Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (B 79), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Ole Hasselgaard

 


Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (B 79):

 

”Hvilke databeskyttelsesregler gælder for udveksling af persondataoplysninger, hvis forslaget mod forventning forkastes, og hvad er konsekvensen for retssikkerheden?”

 

Svar:

 

Som anført i pkt. 2.1.2. i bemærkningerne til beslutningsforslaget er der navnlig inden for de seneste år vedtaget en række EU-retsakter, som har til formål at udbygge og styrke udvekslingen af personoplysninger mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på kriminalitetsbekæmpelse.

 

Der er i et vist omfang i de enkelte retsakter fastsat specifikke regler om persondatabeskyttelse. Der er imidlertid ikke inden for området for politimæssigt og strafferetligt samarbejde fastsat generelle regler om beskyttelse af personoplysninger. Det bemærkes herved, at EU’s databeskyttelsesdirektiv (direktiv nr. 95/46) ikke gælder for aktiviteter, der falder uden for anvendelsesområdet for fællesskabsretten, såsom aktiviteter, der er omhandlet i Unionstraktatens afsnit VI (dvs. det politimæssige og strafferetlige samarbejde inden for den 3. søjle), og direktivet gælder under ingen omstændigheder for behandling i forbindelse med den offentlige sikkerhed, forsvaret, statens sikkerhed og statens aktiviteter på det strafferetlige område.

 

Hvis udkastet til rammeafgørelse ikke måtte blive vedtaget, vil konsekvensen være, at der i EU fortsat ikke vil være fastsat et generelt regelsæt om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med, at der udveksles personoplysninger mellem de kompetente myndigheder inden for området for politimæssigt og strafferetligt samarbejde.

 

Endvidere vil der ikke ske den styrkelse af databeskyttelsen på området, som rammeafgørelsen ellers ville indebære. Dette gælder navnlig med hensyn til rammeafgørelsens regler om vilkårene for at viderebehandle personoplysninger modtaget fra andre medlemsstater og videregive sådanne oplysninger til private og tredjelande/internationale organisationer, jf. nærmere pkt. 3.2.5.-3.2.9. samt pkt. 4.3.4. i beslutningsforslagets bemærkninger.  

 

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at man fra dansk side bør tilslutte sig en vedtagelse af udkastet til rammeafgørelse, således at der i EU kan indføres en generel regulering og styrkelse af databeskyttelsen inden for området for politimæssigt og strafferetlig samarbejde.