Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             9. juli 2008

Dok.id       

J. nr.           460-8

  

 

Trafikudvalget har i brev af 29. maj 2008 stillet mig følgende spørgsmål 1 vedrørende B 115, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 1:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 29. maj 2008 fra Dansk Cyklist Forbund, jf. B 115 – bilag 8"

Svar:

 

Som jeg tilkendegav i forbindelse med 1. behandlingen af beslutningsforslaget, arbejder regeringen fremadrettet på at skabe gode forhold for cyklisme i Danmark. Transportministeriets Cykelstrategi fra 2007 udgør det strategiske grundlag for indsatsen på området.

 

Med udgangspunkt i cykelstrategien anvender regeringen årligt omkring 50 mio. kr. til ny og mere sikker cykelinfrastruktur samt til løbende drift og vedligeholdelse af cykelstier på statsvejnettet. Hertil kommer de ca. 35 mio. kr. til yderligere cykelinfrastrukturprojekter, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre har udmøntet i forbindelse med trafikaftalerne for 2007 og 2008. Projekter der bl.a. omfatter sikring af skoleveje med cykeltrafik for på den måde at gøre det sikrere for børn at cykle.

 

Hvad angår mulighed for bedre kombination af cyklisme og kollektiv trafik er Trafikstyrelsen i gang med at udarbejde et idékatalog, der ligger klar inden udgangen af 2008.

 

Vi arbejder også med at fremme cykelturisme og med udvikling af virksomhedsordninger, hvor cyklisme er i centrum, og vi arbejder med en samlet cykelstiplan for statsvejnettet. I øvrigt planlægger vi senere på året en cykelkonference, hvor hele vejsektoren kan drage nytte af hinandens viden og erfaringer, og Vejdirektoratet arbejder med at forbedre vidensudveksling på Internettet om cykelruter m.v.

 

Med medfinansieringen af Odense National Cykelby var regeringen medvirkende til at skabe et idékatalog til andre byer, der gerne vil påbegynde cykelinitiativer.

 

Det følger klart af den arbejdsdeling, der er fastsat i vejloven, at ansvaret for finansiering af kommunale initiativer ligger hos kommunerne som vejbestyrelser. Kommunerne er frit stillede til at drage fordel af det gode vidensgrundlag, der blev udarbejdet i forbindelse med Odense National Cykelby.

 

Trafikudvalget har 3. juni 2008 afgivet beretning om beslutningsforslag B 115 og har i den forbindelse pålagt regeringen at arbejde for en række tiltag rettet mod fremme af cyklisme. Dette vil jeg naturligvis følge i det fremadrettede arbejde med at skabe endnu bedre forhold for cyklismen.  

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen