UDENRIGSMINISTERIET                                                              EUP j.nr. 400.A.2-10-2007

Nordgruppen                                                                                      Den  

 

 

 

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål 108 ad EUU alm. del af 2. juni 2008

 

 

Spørgsmål:

Hvor længe har udenrigsministeren haft kendskab til den liste på 33 uafklarede punkter i Lissabontraktaten, som er opstillet af det slovenske formandskab, og havde ministeren specielt kendskab til listen, da Folketinget påbegyndte behandlingen af ratifikationsloven (L 53) den 24. januar 2008?

 

 

Svar:

Lissabon-traktaten blev underskrevet 13. december 2007 af EU’s stats- og regeringschefer og den parlamentariske ratifikationsproces i det danske Folketing blev påbegyndt den 24. januar 2008 og afsluttet den 24. april 2008. Lissabon-traktaten vil – som alle tidligere traktater – på en række punkter skulle udmøntes som led i implementeringen af den nye traktat.

 

I konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 14. december 2007 blev det fastslået, at ”det tekniske arbejde begynder i januar i Bruxelles på basis af et arbejdsprogram, der forelægges af den kommende formand for Det Europæiske Råd under dennes ansvar.”.

 

Arbejdsprogrammet blev fremsendt af det slovenske formandskab 16. januar 2008 og indeholdt bl.a. en oversigt over 33 punkter, der skulle afklares før traktatens ikrafttrædelse. Disse 33 punkter har siden dannet baggrund for det forberedende og tekniske arbejde på embedsmandsniveau med udmøntningen af Lissabon-traktaten.

 

Folketingets Europaudvalg modtog den 4. februar 2008 foreløbig underretning om igangsættelsen af det indledende tekniske arbejde med udmøntningen af Lissabon-traktaten, herunder en oversigt over de nævnte 33 punkter.

 

Regeringen har i forbindelse med Folketingets ratifikation af Lissabon-traktaten oplyst om status for arbejdet med udmøntningen af traktaten i forbindelse med besvarelsen af flere af de spørgsmål, som blev stillet.

 

Der henvises i den sammenhæng til svar på spørgsmål 540, 541, 542, 543 og 544 ad L53 og svar på spørgsmål S1825 og S1826 af 2. juni 2008.

 

Der er den 19. juni 2008 oversendt et notat til Folketingets Europaudvalg fra formandskabet, der gør status på de foreløbige drøftelser af forberedende karakter.