Mit navn er Lone Aagesen
Jeg er forskeruddannet med en Phd. i Biologi fra Københavns Universitet samt en to-årig PostDoc. fra Statens Forskningsråd udført ved American Museum of Natural History, New York.

Jeg har været gift med min argentiske mand siden 1989.
Vi har været fast bosat i Buenos Aires i Argentina siden 1993 og har en søn på 8 år.

Siden 2000 har jeg været tilknyttet et af Argentinas og Sydamerikas førende botaniske institutter: Instituto de Botanica Darwinion.
Der er ikke flere muligheder for Post.Doc. stipendier på mit nuværende karrieretrin.

Det argentinske forskningsinstitut fastansætter kun forskere med argentinsk nationalitet.
Jeg har pt. en toårig forskningskontrakt for udlændinge fra den argentiske stats forskningsinstitut CONICET.
De har opfordret mig til at gennemtænke min situation fordi disse kontrakter ikke kan forlænges i det uendelige, og fordi der ikke er nogen garanti for at disse kontrakter fortsat vil eksistere.

Min nuværende midlertidige kontrakt indeholder hverken sygesikring eller pensionsordning.

CONICET har fastansat flere udlændinge, der alle har kunnet beholde deres oprindelige nationalitet (f.eks. USA, Australien, Uruguay), mens jeg står alene med min problemstilling.

Jeg har intet praktisk problem med at opnå argentinsk statsborgerskab, men oplever det som et stort problem at være tvunget til at fraskrive mig mit (og min søns!) danske statsborgerskab.

Jeg har overvejet at skifte nationalitet for at kunne fortsætte min forskning, men KUN HVIS jeg og/eller min søn kan komme tilbage til Danmark, hvis jeg og/eller han ønsker det.

Skulle jeg af en eller anden grund opgive min nuværende tilværelse i Argentina er Danmark klart det første valg.

Hele min familie inkl. forældre er bosiddende i Danmark, og jeg har stadig kontakt med Københavns Universitet.

En vigtig prioritering for fremtiden er også at arrangere en ét til toårig periode i Danmark inden min søn fylder 18 år, så han kan lære sin danske side bedre at kende, og for at jeg kan holde kontakten til det danske forskningsmiljø ved lige.

Jeg har kontaktet Indfødsretskontoret om, hvad der vil ske, hvis jeg som argentiner gerne vil tilbage til Danmark.

Jeg har fået følgende svar (af d. 07/07/2006):

"Udlændingestyrelsen kan oplyse, at såfremt du opgiver dit danske statsborgerskab og erhverver argentinsk statsborgerskab i stedet, og da din søn i så fald tidligere har haft afledt statsborgerskab af dit danske statsborgerskab, vil han som 15-årig eller ældre skulle søge opholdstilladelse på eget grundlag, jf. udlændingelovens § 9 c. Det vil bero på en konkret vurdering, om han kan få opholdstilladelse og dermed kunne følge dig til Danmark. Heri indgår bl.a. hans tidligere ophold i Danmark, henholdsvis Argentina."

Det vil sige, at der ikke er garanti for noget som helst, og jeg tør simpelthen ikke skifte nationalitet, fordi jeg ikke kan gennemskue, hvad der sker i fremtiden, og jeg har intet ønske om at afskære forbindelsen til Danmark.

Det er værd at bemærke, at vi på nuværende tidspunkt er afskåret fra at komme til Danmark, da vi i dag langt fra opfylder kravene for at min argentinske mand kan komme med os.

Med venlig hilsen
Lone Aagesen - Buenos Aires - Argentina