Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

23. juni 2008

Endeligt svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 62 af 23. juni 2008 (Aktstykke 190, § 7).

Spørgsmål:

Der ønskes en besvarelse af spørgsmål 43 vedrørende det demografisk bestemte udgiftsbehov i kommunerne, selvom finansministeriet ikke mener, at det er meningsfyldt – modsat hvad Finansministeriet syntes at have ment, da man lavede figur 5.2.b i ”Mod nye mål – Danmark 2015 – tekniske baggrundsrapport december 2015”?

Svar:

En retvisende opgørelse af det demografisk betingede udgiftstræk, som tager højde for den forbedrede helbredstilstand, viser isoleret set uændrede kommunale serviceudgifter. Det skyldes, at det forventede fald i antallet af børn og unge opvejer udgiftstrækket af stigningen i den ældre del af befolkningen (korrigeret for bedre helbredstilstand).

Den generelle fremgang i de ældres helbredstilstand er blandt andet dokumenteret i Sundhed og sygelighed i Danmark 2005, (Statens Institut for Folkesundhed), hvor det blandt andet fremgår, at andelen af 65+ årige med god mobilitet fra 1987 til 2005 er steget fra 35 pct. til 54 pct. (kvinder) og 54 pct. til 73 pct. (mænd). Tilsvarende er det forventede antal restleveår uden funktionsbegrænsning for 60-årige fra 1987 til 2005 steget fra 13,3 år til 15,6 år (kvinder) og 12,2 år til 15,5 år (mænd).

Der kan ikke, som nævnt i svaret på spørgsmål 43, meningsfuldt udregnes et demografisk betinget udgiftstræk i kommunerne under antagelse af faste gennemsnitsudgifter, da helbredstilstanden blandt de ældre løbende forbedres. Udregnes dette alligevel kan det demografiske udgiftstræk fra 2008 til 2009 beregningsteknisk opgøres til i størrelsesordenen 150 – 200 mio.kr.

Med venlig hilsen

 

Lars Løkke Rasmussen