Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 2 (B 15), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 11. februar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Jens-Christian Bülow

 


Spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg (B 15):

 

”Kan ministeren i forlængelse af 1. behandlingen af beslutningsforslaget bekræfte, at der er afgørende forskel på, om ministeren skal orientere Retsudvalget, inden regeringen indgår en udleveringsoverenskomst med et land uden for EU og Norden, eller om ministeren skal have Folketingets samtykke til at fastsætte regler, der gennemfører bestemmelser i en udleveringsoverenskomst med et land uden for EU og Norden?”

 

Svar:

 

Som jeg redegjorde for under 1. behandlingen af beslutningsforslaget, gælder der i dag en ordning i forhold til udleveringsoverenskomster, hvorefter Folketinget inddrages, hvis regeringen påtænker at indgå en udleveringsaftale med lande uden for EU.

 

      Det er således forudsat i forbindelse med vedtagelsen af den første ”antiterrorpakke” (lov nr. 378 af 6. juni 2002), at Justitsministeriet orienterer Folketingets Retsudvalg, inden Danmark indgår en aftale med et land uden for EU om gensidig udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning.

 

      Hermed er der etableret en ordning, der giver Folketinget mulighed for at udøve sædvanlig parlamentarisk kontrol med udleveringsoverenskomster, som regeringen har tænkt sig at indgå.

 

I den gældende ordning ligger ikke, at ministeren skal have Folketingets samtykke til at fastsætte regler, der gennemfører bestemmelser i en udleveringsoverenskomst med et land uden for EU og Norden.

 

Jeg kan derfor bekræfte, at der er forskel på de to ordninger, som er nævnt i spørgsmålet.