Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

20. juni 2008

Endeligt svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 16 af 19. juni 2008 (Aktstykke 190, § 7).

Spørgsmål:

Vil ministeren oplyse hvilket år de nye sygehuse og tilbygninger, som finansieres af de første 15 mia. kr., kan forventes at stå færdige?

 

Svar:

Som det fremgår af aftalen mellem regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi for 2009, vil regeringen 1. februar 2009 udmelde en samlet tilsagnsramme til de enkelte regioner efter drøftelse med Danske Regioner.

 

Før der er taget stilling til, hvilke konkrete projekter der prioriteres ud af den samlede tilsagnsramme, er det ikke muligt at angive et bestemt årstal for, hvornår de nye bygninger og tilbygninger vil stå færdige. Det må dog forventes, at byggearbejderne på de konkrete projekter vil strække sig over flere år.

 

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen