ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

16. maj 2008

 

 

Besvarelse af spørgsmål 41 (L 120) stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 2. maj 2008.

 

 

Spørgsmål 41:

”Spørgeren har tidligere spurgt ministeren om, i hvilke situationer Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vil få adgang til revisors arbejdspapirer. Som et supplement til dette spørgsmål anmodes ministeren om at forklare, om dette i nogle situationer kan være i strid med reglerne om selv-inkriminering, jf. den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 6.”

 

Svar:

Retssikkerhedslovens § 10 lovfæster princippet om en ”fair trial”, jf. artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedsskonvention. Bestemmelsen foreskriver således, at en myndighed ikke kan afkræve en person oplysninger, hvis der er konkret mistanke om, at den pågældende har begået et strafbart forhold, og at den pågældende således ville udtale sig om en eventuelt påstået forbrydelse. Konventionens artikel 6 knytter sig til straffesager og omfatter således ikke disciplinærretlige og forvaltningsretlige sager.

 

Hvis der i løbet af en undersøgelse opstår konkret mistanke om et strafbart forhold, bliver forbuddet om selvinkriminering naturligvis relevant. I disse situationer skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen overdrage sagen til politiet, som foranstalter det videre forløb, i overensstemmelse med reglerne i retsplejeloven. Dette fremgår også af det fremsatte lovforslag.

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk