Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

20. juni 2008

Endeligt svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 11 af 19. juni 2008 (Aktstykke 190, § 7).

Spørgsmål:

Hjerteforeningen har beregnet, at det vil koste ca. 425 mio. kr. at afvikle puklen af ventende hjertepatienter, men regeringen har kun afsat 150 mio. kr. i 2008 og 2009. Vil ministeren sikre, at der tilføres flere midler til at afvikle puklen af ventende hjertepatienter i 2009, hvis de 150 mio. viser sig ikke at række?

 

Svar:

Det fremgår af aftalen mellem regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi for 2009, at ”Patienter med akut livstruende hjertesygdom behandles allerede i dag akut og omfattes derfor ikke af pakkeforløb. Pakkeforløbene skal omfatte øvrige patienter, der lider af livstruende hjertesygdomme. På denne baggrund omfattes hjertetilstandene stabil angina pectoris (stabile hjertekramper), NSTEMI/ustabil angina pectoris (mindre blodprop i hjertet/ustabile hjertekramper), hjerteinsufficiens (hjertesvigt) og hjerteklapsygdom efter anbefaling fra en sundhedsfaglig baggrundsgruppe under Sundhedsstyrelsen og efterfølgende godkendelse i Sundhedsstyrelsens Hjertefølgegruppe.”

 

I forbindelse med Finansloven for 2008 blev der indgået aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance om indførelse af pakkeforløb for patienter med livstruende hjertesygdomme. Aftalen indebar, at der blev afsat 100 mio. kr. i 2008 og 50 mio. kr. i 2009 til midlertidig højere aktivitet i forbindelse med implementering af pakkeforløbene med henblik på at afvikle ventetidspuklen for patienter med livstruende hjertesygdomme. De i alt 150 mio. kr. svarer til den skønnede produktionsværdi knyttet til ventetidspuklen for livstruende hjertesygdomme, som der er enighed mellem regeringen og Danske Regioner om at prioritere i næste års økonomi. Hjertebehandling indgår herudover som en del af den generelle aktivitetsvækst på sygehusene, der med økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner for 2009 er forudsat til 3,5 pct. i 2009, svarende til en realvækst i produktionen på 1.835 mio.kr.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen