Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Plantedirektoratet/ 3.1/ 2.1

J.nr. PD 08-611/EU14-000004

8. april 2008

PLM/ LOUJ/TAER

FVM 522

 

 

                     

 

 

 

 

 

Notat til Folketingets Europaudvalg

 

om forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag II, del B i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler i forhold til tilladelse af spinosad, kaliumcarbonat, kobberoctanoat og udvidelse af anvendelsesområdet for ethylen.

 

KOM- dokument foreligger ikke

 

Kommissionen forventes snarest at fremlægge forslag om ændring af bilag 2 bilag II, del B i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler (Økologiforordningen). 

 

Forslaget skal behandles i en procedure III i Den Stående Komité for Økologisk Landbrug. Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen forordningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig imod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle forslaget på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede forordningen.

 

Det forventede forslag forventes sat til afstemning på møde i Den Stående Komité for Økologisk Jordbrug den 15.-16. april 2008.

 

Det forventes, at forslaget vil indebære, at spinosad, kaliumcarbonat og kobberoctanoat fremover tillades som plantebeskyttelsesmidler og optages på positivlisten i bilag II. Desuden forventes anvendelsesområdet for ethylen udvidet.

 

En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og generelt i EU.

 

Regeringen agter at stemme for Kommissionens forventede forslag, idet man arbejder for, at der i relevant omfang indføres anvendelsesbetingelser for brugen af midlerne, og at kobberoctanoat, så vidt muligt, skal erstatte de kobberprodukter, der allerede er på positivlisten, samt endelig, at brugen af kobberprodukter udfases så hurtigt som muligt.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Plantedirektoratet/ 3.1/ 2.1

J.nr. PD 08-611/EU14-000004

8. april 2008

PLM/ LOUJ/TAER

FVM 522

 

 

 

 

 

 

 

 

Grundnotat til Folketingets Europaudvalg

 

om forslag til Kommissionens forordning om ændring af bilag II, del B i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler i forhold til tilladelse af spinosad, kaliumcarbonat, kobberoctanoat og udvidelse af anvendelsesområdet for ethylen.

 

KOM-dokument foreligger ikke

 

 

Resumé

Kommissionen forventes snarest at fremlægge forslag om ændring af bilag 2 i Økologiforordningen. Det forventes, at forslaget vil indebære, at spinosad, kaliumcarbonat og kobberoctanoat fremover tillades som plantebeskyttelsesmidler og optages på positivlisten i bilag II. Desuden forventes anvendelsesområdet for ethylen udvidet. En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og generelt i EU.

 

Baggrund

Kommissionen forventes snarest at fremsætte forslag om ændring af bilag II, del B i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler (økologiforordningen) i forhold til tilladelse af spinosad, kaliumcarbonat, kobberoctanoat og udvidelse af anvendelsesområdet for ethylen.

 

Forslaget forventes fremsat med hjemmel i art. 13 i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.

 

Forslaget skal behandles i en procedure III i Den Stående Komité for Økologisk Landbrug. Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen forordningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig imod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle forslaget på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede forordningen.

 

Det forventede forslag forventes sat til afstemning på møde i Den Stående Komité for Økologisk Jordbrug den 15.-16. april 2008.

 

Nærhedsprincippet

Der vil være tale om ændringer til en eksisterende retsakt, hvorfor nærhedsprincippet er tilgodeset.

 

Formål og indhold

Efter proceduren i artikel 7, stk. 4 i forordningen (EØF) nr. 2092/91 har nogle medlemsstater fremlagt ansøgninger med begrundelse for optagelse af produkter i bilag II til nævnte forordning. Ansøgningerne er blevet vurderet af en ekspertgruppe nedsat af Kommissionen, og

forslaget er udfærdiget på baggrund af en ekspertgruppes anbefalinger til Kommissionen.

 

Spinosad

Det forventes, at forslaget vil tillade brugen af Spionosad som insekticid (insektmiddel) i økologisk produktion. Spinosad er af mikrobiologisk oprindelse og er efter ekspertgruppens vurderinger essentiel i bekæmpelse af nogle væsentlige skadegørere (fx trips i porrer, frugtfluer i citrusfrugter og olivenfluer). Det anbefales af ekspertgruppen, at der til brugen af spinosad tilknyttes anvendelsesbetingelser.

 

Kaliumcarbonat (natron/bagepulver)

Det forventes, at forslaget vil tillade brugen af kaliumcarbonat som fungicid (svampemiddel) i økologisk produktion. Kaliumcarbonat er allestedsnærværende i naturen. I kommerciel form fremstilles kaliumcarbonat fra potassium klorid og karbon dioxid. Kaliumcarbonat er effektiv til bekæmpelse af sygdomme i en række af afgrøder (fx skurv i æbler, meldug i forskellige afgrøder og skimmel). Kaliumcarbonat kan i et vist omfang anvendes som et alternativ til kobber. Der er ingen andre kendte effektive alternativer til bekæmpelse af gråskimmel i jordbær. Kaliumcarbonat er allerede tilladt som et tilsætningsstof til økologiske fødevarer (E501).

 

Kobberoctanoat

Det forventes, at forslaget vil tillade brugen af kobberoctanoat som fungicid i økologisk produktion. Studier har vist, at brugen af kobberoctanoat kan bidrage til at mindske brugen af kobber. Kobberoctanoat kan erstatte andre kobberprodukter og har desuden en effekt i forhold til meldug. Det forventes, at brugen af kobberoctanoat tilknyttes de samme anvendelsesbetingelser som gælder for de kobberprodukter, det er tilladt at anvende i dag.

 

Udvidelse af anvendelsesområdet for ethylen

Det forventes, at anvendelsesområdet for ethylen foreslås udvidet til også at omfatte eftermodning af citrusfrugter og spirebekæmpelse i kartofler og løg. Ethylen, som i dag anvendes i konventionel landbrugsproduktion, er et syntetisk fremstillet plantehormon. Ethylen er allerede tilladt i økologisk produktion til eftermodning af bananer, kiwifrugter, kakifrugter og til blomsterinduktion af ananas. Anvendelsesområdet blev senest udvidet i 2005 til eftermodning af kiwifrugter, kakifrugter og til blomsterinduktion af ananas.

 

Udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres om forslaget.

 

Gældende dansk ret

Området er reguleret af reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler med senere ændringer samt bekendtgørelse nr. 244 af 2. april 2004 med senere ændringer (økologibekendtgørelsen).

 

Konsekvenser
En vedtagelse af det forventede forslag skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og generelt i EU. Et forslag vurderes ikke at have statsfinansielle eller lovgivningsmæssige konsekvenser.

Nye produkter skal godkendes af Miljøstyrelsen, før de kan anvendes i Danmark.

 

Høring

Notatet har været i skriftlig høring i § 2-udvalget (landbrug). Landbrugsraadet har (på vegne af Dansk Landbrug, Økologisk Landsforening og Dansk Gartneri) den 7. april 2008 meddelt, at den foreslåede tilladelse til af brug af kaliumcarbonat og spinosad, samt udvidelse af anvendelsesområdet for etyhlen, ikke umiddelbart giver anledning til bemærkninger. Organisationerne finder, at det for spinosad bør overvejes under hvilke betingelser, det skal anvendes, da kendskabet til spinosad er begrænset.

 

Organisationerne ønsker ikke brug af kobberoctanoat i økologisk jordbrugsproduktion. Det anses som uheldigt at introducere flere kobbermidler, når det fremgår af EU-lovgivningen, at kobbermidlerne generelt er under udfasning. Derfor mener organisationerne, at forslaget under alle omstændigheder skal indeholde en dato for ophør af brugen af kobberoctanoat.

 

I forhold til organisationernes sidste bemærkning, ønsker Fødevareministeriet at fremhæve, at det i dag er tilladt at anvende kobberprodukter i økologisk jordbrugsproduktion, og da dette nye produkt (kobberoctanoat) er et bedre alternativ end de øvrige kobberprodukter, finder Fødevareministeriet, at kobberoctanoat, så vidt muligt, skal erstatte de eksisterende kobberprodukter. Fødevareministeriet vil arbejde for, at kobber udfases så hurtigt som muligt.

 

Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen kan støtte det samlede forslag på baggrund af ekspertgruppens anbefalinger. Regeringen lægger vægt på, at der i relevant omfang tilknyttes anvendelsesbetingelser til brugen og ser gerne, at man, i det omfang det er muligt, benytter muligheden for at begrænse brugen af kobberprodukter. Regeringen vil arbejde for, at brugen af kobberprodukter udfases så hurtigt som muligt.

 

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der har endnu ikke været indgående diskussioner om emnet. Enkelte medlemslande har taget positivt imod ekspertgruppens vurderinger og opfordret til, at et forslag vedtages hurtigst muligt. Andre medlemslande er reserverede over for tilladelse af spinosad, men det vurderes, at ekspertgruppens anbefalinger vil blive taget til efterretning.

 

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

 

Notatet er ligeledes oversendt til Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.