ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

19. maj 2008

 

 

Uddybning af besvarelse af spørgsmål 1 af 9. april 2008 fra Folketingets Boligudvalg vedrørende lovforslag om ændring af byggeloven (afbureaukratisering af byggesagsbehandlingen og markedskontrol med byggevarer) (L 122).  

 

 

 

Uddybning af besvarelse af spørgsmål 1:

Dansk Landbrug og Dansk Gartneri har i en henvendelse til Boligudvalget bl.a. foreslået, at der til ukomplicerede byggerier skal stilles krav om færdigmelding fremfor ibrugtagningstilladelse. Organisationerne finder, at ændringen vil indebære en yderligere forenkling af byggesagsbehandlingen.

 

I mit svar på spørgsmål 1 til Boligudvalget oplyser jeg, at jeg er positivt indstillet overfor forslaget fra Dansk Landbrug og Dansk Gartneri, men at jeg har bedt Erhvervs- og Byggestyrelsen om at vurdere, hvilken konsekvens det vil have, hvis alle ukomplicerede byggerier alene skal afgive færdigmelding.

 

Erhvervs- og Byggestyrelsen har nu vurderet spørgsmålet og har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:

 

”Lovforslaget om afburaukratisering af byggesagsbehandlingen medfører, at ukomplicerede byggerier fritages for teknisk byggesagsbehandling. Langt størstedelen af de byggerier bl.a. parcelhuse, rækkehuse, sommerhuse m.v., der med lovforslaget bliver undtaget for teknisk byggesagsbehandling, er allerede i dag alene omfattet af kravet om færdigmelding. Der er dog enkelte bygningstyper, som fremover vil blive fritaget for den tekniske byggesagsbehandling, men som fortsat er omfattet af krav om ibrugtagningstilladelse, og som dermed er underlagt en afsluttende kontrol. Dette gælder for erhvervsbyggerier som fx industri- og lagerbygninger samt jordbrugerhvervets drifts- og avlsbygninger.

 

Ibrugtagningstilladelse medfører, at kommunalbestyrelsen skal udstede en tilladelse, før et byggearbejde lovligt kan tages i brug. Inden en sådan tilladelse udstedes, har kommunalbestyrelsen mulighed for at besigtige byggearbejdet og kontrollere, at byggelovgivningens regler er overholdt. Derudover skal der ved ansøgningen om ibrugtagningstilladelse redegøres for overholdelsen af de betingelser, som kommunalbestyrelsen opstillede i forbindelse med byggetilladelsen.

 

 

 

Byggerier, der er omfattet af ibrugtagningstilladelse, er således underlagt en øget kontrol i forhold til byggerier, der alene skal give færdigmelding. Kommunalbestyrelsen har dog i medfør af byggeloven en generel hjemmel til at føre tilsyn med, at byggelovens regler overholdes, hvilket betyder, at kommunerne også ved færdigmelding kan føre tilsyn.

 

Hvis forslaget fra Dansk Landbrug og Dansk Gartneri gennemføres, således at der ved afslutning af alle ukomplicerede byggerier alene skal afgives en færdigmelding, er det afgørende, at der er en klar sondring mellem, hvad der er et ukompliceret, og hvad der er kompliceret byggeri.

 

For hovedparten af alt byggeri vil det være enkelt at fastslå, hvorvidt byggeriet er ukompliceret. Der kan dog være enkelte særlige situationer, hvor der må foretages en konkret vurdering af, om byggeriet er af en sådan karakter, at det bør omfattes af kommunens tekniske kontrol. Det kan fx være et erhvervsbyggeri, der i sin udformning er ukompliceret, men hvor anvendelsen af byggeriet tilsiger, at der er behov for øget kontrol, hvorfor der af sikkerhedsmæssige hensyn fortsat bør være krav om en egentlig ibrugtagningstilladelse.

 

Erhvervs- og Byggestyrelsen har i forbindelse med vurdering af forslaget fra Dansk Landbrug og Dansk Gartneri været i kontakt med en række interessenter, herunder bl.a. Københavns Kommune og Dansk Byggeri, som har tilkendegivet, at det er vanskeligt at vurdere de sikkerhedsmæssige og økonomiske konsekvenser af forslaget, før end grænsen mellem kompliceret og ukompliceret byggeri er endeligt fastlagt.”

 

Som jeg har oplyst i forbindelse med høringen af lovforslaget, vil der efter lovens vedtagelse blive nedsat en arbejdsgruppe med relevante parter. Arbejdsgruppen skal fastlægge den konkrete afgræsning af hvilke bygningstyper, der er ukomplicerede, og hvilke der er komplicerede. På den baggrund udarbejdes en bekendtgørelse, som blandt andet definerer de enkelte bygningstyper. Bekendtgørelsen sendes i høring hos interessenterne.

 

Når den konkrete afgrænsing er på plads, er jeg indstillet på at imødekomme forslaget fra Dansk Landbrug og Dansk Gartneri, hvor det er hensigtsmæssigt.

 

Indførelse af færdigmelding fremfor ibrugtagningstilladelse ved samtlige ukomplicerede byggerier vil ikke kræve lovændring, da der allerede i dag er hjemmel i byggeloven til at undtage fra kravet om ibrugtagningstilladelse. Forslaget kan således gennemføres ved en ændring af bygningsreglementet, som vil blive sendt i høring.

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk