Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

20. juni 2008

Endeligt svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 7 af 19. juni 2008 (Aktstykke 190, § 7).

Spørgsmål:

Vil ministeren redegøre for de forudsætninger, der ligger til grund for beregningen af de 650 mio. kr., som kommunerne har fået i løft til det sociale område?

Svar:

Regeringen og KL har drøftet udviklingen på det specialiserede socialområde, som kommunerne overtog det fulde ansvar for i forbindelse med kommunalreformen.

Drøftelserne har taget afsæt i kommunernes regnskaber for 2007, det aftalte løft på 850 mio. kr. til socialområdet i 2008, jf. økonomiaftalen for 2008 samt de kommunale budgetter for 2008. Endvidere har kommunernes refusionsindtægter fra den centrale refusionsordning til særligt dyre enkeltsager været inddraget.

Der er på den baggrund enighed om at løfte udgiftsniveauet på det specialiserede socialområde i 2008 med 650 mio. kr. 

Det er dermed forudsat, at kommunerne i 2009 kan videreføre indsatsen på det specialiserede socialområde.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen