UDENRIGSMINISTERIET
                                                                                                            Â
Spørgsmål nr.1 ad B9 af 18. marts 2008 fra Folketingets Europaudvalg til udenrigsministeren.
Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:
Spørgsmål 1:
Ministeren bedes redegøre for, om de betænkeligheder ved nationale parlamenters medvirken ved udnævnelse af EU-kommissærer, som ministeren gav udtryk for ved førstebehandlingen af B 9, rent faktisk har vist sig at holde stik i forbindelse med Litauens udnævnelse af EU-kommissær, der følger en formaliseret parlamentarisk procedure og hvis det er tilfældet, bedes ministeren redegøre for, hvordan ministeren mener, at ministerens bekymringer har holdt stik.
Svar:
Det forbliver et nationalt anliggende at fastlægge proceduren for indstillingen af nationale kandidater til EU-kommissionen. Litauens nuværende EU-kommissær Dalia Grybauskaite blev indstillet af den litauiske regering for et halvt år fra 1. maj 2004 ved Litauens indtrædelse i EU. Da Prodi-Kommissionens embedsperiode udløb blev hun genindstillet af den daværende litauiske regering som kandidat til Barroso-Kommissionen i november 2004.
Den litauiske lov om obligatorisk høring af parlamentet ved indstilling af litauiske kandidater til Kommissionen er først indført efter Barroso-Kommissionens tiltrædelse, hvilket betyder, at Litauen ikke har haft konkret erfaring med denne procedure endnu.
I Danmark har man bl.a. med henblik på at fastholde regeringens manøvrerum til at kunne arbejde fleksibelt og effektivt for at sikre en så tung portefølje som muligt til den danske kandidat fastholdt en procedure, hvor det forbliver regeringens prærogativ at indstille de bedst egnede kandidater. Det blev i forbindelse med førstebehandlingen 7. februar 2008 i øvrigt anført, at 25 andre medlemslande havde fastlagt sig på en tilsvarende procedure.
Der erindres om, at den samlede liste over indstillede kandidater til Kommissionen fra medlemslandene forelægges Folketingets Europaudvalg til orientering. Det skete senest i september 2004 i forbindelse med proceduren for godkendelse af Barroso-Kommissionen.