Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 284, som Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 9. maj 2008 (Alm.del).

 

 

 

Lene Espersen

/

Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 284 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Alm. del):

 

”Kan ministeren bekræfte, at EF-Domstolens afgørelse i spørgsmålet om de danske særregler for transport af dyr intet betyder for retstilstanden i Danmark?”

 

Svar:

 

1. Om den retssag, hvori EF-Domstolen den 8. maj 2008 har truffet afgørelse i tre præjudicielle spørgsmål, som er blevet forelagt for EF-Domstolen af Vestre Landsret, kan Justitsministeriet oplyse følgende:

 

Brancheforeningen Danske Svineproducenter anlagde i maj 2005 sag mod Justitsministeriet ved Vestre Landsret med påstand om, at bl.a. nogle bestemmelser om indvendig etagehøjde, inspektionshøjde og lastetæthed i forbindelse med transport af svin med lastbil i bekendtgørelse nr. 734 af 13. juli 2005 om ændring af bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport er i strid med EU’s direktiv 91/628/EØF og direktiv 95/29/EF om beskyttelse af dyr under transport (herefter transportdirektivet).

 

Under Vestre Landsrets behandling af sagen besluttede landsretten ved kendelse af 23. november 2006 at forelægge tre spørgsmål om rækkevidden af transportdirektivets bestemmelser vedrørende indvendig højde, inspektion og lastetæthed ved transport af svin i mere end 8 timer for EF-Domstolen.

 

2. Det første spørgsmål angår lovligheden af en national overgangsordning. Det centrale problem er her, om transportdirektivets regler er til hinder for – i en overgangsperiode på 5 år – at give transportører valgfrihed mellem enten

 -     at opfylde et krav om en indvendig etagehøjde på mindst 92 cm, sammenholdt med et krav om, at der skal kunne etableres en inspektionshøjde på mindst 140 cm ved transport af svin med en gennemsnitlig vægt på 100 kg i mere end 8 timer, eller

-      at overholde de hidtil gældende regler om en indvendig etagehøjde på mindst 100 cm ved transport af svin på 40 kg til og med 110 kg.

 

Det andet spørgsmål angår implementeringen af transportdirektivets regler om inspektion. Spørgsmålet er her, om (det nu ophævede) direktiv om beskyttelse af dyr under transport giver mulighed for, at medlemslandene indfører nationale regler, der stiller krav om, at der kan etableres en indvendig inspektionshøjde på mindst 140 cm ved transport af svin på 40 kg og derover i mere end 8 timer.

 

Det tredje spørgsmål angår implementeringen af transportdirektivets bestemmelser om lastetæthed (arealkrav). Spørgsmålet er her, om det er i overensstemmelse med transportdirektivet at indføre et arealkrav på mindst 0,50 m2 pr. 100 kg svin ved transport af svin i over 8 timer.

 

3. Det er disse tre spørgsmål, som EF-Domstolen nu har taget stilling til.

 

Med hensyn til det første og andet spørgsmål følger det af EF-Domstolens afgørelse, at Justitsministeriet har været berettiget til at fastsætte mere præcise regler om højden i transportmidlerne end de regler, der følger af transportdirektivet. Domstolen har således fastslået, at de danske regler i princippet falder inden for det skøn, der er overladt til EU’s medlemslande. Reglerne må ifølge domstolen imidlertid ikke være af en sådan karakter, at de udgør en hindring for samhandelen med levende dyr.

 

Vurderingen af, om de danske regler på dette punkt er af en sådan karakter, at de udgør en hindring for samhandelen med levende dyr, har EF-Domstolen overladt til Vestre Landsret at afgøre.

 

Med hensyn til det tredje spørgsmål følger det af EF-Domstolens afgørelse, at det er i overensstemmelse med det omhandlede transportdirektiv, at Danmark har indført et arealkrav på mindst 0,50 m2 pr. 100 kg svin ved transport af svin i over 8 timer.

 

4. Som det fremgår ovenfor, vedrører EF-Domstolens afgørelse af 8. maj 2008 tre konkrete spørgsmål i relation til bekendtgørelse nr. 734 af 13. juli 2005 om ændring af bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport. EF-Domstolen har med afgørelsen derimod ikke helt generelt taget stilling til, om de særregler for transport af dyr, der er gennemført i Danmark, er i overensstemmelse i EU-retten.

 

Justitsministeriet er imidlertid af den opfattelse, at de danske regler om transport af dyr er i overensstemmelse med EU-retten, og at Danmark derfor fortsat kan opretholde disse regler.