NOTAT

til

Folketingets Europaudvalg

om besvarelse af Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2007/4811 om ejendomsværdiskattelovens manglende overensstemmelse med TEF artikel 56 og EØS artikel 40.

 

Kommissionens Generalsekretariat har i brev modtaget den 6. juni 2008 fremsendt Kommissionens åbningsskrivelse om ejendomsværdiskattelovens manglende overensstemmelse med TEF artikel 56 og EØS artikel 40.

Kommissionen konstaterer i åbningsskrivelsen, at grundlaget for ejendomsværdibeskatning af ejendomme beliggende i andre medlemsstater adskiller sig fra grundlaget for beskatning af ejendomme beliggende i Danmark.

Efter ejendomsværdiskattelovens bestemmelser udgør beskatningsgrundlaget for en ejendom beliggende i Danmark det laveste beløb af enten den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. oktober i indkomståret eller den offentlige vurdering ir, 1. januar 2001 med et tillæg af 5 pct. eller den offentlige vurdering pr. 1. januar 2002. For ejendomme beliggende i udlandet er beskatningsgrundlaget ejendommens handelsværdi pr. 1. januar 2001 eller den faktiske anskaffelsespris, hvis ejendommen er erhvervet efter denne dato.

Kommissionen henviser til Domstolens nyligt afsagte dom i Jäger-sagen (C-256/06), hvorefter der til brug for beregningen af arveafgift i en medlemsstat ikke kan anvendes et andet (højere) beskatningsgrundlag for ejendomme beliggende i andre medlemsstater end for ejendomme beliggende i den pågældende medlemsstat selv. Efter Kommissionens opfattelse gælder dette også med henblik på andre formål end ved beskatning af arv, f. eks. ved ejendomsværdibeskatning.

Jäger-dommen blev afsagt den 17. januar 2008. Regeringen er – og var allerede dengang – af samme opfattelse som Kommissionen vedrørende dommens konsekvenser.

Imidlertid var det på dette tidspunkt næppe praktisk muligt at nå at indrette den danske lovgivning efter dommen så betids, at en lovændring kunne nå at blive vedtaget i indeværende folketingssamling. I stedet blev det besluttet at fremsætte forslag til de fornødne lovændringer straks ved indledningen af den kommende samling, og dette er fortsat hensigten.

SKAT efterlever i praksis allerede Jäger-dommen.

Regeringen har besvaret Kommissionen i overensstemmelse hermed.