Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L     115- Forslag til Lov om indgåelse af skatteaftaler mellem Danmark og Isle of Man.

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 3 af 17. april 2008.

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Ivar Nordland


Spørgsmål: Hvad er ministerens holdning til at tage initiativ til en ordning, hvor man indfører sanktioner mod skattelylandene som bl.a. Isle of Man ved at udelukke deres muligheder for at indgå som en del af det internationale banksystem i relation til clearing af internationale betalinger, hvis de ikke indgår i aftaler som lever op til standarderne i OECD-modellen? Hvilke initiativer vil være nødvendige at tage for at etablere en sådan ordning, herunder bedes oplyst hvor mange centre for clearing af internationale betalinger, der må forventes a skulle indgås aftale med om en sådan ordning.

Svar: Jeg har forelagt spørgsmålet for Finanstilsynet, som har oplyst følgende:

”Markedet for gennemførelse af betalinger fra et land til et andet er meget komplekst. I mange lande deltager pengeinstitutter og andre, der gennemfører sådanne betalinger, alene i landets eget system for nationale betalinger men ikke i systemer uden for landets grænser. I sådanne tilfælde klares internationale betalinger ved hjælp af såkaldte korrespondentbanker. Der findes dog systemer, der anvendes til grænseoverskridende betalinger, særligt euro betalinger, men langt fra alle pengeinstitutter deltager i disse systemer.

Et tiltag i form af at udelukke skattelylande fra at anvende de muligheder, der er for at gennemføre internationale betalinger, vil derfor kræve omfattende lovgivningsinitiativer i samtlige de lande, hvortil penge bliver overført. Og selv med lovgivningsinitiativer der forhindrer adgang til clearingsystemer i de pågældende lande, vil det være vanskeligt at udelukke et lands muligheder for at foretage internationale betalinger.”

Jeg mener derfor ikke, at det foreslåede initiativ er en farbar vej.