Andreas Nielsen

Lundsvej 6

5800 Nyborg

 

Dato             26. august 2008

Dok.id       

J. nr.           450-1

Deres ref.

  

 

Kære Andreas Nielsen

 

Tak for din henvendelse af 31. juli 2008, og din interesse i de bløde trafikanters sikkerhed i trafikken.

 

I henvendelsen foreslår du indført regler om, at cyklister skal køre i venstre side for hermed at sikre øjenkontakt med de modkørende bilister.

 

Transportministeriet og Vejdirektoratet har gennem de seneste år modtaget mange henvendelser med forslag til at undgå disse ulykker, herunder også forslag om venstrekørsel for cyklister.

 

Jeg er enig med dig i, at ændring af kørselsretningen for cyklister på vejene kan have en positiv effekt på antallet af højresvingsulykker. Dog skal denne positive effekt vurderes i forhold til en række ulemper, dels i form af risiko for nye typer ulykker, dels i form af omkostninger ved at gennemføre foranstaltningen. At ændre kørselsretningen for cyklister i alle kryds vil kræve ændringer i færdselsloven, tekniske ændringer i mange kryds, og denne nye konfliktsituation kan skabe flere og mere komplicerede trafiksituationer end de nuværende. Det vil eksempelvis blive endnu mere kompliceret for alle typer af trafikanter at orientere sig i trafikken ved venstresving eller ved udkørsel fra ubetinget vigepligt. Resultatet af at ændre kørselsretningen for alle cyklister kan således blive en ugennemskuelig løsning for samtlige trafikanter på længere sigt.

 

Til din orientering kan jeg oplyse om, at Havarikommissionen for Vejtrafikulykker (HVU) i oktober 2006 udgav rapporten "Ulykker mellem højresvingende lastbiler og ligeudkørende cyklister". Rapporten indeholder en dybdeanalyse af 25 højresvingsulykker. I rapporten er der gjort en stor indsats for at få kortlagt problemet og opstillet en række anbefalinger.

Jeg kan endvidere oplyse, at Transportministeriet gennem de seneste år har haft megen fokus på at bekæmpe disse ulykker med bløde trafikanter og højre­svingende lastbiler. Der er gjort en stor indsats for at få kortlagt problemet og opstillet en række anbefalinger. F.eks. blev der i forlængelse af HVU's undersøgelse udarbejdet en folder, som er udsendt til alle vejbestyrelser, hvori der beskrives en række vejtekniske foranstaltninger til at modvirke højresvingsulykker. Folderen kan ligesom HVU's rapporter ses på HVU's hjemmeside www.hvu.dk.

Jeg ved også, at der er fokus på trafiksikkerhed i landets 98 kommuner, og at man i de kommunale trafiksikkerhedsplaner, som enten er udarbejdet eller er på vej, peger på både forebyggende og afhjælpende indsatser for især de bløde trafikanter.

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen