Folketingets Kulturudvalg

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

17. marts 2008

 

Hermed fremsendes svar på B 10 spørgsmål nr. 1 vedrørende ministerens kommentar til Danske Studerendes Fællesråd stillet af folketingsmedlem Per Clausen (EL) den 28. februar 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen


Spørgsmål nr. 1

Stillet den 28. februar 2008

 

 

Svar til folketingsmedlem Per Clausen (EL) fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen modtaget den 26. februar 2007 fra Danske Studerendes Fællesråd, jf. B 10 - bilag 3."

 

Svar:

Bekendtgørelse nr. 1657 af 14. december 2006 om licens trådte i kraft 1. januar 2007. I løbet af 2007 har Kulturministeriet modtaget en række henvendelser fra borgere, organisationer mv. i forhold til nogle af bestemmelserne. På baggrund af disse henvendelser samt en sandsynlighed for, at niveauet for erhvervslicensen i 2008 skulle ændres i bekendtgørelsen, blev det besluttet, at der var behov for at justere/præcisere nogle få bestemmelser i bekendtgørelsen allerede nu.

 

Der var efter Kulturministeriets vurdering tale om mindre ændringer af sproglig/teknisk karakter eller præcisering og justering af bestemmelser, der i øvrigt ikke havde direkte relevans i forhold til Danske Studerendes Fællesråds interessefelt.

 

Høringsbrev i forhold til disse justeringer/præciseringer blev den 21. december 2007 sendt til 25 ministerier, organisationer mv., der set i forhold til de foreslåede justeringer/præciseringer, fandtes at være relevante, jf. vedlagte høringsbrev samt høringsliste.

 

Ministeriet har, på baggrund af en henvendelse fra Dansk Studerendes Fællesråd (DSF) i januar 2008, været i dialog med DSF om høringen, og DSF har efterfølgende fået tilsendt høringsbrev og høringslisten af 21. december 2007.

 

På denne baggrund har DSF tilkendegivet, at man i fællesrådet havde udarbejdet et uopfordret høringssvar, som var tiltænkt indsendelse, men at man efter modtagelse af en mail fra ministeriet med forklaring på hvorfor DSF ikke var blevet hørt, vil gemme dette høringssvar til senere brug.

 

Jeg er ganske klar over, at principielle eller overordnede ændringer af licensbekendtgørelsen berører en række organisationer og interessenter mv. Når det drejer sig om sådanne ændringer, vil DSF samt en lang række andre organisationer og interessenter mv. naturligvis også blive inddraget i høringsprocessen.

 

DSF foreslår afslutningsvis, at medielicensen bør bortfalde eller nedsættes for studerende.

 

Jeg kan hertil oplyse, at parterne bag den mediepolitiske aftale 2007 – 2010 i januar måned besluttede at fremskynde den i medieaftalen besluttede midtvejsevaluering af medielicensordningen til dette forår. Spørgsmålet om medielicensen i forhold til studerende vil naturligvis indgå i denne evaluering.