Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 2 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (B 79), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Ole Hasselgaard

 

 
Spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (B 79):

 

”Vil ministeren udarbejde en synoptisk, skematisk opstilling, hvor persondataloven sammenlignes med lovforslaget med kommentarer til, hvori de store forskelle ligger, idet de store forskelle bedes markeret.”

 

Svar:

 

Der vedlægges som bilag en oversigt af den i spørgsmålet nævnte karakter.

 

Som det fremgår af oversigten, afspejles den regulering, som fremgår af udkastet til rammeafgørelse, i nogen grad allerede i dag i persondataloven (med tilhørende bekendtgørelser). Dette gælder navnlig med hensyn til bestemmelserne om rammeafgørelsens anvendelsesområde og definitioner (artikel 1-2), om grundlæggende principper for behandling af personoplysninger (især artikel 3), om fortrolighed og sikkerhed i forbindelse med databehandling (artikel 21 og 22), om klageadgang, erstatningsansvar og sanktioner (artikel 19-20 og 24) samt om tilsynsmyndighed (artikel 25).

 

Disse bestemmelser svarer således stort set til, hvad der følger af persondataloven.

 

Omvendt indeholder persondataloven imidlertid ikke – på samme måde som udkastet til rammeafgørelse (artikel 12-15) – særlige og detaljerede bestemmelser om udveksling af personoplysninger med andre medlemsstater eller om yderligere behandling, herunder videregivelse, af oplysninger, der er modtaget fra eller stillet til rådighed af andre medlemsstaters kompetente myndigheder. Også med hensyn til den registreredes rettigheder må udkastet til rammeafgørelse (artikel 16-18) antages at gå videre i sin regulering end gældende dansk lovgivning.

 

Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i bemærkningerne til beslutningsforslaget, hvor der er foretaget en gennemgang af de lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet til rammeafgørelse.