensionsmidler findes i bekendtgørelse om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer m.v. (puljebekendtgørelsen). Puljebekendtgørelsen regulerer både investeringer i puljer, som pengeinstituttet foretager, og investeringer, som kunden selv foretager eller giver andre fuldmagt til at foretage, i sit særskilte depot. Det følgende omhandler investeringer, som vedrører midler i særskilt depot.

 

Puljebekendtgørelsen giver mulighed for, at midler i særskilte depoter kan investeres i aktier. Den indeholder imidlertid et forbud mod, at en kunde samlet kan placere pensionsmidler i én aktie, eksempelvis aktier udstedt af Roskilde Bank A/S, for mere end 20 % af sine pensionsmidler. Pengeinstituttet skal påse, at denne investeringsgrænse overholdes.

 

Der er en undtagelse til 20 %-reglen, idet der på investeringstidspunktet altid kan placeres op til 44.500 kr. i den samme aktie. Dette beløb reguleres årligt.

 

Hvis en pensionskunde har placeret mere end 20 % af sin pensionsopsparing i én aktie, og investeringen overstiger 44.500 kr., er reglerne således ikke overholdt. Begrænsningen gælder på investeringstidspunktet. Det betyder, at hvis værdien af aktierne stiger, er det tilladt at beholde aktierne, men der kan ikke foretages yderligere investeringer.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk