Bilag til udenrigsministerens                                                                               Forsvarsudvalget

skrivelse af 26. maj 2008                                                                              (B 140 – spørgsmål 30)

                                                                                                                                              (offentligt)

 

Spørgsmål nr.: 30

Vil ministeren i forlængelse af ministerens svar på B 140 spm. 9 afklare, om det på noget tidspunkt er indgået i regeringens overvejelser, at der skal være tid til en grundig folketingsbehandling af alle lov‑ og beslutningsforslag (jf. den løbende diskussion om lovkvalitet), og at det i den sammenhæng forekommer helt utilfredsstillende, at regeringen skal bruge 5 uger til at udarbejde et forholdsvis simpelt beslutningsforslag, som Folketinget så kun får 2 uger til at behandle?

 

Svar:

Regeringen er af den opfattelse, at Folketinget skal have tid til grundig behandling af alle lov- og beslutningsforslag.

 

For så vidt angår fremsættelse af B 140 bemærkes det, at Forsvarsudvalget har godkendt tidsplanen, hvor der er to uger mellem første- og andenbehandlingen. Dette skete på Forsvarsudvalgets møde den 15. maj 2008.

 

Det skal endvidere fremhæves, at det ikke er ualmindeligt, at der er mindre tid mellem første- og andenbehandlingen end de to uger, der er i forbindelse med B 140. Eksempelvis var der 12 dage mellem første- og andenbehandlingen af B 6 om udsendelse af et militært supplement i form af en kampvognsdeling til det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. I forbindelse med B 32 om dansk sømilitært bidrag til ledsagelse af skibe med nødhjælp til Somalia chartret af FN’s Verdensfødevareprogram, som blev enstemmigt vedtaget, og B 33 om dansk deltagelse med sømilitært bidrag til styrkelse af den maritime sikkerhed ved Afrikas Horn, som der var bredt flertal for, var der én uge mellem første- og andenbehandling. Endvidere kan det nævnes, at ved behandlingen af B 161 om styrkelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan, som er et betydeligt mere omfattende beslutningsforslag end B 140, var der 17 dage mellem første- og andenbehandlingen. I forbindelse med disse beslutningsforslag var der ikke indsigelser mod processen.