ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

14. maj 2008

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.  33 92 33 50

Fax 33 12 37 78

[email protected]

www.oem.dk

 

 

 

 


 


Besvarelse af spørgsmål 2 (L 120) stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 22. april 2008.

 

 

Spørgsmål 2:

”Ministeren bedes redegøre for, hvorledes regelsættet i §§ 37-42, der giver Erhvervs- og Selskabsstyrelsen mulighed for at foretage undersøgelser af revisorer/revisionsvirksomheder uden dommerkendelse, vil blive anvendt.”

 

Svar:

Efter forslagets § 37 kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen iværksætte en undersøgelse, hvis styrelsen vurderer, at der er risiko for, at en revisor eller revisionsvirksomhed har overtrådt eller vil overtræde revisorlovgivningen.

 

Hvis der er indikation af, at revisorlovgivningen er eller vil blive overtrådt, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen således straks iværksætte en undersøgelse for at konstatere, korrigere eller forhindre overtrædelser i konkrete sager.

 

Undersøgelserne forventes især at omfatte lovpligtige revisioner, hvor der kan rejses eller er rejst tvivl om kvaliteten af den udførte revision. Det kan f.eks. være i situationer, hvor der i forbindelse med den regnskabskontrol af børsnoterede selskaber, som udføres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller Finanstilsynet som sekretariat for Fondsrådet, konstateres, at der kan rejses tvivl om revisionens tilstrækkelighed.

 

En undersøgelse kan også iværksættes på baggrund af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens og Finanstilsynets almindelige regnskabskontrol, eller som følge af udefra kommende hændelser eller informationer, der gør styrelsen opmærksom på en situation, der nødvendiggør en undersøgelse. Der kan f.eks. i medierne være blevet sat fokus på omstændigheder hos en revisor eller revisionsvirksomhed, der indikerer en overtrædelse af revisorlovgivningen.

 

Det, der karakteriserer undersøgelser, er, at de udføres på ad hoc basis på grundlag af en begivenhed, et problem eller en anden indikation af, at revisorlovgivningen er eller vil blive overtrådt. Der er således tale om en undersøgelse af en konkret sag/begivenhed, og ikke en generel undersøgelse af hele revisorvirksomheden.

 

Adgangen til effektive undersøgelser må imidlertid ikke hindres ved, at revisor blot nægter at udlevere det ønskede materiale. Styrelsen kan derfor om nødvendigt skaffe sig adgang til revisionsvirksomheden for at kunne gøre sig bekendt med materialet.

 

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelserne, at undersøgelserne skal foretages i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedsloven. Det betyder bl.a., at princippet om proportionalitet finder anvendelse. En undersøgelse i revisionsvirksomheden vil kun blive benyttet, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er mulige. Det skal desuden understreges, at hvis der under en undersøgelse opstår konkret mistanke om, at der er tale om et strafbart forhold, skal sagen overdrages til politiet. Dette betyder, at retsplejelovens regler finder anvendelse, herunder at der skal indhentes retskendelse, hvis der ikke gives samtykke.