ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

14. maj 2008

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.  33 92 33 50

Fax 33 12 37 78

[email protected]

www.oem.dk

 

 

 

 


 


Besvarelse af spørgsmål 27 (L 120) stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 25. april 2008.

 

 

Spørgsmål 27:

”I hvilke særlige situationer er det, at ministeren forventer, at tilsynsmyndighederne uden varsel vil gennemføre kontrol at et revisionsfirma?

Ministeren ved, at der fra branchens side er udarbejdet et notat, der sætter spørgsmålstegn ved denne nye praksis.”

 

Svar:

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen iværksætter undersøgelser, når styrelsen vurderer, at der er risiko for, at en revisor eller revisionsvirksomhed har overtrådt revisorlovgivningen. Undersøgelsen skal foretages i overensstemmelse med retssikkerhedsloven.

 

Retssikkerhedslovens § 2 fastslår, at proportionalitetsprincippet skal overholdes ved myndigheders brug af tvangsindgreb, herunder undersøgelser. Det betyder, at et tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.

 

På denne baggrund må det forventes, at hovedparten af de undersøgelser, der bliver iværksat, kan gennemføres ved, at revisor eller revisionsvirksomheden i dialog med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indsender oplysninger eller dokumentation til styrelsen. Større revisionsfirmaer opbevarer ofte disse oplysninger og dokumenter i digitaliseret form. I den situation kunne man vel i øvrigt forestille sig, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen blev inviteret til eller uden videre fik lov til at se de relevante oplysninger hos revisionsfirmaet i dettes systemer for at lette besværet – ikke mindst for revisionsfirmaet selv.

 

Retssikkerhedsloven foreskriver i § 5, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen forud for beslutning om at gennemføre en undersøgelse i revisionsvirksomheden skriftligt og med 14 dages varsel skal underrette revisor eller revisionsvirksomheden.

 

Gennemførelse af en undersøgelse uden varsel i en revisionsvirksomhed må derfor i overensstemmelse med retssikkerhedsloven forventes at forekomme alene undtagelsesvist.

 

Behovet for at kunne gennemføre en undersøgelse uden varsel vil, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, kunne gennemføres, såfremt øjemedet med undersøgelsen ville forspildes ved en forudgående underretning. Dette vil fx. være tilfældet, hvis der er risiko for, at revisor eller revisionsvirksomheden vil bortskaffe eller manipulere med de arbejdspapirer, der danner grundlag for f.eks. den afgivne revisionspåtegning på et børsnoteret selskabs årsrapport.

 

Behovet kunne ligeledes forekomme, hvor der i offentligheden er skabt tvivl om kvaliteten af revisionen af årsrapporten for et børsnoteret selskab. Det kan her være af afgørende betydning for markedets tillid til det børsnoterede selskabs årsrapport og selskabets kursdannelse, at det hurtigst muligt konstateres eller afkræftes, hvorvidt revisor har udført revisionen i overensstemmelse med revisorlovgivningen.

 

Kravet om at kunne gennemføre effektive undersøgelser følger af det nye 8. direktiv om lovpligtig revision. Revisorbranchens indvendinger retter sig ikke mod muligheden for at gennemføre undersøgelser, men retter sig mod muligheden for at kunne gennemføre en undersøgelse i en revisionsvirksomhed uden forudgående indhentelse af en retskendelse.

 

I regeringen har vi meget nøje drøftet og vurderet problemstillingen, og regeringen finder, at lovforslaget på dette punkt er i fuld overensstemmelse med Retssikkerhedskommissionens betænkning nr. 1428/2003. Et krav om retskendelse i forbindelse med en undersøgelse i en revisionsvirksomhed indebærer ikke nogen reel retssikkerhedsmæssig gevinst, og retssikkerhedsloven giver de involverede parter i en undersøgelse fuldt tilstrækkelig beskyttelse. Jeg skal i den forbindelse henvise til besvarelsen af spørgsmål 10 og 11, stillet af Erhvervsudvalget den 24. april 2008.